Kommakommunikation

Alt kan ske i en stillestående verden

2012-02-09T20:33:00.003+01:00

Det var – alt efter temperament – et meget morsomt eller et meget pinligt sekund af undrende tavshed P4-lyttere var vidner til godt 20 minutter inde i Danmarksmester den 17. januar da kombattanterne til programmets anden runde blev introduceret. For mig var det først og fremmest morsomt, men jeg blev også lidt pinligt berørt på vegne af værten, Karlo Staunskær, fordi han ikke fik prikket pinligheden ud af situationen.

Karlo Staunskær er ellers en fremragende vært. Han er mr. Danmarksmester i en sådan grad at programmet blegner når der er vikar på. Han balancerer eminent mellem en imødekommende interviewteknik a la Jørn Hjorting og så en overordnet bestræbelse på at det ikke bliver klichefyldt eller meningsløst. Derfor skulle man være at skarn at laste Staunskær for at samtalen med vidt forskellige lyttere i et live-program ikke altid lykkes.

Ikke desto mindre er jeg skarnagtig nok til at forevige denne mindeværdige ordveksling:

KS: [Henvendt til deltager 1] Din modstander her i runde 2, det bliver Michael Madsen, og der er vi i Nyborg. [Henvendt til deltager 2] Goddag Michael …?

Michael: Goddag!

KS: Din filminteresse, hvordan spænder den, altså hvad kan du godt lide, og er der … jeg kunne også vende det om og sige: Er der film som du aldrig kunne drømme om at se, Michael?

Michael: Nej. Det er der ikke, men altså jeg har smag lige fra Morten Kork og indtil nu, (altså…)

KS: Det er det man kalder en bred smag.

Michael: Det er det, (ja).

KS: Ja, det er det virkelig. … Så du kan godt stadig holde ud at se en gammel Morten Korch-film, dér fra halvtredserne?

Michael: Der er ikke noget bedre!

KS: Ja … Hvad er det du godt kan lide ved det? Altså: Er det dét at verden nærmest er uforanderlig og står helt stille, eller hvad er det du godt kan lide?

Michael: Det er nok det der med, altså, der er jo ingen grænser for hvad der kan ske, altså, det' …

KS: [tøver i over et sekund] Nej …

[yderligere knap et sekunds tøven, og så emneskifte: ]

KS: Øh, jamen øh, er der nogen af de nyere film som du er specielt interesseret i, Michael?

[…]

Enormt rart ikke at blive efterladt med lange ører

2012-02-06T14:55:00.007+01:00

Kære P4 og P3 og al DR's radiovæsen.

Jeg har et forslag til jer radioværter. Når I spiller ny eller mindre slidt musik, var det så ikke en idé at nævne hvad I har spillet, bagefter?

Jeg kan godt se at det er interessant for flowet i jeres programmer – og måske for en indbildt suspense – at I ALTID præsenterer ny musik før I spiller det. Og jeg kan også godt se at man kan indhøste billige nostalgi- og genkendelsespoint ved i forbindelse med numre som lytteren kan leksikalisere i søvne, at præsentere kunstneren efter. Denne absurde reciprokke fremgangsmåde burde dog snarere kendetegne begynderværter på en studenterradio end radioværter i DR, for den tjener udelukkende til værtens sikkerhed og dovenskab.

Der er noget der hedder at være modtagerorienteret. Har I nogensinde hørt om det? Det betyder i jeres tilfælde at sætte sig i lytterens sted og selvfølgelig bytte om på denne molbopraksis. Den lytter der falder ind i Billie Jean med Michael Jackson, Summer of '69 med Bryan Adams eller Kvinde min med Gasolin, har ikke noget stort behov for for 117. gang at få besked på titel og kunstner ved nummerets slutning. Til gengæld ville det være ENORMT RART IKKE AT BLIVE EFTERLADT MED LANGE ØRER når man fatter interesse for noget man ikke har hørt før, og derfor sidder klinet til højttalerne for at få den information. Det sker sjovt nok bare altid – undtagelser findes ikke: Hver evig eneste gang jeg har været interesseret i at høre hvem hulen det nu var, så er I gået direkte over i et andet nummer eller et reklameindslag for egne programmer.

Den udslagsgivende hændelse der omsider har fået mig til at fare i blækhuset, var manglende efterfølgende deklaration af det der, ifølge playlisten for gårsdagens Søndag i farver, viser sig at være Noah med Alt er forbi. Det tjekker jeg kun så grundigt nu fordi jeg skriver indlægget, for Noah er ikke essentielt nødvendigt for mig. Men som almindeligt musikinteresseret – og almindeligt sprogligt interesseret i at en ny bølge (efter Medina og Seebach) åbenbart viser evne til at lægge (i hvert fald de trykstærke) stavelser mere solidt og velklingende – havde det været godt at kunne sige aha og skrive sig bandnavnet bag øret. Manglende efterfølgende præsentation gør at det fiser ud i ingenting – i UVIDENHED, kære public service-ansatte. Dette er langt mere alvorligt når man tænker på relationen mellem Noah og deres potentielle cd-købere og mp3-downloadere: Der skal kendskab til at skabe målrettet interesse, og derfor hæmmer I faktisk nye kunstneres gennemslag ved ikke at præsentere dem efter nummeret. Det er lige så molboagtigt over for jeres egne bestræbelser på at støtte ny dansk musik, som det er molboagtigt over for den helt almindelige og almindeligt irriterede lytter.

Modtagerorienteret nu, tak!

For sjovt

2012-01-28T19:02:00.013+01:00

For sjov, betydning 1
"Networking er ikke for sjovt", skriver journalist, leder og professionel debattør Susanne Hoeck som overskrift i sin blog på Berlingske. Det kan derimod sproglige misforståelser være. For der skal ikke være t på for sjov hvis hun mener at der er noget man ikke gør for sjov – eller for sjovs skyld, som man også kan sige.

For sjov(t), betydning 2a
Ved at sætte t på sjov kommer hun i virkeligheden til at skrive at networking nok er sjovt, men ikke SÅ sjovt. Den betydning kræver negationen (ikke) og kan understreges med et "alt": "Networking er ikke alt for sjovt". Dette kan selvfølgelig oplagt læses som en ironisk underdrivelse i betydningen "Det er overhovedet ikke sjovt", men vi er på det samme betydningsspektrum.

For sjov(t), betydning 2b
Næsten samme betydningsspektrum er man på når man uden negationen (men med et tykt lag frustreret ironi) siger "Nu er hun for sjov / Nu er det sgu for sjovt", men i denne betydning plejer man dog, nærmest som en fast vending, at bruge et andet ord: "Nu er hun for morsom / Nu er det sgu for morsomt".

For sjovt, betydning 2c
Og skriver man bare "for sjovt", har man en ny betydning som minder meget om 2a og 2b, men hvor man ikke behøver at have en negation med eller være frustreret. Det er en nyere sprogbrug som ikke ville fungere for bare 20 år siden: Det er for vildt, for sjovt, for sindssygt osv.

For sørgeligt
Snarere trist end sjovt er det imidlertid at Hoeck nederst i bloggen under gode råd skriver:

"Snob op af" – uha, nærmest uforståeligt. For det første skal det være ad, ikke af. Se her. For det andet skal det i denne sammenhæng være i ét ord. Se her.

Således udfriet for indestængt visdom kan den pedantiske dansklærer lægge kridtet i tavlerenden, lukke sin lædertaske og holde fri for i dag. En bajer ville gøre godt. Jeg byder gerne Susanne Hoeck én hvis hun laver sine lektier.

At afdække nøgen mand

2012-01-17T13:13:00.003+01:00

Tja, der er vel ikke så meget at sige. Men at afdække det i forvejen afdækkede er nok ikke en fremmed beskæftigelse for B.T.s redaktion.

Møgpauser i stødende vejr

2012-01-12T14:51:00.000+01:00

Det var en skøn middagsradioavis i dag.

1) Man valgte at sige smøgpauser i stedet for rygepauser, og så giver det jo herlig effekt når man sætter et "deres" eller et ejefalds-s foran, jævnfør "deres smøgpauser" eller "rygernes smøgpauser". Jeg siger ikke at man absolut ikke kan høre forskel på "deres smøgpauser" og "deres møgpauser", og jeg siger heller ikke at det blev udtalt som sidstnævnte. Jeg siger bare at associationen ikke er til at komme uden om. Derfor er dette skidesmart hvis man gerne vil smådrille rygerne, og det synes jeg ærlig talt er på sin plads.

2) Herefter blev der i vejrudsigten talt om at vinden kunne være stødende. Så er der altså alligevel en god grund til at jeg somme tider kan blive vred over at det blæser, og jeg er formentlig så heller ikke den eneste.

Dejligt med noget renskuret skurrende sprogmateriale, altså noget som IKKE indeholder egentlige fejl og derfor tillader øjet og øret på sprogkrakileren at komme længere ind.

Andreas Kofler rimer på kartofler

2012-01-03T14:41:00.004+01:00

Nogle gange får jeg en følelse af at befinde mig i et kulturelt u-land. Det kan være vidt forskellige ting der gør det, men forleden var det da jeg måtte være taknemmelig over at SV1 og ZDF viste nytårsskihop fra Garmisch-Partenkirchen, når nu hverken DR eller TV 2 kunne finde ud af det. Hallo, har vi ikke lige vedtaget at det er en tradition? Hvor er Claus Borre? Hjælp mig!

Nå, men det gjorde SV1 og ZDF jo så heldigvis.

Ud over den lise det er for sjælen at se nogen glide, hoppe, s v æ v e og lande på ski, netop denne første trætte dag i året, kom der også et uventet sprogligt udbytte ud af løjerne for mig:

Når snakken går på den fremragende britiske guitarist og sangskriver Mark Knopfler, er der jo altid et eller andet vittigt hoved der for 117. gang skal minde om at dette navn er det eneste kendte ord der rimer på kartofler. Det er vi nu ude over, for manden på billedet øverst – en østriger der kun var på undfangelsens stade da førnævnte guitarist udgav temaet til Local Hero – hedder Andreas Kofler. Og med en andenplads forleden og i øvrigt adskillige wold cup-sejre siden 2006, må det række til at afløse Mark Knopler når denne endnu en gang skal trækkes med kartoflerne.

Om ikke andet kan man svare igen: "Nej, der er også Andreas Kofler". Og så kan vittighovedet stikke piben ind.

Man kan dog ikke nægte Mark Knopflers stadig mere tydelige lighed med en kartoffel. Er det mon det danske mundhelds skyld? Men Andreas Kofler er ikke uden potentiale til en dag at komme til at ligne det han rimer på. Æh, altså på dansk.

Koldt men mildt

2011-12-28T15:42:00.005+01:00

Det er efterhånden et par weekender siden, nemlig weekenden før jul. Men jeg undrer mig stadig over formuleringen i Berlingskes nyhedsmail den 16. december om at det bliver "koldt, men mildt". Desværre virkede linket (heller) ikke, og jeg har ikke på anden måde kunnet finde den artikel hvori sagen eventuelt uddybes.

Man kan forestille sig at en eller anden i produktionsfødekæden af denne nyhed har villet skelne mellem en temperaturmæssig kulde og en oplevelsesmæssig mildhed, evt. som følge af vindstille og lav luftfugtighed. Så den mulige tanke bag kan godt give mening. Men i denne endelige formulering er det nonsens, for her læses "koldt" lige så oplevelsesmæssigt som "mildt", og derfor står der to ting som modsiger hinanden direkte.

Sproglige spark i støvlelandet

2011-12-22T15:10:00.007+01:00

The Best Hotel – intet mindre, også selv om man bare er to-stjernet. Billedet er taget i det veluddannede Milano, men jeg får alligevel den tanke at man – om ikke andet over for sig selv – slipper nemmere af sted med sådan et navn fordi man som italiener almindeligvis opfatter engelsk som fremmede lyde, eller som en popsang hvis tekst man aldrig har nærstuderet; hvorfor "The Best Hotel" kommer til at lyde som et originalt brand.

Nuvel, jeg er ikke tynget af viden i den konkrete sag, så jeg kan jo tænke frit. Det gælder sådan set også resten af dette indlæg.

Det er svært at begå sig på engelsk i Italien. Ud over de der har taget en videregående uddannelse eller på anden vis tilhører en eller anden global elite, er der ikke mange at henvende sig til med et "Excuse me / Scuso – do you speak english?" Og af de få øvrige som skulle vove at sige "Yes, a little bit", er det næsten kun de særdeles berejste eller turisterfarne som kan forstå en mundtlig ytring selv inden for et begrænset globish. Nå ja, så var der jo for resten også den gamle, selvbevidste bondeknold i bussen på den snørklede bjergkystvej fra Salerno til Amalfi som med et perfekt flydende engelsk fik berolig mig med at han nok skulle få mig af i det rigtige hårnålesving. Han er sandsynligvis en af de mange syditalienere som har taget en tørn som fremmedarbejder i den engelske industri.

Men det gængse er altså et-sprogligheden. Og med kun ét sprog i ørerne – bl.a. fordi tv-programmer synkroniseres på italiensk – har de svært ved at forestille sig en anden udtale end deres egen. Jeg har således stået i virvaret af mulige veje på Stazione Centrale (hovedbanegården) i Milano med det i konteksten absolut nærliggende spørgsmål "Metro?" og fået reaktionen, "Nej, jeg forstår ikke engelsk" – hvorefter jeg blev gal og, ledsaget af pænt store fagter, foreskrev min foruretter at det var et så selvfølgeligt spørgsmål at du, kære familiemor på vej til at afvise mig, for fanden må kunne genkende bogstaverne bag denne dumme danskers udtale af METRO – M E T R O, for helvede, jeg spørger dig hvilken vej der fører hen eller ned til det I selv staver m-e-t-r-o, og som må være lige i nærheden, dér eller dér; men der er ingen skiltning. METRO, hvor svært kan det være, jeg prøver endda at rulle på R'et, det har jeg sådan set gjort hele tiden. Du SKAL forstå mig, alt andet er en personlig fornærmelse!

Okay, så forstod hun og viste mig venligt videre. Senere fortalte en sarkastisk tysker mig at de ikke forstår at man overhovedet taler, før man også gestikulerer. Der må være noget om det. Og min danske veninde i Milano, som jeg for en sikkerheds skyld har fået til at læse dette igennem, betror mig nu at man med ligelig vægt skal udtale stavelserne "met-ro" med mere adskilt t og rulle-r, ikke "meeee-tro". Jamen, altså, jøsses dog! Og så er E'et i øvrigt mere hen i retning af Æ, ligesom i "ekko".

Mere forståelig var en lignende situation på Napoli Centrale da jeg spurgte om dette tog nu også gik i retningen af Salerno, som er den nærmeste større by. Også et meget oplagt spørgsmål på netop dette sted; det svarer til at en udlænding står på Københavns Hovedbanegård og spørger om det tog der kommer her, går i retningen af Roskilde (og ikke Helsingør). Men ligesom Roskilde (og for den sags skyld Helsingør) sikkert kan udtales på en måde som afsporer den danske lytter til helt andre tanker, vil Salerno ikke blive genkendt af en italiener hvis man ikke overholder to udtaleregler som adskiller sig fra dansk (og engelsk) default-udtale:

A'et skal være åbent, som vi fx gør i Sara, absolut eller kaffe, og så skal man for guds skyld rulle på R'et, ellers lyder det ikke for en italiener som om ordet overhovedet involverer R. Som danskere er vi jo vant til at et R bruges til at åbne A'et og i øvrigt skjuler sig (for en italiener) ved at være stumt ("Far har ar fra sardindåsen"). Hvis ikke det sker, er A – om ikke andet foran D, G, L, N, ND, S, T – for det meste såkaldt flade A'er ("Ad til sand i maden i badeanstaltens ventesal om natten). Men som vi ser A'et i kaffe, ser italienerne stort set alle A'er – den åbne A-lyd er default. Tag fx "cane" der udtales på en måde som vi ville stave "kar-næ" med ligeligt tryk på begge stavelser. Det betyder i øvrigt hund. Så gæt lige hvad normal dansk udtale af chili con carne betyder? Ja, vi danskere taler i italienske øren om chili med hund – i hvert fald som det der ligger nærmest. For at gøre det forståeligt som chili med kød skal man vise at der er et R, ved at rulle på det. Det er faktisk ikke alle italienere der kan det, men så siger de det som et dansk rive-R – høres skal det.

Og så kan det nok være at man vender sit sproglige hovmod den anden vej, for er det åbne A ikke en smule mere … aha! … end det flade, og er det ikke godt at være lydret og logisk ved at markere R-lyden?

I øvrigt bryder jeg mig slet ikke om det sprog jeg tyer til – altså engelsk. Da i hvert fald ikke uden for det popmusikalske reservat.

I 5. klasse blev jeg … først forvirret … siden rystet i min grundvold da jeg – efter et utal af kontrolspørgsmål fra min side – klart og endegyldigt fik påskrevet at man, gud hjælpe mig, splitter navneordene ad på engelsk. Siden har jeg været ked af engelsk i egenskab af funktionelt skriftsprog. Altså længe, længe før jeg tænkte på at være dansknørd og skælde ud over ordfragmenteringer. For der er altså en dybere logik i at noget som kan sættes i bestemt form og som udtales med tryktab (fx rødvin, kvalitetssalami eller bananrepublik), er ét ord. Men det er det engelske sprog ligeglad med, hvilket jeg stadig ikke har fundet blot en alternativ logik i. Der kompenseres selvfølgelig for dette lack of logic på forskellig vis, men isoleret set er det i mine øjne en kæmpebrist, og når denne påvirker fx dansk, går det galt.

Derfor ønsker jeg ikke at engelsk får noget dominerende sæde i Europa. Så hellere tysk eller fransk – selv om der så bliver noget at indhente rent sprogligt. Eller Italiensk. For min skyld ingen alarm. Hvis jeg med et trylleslag kunne gøre italiensk til vores alle sammens, altså hele Europas, naturlige andetsprog frem for engelsk, ville jeg ikke tøve med at slå til. Bl.a. af hensyn til dansk.

Og derfor føler jeg mig dobbelt dum når jeg forsøger at tale engelsk i Italien. Jeg gider det ikke, og jeg ønsker heller ikke at de skal gide det. Så næste gang vil jeg lære mig selv lidt mere end blot de omtrent 25-35 ord der står parat i mit aktive italienske ordforråd. Og ikke mindst udtale dem så de er til at genkende.

Fra sagligt til sageligt og lige vidt

2011-11-30T23:21:00.008+01:00

I indlægget Det saglige smil skrev jeg om hvordan folkene bag filmplakaten til Woody Allens Midnight in Paris på tre måder havde forvansket citatet fra Informations anmeldelse – ikke mindst den forvanskning at et saligt smil i Peter Nielsens anmeldelse var citeret på plakaten som et sagligt smil.

Man skulle ikke tro det, men dette er efterfølgende blevet 'rettet' – sagligt smil er nu blevet til … sageligt smil.

Kære kvajehoveder, kluddermikler, kuvøsehjerner, krejlerkusser og klamphuggere, ordet sageligt eksisterer for fanden ikke. Det kan man finde ud af ved at slå op i Den Danske Ordbog som findes på nettet lige for næsen af én, prøv selv at søge på "sagelig" ved at klikke her (og føj den så til foretrukne):

Det kan selvfølgelig være svært så at slå et ord op man ikke kender. Men hvorfor ikke bare skrive ordentligt af? I citerer jo en anmelder der har brugt det for jer åbenbart ukendte ord; det er bare at skrive lortet af! Hvor svært kan det være?! Citat er at skrive af!!!

Eller som Maj-Britt Kent Hansen udtrykker det i en tråd på Information om anmeldelsen og altså også om fejlen på filmplakaten: "Et er ikke at kende udtrykket, men at man hele to gange ikke kan skrive ordentligt af!"

Man forestiller sig hvordan det på dette in situ filmplakatkontor er fløjet igennem luften til en sprogligt svag studentermedhjælper eller grafiker: "Kan du ikke lige rette sagligt til saaaligt." Hvorefter vedkommende har tænkt: "Hm, hvis det ord der står her lyder som sagligt, hvordan får jeg det så til at være det der saaaligt? Det er supergaranteret nok sageligt. Det kan nærmest ikke være andet. … Godt, så er det klaret. Det er i hvert fald bedre."

Det er af alle ansvarlige så syngende uprofessionelt at det nærmest ikke er til at tro. Man kunne overveje at forelægge Woody Allens filmselskab sagen.

Serviceeftersyn

2011-11-25T16:56:00.008+01:00

Ovenstående billede er fra den 15. november hvor det var en nyhed at den nye regering ville revidere aftalen om nordsøolien – en aftale som VK-regeringen sammen med DF og R indgik med A.P. Møller-Mærsk tilbage i 2003 hvor man åbenbart slet ikke kunne forestille sig de nuværende oliepriser, og som derfor betyder at Mærsk nok i lidt for høj grad udbytter Danmarks naturressourcer i form af et for godt overskud til sig selv. Da imidlertid en aftale normalt er en aftale, vil man lægge forsigtigt ud med at vurdere om den skal og kan revideres. Man vil med andre ord i første omgang se den efter (i sømmene), udsætte den for et eftersyn.

Dagen efter, den 16., kaldte stort set samtlige medier dette eftersyn for et 'serviceeftersyn'. Et besynderligt udtryk al den stund at det er svært at udpege den servicerede part. Hvis vi godtager at det er en metafor hentet fra bilværkstedet, hvem er så bilejeren? Hvem er 'serviceeftersynet' af olieaftalen en rutinemæssig og trygheds-triviel service for? De analogiske kvaliteter springer ikke lige i øjnene når det billede der i øvrigt tegnes ud fra den sædvanlige konfliktskabelon, er billedet af to magtfulde parter – rødligt stemte politikere og Mærsk – som skal genåbne en forhandling. Muligheden for at der tænkes på politikerne som demokratiske repræsentanter for 'borgeren' der hermed får sit serviceeftersyn, er ikke kun søgt, men fungerer simpelthen ikke her. Med andre ord rammer metaforen 'serviceeftersyn' altså ingenting i hverken essens eller vinkling. Metaforen er noget vrøvl, og da det var ordets eneste chance for at give mening, er ordet dermed også noget vrøvl.

Men hvad skete der den 15. som gjorde 'serviceeftersyn' til the name of the game i alle medier den 16.? Jo, det har nok noget at gøre med at mange medier talte med klima- og energiminister Martin Lidegaard.

Ovenstående billede er fra TV 2, men lad os se hvad der videre skete hos Lillian Gjerulf Kretz i DR den 15. efter at Kretz i oplægget havde talt om "at åbne aftalen", "mulighed for at ændre aftale", billedteksten havde talt om "regeringstjek af olieaftalen", og indslaget havde talt om "at granske" og om "gennemgangen af aftalen":

Kretz: I kalder det her et serviceeftersyn – hvad betyder det helt konkret?
Lidegaard: Ja, i 2003, da indgik staten jo en aftale med A.P. Møller, og den aftale står regeringen ved. Men inden for rammerne af den aftale vil vi gerne lave et eftersyn, og det skyldes jo at siden 2003, der er oliepriserne firdoblet, vi har lavet en masse skatteændringer, og derfor synes vi det giver god mening at sige: Har vi egentlig fået det ud af aftalen vi forventede? Og er den robust over for det vi står over for i fremtiden?
Kretz: Men på bundlinjen betyder det her vel at I vil have flere penge i kassen. Hvor mange penge drejer det sig om?
Lidegaard: Når man nu laver et serviceeftersyn, så kan der jo både ske det at man finder ud af at bilen skal repareres … der kan jo også ske det at man finder ud af at den sådan set kører helt fint. Så jeg vil ikke på forhånd sige at det ender med det ene eller det andet. Men der har været mange diskussioner om det her. Der har været mange påstande i luften, og vi tror sådan set det giver god fornuft at regne det hele igennem, sådan så vi ved hvor vi står, og hvor meget vi har fået ud af det og kan forvente at få ud af det. Men vel at mærke inden for rammerne af den aftale der ligger, og som faktisk giver mulighed for at lave denne slags eftersyn.
[…]

Der er ikke tvivl om at vrøvleordet stammer fra den sproglige klædedragt Martin Lidegaard har syet (eller fået syet) til lanceringen af det politiske initiativ. Nu er det jo ikke sådan at politikere og deres taleskrivere og spindoktorer har nogen mission om at lave metaforer som ikke rammer – de er faktisk ret gode til at lave rammende metaforer når der er brug for det. Men der kan også være andre hensyn at tage end det at udtrykke sagen præcist. Måske det modsatte – at sløre hvad det drejer sig om, eller simpelthen være diffus om hvad der skal ske. Og man kan jo så sløre sit forehavende ved at udskifte de problematiske ord med noget der lyder mildere eller bedre. Serviceeftersyn lyder lidt mildere og dejligere end blot eftersyn: mildere fordi det egentlige ord 'eftersyn' er fortyndet med rent vrøvl, ligesom når man fortynder saft med rent vand, og dejligere fordi service er et plusord). Og frem for alt er det en fordel at det er noget vrøvl, for så har man ikke rigtig sagt noget man kan fanges på senere.

Som en journalist på et af de medier der selv kolporterer vrøvleudtrykket, skrev til mig:

Jeg er ret overbevist om at det kom fra Martin Lidegaard. Jeg har dækket politik i mange år – og det er bestemt ikke første gang jeg hører udtrykket. Kan godt følge dig i at det er meningsløst, men det er netop pointen – at juridisk har regeringen ikke noget grundlag at kræve genforhandling på. Derfor har de vel nøje valgt et meningsløst ord.

Ja …

Det der undrer mig, er så bare at medierne optager Martin Lidegaards vrøvleudtryk som var det en saglig betegnelse, i stedet for at lade ham stå alene med det.

Lad os se hvad der sker i TV-Avisen dagen efter, den 16. nov., hvor Kim Bildsøe Lassen er rorgænger:

I sit oplæg taler Kim Bildsøe om "serviceeftersyn" og "genforhandling" (hos Gjerulf Kretz dagen før var det "at åbne aftalen", "mulighed for at ændre aftale"). Og i det efterfølgende indslag tales der om "serviceeftersyn", "serviceeftersyn" og "serviceeftersyn" (dagen før var det tilsvarende indslag belagt med ordene "at granske" og "gennemgangen af aftalen").

Mens man fra journalistisk hold den 15. kun nævnte 'serviceeftersyn' i forbindelse med Gjerulf Kretz' konstaterende spørgsmål "I kalder det her et serviceeftersyn – hvad betyder det helt konkret?", bruger man den 16. selv vrøvleudtrykket fire ud af fem mulige gange – eller fire af seks mulige hvis man medregner ovenstående billedtekst (hvor 'eftersyn' imidlertid nok kun er brugt af pladshensyn).

Det er tydeligt at Bildsøes redaktionelle valg er at brande denne begyndende nyhedsføljeton med ordet serviceeftersyn, sådan så den er let at allokere for seerne. Han ved godt at det i virkeligheden drejer sig om (et politisk ønske om) en 'genforhandling' – et ord han selv varierer sin talestrøm med – men som journalistisk emne skal sagen nu åbenbart brandes som serviceeftersynet. Og med DR og Bildsøe således også TV 2 og alle de store skrevne medier (prøv selv at google på Mærsk og serviceeftersyn).

Herved forurener man sproget med det rene vrøvl, hvilket betyder at vi kan risikere at eftersyn i visse kontekster permanent eufemiseres til serviceeftersyn hvis ikke nogen begynder at kalde et eftersyn for et eftersyn. Desuden forurener man journaliststandens almene troværdighed ved at kolportere vrøvl og spin i stedet for at undersøge sagen tilstrækkeligt til at man kan sætte de præcise ord på. Hvem gider overhovedet høre på denne form for journalistik mere?

Så meget desto mere morsomt – og tilfredsstillende – er det at Martin Lidegaards nærmeste kollega, nemlig klima- og energiordfører for Socialdemokraterne Pernille Rosenkrantz-Theil, i det efterfølgende interview i TV-Avisen den 16. faktisk lever op til sit eget slogan, "klar besked", og udelukkende bruger følgende udtryk: "op til revision", "op til revision", "revidere", "kigge på aftalen", "kigge efter i sømmene". Hun tøver ganske vist før hun siger "… i sømmene", muligvis af frygt for at det skulle være et negativt udtryk hun ikke må sige, men hun når i sin tøven at tage den sprogligt korrekte beslutning om at det er i orden.

Pernille Rosenkrantz-Theil skal for dette interview have et rungende og uforbeholdent "Godt gået!".

Hun krydsinterviewes i øvrigt med De Konservatives Mike Legarth der som modstander af eftersynet naturligt nok ikke nævner emnet mere end én gang, og da som: "serviceeftersyn". Som erklæret modstander er hans interesse i at kalde det et serviceeftersyn umulig at få øje på – men nu er Legarth altså heller ikke den skarpeste kniv i skuffen når det kommer til ordforråd, så uselvstændig sprogbrug må være årsagen.

Anderledes forståeligt er det at Mærsk selv holder sig til vrøvleudtrykket:

Man vil gerne lyde konstruktiv, men naturligvis ikke sige ja til mere end højst nødvendigt, og der er Martin Lidegaards forslag om et 'serviceeftersyn' en helt perfekt ting at sige ja til.

NB: Dette indlæg kunne være – og skulle have været – skrevet for en uge siden og er derfor ikke opdateret med eventuelle udviklinger siden.

Den person han hjalps

2011-11-10T16:49:00.003+01:00

Som trofaste eller blot sporadisk interesserede læsere nu måske har bemærket, er der gået lang tid, alt for lang tid, helt præcis 26 dage, siden det seneste blogindlæg. Det var ikke meningen, men virkeligheden har kørt med mig: Jeg har haft travlt. Og nej, jeg synes ikke det er vidunderligt at have SÅ travlt at jeg ikke engang kan nå at slå en lille sprogperfid prut på min egen blog for at overholde den ellers aldrig overtrådte grænse på 10 dage.

Og det bliver netop en hurtigt forfattet og meget lille fims der forsigtigt skal få Kommakommunikation i omdrejninger igen. Fimsen jeg taler om, kan ikke opsnuses mere, al den stund at den straks blev vejret væk hos DR hvor den opstod i søndags. Men her er den, den håbløse ejefaldskonstruktion fanget i Google mens det stadig kunne lade sig gøre:

Anders Samuelsen siger, at han havde håbet, at han havde kunnet bevare den person han hjalps krav på anonymitet, …

Ejefald bruges efterhånden alt for lidt. Men jeg vil ikke anbefale at det er sådan man øger brugen.

Værd at vide om afdelingsnavne

2011-10-15T17:24:00.009+02:00

Dansk Sprognævn har lavet en kort og overskuelig vejledning om korrekt stavning af afdelingsnavne, Værd at vide om afdelingsnavne. Hvis det er et proaktivt forsøg på at undgå at flere navne dannes forkert, er det præcis noget af det jeg efterlyser at Dansk Sprognævn gør, og så kan man snarere sige at det er en vejledning i korrekt dannelse af afdelingsnavne. Imidlertid kan jeg ikke finde andre officielle argumenter for udgivelsen end at Sprognævnet får mange henvendelser om spørgsmålet, og så er initiativet jo bare udtryk for den normale gænge.

Jeg mener imidlertid at der er fejl i vejledningen lavet af Line Pedersen, kendt fra sprogfjante-bloggen Blogbogstaver, i samarbejde med seniorforsker Ole Ravnholt. Jo, nu er 'fejl' måske et lige lovlig vovet ordvalg over for et Sprognævn som helt sikkert vil kunne tryne mig med deres position, som i øvrigt sikrer at også deres fejl er lov, desværre, men så lad mig diplomatisk kalde det 'et uhensigtsmæssigt valg', og lad mig argumentere for det.

Det uhensigtsmæssige valg ligger i følgende passage som fungerer som en slags paragraf i vejledningen:

Med et noget diplomatisk verbum mener jeg simpelthen ikke at "afdelingen" i Børn og Unge-afdelingen og It-afdelingen er et ord, lige så lidt som hverken "flag" eller "stang" er ord når de står i ordet "flagstang". De er orddele! Og derfor er det også forkert at skrive "afdelingen" med stort.

