mandag den 21. december 2015

Hele Danmarks pulegavehus

Magasin byder os for 65 kr. at julehygge ved at slikke dåse. Dermed skriver Magasin sig tilsyneladende ind i en hård konkurrence om juletilbud blandt billige horehuse.

Billigt ser det nu ikke ud, så måske er de 65 gryn en fejl. Se selv her:

Inviterende, ja. Liggende, ja. Klar, jo. Men billig er ikke det indtryk man får. Det må være et luksuslysthus. Bemærk at frasen ”Hele Danmarks julegavehus” kan tolkes som en eufemisme for ”Hele Danmarks pulegavehus”. Således er der tale om en omvendt ”Rune T. Kidde” – Rune T. Kidde der i anledning af julen skrev om ”pissehuer” og ”puletræer” i sine tegneserier for snart mange år siden.

Ovenstående er fra julen 2014, men den erotiske appel er ikke en tilfældighed. Kampagnen i 2015 er blot en anelse mere avanceret:

Man skal ikke have været udsat for megen gymnasial reklamebilledanalyse for at kunne udlede at fortællingen i denne reklame handler om at to mænd kan pakke en fælles pulegave ud. Og har man beskæftiget sig med billedpornografi – sandsynligvis i sine sene teenageår og tidlige tyvere, netop på det tidspunkt man lærer at analysere billeder – kan man i sin afleveringsopgave tilføje at både kvinden og den mand der kigger i kameraet, gør det med et umiskendeligt pornoblik. At den anden mand så – måske – kigger efter andre muligheder, giver blot en udvej for den kunde som ikke ser en ménage à trois som normal. Desværre kan man ikke se om besøget i lystens hule også har givet dem … hø-hø, lystens bule. Men begge mænd har i hvert fald imponerende næser.

Nå, lad os lige kigge på udgangspunktet igen – og ja, indrømmet, det har huseret på Facebook og er ingenlunde mit fund. Men da en ven sendte det til mig, kunne jeg ikke dy mig for at sikre Kommakommunikations læsere kendskab til hvor langt ud man kan komme når man ikke kan sætte ord sammen.

Ja, nemlig, ”enhver” skal altså være i ét ord!

 

torsdag den 29. oktober 2015

Sproglige forvekslinger i mit elskede Broen

Jeg er fan af Broen, ikke mindst Broen III, og det femte afsnit som i søndags løb over skærmen, er noget af det bedste jeg nogensinde har set. Vi er vant til at der er mange lag i krimiserier, især de danske – med ofte tankevækkende kommentarer til det liv vi lever, som individer og som samfundsdeltagere. Men her i Broen III, afsnit 5, gik det op for mig hvorfor Broen er så fantastisk: Der er reel spænding om adskillige – måske 6-7 – lag eller spor i fortællingen samtidig. Det er ikke bare krimi med 1½ gåde tilsat socialrealisme, lidt samfundssatire og et par kærlighedshistorier. Det er 6-7 reelle spændingslag, lige fra hvorvidt Saga overvinder sine anklagere (såvel ydre som indre) til hvorvidt rigmanden har noget med mordene at gøre, og om boligfirmaets familieværdier er mere end blot indirekte indblandet.

Vi ved ikke hvilke af de mange spor, dvs. personer og deres relationer, der kommer til at bære hovedplottet; vi ved kun at Broen III har en gennemgående tematik om kernefamiliens opløsning – om det så er fordi man er homoseksuel, utro, polyamourøs, går i seng med en der er halvt så gammel, har mistet hele sin familie, opfinder et broderskab, ikke kan få børn, ikke elsker sin partner og/eller har familien som et facadespil – eller (i det helt unge pars tilfælde) en forloren drøm. Alle spor spiller ind til denne tematik, og gør det så elegant og selvfølgeligt at man knap nok lægger mærke til det som en tematik.

På spørgsmålet om kernefamiliens opløsning vil der i Broen III næppe blive givet andet svar end at man skal have en sund kerne i sig selv før man kan skabe en sund kerne med andre. Og det er fint! Vi er jo netop ikke ens.

Således er jeg storbeundrer af Broen (tja, æh, bortset fra den irriterende detalje at den fejlagtigt viser et Danmark/Sverige hvor alle hjem, også de små, invaderes med sko og støvler på, som var det en amerikansk sitcom – nej tak, hvor ulækkert; det må jeg bare ignorere).

Men som en anden Saga Norén bliver jeg simpelthen nødt til at anklage selv den jeg holder mest af.

"Jeg er ikke født med en guldske i munden."

Lad ligge at rigmanden (,narkobaronen?) og kunstsamleren Freddy Holst siger sådan i sin åbningstale for udstillingen af hans private samling. Måske er det en raffineret del af persontegningen at han logisk tænker at guld er mere værd end sølv, således at logikken vinder over dannelsen – der jo vil vide at frasen indbefatter en sølvske.

Ja, guldskeer bruges åbenbart så lidt at ”guldske” slet ikke findes i ordbogen. Men en sådan bevidst fraseforfalskning er meget plausibel i en dramaturgi fuld af små, sigende detaljer.
 

Mere problematisk er det at vores danske kollega til Saga, Henrik Sabroe, tidligt i afsnittet taler om en ”krybskytte” når det nu rettelig er en ”snigskytte” han mener:

"Altså, jeg tænker krybskytte, jeg tænker militær, jeg tænker ’kill brothers’."
(Udtrykket ”kill brothers” henviser til en seddel fundet tidligere i efterforskningen.)

Det er ikke så sandsynligt at en intelligent politimand ikke har lært udtrykket ”snigskytte”, eller at han skulle forplumre begreberne ”snigskytte” og ”krybskytte” – medmindre han er meget påvirket af jagt, hvilket ikke fremgår.

Ifølge Den Danske Ordbog er en krybskytte en ”person som driver ulovlig jagt”, og en snigskytte en ”person der skyder på andre mennesker fra et skjul”. Mere klokkeklar kan en ordbog faktisk ikke være.

Lyder jeg lidt som Saga Norén? I så fald tager jeg ikke skudsmålet som en kritik.

Så er sagt hvad der skal siges. Jeg glæder mig til næste afsnit.

 

tirsdag den 6. oktober 2015

Vi afgør at nogen kan bruge dit kort uden din tilladelse

Denne mail er 3 år gammel, men jeg elsker den stadig. Som det ses nedenunder, er billedlinkene i mailen nu uvirksomme (skærmaffotograferingen lavede jeg senere, for et år siden), og det siger måske lidt om at fupsiden kan være nedlagt. Men som det ses ovenover, er afsendermailen ret troværdig – hvordan man så end bærer sig ad med det.

Ja ja, helt sikkert! …

Men faktisk nyder jeg denne mail.

Som ved en guddommelig indgriben er ”kreditkort”, ”websteder”, ”adgangskode” og ”Visa-kort” sammenhængende ord; den ellers typiske og tragiske markør for tåbedansk – ordfragmentering – er på mirakuløs vis ikke en del af dette sproglige virvar. Det er forudsætningen for at jeg kan nyde noget. Og på dette fundament blomstrer magien ved alle de øvrige fejl – fra afsenders tilsyneladende tilstedelse af at andre kan bruge mit kort, til forsikringen om at jeg ”får den ekstra tillid til” at mit Visa-kort ”er tændt”.

At de fleste verber er bøjet i navnemåde, også når de ikke skal være det, skaber gennem hele skrivelsen en poetisk magi der befrier teksten fra kohæsionens (sammenhængens) snærende bånd. Kohæsionsnedbruddets poetiske opbyggelighed gestalter sig på smukkeste vis i det sidste linjeskift der med en yndefuld, dansende rytme får en ny, appositionsagtig betydning:

”[…] for at opdatere dit kreditkort / opdatere og sikre dit kreditkort som en del af bekæmpelsen af svig.”

Hvilken dans!

 

søndag den 13. september 2015

18 år ved Alssund

Det var i 1846 eller cirka deromkring …

Denne tavle står ved Sottrupskov på Jyllandssiden af Alssund, hvorfra tyske tropper natten til 29. juni 1864 i ly af mørket roede over og løb Als over ende – for nu at sige det pænt. Desværre er det gået lidt galt med overskriften. Ja, og man kunne sådan set også savne at angrebet, som var overstået på en dag, fik sin dato, når nu 18. april, som ikke rigtig har med Alssund og Als at gøre, står i teksten.

