Handling eller tilstand

Hej Martin

Jeg holder meget af din stædige kamp for godt sprog – det er jo en ædel kamp. Og det er også på bagrund af dette at jeg vil spørge dig om en ting som jeg har gået og irriteret/undret mig over i snart et godt stykke tid.

Det handler om adjektiver og brugen af disse i flertalssammenhænge. Altså a la "de blev meget forundrede over svaret". Jeg ser dagligt at disse flertalsbøjninger forsvinder, og at det der står tilbage, er "de blev meget forundret over svaret". Et frisk eksempel er fra Ugeskrift for Læger, hvor man kan læse følgende sætning:

”Vi kan godt arkivere oplysninger, selv om det viser sig, at de er ulovligt indsamlet."

Her vil jeg mene at "indsamlet" skulle have stået i flertal, men der er samtidig tilfælde hvor det kommer til at lyde knudret i flertal (kan dog ikke komme på et godt eksempel her på siddende balle ...). Men er det ikke korrekt at adjektiver skal bøjes hver gang subjektet som de referer til, er i flertal?

M.v.h.
Frederik

Hej Frederik

Svaret på dit allersidste spørgsmål er nej. Og så alligevel jo. Du har ret i at tillægsord skal bøjes i flertal efter navneordet (en rød postkasse, to røde postkasser), men tillægsord tilhører i den sammenhæng en langt mindre gruppe ord end du tror. Som der står under det relevante opslag i Håndbog i Nudansk, ”Præteritum participium (datids tillægsform)” side 482, som noget af det allerførste:

>>Vær opmærksom på om den form der er problemer med, overhovedet er præteritum participium. Måske er den i stedet et adjektiv (tillægsord) og skal behandles som sådan et. Det gælder fx ord som velfornøjet og uinteresseret (der er jo ikke noget der hedder ”at velfornøje” og ”at uinteressere”).<<

Og der er jo heller ikke noget der hedder ”at røde”. Vi ved at rød er et tillægsord, så det kan hjælpe os med at huske at den slags ord som man ikke kan få til at fungere som verber, er hvad man kunne kalde rene tillægsord.

Ser vi på dine eksempler, kan vi nok tale om ”at forundre” og i hvert fald om ”at indsamle”, så her har vi altså fat i noget andet end ordklassen tillægsord.

Personligt har ordklasser aldrig interesseret mig ret meget; jeg er mere fokuseret på sætningsgrammatik og dermed på leddenes funktion i sætningen. Så jeg kalder det hele for prædikater, men det er jo ikke ensbetydende med at visse spidsfindigheder ikke kan forklares med ordklasser, og derfor er Håndbog i Nudansk et udmærket sted at starte. Man kan så more sig eller spekulere over at der således skulle være ordklasseforskel på ”interesseret” og ”uinteresseret”, eller på ”fornøjet” og ”velfornøjet” – for man kan jo sagtens tale om ”at interessere” eller om ”at fornøje”. Men her hævder Håndbog i Nudansk altså at ”velfornøjet” og ”uinteresseret” er adjektiver, mens man indirekte må forstå at ”fornøjet” og ”interesseret” er repræsentanter for præteritum participium. Den slags spekulationer er en af hovedårsagerne til at ordklasser i mine øjne delvist er en pseudovidenskab.

Under alle omstændigheder udgør ”stor”, ”interesseret”, ”indsamlede”, ”ranke”, ”Michael”, ”en ko”, ”usandsynligt irriterende” og ”dyppet i tjære” prædikater til subjektet i sætningerne ”Bilen er stor”, ”Jeg er interesseret”, ”Oplysningerne er indsamlede”, ”Tulipanerne står ranke”, ”Guitaristen hedder Michael”, ”Figuren forestiller en ko”, ”Hun er usandsynligt irriterende” og ”Stodderen er dyppet i tjære”, og det er den horisont jeg normalt befinder mig i. Egentlig bør jeg kalde dem prædikativer – sikke jeg sløser, hva’? Nej, man må faktisk godt kalde dem prædikater, for i betydning III er prædikater synonym med prædikativer.