Det forholder sig i princippet ikke anderledes med Børn og Unge-afdelingen og It-afdelingen end det ville gøre med fx Salgsafdelingen. Alle tre afdelinger er grammatisk set ét ord. Når der i Børn og Unge-afdelingen skal være luft mellem Børn og Unge og bindestreg til afdelingen, er det fordi det er en gruppesammensætning (ligesom fx en ud af kroppen-oplevelse) hvor ordgruppen (Børn og Unge) klistres på en kerne (afdelingen), og når man sammensætter forskelligartede størrelser (her ordgruppemateriale og ordmateriale), skal der være bindestreg, men det er stadig i princippet ét langt ord. Og når der i It-afdelingen er bindestreg, er det igen fordi man sætter to forskelligartede størrelser sammen, nemlig forkortelsesmateriale og ordmateriale, til ét sammensat ord. En bindestreg gør ikke ting til flere ord, tværtimod viser den at det hele er ét ord. Det er elementær grammatik. Og det er også grundlæggende grammatik – vores sprogsystem hviler på det. Derfor er det meget beklageligt at Dansk Sprognævn nu viser usikkerhed, misforståelse eller sløseri med det helt fundamentale.

En forkert eller uhensigtsmæssig vejledning (eller sprogbrug) som denne kan lede direkte til misfostre som fx KommunikationsDagen eller endnu værre: Få folk til at fragmentere ordene (Kommunikations Dagen) fordi man ikke forstår at et sammensat ord – som kan sættes i bestemt form, og som på sjællandsk og rigsdansk kun har ét hovedtryk – er ét ord. At skrive It-Afdelingen er derfor lige så fjollet som at skrive KommunikationsDagen, og det udgør en potentiel glidebane hen mod ordfragmentering som er den mest sprogødelæggende fejl i nutidens skriverier.

Ordfragmentering er i øvrigt ikke noget denne vejledning tager op. Den forudsætter at folk ikke laver en sådan fejl, men herved viser Dansk Sprognævn også sin manglende proaktivitet og ditto realitetssans. For laver man ordfragmenteringer – som mange ledere, HR-folk m.v. faktisk gør fordi alt for mange af dem har et svagt grammatisk gehør kombineret med en massiv påvirkning fra engelsk – så bliver man ikke klart og tydeligt gjort opmærksom på det. Man kan således sagtens læse vejledningen uden at opdage at man ikke bør kalde sig "smølfe agent" i "Smølfe Fonden", men snarere smølfeagent i det der burde hedde Smølfefonden. Det er ærgerligt at Dansk Sprognævn ikke tænker på at få dette hårdt tiltrængte fokus ind når nu man har målgruppens fulde opmærksomhed.

PS: Jeg skriver ikke dette indlæg for at pisse på nogens sukkermad, men fordi jeg arbejder for et sundt, nuanceret, logisk og velfungerende dansk.

Det saglige smil

2011-10-04T12:44:00.011+02:00

Owen Wilson er så absolut min hadeskuespiller – en slags brækfremkaldende karamel som jeg troede at jeg skulle undgå resten af mine dage. Men Woody Allen er så absolut en af mine yndlingsfilmmagere. Og måske er der – for mig helt personligt – en pointe i at Allen har givet Wilson en hovedrolle i en af sine angiveligt bedste film. Nemlig den at jeg skal give Owen Wilson en chance, fordi alting skal have en chance, fordi man ikke kan stemple nogen eller noget ude.

Ja ja, det er nok meget sundt, men hvis det bliver, bliver det nu nok bare en tv-seance når den tid kommer. Jeg har i hvert fald hidtil undgået at kigge for meget på plakaten.

Derfor var det også en god ven som på sin gadget affotograferede den og spurgte mig: Kan du se fejlen?

Nææ … BT burde være B.T., men det er nok ikke det du har sendt den til mig for.

Se det store citat fra Informeren, sagde han så, men jeg kunne stadig ikke se noget, for der er jo ingen formelle fejl, og hvem går dybere i hvad en anmelder skriver i sin anmeldelse om en film som man sådan set ikke rigtig vil vide af.

Så skar min ven det ud i pap: Jeg vil mene at det sædvanlige smil er "saligt", ikke "sagligt".

Arhhh – ha ha!

Et sagligt smil kunne selvfølgelig være med vilje, så jeg undersøgte sagen ved at finde artiklen på Informations hjemmeside. Men der står:

Man kommer nynnende ud af biografen med en kærlighedserklæring til livet, med Cole Porter i ørerne og med et saligt smil på læben.

Der er altså sket tre ting fra anmeldelse til citat af anmeldelse:

1) Cole Porter er røget ud. Den slags kan nok ikke undgås i den slags citater som skal være så korte som mulige, men når man piller et element af en trefoldighed ud, undgår man ikke at stemningen/balancen og dermed til dels pointen ændres.

2) Så har vi den monstrøse fejl hvor saligt bliver til sagligt. Det er temmelig vildt, synes jeg. Dels citerer man andre, og dels er det sådan set en kort reklametekst som burde være viet den nødvendige tid per ord. Vi er jo ikke midt inde i et brødtekstmonstrum, vi er i en reklame med få ord.

3) Det faste udtryk smil på læben er blevet hyperkorrekset til smil på læberne og dermed misforstået. Et antydningsvist smil er blevet til et mere fasttømret smil.

Det var sgu da et interessant indblik i citatforvanskning. Typen ad 1 – den fordrejning som et forkortet citat altid vil udgøre – kan man ikke undgå; det er en del af genren. Typerne i eksempel 2 og 3 er grundløse. Det virker som om personen der har overført citatet, har et meget lille ordforråd.

For nu at være helt sikker skrev jeg til forfatteren af anmeldelsen, Informations kulturredaktør, Peter Nielsen, for at sikre mig at den anmeldelse jeg nu kunne læse på nettet, ikke bare var en senere rettet version, og at den oprindelige version faktisk havde haft disse fejl.

Han svarede: "Nej, det er ved gud ikke mig der har skrevet 'saglig'. Det vil jo være noget vrøvl. Altså en bøf fra deres side, lidt irriterende. Hvor siger du fejlen er gengivet mere præcist?"

Kommunikationsforening: Farvel til internettet

2011-09-18T18:19:00.002+02:00

Dansk Kommunikationsforening har sendt en opsigtsvækkende melding ud til sine medlemmer. Måske skal Vejle og København sige farvel til internettet:

Nåå… det var inTRAnettet. Men hvorfor har I så skrevet internettet i overskriften?

Tårne af spaghetti og skumfiduser

2011-09-14T21:41:00.011+02:00

Lad mig tilstå det med det samme: Jeg har ikke orket at følge ret mange debatter i denne valgkamp, for selv om jeg endnu ikke ved hvad jeg kommer til at stemme på, ved jeg dog at tv-debatterne ikke vil løse det for mig. Dels er argumenterne så låste og polerede at det eneste der for alvor påvirker, er politikernes dagsform. Dels kan de riller valgkampen kører i, ikke løsne det centrale dilemma at samtlige partier har mindst en ting på deres buffetbord som for mig er totalt uspiselig og uacceptabel. Og skal jeg vælge i en kompliceret vægtning af goder og onder, har jeg mere brug for meditation end for mere af det samme ordgejl.

Derfor vælger jeg i anledning af valgkampen at bringe en iagttagelse om politikersprog som dog er fra før valgkampen.

Nemlig fra torsdag den 18, august hvor Deadline havde et 17 minutter langt segment om kommuners udnyttelse af offentlige løntilskud til ledige. Rammen var at studievært Anja Bo interviewede beskæftigelsesminister Inger Støjberg i studiet, iblandet distanceinterview med en på væggen hængende Ole Andersen, jobcenterchef i Randers Kommune.

Efter en introducerende montage giver Anja Bo sig til at interviewe Ole Andersen, og efter over 7 minutter lægger Anja Bo endelig ned til Inger Støjberg:

Anja Bo: Inger Støjberg, det er jo noget af en gyser. Hvad siger du til at Randers og sandsynligvis en række andre kommuner sådan kassetænker med statskronerne?

Inger Støjberg: Jamen altså, det er bare lidt mere komplekst end som så. Hvis vi tænker et år tilbage, så handlede hele denne her debat om at ledige blev sendt på meningsløse kurser hvor de skulle finde ud af hvilken fugl de var, og de skulle bygge tårne af spaghetti og skumfiduser og den slags. Det vil jeg gerne gøre op med, for vi kunne jo se at det var der simpelthen bare for mange der fik for lidt ud af.

Inger Støjbergs hovedargument er altså at det der foregår nu, er bedre end spaghetti og skumfiduser. I retorikfaget hedder det at drive noget "ad absurdum" – altså drive noget ud i de absurde – for at alle skal synes godt om det man modstiller det med. Politikere bruger det hele tiden. Det absurde har på en måde samme effekt som en fælles fjende: Man tiltrækkes uvægerligt af det modsatte. Man magnetiseres, så at sige, og får en nordpol og en sydpol der svarer til den talendes, fordi det absurde er absurd for alle.

Men hvorfor er det så at man ikke for alvor ligger et sted mellem "Yes, det er SÅ godt sagt" eller bare "ja, selvfølgelig" på denne her? Det er selvfølgelig fordi Inger Støjbergs eksempel virker ekstremt søgt. Hun begår en i sig selv absurd handling ved at gribe til dette absurde eksempel. Hun er corny og ynkelig at høre på. Ordene er næsten vulgære i en saglig politisk samtale: Spaghetti og skumfiduser. Hun siger ordene i et tydeligt tempo; hun vil gerne at de høres tydeligt. Og de kommer til at klæbe til hende: Spaghetti og skumfiduser. Hvor har du været, Inger? I spaghetti og skumfiduser. Hvad tænker du på, Inger? Spaghetti og skumfiduser.

Skumfiduser har noget dobbelt i sig. Skum er jo en god metafor for noget der er lidt indholdsløst, og fiduser, ja, det siger sig selv. Hermed er skumfiduser ikke bare et eksempel men et indirekte forsøg på at betegne visse jobkursusaktiviteter som fiduser og humbug. Det er derfor Inger Støjberg har indprentet sig formuleringen "tårne af spaghetti og skumfiduser", så hun kan drive effektiv ad absurdum-retorik. Men når det virker søgt, virker det også som en retorisk nødudgang. Det virker som om hun er nødt til at gå "ad absurdum" fordi hun ikke rigtig har noget håndgribeligt eller begribeligt positivt at sige om hvad der skal ske på området.

Lad os se hvad der videre sker (og prøv at se bort fra Anja Bos uudholdelige helsætningsstruktur i ledsætninger, men man er som minimum nødt til at holde ordrækkefølgen for at kunne kalde det en transskription):

Anja Bo: Nu hører vi jo at denne her ordning er heller ikke rigtig god. Vi hører at Ole Andersen siger at det er jo ikke fordi man får folk i arbejde af den grund, og det er med dårlig smag i munden at han sådan samler guld op fra gaden, som han formulerer det.

Inger Støjberg: Nu ved jeg jo ikke hvordan hans smag er i munden, men det jeg kan sige, det er at generelt så er det rigtig godt for mange ledige jo selvfølgelig at komme ud på en rigtig virksomhed. Det allerbedste, det er privat løntilskud, altså når man kommer ud på en privat virksomhed og på den måde så jo kommer til at indgå i dagligdagen. Men for nogle grupper der er offentligt løntilskud også rigtig godt. For eksempel for indvandrere, der er bare det at komme ud på en virksomhed rigtig godt. Så ting er bare ikke så entydige endda, og det er jo selvfølgelig fordi det er mennesker vi har med at gøre.

Det er Inger Støjbergs anden taletur, og hun starter med at bruge tid på at svare bogstaveligt om Ole Andersens smag i munden. Og så bruger hun nogle meget generelle sandheder til at arbejde sig frem mod gentagelsen af sit "tingene er mere komplekse end som så". Ved nærmere eftersyn trækker hun faktisk bare tiden. Min ven Mr. Chance kunne næsten have sagt det samme.

Herefter forløber programmet sådan at der kommer endnu et par indklippede indslag og henvendelser til Ole Andersen, og 11 minutter inde i segmentet kommer vi så tilbage til Inger Støjberg. Læg mærke til hvordan hun tilsyneladende ikke har fået lov fra Venstres top til at sige noget som helst og derfor igen forsøger at arbejde sig hen til skumfiduserne:

Anja Bo: Ja, Inger Støjberg. Det er en rasende populær ordning – vi hører at op mod 24.000 stillinger når vi op på i år, men ordningen er jo ikke særlig god, vi hører jo her fra forskerne: den virker ikke. Hvad vil du gøre ved det?

Inger Støjberg: Jamen igen: Tingene er ikke så entydige endda, og det er jo også derfor at vi blandt andet beder Michael Svarer om at prøve at kigge på det, fordi den måde som vi bedriver beskæftigelsespolitik på i Danmark, det er at vi jo hele tiden får undersøgt hvad virker godt, og hvad virker ikke godt. Nu kan vi se at der er nogle ting her der måske ikke i alle tilfælde, i hvert fald, virker, og derfor så skal de jo sandsynligvis også ændres på et tidspunkt. Jeg vil ikke i dag lægge mig fast på hvordan vi skal ændre det, men bare annoncere at der kan sagtens komme nogle ændringer når vi kommer lidt længere hen. Men jeg vil også bare sige at hele sidste år der havde vi debatten om hovedløs aktivering …

Anja Bo afbryder højlydt: Den kan vi ikke bruge mere tid på for det er jo faktisk ikke den vi taler om i dag. Jeg bliver nødt til at holde fast i det som forskerne siger, for det er faktisk en vigtig pointe her. […]

Ja, Anja Bo giver hende ikke lov til atter at tale om spaghetti og skumfiduser, og det er godt. Herefter vover Inger Støjberg simpelthen ikke at komme med flere udpenslinger af hvad hun forestiller sig hovedløs aktivering kan være, selv om hun kommer omkring emnet to gange mere.

...

Nuppet på SkoleIntra: Tonja og Louise bygger tårn af spaghetti og skumfiduser.

Inger Støjberg skriver en 93 sider lang bog om Sussi og Leo.

Valgjournalistik: Hvad synes du om vejret, Mr. Chance?

2011-09-05T12:15:00.004+02:00

Min artikel på Kforum Boykot valgmålinger har som det tredje argument at medierne kommer til at bruge for meget intetsigende tid på at snakke om tal i stedet for at snakke om den politik og Danmarks fremtid som valgkampen burde handle om. I dette indlæg følger jeg op med et eksempel.

Overskriften er en reference til den introverte og analfabetiske gartner Mr. Chance der i Jerzy Kosinskis roman ved et tilfælde (og en længere løbende misforståelse) bliver den finansielle elites guru fordi han kan beskrive og forudse den økonomiske udvikling på en dyb måde med sine vejrmetaforer. I virkeligheden taler Mr. Chance bare om vejret (og stemningen) og svarer efter bedste evne 1:1 på de hentydende spørgsmål han får, for han ved ikke bedre og tør ikke andet.

DR's valgekspert Kenneth Thue Nielsen er ikke Mr. Chance, tværtimod er han en af de mest intelligente kommentatorer på sendefladen. Alligevel var det med tanke på en Mr. Chance-agtigt forloren ordveksling at jeg så gårsdagens Update-indslag hvor Kenneth Thue Nielsen simpelthen blev brugt til at fortælle os at der fra 84 mandater til 91 mandater er 7 mandater, og at denne afstand er mindre end afstanden mellem 81 og 94 som i starten af valgkampen var den tilslutning meningsmålinger gav til henholdsvis blå og rød blok.

Her kommer hvad han sagde:

Update-vært: Velkommen til dig, valgekspert Kenneth Thue Nielsen her i DR Nyheder. Hvad ligger der bag det her fornyede ryk fra rød mod blå?

Kenneth Thue: Jamen æh, det der ligger bag det, det er at vi ser nu for fjerde dag i træk at Socialdemokraterne, ganske vist med små skridt … men Socialdemokraterne har fire dage i træk nu tabt en lille sjat stemmer hver dag i meningsmålingerne. Venstre er nu i fire dage i træk gået en lille smule frem. Og det er derfor at jeg, æh, jeg havde nær sagt er glad for at kunne sige til Updates seere at jeg godt kan andre tal end 94 og 81, for 94 og 81 er det vi har siddet og talt om nu i faktisk 6 dage i træk som har været stillingen mellem blokkene. Nu var der en lille forskydning i går: 93 mandater til den røde blok og 82 … Og den måling vi har her i dag, er altså den måling med mest spænding hidtil under valgkampen. Der er stadigvæk et komfortabelt forspring til den røde blok, og der er stadigvæk en god portion mandater – 7 mandater – der skiller blokkene, men af de meningsmålinger vi har offentliggjort indtil videre, så er det her altså den der ser ud til at begynde at bringe lidt spænding ind i valgkampen – for så vidt angår resultatet.

Imponerende ingentingjournalistik. Ikke desto mindre var det sådan det indslag var klippet i aftenens Update-loop på tv. Hvad seerne skal bruge dét til, ved jeg virkelig ikke, og jeg fatter ikke at DR tillader sig at fylde sendefladen med formidling der har mindre signifikans end pausefisk.

Da jeg så skulle transskribere det, fandt jeg at klippet på web-udgaven var lidt længere og havde en reel pointe som altså i tv-udgaven var klippet fra. Denne pointe viser samtidig at Kenneth Thue Nielsen er den intelligente kommentator jeg siger han er, for jeg er fuldstændig enig i denne årsagsforklaring på rød bloks samlede nedgang – og samtidig imponeret over den måde Kenneth Thue umisforståeligt formidler sin hang til denne forklaring uden dog at klistre sig fast til den:

Update-vært: Har du et bud på årsagen bag det her ryk, altså som kan ligne et lille skred?

Kenneth Thue Nielsen: Ja, man skal jo altid være påpasselig med den slags, men jeg vil da i hvert fald gerne sige at dét jeg har bidt særligt mærke i de sidste tre dage, det er den her diskussion om 24-års-reglen – især Villy Søvndals kommentarer … vi har den her episode hvor Villy Søvndal bliver spurgt af en gymnasieelev hvad han synes om den – han siger til gymnasieeleven: Jeg vil faktisk gerne af med den, men jeg har lovet Helle ikke at tale om det. Altså: Der er kommet fokus på 24-års-reglen, og det ser altså ud til at vi nu igen for fjerde valg i træk kan få et valg der bliver domineret af udlændingedagsordenen.

Update-vært: Og der er altså en ny måling i morgen, så må vi se om den her tendens den fortsætter. Tak skal du have, valgekspert Kenneth Thue Nielsen.

Boykot valgmålinger, meta

2011-09-04T14:52:00.005+02:00

Denne måneds første blogindlæg forvandlede sig til en artikel på Kforum:

Boykot valgmålinger

Der har været efterspørgsel på at jeg skrev mere om politikernes sprogbrug, og det vil jeg også gerne skrive om. Men der har ikke for nylig været lige dén iagttagelse som gav en klar vinkel og skrivelyst. Ovenstående artikel handler så ikke engang om sproget, men tager springet op til at handle om den ramme hvori debatten og dermed sproget kan udfolde sig.

Skrive-iagttagelse
Jeg synes absolut ikke det er den mest velformulerede og sprogligt raffinerede artikel jeg har haft på Kforum. Men det handler nok om at jeg var grebet af EMNET og skrev artiklen ret hurtigt, ligesom artiklen også synes at vægre sig mod mine forsøg med den sproglige pudseklud, måske fordi EMNET i den buldrer relativt højlydt. Det kan jeg godt lære lidt af når jeg hovedrystende læser korrektur på andres artikler – at det er lidt sværere at være sprogligt raffineret når man prøver at tæmme et vovet emne og processen kun forløber over få dage fra fiks ide til publiceret artikel. Det er nemmere at være sprogligt raffineret når man også er argumentatorisk forsigtig, herunder at man er i en situation hvor man ved at alle er enige eller at man simpelthen har fagligt ret. Og så er det selvfølgelig også lettere at være sprogligt raffineret når man kritiserer noget – eller i det mindste spiller bold op ad noget – og ikke selv fremsætter et vidtgående forslag.

Foreløbig iagttagelse om artiklens skæbne
Artiklen blev publiceret fredag eftermiddag, og vi har lige nu en tiltrængt weekend med godt vejr. Alligevel undrer det mig, med mit kendskab til andre artikler på Kforum, at så få af de foreløbige læsere har anbefalet den. Den er ret frisk, dens argumenter er klare og logiske, den er ikke ubehagelig, og den har et relativt dydigt demokratisk sigte (a la Habermas osv.) som nok plejer at kunne sætte anbefalingerne i gang. Alligevel har forbavsende få villet eller turdet anbefalet den. Kan det skyldes at mange i kommunikationsbranchen arbejder et sted hvor man ikke må stække analyseinstitutterne, heller ikke selv om det argument man støtter ved at anbefale artiklen er demokratisk konstruktivt? Forstå mig ret: Jævnfør min utilfredshed med artiklens sproglige raffinement og form har jeg ingen personlig forfængelighed med den som artikel; men på de demokratiske argumenters vegne er jeg sgu lidt forundret og bekymret over anbefalingstavsheden.

Trykhed hos DR

2011-08-25T15:26:00.002+02:00

Måske er det bare sådan det er at blive ældre. Men jeg har det med visse fejl, dårlige forslag og menneskelige uvaner som mange mennesker har det med dårlige vittigheder, vanskabte tøjstile etc. Man troede at lige dén var gennemtæsket nok til at man ikke skulle se den igen. Det kan være sådan noget som at tørre smørkniven af på kanten af tallerkenen, eller sådan noget som at gøre en Brian Mikkelsen til kulturminister. Ting man bare forventer at ingen gør igen – heller ikke nye generationer – fordi det var SÅ under niveau og er behandlet tilstrækkeligt. Ja, man forventer simpelthen at korrektivet, uanset om det er udtalt eller tavst, har givet evolutionært gennemslag.

Lidt den følelse havde jeg da jeg så at DR i deres 18.30-avis i forgårs, den 23. august, på skærmen skrev "Planen skal give trykhed". Derfor har jeg markeret fejlen ovenover med en stor, gul, ulækker pil.

Trykhed – det kunne være et tillægsord for de varme papirer der kommer ud af en printer (i det omfang man kan tilsnige sig til at sige at en sådan trykker): "Brochuren virker trykhed, er den lige printet?", kunne man måske sige. Det kunne også være det forløsende tillægsord for et materiale som skulle trykkes til en bestemt form og nu var varmt nok til at være klar til processen: "Gummien er nu trykhed, og Kai kan trække i håndtaget så støbeklicheen føres ned i massen". Men man kan ikke sige at noget skal give trykhed, som DR gør her – det giver ikke nogen mening.

Selvfølgelig mener de "tryghed", og det er så ikke lige tryghed man føler ved det skriftlige kompetenceniveau på TV-Avisen.

Har du måtte?

2011-08-20T14:41:00.006+02:00

Søndagsavisen 12. august 2011:

Først tommelfingeren op for Søndagsavisen for at få et interview med Jens Stoltenberg allerede i sidste uge og for næsten altid at vælge en god og relevant forside- og tema-historie.

Og så til dette indlægs egentlige ærinde:

Tjo …

Jeg kunne med lethed smække et billede op her af en som har måtte, og så kunne Søndagsavisen – og horder af journalister under 30 – lære det! Men det er nok lige et skridt for meget at tage bare for at få budskabet ud.

Jens Stoltenberg har ikke måtte – i hvert fald ikke i denne sammenhæng: Han har måttet. Åbenbart er det stigende fravær af kendskab til verbalbøjning i før nutid og før datid kommet så vidt at den er havnet med store typer på forsiden af Danmarks mest læste avis. Tillykke! Så kan en sproglig misforståelse nærmest ikke komme længere, og skulle nogen være ligeglade med sprogforstanden i dette land, blot budskabet kan forstås, kan de glæde sig over en ultimativ sejr.

Og budskabet kan jo forstås, så måske er det ikke den værste fejl man kan lave. Men den er dog symptom på at der er noget galt med det helt almindelige grammatiske gehør og indlæste ordforråd, som også nye publicister burde have. Hvad der er galt med det, ved jeg ikke. Måske har man læst for lidt valid litteratur i skolesystemet (og i fritiden), måske har man afskaffet diktat, og måske har dansklærerne ikke rettet stilene til bunds. Måske er det alt for let at erklære sig ordblind. Noget er i hvert fald gået galt – for man skal da ikke have læst meget mere end 2-3 ordentlige bøger for at finde ud af at der er noget der hedder måttet, villet, kunnet, skullet, burdet og turdet, akkurat ligesom det hedder spist, gjort, svømmet, skyllet og alt mulig andet med t på i før nutid og før datid.

I sidstnævnte former er det bøjede ord dog også det betydningsmæssige endemål (jeg har svømmet), mens det betydningsmæssige endemål hos mådesudsagnsordene ligger i det efterfølgende ikke-bøjede infinitiv (jeg har kunnet svømme). Det kan selvfølgelig godt skabe tvivl i det grammatiske gehør at det er mådesudsagnsordet og ikke det mest indholdsbærende verbum som bøjes – og her taler jeg ikke om den store forskel mellem udtale og stavning eller om hvad selverklærede ordblinde kan/vil opfatte, men om den lille forvirring selv os med grammatisk gehør kan have hvis vores skolelærdom på området aldrig har været stærk og gentaget.

Er "har måtte" på Søndagsavisens forside en smutter, tanketorsk, slåfejl, sjuskefejl? Ja, måske fra journalistens side, men herefter har den været gennem en ansvarshavende redaktør og (måske) en underbetalt korrekturlæser. Så i sidste ende kan det ikke være sjusk. Det er manglende kendskab til sproget – på forsiden af landets mest læste avis.

Læs også:
Jeg synes det har kunnet lykkes

Giver den gas

2011-08-15T19:46:00.003+02:00

"[…] Og lige nu – jeg ved ikke om man kan høre det – så er det Kim Larsen der giver den øh … gas … æh … for de mange, mange publikummer der har samlet sig deroppe. Lidt længere væk er det Medina … øh … undskyld, er det Tina Dickow der giver den gas, og æh … før det så var det Poul Krebs … æh … der gav den gas på Bøgescenen heroppe […]" (DR Update, 12. august 2011)

Dette er ikke så overraskende, for det er især netop unge kvinder der har indskrænket deres ordforråd til "give den gas" når de taler om nogen der optræder med noget. Jeg ved ikke helt hvorfor det er blevet sådan.

Kan det mon stamme fra "gas" forstået som "fis & ballade" og "gang i den"? Eller stammer det fra det at trykke på speederen – og på dén måde gang i den? Har begge metaforer fra start været brændstof bag sprogbrugen? Lyder det for nogen ubevidst sødt eller pænt at sige det? – fonetisk og fysisk set er "gi'-dn-gas" noget af det mindst anstrengende og dermed mindst 'vulgære' man kan forme med sin mund (det er ordet "føde" fx ikke, derfor taler flere og flere unge om "fedevarer").

Man kan sige at der i udtrykkets grundlæggende metafor kan ligge en Formel 1-groupie-support-bevidsthed, og at det så at sige er en konservativt feminin hilsen til den stærke mand der gør noget: giver den gas. Og omvendt – når der tales om kvinder – et kvindefrigørende magtdomæneovertag med hensyn til at sidde bag rattet. Uanset om det er fra groupie til farlig mand, eller om det er fra farlig kvinde til farlig kvinde, er det med stærke og positive medklange. Altså vel at mærke i sprogbrugens udspring.

Disse konnotationer ligger på ingen måde i Mette Kimoses tredobbelte "give den gas"-formulering. Hendes sprogbrug er blot udtryk for at "give den gas" er blevet en tom kliche, en kliche som er godt i gang med at æde andre måder at formulere sig på.

Prøv at tænke dig om næste gang du vil sige at nogen "giver den gas" – måske kan du være mere præcis. Og hvis du ikke selv har været hvor det sneede, så brug mere neutrale formuleringer. I øvrigt kan den positivitet du ville lægge i udtrykket ved at sige "give den gas", sagtens ligge et andet sted i formuleringen. Man behøver således ikke at nøjes med at sige at Poul Krebs har "optrådt"; man kan jo fx sige at han har "optrådt for 3.000 glade publikummer" – eller hvad man nu vil udtrykke.

Ekvilibristisk hattrick

2011-08-13T13:51:00.004+02:00

DR's nye udsendte i muddermarken, Mette Kimose, i 18.30-avisen, 11. august:

"Og som man måske kan se hernede på gulvet … eller på jorden … så er der rigtig meget smat, og man har forsøgt at kaste noget flis og noget mudder ud … eller undskyld: man har forsøgt at fjerne noget mudder, selvfølgelig, med store skovle. Men det ser ud som om det bliver bedre, for nu er det altså tøet … øh … klaret op herovre."

Velkommen på skærmen (-:

Falske kopivarer

2011-08-06T14:05:00.002+02:00

Lørdag den 9. juli ville Jesper Steinmetz tilsyneladende gerne hjælpe sine dumme seere med at forstå at kopivarer er noget dårligt noget. I hvert fald sagde han:

"Der er stor forskel på hvor billigt man kan slippe fra at købe falske kopivarer med hjem fra ferien."

Falske kopivarer! Ja, som sagt må man antage at ordet "falske" er tænkt som en understregning af at kopivarer er falske varer. Man kommer bare til at sige noget forfærdeligt vrøvl når man 'hjælper' på den måde, for "falske kopivarer" må jo betyde kopivarer der ikke er rigtige kopivarer, altså en helt tredje ting, hvilket medfører tre niveauer: 1) ægte mærkevarer, 2) uægte mærkevarer = ægte kopivarer, 3) uægte kopivarer – hvad det så end er? Det der skulle være hjælpen til de dumme TV 2-seere, vendes således til et ønske om hjælp til de dumme tv-værter.

Jeg oplevede selv en tilsvarende sprogmekanisme forleden. Her var der dog ikke tale om en kikset understregning, men om en regulær manglende koncentration om emnet eller misforståelse af samme. En freelancejournalist havde interviewet mig om mit speciale om komma, og jeg havde snakket om hvor skidt det står til med kommateringen i Danmark, og om det aspekt jeg kalder kommafundamentalisme. Det blev i hendes skrevne udkast til "at det står skidt til med kommafundamentalismen i Danmark".

Øh!?? Ja, det kunne man jo håbe at det gjorde, men desværre er det kommateringen det står skidt til med, og desværre er kommafundamentalismen en af grundene hertil. Hendes formulering svarede til et udsagn som "Det går dårligt med fiskedøden i de danske farvande" – intet under at jeg blev en smule sur på hende.

For sådan kan man ikke formulere sig.

Eksperter helt uden brug af ekspertise

2011-07-29T15:38:00.009+02:00

Det er ikke så mærkeligt at mange mennesker ved de første nyheder om en megabombe i Olsos centrum fredag den 22. juli 2011 ved 16-tiden tænkte på islamistisk terror. For det er den form for terror vi tænker mest på – og måske derfor også frygter mest.

Men da der tillige kom meldinger om skyderi mod deltagere på en socialdemokratisk ungdomslejr, måtte man undres over at tv's mange 'eksperter' fortsat hældte mest til fundamentalistisk islam. Islamister interesserer sig ikke for socialdemokratiske sommerlejre – hvis de da overhovedet ved hvad det er – og derfor var det selvfølgelig med ufattelig lav sandsynlighed en islamist der rendte rundt på Utøya. Ja, det er nemt at sige nu, men en ekspert burde vel kunne fremlægge denne logiske analyse allerede fredag den 22. juli 2011, klokken 18.00.

Hvad eksperterne på dette tidspunkt i stedet gjorde – om det var tv's egne, fx Niels Brinch, eller eksperter udefra – var ikke særlig analytisk. Det var bare en alment sandsynlighedsvægtet helgardering: Det er jo nok islamister (for det har vi jo alle hovederne fulde med), men vi kan ikke helt udelukke at det er en eller anden psykopat der er sur på regeringen (og det siger jeg fordi jeg lige skal markere at jeg tænker mig om og holder alle muligheder åbne).

Det kunne enhver jo sige, men skulle en ekspert ikke være én der ser på fakta med netop ekspert-øjne? Én der straks forstår at det her ligner Oklahoma 1995 og lignende?