Med tanke på hvor hård en medfart Bornedals gotiske og poetiske tv-skildring af krigen 1864 fik fra historiske krakilere og pseudo-nationale fæhoveder, er det nærmest absurd at Sønderborg Kommune kan have sådan et skilt stående.

 

 

lørdag den 8. august 2015

Just keep it

Så zappede man lige over på DK4 og havnede i "reklameinfo" ...

Desværre er det ikke helt den version man finder her, for i DK4-versionen blev ordene banket ud med pink og violet WordArt-agtig grafik:

Første ramme: KEEP IT

Anden ramme: STUPID

Tredje ramme: SIMPLE

Men det er dog stadig det fortælleren siger ved 6:35 i denne godt 12 minutter lange og historisk causerende reklamevideo for Bioforces (Alfred Vogels) produkter fundet på YouTube – altså ”Keep it stupid simple” – som forklaring af KISS-princippet.

Hvad den kære fortæller så mener at ”keep it stupid simple” skal betyde, må stå hen i det uvisse. Måske noget i retning af ”stupidly simple”.

Læren er at det er dumt at gribe ud efter fremmeord, citater eller smarte udtryk når man ikke har fuldstændig tjek på dem – og det må jo så gælde hele redaktionen bag videoen. Spil på din egen bane og i din egen stil, kammerat, det gør du faktisk godt.

KISS-princippets ”KISS” står for ”keep it simple, stupid”. Og her måtte en del forfattere til hits på nettet meget gerne lære lidt om tiltalekommaer, men det er en anden sag.

Hvis fortælleren selv havde benyttet KISS-princippet, havde han simpelthen undladt at referere til det. Det er aldeles unødvendigt og tilfører intet til det han vil forklare (nemlig at Vogel fokuserede på tre områder – ”fordøjelse”, ”mental balance / søvn” og ”immunforsvar”). Simplicitet er ikke nogen logisk eller givende metafor for fokus eller udvælgelse, så det eneste fortælleren opnår ved at række ud efter KISS for at iklæde sig smartere gevandter, er at han – sprogligt – kommer til at stå som kejseren uden klæder. Selvsagt stupid, stupid.

 

tirsdag den 28. juli 2015

Rygge i samtale

På biblioteket på Jyderup Højskole syntes bøgerne at have indledt en diskussion om eksistentiel optimisme og pessimisme. Diskussionen pirrede mig. Jeg fik så ødelagt billedet lidt da jeg selv satte den midterste roman ind – hvilket jeg godt kan se nu – den trækker niveauet på diskussionen ned selv om den holder formen.

 

mandag den 13. juli 2015

I det blå


Fra denne morgens nyhedsmail fra Berlingske.

- Redaktør, hvad skal vi illustrere den der meningsmåling med? Du har sagt at vores læsere ikke orker grafer, skemaer og lagkagediagrammer midt i sommerferien.

- Korrekt! Slet ikke efter en 3 år lang valgkamp. Og Lars Løkke og Kristian Thulesen gider vi ikke se på mere. Vi vil have sommer, vi vil for fanden have sommer!

- Ja …?

- Jeg tænker: Der er jo slet ingen strandbilleder i denne nyhedsmail. Så nu søger vi på strand. … Ja, se her: Hun ligger med en blå bog. Blå blok, blå bog – det holder. I øvrigt går venstrefløjen ikke så meget op i deres tan, men det gør de blå. Det holder 100.

 

søndag den 12. juli 2015

At skide til handling

”Okay, jeg skrider til handling,” siger Max Uwe Jensen til Local Eyes efter at have forsøgt sig med at forklare grundlaget for sin nye happening. Og man må konstatere at grundlaget enten ikke har været det store, eller at i hvert fald TV 2 Lorry har klippet det meste væk for at fokusere på hvordan Max Uwe Jensen helt nøjagtig vil gøre.

Nogen burde have fortalt Max Uwe Jensen at der er forskel på at ”skride til handling” og bare ”skide til handling”. Det næste bliver vel at den lille Uwe tage ned til den dansk-tyske grænse for at lave grænseoverskidende kunst. Bag mangt en stor kunstner gemmer der sig et lorteliv. Forskellen på den store kunstner og Uwe er sublimeringen. Uwe er meget 1:1 når han giver hvad han har i sig.

For læsere af denne blog er det desuden væsentligt at nævne at denne foyer på H.C. Andersens Boulevard 2 indtil for kun omtrent 1-2 år siden var Dansk Sprognævns.

 

tirsdag den 7. juli 2015

Pengenødden


Fra dagens forside af Politiken.

Jeg ser for mig den stort anlagte gyserfilm om pengenødden der triller rundt i Athens gader og skræmmer og paralyserer folk.

Er det mon en val(g)nød?

 

lørdag den 27. juni 2015

Og vi skal videre

Okay, så lad mig da lige gnide salt i såret. Der har været ét indlæg i denne valgmåned – om Venstre – og det er ikke helt retfærdigt. Så nu hvor valget ikke længere kan påvirkes, vil jeg gerne tage den her op.

S er jo ikke det første parti der sætter ukorrekt tegnsætning i system, og måske vil nogen mene at korrekt her ville være überkorrekt og ikke så vigtigt. Men jeg ser anderledes på det.

Lad mig først lige forklare: ”vi skal videre” er en helsætning, og hvis en helsætning er serieforbundet med et andet element, må det andet element nødvendigvis betragtes som en ufuldstændig helsætning. I ovenstående eksempel 1 og 3 er hhv. ”40.000 nye job på fire år” og ”Historisk korte ventelister” altså at betragte som ufuldstændige helsætninger, mens eksempel 2, ”Der er styr på økonomien”, jo selv er en fuldgyldig helsætning. Der er absolut intet at diskutere; der burde have været komma foran ”og” i samtlige tilfælde i kampagnen.

Jeg forstår godt den grafiske frihedsfølelse der vil sætte sig over Ordnung muss sein-grammatikken. Men korrekt er nu hverken grimt eller ondt. Som regel er der en ganske god forbindelse mellem grammatik og indholdsmæssig sund fornuft og signalgivning, så det plejer at være temmelig dumt at lade et snarere æstetisk konformt blik råde. En dumhed man kunne kalde for betonæstetisering.

Således også her. For der er noget jappende ved at droppe det komma som ellers skal være der: Bla bla bla og la la la. Og ved at gøre udtrykket mere jappende åbner man faktisk mere for den kontraproduktive læsning af budskabet: at Socialdemokraterne skal ud af vagten.

Det kom de så, og det er – således forklaret – poetisk retfærdigt.

Og så en lille biting, hyklerkommaet:

Hyklerkommaet er min betegnelse for mediernes sværgen til grammatisk komma med alle dets latterlige startkommaer, men hvor man så samtidig undlader netop de latterlige startkommaer i overskrifter og mellemrubrikker. Uden at jeg skal lægge denne kampagne særligt til last for et gennemgående hykleri på det journalistiske firmament, vil jeg dog påpege at det bliver særligt påfaldende her hvor teksten slutter med kampagnens slogan, som så står ligeunder.

I øvrigt – hvis man ser på indledningen af teksten – ville jeg nok have frarådet en indledende formulering som ”Der er igen styr på Danmarks økonomi”. Der er simpelthen for let spil for en fantasi om at liste et lille ”n” ind, og så står der ”ingen”. Ja, så let at det måske er sådan nogle får det læst i forbifarten. Det er – igen – et risikabelt foretagende ufrivilligt at læne sig så tæt op ad en ond parodisk læsning.

Vi skal videre. God sommer!

 

søndag den 7. juni 2015

Ældre medicinsk handlingsplan


Valgkampsduel på DR1 denne aften.

To gange siger Lars Løkke Rasmussen det. Så det kan ikke være en tilfældighed. Men det er meget svært at forstå at en statsministerkandidat, blandt politikere der ellers udelukkende beskæftiger sig med såkaldt ”fremadrettede” politiske forslag, giver sig til at bebude en ”ældre medicinsk handlingsplan” (understregning under hans hovedtryk som de fremgik begge de to gange han nævnte det).