Men nu skal vi altså tale om præteritum participium – eller ”datids tillægsform”, som Håndbog i Nudansk kalder det med et meget vigtigt ejefalds-s på datid. Jeg ville nu nok ændre det til et binde-s og kalde det for datidstillægsform, for man ved aldrig hvor store misforståelser der kan opstå når folk ser hvad de måtte opfatte som legitim ordfragmentering. Det er simpelthen at lege med ilden. Så går det andet forslag, ”kort tillægsform”, bedre.

Når det gælder kort tillægsform, taler man om handling eller tilstand. Det er dét der styrer om det skal være flertal eller ej.

I sætningen ”Ruderne er pudset i forgårs” er ruderne jo i flertal, men det er alligevel naturligt at prædikatet pudset er i ental. Det skyldes at det her er naturligt at betragte pudsningen af ruderne som én samlet handling, og tidsadverbialet, ”i forgårs”, gør ligefrem denne læsning til den eneste rimelige. Hvis vi nøjes med sætningen ”Ruderne er pudset” uden tidsadverbial, kan vi også have den i versionen ”Ruderne er pudsede”. Den første version (pudset) fokuserer på den samlede handling og kommer dermed implicit til at vække tanker om hvem der har gjort det. Den anden version (pudsede) fokuserer sjovt nok på kvaliteten og oplevelsen ved den enkelte rude. Ja, måske synes det umiddelbart at være ulogisk at flertal skaber fokus på enkeltdelen, men det skyldes jo at flertalsformen indrømmer at der er flere enkelte dele, og at den således distribuerer sin værdi til hver enkelt. Verstehen Sie?

Når sætningen fokuserer på handling, kan man ifølge Håndbog i Nudansk indsætte et ”blevet” uden at betydningen ændres: Ruderne er blevet pudset. Tjo, men hvad pokker er det for en regel at binde folk på ærmet? Man kan jo også sætte ”blevet” foran rene adjektiver: De var blevet røde. De er blevet vanskelige. De er blevet meget vrede. De er endelig blevet færdige. Og eftersom den korte tillægsform der fokuserer på tilstand, ligner de rene adjektiver til forveksling, svarer denne regel jo til at sætte ræven til at vogte gæs. Det viser sig da også at være svært at høre mislyde eller klare betydningsændringer ved indsættelse af blevet i tilstands-sætninger: Køberne er blevet interesserede. Ja, altså, jeg kan ikke høre at det er forkert eller at det skulle udgøre en sønderlig betydningsændring. Lad os tage et andet eksempel: Ruderne er blevet duggede. Tja, måske lidt akavet – og i det omfang det ikke er akavet, skyldes vellyden måske at ”duggede” i virkeligheden er et rent adjektiv – kan man sige ”at dugge”? Jeg ANER det ikke. Dette er lærebogskolbøttekaos af værste skuffe. Håndbog i Nudansk burde skamme sig.

Jeg har også den tilføjelse at man ikke altid kan indsætte et blevet, og det er fordi der – efter min mening – ikke nødvendigvis er en skjult aktør bag t-formen (altså den der afspejler en handling). For eksempel kan man godt argumentere for en skelnen mellem ”Roserne er afblomstret” og ”Roserne er afblomstrede”. I den første er det ikke muligt at indsætte et blevet som afspejling af en handling, for der er ingen handling, men man kan sagtens argumentere for at t-formen i moderne dansk har sin berettigelse ved at bære en betydning af samtidighed – altså at afblomstringen er sket som ét samlet skifte, i modsætning til e-formen der fokuserer på blomsternes individuelle tilstand.

Håndbog i Nudansks tip til at identificere tilstand er lidt bedre. Her påstås det at man kan gradsbestemme eller sætte et u- foran tillægsformen: Ruderne er upudsede. (Ruderne er meget pudsede. Øh …?) I hvert fald er det korrekt at man ikke kan sige ”Ruderne er upudset”, for det er en underlig handling, mens ”upudsede” er en sprogligt acceptabel tilstand. Jeg synes dog en sådan test er tvivlsom fordi den nærmest kræver at man på forhånd har styr på det testen skulle afklare. Altså heller ikke megen ros fra min side til Håndbog i Nudansk her.

Nok nørderier, lad os tage nogle normale, skolebogsagtige eksempler:

Postkasserne er tømt/tømte.
Ligene er begravet/begravede.