Jeg overlader ordet til Ole Rasmussen, der i Politikens "Sket i ugen", søndag, gav udtryk for en tilsvarende undren – og som, ret modigt for en klummeskribent der skal omfavne ugen, tog dén vinkel, og kun den vinkel, 1½ døgn efter selve tragedien:

[…]
  Fredag var en tragisk dag i Nordens historie. Det var også en af de yderst sjældne dage, hvor jeg følte at jeg løb foran nyhedsstrømmen. "Det er en højretosse!", sagde jeg meget højt til mig selv i bilen, da Radioavisen først på aftenen rapporterede, at der ud over bombeangrebet i Oslo nu også blev skudt mod deltagerne i Arbejderpartiets ungdomslejr på Utøya.
  Jeg kunne simpelthen ikke se, hvad al-Qaeda skulle bestille på dén ø, så da jeg kom hjem, satte Fruen og jeg os foran fjernsynet for at se, om de havde fået samme tanke derinde. Det havde de ikke, og da værterne på TV 2 News desuden var ved at blive temmelig stakåndede af ikke at vide noget, skiftede vi til norske NRK 1. Her optrådte alle medvirkende forbløffende nok knusende roligt, sagligt og dybt professionelt, hvad enten de var journalister, politifolk eller eksperter.
  Men vi skulle alligevel hen omkring halv ti, før en af stationens egne redaktører mindede seerne om bombeattentatet mod en offentlig bygning i Oklahoma City i 1995. Dengang ledte de amerikanske myndigheder også med lys og lygte efter mellemøstlige gerningsmænd, indtil massemorderen viste sig at være en lokal højreekstremist, der havde fabrikeret sin egen bilbombe hjemme i laden med kunstgødning som hovedingrediens.
  Da den norske justitsminister en time senere oplyste, at den anholdte skytte fra Utøya var 32 år og norsk, skiftede vi kortvarigt tilbage til TV 2 News. Tids nok til at høre studieværten spørge en hidkaldt ekspert, om der kunne være tale om en nordmand, der var konverteret til islam.
[…]

Formanden for DSU sagde noget godt

2011-07-26T11:31:00.007+02:00

Denne blog kommer ikke rigtig videre uden at komme omkring emner relateret til tragedien i Norge. Og det første jeg ville gøre i den anledning var at citere Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms formand, Peter Hummelgaard Thomsen for det prompte og meget fine svar han kom med da han blev spurgt til om hændelserne burde få betydning for den politiske debat:

…

Desværre kan jeg ikke finde citatet, og det er alfa og omega for et indlæg her at jeg har hænderne direkte på det jeg skriver om. Nu skriver jeg i stedet om at jeg ikke kan finde det – og det er selvfølgelig et håbløst redaktionelt valg, men måske er der i sig selv en pointe med dét alligevel.

Jeg kan ikke finde klippet selv om jeg husker at det var i forbindelse med den socialdemokratiske ungdoms mindehøjtidelighed i København lørdag den 23., og selv om jeg har finkæmmet DR's og TV 2's nyhedsudsendelser fra samme dag. Det er som sunket i jorden. Ved at google kan jeg så – fx på Altinget – finde et citat fra Hummelgaards tale ved lejligheden: "Vi må og skal være nødt til at være uenige om den politiske retning for nationen, uden at tonen bliver hadsk. Jeg håber at alle i Danmark, og alle der er engagerede i nationens udvikling, vil reflektere over om det styrker vores demokrati at tonen i debatten er blevet så hadsk og rå."

Det er godt sagt, men jeg kan ikke bruge det til noget i min sammenhæng. For det fine ved det han sagde – i hvert fald til journalisten efterfølgende – er ikke med. Når en socialdemokrat citeres for at den hadske tone i debatten er et problem, er det på mediedagsordenen underforstået at han må sigte mestendels til højrefløjens tone. Ja, det er en del af selve problemet i debatten at det er sådan. Det fine ved det han sagde, er imidlertid at han gav eksempler fra begge fløje.

KLIP

En dag efter dette oplæg blev lagt på, redigerer jeg nu i det. Omsider har jeg nemlig – hjulpet af en læser – fundet … ikke dét klip, men et klip hvor Hummelgaard har tilsvarende eksempler. Det er i Deadlines 22.30-udsendelse fra den 24. hvor Hummelgaard sidder over for Christopher Arzrouni i en ret interessant debat, hvor Hummelgaard har besluttet sig for en fast eksempelfigur med på den ene side opfattelsen af DF-vælgere som nazister og på den anden side opfattelsen af islam som en kræftknude. Han formulerer sig klarest mod slutningen af debatten hvor også Arzrounis indvending og Hummelgaards svar herpå begge er værd at tygge på. Denne ordveksling er i sig selv debat på et bedre og mere tankevækkende plan end længe set:

Hummelgaard:
Behøver etablerede folketingspolitikere at sige at DF's vælgere er nazister? Behøver etablerede folketingspolitikere at sige at islam er en kræftknude på samfundet? Det er den type bemærkninger, fra henholdsvis venstre og højre, som jeg tror kan anspore radikale elementer på venstre og højre side til at gøre sådan nogle skrækkelige ting.

Arzrouni:
Men synes du ikke at når folk siger den slags, at det falder tilbage på dem selv? Altså, når jeg hører folk sige sådan nogle ting, så tænker jeg: Sikke nogle store idioter. Så i virkeligheden betyder denne her meget ubehagelige tale at folk scorer et selvmål.

Hummelgaard:
Jeg tror tvært imod at det er med til hele tiden at flytte grænsen for hvad der er acceptabelt, og folks opfattelse af hvordan tingene står til, desværre.

Og så tilbage til det oprindelige indlæg:

KLIP

I den forbindelse må man glædes over at den 33-årige, men åbenbart relativt umodne, radikale politiker Linda Kristensen, trods alt er kommet frem til at hun nok alligevel skulle fjerne sit spil om at kaste sko efter Pia Kjærsgaard. Spillet skulle ellers ses som en "provokation" for at "sætte gang i debatten om den danske udlændingepolitik" (politiken.dk). Gud hjælpe mig, hvor er det dumt! Det kan diskuteres hvor hadefuld en spøjs tegneserie-udgave af Pia Kjærsgaard i et lille sarkastisk spil egentlig er, men ikke om det er konstruktivt. For de fleste af os – selv i de radikales egne uudgrundelige rækker – var det også dumt før i fredags.

Jeg håber at det ikke kun er social intelligens der har fået Linda Kristensen til at fjerne spillet, men også en gryende erkendelse af at "gang i debatten" – forstået som den reelle debat der flytter noget – får man ved at debattere substansen og anerkende modstanderens demokratiske (og menneskelige) legitimitet, ikke ved at prygle videre på et vedtagent hadesymbol. Jeg kan godt se at det var en sjov ide at gøre skokast, der på arabisk betyder foragt, til ens eget sprog mod DF, ligesom jeg kan se at ideen ville være nem at gamificere (gøre til et spil). Jeg kan også se hvor meget gadekredit en Linda fra Odsherred kan få i caffelatte.komm-segmentet ved at bruge et nyt kommunikationsværktøj. Men det er ikke alle sjove, smarte eller slående ideer der er gode ideer. At sætte gang i en debat på den måde Linda Kristensen ville, er kun at opildne eller tilfredsstille dem der i forvejen er enige, henholdsvis opildne eller hærde dem der i forvejen er uenige. Det flytter ingen holdninger og har derfor intet med forsøg på at stimulere en demokratisk debat at gøre.

Og derfor er det så vigtigt at få det hele med når man citerer en socialdemokratisk ungdomsformand der faktisk har eksempler møntet på begge fløje.

Knæ og andre katastrofer

2011-07-18T18:25:00.003+02:00

Der er flere begreber for det, fx 'at sætte noget i relief', men i halvfagligt normalsprog hedder det bare 'kontekst'. Konteksten er altafgørende for et budskab. Kun en tåbe er ligeglad med konteksten.

Når man skades af en journalistisk dårlig forvaltning af kontekst, handler det som regel om at den kontekst man selv har skabt om et enkelt udsagn, ikke ledsager udsagnet i den færdige artikel. Man taler om at noget er taget ud af en kontekst. Men det modsatte kan også ske: Et lille men helt budskab føres ind i en helt anden kontekst som man ikke har indflydelse på.

Her går det ud over Contador. Han forventer naturligvis at hans bekymring om knæet fremstilles i en Tour de France-kontekst. Og da vi er under Tour de France, kunne man endog hvis udsagnet stod blandt helt andre kontekster i en nyhedsstrøm, forvente at konteksten "Tour de France" ville stå stærkt.

Men ikke her:

Over Contador-nyheden troner FN-nyheden med et 7 gange større billede af et barn med ingenting i tågen, mens Contador i det lille billede nedenunder er i solen og i en situation hvor han vil få alt hvad han peger på. Bevidst eller ubevidst sammenligner Politiken de to nyheder ved den ensartede overskriftstruktur i henholdsvis "FN:" og "Contador:" – altså "FN siger" og "Contador siger". Sammenligningens negative konnotationer forstærkes yderligere af at punktstørrelsen i Contador-overskriften er større. Det lille billede af den forkælede mand med det lille problem taler altså med større bogstaver.

Hvis det er bevidst, kan det selvfølgelig fra Politikens side være et forsøg på at holde et spejl op for læseren: Hvad interesserer du dig for? Hvad reagerer du på? Hvad er en nyhed? Men jeg tror ikke nogen ville ønske at være Contador i den fremstilling.

(Tak til Stephan Sabinsky for iagttagelsen.)

30 grader lun

2011-06-30T18:07:00.005+02:00

Anders Bartholdy – vejrværten der, for at DR kunne opfylde sin rødhårskvote, kom på skærmen straks efter at Reimer Bo blev bedt om at pakke kufferten (sådan husker jeg det i hvert fald) – var i søndagens 18.30-udsendelse (TV-Avisen, 26. juni) besat af ordet "lun". Syv gange nævnte han i en eller anden form ordet lun, og prædikatet havde da også vide muligheder i Barholdys sprog.

Således kunne det strække sig fra en "noget lun nat" på 12-15 grader til "en rigtig lun periode" med dagstemperaturer på små 30 grader. Hovedtemaet for beretningen var nemlig "meget sommerligt vejr på programmet de næste par dage" – ja, det vejr vi havde i forgårs og i går – og til det havde han altså valgt adjektivet "lun".

Blandt andet blev der helt præcis sagt følgende:

"Det er altså hernede vi skal finde varmen, nede omkring de spanske kyster – og ja, fastlandet i øvrigt også … den er altså på vej op over os, og det er temmelig lunt, og det bliver det også, altså oppe omkring de her 25 og måske endda tæt på 30 grader i løbet af tirsdagen, men helt 30 tror jeg nu ikke det bliver."

Nu er der bare det ved det at "lun" ikke betyder hverken varm eller varmere end varm. Lun betyder ifølge Den Danske Ordbog "mild varme", "opvarmet til en ikke særlig høj temperatur" etc., altså så at sige et 'understatement' af varme, i underkanten af rigtig varm, men varmere end kold (ordets egentlige positive betydning). Den lune nat er derfor helt korrekt, men til en dag på små 30 graders varme rækker ordet altså ikke uden at gå af led. I den gamle ordbog (Ordbog over det danske Sprog, 1700-1950) er den hedeste betydningsnuance "passende varme", men længere end 25 grader vil det næppe kunne strækkes. Alene det at sige "temmelig lunt" er noget vrøvl, eftersom betydningen af "lun" per definition ikke kan føres ud i det ekstreme.

Det vi er vidne til her, er et ords mulige vej til at betyde det modsatte, medmindre vi irettesætter Bartholdy fordi vi gerne vil bevare et ord til den nuværende betydning af "lun". Vi har set det med utallige ord som i dag betyder noget andet end de åbenlyst tidligere har betydet – eksempelvis "sikkert" brugt adverbielt. Det er vi nødt til at udtrykke "helt sikkert" for – med sikkerhed – at fremmane den egentlige/gamle betydning. I dag er "sikkert" nemlig penduleret over til at betyde det samme som sin modsætning, "ikke sikkert" – sandsynligvis efter slid i en sprogbrug præget af løfter der ikke kunne holde, overstatements og ironi. "Han kommer sikkert til festen" har selvfølgelig betydet "helt sikkert", men i dag betyder det "muligvis", også selv om en sikkerhedssele stadig skal være helt sikker.

På samme måde kan man som en underdrivelse bruge "lun" i betydningen "skoldhed". Det kan ordet selvfølgelig godt holde til uden at ændre betydning, blot det er bevidst for både afsender og modtager at der er tale om bevidst drejet sprog. Men så snart man på en bedøvende selvfølgelig måde bruger "lun" i betydningen stærk varme, så er pendulet sluppet og svinger over i den modsatte side.

Dette sker faktisk i indslaget med Bartholdy, men det kan – så vidt jeg kan se – være af to ret forskellige grunde: Enten har Bartholdy virkelig mistet grebet om hvad "lun" betyder, eller også har han villet bruge det som en finurlig underdrivelse – en underdrivelse som imidlertid tabes fordi han af nervøsitet, eller tomhed, kommer til bare at gentage og cementere ordet ud over alle typer af varme. Der er andre træk i hans sprog der tyder på nervøsitet, fx overdreven brug af "denne her [+ tidligere omtalt objekt]". (Ja, det sker ofte for vejrværter, fordi de skal udfylde monstermange sekunder og utallige skærmskift med noget som kan formuleres klart på den halve tid.) Omvendt tyder den umulige sammenstilling "temmelig lunt" på at han faktisk ikke ved hvad lun betyder.

Lange ører

2011-06-27T21:19:00.009+02:00

Der er ingen grund til at rive sig selv i håret hvis man i stedet kan hive rette vedkommende i ørerne. Så mens jeg og min blog venter på at undertegnede har tid til at skrive om noget jeg substantielt set ikke har skrevet om før, vil jeg lige hive DR's nyhedsvært Morten Schnell-Lauritzen i ørerne. Han er så dygtig i øvrigt at han godt kan tåle en løftet pegefinger.

I Update i lørdags (25. juni 2011) meldte han sig ind i klubben af nyere DR-journalister som jeg har iagttaget ikke kan bøje tillægsord op ad navneord i bestemt form. Han sagde:

"Nu har Dansk Folkepartis ungdom fået nok af den ophedet grænsedebat."

Den ophedet grænsedebat svarer sådan set til at sige "den rød sofa", "min dejlig skat" eller "instruktørens skør ide". Et tillægsord knyttet til et navneord i bestemt form skal så at sige bøje med og have et "e" på hvis ikke tillægsordet ender på "e" i forvejen – altså: "den røde sofa", "min dejlige skat" og "instruktørens skøre ide".

Det er ret elementært. Og lige så elementært er det at man klart kan høre at det ikke bliver sagt her. Det hører ikke til den slags endelser man kan skære væk i udtalen; nok kan man sige endelsen utydeligt, men man vil altid angive forskellen på fx "ophedet" og "ophedede" på en hørlig måde med antallet af små "ed"-bump – i hvert fald inden for det niveau for tydelighed som er normalt på rigsdansk nyheds-tv. Derfor konkluderer jeg ret sikkert at det ikke er udtalesjusk, men en grammatisk fejl. En fejl som griber mere og mere om sig. Første gang jeg bed mærke i den, var da en voice-over på et DR2 Deadline-indslag for omtrent 1½ år siden talte om "den amerikansk ledet [et eller andet]".

Jeg har tidligere været inde på det i indlægget Deadline har brug for en udtalepædagog.

Black Windows

2011-06-16T19:15:00.019+02:00

Velkommen til et lille, meget lille, indblik i mine dokumenter.

Her har vi dokumentet "Syv korrektursætninger" som jeg bruger til en lille øvelse på kurset Befri din skrivning:

Det ligger i denne mappe:

… som jeg her går ud af og kigger på udefra:

… for at se at den så ligger i denne mappe:

… som igen …

… ligger i denne mappe:

Okay!

Det kan du ikke huske nu. Værre er at jeg heller ikke kunne huske det. Jo, egentlig kunne jeg: Faktisk havde jeg kigget i den rigtige mappe, "Kursusmateriale Befri din skrivning", men da jeg har en masse godt kursusmateriale, og da jeg er en tosse til at få øje på præcis det jeg leder efter, gloede jeg forgæves og troede jeg at jeg måske ved en fejl havde gemt filen i en forkert mappe.

Altså denne fil:

Derfor gik jeg ind i start-menuen for at søge på "Syv korrektursætninger".

Jeg vælger at søge i dokumenter:

Og så er det ellers bare at søge på dokumentnavn:

Hundehvalpen siger oven i købet at det kun behøver at være en del af dokumentnavnet, så her i rekonstruktionen hvor jeg er sikker på navnet, ved jeg at det ganske enkelt ikke burde kunne slå fejl.

Men:

Hundehvalpen (dvs. søgeprogrammet) holder overhovedet ikke hvad den klokkeklart lover. Vi ved at jeg har skrevet det korrekte dokumentnavn, vi ved at dokumentet ligger et sted nede i mappe-hierarkiet i den overordnede mappe som Windows selv kalder "Dokumenter", ligesom det ER et dokument jeg søger, og vi får at vide at det er fjong med såvel en del af som hele dokumentnavnet.

Gad vide hvad den tåbelige hundehvalp vil have? tænkte jeg. Lad mig prøve med det mest rigide jeg kan finde på, nemlig at skrive hvad kun en computer, og ikke et brugerorienteret interface, kunne finde på at opfatte som dokumentnavnet, nemlig "Syv korrektursætninger.docx".

Bingo:

Så kunne man jo tænke at det med "dele af dokumentnavnet" ikke var gangbart medmindre man delte i et mellemrum. I så fald skulle det give bonus at søge på "Syv", idet der er mellemrum mellem "Syv" og "korrektursætninger.docx". Men det giver ikke bonus – den finder det ikke. Hvad så med "syv" med småt? Nej. (Hvad så med "syv korrektursætninger" med småt? Nej.) Hvad så med stjerne:

Nej, heller ikke.

Den eneste måde man kan finde det dokument som Word og Windows selv kalder ved navnet "Syv korrektursætninger":

…, er at søge på "Syv korrektursætninger.docx".

Det er kraftedeme langt ude.

…

Om en afsluttende ed & forbandelse er det perfekte afsæt til at reklamere for Befri din skrivning, er jeg ikke så sikker på – Anders Rou, som jeg holder kurserne sammen med, ville nok ikke gøre det – men når nu du spørger, kære læser, hvad Befri din skrivning er, så vil jeg da anbefale dig selv at kigge her.

Vi holder i øvrigt to superdejlige højskolekurser i løbet af sommeren, nemlig på Vallekilde Højskole, 10.-16. juli, og på Esbjerg Højskole, 28. aug.-2.sept., før vi atter har et aftenkursusforløb i København.

Hvis jeg havde en tøjdukke som kæreste

2011-06-09T17:47:00.004+02:00

… så kunne jeg give hende end ny hånd:

En hånd strikket af den fineste færøske uld.

Og hun ville smile sit stivnede smil af lykke, alt mens jeg bankede hende for støv. Og hun ville blive endnu blødere i knæene – og våd overalt – når jeg nænsomt vaskede hende i 25 graders uldvask. Og når hun havde hængt til tørre længe nok, ville jeg tage hendes nye hånd i min, give den et lille kys og sige: "Du er det fineste jeg ved; du er det dyrebareste i verden. Du er som stjernerne, som vinden og som bølgerne, som fuglene, som blomsterne på marken."

Men-implikaturen

2011-05-31T11:42:00.016+02:00

Politiken mener noget, og det gør de sådan cirka hver dag helt bogstaveligt i forsidens højrespalte under rubrikken "Politiken mener". I søndags mente Politiken således også noget, nemlig at "Tryghedspakke er et stort tilbageskridt". Og selv om man nok kan have en mistanke om at der er tale om en forudsigelig automatreaktion på regeringens … øh, "grænsebom-mert" … og andre sære 90-mandaters-fiflerier med Dansk Folkeparti og MF'ere der måtte være løse på tråden, læser man selvfølgelig Politikens mening med oprigtig interesse, for sådan fortjener alligevel et synspunkt som sædvanligvis kloge hoveder har hevet frem på forsiden af deres avis.

Og lad mig sige det med det samme: Lederen har en pointe – noget som er værd at overveje. Problemet er bare at jeg først opdagede det da jeg læste lederen anden gang. Ved første læsning lukkedes mine ører nemlig allerede i sætning nummer to, for da fik jeg det som flodhesten Dolph der skriger LA-LA-LAH!!! når han synes det bliver for fimset. Herefter blev resten af lederen læst med en LA-LA-LAH-sirene inde i hovedet.

Men jeg er ikke en fascistisk tegneseriefigur der ikke kan lytte; jeg er et fornuftigt menneske, faktisk in situ en Politiken-læser, der gik til Politikens leder med åbent sind. Så hvad skete der? Jeg stod af på en såkaldt implikatur, en underforståelse, som jeg ikke kunne tilslutte mig fordi den åbenlyst ikke holder vand.

Lad os se hvordan lederen og min læsning af den forløber bid for bid (opsætningen er min, men teksten er skrevet direkte af):

Allerede her i lineup-fasen ser vi værdiladet sprog. Der er ikke bare tale om et tilbageskridt, men om et "stort tilbageskridt", og ordet "såkaldt" er en distancemarkør. Men det er alt sammen inden for rammerne af sober argumentation. Politiken har lov til at mene at det er et stort tilbageskridt (selv om det at se en reform som et tilbageskridt i sig selv burde være effektfuldt nok), og det er naturligt at tage forbehold for ordet "tryghedspakke" som i sig selv meget vel kan være parfumeret nysprog.

Men straks herefter går det galt:

Det lille "men" – eller rettere den modstilling det markerer – skaber en implikatur som er falsk. Ordet "men" giver indtryk af at det der følger umiddelbart efter, nemlig vurderingen af overfaldsvoldtægt som dobbelt så strafværdig, sker på trods af noget som gør vurderingen horribel. Det som vurderingen angiveligt trodser, står før "men", nemlig at overfaldsvoldtægt er den sjældneste form for voldtægt. Politikens argumentation lyder altså at en forbrydelsestypes sjældenhed udelukker at den skal kunne betragtes som (eller opgraderes til) relativt værre.

Dette er selvsagt underlødig argumentation. Enhver ved at en forbrydelses sjældenhed ikke gør forbrydelsen mindre. Men er man på forhånd enig i lederens tone og hensigt, vækker den absurde modstilling sandsynligvis begejstring og åbner 'relevante' associationer. Er man derimod uenig, står man af, og er man neutral, bør man stå af.

Forfatteren vil måske kunne finde på at hævde at modstillingen er af en mindre forpligtende type, noget som ikke er en rigtig modsætning, såsom: "Manden var totalt ukendt, men nu har han fået højeste anerkendelse for sit talent" (altså ukendt, men til gengæld talentfuld). Problemet er så bare at den værdiladede indledning gør det usandsynligt at nogen skulle læse modstillingen som pudsigt sidestillede informationer – nej, den læses selvfølgelig som en pointeret modsætning.

Lad os nu læse videre:

Jeg må sige at jeg finder det hyklerisk at Politiken, der ellers har et nuanceret syn på straf, her (i fjerde linje) udtrykker sympati for markant øget straf – dobbelt traf! – helt uden argumentation og helt uden omtanke. Men voldtægtsmænd inkarnerer jo også et kontinuum af de mest usexede mennesketyper, for ikke at sige umennesker, i Politikens optik: fra alskens psykopater til sølle tabermænd. Det er så nemt for Politiken at sparke ned her at den simpelthen ikke kan lade være. Argumenter synes helt unødvendige når man taler i medvind.

Rimeligheden i dobbelt straf – som Politiken her køber lige så hurtigt som DF køber den, men i Politikens tilfælde som sagt helt uden argumenter – bruges så til, gud hjælpe mig, at påstå at den eksisterende normale voldtægtsstraf kun er halv straf. Det minder mig om en psykopats argumentationsmønster, hvis man ser på argumentet isoleret. Jeg ved godt at man kan kalde det en journalistisk stramning – en slags matematisk ordspil – men det minder mig altså stadig om psykopati at gøre det halve til det hele, eller omvendt, i samme vanvidsklare splitsekund man får chancen. Men artiklen er jo ikke skrevet til ofret for det psykopatiske argument, voldtægts-taberen. Sagen er at Politiken her kerer sig om hvad det store segment af kvindelige Politiken-læsere måtte have af dirrende og irrationel hævntrang over for denne ondskabsmandsling.

Endnu mere syret bliver strafbegejstringen hvis man er venlig at læse et reelt argument ind i den tidligere omtalte falske implikatur om at sjældenhed udelukker skærpet strafværdighed. Det reelle argument bag den ellers åbenlyst ulogiske påstand kunne jo være at regeringen laver symbolpolitik ved at skærpe straffen for en sjælden forbrydelse. Men man kan altså ikke med rimelighed savle af begejstring over skærpelse til dobbelt traf og samtidig skælde ud over at skærpelsen er latterlig symbolpolitik. Ergo er der intet som helst redeligt i den men-implikatur.

…

Det ER faktisk en tanke værd – uanset om det så ender i konklusionen enig eller uenig – hvad voldtægtsramte kvinder føler der ligger af signaler i en sådan lovgivning, for er det virkelig mindre slemt at opleve tillidssvigt og voldtægt fra én man kender, end det er at blive fikseret og misbrugt af en fremmed? Ligeledes er det rimeligt at advare mod forhastet lovgivning på et så etisk mineret område (se nedenfor).

Ja, her ender vi jo i reel argumentation (selvfølgelig bortset fra det fortsatte spil på "halv straf").

Problemet er bare at den rimelige anfægtelse som lederen tager op, forsvinder i de præsupponerede holdninger og uvederhæftige argumenter som hærger første del af den.

Jeg tænkte LA-LA-LAH!!! efter sætning nummer to, og kun fordi jeg overvejede at analysere lederen, læste jeg den for en sikkerheds skyld igen og kunne da se at der var en pointe et eller andet sted. Ikke at jeg nødvendigvis er enig i pointen, men jeg kan anerkende den som noget der er en overvejelse og måske et mere nænsomt lovgivningsarbejde værd.

Vi kan altså lære at når aviserne i ladede ord og indforstået tonefald taler til deres egne frelste, for ikke at sige opildnede, kernesegmenter, så taler de til gengæld for andres døve øren. Det ville være dejligt hvis en journalistisk saglighedsnorm udi argumentation var at vurdere sin tekst på om den evner at tale til den ikke-forudindtagede læser – og dermed om den taler i valide argumenter.

…

Som en lille outro kan jeg nævne at der på selv samme avisforside er en anden tvivlsom "men-implikatur". Det er i artiklen "Sparerunder giver succes på sygehuse", hvor der slutteligt står:

//
[…]
Region Hovedstaden har gennemført en trivselsundersøgelse, der viser, at 66 procent af de ansatte er "generelt tilfredse" med deres arbejde, men 48 procent har "følt sig stressede inden for det seneste halve år".
"Det tyder på, at der nok er lidt for mange, der ikke føler sig godt tilpas", siger professor Kjeld Møller Pedersen.
//

Hvis vi ser bort fra professorens udtalelse som vi ikke kan vide præcis hvordan sigter til de to procenttal, synes det umiddelbart givet at 66 procent tilfredse medarbejdere er godt! Noget tyder altså på at Politiken virkelig har et problem med brugen af ordet "men".

Du kan i øvrigt læse om præsuppositioner og implikaturer i kapitlet Sproglige spinteknikker af Mie Femø Nielsen og Christian Kock i antologien Politisk Spin (2007)(med nå-ja … undertegnede i redaktørteamet).

Brælingske og kompagni

2011-05-24T09:58:00.005+02:00

Der er noget absurd ved at en avis som Berlingske (og sikkert flere af de andre aviser også) finder trang til at oplyse om at Venstres kampagnebureau er kommet til at lave en fejl i en overskrift. Med danske avisers "massere" af "faldgrupper", heftige verbalbøjningsproblemer, decideret misinformeret tegnsætning og ikke mindst en manglende selverkendelse (eller prioritering) af behovet for danskfaglig opjustering, vækker det i hvert fald min undren at Berlingske og kompagni giver sig til at fokusere på andres korrektursmuttere.

En mere lydret stavning af "vælfærd" har sådan set ikke andre problemer her end stavefejlen i sig selv og korrekturbommerten i sig selv. Fordi fejlen er så synlig, men samtidig så indholdsmæssigt harmløs, er den uskyldig sammenlignet med de mere systematiske sproglige misforståelser der udgår fra danske redaktioner på samlebånd. Redaktioner der tror de har styr på sproget, og for en sikkerheds skyld er ligeglade for resten.

I min optik virker dette lidt som den evige udskældtes malplacerede forsøg på at give igen. Flot, Berlingske, at I har opdaget fejlen. Men var det ikke en idé i det mindste at krydre artiklen med noget der peger lidt indad?

I det lys er jeg enig med Ellen Trane Nørby (V) som Berlingske citerer for at sige at "aviserne burde have andet at tage sig til end skrive om stavefejl i kampagnematerialet fra Venstre". Ja, aviserne burde gå i gang med at fylde kompetencehuller i grundlæggende danskfærdigheder og opbygge en sundere og mere ydmyg kultur for kvalitet og meningsfuldt dansk – også til det på nettet.

Om kampagnebureauets bommert vil jeg sige at "skidt sker", men jeg vil også sige at det hører med til en korrekturlæsers faglighed at bruge mindst 20 stive sekunder på at stirre og stave sig igennem sådan en overskrift – netop for at sikre sig mod præcis hvad der er sket her: at man i en vigtig, vigtig overskrift laver fejl som selv journalister kan få øje på.

Bogstaverne er så store at alle i den kreative og redaktionelle fase tror at en anden må have set en eventuel fejl i overskriften. Derfor når forbløffende overskiftsfejl ikke så sjældent igennem til en korrekturlæser – især hvis chefen selv er forfatteren, for chefredaktører, kommunikationschefer og andre chefer er nok dem der kigger mest kritisk og angstneurotisk på sådan et kampagnetryk, men man ser altså ikke fejl i tekst man selv lige har udtænkt.

Ellen Trane Nørby tror i øvrigt på sætternisser. Det gør jeg ikke – tænk at give ikke-eksisterende sagnfigurer skylden for ting som bare ikke er godt nok. Men jeg tror til gengæld på velbegrundede tanketorsk og blackouts hos selv de bedste, og så tror jeg på det jeg kalder freudianske forskrivelser: Jeg mener at en tankes kredsen om "valgflæsk" i dette tilfælde kan have skabt ubevidst forvirring og fået æ'et sneget ind. Annoncen er jo eksponent for valgflæsk, og læser man ÆLF i VÆLFÆRD bagfra, er det jo FLÆ som i FLÆSK – og V'er er der nok af.

Eller måske har en grafiker været helt betaget af hvor smukt Æ'et smyger sig op ad V'et, og følt at dét rimede, mens han har tænkt på valfartende VÆLGERE, velfærdens VÆRDI(politik) eller bare det at VÆRE.

Nok ikke noget vi skal bore i

2011-05-20T16:26:00.002+02:00

Man kunne godt få den tanke – logoet taget i betragtning – at Dansk Betonboring har specialiseret sig i netop betonfeminisme. Men man skal selvfølgelig vare sig med at se fallossymboler overalt.

I realiteten

2011-05-14T15:28:00.007+02:00

Tja, … ingen grund til at bruge mange ord om noget der er så enkelt. Mandag Morgen forstår at sætte kvaliteten af den politiske kommunikation i relief.

Unique formula

2011-05-09T12:32:00.007+02:00

"Men selv midt i al denne succes er Ole Henriksen en uhyre sjælden kombination af alt andet end selvhøjtidelig og sød og betænksom."

Ja, sådan skrev modejournalist Sarah Skarum faktisk i anledningen af Ole Henriksens 60-års fødselsdag. Man fornemmer at Skarum er presset hårdt af Berlingskes deadline, eller man må tro og håbe det, for ellers ligger det godt nok tungt med formuleringsevnen.

Allerede ved et hurtigt blik viser ordene "kombination af alt andet end" at vi er ude i en desperat nødløsning med det umiddelbart mest forhåndenværende ordforråd.

