Ok, dette er meget lille blogindlæg. Men det er da lidt sjovt at den tidligere julegæsteskribent, Peter Pjevs, ikke er den eneste der skriver ”lades sig gøre”. Her er det i bunden af en Ritzau-artikel gengivet på Berlingske.dk den 4. oktober:
Men for nye læsere kan dette jo bruges som en reklame for Peter Pjevs’ 24 indsigtsfulde indlæg. Man kan fx begynde med Arvesønnen hvori han demonstrerer sprogbrugen.
I artiklen ”Social arv giver stor karakterforskel” fortæller Berlingske den 6. oktober at:
Man kan undre sig over at denne statistik får pædagogisk konsulent i børne- og ungdomsforvaltningen Claus Detlef til i samme artikel at udtale at ”Forskellen er overraskende stor”. Ja, man kan undre sig over at det overhovedet skal være en nyhed. Det er vel nærmere en meget lille forskel at kun 20 procent af børn med svagest baggrund får 1,6 mindre i snit, især hvis det, som man må underforstå, er de dårligste 20 procent af denne kategori af børn. Eller man kan sige: Det er fantastisk at KUN 20 procent af børn med dårlige kår scorer 1,6 mindre i snit, for det implicerer jo at 80 procent af børn i dårlige kår klarer sig anderledes godt.
Men kære berlingerjournalist: Det er altså heller ikke det Politiken skriver – som I ellers hævder. Politiken skriver i deres tilsvarende indledning:
Ja, der mangler godt nok et vigtigt slutkomma efter ”baggrund” som Berlingskes udgave har, men bortset fra det, ser vi her en anderledes korrekt sammenhæng. Politiken taler om de 20 procent af alle børn som udgør kategorien af børn med svag baggrund, hvilket Berlingske får forvansket til 20 procent af børnene inden for kategorien.
Lad os se nærmere på hvad der går galt. Her skriver jeg først Politikens formulering, som er den originale, og derefter Berlingskes:
Berlingskes journalist, redaktør eller korrekturlæser har dummet sig gevaldigt. Men på absurd vis kan det meget vel være den prisværdige rettelse af Politikens kommafejl der har været startpunktet for en række af uheldige tanketorsk. For opdagelsen af at der slutter en ledsætning ved ”baggrund”, har højst sandsynligt fået vedkommende til at studse en kende for meget over ledsætningens start og tilknytning. Fejlagtigt har vedkommende kigget på ”børnene” som dét bestemte substantiv (den kerne) som den bestemmende relativsætning tilslutter sig:
”børnene, der har den svageste baggrund”
Når vi har med en bestemmende relativsætning at gøre, er det – stærkt tilskyndet af det grammatiske startkommas manglende skelnen – bedre at formulere sig ”de Xer som …” end ”Xerne som …”. Forklaring:
…
”børnene, der har den svageste baggrund”
Her er – ved brug af grammatisk komma – tvivl om hvorvidt ledsætningen er en bestemmende relativsætning eller en ”i øvrigt-sætning” (selvstændig/parentetisk ledsætning). Ved nyt komma ville udelukkende den selvstændige ledsætning have startkomma.
”de børn, der har den svageste baggrund”
Derfor er denne formulering – specielt ved grammatisk kommatering – bedre, fordi den entydigt signalerer at det er en bestemmende relativsætning.
…
Sandsynligvis er det derfor at ”børnene” er ændret til ”de børn”, hvorefter ”de” foran ”20 procent” er fjernet fordi det nu lød mærkeligt.
Men her burde man have løftet blikket og opdaget den igangværende brøler!
Problemet er nemlig at den bestemmende relativsætning ”der har den svageste baggrund” ikke knytter sig til en kerne som hedder ”børnene” eller ”de børn”, men derimod til en kerne som hedder ”de 20 procent af børnene”. Mere enkelt kan man sige at det bestemmende ”de” i begge tilfælde korresponderer med den bestemmende relativsætning, hvorfor Berlingskes sætning bliver noget vrøvl i forhold til realiteterne:
I Politikens tekst er ”20 procent af” med til at definere kategorien, i Berlingskes kommer ”20 procent af” til at stå uden for kategorien og bliver således 20 af børnene med de dårligste vilkår, altså en andel af andelen. Og det er jo noget vrøvl.
Man skal ikke overlade sproget til folk der ikke kan tænke og regne.
Det er vist ikke mere end 3-4 måneder siden at jeg kort hilste på Peder Skyum-Nielsen (gift til Peder Skyum-Aagaard i 2009) i stillekupeen i IC3-toget, hvor han sad sammen med sin kone. Jeg havde de allerseneste år lært ham at kende i et par mailvekslinger om noget sprogligt og bogligt. Og ikke mindst under et arrangement hos DR med rundvisning: Her fulgtes vi lidt ad, og jeg lærte jeg ham at kende som et venligt og intelligent menneske med lune og kant.