Måske mener han i virkeligheden en ”ældremedicinsk handlingsplan”, men brækker altså systematisk tillægsordet ”ældremedicinsk” over med dobbelt hovedtryk: ”ældre medicinsk”.

Denne blogs skribent har det umådelig svært med en eventuel statsminister som ikke taler et logisk, forståeligt dansk. Så hvis det skulle komme så vidt, vil jeg råde Lars Løkke til ikke kun at se på specialundervisning i folkeskolen, men meget gerne også i Folketinget.

Måske har han kigget for dybt i noget engelsksproget læsestof eller dårligt korrekturlæst dansk af slagsen. Jeg ved på egen korrekturkrop at mange af sundhedssektorens danske ledere – pga. konstant marinering i engelsksprogede tidsskrifter og begreber – er nærmest ude af stand til at formulere sig på grammatisk korrekt og forståeligt dansk. Her kan man virkelig tale om et domænetab og dets konsekvenser. Men en statsministerkandidat bør ganske enkelt vide bedre.

 

lørdag den 23. maj 2015

Trækassetrakasseri

TV 2 bedyrer at Bertel Haarder som måske kommende formand for Folketinget ikke vil blande sig i de daglige trækasserier – hvad det så end er. Måske noget med sæbekassebiler? Måske bedemandsforretning?

Det er kommentator Peter Lautrup-Larsen der udtaler sig, men man må gå ud fra at ortografien skyldes artiklens forfatter. (Min nutidsform er lidt en tilsnigelse. Artiklen er aktuel for mig fordi jeg googlede på emnet ”Folketingets næste formand”, men den er skrevet tilbage i november 2014. Den er dog lige aktuel stadigvæk.)

Det hedder jo trakasserier – ifølge Den Danske Ordbog fra fransk tracasserie, afledt af traquer 'holde klapjagt, jage', af trac 'dyrespor'.

Husk at tænke over ordenes betydning (eller deres ikke-betydning), husk at bruge Den Danske Ordbog, og husk én gang for alle at slå al autokorrektur fra i dit skriveprogram.

 

lørdag den 16. maj 2015

Jo, det burde være sådan her

Jeg er i gang med at gennemse mit arkiv. Mange kladder og næsten færdige indlæg bygger på en forældet aktualitet (eller forældet motivation) og må kasseres, men musik forældes ikke sådan, så nu skriver jeg om Xander på et 4½ år gammelt bud.

Den 20. november 2010 skrev Anja til mig:

>>
Hør lige denne her: [link] – der er en saftig sprogfejl at tage fat i. ;-)
<<

Det var Xanders ”Det burde ik’ være sådan her”, hvor det fire gange gentagne omkvæd lyder således:

Alt står på denne mur mellem du og jeg
(Det burde ik' være sådan her)
Som en u-u-uendelig forglemmigej
(Det burde ik' være sådan her)
Mit blod er blevet til is
Se mine hænder
Hver gang du-du-du blinker, tænker jeg:
(Det burde ik' være sådan her)

(Jeg har valgt at gengive tekstuddraget i en med musikken og logikken mere loyal form end man umiddelbart kan finde på nettet, nemlig stavet korrekt, linjedelt korrekt og med meningsfuld tegnsætning.)

Anja har selvfølgelig ment at det må være ”dig og mig” og ikke ”du og jeg”. Jo, normalt er det en korrekt anke. Og tja, det kan selvfølgelig ikke udelukkes at det er en hyperkorrektionsfejl når Xander skriver ”du og jeg”, men jeg tror det egentlig ikke. Muligvis tilhører Xander ikke den sprogekvilibristiske elite blandt danske sangskrivere, så om det ligefrem er et superbevidst greb eller blot er gennemført med uforklaret stædighed, tør jeg ikke sige. Men godt det samme, for det giver rigtig god poetisk mening. Faktisk synes jeg det er det mest raffinerede element i teksten overhovedet, for fravalget af ”dig og mig” til fordel for ”du og jeg” rummer elegant hele tekstens essens.

Teksten handler om ulykkelig kærlighed og en ret ungdommelig reaktion herpå, hvor ”alt”, ”intet” og ”aldrig” bogstavelig talt præger udsagnet. Tag bare sangens bridge, og dermed (det musikalske) point of no return: ”Solen den står op, men den kan ikke nå herhen / For intet ved min krop, vil nogensinde ku’ elske igen”. Argh, suk!

I en sådan følelsestilstand er resten af verden momentant, men massivt, ikkeeksisterende. ”Dig” og ”mig” refererer til personer i verden, så at skrive ”dig og mig” ville være ikke at tage denne patetisk berusede tilstand alvorligt – hvor navlepillende og ungdommelig den end måtte være. Sangtekster (og kunst i det hele taget) er jo ikke holdningstilkendegivelser, men afspejlinger og gestaltninger af følelser, også forkerte følelser. På bekostning af det normale ”dig og mig” rummer det dermed sprogligt markerede valg, ”du og jeg”, netop et fravalg af verden og et tilvalg af det symbiotiske tunnelsyn – med du’et i den anden ende af tunnelen – som er sangens essens. Det er kærlighedssangens svar på det filmiske kneb vi har set utallige gange, hvor et forelsket par bliver det stille centrum i en verden der udviskes i rotation.

Så når Xander synger ”Alt står på denne mur mellem du og jeg” er det faktisk intelligent pop-poesi. Basta! Og hvad er så dette ”alt”? Ja, det må referere til en linje tidligere i teksten der hedder ”Alt hvad vi har set / Betyder det ingenting mer’ / Siden det hele så let forsvandt[?]”.

Af teksten fremgår det mellem linjerne at hovedpersonen har været udsat for et sådant svigt at han er ude af stand til at åbne sig igen selv om ”Jeg kan høre at du banker”. De fælles minder har således en fæl bismag – og danner muren mellem ”du” og ”jeg”.

Det minder om en af de mest knusende linjer skrevet i en i øvrigt meget smuk dansk poptekst, nemlig i Shu-Bi-Duas ”Ene og alene” (Shu-Bi-Dua 10, 1983), hvor de skriver og synger: ”Det værste den forladte har, er minderne om det der var.” Senere vender de den til at det også er det bedste, men det bliver det ikke mindre sønderknusende af. Det er nemlig dét der under alle omstændigheder fylder, og som Xander helt korrekt kalder ”alt”. Og med en mur på tværs i tosomhedstunellen er man sandelig ene og alene.

Automatsprogkrakilerne kan godt gå hjem og vugge.

 

søndag den 19. april 2015

Handling eller tilstand

Hej Martin

Jeg holder meget af din stædige kamp for godt sprog – det er jo en ædel kamp. Og det er også på bagrund af dette at jeg vil spørge dig om en ting som jeg har gået og irriteret/undret mig over i snart et godt stykke tid.

Det handler om adjektiver og brugen af disse i flertalssammenhænge. Altså a la "de blev meget forundrede over svaret". Jeg ser dagligt at disse flertalsbøjninger forsvinder, og at det der står tilbage, er "de blev meget forundret over svaret". Et frisk eksempel er fra Ugeskrift for Læger, hvor man kan læse følgende sætning:

”Vi kan godt arkivere oplysninger, selv om det viser sig, at de er ulovligt indsamlet."

Her vil jeg mene at "indsamlet" skulle have stået i flertal, men der er samtidig tilfælde hvor det kommer til at lyde knudret i flertal (kan dog ikke komme på et godt eksempel her på siddende balle ...). Men er det ikke korrekt at adjektiver skal bøjes hver gang subjektet som de referer til, er i flertal?

M.v.h.
Frederik

Hej Frederik

Svaret på dit allersidste spørgsmål er nej. Og så alligevel jo. Du har ret i at tillægsord skal bøjes i flertal efter navneordet (en rød postkasse, to røde postkasser), men tillægsord tilhører i den sammenhæng en langt mindre gruppe ord end du tror. Som der står under det relevante opslag i Håndbog i Nudansk, ”Præteritum participium (datids tillægsform)” side 482, som noget af det allerførste:

>>Vær opmærksom på om den form der er problemer med, overhovedet er præteritum participium. Måske er den i stedet et adjektiv (tillægsord) og skal behandles som sådan et. Det gælder fx ord som velfornøjet og uinteresseret (der er jo ikke noget der hedder ”at velfornøje” og ”at uinteressere”).<<

Og der er jo heller ikke noget der hedder ”at røde”. Vi ved at rød er et tillægsord, så det kan hjælpe os med at huske at den slags ord som man ikke kan få til at fungere som verber, er hvad man kunne kalde rene tillægsord.