Entalsformen forudsætter og fokuserer på at der ligger én sammenhængende handling bag. Flertalsformen fokuserer på den enkelte postkasse og det enkelte lig. Jeg tror det er ret tydeligt med de begravede lig at flertalsformen er mere malende og dermed voldsommere: Man forestiller sig den enkelte gravplads – eller det enkelte ligs position i en massegrav – akkurat som man med de pudsede ruder ser den enkelte rude som et metonymisk billede på helheden. Og det er jo klart at flertalsformen er mere malende, for den handler jo om tilstanden, kvaliteten, stofligheden. Derimod har entalsformen – altså postkasserne der er tømt, eller ligene der er begravet – sit fokus på et samlet skifte, en handling der er klaret (af en eller anden). Derfor er entalsformen mindre malende og mere skrivebordsagtig og eufemistisk.

Så i mange tilfælde handler det altså om hvad man vil fokusere på. I andre tilfælde er kun den ene variant logisk mulig.

Lad os tage nogle flere eksempler:

De rejsende var alle forsikret/forsikrede.
Samtlige biler var udlejet/udlejede.

Hvis vi forudsætter at ingen af disse situationer følger af én handling, men er konstateringer af at alle enkeltdele tilfældigvis er henholdsvis forsikrede og udlejede, ja, så burde det jo være ”forsikrede” og ”udlejede” der entydigt er det korrekte. Men sprogøret er alligevel i tvivl – er det ikke?

Her kommer så en af de virkelig vamle passager i Håndbog i Nudansk der åbner for hvad-synes-du-selv-ladeporten. Efter en række af lignende eksempler står der (mine skråstreger angiver linjeskift):

>>Men det udelukker ikke at også t-formen kan bruges i den slags tilfælde. Der er nemlig i den almindelige sprogbrug en ret stærk tendens til at bruge t-formen uanset om der er tale om en handling eller en tilstand. I tilfælde som de nævnte vil det derfor også være korrekt at bruge t-formen, fx: // Om søndagen er butikkerne altid lukket. / Alle firmaets biler er lejet. // Når participiet indgår en fast forbindelse med en efterfølgende præposition (et forholdsord), fx forsynet med, irriteret over, koncentreret om, overrasket over, er t-formen særlig almindelig: // Alle apparater er forsynet med tekst-tv. / Vi var overrasket over den hurtige reaktion.<<

Til det sidste vil jeg sige at jeg måske er til fals for ”Alle apparater er forsynet med”, men ikke for ”Vi var overrasket over”. Dommen er foretaget ud fra umiddelbart gehør, men jeg kan godt give den en dybere forklaring: At være overrasket er en følelse, en indre proces, og i mine ører tilkommer det (ifølge sprogets logik) principielt ikke andre aktører end én selv at sætte skub i sine følelser, hvilket logisk set medfører at t-formen er umulig (medmindre der er et ekstremt element af samtidighed, altså at man står i samme rum og overraskes kollektivt).

Nu har vi læst på lektien – der, skal det indrømmes, er lige så fast i kødet som en rådden agurk der splatter bare man ser på den – men vi har også filosoferet lidt. Så lad os så se på sætningen fra Ugeskrift for Læger om oplysninger der var ”ulovligt indsamlet”. For det første kan vi som sagt sige ”at indsamle”; så selv om ”indsamlet” har tillægsform, er det ikke et tillægsord på samme vis som ”stor”, ”glad” eller ”rød” er det, og vi kan derfor ikke skråsikkert sige at det skal følge navneordets ental eller flertal.

Næste skridt er altså at vurdere om sætningen fokuserer på handling eller tilstand. Hvis man kan argumentere for at den ulovlige indsamling af oplysninger er én sammenhængende handling foretaget af én sammenhængende gruppe af mennesker, kan det i hvert fald være korrekt med ”indsamlet”. Hvis man snarere kan argumentere for at det er en bunke af oplysninger der hver især er indkommet fra hid og did, er det måske ”indsamlede”, men det afhænger af – ja, undskyld jeg siger det ligeud – hvor godt det henfaldne danske sprogøre synes det lyder. Og jeg ville IKKE være skråsikker.

