mandag den 28. april 2014

Zubair Butt Hussain og raketvidenskaben

Den 20. april delagtiggjorde Zubair Butt Hussain offentligheden i et regnestykke som ifølge ham selv ”ikke udgør den store raketvidenskab”, men som han ikke desto mindre valgte at basere et helt debatindlæg på.

40.000 islamister. Orv ja, det lyder vildt.

Lad os se på bevisførelsen:

Det kunne se ud til at der trods alt alligevel er tale om raketvidenskab for Zubair Butt Hussain, og at det denne gang er eksploderet mellem hænderne på ham.

Friskoler dækker de samme 9-10 års skolegang som folkeskolen. Og hvis eleverne er indskrevet på skolen i lidt over 9 år i gennemsnit, må det være lidt mere end en tiendedel af skolens elever der dimitterer hvert år.

Noget anderledes ser det imidlertid ud i Zubair Butt Hussains regnestykke: Her dimitterer samtlige elever hvert eneste år, med det resultat at regnestykket er multipliceret med en hokuspokusfaktor på knap 10.

Hvis vi bare for overslagets skyld ganger de indskrevne 4.000 elever (20 x 200) med en faktor på 1,1 (altså at 110 procent dimitterer på 10 år), får vi 4.400. Og lægger man dertil de tilstødende foreninger Zubair taler om, virker Akkaris slag på tasken med 5.000 slet ikke så tosset. Det må man derimod sige at Zubair Butt Hussains 40.000 gør.

Jeg ved ikke hvorfor der er travlhed med at kimse ad Ahmed Akkari som virker transparent og oprigtig. Men Politiken, og i dette tilfælde Zubair Butt Hussain, må være noget forblændet af denne uforklarlige iver efter at beklikke Akkari siden et så fejlbaseret debatindlæg kan få lov at passere.

Mindst 3 filtre burde have stoppet indlægget:

1) Zubair Butt Hussain burde have tænkt sig om. Men han er tilsyneladende så optaget af at få Akkari ud af kridthuset at han farer i blækhuset på basis af et fortænkt regnestykke. Tilmed undervurderer han Akkari så meget at han ikke finder det nødvendigt at tænke sit eget regnestykke kritisk igennem en ekstra gang.

2) Politiken lægger spalter til et indlæg hvis præmis er en åbenlys tanketorsk. Indlægget burde være stoppet af en redaktør eller en ansvarlig redaktionssekretær – ikke mindst af hensyn til skribenten selv.

3) Der har uden tvivl været korrektur på artiklen, ellers havde der været flere fejl. Og en god korrekturlæser eftertænker og anholder et så åbenlyst fejlslagent regnestykke. Korrekturlæseren har selvfølgelig ikke magt til at aflyse et indlæg, men anholdelsen bør være klar nok til at de ansvarlige indser at indlægget må droppes.

Hvis det ikke så tydeligt var en fejl, kunne man overordnet sige at den retoriske metode Zubair Butt Hussain benytter sig af her, er en blanding af to meget anvendte metoder i politiske debatter når parterne hellere vil udelukke hinanden end tale om substansen. Den ene metode består ganske enkelt i at man overdriver modpartens synspunkt. Den anden går ud på at påstå at modparten siger eller mener noget andet end det rent faktisk er tilfældet (stråmand). (Og disse metoder er i familie med en tredje metode, nemlig kunstigt at forstærke sine egne selvfølgeligheder ved at stille dem over for noget grelt som alle mener er grelt.) Sådanne metoder bruges dagligt med fuldt overlæg i diverse tv-transmitterede politiske debatter, hvilket er hovedårsagen til at debatterne ofte består af ren nonsens og mudderkastning. Frem for at tage udgangspunkt i en retvisende gengivelse af modpartens synspunkt, foretrækker man at destruere substansen ved at overdrive og fordreje den. Men når substansen er destrueret, er der ingen reel debat. Debat forudsætter at man lytter og forsøger at forstå modparten, og at man som minimum anerkender de af modpartens synspunkter der er logiske og saglige.

Sjovt nok har Zubair Butt Hussain en stil der med hypnotiserende kedsommelighed imiterer fairness. Det har han når han er på tv, og han har det også her. At der ikke nødvendigvis er meget substans i denne tilsyneladende omhu, ses i dette afsnit der ret beset nærmer sig sort snak kombineret med stråmandsargumenter:

Mig bekendt taler Akkari om et relevant afgrænset hypotetisk potentiale for rekruttering til fundamentalisme – et potentiale som skal undersøges nærmere. Hermed hverken siger eller antyder han at alle skolerne nødvendigvis fører eleverne i en sådan retning, eller at alle individer nødvendigvis lader sig påvirke.

Zubair Butt Hussain er uddannet cand.polit. og ansat som specialkonsulent (hvad det så end dækker over) i Sundhedsstyrelsen. Cand.polit. er en kandidatgrad i økonomi, og det rejser unægtelig en bekymring om hvad Hussain har fået lov at regne på i den danske centraladministration. Jeg er ikke utilbøjelig til at foreslå at der iværksættes en uvildig undersøgelse af hvor Hussain kan have haft en finger med på lommeregneren, og at man efterfølgende lader et revisionsfirma gennemgå alle regnestykker.

Det er jo ikke den store raketvidenskab, men det kan det blive hvis vi fx bedriver sundhedspolitik på forkerte forudsætninger og først sent opdager det. De nye supersygehuse er efter sigende ikke dimensioneret til det antal sengepladser der er brug for i fremtiden med en højere levealder og dermed flere ældre indlagte med flere sygdomme samtidigt. Den form for matematisk forståelse dette kræver, minder mig om noget. Gad vide om Zubair Butt Hussain har kalkuleret med for mange ”dimittender”?

torsdag den 3. april 2014

Sorry, Rubecca

Besked fra Facebook:

Der er selvfølgelig flere ting man kunne anholde her, men jeg gider ikke obducere engelsk, og hvad angår uhensigtsmæssigheden af at klikke på den slags, vil det nok være at tale ned til denne blogs læsere at uddybe yderligere. Én ting er det mig dog magtpåliggende at sige til Rubecca eller Olive og … nå ja, jer læsere:

Lige meget hvilket language du henvender dig til mig på, kan jeg ikke rigtig med afsendere der ikke kan eller vil give bare de vigtigste naturlige strukturerende pauser i en sproglig komposition et skriftligt modsvar i form af kommaer, tankestreger eller punktummer. Jeg opfatter det som sproglig analfabetisme og/eller en regulær fornærmelse: Et sprogligt Ikea-møbel afleveret i en rodebunke af elementer som man så kan samle selv. Det gider jeg ikke. Hvis du – eller for den sags skyld nogen som helst andre – vil mig noget, må I opsætte i det mindste den vigtigste del af skiltningen og i kraft af dette minimum af koncentration om formidlingen vise at der er mening, vilje og hjerte bag budskabet. Ja, gøre det til et udsagn og ikke bare en bunke af sproglige elementer.

Så sorry, Rubecca, men alene af den grund gider jeg dig ikke.