Ser vi på dine eksempler, kan vi nok tale om ”at forundre” og i hvert fald om ”at indsamle”, så her har vi altså fat i noget andet end ordklassen tillægsord.

Personligt har ordklasser aldrig interesseret mig ret meget; jeg er mere fokuseret på sætningsgrammatik og dermed på leddenes funktion i sætningen. Så jeg kalder det hele for prædikater, men det er jo ikke ensbetydende med at visse spidsfindigheder ikke kan forklares med ordklasser, og derfor er Håndbog i Nudansk et udmærket sted at starte. Man kan så more sig eller spekulere over at der således skulle være ordklasseforskel på ”interesseret” og ”uinteresseret”, eller på ”fornøjet” og ”velfornøjet” – for man kan jo sagtens tale om ”at interessere” eller om ”at fornøje”. Men her hævder Håndbog i Nudansk altså at ”velfornøjet” og ”uinteresseret” er adjektiver, mens man indirekte må forstå at ”fornøjet” og ”interesseret” er repræsentanter for præteritum participium. Den slags spekulationer er en af hovedårsagerne til at ordklasser i mine øjne delvist er en pseudovidenskab.

Under alle omstændigheder udgør ”stor”, ”interesseret”, ”indsamlede”, ”ranke”, ”Michael”, ”en ko”, ”usandsynligt irriterende” og ”dyppet i tjære” prædikater til subjektet i sætningerne ”Bilen er stor”, ”Jeg er interesseret”, ”Oplysningerne er indsamlede”, ”Tulipanerne står ranke”, ”Guitaristen hedder Michael”, ”Figuren forestiller en ko”, ”Hun er usandsynligt irriterende” og ”Stodderen er dyppet i tjære”, og det er den horisont jeg normalt befinder mig i. Egentlig bør jeg kalde dem prædikativer – sikke jeg sløser, hva’? Nej, man må faktisk godt kalde dem prædikater, for i betydning III er prædikater synonym med prædikativer.

Men nu skal vi altså tale om præteritum participium – eller ”datids tillægsform”, som Håndbog i Nudansk kalder det med et meget vigtigt ejefalds-s på datid. Jeg ville nu nok ændre det til et binde-s og kalde det for datidstillægsform, for man ved aldrig hvor store misforståelser der kan opstå når folk ser hvad de måtte opfatte som legitim ordfragmentering. Det er simpelthen at lege med ilden. Så går det andet forslag, ”kort tillægsform”, bedre.

Når det gælder kort tillægsform, taler man om handling eller tilstand. Det er dét der styrer om det skal være flertal eller ej.

I sætningen ”Ruderne er pudset i forgårs” er ruderne jo i flertal, men det er alligevel naturligt at prædikatet pudset er i ental. Det skyldes at det her er naturligt at betragte pudsningen af ruderne som én samlet handling, og tidsadverbialet, ”i forgårs”, gør ligefrem denne læsning til den eneste rimelige. Hvis vi nøjes med sætningen ”Ruderne er pudset” uden tidsadverbial, kan vi også have den i versionen ”Ruderne er pudsede”. Den første version (pudset) fokuserer på den samlede handling og kommer dermed implicit til at vække tanker om hvem der har gjort det. Den anden version (pudsede) fokuserer sjovt nok på kvaliteten og oplevelsen ved den enkelte rude. Ja, måske synes det umiddelbart at være ulogisk at flertal skaber fokus på enkeltdelen, men det skyldes jo at flertalsformen indrømmer at der er flere enkelte dele, og at den således distribuerer sin værdi til hver enkelt. Verstehen Sie?

Når sætningen fokuserer på handling, kan man ifølge Håndbog i Nudansk indsætte et ”blevet” uden at betydningen ændres: Ruderne er blevet pudset. Tjo, men hvad pokker er det for en regel at binde folk på ærmet? Man kan jo også sætte ”blevet” foran rene adjektiver: De var blevet røde. De er blevet vanskelige. De er blevet meget vrede. De er endelig blevet færdige. Og eftersom den korte tillægsform der fokuserer på tilstand, ligner de rene adjektiver til forveksling, svarer denne regel jo til at sætte ræven til at vogte gæs. Det viser sig da også at være svært at høre mislyde eller klare betydningsændringer ved indsættelse af blevet i tilstands-sætninger: Køberne er blevet interesserede. Ja, altså, jeg kan ikke høre at det er forkert eller at det skulle udgøre en sønderlig betydningsændring. Lad os tage et andet eksempel: Ruderne er blevet duggede. Tja, måske lidt akavet – og i det omfang det ikke er akavet, skyldes vellyden måske at ”duggede” i virkeligheden er et rent adjektiv – kan man sige ”at dugge”? Jeg ANER det ikke. Dette er lærebogskolbøttekaos af værste skuffe. Håndbog i Nudansk burde skamme sig.

Jeg har også den tilføjelse at man ikke altid kan indsætte et blevet, og det er fordi der – efter min mening – ikke nødvendigvis er en skjult aktør bag t-formen (altså den der afspejler en handling). For eksempel kan man godt argumentere for en skelnen mellem ”Roserne er afblomstret” og ”Roserne er afblomstrede”. I den første er det ikke muligt at indsætte et blevet som afspejling af en handling, for der er ingen handling, men man kan sagtens argumentere for at t-formen i moderne dansk har sin berettigelse ved at bære en betydning af samtidighed – altså at afblomstringen er sket som ét samlet skifte, i modsætning til e-formen der fokuserer på blomsternes individuelle tilstand.

Håndbog i Nudansks tip til at identificere tilstand er lidt bedre. Her påstås det at man kan gradsbestemme eller sætte et u- foran tillægsformen: Ruderne er upudsede. (Ruderne er meget pudsede. Øh …?) I hvert fald er det korrekt at man ikke kan sige ”Ruderne er upudset”, for det er en underlig handling, mens ”upudsede” er en sprogligt acceptabel tilstand. Jeg synes dog en sådan test er tvivlsom fordi den nærmest kræver at man på forhånd har styr på det testen skulle afklare. Altså heller ikke megen ros fra min side til Håndbog i Nudansk her.

Nok nørderier, lad os tage nogle normale, skolebogsagtige eksempler:

Postkasserne er tømt/tømte.
Ligene er begravet/begravede.

Entalsformen forudsætter og fokuserer på at der ligger én sammenhængende handling bag. Flertalsformen fokuserer på den enkelte postkasse og det enkelte lig. Jeg tror det er ret tydeligt med de begravede lig at flertalsformen er mere malende og dermed voldsommere: Man forestiller sig den enkelte gravplads – eller det enkelte ligs position i en massegrav – akkurat som man med de pudsede ruder ser den enkelte rude som et metonymisk billede på helheden. Og det er jo klart at flertalsformen er mere malende, for den handler jo om tilstanden, kvaliteten, stofligheden. Derimod har entalsformen – altså postkasserne der er tømt, eller ligene der er begravet – sit fokus på et samlet skifte, en handling der er klaret (af en eller anden). Derfor er entalsformen mindre malende og mere skrivebordsagtig og eufemistisk.

Så i mange tilfælde handler det altså om hvad man vil fokusere på. I andre tilfælde er kun den ene variant logisk mulig.

Lad os tage nogle flere eksempler:

De rejsende var alle forsikret/forsikrede.
Samtlige biler var udlejet/udlejede.

Hvis vi forudsætter at ingen af disse situationer følger af én handling, men er konstateringer af at alle enkeltdele tilfældigvis er henholdsvis forsikrede og udlejede, ja, så burde det jo være ”forsikrede” og ”udlejede” der entydigt er det korrekte. Men sprogøret er alligevel i tvivl – er det ikke?