Ordet ”ulovligt” gør det instinktivt usandsynligt for den almindelige sprogøresvækkede læser at den rigtige bøjning skulle være ”indsamlede”, for det er noget rod hvis flere uafhængige aktører har gjort noget ulovligt. Den normale pointe i en sætning om ulovlighed er at en bestemt aktør er skyldig, ikke et tilfældigt sammenrend af aktører. Hvis flertalsbøjningen principielt er korrekt, kalder det med andre ord på en total omformulering – måske endda mere research. Enten må man kunne spørge: Hvordan kan det være at mange har gjort noget ulovligt? Eller også må man kunne spørge: Hvem er det der har foretaget en ulovlig handling? En af delene. Indholdet skal trækkes i den ene eller anden retning for at blive tydeligt.

Typisk nok ligger djævlen i detaljen, og man kan ofte opsnuse store konstruktionsproblemer og indholdsmangler bare ved de små splinter man får i hånden af at stryge hen over den grammatiske overflade. Det er også derfor det er frustrerende at læse korrektur på en skribent der ikke har 110 procent styr på indholdet – i hvert fald hvis man gerne vil have 100 procent styr på sproget.

Hvad var det nu sætningen helt præcis lød på?:

”Vi kan godt arkivere oplysninger, selv om det viser sig, at de er ulovligt indsamlet."

Ja, jeg mener godt at vi kan lave en pragmatisk forskydning opad: Det er muligt at oplysninger er tilflydt uafhængigt ulovligt fra øst og vest. Men vi kan skubbe handlingsansvaret op til den aktør der samlet set benytter denne bunke af lovlige og ulovlige oplysninger, eller den som har leveret en klynge af ulovlige oplysninger. Det sidste er sandsynligt, for jeg læser sætningen som hypotetisk og som én der i første omgang handler om at ”én” kan have leveret ulovlige oplysninger – flertallet ”de” refererer jo bare til oplysninger. Og så havner vi ved at entalsbøjningen faktisk er legitim referent til én (hypotetisk) handling. Så hvis jeg fik en dårlig fast hyre for korrektur af den tekst og ikke havde mulighed for at kaste mig ud i en større debat om det bagvedliggende indhold, kunne jeg – afhængigt af artiklen som helhed – godt finde på uden indre diskussion at lade ”indsamlet” forblive ”indsamlet”.

Vi har jo også den åbne ladeport for t-formen fra Håndbog i Nudansk. Så der er ikke noget at komme efter: Det er simpelthen bare også korrekt at skrive ”indsamlet”. Dette begrundes i sprogbrugsprincippet – hvad folk rent faktisk gør – der så bliver bekræftet som regler med formuleringer som ”Der er nemlig i den almindelige sprogbrug en ret stærk tendens til …”. Det er selvfølgelig i sig selv det dårligst tænkelige argument og selvfølgelig ikke et svar du skriver til mig for at få. Men som beskrevet kan der være andre, lidt bedre, argumenter for t-formen.

Lad os lige kigge på et fænomen som Håndbog i Nudansk slet ikke nævner i denne forbindelse – muligvis fordi det bare er en løs tanke(torsk) i mit hoved. Men alligevel. Lad mig bare bevæge mig ud på is af ubekræftet tykkelse. Se på disse sætninger:

Alle gæster er tituleret Store-Smølf.
Alle gæster er malet røde i sylten.

Tituleret? Malet i sylten? Ikke titulerede og malede i sylterne? Nej, for hvis det der ligner et prædikat (fx ”malet” – i ”jeg er malet”), ikke er et prædikat (og det er det ikke her: ”blev malet [noget], hvor [noget] er egentligt prædikat) og derfor snarere er en del af verbum-konstruktionen (”blev malet”), ja, så skal det ikke bøjes i flertal. Eller sagt på en mindre teknisk og parenteshærget måde: ”Store-Smølf” er det egentlige prædikat i den første sætning, mens ”tituleret” er en del af verbalet (i hvert fald i en vis sprogtradition – så er alle forbehold taget). Tager vi ”Store-Smølf” væk, står der ”Alle gæster er tituleret”. Når vi ikke kan høre at dette er forkert, og heller ikke synes ”titulerede” er rigtigt, skyldes det udelukkende at der altid kommer et egentligt prædikat efter ”tituleret” – og selvfølgelig at gæsterne også kunne blive tituleret under ét. Titulerede eksisterer ganske enkelt ikke som flertalsform, kun som bestemtheds form (og det er en helt anden sag). I sidste eksempel er enten ”røde” eller ”røde i sylten” det egentlige prædikat, mens ”malet” er en del af verbalet. Man siger jo heller ikke: ”Alle postkasserne er malede røde”, og det skyldes jo at ”røde” har overtaget rollen som prædikat, mens ”er malet” samarbejder om en verbalbetydning der svarer til verber som ”kaldes”, ”hedder”, ”forestiller”, ”synes” osv. Men vi kan godt have sætningen ”Alle gæster er malet/malede (i ansigterne)”. Her er ”malet/malede (i ansigterne)” prædikat og følger reglen om hvorvidt man fokuserer på handlingen eller en stoflige oplevelse ved det enkelte ansigt.