I mange år før da kendte jeg ham mest som den grammatiske bror til den litterære Erik Skyum-Nielsen og som medforfatter – sammen med Henrik Galberg Jacobsen – til grundfagsbibelen på dansk- og retorikstudierne, Dansk sprog – en grundbog, som indeholder det meste af hvad man skal vide om sætningsgrammatik og skriftsproglig analyse, og som blev genudgivet i en opdateret udgave i 2007.
Jeg har også hans bog ”Sætningen” fra 2008 stående – med personlig hilsen i omslaget. En bog han primært lavede til journalister (på DR) for at lære dem bare en smule om sætningsgrammatik og om at skrive mere rent. Den er faktisk formuleret lidt som en grammatisk ”børnebog” til journalister, hvilket der helt klart er behov for, men den eksponerer også meget tydeligt de dele af Peder Skyums bidrag til dansk grammatik som jeg ikke er så begejstret for:
I såvel Dansk sprog – en grundbog som Sætningen fører Peder Skyum et noget ensidigt togt mod såkaldt sætningsforvægt. Dét at helsætningens finitte verbum ligger (for) langt bagud i sætningen, som fx:
”Da vi ikke har vidner til hvad der er foregået før vi nåede frem, bliver det påstand mod påstand”.
Og her er jeg fagligt uenig, for hvis sætningen er semantisk logisk i sin rækkefølge, og hvis den første information er velkendt eller danner nye klare billeder på nethinden, gør det ikke noget at det er en længere betingende ledsætning.
Peder Skyum er dog ikke alene. Hele danskfaglighedslitteraturen er gået over i den modsatte grøft i reaktionen mod kancellistilen, blandt andet fordi denne danskfaglige litteratur blev skrevet omkring 70’erne og kun er genudgivet med små opdateringer siden. Jeg skrev en opgave om Dansk sprogs overdrevne formaninger mod sætningsforvægt i 2007 og fik i 2008 lejlighed til at forelægge den for Henrik Galberg, hvilket fik ham til at ærgre sig over at han ikke havde set min kritik før den nyeste opdatering af bogen i 2007.
Opdateringen har blandt andet betydet en udvidelse med Peder Skyums mange nye betegnelser for en sætnings forløb i trappediagrammet. Ovenstående eksempelsætning ville således have det formelle navn ”toned-tripop” og kælenavnet ”store galge”. Bemærk denne værdiladede advarsel mod noget som altså er en helsætning der starter med en betingelsesledsætning indeholdende en ledsætning indeholdende en ledsætning (to trin ned) for til sidst at slutte med sætningsstammen på helsætningsniveau (tre hop opad). Her bliver Peder Skyum for pjattet efter min smag, og ved mødet med Galberg i sin tid forstod jeg da også på ham – mellem linjerne naturligvis – at det var Peder Skyums show.
Måske var det en byttehandel for at få lov at sætte nyt komma i Dansk sprog, for det med fornuftigt komma i stedet for grammatisk komma var Skyum ikke overbevist om – sandsynligvis fordi viden om hvor trappen i trappediagrammet går ned, forudsætter viden om hvor de meningsløse og uplacerbare startkommaer skal placeres. De to ting hænger altså sammen: Man kan ikke lave trappediagrammer uden at kunne sætte korrekt grammatisk komma. Sagen er bare at man ikke behøver nogen af delene, heller ikke som grammatiker i en mere meningsfuld og lingvistisk-semantisk orienteret grammatisk tradition end den der desværre er altdominerende i Danmark i dag. Til Skyums fortjeneste skal dog siges at han holdt lav profil i kommakrigen og mig bekendt aldrig udtalte sig offensivt til fordel for grammatisk komma. Han brugte det bare, ligesom de journalister han forsøgte at opdrage.
Langt mere på linje med Peder Skyum er jeg i hans kampagne for et tydeligere talt dansk. Her er jeg rørende enig med ham: Ingen normalthørende kan høre hvad Mads Mikkelsen mumler, og ingen kan være tjent med at vi såvel i medier som i private sammenhænge overspringer så mange stavelser og rammer så mange vokaler skævt at betydningen tabes på gulvet (et fænomen som bl.a. det berømte satireklip fra NRK tematiserer). Hvis vi en dag vedtog for alvor at bringe den skrevne ortografi mere i overensstemmelse med normal dansk udtale, ville vi opdage at de to snarere skulle mødes på midten, idet en ren transskription af vores nuværende udtale ville medføre et meget lille ordudvalg hvor ét ord ville kunne betyde 5-6 forskellige ting, og det går ikke. Distinktionen i vores udtale er under niveau for et meningsfuldt og nuanceret sprog. Så uanset hvad man mener om skriftsprogets krummelurer, er vi under alle omstændigheder nødt til at overveje hvad vi gør når vi ævler – overveje om ikke det kunne betale sig at sige lidt mindre, lidt langsommere og lidt tydeligere og mere helhjertet. Her har Peder Skyum fat i den lange ende. Men jøsses hvor er han alene med sin løftede pegefinger.