Her kommer så en af de virkelig vamle passager i Håndbog i Nudansk der åbner for hvad-synes-du-selv-ladeporten. Efter en række af lignende eksempler står der (mine skråstreger angiver linjeskift):

>>Men det udelukker ikke at også t-formen kan bruges i den slags tilfælde. Der er nemlig i den almindelige sprogbrug en ret stærk tendens til at bruge t-formen uanset om der er tale om en handling eller en tilstand. I tilfælde som de nævnte vil det derfor også være korrekt at bruge t-formen, fx: // Om søndagen er butikkerne altid lukket. / Alle firmaets biler er lejet. // Når participiet indgår en fast forbindelse med en efterfølgende præposition (et forholdsord), fx forsynet med, irriteret over, koncentreret om, overrasket over, er t-formen særlig almindelig: // Alle apparater er forsynet med tekst-tv. / Vi var overrasket over den hurtige reaktion.<<

Til det sidste vil jeg sige at jeg måske er til fals for ”Alle apparater er forsynet med”, men ikke for ”Vi var overrasket over”. Dommen er foretaget ud fra umiddelbart gehør, men jeg kan godt give den en dybere forklaring: At være overrasket er en følelse, en indre proces, og i mine ører tilkommer det (ifølge sprogets logik) principielt ikke andre aktører end én selv at sætte skub i sine følelser, hvilket logisk set medfører at t-formen er umulig (medmindre der er et ekstremt element af samtidighed, altså at man står i samme rum og overraskes kollektivt).

Nu har vi læst på lektien – der, skal det indrømmes, er lige så fast i kødet som en rådden agurk der splatter bare man ser på den – men vi har også filosoferet lidt. Så lad os så se på sætningen fra Ugeskrift for Læger om oplysninger der var ”ulovligt indsamlet”. For det første kan vi som sagt sige ”at indsamle”; så selv om ”indsamlet” har tillægsform, er det ikke et tillægsord på samme vis som ”stor”, ”glad” eller ”rød” er det, og vi kan derfor ikke skråsikkert sige at det skal følge navneordets ental eller flertal.

Næste skridt er altså at vurdere om sætningen fokuserer på handling eller tilstand. Hvis man kan argumentere for at den ulovlige indsamling af oplysninger er én sammenhængende handling foretaget af én sammenhængende gruppe af mennesker, kan det i hvert fald være korrekt med ”indsamlet”. Hvis man snarere kan argumentere for at det er en bunke af oplysninger der hver især er indkommet fra hid og did, er det måske ”indsamlede”, men det afhænger af – ja, undskyld jeg siger det ligeud – hvor godt det henfaldne danske sprogøre synes det lyder. Og jeg ville IKKE være skråsikker.

Ordet ”ulovligt” gør det instinktivt usandsynligt for den almindelige sprogøresvækkede læser at den rigtige bøjning skulle være ”indsamlede”, for det er noget rod hvis flere uafhængige aktører har gjort noget ulovligt. Den normale pointe i en sætning om ulovlighed er at en bestemt aktør er skyldig, ikke et tilfældigt sammenrend af aktører. Hvis flertalsbøjningen principielt er korrekt, kalder det med andre ord på en total omformulering – måske endda mere research. Enten må man kunne spørge: Hvordan kan det være at mange har gjort noget ulovligt? Eller også må man kunne spørge: Hvem er det der har foretaget en ulovlig handling? En af delene. Indholdet skal trækkes i den ene eller anden retning for at blive tydeligt.

Typisk nok ligger djævlen i detaljen, og man kan ofte opsnuse store konstruktionsproblemer og indholdsmangler bare ved de små splinter man får i hånden af at stryge hen over den grammatiske overflade. Det er også derfor det er frustrerende at læse korrektur på en skribent der ikke har 110 procent styr på indholdet – i hvert fald hvis man gerne vil have 100 procent styr på sproget.

Hvad var det nu sætningen helt præcis lød på?:

”Vi kan godt arkivere oplysninger, selv om det viser sig, at de er ulovligt indsamlet."

Ja, jeg mener godt at vi kan lave en pragmatisk forskydning opad: Det er muligt at oplysninger er tilflydt uafhængigt ulovligt fra øst og vest. Men vi kan skubbe handlingsansvaret op til den aktør der samlet set benytter denne bunke af lovlige og ulovlige oplysninger, eller den som har leveret en klynge af ulovlige oplysninger. Det sidste er sandsynligt, for jeg læser sætningen som hypotetisk og som én der i første omgang handler om at ”én” kan have leveret ulovlige oplysninger – flertallet ”de” refererer jo bare til oplysninger. Og så havner vi ved at entalsbøjningen faktisk er legitim referent til én (hypotetisk) handling. Så hvis jeg fik en dårlig fast hyre for korrektur af den tekst og ikke havde mulighed for at kaste mig ud i en større debat om det bagvedliggende indhold, kunne jeg – afhængigt af artiklen som helhed – godt finde på uden indre diskussion at lade ”indsamlet” forblive ”indsamlet”.

Vi har jo også den åbne ladeport for t-formen fra Håndbog i Nudansk. Så der er ikke noget at komme efter: Det er simpelthen bare også korrekt at skrive ”indsamlet”. Dette begrundes i sprogbrugsprincippet – hvad folk rent faktisk gør – der så bliver bekræftet som regler med formuleringer som ”Der er nemlig i den almindelige sprogbrug en ret stærk tendens til …”. Det er selvfølgelig i sig selv det dårligst tænkelige argument og selvfølgelig ikke et svar du skriver til mig for at få. Men som beskrevet kan der være andre, lidt bedre, argumenter for t-formen.

Lad os lige kigge på et fænomen som Håndbog i Nudansk slet ikke nævner i denne forbindelse – muligvis fordi det bare er en løs tanke(torsk) i mit hoved. Men alligevel. Lad mig bare bevæge mig ud på is af ubekræftet tykkelse. Se på disse sætninger:

Alle gæster er tituleret Store-Smølf.
Alle gæster er malet røde i sylten.

Tituleret? Malet i sylten? Ikke titulerede og malede i sylterne? Nej, for hvis det der ligner et prædikat (fx ”malet” – i ”jeg er malet”), ikke er et prædikat (og det er det ikke her: ”blev malet [noget], hvor [noget] er egentligt prædikat) og derfor snarere er en del af verbum-konstruktionen (”blev malet”), ja, så skal det ikke bøjes i flertal. Eller sagt på en mindre teknisk og parenteshærget måde: ”Store-Smølf” er det egentlige prædikat i den første sætning, mens ”tituleret” er en del af verbalet (i hvert fald i en vis sprogtradition – så er alle forbehold taget). Tager vi ”Store-Smølf” væk, står der ”Alle gæster er tituleret”. Når vi ikke kan høre at dette er forkert, og heller ikke synes ”titulerede” er rigtigt, skyldes det udelukkende at der altid kommer et egentligt prædikat efter ”tituleret” – og selvfølgelig at gæsterne også kunne blive tituleret under ét. Titulerede eksisterer ganske enkelt ikke som flertalsform, kun som bestemtheds form (og det er en helt anden sag). I sidste eksempel er enten ”røde” eller ”røde i sylten” det egentlige prædikat, mens ”malet” er en del af verbalet. Man siger jo heller ikke: ”Alle postkasserne er malede røde”, og det skyldes jo at ”røde” har overtaget rollen som prædikat, mens ”er malet” samarbejder om en verbalbetydning der svarer til verber som ”kaldes”, ”hedder”, ”forestiller”, ”synes” osv. Men vi kan godt have sætningen ”Alle gæster er malet/malede (i ansigterne)”. Her er ”malet/malede (i ansigterne)” prædikat og følger reglen om hvorvidt man fokuserer på handlingen eller en stoflige oplevelse ved det enkelte ansigt.

Det enkelte ords skift i funktionelle ordklasser – fx at ”malet” både kan være prædikatet og (sammen med ”er”) kan udgøre forbindelsen til prædikatet – smitter selvfølgelig af på den almindelige sprogforvirring. Kan det mon være den slags der har påvirket e-formerne til at kunne eksistere som t-former (nu uden egentlig prædikat efter sig)?

Det smitter selvfølgelig også af at de eneste rigtige udgaver af følgende meninger er disse sætninger:

Oplysningerne var indsamlet over en længere årrække.
Postkasserne var tømt i løbet af dagen.
Grækerne var stegt i løbet af mødet.