Det enkelte ords skift i funktionelle ordklasser – fx at ”malet” både kan være prædikatet og (sammen med ”er”) kan udgøre forbindelsen til prædikatet – smitter selvfølgelig af på den almindelige sprogforvirring. Kan det mon være den slags der har påvirket e-formerne til at kunne eksistere som t-former (nu uden egentlig prædikat efter sig)?

Det smitter selvfølgelig også af at de eneste rigtige udgaver af følgende meninger er disse sætninger:

Oplysningerne var indsamlet over en længere årrække.
Postkasserne var tømt i løbet af dagen.
Grækerne var stegt i løbet af mødet.

Her kan det ikke hedde ”indsamlede”, ”tømte” eller ”stegte”, for tidsadverbialet (over en længere årrække, i løbet af dagen, i løbet af mødet) tvinger sætningerne til at fokusere på handlingen, uanset hvor sporadisk, langtrukken og afbrudt denne handling måtte være.

Rigtige adjektiver bøjes naturligvis stadig efter flertal: Postkasserne blev røde i løbet af dagen. Stewardesserne blev vrede efterhånden som mødet skred frem.

Og stadig bør det vel hedde:

Politikerne blev forvirrede efterhånden som forhandlingstilbuddene kom ind.

I modsætning til ”forlegne”, ”vrede” eller ”glade” er ”forvirrede” ikke et rent tillægsord – man kan jo sige ”at forvirre”. Men det er stadig en følelse – principielt set en indre proces (uanset hvor entydigt en aktør påvirker denne) – og derfor ikke en handling andre kan gøre. Således må den følge de rigtige tillægsord tæt og ligesom dem følge subjektets ental/flertal. Det er i hvert fald min helt klare holdning, selv om man efter Håndbog i Nudansk bogstav må konkludere at det er valgfrit.

Opsummering – en indre dialog med eksempler:

Ruderne er dugget.

Okay, hvem gjorde det? Ligger der her en skjult anklage mod morgendisen?

Ruderne er duggede!

Aha, deres nuværende tilstand – hvor poetisk.

Russerne er beduggede.

Nå, ja, en tilstand som nok er mest poetisk indefra.

Postkasserne er malet.

Okay, hvem fanden gjorde så det?

Postkasserne er nymalede.

Lyder smukt. Men du er lidt uden for skiven, for nymalet er et rent adjektiv, så det skal uden diskussion følge flertalsformen ”postkasserne”.

Postkasserne er malet røde.

Ja, nu er ”malet” en del af verbalet. Og Kurt Ravn blev kaldt Røde. Grammatisk set samme sætning.

De fem er sigtet for voldtægt.

Knap så fantastisk. Var det en gruppevoldtægt siden du siger ”sigtet”?

Nej, de er hver især sigtet for voldtægt.

Ja, det kan man måske sige, men …

Okay, de fem har det til fælles at de er sigtede for voldtægt, men jeg synes altså det lyder forkert. Man siger jo heller ikke: De fem kællinger er alle klippede hos frisør Madsen!? Man siger: De er alle klippet hos frisør Madsen.

Tja, det må være de forholdsord – ”for” og ”hos” – der får det til at glide lettere ned. Man er ”sigtet for” og ”klippet hos”. Det er i hvert fald i høj grad noget der kommer udefra, i modsætning til følelser og sindstilstande som forvirring, foruroligelse og lignende.

De fem står hver især (som) sigtede i voldtægtssager.

Ja, det lyder godt. Men det er da ærgerligt at man er nødt til at formulere sig på en bestemt måde for at være sikker. Det må have noget at gøre med at vi er væk fra den sammensmeltende betydning i ”klippet hos” og ”sigtet for”, altså fri af forholdsordenes indvirkning, for ”i voldtægtsager” er ikke et obligatorisk adverbial i sætningen.