Dernæst begynder følgende sammenhæng at flimre for mine øjne:

"alt andet end selvhøjtidelig og sød og betænksom"

Man skal være meget venlig og modtagelig over for hvad Sarah Skarum mener, for ikke at læse dette forkert. Et "og" i stedet for et komma før "sød" signalerer at meningen er: på den ene side alt andet end selvhøjtidelig og på den anden side sød og betænksom; men eftersom det er helt legalt at sige at man køber pærer og æbler og appelsiner – og det således ligger ligefor at forstå Skarums ord som "alt andet end de tre ting tilsammen" – skal man altså være flink. Og man kan da sagtens være selvhøjtidelig, sød og betænksom – eller det modsatte.

Men vi er ikke færdige endnu. For hvis vi nu springer det hidtidige brok over og forstår teksten ret, så kommer vi frem til endnu et problem. Lad os lige kigge på den igen:

"Men selv midt i al denne succes er Ole Henriksen en uhyre sjælden kombination af alt andet end selvhøjtidelig og sød og betænksom."

Uhyre sjælden kombination? Det ikke-selvhøjtidelige og det søde og betænksomme udgør vel næppe nogen sjælden kombination?! Skulle det ikke-selvhøjtidelige kombineres med noget, ville det vel være meget nærliggende at det netop var venlighed og betænksomhed. Modejournalisten har sandsynligvis villet sige at Ole Henriksen har denne ganske almindelige egenskab i en sjældent set grad. Til denne mening har vi eksempelvis formuleringsstrukturerne "sjældent X" eller "i sjælden grad X". Det giver bare ikke rigtig mening at putte ordet sjælden foran "kombination", for kombinationen er altså ikke sjælden.

En ting man så til gengæld ikke kan bebrejde en travl journalist, er problemerne med at formulere antitesen til "selvhøjtidelig". "Uhøjtidelig" er ikke rigtig nok, for så forsvinder betydningsindholdet i "selv", og man kan heller ikke sige "uselvhøjtidelig" uden at det føles som sovs med klumper. Men jeg har jo haft lidt tid til at tænke over det mens jeg har skrevet dette indlæg, og jeg tror at fidusen ligger i at putte "selv" uden på "uhøjtidelig", altså "selvuhøjtidelig". Det står ikke i ordbogen og kan derfor ikke bekræftes, men det er jo fuldt legalt at sætte ord sammen, og dér vover jeg så den påstand at hvis det skal være, så er "selvuhøjtidelig" det mere rigtige. Den kan du tage med dig, Sarah Skarum, og så har jeg også bidraget med lidt andet end kritik fra sikker grund.

www.b.dk/nationalt/det-underlige-barn-fra-nibe

Dansk Journalistforbunds kompetence

2011-04-30T23:33:00.003+02:00

Ja, hvordan skal vi så vælge at kværne saltet til dette sår: "kompetance", en stavefejl skrevet af Dansk Journalistforbund ved én af deres egne indgangsdøre på Læderstræde 11b, Kbh. K, og så oven i købet i ordet kompetence. De kunne så passende have udeladt et "d" i uddannelse også.

Nogen sprogomstyrtende fejl er "kompetance" nu ikke – ja, for min skyld kunne vi lige så godt stave ordet sådan. Men skiltets placering dér, midt mellem "Den Danske Publicistklub" og "Faglig Afdeling", burde nok – i kraft af de to pointer publicering og faglighed – have ansporet til et ekstra opslag i retskrivningsordbogen.

Lille s på flugt på side 4

2011-04-26T18:39:00.004+02:00

Det skarpe lys fra den sommerglade påskesol får avispapiret til at flimre for mine øjne. Snart henfalder jeg i en stirren mens sorte prikker pibler og bobler i avispapiret.

Fra Baby Woodrose-anmeldelsen piler et s pludselig hen over papiret mod nordvest til Alison Krauss-anmeldelsen på midten af siden. Hvad skete der lige der, mester? Jo, den er god nok: Der står at Alison Krauss gør den gamle "bluesgrassmusik" til en populær genre i nutiden, og der står at Baby Woodrose er et "gudbenådet" garagerockband.

Det sidste er ikke forkert (faktisk er det mere korrekt), men det stikker i mig. Jeg er sikker på at det er dette uønskede binde-s der er drevet på flugt og har forsøgt at camouflere sig som blues. Stakkels lille ven, min ven fra Sportslørdag og leverpostejsmadder og helst også gudsbenådet.

Men solen skinner stadig, og det er rart at læse begejstrede musikanmeldelser om alt fra Emmylou Harris til Per Vers.

(Politiken, tirsdag den 26. april 2011, 2. sektion, side 4)

Vores (fnis) Kunst

2011-04-12T20:01:00.009+02:00

Hvilket sted synes du fortjener kunst for halvanden million kr.?

Sådan bliver der spurgt på DR i en række tv-spots om Vores Kunst som er et samarbejde mellem Statens Kunstfond og DR om at engagere os alle sammen i kunst i det offentlige rum.

Det er umiddelbart et godt og gennemført projekt; men hvorfor er det så at man – i hvert fald her i starten – har en lidt fnisende fornemmelse i maven når man ser tv-indslagene, og en tvivl på om det nu også er seriøst ment?

Tjo … det hænger nok sammen med Nis Bank-Mikkelsens umiskendelige stemme og en tilbagelænet og omfavnende, for ikke at sige selvbehagelighedsjoviale, stemmeføring.

En stemme som vi for kun få måneder siden, også på DR, har oplevet i Rytteriets bogmagasin, Pegasus, hvor Nis Bank-Mikkelsens figur sidder nøgen i en læderstol og læser digte for et 1970'er-publikum i litterær saltstangsspisende andagt.

I mit hoved skabes derfor noget i retning af dette hver gang reklamespottene for Vores Kunst kommer på:

Men tillykke til Nis Bank-Mikkelsen for at han stik imod al logik fik indtalingstjansen.

Knap og nap 50 arkæologer

2011-04-10T16:50:00.005+02:00

50 er et tocifret tal, ligesom 90 andre af de 100 tal fra 1 til 100 – tal som vi er fortrolige med, nærmest som om det var ord. Når man bruger to anslag på at angive et tocifret antal, er der derfor ingen grund til at være upræcis: "knap 50". Hvorfor ikke bare skrive 47, 48 eller 49, som "knap 50" må dække over hvis det da ellers er retvisende?

Nok fordi man vil følge op på frasen "tidoblet"? Tjo, tidoblet lyder da smart, men et efterfølgende "knap 50" er jo akkurat lige så grus-indkastende som "48" ville være: Vi ved at det ikke er 50, og at tidoblet bare er et smart overbliks-udtryk. Der er ikke noget galt i her at skrive tidoblet, men man kunne jo have brugt den efterfølgende plads til at skrive det rigtige antal.

Helt præcist ville det være at flytte "knap" hen foran tidoblet, så der stod: "knap tidoblet staben fra 5 til 48". Og hvis der ikke er schwung i det, så udskift "knap" med "næsten" som tilhører sensationsretorikken: "næsten tidoblet staben fra 5 til 48". Det lyder godt, og det sløser ikke over for læseren.

Små sprækker

2011-04-05T20:10:00.012+02:00

Det giver anledning til alt andet end mild undren at en avis som Information – der betjener et segment som til enhver tid ville fare i flint over den mindste lille fims af endog bare mulig racisme, sexisme m.v. – kan få sig selv til at ledsage denne rubrik med dette billede.

For det er jo ikke os der bemærker det, som tvinger tanken om små tissekoner frem, hertil er afstanden mellem overskriftens "små sprækker" og billedets "små piger" simpelthen for kort. Det ER afsenderen, altså Information, der tænker på en måde som vel kun lavmålskomikere som Uffe Holm eller en anløben pædofil vil finde relevant. Og tankegangens forsætlighed bliver ikke mindre tydelig af at man med omhu har valgt et billede hvor de to forreste småpiger laver en åbnende bevægelse med benene.

Den dobbelttydige komik i billedvalget er en rendyrket hyldest til pædofil lyst, hvilket er særartet og slemt nok i sig selv.

Men tarveligheden har mindst et lag mere: Med et overfrigjort og kynisk vestligt syn på humor (og snart også et absolut blasert forhold til sex) tildeler man de stakkels nordkoreanere, piger såvel som voksne omkring denne skoleopvisning, en pusselanke-tankegang som de sandsynligt slet ikke har selv om skørterne er nok så korte. (Det er jo reelt en slags gymnastikopvisning hvor man har givet tøjet et flot æstetisk snit; altså en slags uniform man kan røre sig i.) Vi har at gøre med et – som der blev sagt i gårsdagens historiske dokumentarprogram om Nordkorea på DR2 – "velindoktrineret" (gennemført, perfekt indoktrineret) folk hvis tankegang ved en sådan skoleopvisning vi ikke begriber, og hvis ulykke vi burde have så megen respekt for at vi ikke kaster en klæbende tjære af tarvelig ironi efter dets repræsentanter på dette billede.

Pigerne på billedet er jo allerede under ét overgreb, nemlig hjernevasken til at blive trofaste Kim Jong Il-fans og til troen på at de er i den bedste af alle verdener, beskyttet fra en diabolsk omverden. Information kører dem så også lige igennem et verbalt seksuelt overgreb, og det ER et nyt og ekstra overgreb fordi tissekone-antydningen ikke står i nogen som helst forbindelse med det egentlige overgreb eller med hvad der for dem foregår på billedet, hvorfor morsomheden naturligvis ikke har nogen satirisk hjemmel.

Da KS også ville lave aprilsnar

2011-04-02T14:49:00.004+02:00

Fra forsiden.

Kommunikation og Sprog vil åbenbart også være med på vognen med aprilsnar, men viser i den forbindelse ikke den store flair for netop … øh, kommunikation og sprog:

Der er noget – undskyld mig – virkelig infantilt over at starte en usandsynlig nyhed om strategiske ændringer med at disse skulle være foranlediget af en "henvendelse fra en anonym person".

Dels er ideen 15 år for gammel til at være bare i nærheden af besnærende, og dels punkteres ballonen sprogligt i allerførste linje med et fravær af det enhver historiefortæller ved skal til, nemlig konkreter – en konkret henvendelsesform (fx en mail med dato på), en konkret person (fx et mangeårigt medlem som er inspireret til henvendelsen af dit eller dat), en konkret reaktion fra KS forud for bare at efterleve buddet (fx en mere realistisk afvisning som så blev omstødt pga. nye overbevisende argumenter).

Dette mildt sagt halvhjertede forsøg på at gennemføre en i forvejen lunken aprilsnar-idé efterlader et for mig centralt spørgsmål: Hvem taler KS til? Vel ikke deres voksne medlemmer med udviklede tekstfortolkningskompetencer.

Set ud fra den ikke særligt målgruppebevidste kommunikation ender KS selv som den ufrivillige nar over for sine medlemmer – og det er ikke konceptet for en aprilsnar.

Kære KS, jeg skriver ikke dette for at blive uvenner med jer, eller for at skælde ud over "noget der bare var for sjov". Derfor vil jeg også gerne afslutte med et godt råd: Hvis man ikke har den gode idé eller tiden til at udvikle én, så lad være! Det er alligevel kun de store, landsdækkende medier som forventes at bringe en aprilsnar.

Hele aprilsnaren.

Tveller i blade

2011-03-30T18:38:00.007+02:00

Sådan skrev Berlingske for små to uger siden:

"72 procent af de danske gymnasiedrenge og
3,6 procent af pigerne ser porno på nettet, på
tveller i blade mindst to gange om ugen."

Med ret stor overbevisning om at der ikke er noget – hverken verbum eller substantiv – der hedder at tvelle eller en tveller, var jeg fra start næsten sikker på at der er tale om en slåfejl. Alligevel var jeg flere barske minutter om at knække nøden, og da jeg så endelig gennemskuede det, var det helt ligetil og ikke ligefrem nogen vanvittig stor fejl.

Kan du se hvad der skulle stå?

Ja, da jeg skulle lægge indlægget op, fandt jeg ud af at linjeskiftet foran "tveller" nærmest er en forudsætning for at man ikke lige kan se det (derfor de forcerede linjeskift).

Den som dræber ordet

2011-03-20T21:43:00.007+01:00

Ja, så løb anden del af den voldsudpenslende, personoverfladiske og i øvrigt ganske underholdende dramaserie Den som dræber over skærmen – uden at jeg fik opklaret hvad det var med de dræbende kemikalier som blev nævnt hele to ensmumlede gange i første afsnit.

Var det:

hoveddræbende kemikalier
roddræbende kemikalier
jorddræbende kemikalier
joddræbende kemikalier

… eller noget helt femte?

Jeg er blank. Jeg kunne ikke høre det, og jeg vurderer ellers min hørelse til et stykke over middel for en person midt i 30'erne. Så hvis ikke jeg kan høre det, så kan mere end halvdelen af den øvrige befolkning heller ikke høre det på tilsvarende almindelig tv-lyd godt skruet op.

42-årige Keld Reinicke, som er programchef på TV 2 – og åbenbart har enten fantastiske ører, ditto høreapparater eller en hjemmebiograf med et fantastisk lydanlæg – mener ikke at lyden i Den som dræber er så slem som kritikerne påstår.

Men er det ikke bare sådan noget han plejer at sige?

Mere interessant er det at han lover at få fikset lydmikset så det bliver bedre. Om TV 2 herved kan fremkalde (eller gøre plads til) betydningsafgørende stavelser og konsonanteksplosioner, afhænger jo så af om disse nogensinde er indtalt. Men jeg håber det da, for det er meget godt med al den überrealisme, men hvis nogen mumlede sådan til mig i virkeligheden, så ville jeg også være nødt til at sige "Hva'ba'hvaffornoget?

Faglig nedsmeltning på Københavns Universitet

2011-03-14T13:59:00.003+01:00

Igen i dag, mandag den 14. marts 2011, skulle Danmark være vidne til en demonstration fra studerende der får så ringe undervisning at de ikke kan stave deres egen protest-flyer. Sidste gang var det et par bannere (som jeg beklageligvis ikke har billeder af) fra gymnasieelevers demonstration i november 2010. Nu er vi rykket op på universitetsniveau, på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

De vil gerne have flere "underviserer".

Det vil vi også meget gerne have at de får! Grammatiske analfabeter på et fremmedsprogsstudium er et uhyggeligt tegn.

Luderjournalistik

2011-03-13T21:32:00.002+01:00

Dette kan man vist godt kalde luderjournalistik i reneste aftapning:

Men midt i denne klamme kommercielle hjernevask af læsernes opfattelse af hvad der kan kaldes en nyhedsartikel, kan man da i det mindste nyde den udmærkede tegnsætning. Fraværet af overflødige startkommaer (og tilstedeværelsen af alle øvrige vigtige kommaer) skyldes jo at reklamen er oversat fra norsk, og at oversætteren lykkeligt har glemt at nordmændene kun benytter fornuftig tegnsætning, mens han sidder på en avis der sprogpolitisk insisterer på grammatisk komma.

"Udover" skulle i øvrigt have været i to ord, bemærker jeg også lige.

Uforudsete omstændigheder rammer synsk mand

2011-03-07T01:31:00.003+01:00

Floskeldøv medarbejder der skriver som hun plejer – eller raffineret humor? Begge dele kan være tilfældet.

Indien, jeg behøver ikke forberedelse

2011-03-02T21:21:00.009+01:00

Det er ikke let at skrive et fængende jobopslag om et folkeskolelærerjob på Falster, og derfor har nedenstående tekstudtræk i Jobindex sikkert virket som en rigtig god suspense-skaber der har medført ekstra klik.

Det gjorde det i hvert fald for mig. Som fan af mystiske udsagn der kunne være Casper og Mandrilaftalen værdig, klikkede jeg naturligvis ind selv om jeg ikke skal være folkeskolelærer.

Selve opslaget viste sig dog at se helt almindeligt ud – bortset fra at det var langt mere koncist end den slags opslag plejer at være:

Så på den måde var det en god kommunikationsoplevelse. Men min undren er ikke lagt til ro – og fint nok, for det er sådan en dejligt pirrende undren: Hvordan kunne linjen "Indien. Jeg behøver ikke forbe…" trækkes ud i oversigten? Og ikke mindst: Hvor pokker den kom fra?

Popmusikkens faktafordærvere #2

2011-02-24T14:56:00.007+01:00

Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl, og det gider jeg heller ikke, specielt ikke fra musikanmeldere.

I det seneste blogindlæg viste jeg hvordan den almindelige morgen- og aftenshowsjournalistik sjusker gevaldigt med fakta når det gælder popmusik. Desværre er standarden ikke kun lav hos redaktioner der bogstaveligt interesserer sig for alt og ingenting; også hos musikanmeldere kan man fra tid til anden opleve at indiskutable fakta er forvrængede, og at historiens gang fremstilles i uigenkendeligt bøjet neon.

Som i det seneste indlæg tager vi igen udgangspunkt i behandlingen af TV-2, og minsandten om ikke også den formastelige musikanmelder er en genganger. Den 19. august 2010 skrev jeg om Thomas Søie Hansens brug af misvisende klicheer, og nu er den så at sige gal igen.

Det drejer sig om første del af en faktaboks omhandlende 3 tidligere TV-2-albummer i forbindelse med anmeldelsen af deres nye album:

Som det ses herover, står der om 1985-albummet Rigtige mænd at: "Her faldt det hele for første gang i hak over et helt album".

Men det er noget historieforvanskende fis.

Det var på 1984-albummet Nutidens unge at det hele faldt i hak for første gang, og det var om nogen sange som "Ræven og rønnebærrene", "Lanternen", "Blod, sved og tårer", "Be Babalula" og "Vil du danse med mig" der – hvis man skal bruge Søies ulidelige kliche – skabte "noget nær festkaos". Og så har jeg ikke engang nævnt "ABC" og "Natradio" som også var og er hits. Nutidens unge rummer 7 klare hits ud af 10 sange. Hits som fulgte op på "Bag duggede ruder" fra året før og således cementerede TV-2's lyd og status. Og det er såmænd ikke fordi de resterende 3 poetiske transportsange "Hovedbanegården", "Gare du Nord" og "Taxi" faldt eller falder igennem. Der er ingen huller i motorvejen på Nutidens unge.

Nutidens unge er det TV-2-album nogensinde som har den højeste niveau hele vejen igennem; det var TV-2's albumgennembrud og -milepæl. Faktaboksen i Søies anmeldelse er både historieforfalskning og musikalsk misvisende.

Men selvfølgelig var TV-2 mere hypede i medierne ved udgivelsen af Rigtige mænd, og selvfølgelig solgte Rigtige mænd mere. Men Rigtige mænd er ikke helt så god som Nutidens unge. Hvis vi matcher dem over for hinanden, så er det rigtigt at "Hele verden fra forstanden" og titelnummeret er to af TV-2's allerbedste sange nogensinde, men det er "Blod, sved og tårer", "Lanternen", "Vil du danse med mig" og "Natradio" fra Nutidens unge også. Rigtige mænds tredjebedste sang matcher kun noget nær Nutidens unges sjette-syvende-bedste sang – for mellemniveau-sangene på Rigtige mænd er ganske vist fine, men musikalsk set knap så originale, tændte og mindeværdige som dem på Nutidens unge.

Rigtige mænd er TV-2's mest solgte album fordi det forudgående album, Nutidens unge, gjorde forarbejdet, og fordi Rigtige mænd havde to dundrende gode hits at sælge sig selv på.

Det er ikke ualmindeligt at albummet der kommer efter det reelle musikalske gennembrud, bliver det mest solgte. Der skal et virkelig godt album og masser af omtale til for at 'prime' det brede publikum der hverken er fans eller særligt musikinteresserede – herunder de brede medier, som så er klar til at hype det næste album før de har hørt det. I tilfældet Sort Sol så vi således hvordan gennembruddet Flow my Firetear (1991) primede Glamourpuss (1993) der – på samme måde som Rigtige mænd levede nogenlunde op til den hype Nutidens unge havde beredt, uden at overgå Nutidens unge i kvalitet – levede op til hypen uden at overgå Flow my Firetear i kvalitet. Eksemplerne er utallige, og logikken i det er jo også ligetil. Men netop en musikanmelder burde vide bedre end at kigge på salgstal når han taler om gennembrud, om at finde sine ben og om første helstøbte album.

Popmusikkens faktafordærvere

2011-02-17T23:57:00.011+01:00

Eksempel 1: Fantastiske Toyota som historisk sællert
Ja, lad os se en mere fuldstændig udgave af hvad Louise Wolff sagde i Aftenshowet den 14. februar da Steffen Brandt var gæst i anledningen af TV-2’s nye album:

”I 1981 udkom TV-2’s allerførste album. Fantastiske Toyota hedder det, og jeg er næsten sikker på at det står hjemme i din reol, for der var 250.000 eksemplarer som nærmest straks blev langet over disken. I dag, 30 år senere, udkommer så TV-2’s 18. album, som hedder Showtime.
Og […]”

Øh, hva'ba-hva'? … 250.000 eksemplarer var den størrelsesorden Shu-bi-dua solgte deres fjerde og femte album i i 1977 og 1978 da de var allermest populære, og som TV-2 også nåede op på med Rigtige mænd fra 1985. Der er ikke ret mange danske kunstnere ud over Shu-bi-dua, TV-2, Kim Larsen og Thomas Helmig som har været oppe på det tal, og det kunne kun lade sig gøre for deres mest sælgende albummer i tiden før internet-download.

TV-2’s debut, Fantastiske Toyota, ligger på cirka 28.000 solgte eksemplarer, altså ydmyge 11 procent af det tal Louise Wolff opgiver, og informationen ligger såmænd særdeles let tilgængeligt på TV-2’s egen hjemmeside. De 28.000 er naturligvis heller ikke ”nærmest straks langet over disken” – det er jo decideret ulogisk med en debutplade som i højere grad end noget andet album er købt per efterkrav når TV-2 har nået et større publikum; jeg købte fx min cd-udgave af Fantastiske Toyota i starten af 90’erne. Louise Wolffs teleprompter-tekst er med andre ord magasinjournalistisk vås af værste skuffe, fordi det i sin konstruerede klicheretorik, isoleret fra fakta, kun gør folk dumme og døve.

Steffen Brandt lader det passere uden en antydning af rettelse. Han klukker tilsyneladende lystigt over noget andet; og hvorfor også ødelægge stemningen fra start. Interviewets vinkel er jo en anden, nemlig hvad Brandt har med i sin personlige tour-taske, og det bliver i øvrigt på alle andre måder et vellykket interview. For Louise Wolff har andre gode kvaliteter end tjek på fakta, og de kvaliteter er netop dette interview også eksempel på – den ros skal hun have: Jeg har aldrig set Steffen Brandt så afslappet i et tv-interview.

Men den indledende faktafadæse er desværre typisk for den tv-underholdningsjournalistiske behandling af popmusik i Danmark. Det er som om popmusik er noget man godt kan behandle som faktafordærvet småsnak. Man tager ikke de hensyn til korrekt angivelse af personer (typisk komponister) og årstal som ellers må være en dyd i journalistik, og man gengiver også gerne et ikke-retvisende billede hvis det lige passer til lejligheden.

På en god dag i tv kan det ske at Lis Sørensen selv har komponeret ’Mine øjne, de skal se’ (1989), hvis bare det passer til den journalistiske vinkel og uvidenhed. Så pyt med at Anne Linnet med kraftig signatur har skrevet sangen. Den slags er hverdag i dansk journalistiks behandling af popmusik, og der findes utallige eksempler, som jeg dog ikke har bogført.

Det er mig en gåde at journalister og redaktioner behandler leksikalske fakta om popmusik så skødesløst, for de blotter sig jo bare over for et stort publikum af musiklyttere og albumkøbere som har fuldstændig styr på tingene – og viser dette publikum at deres journalistik ikke holder vand. Og er denne journalismekultur ikke et eller andet sted nedladende over for popmusik?

Så længe det er sådan, må Danmark betragtes som et kulturelt u-land når det gælder behandlingen af popmusik. I grel modsætning til eksempelvis Sverige.

Eksempel 2: Peter Gabriel som medlem af Genesis i 1986
Et andet nyligt eksempel som jeg havde tænkt mig at dokumentere, var Ib Schifter Schous præsentation af Genesis-nummeret ’Home by the Sea’ i middagsprogrammet Smutvejen for et par uger siden, omkring månedsskiftet januar-februar. Men så meget for playlister og radio når du selv vil høre det: Alt før 4. februar er dags dato slettet – programmer og playlister ligger altså i mindre end to uger (hvilket sikkert er klogt, da det ellers ville være for let at dokumentere hvordan deres playlister kører i ring i et klaustrofobisk begrænset antal af sange – men det er en anden sag). Hm. Så derfor må jeg desværre referere fra hukommelsen:

Da ’Home by the Sea’ blev fadet ud, meldte Ib Schifter Schou at den var fra 1986, og tilføjede jovialt: med alle de gamle Genesis-medlemmer fra Peter Gabriel til Phil Collins.

Dette er flerdobbelt nonsens med flikflak og halv skrue.

Først den mindre fejl: Nummeret er fra 1983-albummet Genesis og ikke fra 1986-albummet Invisible Touch. Kun tre år, ja, men helt upinlig er fejlen nu ikke, for der er tale om Genesis’ salgsmæssige og popmæssige storhedstid og om at rigtig mange har albummene liggende.

Og så den journalistiske monsterfejl: Peter Gabriel forlod Genesis i 1975 til fordel for sin solokarriere, og han var ikke på nogen måde album-gæst hos Genesis hverken i 1983 eller 1986. Igen har vi at gøre med vås og pladder som måske lyder godt som småsnak, men er faktuelt temmelig forkert.

Eksempel 3: Splinternyt nummer turnerer på 21. år
Det er altid godt med tre eksempler, og heldigvis har jeg gemt ordlyden fra dr.dk/musik da D-A-D’s lille koncert på taget af busterminalen blev refereret den 11. november 2008:

Jeg stod selv på Rådhuspladsen den aften i november 2008, og derfor hæftede jeg mig – da jeg senere læste ovenstående beskrivelse – ved formuleringen ”tre splinternye numre fra deres album Monster Philosophy”. Jeg kan nemlig – hånden på hjertet, biblen, D-A-D-boksen eller hvad du måtte ønske – bevidne at det tredje og sidste nummer var ’Isn’t that wild’.

Åbenbart har ingen på Aftenshowets webredaktion været opmærksomme på at ’Isn’t that wild’ var selve tærsklen til D-A-D’s gennembrud tilbage i 1987. Det var blandt andet et hit i Tyskland, og det er åbningsnummer på albummet D.A.D. Draws a Cirkle.

De spillede det dér på busterminalen fordi det passede til lejligheden, og fordi det stod godt til de nye numre. Sådan noget kan et rigtigt rockband med et godt bagkatalog faktisk finde på, TV-2 kan også finde på det – altså at spille hvad de vil, når kablerne alligevel er tilsluttet sådan rigtigt – men det er den pladdermagasinjournalistiske tankegang for forudsætningsløs til at forestille sig.

Det meste af det som en musikukyndig vært (eller researcher) behøver at vide for ikke at jokke sådan i spinaten, kan hentes på 10-sekunder ved et kig ind på Wikipedia eller kunstnerens egen hjemmeside. En søgning på kunstnernavn plus diskografi/discography giver ofte svar ved kasse 1, i hvert fald hvis det er så væsentligt udbredte kunstnere som i de tre eksempler. Så det er sgu ikke så voldsomt at forlange at journalistikken er bare nogenlunde ordentlig med popmusikkens fakta.

Hjerneforsker motionerer i grøntsager

2011-02-13T11:54:00.005+01:00

Som Frokostbloggen så kvikt bemærker det på Twitter, har den skandaleramte hjerneforsker Milena Penkowa tilsyneladende – ifølge Ritzau – fået overskud til at motionere i grøntsager.

Politiken skriver den 4. februar 2011:

Det danske sprog er let at snuble i, men vi har jo altså jokke og så jogge; og det betyder ikke det samme selv om det lyder fuldstændig ens.

Intet kan lykkedes

2011-02-05T18:00:00.010+01:00

”Det er helt tydeligt der er en inspiration som handler om at det kan lykkedes og det giver mening at lave folkelige protekstbevægelser som kræver politiske forandringer.”

Sådan udtalte en veluddannet og velpositioneret pæredansk ekspert sig i den tidlige udgave af TV Avisen onsdag den 2. februar.

Men nej, kære Rasmus Alenius Boserup, ph.d. med speciale i Mellemøstens historie og direktør for Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut under Udenrigsministeriet og tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier: der er ikke noget det kan lykkedes, men der er forhåbentlig meget der kan lykkes. Måske også at få dette ord bøjet rigtigt!?

Det er åbenbart et kæmpeproblem for danske sprogbrugere – selv de mest veluddannede – at bøje dette ord. Infinitiv og nutid blandes med datid, selv om der er tydelig hørbar forskel i udtalen. Måske skyldes det at før-nutids/datids-formen (er/var lykkedes) er den samme som datidsformen (lykkedes), og at det kan få nogle til at tro at det hele er det samme. Men nutidsformen er altså ”lykkes”, og infinitivformen – som vi bruger mere end nutidsformen – er ligeså ”lykkes”.

Det driller naturligvis med den s-endelse. Det er ikke ret mange ord vi alene bruger i passiv – og bruger så meget i passiv. Passiv vil sige at verbet ikke betegner noget som man/noget gør, men noget der gøres ved eller for én/noget. Tag fx det aktive ”veksle” mod det passive ”veksles” – her bruger vi dem omtrent lige hyppigt. Jeg veksler penge; men penge, der jo ikke selv kan handle, veksles. Jeg er aktivt subjekt, pengene er passivt subjekt.

Lad os gennemgå alle bøjningerne af lykkes:

Infinitiv (navnemåde): at lykkes
”Det er nemt for hende at lykkes med sit forehavende.”
”Jeg håber det vil lykkes.”

Imperativ (bydemåde): Nej, den findes ikke, man må omformulere til eksempelvis ”Du skal lykkes med det her”. Passiver kan ikke sættes i imperativ, for man kan, i snæver bogstavelig forstand, jo ikke beordres til en handling hvor man selv per definition er passiv.

Nutid: lykkes
”Du lykkes altid med dine projekter.”
”Det hænder at det lykkes for ham.”

Datid: lykkedes
”Du lykkedes altid med dine projekter.” (dengang)
”Det hændte at det lykkedes for ham.”

Før nutid/datid: lykkedes
”Det er lykkedes ham at blive fastansat.”
”Det var lykkedes ham at blive fastansat.”

Lang tillægsform: Nej, den findes af logiske grunde ikke, for den betegner altid en igangværende aktivitet, som jo ikke kan komme fra et passivt subjekt.

Lad os stille det op side om side med ”veksles” der følger samme bøjningsmønster, men med flere former:

Bemærk den udvandede bøjning af lykkes i før-tiderne (også kaldet kort tillægsform) hvor den egentlig bare låner datidsformen. Jeg kan lige nu ikke komme i tanke om noget andet verbum der gør det, så det tyder på en sprogbrugsforvitring indført i retskrivningen, men det kan også være at lykket/lykkede aldrig har eksisteret.

Jo, for resten: ”synes”, ”føles”, ”mærkes” og lignende lighedstegnsverber låner også datidsformen ”syntes”, ”føltes”, ”mærkedes” nede i før-tiderne, og forvirrer i øvrigt yderligere ved at gøre brug af de aktive hjælpeverber har/havde (”Han havde syntes/føltes/mærkedes noget sørgmodig”) selv om de strengt taget burde betegne andres syn og føling og dermed være passive i forhold til subjektet, men lighedstegnsverber – det at være noget – kan nok ikke være passive. De er med andre ord ret specielle. Normale verber der har samme bøjning i datid og før-tiderne, kan jeg ikke komme på. Sig endelig hvis du kan.

Helt avanceret bliver en lignende fejl fra Politiken den 26. december 2008:

For selv om man ikke kan sige at ”det/de er lykket/lykkede” (som ellers ville være en normal kort tillægsform) og i stedet bruger ”lykkedes”, kan man altså godt sige at ”det/de er mislykket/mislykkede, vellykket/vellykkede, forulykket/forulykkede”.