Her kan det ikke hedde ”indsamlede”, ”tømte” eller ”stegte”, for tidsadverbialet (over en længere årrække, i løbet af dagen, i løbet af mødet) tvinger sætningerne til at fokusere på handlingen, uanset hvor sporadisk, langtrukken og afbrudt denne handling måtte være.

Rigtige adjektiver bøjes naturligvis stadig efter flertal: Postkasserne blev røde i løbet af dagen. Stewardesserne blev vrede efterhånden som mødet skred frem.

Og stadig bør det vel hedde:

Politikerne blev forvirrede efterhånden som forhandlingstilbuddene kom ind.

I modsætning til ”forlegne”, ”vrede” eller ”glade” er ”forvirrede” ikke et rent tillægsord – man kan jo sige ”at forvirre”. Men det er stadig en følelse – principielt set en indre proces (uanset hvor entydigt en aktør påvirker denne) – og derfor ikke en handling andre kan gøre. Således må den følge de rigtige tillægsord tæt og ligesom dem følge subjektets ental/flertal. Det er i hvert fald min helt klare holdning, selv om man efter Håndbog i Nudansk bogstav må konkludere at det er valgfrit.

Opsummering – en indre dialog med eksempler:

Ruderne er dugget.

Okay, hvem gjorde det? Ligger der her en skjult anklage mod morgendisen?

Ruderne er duggede!

Aha, deres nuværende tilstand – hvor poetisk.

Russerne er beduggede.

Nå, ja, en tilstand som nok er mest poetisk indefra.

Postkasserne er malet.

Okay, hvem fanden gjorde så det?

Postkasserne er nymalede.

Lyder smukt. Men du er lidt uden for skiven, for nymalet er et rent adjektiv, så det skal uden diskussion følge flertalsformen ”postkasserne”.

Postkasserne er malet røde.

Ja, nu er ”malet” en del af verbalet. Og Kurt Ravn blev kaldt Røde. Grammatisk set samme sætning.

De fem er sigtet for voldtægt.

Knap så fantastisk. Var det en gruppevoldtægt siden du siger ”sigtet”?

Nej, de er hver især sigtet for voldtægt.

Ja, det kan man måske sige, men …

Okay, de fem har det til fælles at de er sigtede for voldtægt, men jeg synes altså det lyder forkert. Man siger jo heller ikke: De fem kællinger er alle klippede hos frisør Madsen!? Man siger: De er alle klippet hos frisør Madsen.

Tja, det må være de forholdsord – ”for” og ”hos” – der får det til at glide lettere ned. Man er ”sigtet for” og ”klippet hos”. Det er i hvert fald i høj grad noget der kommer udefra, i modsætning til følelser og sindstilstande som forvirring, foruroligelse og lignende.

De fem står hver især (som) sigtede i voldtægtssager.

Ja, det lyder godt. Men det er da ærgerligt at man er nødt til at formulere sig på en bestemt måde for at være sikker. Det må have noget at gøre med at vi er væk fra den sammensmeltende betydning i ”klippet hos” og ”sigtet for”, altså fri af forholdsordenes indvirkning, for ”i voldtægtsager” er ikke et obligatorisk adverbial i sætningen.

Vi er forvirrede.

Ja, tak! En sindsstemning skal ifølge undertegnede følge navneordets flertal (akkurat som rigtige tillægsord) uanset hvad Håndbog i Nudansk åbner af valgfriheder. Bortset fra dem må man lade sin fornemmelse tale.

Vi er faktisk fuckede.

Helt enig.

Her er så min foreløbige konklusion, og jeg understreger at den er foreløbig:

1) Først afgøres om det er et rent adjektiv, og det gøres ved om man kan operere med en verbum-udgave, fx ved navnemåde: Man kan sige ”at indsamle” – så er indsamlet/indsamlede kort tillægsform. Men man kan ikke sige ”at røde” eller ”at uindsamle” – så er rød/røde og uindsamlet/uindsamlede rene tillægsord, og de følger mht. ental/flertal det navneord de referer til. Skraldeposen er uafhentet, og skraldeposerne er uafhentede.

2) Så afgøres om der fokuseres på handling eller tilstand. Oplysningerne er indsamlet (af nogen) (på et tidspunkt). Oplysningerne (har den kvalitet at de) er indsamlede. Hvis man på nogen måde kan argumentere for at det er én handling, er ”indsamlet” fint. Et efterfølgende forholdsord kan forstærke folks tilbøjelighed til t-formen, og det er accepteret i retskrivningsreglerne.

3) Dette er alene min sprogpolitiske tilføjelse: Omhandler tillægsformen en sindstilstand, er det ikke sprogligt oplagt at det skulle være én (udefrakommende) handling, og derfor vil jeg altid foretrække e-formen (altså fokus på tilstand) her. Eksempelvis: Sprogbrugerne var forvirrede på et højere plan.

_

NB: Dette indlæg hander om tilstands- eller handlingsfokus ved kort tillægsform. En langt tydeligere og værre fejl er manglende bestemthedsbøjning af samme (faktisk både af kort tillægsform og af rene adjektiver), især når der står et biord foran: De ulovligt indsamlet oplysninger. Den amerikansk ledet indsatsstyrke. Den temmelig broget skare. Disse fejl er altså ikke emnet for ovenstående indlæg.

_

PS: Hvis nogen kan påpege smuttere eller tilføje nuanceringer til dette indlæg, er sådanne bidrag velkomne. Det er simpelthen for komplekst til at jeg kan være min egen fagkorrekturlæser og med sikkerhed sige at der ikke er en formel benævnelsesfejl eller et hul i en definition.

 

onsdag den 8. april 2015

Kondolere og spolere sproget

I dag er der gæsteskribent på. En af mine venner, Nanette, brokker sig – som så mange andre – ganske ofte over r-drop. Det er i mine øjne ikke den væsentligste udbredte fejl og derfor heller ikke den der er allerfarligst for sproget. (Det er, ved I nok, ordfragmenteringer og absurd tegnsætning, og selv herefter er der vigtigere verbalbøjningsfejl end lige r-drop.) Men eksemplet her er alligevel så slående at jeg faldt for Nanettes brok og bad hende udvide det så hun kunne optræde som gæsteskribent. Så værsgo:


I hvor mange af disse kondolencer er der styr på nutidsform og navnemåde? Ja: 3 ud af 16.
 

Af gæsteskribent Nanette Bak Andersen

At spise, jeg spiser. At køre, jeg kører. At kondolere, jeg kondolerer. Disse grammatiske opstillinger er svære for rigtig mange. Det manglende nutids-r er en folkesygdom som spreder sig hurtigere end den smitsomme ebola. Den eneste vaccine der eksisterer, er bedre sprogundervisning, oplysningskampagner og her muligvis respekt for folk som lige har mistet en kær.

En decideret kur består måske i at undertegnede, og alle andre som ikke kan klare denne forvanskning af sproget, råber højt – med fare for at blive kaldt elitære snobber der undertrykker pøblen. Men jeg vil kæmpe for retten til at oplyse om dårligt sprog, ikke nødvendigvis til personen direkte, for det er dér man opfattes som elitær, men gennem at skrive indlæg på blandt andet Facebook eller her på denne dejlige blog.

Hvis det så bare var en enkelt hist og her der glemte nutids-r'et, men det er det ikke.

Jeg kan kun sammenligne det med en virus, og det er en rigtig farlig en af slagsen, der ødelægger vores skriftsprog. Selv dansklærere i folkeskolen glemmer r'et. Jeg frygter for fremtiden. Hvis der ikke bliver gjort noget, ender vi med en befolkning der kun består af illitterære som undskylder deres uvidenhed med at de er "en lille bitte smule ordblinde". Novo må kunne lave en pille. Spørgsmålet er så hvem der skal sluge den.

søndag den 22. marts 2015

Ganske vidst eller ganske vist?

Hej Martin

Jeg har et spørgsmål til dig som er helt vildt vigtigt at få opklaret. Har forsøgt mig via Google, men fik ikke endeligt svar. Hvornår bruger man vidst vs. vist? Hedder det f.eks. "det er ganske vist" eller "vidst"?

Hej Anna

Ja, der er en forståelig forvirring om de to ord, for der er jo slægtskab mellem at være vis, have vished og vide noget. Samtidig er den ordstammeødelæggende udvaskning af d’et fra ord som vædske – der jo i mange år har heddet væske selv om det har med våd og væde at gøre – med til at skabe tvivl om hvad der egentlig foregår med vist og vidst.