Vi er forvirrede.

Ja, tak! En sindsstemning skal ifølge undertegnede følge navneordets flertal (akkurat som rigtige tillægsord) uanset hvad Håndbog i Nudansk åbner af valgfriheder. Bortset fra dem må man lade sin fornemmelse tale.

Vi er faktisk fuckede.

Helt enig.

Her er så min foreløbige konklusion, og jeg understreger at den er foreløbig:

1) Først afgøres om det er et rent adjektiv, og det gøres ved om man kan operere med en verbum-udgave, fx ved navnemåde: Man kan sige ”at indsamle” – så er indsamlet/indsamlede kort tillægsform. Men man kan ikke sige ”at røde” eller ”at uindsamle” – så er rød/røde og uindsamlet/uindsamlede rene tillægsord, og de følger mht. ental/flertal det navneord de referer til. Skraldeposen er uafhentet, og skraldeposerne er uafhentede.

2) Så afgøres om der fokuseres på handling eller tilstand. Oplysningerne er indsamlet (af nogen) (på et tidspunkt). Oplysningerne (har den kvalitet at de) er indsamlede. Hvis man på nogen måde kan argumentere for at det er én handling, er ”indsamlet” fint. Et efterfølgende forholdsord kan forstærke folks tilbøjelighed til t-formen, og det er accepteret i retskrivningsreglerne.

3) Dette er alene min sprogpolitiske tilføjelse: Omhandler tillægsformen en sindstilstand, er det ikke sprogligt oplagt at det skulle være én (udefrakommende) handling, og derfor vil jeg altid foretrække e-formen (altså fokus på tilstand) her. Eksempelvis: Sprogbrugerne var forvirrede på et højere plan.

_

NB: Dette indlæg hander om tilstands- eller handlingsfokus ved kort tillægsform. En langt tydeligere og værre fejl er manglende bestemthedsbøjning af samme (faktisk både af kort tillægsform og af rene adjektiver), især når der står et biord foran: De ulovligt indsamlet oplysninger. Den amerikansk ledet indsatsstyrke. Den temmelig broget skare. Disse fejl er altså ikke emnet for ovenstående indlæg.

_

PS: Hvis nogen kan påpege smuttere eller tilføje nuanceringer til dette indlæg, er sådanne bidrag velkomne. Det er simpelthen for komplekst til at jeg kan være min egen fagkorrekturlæser og med sikkerhed sige at der ikke er en formel benævnelsesfejl eller et hul i en definition.

 

Ganske vidst eller ganske vist?

Hej Martin

Jeg har et spørgsmål til dig som er helt vildt vigtigt at få opklaret. Har forsøgt mig via Google, men fik ikke endeligt svar. Hvornår bruger man vidst vs. vist? Hedder det f.eks. "det er ganske vist" eller "vidst"?

Hej Anna

Ja, der er en forståelig forvirring om de to ord, for der er jo slægtskab mellem at være vis, have vished og vide noget. Samtidig er den ordstammeødelæggende udvaskning af d’et fra ord som vædske – der jo i mange år har heddet væske selv om det har med våd og væde at gøre – med til at skabe tvivl om hvad der egentlig foregår med vist og vidst.

Men hvis du efter dette indlæg forstår at det hedder ”ganske vist”, kan du lave en huskeregel hvor du bruger hvert af ordene. Du kan sige: Jeg har vidst at det hed ganske vist. Eller endnu mere raffineret: Jeg har vist vidst det engang. (Den sidste kræver så at man ikke bliver forvirret på et højere plan over at biordet lægger sig mellem de to verber i verbalforbindelsen, ”har … vidst”.)

Vidst bruges som før nutid og før datid af verbet vide, altså (før nutid): ”Hun har længe vidst at hun er gravid.” Hvis hun så begynder at skilte med det, er det et helt andet verbum vi kan bruge, nemlig vise: ”Hun har længe vist at hun er gravid.” Men det er naturligvis en anden sag.