Ja, netop. Jeg kan virkelig godt lide ham for at turde være et brokkehoved. I modsætning til Dansk Sprognævns og associeredes filosofi om ”ingen løftede pegefingre” – en filosofi som jeg med modsat fortegn har gjort til min egen (se banneret øverst på bloggen) – var det Peder Skyums kald at løfte pegefingeren, og det elsker jeg ham for. Det var til at arbejde med!
Nu er han væk. Det skete i mandags, den 18. oktober. Alt for tidligt – 62 år. Det føles meget voldsomt.
Jeg tror nok at jeg dér i IC3-toget – med en vis indre angst for selve formuleringen – sagde: ”Vi mailes ved!” Da havde jeg ganske vist hørt at han var ”syg”, men af os tre var det kun ham og konen der vidste hvor syg, og af hvad. Måske var det derfor jeg kun fik et nik tilbage; måske bare fordi det var en stillekupe.
Men så mailes vi altså ved her. Jeg har på ingen måde adkomst til eller noget ønske om at skrive en fyldestgørende nekrolog, og det tilhører vist heller ikke konventionen at give faglig kritik eller skrive lige så meget om sig selv i en sådan. Så dette er ikke en nekrolog. Men som et af de sprogmennesker der betød noget for mig helt op til sin død, kan Peder Skyums pludselige fravær fra denne verden ikke bare forbigås upåagtet af denne blog. Derfor dette helt subjektivt vinklede indlæg om mine oplevelser med Peder Skyum og hans virke.
…
Du kan læse Peder Bros fine nekrolog på berlingske.dk.
”Harry Potters mor” – udtrykket kan være en acceptabel og kort variation over titlen ”forfatteren J.K. Rowling, der står bag Harry Potter-bøgerne”. Men brugt med den konsekvens som vi ser fra alle større medier i Danmark, inklusive TV Avisen på DR, forekommer det mig efterhånden at være både kvalmende og skræmmende.
Umiddelbart er der to grunde til at jeg væmmes over den konsekvente brug af udtrykket ”Harry Potters mor”: Dels min mistanke om at det skyldes at man mener man taler til børn, hvorved man i mine øjne taler ned til børn. Og dels min mistanke om at man taler ned til mønsterbryderen Joanne Kathleen Rowling der, før hun fik succes med Harry Potter, var enlig akademiker-mor delvist på dagpenge. Jeg er ikke så tilbøjelig til at tro at det er fordi hun er kvinde at man ikke under hende tituleringen ”forfatter”, men blandingen af mønsterbryder og kvinde kan godt gøre det. Og det er lige før at betegnelsen ”rugemor” er underforstået.
Men måske ligger forklaringen ikke i ubevidst nedladenhed. Måske er det bare en ny – og brækfremkaldende – måde at gøre ting nære og vedkommende på, hvilket selvfølgelig hænger sammen med det at tale børnesprog. Samme brækfremkaldende måde som når en hund eller et andet husdyrs ejer kaldes dets mor eller far. Rigtig Jes Dorph-Petersen-sprog, så at sige.
Alt dette er kun gisninger. Det korte af det lange er at jeg hader udtrykket ”Harry Potters mor”. Har man da med samme konsekvens talt om Tintins far, om Cirkelines mor eller om Buster Oregon Mortensens far? Udtrykkene kan være faldet, men da absolut ikke med en sådan konsekvens at det ligner bevidst og systematisk branding – eller brændemærkning – af en ophavsmand (M/K).
Hm …
Måske er det i virkeligheden den kunstneriske kortslutning der fornærmer mig mest: Jeg vil mene at en forfatter må være i ligeværdig dialog med sin helt eller heltinde uanset dennes alder. I øjenhøjde. Et kollegialt, søskendeagtigt eller selvdialogisk forhold. Derfor kan en forfatter per definition ikke være mor eller far til sin helt, lige så lidt som forfatteren kan være mor eller far til sit eget mindreårige jeg. Det er en form for kunstnerisk incest at kalde Joanne Kathleen Rowling mor til Harry Potter. Ja, jeg tror det er der kvalmen primært ligger.