Men hvis du efter dette indlæg forstår at det hedder ”ganske vist”, kan du lave en huskeregel hvor du bruger hvert af ordene. Du kan sige: Jeg har vidst at det hed ganske vist. Eller endnu mere raffineret: Jeg har vist vidst det engang. (Den sidste kræver så at man ikke bliver forvirret på et højere plan over at biordet lægger sig mellem de to verber i verbalforbindelsen, ”har … vidst”.)

Vidst bruges som før nutid og før datid af verbet vide, altså (før nutid): ”Hun har længe vidst at hun er gravid.” Hvis hun så begynder at skilte med det, er det et helt andet verbum vi kan bruge, nemlig vise: ”Hun har længe vist at hun er gravid.” Men det er naturligvis en anden sag.

Vidst er altså udelukkende et verbum bøjet i før nutid/datid, mens dens betydningsmæssige halvbror, vist, som jo er en intetkønsform af vis, kan optræde som tillægsord eller biord. Der er ikke den store grund til for almindelige mennesker at skelne mellem ordklasserne biord og tillægsord, for tillægsord kan optræde som biord. Betydningsvariationen er mere interessant, eksempelvis kan ”en vis mand” jo betyde to ting, hvilket udfolder sig i flertal: ”de vise mænd” og ”visse mænd”. Det er rettelig to helt forskellige ord, men også her har en af Sprognævnets udrensninger skabt tåge, for i ældre dansk, hvor man måtte have dobbeltvokaler, ville det hedde ”de viise mænd”. I denne betydning af klogskab er intetkønsvarianten (”vist”) så sjælden at man knap nok overhovedet kan skrive ”et vist menneske” i betydningen et klogt menneske, i hvert fald ikke uden at det vil blive opfattet i den anden betydning, altså noget i retning af ”et bestemt menneske”. Den betydning er til gengæld ret hyppig: ”et vist kendskab” osv.

Vist kan også være synonym med sikkert og har også samme pendulsving i betydning. ”Hun er vist skyldig” og ”Hun er sikkert skyldig” har i moderne dansk den samme måske-betydning og usikkerhed over sig, hvilken må være opstået med årtiers upålidelig, sarkastisk og ironisk misbrug af sikre udtalelser. Derfor er der god grund til at holde fast i tautologien ”sikkert og vist”, for som komposition er den garderet mod pendulsving på samme måde som når ordene på anden vis er bygget ind i noget andet, lige fra vished til sikkerhedssele. Det er den samme funktion ”ganske”, ”helt” og lignende har når man siger ”helt sikkert” eller ”ganske vist” – herved sikrer man henholdsvis ”sikkert” og ”vist” mod at pendulere til den modsatte betydning. Det er nærmest som om ”helt” og ”ganske” er en hånd der holder pendulet fast.

Nå, ikke mere causeri. Det er på tide med et klart svar. Det hedder ”ganske vist” fordi ”vist” her ikke er et verbum. Jeg synes det er dumt at give en semantisk (betydningsmæssig) begrundelse, for de betydningsmæssige vægge mellem ”vist” og ”vidst” er ret tynde og de to ord har etymologiske overlap. Man kunne sagtens forestille sig at det hed ”ganske vidst”, fordi man kunne tænke at det betød at mange kendte det – altså verificering ved en blanding af mængdeargument og vidneudsagn. Og så er forskellen til ”ganske vist” i betydningen ”ganske bestemt” ikke ret stor – ikke større end forskellen mellem ”ganske (aner-)kendt” og ”ganske bestemt”. Og det er jo også derfor du kommer i tvivl.

Så:

1) I første instans må vi sige at det hedder ”ganske vist”, for det gør det bare!

2) I næste instans kan vi sige at når det ikke er et verbum, så kan det ikke være ”vidst”. Problemet er så at man fejlagtigt kan fantasere om at det kan hedde at ”noget er vidst” på sammen måde som ”noget er kendt” (fordi verber i kort tillægsform kan fungere på samme måde som tillægsord). Og den er svær at komme ud over som menigmand.

3) Men så må man til gengæld tilføje at ”er vidst” ganske enkelt ikke findes i godt dansk. Man kan sige ”har/havde vidst”, men ikke ”er/var vidst” (så skal man i stedet bruge ”kendt”). At man ikke kan sige ”er/var vidst”, har noget at gøre med grammatiske begrænsninger i betydningen af ”vide”. Jeg (eller du selv) kan køre dig et sted hen – så er du kørt. Og du kan selv køre strækningen – så har du kørt den. Men at vide er ikke noget man selv eller andre gør med én; det er kun noget man selv gør indefra.

PS: Med hensyn til interferensen fra verbet vise har jeg altid moret mig over følgende formulering i diverse rulletekster: ”Der blev vist klip fra …”.

Ja, måske – hvem ved?

Men det er lidt ordkløveragtigt af mig, for den faktisk tilsigtede betydning af formuleringen bør være den primære.

søndag den 1. marts 2015

Geometrisk energi

Når det åbenbart ikke er nok at tale om jordvarme, kan man da lige så godt forkludre det totalt. Og hvis man bytter lidt rundt på bogstaverne i geotermisk, har vi ganske rigtigt det hyppigere brugte anagram geometrisk.

G-E-O-T-E-R-M-I-S-K -> G-E-O-M-E-T-R-I-S-K

Fascinerende, ikke sandt?

Åbne pander – som teksten taler om – og geometrisk energi er nok det vi læsere skal gå til sådan en tekst med, og så går det nok alt sammen. Det er jo bare et tilbudskatalog som allerede hænger i Googles yderste negle nu hvor en ny tilbudsuge indtræder. Og allerede nu er strukturen af disse kortvarigt benyttede bogstaver opløst som saltflager i havet.

… hvis ikke det lige var for denne blog.

søndag den 8. februar 2015

Så så, e-Boks

Klik for at se større billede, og læs teksten først. Hvad er det morsomme?:

I skriftsproget har vi komma når en ledsætning slutter. I talesproget har vi til en vis grad et tonalt skift, men man – nogle mere end andre – kan også være tilbøjelig til at opsamle en indledende ledsætning med et ”så”. I skriftsproget bør disse ”så” kun bruges efter meget lange ledsætninger eller efter ledsætninger der på den ene eller anden måde er grammatisk komplicerede med flere niveauer af ledsætninger i sig.

Helt simple indledende ledsætninger som ”Hvis du har andre spørgsmål vedrørende e-Boks” bør ikke opsamles af noget ”så”. Det er børnesprog – og til en vis grad talesprog.

Det morsomme ved standard-mailen fra e-Boks er at otte ud af ni slutkommaer er ledsaget af et ”så”. Der er seks simple indledende ”hvis/når”-ledsætninger (herunder dem der er indledt med ”såfremt” og ”forudsat”) som alle har fået et barnligt ”så”. Og der er to indledende ”for at”-infinitiver, som jo altså ikke engang er ledsætninger, men som det ikke desto mindre er både acceptabelt og journalistisk vidt udbredt at sætte ”slutkomma” efter.

I en korrektur ville jeg have slettet alle disse otte ”så”, for de står alle som fuldstændigt overflødige og børnesprogsagtige efter de mest simple ledsætninger og infinitiver. Det er så grelt at teksten går en smule i opløsning – selv i en børnebog ville jeg kraftigt fraråde så mange ”så”, for børn skal også lære at læse en integreret sætning. ’erne står strengt taget i vejen for indholdet – de har en opløsende effekt, akkurat som det at blive madet med en ske opløser helhedsindtrykket af måltidet. Og her må man ikke glemme den vilde forskel på skriftsprog og talesprog: Skriftsproget kan forvente en vis koncentration fra læseren i arbejdet med at integrere led i helmeninger, og læseren må på sine side kunne forvente at teksten ikke taler ned og står i vejen med overflødige opsamlende ord der reelt er tomme enheder. Talesproget (det ikke-ritualiserede talesprog) frygter med god grund at modtageren ikke hører efter. Men her har afsender i kraft af øjenkontakt osv. mulighed for at skabe relevant gentagelse på kryds og tværs og bearbejde modtageren indtil informationen tilsyneladende er diffunderet ind – som en abs-bremse der hugger og slipper ud fra millisekunders feedback, og som musik der gentager og gentager.