At lykkes stiller sig så sært an, skyldes måske at det er svært at få begreb om hvad ”lykkes” egentlig betyder, og dermed svært at give det kognitiv kvalitet som proces eller egenskab. Der er altid et ”…som noget” eller et ”…med noget” når der er tale om at lykkes. Ellers giver det ikke mening. Her adskiller at mislykkes, vellykkes eller forulykkes sig for så vidt ikke – de kan heller ikke forstås fuldt ud uden kontekst, men de har dog i højere grad nyhedsværdi som problem (mislykkes, forulykkes) eller som prædikat (vellykket). At noget ”er lykkedes”, betyder bare at det ”ER” (til glæde for den der har villet det). Det er på den måde verbernes positivt værdiladede svar på det mere konstaterende adverbium ”faktisk”. Verbet giver ikke noget billede af hvad det er der ER.

Denne uhåndgribelighed er mit bedste bud på hvorfor ordet mudrer i færre bøjningsformer, og hvorfor de to eneste former – lykkes og lykkedes – åbenbart er så mudderbelagte at nogle sprogbrugere ikke kan se hvad der er hvad.

Se også Jeg synes det har kunnet lykkes.

Værket og verden

2011-02-02T17:34:00.010+01:00

Billedet er fra splitsekundet efter at Pernille Rosendahl i den seneste udgave af X Factor (28. januar) sagde ordet ”værket” i udsagnet ”… en af de ting der driver værket”. Desværre er det ikke den undertekstede udgave DR har liggende på nettet (??!), og derfor kan jeg ikke få sagens kerne screendumpet, men hendes udsagn var gud hjælpe mig undertekstet med ”… en af de ting der driver verden”. Det var ellers ikke fordi hun talte utydeligt, og tilmed holder hun en kunstpause netop her.

Jeg har ladet mig fortælle at tekstertjansen er en underbetalt skodstilling for studentermedhjælpere – her åbenbart besat med en der end ikke har et acceptabelt bundniveau for kendskab til sproget. Det er selvfølgelig meget godt i tråd med opfattelsen af korrektur og skriftsproglig omhu i DR i øvrigt. Men netop denne opfattelse stinker af professionel inkompetence på lederniveau i forhold til DR’s rolle.

Det er mig ubegribeligt at man sparer netop på skriftsproglig kontrol og kompetence. Underteksterne på tv og webteksterne på nettet flyver i mange tilfælde ud til omkring 1.500.000 danskere som hermed udsættes for en massiv (fordi DR er en autoritet) påvirkning til sproglig forvitring og forarmelse.

DR har ellers 300 procent sprogansvar: 1) DR er en stor virksomhed med mange ”kunder”, 2) DR er en journalistisk virksomhed og formidler som bør have det faglige grundredskab sproget i orden, og 3) DR er en statsstøttet public service-institution som skal leve op til korrekt gengivelse af sproget. Desværre viser sjoflingen af netop det skriftsproglige at DR næppe overhovedet er klar over hvad sprogansvar er – selv om DR er skoleeksemplet på den organisation som har det allermest (nemlig 300 procent).

Det kan godt være det er sjovere at producere endnu et sex- og samlivsprogram med røde puder og drinks – eller sende Hammerslag kloden rundt for at se på milliardærhjem – end det er at prioritere de beskedne tilstrækkelige midler til at leve op til det skriftlige sprogansvar på hele fladen, men det viser jo bare at man har misforstået sin egen rolle.

Vores allesammens enorme sprogansvar skyldes at Dansk Sprognævn uden nogen som helst aktiv korrektion eller fornuftig pegefinger overlader det til såkaldt ”gode og sikre sprogbrugere” at definere morgendagens retskrivning. Under kategorien ”gode og sikre sprogbrugere” hører også den brede gruppe af journalister og kommunikatører som vist ikke helt lever op til betegnelsen. Der er altså snarere tale om at alle (aner)kendte publicister – simpelthen alle der burde kunne sproget – kommer til at definere det, uanset om de er deres ansvar bevidst eller ej. Det medfører selvfølgelig hensigtsmæssige udviklinger; men det medfører også at mange små og store uhensigtsmæssigheder (ud fra mængdeargumentet) indpløjes i retskrivningen selv om de kommer til at udgøre nuancetab eller ligefrem ulogiske lapperegler, og selv om de slet ikke var bevidste regelbrud fra de såkaldt gode og sikre sprogbrugeres side. Publicister er med andre ord nødt til at være bevidste om sprogansvaret.

DR skal ikke drive værket alene. Men DR må ikke glemme at DR selv er den enkeltaktør som har størst indflydelse på sproget overhovedet. Det forstår den nuværende ledelse tydeligvis ikke, og det er ikke bare dybt beklageligt for DR, men et problem for befolkningens sproglige kompetence og den videre sprogudvikling.

Cameron og Cameroun

2011-01-31T14:52:00.006+01:00

Cameroun: Danmark er et forbillede

Hm …

Jeg er sikker på at det afrikanske land Cameroun på visse måder ser Danmark som et forbillede, men det virker unægtelig noget mistænkeligt når overskriften står under et tv-indslag hvor Lars Løkke Rasmussen trykker hånd med den engelske premierminister, David Cameron, foran hoveddøren til Downing Street nr. 10. For hvad har det med ”de afrikanske løver” at gøre?

Tv-teksterne mener dog, som man kan se i tv-billedet, at vide at der er tale om Cameron og ikke Cameroun. De mener altså det ene og net-folkene noget andet.

Der er imidlertid stor forskel på hvem der udtaler sig. Lad mig illustrere:

Såfremt tv-fotograferne ved at befinde sig på Downing Street nr. 10 har befundet sig det rigtige sted i verden i forbindelse med udsagnet, må vi formode at tv-tekst-udgaven har fat i den lange ende. Når net-folkene alligevel har fucket op, kan det næsten kun skyldes enten en tanketorsk (det vil jeg håbe) eller et forkvaklet forhold til de røde streger i Word – Word 2007 laver nemlig en rød streg under Cameron, men ikke Cameroun.

Til det sidste er der to ting at sige: 1) Word kender meget vel en halvgammel nation uden at kende en næsten ny premierminister. 2) Korrekt sprog er ikke at fjerne røde streger i Word! Det er der mange der tror, og det kan ikke understreges nok at det er en misforståelse.

Vestager opfatter S og SF som ét parti

2011-01-25T22:06:00.003+01:00

En retskrivningsanalyse af Margrethe Vestagers Twitter-udsagn må umiddelbart nå frem til den konklusion at hun opfatter S og SF som ét parti. Ellers ville hun have brugt et tegn på at skrive ”S-SF”.

Indsat mod fedme

2011-01-19T18:19:00.008+01:00

DR fortsætter benhårdt med at lave sjuskefejl der er så vanvittige at de er urealistiske og kun kan forklares med at en sjuskemafia i DR betales for at levere subliminale budskaber. Jeg behandledes emnet så sent som for to blogindlæg siden (15. januar), og også tilbage i september 2010 var jeg inde på emnet.

Hvem der må have betalt sjuskemafiaen i dette tilfælde, har jeg ingen anelse om. Men rent sprogligt er der tale om en underbevidst bearbejdning af læseren til – midt i en ellers positiv historie – at associere det nye ambulatorium i Hillerød med et fængsel.

Er det bevidst. Ja da! Som sagt er det fuldstændig urealistisk at man ellers sjusker så meget i en overskrift. Det er jo ikke svært at få øje på at ”Indsats” er udskiftet med ”Indsat” – det er det første ord i overskriften der som minimum tjekkes efter publicering af den der publicerer. Vi ser også at ”fejlen” er gentaget inde på selve artiklen:

Uskyldig fejl? Nej. Så elendig er der ingen webredaktion der kan være. Det er simpelthen utænkeligt.

Men lad os lige kigge på den igen:

For ikke at "fejlen" skal være for påfaldende, indsovser DR budskabet i yderligere to megafejl.

For det første er det jo ren volapyk at tale om ”ni ud af to”, men da såvel publicist som læser er vant til vendingen ”ni ud af ti”, og da ”o” ligger side om side med ”i” på tastaturet, er det en plausibel fejl som DR’s sjuskemafia imidlertid indsætter helt kynisk for at sænke det tilsyneladende korrekturniveau i en sådan grad at ”indsat”-stuntet ikke vækker opsigt.

Derudover har sjuskemafiaen så tilført en rigtig DR-klassiker, nemlig undladt at sætte slutkomma efter ”Hillerød”. Det er en tegnsætningsmæssig stor fejl ikke at sætte slutkomma, eftersom det er nogle af de vigtigste kommaer overhovedet og ofte er betydningsafgørende, men ikke desto mindre er slutkommadrop hverdag hos DR og derfor helt upåfaldende.

Med en tilsyneladende magtfuld sjuskemafia i en organisation åbenbart helt uden skriftsproglige kompetencer og bevidsthed, er DR meget langt fra at leve op til sit skriftlige sprogansvar som stor, statsstøttet, public service-forpligtet medieinstitution. Det er under alle omstændigheder massiv ansvarsforsømmelse på et helt grundlæggende område, og professionelt er det en publicistisk falliterklæring ikke at kunne mønstre en organiseret korrekturgang; men jeg er bange for at loven ikke er formuleret håndfast nok til at man kan tale om egentligt lovbrud.

Om at tangere det totalt fejlfrie

2011-01-17T18:04:00.008+01:00

Berlingskes Ebbe Iversen har skrevet en meget fin og overbevisende begejstret anmeldelse af det nye ”Filmleksikon” (klik på billede). Og det skal anerkendes før man dykker ned i en lille dum detalje.

Og det gør vi så nu – for der er noget underligt ved formuleringen ”tangerer det totalt fejlfri”.

Tangere betyder ifølge Den Danske Ordbog egentlig at ”berøre let” eller ”strejfe”, men bliver mest brugt i den overførte betydning kort at nå op på samme niveau, berøre samme niveau, men ikke overgå det – og helst hvad angår noget som kan måles med tal.

Men uanset som man taler om at strejfe eller momentant matche, er der noget mystisk ved at sætte det sammen med ”det totalt fejlfri”. Ebbe Iversen har hverken læst indholdsmæssig eller sproglig korrektur på værket, så han burde vide at det per automatik er ude på dybt vand eller meningsløst at skrive ”totalt fejlfri”. Og ja, det er han måske også klar over, hvorfor han så, lidt akavet, bløder det op med ”tangerer”.

Men i tangeres betydning af kortvarighed er dette helt meningsløst. Og i tangeres betydning af på niveau fordrer det samme omnipotente viden og korrekturagtige læsning af værket som hvis man bare sagde ”totalt fejlfri”. Man opnår med andre ord ingen meningsfuld opblødning af ”totalt fejlfri” ved at sætte ”tangerer” foran, og det er derfor formuleringen er fjollet.

Her kan det sjældnere og sjældnere brugte, men helt jordnære, ord ”nærmest” passende komme til ære og værdighed. Ebbe Iversen havde blot behøvet at skrive ”at den nærmest er totalt fejlfri”, ”at den på det nærmeste er totalt fejlfri” eller fx ”at den er i omegnen af totalt fejlfri”. Så havde han ikke sagt for meget – og heller ikke for lidt.

PS: Det er tilladt at undlade ”e” på ”det fejlfri(e)”. Jeg foretrækker imidlertid at stavemåden (og udtalen) afspejler bøjningen, og er nærmest uden forståelse for at det andet er tilladt. Derfor er min overskrift skrevet ”…frie” selv om Iversens formulering er skrevet ”…fri”.

DR’s subliminale budskaber

2011-01-15T12:33:00.004+01:00

Jeg har tidligere vist hvordan der bag dr.dk’s vanvittigt grelle korrekturstandard kan ligge et bevidst arbejde med subliminale budskaber. Her er endnu et bevis:

Tilsyneladende skifter journalisten her formuleringsstrategi midt i vadestedet fra ”bliver taget vare på” til ”bliver passet på”, hvilket resulterer i at der står ”bliver taget passet på”. Det er selvfølgelig fuldstændig urealistisk, for så meget er der jo ingen lønnede skribenter eller redaktører der sjusker i en underrubrik. Hvis man ændrer formulering mens man skriver, går man jo som minimum tilbage til sætningens start og læser sætningen igen – og hvis man som redaktør vælger at ændre en formulering i noget, så piller man selvfølgelig ikke bare et ord ud og sætter et andet ord ind (oven i købet af en anden kategori) uden at se om syntaksen, kohæsionen og indholdet efterfølgende overholder normale regler for grammatik og logik. Så det her er helt klart konstrueret sjusk.

Men det har et formål!

Den meningsløse formulering giver mest af alt associationer til noget med at få ”taget passet” – altså i X Factor-regi noget med at få konfiskeret sit indgangspas, eller sit deltagerbevis om man vil. Og det er netop kernen: Den mor (og hendes datter) burde være frataget deres indgangspas fra starten – de burde aldrig have været med. Det er det subliminale budskab, og et budskab jeg i øvrigt til fulde deler.

DR føler ikke at de kan udtrykke dette officielt. Men det er et vigtigt budskab som vi så kan optage ubevidst. For denne realitetsforstyrrede mor er jo ude i et tredobbelt overgreb på sin datter med DR som scene. 1) Først har hun indbildt sin datter at denne er en strålende sanglærke. 2) Dernæst lader hun sin falske sanglærke gå på skafottet. 3) Og som om det ikke var nok: I stedet for at neddrosle vrangforestillingen og opføre sig som det realitetsbegavede menneske som børn kalder en voksen og med tryghed kan investere deres tillid i, giver hun sig til at optrappe vrangforestillingen ved at klage over DR fordi hr. Blachman har rystet hende med sandheden.

Så lad os for en stund glemme den vanvittigt grelle korrekturstandard hos dr.dk og hylde det subliminale kommunikationsarbejde der i virkeligheden ligger bag.

Politiken: USA anklager JP for terror

2011-01-09T14:25:00.004+01:00

Politiken har bøvl med at fatte sig i overskrifter. De har jo nok ment noget med en sag om terror mod Jyllands-Posten, men nu er det blevet til en terrorsag mod Jyllands-Posten.

Det er i øvrigt tydeligt at se at der i stedet for ”terrorsag” ville være plads til at vende udtrykket og skrive ”sag om terror”, så det kunne blive ”terror mod Jyllands-Posten” i stedet for ”…sag mod Jyllands-Posten”.

Og det er jo det der er kernen, for man kan altså ikke formulere sig sådan her:

Netop fordi dette er umuligt:

Malou boller skatteyderne

2011-01-08T12:45:00.008+01:00

På Politikens redaktion skabte overskriften "Malou Aamund kan tjene lille million på forsinket exit" forstyrrelse:

- Hey, det der ”på” i overskriften er altså ikke så fedt på webben. Det er også sådan en lang overskift. Kan vi ikke give den en smartere url? Hvad handler den om?

- Den handler om at Malou Aamund knepper de danske skatteydere i røven, sagt kort. Men lad lige være med at bruge ”fucker” eller ”knepper”, man kan jo også se url’en, og vi er ikke Ekstra Bladet. Men kan du ikke lige se på det; jeg skal nå at … [inden Tøger] …

- Okay, jeg ser på det.

Og det gjorde uploaderen så:

http://politiken.dk/politik/ECE1158811/malou-boller-skatteyderne/

Og det er sandt og vist at man jo også kan se url’en:

Men hvorfor en artikel der har et nummer (ECE1158811), behøver en tekstlig url, står dog hen i det uvisse.

Julens usual suspects, del 3: De bedste danske

2010-12-31T15:27:00.009+01:00

Så er vi – i sidste og lidt pressede øjeblik før nytår – kommet frem til del 3:

Top 5 over moderne juleklassikere som jeg kan høre igen og igen (de danske)

… og jeg har en fornemmelse af at den vil chokere.

1) Shu-bi-dua: Rap jul (1973)
Jo. Jeg mener det! Og jeg ved godt at det i virkeligheden er White Christmas som er tema og hadeobjekt i disse tre blogindlæg. Men Shu-bi-dua gør her noget ved White Christmas som i vellykkethed er på niveau med hvad Pet Shop Boys i 1991 gjorde ved U2’s Where the Streets Have No Name, nemlig laver en radikalt anderledes version på kunstnerisk hjemmebane og tilmed parkerer en bid fra et andet nummer omkring klimaks. I Rap jul tager saxofon-soloen et sidespring til et helt andet nummer (som jeg ikke kan hitte ud af hvad er) mens den ledsages af en slæbende hihat.

Teksten er ret fiffig, men det er svøben om Shu-bi-dua at fokus i omtalen af Shu-bi-dua altid er på deres tekster, så jeg vil godt holde fast i den geniale musikalske operation:

White Christmas udsat for tempo og boogie-woogie-klaver er ikke i sig selv noget at skrive hjem om. Men dertil kommer en moslende rockbas trukket punk-agtigt langt frem i lydbilledet og noget Beatles-agtigt Hardinger-kor, og så begynder det at ligne noget. Højdepunktet for mig er det der sker da saxofon-udflugten skal afrundes. Kommer vi da tilbage til tredje vers? … Nej, vi kommer ganske vist tilbage til White Christmas-akkorderne via en d-d-d-d-d-d-d-opbremsning med trommerne, men her er det så at en superspændt leadguitar leverer en nærmest Anders And-imiterende solo. Det er et gyldent øjeblik.

Hvor i denne top 5 Rap jul bør ligge, er lidt vilkårligt. Men selve forvandlingen af den ellers så trælse White Christmas – selve grebet – er sandsynligvis det der får mig til at sætte den på toppen.

Rap Jul var i øvrigt Shu-bi-dua s tredje single, efter Fed Rock og Stærk Tobak – alle såkaldte undersættelser af udenlandske sange, og alle forud for debutalbummet fra 1974.

2) Gasolin: Dejlig er jorden (1976)
Dejlig er jorden er ikke nødvendigvis en julesalme. Det er bare en samle der er så god at vi også synger den til jul. B.S. Ingemann stod for den korte tekst i 1850, men melodiens oprindelse fortaber sig i et tysk-centraleuropæisk folkedyb under de henrullede tider. Gasolins rockversion er lige så genial som den er simpel og buldrende; og jeg er sikker på at nogle af datidens salmekomponister og -arrangører ville have været edderspændte … af vild begejstring over den store mørke lyd fremdrevet af elektriske guitarer, ekkobuldrende trommer og Larsens enestående og elektrisk forstærkede svælg. En lyd som rimer så godt på den eksistentialistiske tanke om jorden vi er kommet af og igen skal formuldes i. Gasolins version er den rigtigste version.

En salme afslører ikke altid sine sande akkorder, nogle salmer er praktisk talt menuetter (to melodispor der snakker sammen) uden fast defineret bund, og ofte uden at røbe dur eller mol. Laver man det om til jazz, lægger man akkorder ind hele tiden, som skifter lige så hurtigt som et udvalg af efterårets løvfald. Gasolin gik den modsatte vej: De strakte grundtonerne længst muligt og reducerede akkordskiftene til et minimum – lidt som vi kender det fra de fleste former for techno i dag. Det er med til at understrege massiviteten i nummeret.

3) Shu-bi-dua: Den himmelblå (1980)
Shu-bi-duas bedste julesange er nogle af de bedste danske moderne julesange overhovedet, til gengæld er Shu-bi-duas værste julesange også de værste julesange overhovedet. Men det er meget nemt at orientere sig i hvad der er værst og bedst ved Shu-bi-dua; man kan med fordel betragte Shu-bi-dua som to forskellige bands. Det tidlige og ambitiøse Shu-bi-dua, til og med 10’eren (dvs. 1983) (og til dels også 11’eren og 12’eren (1987)), er et kunstnerisk værdigt nationalklenodie på linje med Gasolin og Sebastian. Det sene og uambitiøse, kopiband-lignende Shu-bi-dua er det ikke rigtig – omend det bedrer sig hen mod og med 17'eren. Og julesangene er endog endnu mere differentierende: De tidlige julesange ligger i toppen af Shu-bi-duas sangkatalog, mens det sene Shu-bi-duas julesange i nogle tilfælde er så pinlige at jeg ikke nænner at nævne dem her. Så er stillingen vist gjort op fra min side.

Det tidlige Shu-bi-dua lavede 3 fremragende julesange. Ønskelisten fra 9’eren (1982) kan dog ikke nå op på en dansk top 5, men en førsteplads til Rap jul og en tredjeplads til Den himmelblå er fuldt fortjent.

Den himmelblå ligger i solar plexus af Shu-bi-duas storhedstid og er genremæssigt egentlig bare ultra-shu-bi-dua. Bemærk den fine produktion og den tragikomiske tekst der ironisk forsøger at gøre den kommercialiserede jul hyggelig og højstemt. Hintet i starten af teksten ”mon han har klejner med” var dengang meget tydeligt, men jeg kan da godt minde om at klejner (også) betyder penge – især hvis man ikke har nogen. At vinke fra sin rensdyrspand er noget andet end hvis det havde været sit rensdyrspand. En spand er en elendige bil, og ikke en kane trukket af et spand. Og ”flyver af sted” betyder som bekendt også at man er travl og ikke til stede. Der ligger meget i sådan en tekst, og det ligger tæt. Det gode ved det gamle Shu-bi-dua er så at det også er poetisk på det naivistiske plan, og at det er sunget uden distance. Derudover er mange af deres melodier fantastiske – det glemmer den journalistiske og historiske behandling af Shu-bi-dua tit.

4) Otto Brandenburg: Søren Banjomus (1969)
Irriterende børnesang? Jo, måske er det sådan man husker den i hovedet. Men når man så hører den i virkeligheden, bliver man altid glædeligt overrasket. Otto Brandenburg kører den ind med banjo-orkester og børnekor, og Brandenburgs musikalske geni og begejstring er formentlig årsagerne til at indspilningen holder igen og igen.

Melodien er ikke Brandenburgs men en gammel traditional, Skidamarink, som første gang blev til populærmusik som afslutningsnummer i Broadway-musicalen The Echo (1910) og siden udgivet i utallige versioner, blandt andet af Jules Loman under titlen Christmas Alphabet (1955), på dansk ved Arvid Müller som Juleaftens alfabet.

Brandenburg har heller ikke skrevet hele teksten. Fra den gamle Skidamarink har han omkvædet ”Skidamarink a dinky dink, Skidamarink a doo” som han så har oversat til Skillema-dinke-dinke-du. Resten af teksten er åbenlyst inspireret af universet fra På loftet sidder nissen (1911).

5) Nordstrøm: Danmark, det er jul (2008)
Mange vil nok føle at himlen falder ned over hovedet på dem nu, for dette er den sidste plads, og listen bliver ikke udvidet til en top 7 eller top 10. Sagen er afgjort, og Nordstrøm nåede gud hjælpe jer femtepladsen på en top 5 hvor Shu-bi-dua indtog to pladser.

Hvor er Gnags’ julesang med musene i en spand med mælk? Ja, den kunne nok klare en top 10, men al tvivl blev fejet bort da jeg fandt ud af at den hedder ”Gnags’ julesang”. Det kan jeg ikke tage seriøst.

Hvor er Mc Einar med Jul, det’ cool? Ja, jeg ved godt at mange bliver vrede nu, og at den ville være det smagsmæssigt politisk korrekte valg til sådan en top 5, men hør nu lige her: Jul, det’ cool er for så vidt smågenial, men den mangler en væsentlig egenskab som er selve pointen med at komme med på denne liste: Jeg kan – hånden på hjertet – ikke holde ud at høre den i hvert andet radioprogram ved juletid. Det egner den sig ikke til. Punktum.

Dalton har lige lavet en rar og god julesang om ”tre vise mænd der stod på en varmerist i byen”? Jep, den er helt klart kandidat, men ikke helt original nok – musikalsk set.

Anne Linnet med Lille messias, da? Åh, jo, helt klart en lille klassiker. Men altså lille, ikke top 5-materiale.

Drengene fra Angoras julesang? Nej, ikke god nok, det er en sekundær 70’er-80’er-pastiche et sted mellem Shu-bi-dua og Status Quo, og teksten fungerer kun inden for universet.

Anders Matthesen: Jul på Vesterbro, for fanden da så?! Tjo, i grunden en ret god melodi, men tekst og setup er anstrengende i længden, ligesom Jul, det’ cool.

Er der flere indvendinger, eller kan vi komme videre i teksten nu?

Jeg vælger Nordstrøms Danmark, det er jul ind i det fine selskab fordi jeg faktisk synes det er lykkedes elektropop-duoen at lave en helstøbt, stemningsfuld og slidstærk julesang. Længere er den ikke.

Der er lidt Shu-bi-dua i linjer som ”solen er gået kold”, men ellers er den tekstligt ganske ufarlig i sammenligning med Den himmelblå. Til gengæld er den i lyd og komposition endog særdeles vellykket i sin beskrivelse af en rar og tryg følelse.

Boblere?
Jo da! Denne her.

Og som afslutning på alle tre indlæg kan du få denne her at gå hjem på.

Julens usual suspects, del 2: De bedste globale

2010-12-30T21:21:00.019+01:00

I del 1 i går bragte jeg min Top 5 over moderne juleklassikere jeg ikke kan klare mere. I dens indledning kan du læse om årsagen til denne trilogi.

Her går vi direkte videre til:

Top 5 over moderne juleklassikere som jeg kan høre igen og igen (de globale)

1) Slade: Merry Xmas Everybody (1973)
Det kommer lidt som en overraskelse for mig selv. Men nu hvor jeg skulle gøre det op, slog det mig at det her nummer holder fucking vildt fedt. Vi har den højstemte 70’er-rocklyd som vi også kender fra andre sammenhænge (man kunne nævne Gasolin og John Lennon), og det er i virkeligheden sikkert bare et billigt trick med en kold rumklang på vokalerne der hensætter én til kirken uden at man tænker over det; men det virker. Vi har en fed, beskidt lyd på guitarerne og en markant (og markant produceret) leadvokal. Og vi har en utrolig stærk melodi som bæres på 12/4-takter, hvilket betyder at den både rocker (4/4) og under dette valser (3/4), hvilket igen giver en fornemmelse af at den vugger (6/2).

Men – hvis vi lige lægger de analytiske briller til side – vigtigst af alt: Den er fascinerende og dejlig!

Merry Xmas Everybody lå nummer et på den engelske singlehitliste i december 1973. Det er ikke så mærkeligt; mere bemærkelsesværdigt er det at den forblev den mest solgte single til midt i januar 1974. Se, dét er stærke julesager!

2) José Feliciano: Feliz Navidad (1970)
Vi bliver i de spæde 70’ere for at finde den næstebedste hæmningsløst afspillede juleklassiker. Det er et virkelig dejligt nummer.

Alligevel er det godt klaret af en Puertoricansk sangskriver – altså at nå igennem den engelsksprogede-danske dobbeltmur som omkranser massekulturdyrkelsen i Danmark, og som næsten kun lader lidt svensk og lidt tysk sive ind (hvis det lever op til fordommene). Men omkvædet her er engelsk, sangen sidder lige i skabet, og manden er blind.

3) John Lennon og the Plastic Ono Band: Happy Xmas (War is Over) (1971)
Jeg har i mange år haft et strejf af irritation ved denne sang, men irritationen er forsvundet. Måske fordi jeg er klar over at irritationen – ligesom for mange andre musikelskere – hidrører Yoko Ono og det skær af alt for hellig grimhedsdyrkelse som kom ind i Lennons sangskrivning med hende, og som var massivt lige omkring 1970 (opløsningsåret for Beatles). Nu har jeg fået skilt tingene ad og henlagt irritationen til de englehvide billeder af dobbeltsengen og sangen Give Peace a Chance (1969) som fortjent eller ufortjent må bære min irritation foreløbig.

Tilbage står – nu renset for enhver irritation – dette ikon af en sang. En sang som har samlet sig i mit sind og nu kun virker smuk. Og den bliver smukkere jo mere den spilles. Jeg ved at den er en af knoglerne i pophistoriens kompositoriske skelet. Måske kravebenet? Og jeg vil kunne nynne den og genkalde mig lyden af den, ikke kun i søvne, men ind i evigheden.

Den er to år tidligere på færde end Slades juleklassiker som den lydmæssigt er i familie med, blot er det en ballade uden elguitarer. Men faktisk blev den ikke nogen succes i 1971 fordi den var indspillet for tæt på jul, derimod slog den igennem i 1973 – samme år som Slades sang! – hvor den blev nummer 4 på den engelske singlehitliste. Den toppede dog i 1982 hvor den, formedelst en genudgivelse, nåede plads nummer 2 på hitlisten.

Lennon mente selv at han havde fat i noget der er større end White Christmas. Jeg spår at han får ret – lad os tjekke efter om 20 år.

4) Elvis Presley: Merry Christmas, Baby (1971)
Well, I’m feeling mighty fine; got good music on my radio – yeah, I’m feeling mighty fine; got good music on my radio – well, I want to kiss you, baby; are you standing near the mistletoe?

Elvis Presley når han er allerbedst, og en af de bedste 6/8-blues-indspilninger nogensinde – hvis ikke dén bedste. Det kunne i princippet have været alt mulig andet end en julesang, og derfor kommer den heller ikke højere på denne juleliste, men hold da helt kæft hvor er den dejlig.

Den er skrevet af Lou Baxter og Johnny Moore, og har siden den kom til verden i 1947, været indspillet af utallige kunstnere, men Elvis’ version er den bedste, og det er også Elvis’ bedste af utallige julesange fra ham.

Bemærk at Elvis-indspilninger på over 5½ minut absolut ikke var hverdag, men stemningen er så fed og rundgangen så god at den ikke vil stoppe – hvilket understreges af at man simpelthen fader ud.

5) Gilbert O'Sullivan: Christmas Song (1974)
Vi bliver i de tidlige 70’ere. Denne sang har jeg faktisk slet ikke hørt i radioen i år, så den var ikke på listen i går. Men da jeg vågnede i morges, var den der i mit hoved – hvilket i sig selv er et meget godt pejlemærke for hvilke sange man virkelig holder af.

Det har sikkert alt sammen noget at gøre med hook-linjen ”I’m not dreaming of a white christmas” som jeg jo ud fra mine idiosynkrasier ikke kan lade være med at høre som en kunstnerisk afstandtagen til julesvøben White Christmas.

Men jeg synes under alle omstændigheder sangen holder. Den irske Gilbert O'Sullivan har lavet en velbygget og velproduceret popsang med en god hookline.

Hvorfor 70’erne?
Hvorfor består min top 5 af sange som hver og en er fra de tidlige 70’ere? Ja, det har intet med mine biografiske data at gøre. Jeg kom til verden i november 1974 hvor sidstnævnte sang netop var udkommet, og det er da særdeles sandsynligt at den har lydt fra en transistor et eller andet sted på fødegangen. Men det betyder så også at de øvrige fire er fra før min tid, så at sige. Jeg har ikke noget særligt crush på 70’erne; mit mest intensive musikkendskab hidrører af naturlige årsager 80’erne. Så jeg er hverken miljø- eller interessemæssigt påvirket. Det må være noget med sangenes kvalitet – noget i tiden må have givet en evne til at lave moderne julesange som stadig holder.

Men nu udvider jeg til en top 7, for lige efter nummer 5 kommer der to fra 80-90’erne. Den første er spillet sindssygt meget i år; den anden spilles alt for lidt.

6) Chris Rea: Driving Home for Christmas (1986, 1988)
Ja, den er spillet sindssygt meget – den reviderede (og lidt mere julede) version fra 1988. Men mærkelig nok holder den til det, og det er jo lige det disse lister handler om.

Som 80’er-Chris Rea-kender er nummeret set indefra, med den diskografiske fartblindhed, et af hans relativt banale numre. Men det er en god popsang, og når Chris Rea lander i radioens øvrige strøm, lander han godt. Det har dog undret mig at jeg har kunnet holde ud at Driving Home for Christmas i den grad tyndslides som det gør, men jeg tror det har at gøre med at det er ærligt såvel musikalsk som tekstligt. Selv meget banal musik, poppet musik, sovset musik eller dullet musik holder hvis det er skabt på og bevarer sin ærlige nerve.

Jeg aner ikke hvad der skete i 2007 omkring dette nummer, men jeg kan på Wikipedia læse mig til at det fra og med 2007 har ligget højt på hitlisterne. Dette har intet med nummeret eller Chris Rea at gøre, så årsagen interesserer mig ikke så meget, men det kunne jo skyldes fx en reklame eller et soundtrack.

7) AC/CD: Mistress for Christmas (1990)
Dette nummer er uden overdrivelse min frelse. Det er måske i en vis forstand ”dirty”, men når højttalerne er ved at stoppe til af fedladen, lunken eller ligefrem fordærvet julemusik (se gårsdagens liste), er dette den ultimative rensevæske. Derfor ingen jul hos mig uden at Razor’s Edge-albummet fremfindes og der klikkes frem til nummer 5 på cd’en og fyres godt op i små 4 minutter. Hvilken velsignelse! Tak! Jeg skylder virkelig AC/DC en kæmpe tak for at have frembragt denne unikke rensevæske, for jeg ved ikke hvad jeg ellers skulle gøre.

Hvor er det dog befriende at høre Brian Johnson vrænge det oplagte rim ud: ”I wanna misstrææææs for christmææææs”. Smukkere kan mandligt gavebegær og udpakningslyst ikke beskrives, og guitarerne fortæller alt hvad der er at fortælle om julelummer liderlighed under opbygning. Dette er stor kunst. Spil den dog noget mere!

Julens usual suspects, del 1: Fri mig

2010-12-29T18:43:00.014+01:00

Jeg plejer at sige det sådan: Jeg dør i den ulideligt tomme pause mellem ”white …” og ”… christmas” i White Christmas. Den nok så berømmede Irving Berlin har skrevet den, og Bing Crosbys indspilning er i Guinness’ Rekordbog for at være den mest solgte single nogensinde. Lige meget hjælper det. Jeg kan ikke udstå dens sovsetykke kedsommelighed, og slet ikke i Bing Crosbys og lignende versioner. Det hjælper lidt hvis man sætter en i sig selv interessant stemme og personlighed på – fx Elvis, Sinatra eller Louis Armstrong – for store fortolkere kan selvfølgelig bringe liv i døde linjer ved at lægge pauser og fraseringer på en meningsfuld måde. Men et stort hit i min bog bliver White Christmas aldrig.

Samtidig har jeg – som sporadisk P4-lytter – konstateret at et julenummer som jeg var ved at eksplodere over sidste år (lidt ligesom marsmændene ved lyden af Slim Whitman: Indian Love Call (1952) i Mars Attacks! (1996)), nemlig Wham!: Last Christmas (1984), næsten ikke har været spillet. Kan selv de musikalske cementhjerner der bestemmer musikken på P4 – og bestemmer at spille det samme hele tiden – også få nok?

Det har alt sammen fået mig til at tænke på hvilke af de voldspillede Tordenskjolds soldater af jule-pop/rock-sange der kan holde til sliddet, og hvilke der ikke kan. Eller sagt med andre ord: Hvilke af disse igen og igen spillede julesange kan jeg holde ud at høre igen og igen – og hvert år om igen? Ja, hvilke ville jeg nødig undvære? Og hvilke får min hjerne til at degenerere ved deres ulidelige gentagelse?

Vi tager det sidste først – en top 5 med juleklassikere i hyppigt spillede versioner jeg ikke kan udholde at høre mere. Jeg har ikke White Christmas med, for så kunne jeg lige så godt lave en helt selvstændig liste af bedagede Bing Crosby-sange som svømmer i kirsebærsovs, og det er der ikke rigtig nogen grund til at bruge pladsen på. Lad os beskæftige os med den del af poppen som er langt nok fra jazzet ”underholdningsmusik” til at kunne kaldes egentlig rytmisk musik:

Top 5 over moderne juleklassikere jeg ikke kan klare mere

1) Band Aid: Do They Know It's Christmas (1984)
Ja: Bono, Sting og min yndlingspopvokalist Simon Le Bon (Duran Duran) ved samme mikrofon! Og Phil Collins på trommer! Det er toppen af poppen i 1984 – endda lige på forkanten af deres eget absolutte peak – og på papiret ser det skidegodt ud. Men der er også andre med, og Bob Geldorf har skrevet sangen, og hele produktionen holder ikke i dag. Pop og omverdenssentimentalitet i klammeste parringsdans. Hvis det er sådanne numre man mindes 80’erne med, så tror jeg da fa’en at man kalder 80’erne kitsch. Mit forslag er at alle cd’er, bånd og lp’er med Band Aid destrueres. Der er heller ingen grund til at lave andre versioner, for både tekst og komposition er makværk.

Det skete så alligevel allerede i 1989 med Band Aid II, der havde producerteamet Stock Aitken Waterman (Mike Stock, Matt Aitken og Pete Waterman) og tidens store døgnflue Bros som de dominerende kræfter – men også med Chris Rea på guitar! Denne nye version er betydeligt bedre end originalen fra 1984. Arrangementet og produktionen gør det bedste for kompositionen, og vokalerne står langt mere interessant til hinanden – fx Jimmy Sommerville op mod Chris Rea. Overordnet – og meget groft – kan man sige at producere med ret til at dele og herske blandt en flok andenrangskunstnere men med fremragende stemmer (Band Aid anno 1989) får et bedre resultat end en velgører der skal holde styr på en flok førsteklasseskrukker (Band Aid anno 1984). Desværre spilles 1989-versionen bare aldrig.

Trods det for kompositionen noget nær optimale resultat fra 1989 går man gud døde mig løs på sangen igen i 2004. Nu under navnet Band Aid 20 og med Paul McCartney (på bas) og musikere fra Supergrass, The Darkness og Radiohead (bl.a. Thom Yorke på klaver), og – som sangere – andre prominente navne som Chris Martin (Coldplay), Robbie Williams og Dido. Og hvordan falder det så ud? Jo…, meget godt. Det er en mere lavmælt økologisk version, og den er mere hjertevarm end udråbende i udtrykket. En sådan intimisering kan den tynde og klodsede komposition jo ikke klare, men den får også hjælp: Man har puttet lidt flere skæve akkorder på, nedtonet de mest kiksede steder i melodien, lavet et smukt break og understreget de brugbare sammenhænge i kompositionen. Det er altså ikke uden grund – eller uden resultat – at så stærke komponister som McCartney og folkene fra bl.a. Radiohead har været på sagen. De har ydet kompetent plastic-kirurgi til selve sangen. Desværre spilles 2004-versionen heller aldrig.

2) Boney M.: Mary's Boy Child /Oh My Lord (1978, Farian; Jay)
Så er vi nede i 1978, men på en måde bliver vi i 1984, for her udgav Boney M., gud hjælpe os, et helt jule(opsamlings)album, selvfølgelig indeholdende dette alt for store julehit. Okay, det er måske næsten for nemt at putte smagløsheden selv på denne liste, men den spilles faktisk stadig hver jul, så den må jo med. (Prøv om du kan se videoen og høre musikken uden at sende en tanke i retning af Stripper-Jens fra Rytteriet.)

NB: Den originale Mary's Boy Child (skrevet af Jester Hairston) blev første gang indspillet af Harry Belafonte i 1956.

3) U2: Christmas (Baby Please Come Home) (1987)
Bono og jul er to ting som i mine ører bare ikke klinger godt sammen i 80’erne. Christmas (Baby Please Come Home) er skrevet af Phil Spector og originalt sunget af Darlene Love i 1963 – og i dén version klæder melodi og arrangement hinanden. U2s udgave er bare bøvet; men ikke desto mindre er det den version som spilles flittigst i radioen – af åbenbart historieløse musikredaktører der ikke kan finde ud af at grave et spadestik dybere.

4) Bruce Springsteen: Santa Claus Is Coming To Town (1984, live)
1984 spøger igen – nu er det nærmest skræmmende. Jeg er ikke 100 pct. sikker, men på en troværdig tysk (!!!) diskografi-side finder jeg at den originale indspilning så at sige er live, og fra 1984. I forhold til U2 er det stort set det samme som gør sig gældende: Det er et ligegyldigt cover, og det er besynderligt at det spilles hele tiden.

Springsteen bræger, og rockklicheerne står i kø. Kompositionen er for let til så tung en omgang. Der er i hundredvis af andre coverversioner, og alt fra Jackson 5, over The Supremes, til Chris Isaak i duet med Stevie Nicks er at foretrække.

Santa Claus Is Coming To Town er skrevet af J. Fred Coots og Haven Gillespie, og den første indspilning (fra 1934) er af Harry Resers orkester med Tom Stacks i front.

5) Wham!: Last Christmas (1984)
George Michael har en stor del af æren for julerædselsåret 1984 – som vokalist kæmpede han med sig selv om førstepladsen på den engelske singlehitliste i form af Band Aid mod Wham! (udråbstegnet er altså en del af boyband-duoens navn, det er ikke en sensationsmarkering fra min side). Men 1984 er også året hvor George Michael lavede sin bedste komposition nogensinde – Careless Whisper.

Egentlig er Last Christmas slet ikke så ringe ... af en George Michael-komposition at være; den kan bare ikke holde til den radio-rotation den har været udsat for. Faktisk går der en historie om – men jeg ved ikke om den er sand – at det oprindelige udkast hed ”Last Easter”. Hvis det var forblevet sådan, havde Michael ikke tjent så styrtende mange penge, til gengæld havde sangen nok været spillet på et niveau som den ville kunne trække.

Som tvungent element på radioens julepensum er den for længst blevet for meget. Værst er det når de begynder at spille den midt i december. Jeg kan bedre klare den i bagjulen. De mange keyboards og de elektroniske trommer – der, sammen med den isolerede lyd, alt sammen lyder som dask i sne – får mig vist nok til at tænke på en materialistisk jul, lidt på samme måde som Bing Crosby-sangene. Den skulle angiveligt handle om kærlighed, men den får mig snarere til at tænke på alt det jeg ikke kan lide ved julen.

I morgen får du min top 5 over de mest slidstærke juleklassikere – det glæder jeg mig til. Og i overmorgen får du min top 5 over mine danske favoritter. Jeg ved at listerne kommer lidt sent, men så må du kigge på dem igen næste år.

Mens du venter på den fantastiske top 5 i morgen, kan du lige konsultere denne her:
Do They Know It’s Bonus Time, CEO Remix (2008)

Fredelig jul og fremadstormende nytår

2010-12-26T14:06:00.003+01:00

Jeg ønsker alle Kommakommunikations læsere en glædelig jul og et godt nytår.

Æhh, eller gør jeg?

Det er velment, men det er også en noget konventionel formulering. Og det får mig til at tænke på den korrekthedsangst jeg selv har haft ved at sige ”God jul” frem for ”Glædelig jul”.

Hvorfor må man ikke sige ”God jul”? Er det fordi ”god” – for variationens skyld – skal reserveres til nytåret i frasen ”Glædelig jul og godt nytår”? Eller er det fordi man signalerer historieløshed og manglende dannelse ved at sige ”God jul”?

Lad os lige gøre op med dette! Der er ikke noget sprogligt forkert i at sige ”God jul” – heller ikke ”God jul og godt nytår”. Og der er ikke noget historieløst i at sige ”God jul”, for man må selv bestemme hvilket adjektiv man putter på den jul man ønsker andre. Det er ens eget ønske – ens egen ytring – og hvis man ønsker en ”God jul”, så er det dét man ønsker; og hvis det kun er dét der er plads til at skrive, så er det fint. ”Glædelig jul” er en konvention, i bedste fald en tradition.

Man kan sige at ”glædelig” opleves som et lidt mere indholdsspecifikt adjektiv end ”god”, fordi sidstnævnte har det med bare at stå i modsætning til dårlig. Derfor konnoterer ”god” i høj grad også at man slipper helskindet igennem noget; fokus bliver (at undgå) uheld og ufred, frem for en specifikt formuleret positiv ting. Medmindre man da er i stand til at lægge en egentlig betydning i god, nemlig det eksistentialistiske at være god mod andre og taknemmeligt være i stand til at nyde julens goder og godter.

Af disse grunde er ”godt” heller ikke noget sprogligt begavet adjektiv at sætte på nytåret. At man mener at det er godt nok at sige ”godt nytår”, må have at gøre med at man har anstrengt sig med at sige ”glædelig jul” og således har gjort rigeligt for at variere sproget. Men helt ærlig: ”Godt nytår” er ikke en tøddel bedre end ”god jul”, tværtimod: Faktisk er der, som antydet ovenfor, en mulig begavet grund til at kalde julen god, som ikke findes for nytårets vedkommende, her bliver det bare en forkortelse af at hilsenens modtager må slippe godt igennem det næste år, eller at det nye år forhåbentligt vil bringe godt. Det er jo ikke særlig præcist rent sprogligt.

Der kan altså være god grund til at kigge kritisk på standarden ”Glædelig jul og godt nytår” og løfte niveauet lidt. En bedre standard kunne være ”Glædelig jul og lykkebringende nytår” – det er jo det man mener, hvis man mener det.

Imidlertid har standardfraser den uheldige egenskab at de ikke i sig selv bedrager til at overbevise modtageren om at man mener det. Andre originale, kreative, tidsforbrugende og omtankesignalende ting ved meddelelsen eller kommunikationssituationen kan dette og kan dermed også overføre troværdighed til selve frasen, men frasen i sig selv gør ikke arbejdet.

Derfor kan man overveje at tviste hilsenerne lidt. Her er nogle få forslag:

Ædelig jul og flot nytår
Dette er den absolut ukristelige udgave som slår de lystbetonede, narcissistiske og materialistiske strenge an. Flere burde bruge den – hvis tale ellers skal afspejle tanke! Og hvis man sigter mod en decideret liderlig nytårsaften – hvilket stemmer fint overens med den det frådende forhold til julens mad – kan ”flot” udskiftes med ”hot”. Begge versioner spiller fonetisk på standarden ”Glædelig jul og godt nytår”, hvilket jo berettiger ikke-ordet ædelig.

Fredelig jul og fremadstormende nytår
Dette er et mere kreativt bud som ud over bogstavrimet indeholder modsætningen mellem en fredelig jul, som er et både gammeldags og hypermoderne ønske, og så et kommende år med ”gang i den” i form af fremskridt, vækst eller selvrealisering. Det er en god hilsen til den moderne iværksætter, og måske i det hele taget til det moderne karrieremenneske.

Grædelig jul og snot nytår
Ja, så er vi tilbage i den lidt platte genre som spiller på standarden. (Bemærk at ”l” i glædelig er udskiftet med ”r”.) Denne her kunne egne sig til en ven(inde) som netop var blevet forladt af kæresten, men som måske godt kunne tage en spand medfølende sarkasme fra sine allernærmeste. Indlevelse er guld værd.

God jul og vildt nytår
Her eksemplificerer jeg en kort og ung udgave for at understrege friheden til at lave sine egne hilsener, og også for at understege at ”god” befinder sig bedre foran jul end ”godt” befinder sig foran nytår. Alt efter hvor man sætter fokus – altså om det er på jul eller på nytår – kan man jo nøjes med god/godt foran den del man ikke sætter fokus på, og finde på noget originalt til den del man så sætter fokus på. Så ”God jul” passer sig godt til unge, der så til gengæld bør finde på et mere originalt adjektiv til nytåret.

Fed jul og fit nytår
Igen: Bogstavrim understøtter altid berettigelsen i ordvalget, og her er et eksempel til brug for de der fokuserer meget på kalorier. Med mulighed for dobbeltbetydninger i både ”fed” og ”fit” er hilsenen dog også intellektuelt acceptabel for dem som ikke er med på aerobicholdet.

Fortsæt selv. Du har nok fanget pointen: Fuck ”Glædelig jul” og ”Merry christmas”, og mærk efter om du selv kan formulere noget du mener.

PS: Nu hvor vi er nået til efter den 25., er det i øvrigt fuldt legitimt at sige ”Glædelig bagjul” uden som et andet afdanket Linie 3 at lefle for nogen applaus. Det der måske én gang for længe siden har været en plat automobilorienteret vits, et ordspil på jul/hjul, er i dag ren standard for markering af at man udmærket ved at vi er på den anden side af juledag. Det er simpelthen et almindeligt ord i min familie for dagene mellem jul og nytår. Så glædelig bagjul!

Industrimagnater og -magneter

2010-12-21T10:36:00.005+01:00

Da jeg for nylig læste korrektur, stødte jeg på en – synes jeg selv – ret morsom fejl. En fejl som nu får mig til at skrive dette blogindlæg i sprogoplysningens tjeneste.

Industrimagnater er ikke det hyppigste ord i vores sprog, og noget tyder på at det bliver sjældnere og sjældnere, for når man googler det, bliver det som regel altid nævnt i forbindelse med den industrielt ekspansive tidsalder fra omkring 1870 til 1950, og ikke om personer der lever i dag. Måske var det derfor der i teksten hvor der skulle have stået industrimagnater var skrevet industrimagneter.

I princippet mener jeg nu nok vi stadig kan operere med begrebet industrimagnater så det ikke bare bliver et mærkeligt og støvet ord i tekster om fortiden. Her har jeg rystet hjernen lidt og fundet fem forskellige bud fra fortid til nutid på industrimagnater:

Liliane Bettencourt (f. 1922, hovedaktionær L'Oréal og den rigeste kvinde i verden), Richard Branson (f. 1950, grundlægger af Virgin), Mærsk McKinney Møller (f. 1913), Henry Ford (1863-1947, grundlægger af Ford Motor Company), Roman Arkadyevich Abramovich (f. 1966, hovedaktionær i investeringsselskabet Millhouse LLC).

For at få begrebet til at fungere i nutiden, kunne man måske udskifte ”industri-” med ”erhvervs-” og kalde sådanne økonomisk magtfulde mennesker for erhvervsmagnater. Det er imidlertid dobbeltkonfekt, for ifølge Den Danske Ordbog betyder magnat allerede ”en meget rig og magtfuld person inden for erhvervslivet”. Så det skal altså bare hedde ”magnat”. Jeg gætter dog på at forstavelsen ”industri-” har hængt ved i så mange år fordi det fonetisk meget lavmælte ord ”magnat” i sin trods alt sjældne brug vil blive fejlhørt som ”magnet” eller fejllæst som et af læseren ukendt prædikativ (jævnfør fx adækvat, desperat osv.).

Det levner både ”magnat” og ”industrimagnat” temmelig dårlige fremtidsudsigter, og vi må nok belave os på at det forbliver et støvet tidsfæstet ord – og derfor også at mange vil komme til at skrive industrimagneter, fordi de tænker at magnet er en metafor, og at en industrimagnet således er en storiværksætter med ”magnetisk” sociale og kommunikative evner. Og med tanke på en moderne succesmand som Richard Branson ligger misforståelsen sådan set også ligefor.

Her har vi imidlertid et billede af hvad der rettelig er industrimagneter:

Hvis man ejer den førende virksomhed ud i reelle industrimagneter som dem på billedet, kan man vel sådan set godt blive kaldt en ”industrimagnetmagnat” – en sådan personage har jeg imidlertid ikke tilstrækkeligt branchekendskab (eller research-tid) til at finde.

Til gengæld har jeg fundet det omvendte. Jeg havde ikke lige tænkt på det, men den altid godgørende Branson har minsandten også sørget for at der ligger reseach-bonus når man billedgoogler ham. Derfor kan jeg præsentere …

… en industrimagnatmagnet:

Oh là là!

Kominer

2010-12-12T15:26:00.006+01:00

Hvorfor nu det? Jo, se selv her:

At sige at Jan Gintberg og Sebastian Dorset begge har en lidt ko-agtig mine – og følgelig slet og ret kalde dem kominer – er vel egentlig ikke helt forkert. Der er noget ”muuh” over dem begge to: De er gode som dagen er lang. De er ufarlige, men ofte i vejen. Og så giver de lyd fra sig for at markere deres tilstedeværelse på en tryg måde, snarere end for egentlig at informere om noget. Den ene mere højtskrydende; den anden mere ”flæbulerende”.

Det er som det skal være.

Omsonst tal-journalistik

2010-12-09T17:21:00.005+01:00

Når man formulerer sig upræcist, kan nok så præcise tal blive værdiløse. Prøv at se her:

Ja, hvad betyder det at 71 procent af de højtuddannede satser på at blive i Danmark i mere end tre år, og at mere end 30 procent dog forlader Danmark før ambitionen er nået?

Den primære læsning – når man ser på hvad der står – må være at 1 % forlader landet tidligere end planlagt, idet der står at 71 % planlægger at være i landet mere end tre år, og 30 procent tager hjem før. Denne læsning forudsætter at den anden sætning (”Mere end 30 procent …”) taler om ”de højtuddannede”, hvilket også må være den sprogligt mest logiske læsning. Men den er der sandelig ikke megen chokeffekt i, for nu at sige det mildt. Ja, er det overhovedet et problem?

En kommentarskriver påpeger meningsløsheden, og tematiserer i øvrigt det vage udtryk ”mere end”, som vækker mistillid når det hæftes på et rundt tal (30):

En helt berettiget kommentar, må man sige.

Lad os kigge på det igen:

Hvis man forudsætter at denne artikel er skrevet fordi der ER et problem, må man tænke sig at tallene står i et anderledes forhold til hinanden end der umiddelbart står. Det kan lade sig gøre hvis man fortolker den anden sætning (”Mere end 30 procent …”) som om den taler om den andel af de højtuddannede som har ambitioner om at blive mere end tre år. Ledsætningen ”før ambitionen er nået” tyder på at det netop er den journalistiske tanke, eftersom det kun er de 71 % som har denne ambition.

Men selv med denne velvillighed er man hensat i tvivl om to læsninger:

Er der tale om 30 % af de 71 %, således at vi får ((100-30) % x 71 % = 70 % x 71 % = 0,70 x 0,71 =) 49,7 % der bliver? (hvilket selvsagt er 70 % af dem der havde tænkt sig at blive). Dette kunne have været præciseret med ordet ”disse”: Mere end 30 procent af disse …

Eller skal de 30 procentpoint trækkes fra de 71 procentpoint, således at vi får (71–30 =) 41 % udlændinge der bliver? (hvilket så er 58 % af dem der havde tænkt sig at blive). Dette kunne have været præciseret ved at tale om procentpoint eller fx med formuleringen: Mere end 30 af disse 71 procent … (herved trækkes 30 fra 71 før procentangivelsen puttes på).

Med hensyn til sidste læsning er det ikke normalt i journalistik at lege med procentpoint uden udtrykkeligt at skrive procentpoint, men læsningen kan ikke udelukkes – blandt andet fordi der med opstillingen af de to tal, 71 og 30, er lagt op til blot at trække dem fra hinanden. Det er også det der giver den største nyhed. At kun 58 % bliver som planlagt, er entydigt skidt. Det er det ikke helt så entydigt med 70 %, for det afhænger af hvad det vil sige at ”satse på”, ”have ambitioner om” osv. og hvor stor en uforudsigelighed man med rimelighed må indregne i karrieremenneskers liv.

Af de udlændinge der har tænkt sig at blive, har vi altså en gennemførselsprocent på cirka 99 %, cirka 70 % eller cirka 58 %. Det første er det der står sort på hvidt – til gengæld er det også komplet usandsynligt. Det andet er det sandsynlige ud fra en semantisk ”freudiansk”-journalistisk sproganalyse. Det tredje er det mest fristende ud fra en mere skimmende læsning.

Hermed er det umuligt at forholde sig til hvad man som læser, borger og vælger mener i forhold til artiklens nyhedsværdipåkaldelse og potentielt indbyggede forargelse. Den bliver omsonst.

Lort er afsenderorienteret

2010-12-05T11:51:00.006+01:00

Webjournalistikken bliver ved med at levere tekster som ikke er korrekturlæst – det vil sige at den serverer lort for læseren. Og jeg bliver ved med at angribe den for det, for hvis man har tid til at skrive en artikel, har man også tid til at skrive artiklen ordentligt, så læseren får en god og meningsfuld læseoplevelse, og så arbejdet med at forfatte artiklen ydes den fornødne respekt. Jeg kan simpelthen ikke forstå at man vil bruge 55 minutter på at lave et skamferet produkt, når man kan bruge 60 minutter på at lave et godt produkt og så lave 11 artikler i stedet for 12.

Eneste rimelig undtagelse er ”breaking news” som med rette kan korrekturlæses efter publicering på nettet. Men det er mig ubegribeligt at man serverer ikke-korrekturlæst livsstils- og kulturjournalistik. Ofte har disse artikler fået korrektur i avisudgaven, men ikke i webudgaven. Ubegribeligt er det. Og det er ikke kun en kold skulder til gratislæseren (sådan ser man det muligvis), men også en fralæggelse af sprogansvaret – det ansvar der ligger i at man opdrager nye skribenter med det man skriver.

Den 30. november serverede Berlingske.dk en stor, ildelugtende lort i form af artiklen ”De skal grueligt meget mere igennem”. Ja, jeg det skal læseren åbenbart også. Forstå mig nu ret: Artiklen er sådan set fin og formfuldendt i sit indhold og forløb, men den er serveret i usoigneret og skamferet stand. Lad os tage en tour de force gennem det tekstlige makværk:

Holdt, holdt, holdt! Her er årsagen til at jeg netop underkastede denne artikel en nærmere analyse. Hvor fanden er kommaet foran ”nemlig”? Der skal være komma af to grunde, dels er der et slutkomma efter ledsætningen ”alle vil være”, og dels indleder ”nemlig” en præciserende tilføjelse. Selv de dårligste platugler ud i skriftlig formåen plejer at sætte det indlysende komma foran et sådant præciserende ”nemlig”.

Og hvad sker der med appositionskommaerne, som er kastet fuldstændig tilfældigt? Morsomst – eller mest tragisk – er det at ”statsministerens spindoktor” og ”Kasper Juul” ser ud til at være serielt forbundne – altså to forskellige enheder i en opremsning. Der skulle selvfølgelig også have været et komma efter appositionen ”Kasper Juul”, ligesom der skulle have været et foran appositionen ”Philip”.

En virkelig mærkelig detalje er at nogen tilsyneladende har bildt journalisten ind at ”tv” skal skrives ”Tv”. Det skal det altså kun efter punktum. Mange synes det er grimt at skrive ”Tv” efter punktum og er derfor svære at tale bort fra ”TV” – så meget desto mere besynderligt er det at denne journalist skriver ”Tv” foreløbig to gange helt uden grund.

Helt nede i de små detaljer, som en webudgiver imidlertid burde mestre, er de bindestregskorte tankestreger.

Nå. Lad os fortsætte:

Ja, her er der også grund til at gøre holdt. Hvis vi ser på den sidste formulering, så står der faktisk at Adam Price i de kommende ti afsnit ikke vil gå ind i emner og temaer, underforstået emner og temaer der har med virkeligheden at gøre. Det lyder som om sæson 2 bliver meget kedelig! Journalisten mener selvfølgelig at Adam Price ikke vil afsløre de næste ti afsnits emner og temaer, men har formuleret det så elendigt som tænkes kan. Forholdsordet ”i” er misvisende, men frem for blot at udskifte forholdsordet bør man formulere det i ordentligt sprog. Det her er ekstremt dårligt sprog.

Vi bemærker at appositionen ”Kasper Juul” endnu en gang ikke er afsluttet med et komma.

Videre:

Her er den igen gal med tegnsætningen. Man kan sgu ikke sige ”Og spørgsmålet bliver [punktum] Hvor meget vil vi ofre for at få magten?” Hvad blev der lige af kolonet?

Let’s move on:

Ups. Der er altså bindestreg i det navn: Helle Thorning-Schmidt. Er det ikke indarbejdet på en morgenavisredaktion?

Det er flot med ”ved ved” – det lægger ligesom den sidste finish på antikorrekturstilen. Og så har vi selvfølgelig den journalistiske traver ”udover” i et ord. Selv om ”ud over” i 99 % af tilfældene er transitivt og dermed i to ord, har mange journalister af uransagelige grunde valgt altid at skrive det i ét ord og dermed lave fejl hver gang de skriver det. Hvis det var et fornuftigt og meningsfuldt regelbrud, ville dette være helt okay med mig, men det er ikke et fornuftigt regelbrud (læs om det her).

Dybest set handler korrektur om at kommunikere modtagerorienteret, i stedet for – som dårlige formidlere – blot at hælde informationer ud i en usorteret bunke og overlade oprydningen til modtageren. Journalistbranchen ved ellers meget om at være modtagerorienteret, men manglende korrektur er på det tekstlige plan udtryk for ekstrem afsenderorientering, for ikke at sige introversion og total ligegyldighed med læseren, hvilket selvsagt er absurd.

Dels er det i høj grad modtageren der ser slåfejlene, hvorfor man jo også helst skal have en anden til at læse korrektur. Men aspektet viser sig nok så meget i tegnsætningen: God tegnsætning – især korrekt og meningsfuld brug af afsnitsskift, spørgsmålstegn, koloner, semikoloner, tankestreger og slutkommaer, samt selve sætningsrækkefølgen – er en modtagerorienteringsdyd. Man ved jo selv hvad man mener, og dermed hvordan ordklumperne skal ordnes og hierarkiseres forståelsesmæssigt, men det ved modtageren ikke på forhånd. Tegnsætningen skal hjælpe modtageren med at se ordenes betydningshierarki, ligesom i øvrigt korrekt og meningsfuldt sprog skal hjælpe læseren med at se klart gennem sprogets vindue. Kun ved at tage højde for disse ting – det vil sige læse korrektur – er man reelt modtagerorienteret. Og kun sådan yder man det arbejde man i øvrigt har lagt i artiklen, retfærdighed – for sig selv og for modtageren.

Men her skider man ud uden at se sig tilbage, og lort er selvfølgelig primært afsenderorienteret.

Når Windows dobbeltbinder dig

2010-11-29T14:26:00.015+01:00

Jeg nupper lige Berlingske.dks lille kavalkade over kafkaske fejlmeddelelser fra Windows. Berlingske har ingen kildeangivelse på, ikke engang et hint, så jeg aner ikke hvor de har stjålet billederne.

Ekskurs: Ja, forskellen på begejstret at låne, udbrede eller referere og så på snyltende at stjæle må i mine øjne være netop kildeangivelsen. Og selv om vi er på nettet og i den lettere afdeling, kunne man godt forvente at en avis som Berlingske redegjorde for materialets umiddelbare ophav; en ting jeg på denne blog – skrevet i min fritid – altid bestræber mig på (bortset fra i dette tilfælde hvor der ikke er nogen grund til at præcisere med link eller dato fordi der netop ikke er mere specifik information eller læseværdig tekst at hente hos Berlingske). Det vækker uvægerligt tanken: Er det efterhånden kun journalistik lavet i fritiden der er helhjertet nok til at være kvalitetssikret? Hm?

Nå, men den manglende kildeangivelse betyder så også at jeg ikke umiddelbart kan gå til den sandsynligvis amerikanske kilde og se om ikke billederne dér skulle være gengivet i lidt bedre kvalitet.

Nok om det, skærmskuddene kan trods alt læses, og her er de med et par kommentarer:

…

Velkommen til et kafkask univers af udsigtsløse vinduer.

Årh, hva’ fa’en, man gider jo alligevel ikke læse det:

Vi må håbe det er ventetiden værd:

Kontaktbekræftende småsnak kan åbenbart også være et behov for computere:

Men det kan være lidt uhyggeligt når det viser sig som decideret personlighedsforstyrrelse:

Eller når der i en let og ubekymret tone stilles krav som er umulige at opfylde:

Og man kan undre sig når Windows formår at skabe problemer ud af den blå luft:

Ligesom man kan føle sig fortabt når problemknuseren selv synes knust:

Telefonopfæniens klassikere

2010-11-24T16:23:00.005+01:00

Dagens blogindlæg er artikel på Kforum.

…

PS:
Jeg glemte lige at redaktøren altid skal have noget han kan ændre. Så det gik ud over overskriften, og følgende ordveksling fandt sted i telefonen:

Timme, kan du ikke ændre min overskift tilbage til "Telefonopfæniens klassikere", det er jo det den handler om?

Nej, aldrig i livet, det er den værste overskrift jeg nogensinde har hørt om.

Okay, det er jo så redaktørens valg.

Det er det nemlig.

Brækhus er danskernes egen skyld

2010-11-17T17:47:00.007+01:00

Jeg gjorde store øjne da jeg for et par uger siden – forvildet ind på Sporten.dk i anden sammenhæng – så dette i højrespalten:

Selve billedet har ikke noget med sagen at gøre – det refererer til hunulve-artiklen. Imidlertid indfanger billedet jo opmærksomheden hen til de andre ”Go’ Lir”-overskrifter, og kommer også til at interferere med den øverste overskrift som er den der fik mig til at spærre øjnene op:

”Brækhus knækkede blondinen”

Er Paradise Hotel nået nye dybder i den menneskelige dårskabs navle? Eller hvad søren går den overskift ud på?