Dette er en kæmpeforskel! Og ”så” efter simple ledsætninger i skriftsproget er udtryk for manglende respekt for denne forskel og for hvad det vil sige at læse. Ja, manglende respekt for læserens nødvendige koncentration. Derfor virker disse ’er mere opløsende end oplysende.

Et prototypisk eksempel på behovet for et opsamlende ”så” efter selv den simpleste ledsætning i talesproget kunne være dette:

Far, når vi kommer hjem … (???) … Ih! Far, far?! Hør her: Når vi komme hjem (ik’?), så skal jeg prøve kælken, ik’?

Bemærk at det er den yngre der har behov for at bruge det opsamlende ”så” for at formulere sig grammatisk formfuldendt og forståeligt i et kommunikationsarbejde truet af afbrydelser og fravær. Som modtager, derimod, har den yngre ikke brug for overdrevne ’er for at læse en tekst; det er simpelthen en misforståelse. Eksemplet understreger (og overdriver) desuden et behov der kan være i talesproget, men som slet ikke er på færde i skriftsproget.

Sjovt nok er det eneste acceptable af de ni mulige ”så” i e-Boks-mailen, nemlig det foran bydemåden ”kontakt” i næstsidste stykke, ikke sat. Jeg mangler at nævne endnu et argument for det opsamlende ”så” i skriftsproget, og grunden til at jeg har ventet med det, er at det ikke vedrører selve ledsætningens kompleksitet eller længde, men derimod hvad der følger efter ledsætningen. ”Så” er nemlig mere end okay, for ikke at sige påkrævet, når en hvilken som helst ledsætning efterfølges af bydemåde, eksempelvis: ”Hvis du er færdig med at spise, så ryd op efter dig.” Det er unaturligt for bydemåden at have koblet noget foran, og der hjælper det med et ”så”.

Men lige det eneste sted i e-Boks-mailen hvor et ”så” ville være relevant, slår skribenten om fra børnesprog (rent grammatisk i hvert fald) til papirsprog ved at skrive: ”Såfremt du har flere spørgsmål til NemID eller OCES-certifikat, kontakt venligst NemID […]”.

Dette tørre skift fra betingelse til bydemåde er der ingen der kan lide. Her er grunden: Det får ledsætningen til at stå og flagre fordi bydemåden har en anormal helsætningsstruktur, nemlig uden det ”forfelt” (dvs. den ledplads foran hovedverbet) som en foranstillet ledsætning ellers skal være i. Ledsætningen står med andre ord alene fordi den ikke har nogen plads i helsætningen – ”Kontakt venligst NemID” eller ”Ryd op efter dig” står jo normalt alene. Kun ved at putte et opsamlende ”så” ind bekræfter man at den foranstående betingelsesledsætning står i forhold til bydemåden.

PS: Når man skriver klummer eller andre tekster som redaktioner betaler for, skal der være et ”svirp med halen” eller en formfuldendt afslutning. Og klummen må helst ikke begynde ét sted og slutte et andet. Alle disse regler og konventioner er jeg heldigvis befriet for her, så jeg nøjes med at konstatere at lektionen er slut.

mandag den 12. januar 2015

Brevkasse: ham eller sig

Hej Martin

Et hurtigt ham/sig-spørgsmål:

"Jesper lagde nakken tilbage og lod de svalende regndråber ramme ham/sig i ansigtet."

Hvad er egentlig rigtigt?

...

Hej Jesper!

Tillad mig at smække det op i åbent forum. Svaret er ”sig”. Jeg kan høre det, og jeg er ikke i tvivl. Jeg er stort set aldrig i tvivl. Men forklare det og stille nærmere generelle regler op for det er mig stadig vanskeligt. Kigger man i diverse opslagsbøger, er reglerne – apropos regndråber – som på så mange andre områder mere udvandede end godt er. Men at stille vandtætte forklarlige regler op for bare mit hans/sin-gehør er jeg endnu ikke nået til; jeg finder hele tiden nye huller og inkonsekvenser. Problemet er at reglen er en blanding af semantik (indhold) og grammatik. På den ene side henviser sin m.v. til den sidste der har gjort noget (semantik) – eller som opslagsbøgerne siger: ”grundleddet”. På den anden side kan denne henvisning ikke overskride grammatiske niveauer, fx fra ledsætning til helsætningsstamme.

I sætningen ”Han fandt hende liggende i sin seng” er sin korrekt uanset om det er ”han” eller ”hende” sin henviser til. Sin henviser til grundleddet, men også grundleddet i skjulte (led-)sætninger (hende liggende = at hun lå). Man kunne vælge at rydde op i reglerne ved at sige at sin altid må henvise til det nærmeste grundled (uanset om det er skjult eller grammatisk fungerende). Hvis man abonnerer på en sådan mere snæver sin-henvisning, vil det betyde at hun her ligger i sin egen seng, mens sætningen da i modsat fald skulle være ”Han fandt hende liggende i hans seng”. Men det lyder i manges ører, også mine, forkert – måske fordi vi hyperkorrekserer en smule pga. de mange hans/sin-fejl hvor det skulle have været sin, men vel også fordi det kunne lyde som om det var en anden mands seng.

Tager vi en anden sætning hvor den skjulte sætning er mindre skjult (nemlig ved at blive opgraderet fra lang tillægsform til navnemåde), er jeg mere tilbøjelig til at være med på en skelnen:

Han så hende fylde sin taske.
[Tasken er hendes.]

Han så hende fylde hans taske.
[Tasken er hans, og det skærer ikke alt for meget i ørerne, kun lidt.]

Vi kan altså konkludere at vi som foretrækker sin i ”Han fandt hende i sin seng” selv om det er hans seng, er lidt irriterende og ulogiske. Ikke desto mindre står der i Håndbog i Nudansk at sin er naturligt selv om en sådan sætning kan være dobbelttydig. Man kunne måske også hævde at det i sammenhængen handler om hvilken mulig anden betydning der ligger tættest på. Er der størst fare for at hans/hendes kan misforstås som en tredje person, bruger vi sin (jævnfør "Han fandt hende liggende i sin seng. [hans seng]); og er faren størst for at sin refererer til den forkerte, bruger vi hans/hendes (jævnfør afhængigt af den større sammenhæng "Han så hende fylde hans taske").

Vender vi tilbage til dit eksempel, går det slet ikke med ”Jesper lod regndråberne ramme ham i ansigtet”. Det kommer jo til at lyde som om dråberne har en særlig selvstændig vilje til at ramme ham, eller som om "ham" henviser til en anden end Jesper nu hvor det andet subjekt, regndråberne, i virkeligheden knap nok ænses som aktør.

Hvis vi sammenligner med ”Jesper lod Louise spise resten af hans lakridser” eller ”Jesper lod Louise røre ham på kinden”, går det sjovt nok bedre, og det er jo fordi der er et mere presserende behov for at skelne mellem om det var Jespers eller Louises lakridser, og hvem der nød godt af berøringen.

Med andre ord: Ren junglelov. Sørg for at det lyder godt. Hvis både hans/ham og sin/sig virker rigtigt, er det som regel sin/sig der er det bedre sprog. Og sørg så i øvrigt for at det ud af sammenhængen ikke er til at misforstå.

I øvrigt vil jeg foreslå dig at afmontere problemet helt i den pågældende sætning. Hvis du piller ”sig i” ud, står der:

Jesper lagde nakken tilbage og lod de svalende regndråber ramme ansigtet.

Dette er i enhver sproglig og litterær forstand langt bedre. Og det kunne jeg jo så have sagt dig med det samme.

 

søndag den 11. januar 2015

Manglende tiltalekomma tiltaler mig ikke

Nej, det skal jeg ikke:

Jeg ved ikke hvad ”kulturrejse Martin” betyder, og hvis det er et firmanavn eller event-navn, hvorfor er det så ikke med stort K? Eller sagt på en anden måde – for jeg ved jo godt hvad der er galt: Manglende tiltalekomma er så tåbeligt at det er totalt turn-off. Jeg har ikke læst mailen, og jeg kommer aldrig til det.