Vi har jo hele to opkastningsmetaforer i henholdsvis ”knækkede” (man kan tale om ”at knække sig”) og i, ja … ”brækhus”. Hvad pokker er det? Kunne man forestille sig et overbrækket Big Brother-agtigt hus efter en fuldefest med nogle linselusede unge mennesker? Jeg vil i hvert fald ikke afvise at jeg i forsøget på at få mening ud af overskriften anspores den møgulækre fantasi eller forventning at artiklen handler om en blondine der brækker sig på grund af lugten i et hus hvor alle andre har brækket sig. Det får da på en eller anden måde ”Brækhus knækkede blondinen” til at give mening.

Det måtte opklares, så jeg klikkede videre:

Okay, wrestling …

Måske mudderwrestling? Og hvad har det med bræk at gøre? Det er fandeme ulækkert.

Nej, boksning:

A’hva’?! Det er en der hedder Brækhus!

Ja, nemlig: En norsk bokserinde, og det er – i modsætning til alle signaler og konnotationer i billedet – ikke den brækmønstrede top til venstre, men derimod den det nydelige, sydøstasiatiske ansigt til højre. Billedet er taget før ”boksebabe-braget”, hvor kropssproget hos Mikaela Laurén synes at sige: ”Jeg vinder!”, mens kropssproget hos Cecilia B… synes at indføje et ”Men …” – et ”men” som så skulle vise sig at holde stik.

Apropos ”men” … men der melder sig et spørgsmål:

Kan dette menneske virkelig hedde Brækhus til efternavn?

Er disse nordmænd ikke klar over hvilke associationer det skaber hos en dansker? De må da for fanden vide at den er helt gal.

Nå, men hvis vi tænker os om, er der vel en god grund til at sådan et navn kan opstå. ”Bræk” betyder ikke umiddelbart noget i sig selv på norsk, men det er svært at løbe fra at det er en sammensætning med ”hus” – ordet kan rimeligvis ikke knække andre steder end ”bræk-hus”, og hus betyder mere eller mindre hus på norsk.

Så hvad kommer bræk fra? Måske er det en skandinavisering af det engelske break, og så kunne efternavnet jo være dannet efter ”huset hvor solen står op”, eller et hus der ligger hvor en vej eller noget andet i landskabet knækker. Det var da et forslag, men med etymologi i særdeleshed skal man ikke tro; man skal vide. Derfor har jeg skrevet en mail til sprogprofessor Lars Sigurdsson Vikør på Universitetet i Oslo, Institutt for lingvistiske og nordiske studier, og han gav allerede den efterfølgende dag et brugbart svar.

Men et noget overraskende svar, vil jeg nok sige. Med bergensisk nynorsk bogstavering skriver Lars Sigurdsson Vikør følgende til mig:

”Brækhus er ein dansk skrivemåte av eit norsk gardsnamn Brekkhus (på Voss, Hordaland fylke) – mange norske etternamn stammar frå bondegardar, men er blitt fordanska fordi det såg finare ut når folk flytta til byen (Brækhus-familien er meg bekjent ein Bergens-familie). Brekkhus kjem av gammalnorsk "brekka", som betyr 'bakke', altså 'huset (eller 'garden') i bakken'.”

Brækhus kommer altså af Brekkhus der betyder huset eller husmandsstedet på bakken (”brekka” = bakke). Når det ikke staves Brekkhus, men Brækhus, er det fordi dansk ortografi har været finere i det urbaniserede Norge. Det kan være i tiden før 1814 hvor Danmark ejede Norge, men på et opfølgende spørgsmål svarer Vikør at det også kan være efter 1814, idet påvirkningen fortsatte længere (måske i protest mod at blive tvunget i union med svenskerne straks efter). Et slag på tasken om at Brekkhus er blevet til Brækhus i 1700- eller 1800-tallet er formentlig ikke så tosset.

Men tosset er det dog med Brækhus. For vi har altså den komplet absurde situation at det danske sprogøje der i dag vil se ”Brækhus” som noget temmelig ulækket, selv tilskyndede Brekkhus ændret til Brækhus fordi det for omtrent 200-300 år siden påvirkede nordmændene til at anse Brækhus for finere.

Jeg kan ikke lige nu lave en dybere etymologisk-historisk undersøgelse af bræk på dansk, men hvis man slår op i Ordbog over det danske Sprog, som dækker ældre dansk fra cirka 1700 til cirka 1950, kan man konstatere at bræk i betydningen opkast i hvert fald eksisterede før 1950. Blot ligger det som sidste betydningsmulighed, hvor det i dag, i Den Danske Ordbog, ligger som den første betydningsmulighed.

Så brugen af bræk i betydningen opkast er altså øget over tid, mens andre betydninger er faldet i hyppighed. Hvornår opkast-betydningen begyndte, ved jeg ikke. Men jeg vil gå ud af mit gode skind hvis det viser sig at brækhus på dansk kunne betyde ”opkastningshus” på det tidspunkt hvor nordmænd lokkedes til at stave deres ærværdige efternavn sådan.

En undersøgelse popper op

2010-11-11T14:08:00.004+01:00

En undersøgelse popper op. Undtagelsesvist trykker jeg på ”okay, for pokker, så lad mig da svare på jeres intetsigende segmenteringsspørgsmål, nu hvor I alligevel har truffet mig i et apatisk vakuum af glemsel om hvad jeg er i gang med”-knappen.

Men der sker ikke så meget:

Hm, okay, F5:

Nej, helt ærlig, jeg tror bare jeg må videre. Men tak for forstyrrelsen – det er altid hyggeligt – og held og lykke med at få jeres svar hjem.

Skriveiversen

2010-11-08T18:06:00.009+01:00

hans kontante konkretlyriske gemyt har ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik

Formuleringen stammer fra Ebbe Iversens i øvrigt ligetil og klart formulerede anmeldelse af Jørgen Leths Det erotiske menneske. Her tager jeg et pænt uddrag af anmeldelsen, så formuleringen forstås i den rette kontekst:

//
Værre er det dog, at filmens titel rummer et falsk løfte. Tilværelsens erotiske dimension finder man i glimtet, antydningen og det delvis skjulte, men den slags opererer »Det erotiske menneske« slet ikke med.

I stedet er den fyldt med billeder af passive nøgne kvinder – præget af Jørgen Leths forkærlighed for farvede damer med frodig kønsbehåring – og skønt kameraet gerne zoomer ind på de mest intime dele af deres anatomi, kommer der altså ikke erotik ud af dét. Derimod opstår en lidt ubehagelig følelse af at sidde og kigge i en gammel gris' personlige fotoalbum.

Det er utvivlsomt uretfærdigt, for Jørgen Leths intentioner med filmen er garanteret noble, men hans kontante konkretlyriske gemyt har ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik, og derfor bliver »Det erotiske menneske« mere kedelig end kødelig.

Den lange række på- eller afklædte kvinder, der som marionetter vises frem i filmen, demonstrerer tilværelsens ulidelige liderlighed, selv om det retfærdigvis skal tilføjes, at filmen også rummer mange nærbilleder af instruktøren selv og altså ikke kun er voyeuristisk, men også narcissistisk. Man gaber og tænker, at nogle cykelryttere ville have gjort underværker.
//

At den indviklede formulering uden tvivl er ugens formulering i journalistkredse, understreges af at ATS i gårsdagens søndagsudgave af Politiken citerede den – uden reference. Og den er da også fantastisk … indviklet. Hovedsageligt fordi Ebbe Iversen kan formulere sig færdig uanset i hvilket hjørne han begynder sin sætning, og i dette tilfælde ikke har gidet, eller haft tid til, at overveje om det kunne gøres lidt enklere. Der er med andre ord en vis suveræn dovenskab i at aflevere sådan en sætning, og det kan heller ikke afvises at Iversen er helt bevidst om at den stikker ud fra resten af artiklen, og at han morer sig over det.

Samtidig rummer sætningen jo Iversens hovedforklaring på hvorfor Det erotiske menneske falder til jorden. Det er altså anmeldelsens nøglesætning, og det er ikke usandsynligt at en ældre herre af respekt for en anden ældre herre løfter en sådan sætning op over pøbelen af ren og skær agtelse for den han kritiserer; men også for at give udsagnet omhyggelighedens vægt: Netop ved at udsagnet ikke er perfekt velklingende, men møjsommeligt at læse, vises en ydmyghed. Jeg tror nu ikke at dette er helt og fuldt bevidst fra Iversens side.

Lad mig pege på de udsædvanlige sproglige ting som hver især tærer lidt mere på hjernekapaciteten end normalt, og som tilsammen gør sætningen indviklet:

hans kontante konkretlyriske gemyt har ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik

1: Ingen af nominalleddenes kerner, ”gemyt”, ”flair” og ”flagrende”, danner solide grundpæle for forståelsen, men er på hver deres måde ”forskudte”:
1a: Grundleddet, ”hans kontante konkretlyriske gemyt”, er en ejefaldskonstruktion.
1b: Med ordet ”gemyt” som kerne i grundleddet har sætningen en sjælden agens i forhold til at have flair for noget – det er usædvanligt at tale om at et gemyt har ”flair” for noget.
1c: Det tunge prædikat ”ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik” har et lille uhåndgribeligt ord, ”flair”, som kerne – det er en kolos på en lille lerfod.
1d: Nominalleddet ”det kapriciøst flagrende i erotik” (som er bygget ind i prædikatet) har en lang tillægsform, ”flagrende”, som kerne – og lang tillægsform er reelt et verbum (at flagre) der optræder som prædikat – og en sjælden gang som substantiv (subjekt eller objekt), hvilket sker her.
2: Ordet ”konkretlyriske” er Ebbe Iversens egen sammensætning – den er oplagt og forståelig, men kræver alligevel en tolkning som dybest set kun giver mening når man kender den egenskab i Leths sprog som MÅ være det Iversen henviser til.
3: Ordet ”kapriciøst” kan de færreste forstå før de har slået det op.

Det var 6 grammatisk-sproglige usædvanligheder samlet i én sætning.

Ud over disse, som tilsammen gør sætningen indviklet, bidrager ordene ”kontante”, ”visuelt”, ”sporbare” og ”erotik” yderligere til en æstetisk fornemmelse af fint smedejernsfiligranarbejde.

Men lad os nu prøve at forstå sætningen.

For at reducere ligningen en smule udskifter vi ”hans” med Jørgen Leths:

Jørgen Leths kontante konkretlyriske gemyt har ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik.

Det første vi må gøre for at analysere formuleringen sprogligt, er at få et overblik. Vi kan fx nedpakke to af de tre omfattende nominalled, så der tilbage står:

[Noget] har ingen visuelt sporbar flair for [noget].

Det er egentlig det mest indviklede ved sætningen der står tilbage her. De to nedpakkede nominalled er ikke så svære, bl.a. fordi de handler om noget velkendt, nemlig henholdsvis noget med Jørgen Leth og noget med erotik.

Det første ”noget”, nemlig ”Jørgen Leths kontante konkretlyriske gemyt”, er genkendelig hvis vi er bekendte med at Jørgen Leth i høj grad benytter sig af et konstaterende sprog. I en simpel udgave kunne man godt erstatte formuleringen med ”Jørgens Leths sproglige metode”. Formuleringen bliver som sagt lidt uhåndterlig af at det ikke er Jørgen Leth eller hans sprog eller metode der er kernen i formationen, men derimod hans ”gemyt”. Som kernen i sætningens agens (altså sætningens aktive grundled) er gemyt et ikke grammatisk forkert men dog pudsigt ord at sætte sammen med et mere personificerende verbum som ”at have flair for noget”. Gemyt er ligesom holdninger og synspunkter oftest kernen i et prædikat til et substantiv (grundled eller objekt): ”Han har et roligt gemyt”, ”Du finder altid et provokerende synspunkt”. Og når vi gør gemyttet, holdningen eller synspunktet selv til grundled, kan vi normalt kun putte lighedstegsverber (prædikats- og sammenligningsverber) på – altså ”er”, ”har været”, ”vil blive”, ”tåler ikke sammenligning med” eller ”gør”, ”synes” osv. i lignende betydninger: ”Hans gemyt er altid roligt”, ”Deres holdninger synes mig noget forældede”. Man ville ikke kunne sige at en holdning havde flair for. At tale om hvorvidt et ”gemyt” har flair for noget, kræver derfor lidt grammatisk-kognitivt ekstraarbejde. Det kræver at gemyt er noget som kan besjæles – at et gemyt kan have evner og meninger – altså indre processer og ikke blot indbyggede egenskaber. Hvorvidt et gemyt kan have det, er mig bekendt sprogligt uafklaret (og findes derfor kun i dovne formuleringer). Men ”gemyt” giver mening forstået som ”Jørgen Leths fortællende persona”.

Det andet nedpakkede nominalled, nemlig ”det kapriciøst flagrende i erotik”, er grammatisk let nok at forstå. Så hvis man er barn, vil man acceptere at man ikke forstår indholdet, men dog vide præcis hvad det er man ikke forstår. Indholdsmæssigt vil det for mange – også andre end børn – nok kræve et ordbogsopslag. Lad os se hvad kapriciøst betyder? Ja, det betyder mere eller mindre noget med lunefuld. Det giver mening: Vi forstår at erotik kan have noget lunefuldt flagrende – lad os sige lunefuldt skiftende – over sig. Eller endnu mere forståeligt og forsimplet: erotisk tiltrækning er lunefuld og omskiftelig. Den kognitive sværhedsgrad øges som sagt af at det er den lange tillægsform ”flagrende” der spiller rollen som kernen i nominalleddet.

Lad os lige se på den nedpakkede sætningsstruktur igen:

[Noget] har ingen visuelt sporbar flair for [noget].

Ja, der er jo et tredje nominalled: ”(ikke nogen) visuelt sporbar flair”. Det handler om ”en evne til at visualisere” eller ”en evne til at fange”.

Vi kan altså oversætte Ebbe Iversens udsagn til eksempelvis:

Jørgen Leths konstaterende iagttagelser indfanger ikke erotikkens lunefulde væsen.

Dette er en simplere formulering, ikke nødvendigvis en bedre. Jeg kan godt lide Ebbe Iversens formulering, selv om den er grammatisk doven og generelt indviklet, snarere end den er sprogligt skarp. Jeg kan godt lide at den – som en undtagelse – bryder med almindelig journalistisk lix. Derfor er denne nørdede svømmetur blot ment som en service.

Signs of Sanity

2010-11-04T22:51:00.001+01:00

Rally to Restore Sanity and/or Fear samlede i lørdags, den 30. oktober, omkring 215.000 mennesker på The National Mall foran Det Hvide Hus i Washington D.C. Dagsorden var bred og ikke-politisk, nemlig en protest mod den mediedrevne politiske retoriks alt andet end konstruktive adfærd.

Det var sikkert den brede dagsorden der dannede grundlaget for en sjældent set kreativitet og åndsfriskhed blandt demonstranter. Og det var sikkert ånden fra værterne, de to skarpe humorister Jon Stewart og Stephen Colbert, der gav iderigdommen et ekstra skud vitaminer. De to er i høj grad ord- og kommunikationskløvere, og at deres publikum også er det, kan man forvisse sig om ved at gennembladre diverse billedserier fra stævnet (links nederst).

At få det fulde udbytte af bannere og t-shirts fordrer selvfølgelig et vist kendskab til konteksten, den politiske debat i USA, eksempelvis når man ser 3 kvinder udklædt som tekopper, ledsaget af 2 mænd udklædt som Earl Grey-teposer (selvfølgelig med reference til Tea Party-bevægelsen), eller når man ser en gruppe kvinder udklædt som hekse (en reference til guvernørkandidat Christine O'Donnell der har følt sig nødsaget til i sin valgvideo at proklamere at hun ikke er en heks). Men denne kontekst af historier kender vist alle danskere der følger bare lidt med, og det er jo netop disse historier der gør at der er noget at spille bold op ad, og som dermed har gjort mange af demonstranternes udklædninger og bannere så raffinerede.

Et enkelt skilt udmærker sig som et af de mest geniale nogensinde set. Og fotoer af det er da også allerede meget efterspurgte på chats verden over. Med en meget vellykket visuel retorik fortæller skiltet simpelthen at ”Hitler er Hitler”:

Sådan! I sin provokerende (og saglige) simplicitet tager skiltet retorisk pis på amerikansk dunderretorik såvel som det er en saglig kritik af alle de demagoger fra både den ene, anden og tredje kant som sammenligner deres modstandere med Hitler. Det kender vi jo også i Danmark. Men der kommer aldrig noget klogt ud af sammenligningen, for ingen er som Hitler, og sammenligningen med Hitler vil altid være overdrevet og misvisende på den ene eller anden måde.

Dette skilt kan jeg også godt lide. Det er en udvikling af KISS-modellen, som i normal praksis er en husker til produktudviklere, layoutere, programmører, retorikere, web-skribenter m.fl. om ”keep it simple, stupid” eller ”keep it simple & short”. Jeg indlæser en skarp pointe i skiltet, for ”sane” (dvs. fornuftig og retvisende) er et kommunikations- og debatkrav som er mere grundlæggende end ”simple” og ”short”. For at kommunikation overhovedet skal lykkes, må man tale ud fra commonsense, og man må nødvendigvis være enige om hvad det er man er uenige om. Denne common ground er i høj grad feset ud under kortheden og ”klarheden” i afgørende dele af amerikansk politik.

I en politisk kontekst spiller ”stupid” imidlertid også på den berømte linje ”it’s the economi, stupid”. Linjen stammer fra et lille skilt som Clintons rådgiver James Carville hang op for at huske alle på at det var en af nøglerne til at vinde valget mod Bush den ældre i 1992, og siden har politiske kommentatorer kanoniseret frasen og løftet den til en sandhed om evnen til at vinde et valg (i USA). Noget tyder på at de har ret: Vi ser netop at Obamas popularitet i dag er hårdt ramt af stor arbejdsløshed og dårlig økonomi, uanset om det er hans skyld eller ej. Det drejer sig om økonomi, fjols.

Til sidst vil jeg fremhæve dette foto som det smukkeste foto. Jeg hentyder med andre ord til hele scenen som sådan og ikke bare skiltenes ordlyd:

Er det ikke dejligt?

Her sidder et formentlig livsklogt og afslappet par – hvilket giver ekstra vægt bag den evige sandhed på det venstre skilt: ”Alt med måde” (underforstået med en vis åbenhed over for ... alt). På det højre skilt kommer så det humoristiske twist af en fortsættelse: ”… endda onani”. Sidstnævnte refererer til tidligere nævnte Christine O'Donnell som siden hun var ung politiker – Gud hjælpe hende – har bekæmpet retten til at onanere. (Så hun ER de facto en heks; jeg har svært ved at komme i tanke om en mere tvingende definition. Men det kræver vel også sin overnaturlige kunnen at kontrollere et sådant forbud.)

En anden demonstrant skriver på sit skilt: I masturbate, and I vote (but not usually at the same time). Et frihedens budskab, kan man sige. Det kan du selv finde.

Jeg har kigget på billeder hos Berlingske og hos TPM.

Peter Pjevs ikke den eneste

2010-10-31T21:43:00.006+01:00

Ok, dette er meget lille blogindlæg. Men det er da lidt sjovt at den tidligere julegæsteskribent, Peter Pjevs, ikke er den eneste der skriver ”lades sig gøre”. Her er det i bunden af en Ritzau-artikel gengivet på Berlingske.dk den 4. oktober:

Men for nye læsere kan dette jo bruges som en reklame for Peter Pjevs’ 24 indsigtsfulde indlæg. Man kan fx begynde med Arvesønnen hvori han demonstrerer sprogbrugen.

...
..
.

Regnevrøvl i Berlingske

2010-10-28T15:14:00.010+02:00

I artiklen ”Social arv giver stor karakterforskel” fortæller Berlingske den 6. oktober at:

Man kan undre sig over at denne statistik får pædagogisk konsulent i børne- og ungdomsforvaltningen Claus Detlef til i samme artikel at udtale at ”Forskellen er overraskende stor”. Ja, man kan undre sig over at det overhovedet skal være en nyhed. Det er vel nærmere en meget lille forskel at kun 20 procent af børn med svagest baggrund får 1,6 mindre i snit, især hvis det, som man må underforstå, er de dårligste 20 procent af denne kategori af børn. Eller man kan sige: Det er fantastisk at KUN 20 procent af børn med dårlige kår scorer 1,6 mindre i snit, for det implicerer jo at 80 procent af børn i dårlige kår klarer sig anderledes godt.

Men kære berlingerjournalist: Det er altså heller ikke det Politiken skriver – som I ellers hævder. Politiken skriver i deres tilsvarende indledning:

Ja, der mangler godt nok et vigtigt slutkomma efter ”baggrund” som Berlingskes udgave har, men bortset fra det, ser vi her en anderledes korrekt sammenhæng. Politiken taler om de 20 procent af alle børn som udgør kategorien af børn med svag baggrund, hvilket Berlingske får forvansket til 20 procent af børnene inden for kategorien.

Lad os se nærmere på hvad der går galt. Her skriver jeg først Politikens formulering, som er den originale, og derefter Berlingskes:

Berlingskes journalist, redaktør eller korrekturlæser har dummet sig gevaldigt. Men på absurd vis kan det meget vel være den prisværdige rettelse af Politikens kommafejl der har været startpunktet for en række af uheldige tanketorsk. For opdagelsen af at der slutter en ledsætning ved ”baggrund”, har højst sandsynligt fået vedkommende til at studse en kende for meget over ledsætningens start og tilknytning. Fejlagtigt har vedkommende kigget på ”børnene” som dét bestemte substantiv (den kerne) som den bestemmende relativsætning tilslutter sig:

”børnene, der har den svageste baggrund”

Når vi har med en bestemmende relativsætning at gøre, er det – stærkt tilskyndet af det grammatiske startkommas manglende skelnen – bedre at formulere sig ”de Xer som …” end ”Xerne som …”. Forklaring:

…

”børnene, der har den svageste baggrund”
Her er – ved brug af grammatisk komma – tvivl om hvorvidt ledsætningen er en bestemmende relativsætning eller en ”i øvrigt-sætning” (selvstændig/parentetisk ledsætning). Ved nyt komma ville udelukkende den selvstændige ledsætning have startkomma.

”de børn, der har den svageste baggrund”
Derfor er denne formulering – specielt ved grammatisk kommatering – bedre, fordi den entydigt signalerer at det er en bestemmende relativsætning.

…

Sandsynligvis er det derfor at ”børnene” er ændret til ”de børn”, hvorefter ”de” foran ”20 procent” er fjernet fordi det nu lød mærkeligt.

Men her burde man have løftet blikket og opdaget den igangværende brøler!

Problemet er nemlig at den bestemmende relativsætning ”der har den svageste baggrund” ikke knytter sig til en kerne som hedder ”børnene” eller ”de børn”, men derimod til en kerne som hedder ”de 20 procent af børnene”. Mere enkelt kan man sige at det bestemmende ”de” i begge tilfælde korresponderer med den bestemmende relativsætning, hvorfor Berlingskes sætning bliver noget vrøvl i forhold til realiteterne:

I Politikens tekst er ”20 procent af” med til at definere kategorien, i Berlingskes kommer ”20 procent af” til at stå uden for kategorien og bliver således 20 af børnene med de dårligste vilkår, altså en andel af andelen. Og det er jo noget vrøvl.

Man skal ikke overlade sproget til folk der ikke kan tænke og regne.

...
..
.

Farvel til Peder Skyum-Nielsen

2010-10-24T15:20:00.005+02:00

Det er vist ikke mere end 3-4 måneder siden at jeg kort hilste på Peder Skyum-Nielsen (gift til Peder Skyum-Aagaard i 2009) i stillekupeen i IC3-toget, hvor han sad sammen med sin kone. Jeg havde de allerseneste år lært ham at kende i et par mailvekslinger om noget sprogligt og bogligt. Og ikke mindst under et arrangement hos DR med rundvisning: Her fulgtes vi lidt ad, og jeg lærte jeg ham at kende som et venligt og intelligent menneske med lune og kant.

I mange år før da kendte jeg ham mest som den grammatiske bror til den litterære Erik Skyum-Nielsen og som medforfatter – sammen med Henrik Galberg Jacobsen – til grundfagsbibelen på dansk- og retorikstudierne, Dansk sprog – en grundbog, som indeholder det meste af hvad man skal vide om sætningsgrammatik og skriftsproglig analyse, og som blev genudgivet i en opdateret udgave i 2007.

Jeg har også hans bog ”Sætningen” fra 2008 stående – med personlig hilsen i omslaget. En bog han primært lavede til journalister (på DR) for at lære dem bare en smule om sætningsgrammatik og om at skrive mere rent. Den er faktisk formuleret lidt som en grammatisk ”børnebog” til journalister, hvilket der helt klart er behov for, men den eksponerer også meget tydeligt de dele af Peder Skyums bidrag til dansk grammatik som jeg ikke er så begejstret for:

I såvel Dansk sprog – en grundbog som Sætningen fører Peder Skyum et noget ensidigt togt mod såkaldt sætningsforvægt. Dét at helsætningens finitte verbum ligger (for) langt bagud i sætningen, som fx:

”Da vi ikke har vidner til hvad der er foregået før vi nåede frem, bliver det påstand mod påstand”.

Og her er jeg fagligt uenig, for hvis sætningen er semantisk logisk i sin rækkefølge, og hvis den første information er velkendt eller danner nye klare billeder på nethinden, gør det ikke noget at det er en længere betingende ledsætning.

Peder Skyum er dog ikke alene. Hele danskfaglighedslitteraturen er gået over i den modsatte grøft i reaktionen mod kancellistilen, blandt andet fordi denne danskfaglige litteratur blev skrevet omkring 70’erne og kun er genudgivet med små opdateringer siden. Jeg skrev en opgave om Dansk sprogs overdrevne formaninger mod sætningsforvægt i 2007 og fik i 2008 lejlighed til at forelægge den for Henrik Galberg, hvilket fik ham til at ærgre sig over at han ikke havde set min kritik før den nyeste opdatering af bogen i 2007.

Opdateringen har blandt andet betydet en udvidelse med Peder Skyums mange nye betegnelser for en sætnings forløb i trappediagrammet. Ovenstående eksempelsætning ville således have det formelle navn ”toned-tripop” og kælenavnet ”store galge”. Bemærk denne værdiladede advarsel mod noget som altså er en helsætning der starter med en betingelsesledsætning indeholdende en ledsætning indeholdende en ledsætning (to trin ned) for til sidst at slutte med sætningsstammen på helsætningsniveau (tre hop opad). Her bliver Peder Skyum for pjattet efter min smag, og ved mødet med Galberg i sin tid forstod jeg da også på ham – mellem linjerne naturligvis – at det var Peder Skyums show.

Måske var det en byttehandel for at få lov at sætte nyt komma i Dansk sprog, for det med fornuftigt komma i stedet for grammatisk komma var Skyum ikke overbevist om – sandsynligvis fordi viden om hvor trappen i trappediagrammet går ned, forudsætter viden om hvor de meningsløse og uplacerbare startkommaer skal placeres. De to ting hænger altså sammen: Man kan ikke lave trappediagrammer uden at kunne sætte korrekt grammatisk komma. Sagen er bare at man ikke behøver nogen af delene, heller ikke som grammatiker i en mere meningsfuld og lingvistisk-semantisk orienteret grammatisk tradition end den der desværre er altdominerende i Danmark i dag. Til Skyums fortjeneste skal dog siges at han holdt lav profil i kommakrigen og mig bekendt aldrig udtalte sig offensivt til fordel for grammatisk komma. Han brugte det bare, ligesom de journalister han forsøgte at opdrage.

Langt mere på linje med Peder Skyum er jeg i hans kampagne for et tydeligere talt dansk. Her er jeg rørende enig med ham: Ingen normalthørende kan høre hvad Mads Mikkelsen mumler, og ingen kan være tjent med at vi såvel i medier som i private sammenhænge overspringer så mange stavelser og rammer så mange vokaler skævt at betydningen tabes på gulvet (et fænomen som bl.a. det berømte satireklip fra NRK tematiserer). Hvis vi en dag vedtog for alvor at bringe den skrevne ortografi mere i overensstemmelse med normal dansk udtale, ville vi opdage at de to snarere skulle mødes på midten, idet en ren transskription af vores nuværende udtale ville medføre et meget lille ordudvalg hvor ét ord ville kunne betyde 5-6 forskellige ting, og det går ikke. Distinktionen i vores udtale er under niveau for et meningsfuldt og nuanceret sprog. Så uanset hvad man mener om skriftsprogets krummelurer, er vi under alle omstændigheder nødt til at overveje hvad vi gør når vi ævler – overveje om ikke det kunne betale sig at sige lidt mindre, lidt langsommere og lidt tydeligere og mere helhjertet. Her har Peder Skyum fat i den lange ende. Men jøsses hvor er han alene med sin løftede pegefinger.

Ja, netop. Jeg kan virkelig godt lide ham for at turde være et brokkehoved. I modsætning til Dansk Sprognævns og associeredes filosofi om ”ingen løftede pegefingre” – en filosofi som jeg med modsat fortegn har gjort til min egen (se banneret øverst på bloggen) – var det Peder Skyums kald at løfte pegefingeren, og det elsker jeg ham for. Det var til at arbejde med!

Nu er han væk. Det skete i mandags, den 18. oktober. Alt for tidligt – 62 år. Det føles meget voldsomt.

Jeg tror nok at jeg dér i IC3-toget – med en vis indre angst for selve formuleringen – sagde: ”Vi mailes ved!” Da havde jeg ganske vist hørt at han var ”syg”, men af os tre var det kun ham og konen der vidste hvor syg, og af hvad. Måske var det derfor jeg kun fik et nik tilbage; måske bare fordi det var en stillekupe.

Men så mailes vi altså ved her. Jeg har på ingen måde adkomst til eller noget ønske om at skrive en fyldestgørende nekrolog, og det tilhører vist heller ikke konventionen at give faglig kritik eller skrive lige så meget om sig selv i en sådan. Så dette er ikke en nekrolog. Men som et af de sprogmennesker der betød noget for mig helt op til sin død, kan Peder Skyums pludselige fravær fra denne verden ikke bare forbigås upåagtet af denne blog. Derfor dette helt subjektivt vinklede indlæg om mine oplevelser med Peder Skyum og hans virke.

…

Du kan læse Peder Bros fine nekrolog på berlingske.dk.

Harry Potters mor

2010-10-19T20:39:00.004+02:00

”Harry Potters mor” – udtrykket kan være en acceptabel og kort variation over titlen ”forfatteren J.K. Rowling, der står bag Harry Potter-bøgerne”. Men brugt med den konsekvens som vi ser fra alle større medier i Danmark, inklusive TV Avisen på DR, forekommer det mig efterhånden at være både kvalmende og skræmmende.

Umiddelbart er der to grunde til at jeg væmmes over den konsekvente brug af udtrykket ”Harry Potters mor”: Dels min mistanke om at det skyldes at man mener man taler til børn, hvorved man i mine øjne taler ned til børn. Og dels min mistanke om at man taler ned til mønsterbryderen Joanne Kathleen Rowling der, før hun fik succes med Harry Potter, var enlig akademiker-mor delvist på dagpenge. Jeg er ikke så tilbøjelig til at tro at det er fordi hun er kvinde at man ikke under hende tituleringen ”forfatter”, men blandingen af mønsterbryder og kvinde kan godt gøre det. Og det er lige før at betegnelsen ”rugemor” er underforstået.

Men måske ligger forklaringen ikke i ubevidst nedladenhed. Måske er det bare en ny – og brækfremkaldende – måde at gøre ting nære og vedkommende på, hvilket selvfølgelig hænger sammen med det at tale børnesprog. Samme brækfremkaldende måde som når en hund eller et andet husdyrs ejer kaldes dets mor eller far. Rigtig Jes Dorph-Petersen-sprog, så at sige.

Alt dette er kun gisninger. Det korte af det lange er at jeg hader udtrykket ”Harry Potters mor”. Har man da med samme konsekvens talt om Tintins far, om Cirkelines mor eller om Buster Oregon Mortensens far? Udtrykkene kan være faldet, men da absolut ikke med en sådan konsekvens at det ligner bevidst og systematisk branding – eller brændemærkning – af en ophavsmand (M/K).

Hm …

Måske er det i virkeligheden den kunstneriske kortslutning der fornærmer mig mest: Jeg vil mene at en forfatter må være i ligeværdig dialog med sin helt eller heltinde uanset dennes alder. I øjenhøjde. Et kollegialt, søskendeagtigt eller selvdialogisk forhold. Derfor kan en forfatter per definition ikke være mor eller far til sin helt, lige så lidt som forfatteren kan være mor eller far til sit eget mindreårige jeg. Det er en form for kunstnerisk incest at kalde Joanne Kathleen Rowling mor til Harry Potter. Ja, jeg tror det er der kvalmen primært ligger.

Solstik

2010-10-16T17:09:00.005+02:00

Denne sommer fik jeg solstik i rigelige mængder.

(Krydsningen af solbær og stikkelsbær hedder også "jostabær".)

De Konservatives egen lille verden

2010-10-12T16:22:00.008+02:00

Der er skrevet meget om misbrugen af Nanna Lüders Afrika-sang ved festen på det konservative ”Landsråd 2010” i weekenden 2.-3. oktober i Aalborg. Mest fordi de konservative folketingsmedlemmer ser fjollede ud på scenen og synger ad helvede til, hvilket er sjovt at overvære på et tidspunkt hvor de ikke er voldsomt populære i forvejen. Sekundært fordi Nanna Lüders er sur over det. Og måske også en lille smule fordi Ekstra Bladet, som har optaget videoklippet, først havde det online, så tog det af og derefter puttede det på igen.

Det er sjovt at se den konservative tops manglende smag og musikalske evner. Som en af mine twitter-venner skrev da han linkede til klippet: ”Og de har siddet på Kulturministeriet i 9 år!”.

Det er sjovt at Mike Legarth ikke kender den hårfine forskel på politiuniform i arbejde og åbentstående politikostume til fest og derfor ikke har så meget begreb om associationerne i sidstnævnte. Det er sjovt at de fire leadvokaler slet ikke kan synge – Vivi Kier fremstår, især i kraft af sin attitude, som en jysk Louise Frevert i fri dressur til CD’s deroute, Kurt Scheelsbeck synger som en slags Jacob Haugaard der synger lidt mere falsk end Jacob Haugaard, Charlotte Dyremose lyder som en kælvende ko på glatis, og Rasmus Jarlov – det mindste onde – holder, ligesom de andre, tonerne til han mener at have ramt dem rent og skifter så til næste tone/stavelse på det mest sikre og gumpetunge røvballemusikalske taktslag. Hvis musikalsk intelligens siger noget om generel intelligens – og det føler man jo nok det gør – så er selv Jarlovs sangforedrag mistillidsvækkende.

Alt dette er sjovt, men ikke så interessant eller overraskende. Og selvfølgelig skal De Konservative have lov til at pjatte lidt og more sig ved deres egen fest – med de evner de nu har.

Det jeg finder interessant, er den himmelråbende analytiske stupiditet der ligger bag sangvalget, når man ser på såvel sangens tekst som dens kontekst.

For at tage det sidste – konteksten – først: Ja, Nanne Lüders (som er en af Danmarks mest fremragende sangere og komponister) overreagerer, og det gør hun muligvis lige så kynisk for at fremme sin sag som enhver politiker gør for at fremme sin. Men hvor kvajet er K-toppen ikke også når den vælger Afrika-sangen? For det første burde man vide at Nanne Lüders de senere år har markeret sig politisk med protestsange til venstre for SF, hvorfor hun næppe vil forholde sig positivt eller blot passivt til en kunstnerisk gruppevoldtægt fra Lene Espersen og co. For det andet må det, selv for så kulturelt tonedøve hjerner som hos de konservative, om ikke andet i kraft af Natasja-DF-krigen, være trængt ind at det er kontroversielt at låne fra så symbolladet pop, og at DF med deres bevidste antiintertekstuelle provokation har opbrugt mere end kvoten.

Okay, det var konteksten, men det bliver værre endnu: Teksten.

I originalteksten til ”Afrika” (1985) hedder første linje følgende:

Alle går vi rundt i vores egen lille verden / Drømmer om guld og grønne skove og den store kærlighed.

Alle danskere kender disse linjer mere eller mindre bevidst. Og man behøver ikke at være en særlig rutineret tekstanalytiker for at forstå at linjerne handler om selvtilstrækkelighed og manglende evne til at forstå andet end sin egen verden.

Første linje i den parallelle tekst som den konservative top sang fra scenen, lød:

Alle går vi rundt med konservative drømme / Drømme om valg og mange stemmer og en periode til.

Ja ja, det er bare en åndssvag lejlighedssang i festligt lag. Men det ændrer ikke ved at man hermed kommer til at associere det konservative program med selvtilstrækkelighed – for den originale tekst klinger sgu da med. På mest effektive og subliminale vis har man fået co-brandet konservativ politik og selvtilstrækkelighed. Det er nærmest mirakuløst dumt.

Dum er selvfølgelig også omkvædets desperate besværgelse, der mest af alt lyder som Komiske Ali eller Hitler i marts 1945:

Konservative, konservative. Det bliver bedre dag for dag. Vi bliver flere og flere konservative. Vi gir’ hvad vi har for vores sag.

”Rigtige venner” havde for eksempel været et selvironisk og langt bedre valg af melodi til en lejlighedssang netop nu, men realiteterne synes at være for hårde for den konservative ledelse. Og af frygt for at lyde amagerhylde- og dansktopagtig – og dermed ramme ved siden af – har man alligevel ramt totalt ved siden af ved fuldstændig kulturløst at vælge den forkerte melodi til hvad man sikkert selv opfatter som en moderne firserkitschet spøg i medvind.

Firserkitsch er bare ikke moderne mere, vi er faktisk kommet frem til at pudse kvalitet fra 80’erne af, og uanset at ”Afrika” er orkestreret med alle firserdyder og -klicheer, er den meget originaltro genindspilning af ”Afrika” fra i år delvist et led heri. Men det forstår Brian Mikkelsen og Charlotte Dyremose naturligvis ikke. Det ved vi godt.

Det er længe siden DF overhalede K og blev landets tredjestørste parti. K er siden sunket endnu længere ned og er for nylig overhalet af Liberal Alliance. Alt dette er ikke så mærkeligt, for det er ikke længere DF der er mest præget af landsbytosser, og det er heller ikke Liberal Alliance der er mest præget af storbytosser. Det førende tosseparti i dag er blevet De Konservative. Det er faktum.

Derfor har jeg også ondt af Per Stig Møller, Connie Hedegaard og Lars Barfoed, omkring hvilke et seriøst parti kunne opbygges sammen med nogle af de gode kræfter som har forladt partiet i de seneste år, men det skal desværre nok gå meget værre endnu.

http://ekstrabladet.tv/flash/article1423786.ece

. . .
. .
.

I begyndelsen var ordet latter

2010-10-09T16:50:00.012+02:00

Ordet ”LAUGHTER” (latter) lyste op så man kunne se det fra mange steder i Oslo. Fx helt oppe fra Karl Johans gate hvor flere sidegader strakte sig i retningen. Eller fx fra Akershus Festning der lå ude ved havnefronten ligesom neonskiltet selv.

LAUGHTER – hvor dekadent, tænkte jeg, og også lidt opfriskende.

Siden kom jeg tæt på den opstillede portal med neonskiltet foran ”Nobels Fredssenter”. Der skulle have stået ”SLAUGHTER”, åbenbart et af de her frelste venstreorienterede værker uden realitetssans; en kunstnerisk gratis omgang. Og så lyste S’et ikke engang. Det stod og sitrede med kun svagt lys. Hold kæft hvor kikset, tænkte jeg. Nogen burde sige det til dem … eller … de var vel for fanden klar over det?!

Grunden til at det ikke med det samme faldt mig ind at SLAUGHTER/LAUGHTER kunne være bevidst, var at jeg havde set LAUGHTER på lang afstand uden at kunne se det slukkede S. Så ”LAUGHTER” groede altså som selvstændigt budskab i min bevidsthed og vakte undren og nysgerrighed. Tæt på fik jeg så blot den velkendte oplevelse af et uvirksomt neonbogstav og indtrykket af almindelig elendighed, uorden og sjusk.

Faktisk var det først dagen efter – og først da jeg kom ud igen fra udstillingen ”Mot og Motstand” om kampen mod apartheid – at det gik op for mig at det kunne være et bevidst ordspil. At tiøren så at sige faldt.

Det er – sagt uden ironi – en utrolig sjælden gave for så tænksomme mennesker som undertegnede at få sådan en rigtig én på opleveren. En undren, for ikke at sige en misforståelse, langsomt afløst af en ahaoplevelse. Og jeg skriver hovedsageligt dette blogindlæg i begejstring over at værket fungerede så godt at det kunne lade sig gøre. Men også i begejstring over hvad man kan med ord.

På baggrund af udstillingen om apartheid er det ikke svært at tolke hvad der kan ligge i spændet mellem ”latter” og ”(ned)slagtning”. For mig er LAUGTHER/SLAUGHTER billede på spændet mellem ”fest” og ”undertrykkelse”. Det at nogle kan fryde sig over livet på andres bekostning – hvilket især giver mening i et herre-slave-forhold mellem hele befolkninger, men også i de konkrete situationer. Jo mere makaber en undertrykkelse er, jo mere højlydt og manisk kan latteren let blive – det så man fx i Nazityskland. Og derfor synes jeg LAUGHTER/SLAUGHTER er et godt ordspil: det maniske og kolde ligger latent i ordet latter. Men selv en mildere latter kan virke særdeles hård – det kender vi vist alle fra situationer hvor vi har været tvangsindlagt til at bevidne andres morskab uden selv at være en ligeværdig del af den, som fx i mange herskabs-tjener-forhold, praktikantforhold osv. Situationer i apartheid dækker vist hele spektret fra decideret racistiske myrderier og tortur til mild men ubrydelig asymmetri.

Formedelst min nylige research viser det sig så at min egen tolkning af ordspillet går i en lidt anden – og bedre – retning end hvad den (hvide) sydafrikanske kunstner bag værket, Kendell Geers, har tænkt. Ifølge Lokalavisen Frogner har Geers ladet sig inspirere af World Trade Centers kollaps til at lave et værk om grænserne mellem kunst og politik og mellem terrorisme og frihedskamp. I så fald skal ”slaughter” og ”laughter” dække over mere symmetriske sammenstød hvor den ene part oplever glæde, mens den anden part oplever gru, og over nogle skismaer som frygt/fryd og krig/retfærdighed. Det synes jeg ikke er oplagt. Så hvis det er forklaringen på værket, er værket dårligt. Hvis derimod min tolkning om undertrykkerens maniske eller selvtilstrækkelige latter står til troende, finder jeg det både tankevækkende og poetisk.

Man kan også sige at det ordspil han har fundet, er større (og oven i købet passer meget bedre til apartheid-udstillingen) end den spinkle konceptuelle ide han har famlet sig frem til det med. At læse om baggrunden for værket er således abnormt skuffende i dette tilfælde. Men det er måske – i sin overdrevne falden til jorden – et meget illustrativt eksempel på hvorfor kunstnere gør klogt i at give tolkningen fri til beskueren.

Selve udstillingen bestod i øvrigt hovedsageligt af billeder – mestendels fotografier af de fire modtagere af Nobels Fredspris i forbindelse med kampen mod og afviklingen af apartheid, nemlig Albert John Lutuli (1960), Desmond Tutu (1984) og Nelson Mandela og Frederik Willem de Klerk sammen (1993). Jeg brugte lang tid. Det var simpelthen en inspirerende oplevelse bare at se fotografier fra barndom/ungdom til velmagt og alderdom af fire mænd der i den grad har haft menneskeligt mod og karisma. Ikke så megen tekst, bare billeder. Og det har inspireret mig til at ville læse om den sydafrikanske koloniseringens historie, ikke så meget den historie fra 1960’erne og op som vi er stopfyldte med, men mere fra kolonitidens start.

Jeg er tilfældigvis i gang med Thomas Pynchons murstensroman Mason & Dixon – om de to engelske astronomer, Charles Mason og Jeremiah Dixon, som senere skulle give navn til The Mason-Dixon Line, den breddegradsrette grænselinje mellem Pennsylvania og Maryland. I midten af 1700-tallet – i starten af romanen – er de i Kapstaden (Cape Town) for at gøre nogle stjerneobservationer, og her beskriver Pynchon hvordan den hollandske familie astronomerne bor hos – orkestreret af moderen og via de tre døtre, lige over og under kønsmodne – driver et forføringsspil med det formål at få mænd til at forlyste sig med Austra, familiens smukke barnepige, vaskekone og forstås: negerslave, sådan så de kan avle nogle mulatte – og dermed dyrere – slaver.

På side 111 i Claus Bechs interessante gammelsproglige oversættelse af romanen står der:

//
Efter et par korte Ugers nonneagtig Afholdenhed fra deres frivole Forlystelser,– hvor Jet endda gaaer saavidt som til at tildække Haaret med et giennemsigtigt Hovedlin,– gienoptager Johanna og Pigebørnene deres forrige Theater-Løier, denne gang til Glæde for en Trio af unge Compagnie-Skrivere, nysankomne til False Bay, Mr. Delver Warp samt brødrene Vowtay, alle hiemvendt fra Bengalen og alle ligesaa u-nabobikalske, som da de reiste ud, og kun med lige akkurat saa megen Mønt paa Lommen, at de kan vække Interesse hos Kapstads-Skiønheder, der er langt mindre kræsne end Søstrene Vroom, og som tillige befrygter, at dersom de ikke strax faaer Pengene fat, ender de I Lommen paa Falskspillere. Ganske fordærvede af Indien, men dog fattige,– uregerligt utugtige, og dog uden Rynker,– men frem for alt, hvilken Guds gave af hviidt Blod er ikke disse raske Ungersvende! Johanna seer allerede levende for sig de smaa Rollinger deroppe paa Auktionspodiet, saa bedaarende at de sælger sig selv, yndigt hylende og sparkende med Fødderne i Luften,– og hun bliver aldeles eenøiet i sin Forfølgelse, medens Austra giver sig til at regne ud, hvem af Knøsene det bliver nemmest at forføre, og hvem af dem, om nogen, der kanhænde kunde blive en Udfordring.
//

Det er alt sammen meget interessant, og anbefal mig gerne noget solid historisk læsning om den hollandske kolonimagt, men hvor var det nu vi kom fra?

Nå-ja, et værk i Oslo der legede med et manglende start-S. Det må være årsagen til at jeg – de gange jeg befandt mig på diverse togstationer i og omkring Oslo – med en vis beundring kunne konstatere at start-S’et i destinationsstationsbyen Spikkestad altid var på plads.

Horehus med happy hour

2010-10-03T02:00:00.007+02:00

Jeg beklager hvis overskriften støder for dybt i denne blogs læsere, men se nu lige hvad min Twitter-ven og superjournalist in spe, Kristian, fandt på sin vej:

Kristian har været i praktik på Ekstra Bladet. Det har indlysende skærpet hans scanning af sexassocieret skiltning i gadeplanshøjde; men er den skedefro begejstring hvormed han har ofret en fotografisk udløsning, så et udtryk for énøjet overfortolkning?

Nej, selvfølgelig ikke. Ganske vist vil budskabet ”Fri levering på alle sofaer” kunne læses helt uden sex i tankerne, især af de merkantilt tilvænnede og sprogligt svage som ikke lader sig mystificere af den lille knast som det fejlcastede forholdsord ”på” udgør. Men spørgsmålet er om ikke vi som har fundet denne åbning, har fat i mere end en sekundær tolkning med fnisefaktor?

Se nu godt på skiltet.

Bolia! Dette kan meget vel være et horehus. Hvor oplagt er det ikke – hvis man skal navngive sit bordel – at tage en latiniseret udgave af det gode gamle danske ord bole?

Her er – taget direkte fra Den Danske Ordbog på nettet – betydningen af verbet bole:

I modsætning til verbet bolle, som betyder:

Bole er således ikke blot en gammeldags udgave af bolle, men har også i modsætning hertil et horehusehint i sin betydning. Det giver derfor rigtig god mening at udvikle et bordels navn ud fra bole, og hvorfor så ikke give det en latinsk klang – der er jo meget latin i både fransk, spansk og ja, næsten alle de europæiske sprog; og så signalerer latin rent sprogligt en menneskehedens skjulte sprog og ædle fundament som man meget vel kan ønske at ville overføre til selve erhvervet. Det er genialt med Bolia!

Hvis det altså var et horehus.

Men det er jo bare en dansk møbelkæde der, som så mange andre, er blevet forholdsordsblinde.

Det var en bøf

2010-09-30T14:35:00.003+02:00

Man ser for sig hvordan udtrykket ”det var en bøf” kan få en helt ny betydning.

Hvis tingene er helt ad helvede til, og man ikke mener at det er fordi man selv har lavet en ”bøf”, så kan man altså bare sige at man har fået en bøf. Det er genialt!

En god grund til ikke at være vegetar.

Synd for Sverigedemokraterne

2010-09-28T16:36:00.004+02:00

Dr.dk den 20. september 2010

”Svenskerne sørger over Sverigedemokraterne”. Jamen, er der da sket dem noget? Er de kommet til skade? Været udsat for angreb fra harmdirrende venstreorienterede?

Betegnelsen ”sørge over” er – når den er brugt som i ovenstående – lidt af en tvingdørsterm, et såkaldt pendul-ord/udtryk, fordi man så både kan sørge over en aktør man opfatter som positiv, og – som her – en aktør man opfatter som negativ. Imidlertid vil jeg hævde at denne sidste sprogbrug er forkert.

Den normale betydning af ”sørge over” er at man sørger over et problem, som regel formuleret i en at-sætning der forklarer problemet. Eksempel:

”Jeg sørger over at den fabelagtigt gode guitarist Thomas Grue ikke nåede at være med på flere plader fordi han røg på flasken og endeligt døde forleden.”

Det kan forkortes til:

”Jeg sørger over Thomas Grue.”

… hvori det er underforstået at man sørger over noget som er hændt det navn som nu står alene på objektets plads, typisk vedkommendes død eller hele vedkommendes skæbne sluttende med vedkommendes død.

Derfor må en umiddelbar læsning af ”Svenskerne sørger over Sverigedemokraterne” være at der er hændt det svenske parti eller nogle af dets medlemmer noget slemt. Man skal sandt for dyden være godt indfarvet i (eller vidende om) tankegangen fra afsender (demonstranter + DR) for at forstå det modsat – men det er vi så også, og derfor forstår vi. Men sprogligt vil jeg hævde at der står det modsatte med hensyn til hvad vej sympatien vender.

Ghettoernes image

2010-09-26T16:30:00.003+02:00

”… ødelægger ghettoernes image” – interessant formulering.

Jeg troede at en ghetto var et boligområde hvis image man allerede havde ødelagt ved at bruge betegnelsen ghetto.

Men det kan sikkert diskuteres.

Ik’sperten fra TV 2

2010-09-23T20:26:00.005+02:00

nyhederne/tv2.dk den 10. september:

Interessant ortografi.

Siden hvornår er ”ik’” blevet en del af seriøs nyhedsjournalistik? Hvorfor ophæves et citat fra egen journalist til overskrift? Og har Niels Brinch overhovedet sagt det sådan?

På normalt dansk lægger man tryk på ikke ved blandt andet at udtale begge stavelser – medmindre man er helt ude i den lavkøbenhavnske hamp eller det stivkævede bondske pløre. Her kan et betonet enstavelses-ik fungere som en irriterende borende pegefinger mellem ribbenene.

Igen må jeg spørge tvivlrådigt: Sagde han virkelig sådan? Måske, men han ønskede det næppe ophævet til gængs ortografi på TV 2’s nyhedsside.

Okay, det kan vel også være sagt i et belærende tonefald, sådan et lidt krukket ”ik’kun” i ét ord og uden længde på ”ik’”. Men igen: Samme sag: Det er vildt mærkeligt at sær-talesprogstransskribere Niels Brinch på en sådan måde i en sag der ikke har noget med Niels Brinch at gøre.

Det er en mærkelig intim iscenesættelse af Niels Brinch der er på færde her. Hm …!

Mindre specielt bliver det ikke af at TV 2 tør kalde kriminalmagasinjournalisten Niels Brinch det samme som DR kalder tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, nemlig terrorekspert. Det lægger uvægerligt op til en sammenligning som ikke vil Niels Brinch det godt.

Mit bedste bud på en sproglig diagnose er at webskribenten eller hans redaktør simpelthen er forelsket i Niels Brinch og derfor ikke ser hvilke pinagtigheder vedkommende udsætter sin gud for. Men det kan selvfølgelig også bare være et resultat af TV 2’s indædte forsøg på at tale direkte i kakkelbordshøjde.

...

Det skal man være lidt forsigtig med

2010-09-21T18:40:00.005+02:00

... men på det her område tør jeg godt.

I den forgangne weekend holdt Dansk Folkeparti deres årsmøde. Det blev ifølge deres egen hjemmeside ”et brag af et årsmøde”, og DF har da også meget at fejre. Ovenstående billede synes jeg personligt må være et højdepunkt set med DF-briller.

Og nu er så et søsterparti i det politiske ”overjeg” af et land, Sverige, kommet op over det parlamentariske mørke som en fortrængning med bagslag. Sverigedemokraterne er ganske vist ikke helt sammenlignelige med DF. Dels er det nederste af frakkeskøderne ikke på samme måde klinisk fri af sølet, og dels er det svenske klima så umodent hvad en åben indvandringsfrustrationsdebat angår at begge sider af stregen forhærdes på en uheldig måde. Mere forskellige er Sverigedemokraterne dog ikke fra DF end at sidstnævnte har støttet førstnævnte 100 % i det svenske valg, og adspurgt af Deadlines Kurt Strand om hvilket råd man kunne give Sverigedemokraterne nu, svarede Søren Espersen at det vigtigste er at de får styr på deres folkevalgte.

Når det ligger Søren Espersen så meget på sinde hvilke parlamentariske billedkort man har at spille med, er det måske blandt andet på grund af erfaringen om at en for lille talentmasse kan give problemer når man får overraskende mange mandater.

I den anledning synes jeg vi skal fornøje os med en gammel klassiker ud i den store regnekunst, som daværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Aase D. Madsen stod for da hun den 16. november 1999 deltog i førstebehandlingen af lovforslag nr. L 78, Forslag til lov om biblioteksvirksomhed.

De øvrige deltagere var Hanne Andersen (S), Kim Andersen (V), Brian Mikkelsen (K), Ole Sohn (SF), Ebbe Kalnæs (CD), Henrik Svane (R), Ole M. Nielsen (KRF) og daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R).

Vi kommer ind midt i den sidste del af debatten:

Aase D. Madsen (DF), i sin anden taletur (korte bemærkninger):
"Med hensyn til hvem der bruger bibliotekerne, så vil jeg sige at jeg står her med en opgørelse som Kulturministeriet selv har lavet, og det viser sig altså at cirka 66 pct. af den danske befolkning aldrig nogen sinde bruger bibliotekerne."

[…]

Elsebeth Gerner Nielsen (R), i afslutningen af en længere taletur senere i debatten:
"... Og endelig vil jeg over for fru Aase D. Madsen bare nøjes med at rette et par små unøjagtigheder i hukommelsen. Det er ikke sådan at bogudlånet er faldende. Det har været stigende de sidste 3 år. Og det er heller ikke rigtigt at 66 pct. af danskerne aldrig kommer på biblioteket. Det er sådan at omkring 70 pct. af danskerne bruger biblioteket med jævne mellemrum ..."

Aase D. Madsen (DF), næsten umiddelbart efter under korte bemærkninger:
"Med hensyn til de unøjagtigheder som ministeren sagde jeg var kommet med, vil jeg gerne sige at jeg står her med en udskrift fra en kilde, og det er en kultur- og fritidsaktivitetsundersøgelse fra 1998 i en brochure som ministeren selv har udgivet. I 1997 var antallet af bogudlån 72.332.000, i 1998 var det faldet til 61.000.871. Og med hensyn til hvem der kommer på bibliotekerne, og hvem der ikke kommer, er der en tabel 18 med en gruppe delt ind efter alder, og der står at 39 pct. af den mandlige del af befolkningen aldrig kommer på bibliotekerne, og at 30 pct. af den kvindelige del af befolkningen, altså fordelt gennemsnitlig over alder, aldrig kommer. Og når jeg lægger mænd og kvinder sammen – det skal man være lidt forsigtig med, men på det her område tør jeg godt – så giver 39 pct. af mændene og 30 pct. af kvinderne befolkningen tilsammen, og det må være 69 pct. Tager jeg fejl?"

Elsebeth Gerner Nielsen (R), lige efter:
"Vi skal nok ikke begynde at undervise hinanden i den store regnekunst her, men jeg vil foreslå at vi fra Kulturministeriets side sørger for at fremsende tallene og også give en beskrivelse af hvordan man læser tallene. Tak for i dag."

…

Ja, Elsebeth Gerner Nielsens improviserede diplomati-kunst er sandelig også en klassiker.

Du kan læse hele lovens vej, herunder hele debatten, her på Biblioteksstyrelsens hjemmeside. (Det burde også være muligt via Folketingets hjemmeside, men jeg begriber ikke hvordan man på www.ft.dk finder frem til den specifikke debat.)

...

En detaille

2010-09-17T01:27:00.003+02:00

Berlingske, fra artiklen Bombemanden har altid været en kamæleon, onsdag den 15. september:

Ja, i disse korrekturforladte tider er dette bogstavelig talt bare en detalje. Men det er da meget interessant at lydskriften taler fra dybet på trods af at journalisten har sat stort D på.

Men … hovsa-dadada! Hvad sker ... der her ...? ... !

Måske skal journalisten være undskyldt, for nu hvor jeg sidder og skal skrive lidt "mouseover-tekst" til billedet, opdager jeg at Word automatisk retter detaille til detalje.

Hvor længe siden er det vi skrev detaille på dansk? Det har da været mere end en generation før Words tid.

???

Er der nogen der kan sige noget klogt om det her? Opklare sagen? Hvorfor vil Word autorette dette ord?

Føler du dig heldig?

2010-09-12T17:46:00.004+02:00

Kære Rick Brown

27 kr. er jo også en slags penge, og det glæder mig at se sådan en entusiasme og begejstring selv for de små sejre.

NB: Når du begynder at betale selv, vær da opmærksom på at de 50 kr. i indskud overstiger en gevinst på 27 kr., hvorfor du således ikke i almindelighed kan regne med at tjene penge på dit held.

Ahmadinejad-land & Berlingske

2010-09-09T13:59:00.003+02:00

Hold da kæft, har denne kvinde flere bijob eller -hobbyer end vi regnede med? Og hvor stiller det den franske præsident? Har de mon et åbent forhold?

Den artikel bliver jeg helt klart nødt til at klikke på.

Åh, gud!

Iran. Det er jo ingen nyhed, og med den afsender er det absolut ikke noget at løfte et øjenbryn for, endsige referere.

Men det er interessant at Berlingske Tidende kravler helt ned på Ekstra Bladets niveau for at få læsere: Ved at gemme Iran til senere leger man jo med muligheden for at denne nyhed er en reel nyhed omhandlende en nærmest umulig dobbeltrolle som løs på tråden og præsidentfrue.

Og billedet taler med om utroskab fordi det viser et par som – i dette sekund – er sammen for repræsentationens skyld, men ikke kigger samme vej. Reelt har nyheden jo bare intet med den franske præsident at gøre, for den handler ikke om utroskab eller om et såkaldt åbent forhold. Som en misvisende illustration spiller billedet derfor med på den potentielt opsigtsvækkende sexhistorie som skal få mig til at klikke. Hvis hr. Sarkozy var skåret væk fra billedet, ville man med det samme vide at historien kun angik Bruni og sandsynligvis ubegrundede påstande.

Vi kan altså konkludere at et sygt samfunds mudderkast på en kvinde der vil beskytte andre kvinder imod tortur eller dødsstraf, gør at Berlingske Tidende finder anledning til at pirre læserens fantasi om et ménage à trois, quatre eller cinq i præsidentfamilien. Dette sker diskret. Men det er dét der sker; det er den vej bolden spilles.

Med billede og overskrift – lavet ud fra de saftende nyhedskriterier vi kender fra Ekstra Bladet – yder Berlingske Tidende således udelukkende bistand til Ahmadinejad og co. der finder det rimeligt at stene. Kameraet er så at sige vendt den forkerte vej i et helt malplaceret forsøg på at score flere klik. Jeg kan ikke se nogen formildende omstændigheder ved en sådan nyhedshåndtering.

Kan du, Lisbeth Knudsen?

Retfærdigvis over for Ekstra Bladet – og til sammenligning – skal siges at de i denne sag valgte en retvisende rubrik, ”Iranske medier kalder Bruni prostitueret” og et billede kun med Bruni.

...

Link til artiklen (som billede+overskrift i Berlingskes morgenbrev linker til).

DR måske infiltreret af sjuskemafia

2010-09-05T20:58:00.002+02:00

Dr.dk, 2. september 2010.

Nu skal vi ikke sparke til DR, der om nogen ligger ned. Lad os også bare se bort fra at jeg for min gud ikke fatter at man slet og ret som menneske ikke læser igennem hvad man skriver, før man publicerer det – på forsiden af dr.dk.

Og lad os så gå videre til den mulighed der ligger for os i dette eklatante sjuskedorteri, nemlig at se på det som freudianske forskrivelser.

Her fremgår det jo tydeligt at vi har at gøre med et regeringsvenligt sjuskehoved. Med ”rederingen” i stedet for ”regeringen” skinner det igennem at regeringen ses som udkantsdanmarks redning. Sjuskehovedet er nemlig imponeret af det beløb regeringen sætter af for at redde udkantsdanmark, hvilket ses af at der i stedet for ”ekstra” skrives ”ekstre”, og det er jo blot en ikke fuldført udgave af ”ekstreme”: ekstreme 250 millioner kroner.

Man kan undre sig over at en medarbejder der publicerer sådan noget, åbenbart ikke var blandt de fyrede i disse dages store fyringsrunde. Jeg har i hvert fald svært ved at komme i tanke om et mere relevant og håndgribeligt kandidatur. Men det kan selvfølgelig også være at vi har at gøre med en regeringsvenlig mafia som Plummer ikke har mulighed for at fyre fra organisationen, og som arbejder med subliminale budskaber under dække af sjusk.

I så fald er DR påtvunget disse fejl. Og i betragtning af hvor vanvittige de er som fejl – nemlig to ikke-eksisterende ord i 2 linjer på forsiden – er den sidste mulighed vel lige så ædruelig som den første.

DR’s medarbejder gået

2010-08-31T14:35:00.006+02:00

Dr.dk den 30. august.

Så slemt var der formentlig ingen der vidste at det stod til. Måske ikke engang DR’s ledelse, der nok fortryder at de tog Århus-afdelingerne med i fyringsrunden og dermed hjemsendte den ene medarbejder der kørte butikken.

Sprog i komplet opløsning

2010-08-29T12:35:00.007+02:00

Stillingsopslag fra Futurecom Business Solutions, opslået den 25. august 2010:

Ja, her bliver det jo nærmest komisk.

...

Se også:
http://kommakommunikation.blogspot.com/2010/03/den-personale-indgang.html
http://kommakommunikation.blogspot.com/2010/05/debat-knkket-pga-utilfredshed-med.html

Autosvar efter 13½ måned

2010-08-26T18:08:00.003+02:00

I agurketiden sidste år havde en af Journalisthøjskolens lektorer, Gitte Luk, et debatindlæg i Politiken om komma. Det var i mine øjne et forfærdeligt indlæg som kun forplumrede debatten totalt, og det skrev jeg til hende i en mail. Mailen var nok ikke så positiv som en mail bør være, men det havde noget at gøre med at jeg netop havde lagt sidste hånd på mit speciale om komma og var meget frustreret over at Gitte Luk benyttede agurketiden til et debatindlæg som jeg slet ikke kunne finde noget rigtigt eller positivt i.

Gitte Luk tog ikke særlig varmt imod min mail, og sådan kan det jo gå når man opildnet af en sag beklikker en journalistlektors kompetencer, timing og holdninger. Men jeg var da en smule ked af det.

Nu viser det sig imidlertid at det måske slet ikke er Gitte Luk der dengang svarede så surt. I hvert fald har jeg i dag, 13½ måned efter min mail til hende, modtaget et autosvar om at hun ikke er på sit kontor:

Måske er der alligevel håb om at Gitte Luk en dag vil åbne sig over for mig igen.