Vidst er altså udelukkende et verbum bøjet i før nutid/datid, mens dens betydningsmæssige halvbror, vist, som jo er en intetkønsform af vis, kan optræde som tillægsord eller biord. Der er ikke den store grund til for almindelige mennesker at skelne mellem ordklasserne biord og tillægsord, for tillægsord kan optræde som biord. Betydningsvariationen er mere interessant, eksempelvis kan ”en vis mand” jo betyde to ting, hvilket udfolder sig i flertal: ”de vise mænd” og ”visse mænd”. Det er rettelig to helt forskellige ord, men også her har en af Sprognævnets udrensninger skabt tåge, for i ældre dansk, hvor man måtte have dobbeltvokaler, ville det hedde ”de viise mænd”. I denne betydning af klogskab er intetkønsvarianten (”vist”) så sjælden at man knap nok overhovedet kan skrive ”et vist menneske” i betydningen et klogt menneske, i hvert fald ikke uden at det vil blive opfattet i den anden betydning, altså noget i retning af ”et bestemt menneske”. Den betydning er til gengæld ret hyppig: ”et vist kendskab” osv.

Vist kan også være synonym med sikkert og har også samme pendulsving i betydning. ”Hun er vist skyldig” og ”Hun er sikkert skyldig” har i moderne dansk den samme måske-betydning og usikkerhed over sig, hvilken må være opstået med årtiers upålidelig, sarkastisk og ironisk misbrug af sikre udtalelser. Derfor er der god grund til at holde fast i tautologien ”sikkert og vist”, for som komposition er den garderet mod pendulsving på samme måde som når ordene på anden vis er bygget ind i noget andet, lige fra vished til sikkerhedssele. Det er den samme funktion ”ganske”, ”helt” og lignende har når man siger ”helt sikkert” eller ”ganske vist” – herved sikrer man henholdsvis ”sikkert” og ”vist” mod at pendulere til den modsatte betydning. Det er nærmest som om ”helt” og ”ganske” er en hånd der holder pendulet fast.

Nå, ikke mere causeri. Det er på tide med et klart svar. Det hedder ”ganske vist” fordi ”vist” her ikke er et verbum. Jeg synes det er dumt at give en semantisk (betydningsmæssig) begrundelse, for de betydningsmæssige vægge mellem ”vist” og ”vidst” er ret tynde og de to ord har etymologiske overlap. Man kunne sagtens forestille sig at det hed ”ganske vidst”, fordi man kunne tænke at det betød at mange kendte det – altså verificering ved en blanding af mængdeargument og vidneudsagn. Og så er forskellen til ”ganske vist” i betydningen ”ganske bestemt” ikke ret stor – ikke større end forskellen mellem ”ganske (aner-)kendt” og ”ganske bestemt”. Og det er jo også derfor du kommer i tvivl.

Så:

1) I første instans må vi sige at det hedder ”ganske vist”, for det gør det bare!

2) I næste instans kan vi sige at når det ikke er et verbum, så kan det ikke være ”vidst”. Problemet er så at man fejlagtigt kan fantasere om at det kan hedde at ”noget er vidst” på sammen måde som ”noget er kendt” (fordi verber i kort tillægsform kan fungere på samme måde som tillægsord). Og den er svær at komme ud over som menigmand.

3) Men så må man til gengæld tilføje at ”er vidst” ganske enkelt ikke findes i godt dansk. Man kan sige ”har/havde vidst”, men ikke ”er/var vidst” (så skal man i stedet bruge ”kendt”). At man ikke kan sige ”er/var vidst”, har noget at gøre med grammatiske begrænsninger i betydningen af ”vide”. Jeg (eller du selv) kan køre dig et sted hen – så er du kørt. Og du kan selv køre strækningen – så har du kørt den. Men at vide er ikke noget man selv eller andre gør med én; det er kun noget man selv gør indefra.

PS: Med hensyn til interferensen fra verbet vise har jeg altid moret mig over følgende formulering i diverse rulletekster: ”Der blev vist klip fra …”.

Ja, måske – hvem ved?

Men det er lidt ordkløveragtigt af mig, for den faktisk tilsigtede betydning af formuleringen bør være den primære.

Så så, e-Boks

Klik for at se større billede, og læs teksten først. Hvad er det morsomme?:

I skriftsproget har vi komma når en ledsætning slutter. I talesproget har vi til en vis grad et tonalt skift, men man – nogle mere end andre – kan også være tilbøjelig til at opsamle en indledende ledsætning med et ”så”. I skriftsproget bør disse ”så” kun bruges efter meget lange ledsætninger eller efter ledsætninger der på den ene eller anden måde er grammatisk komplicerede med flere niveauer af ledsætninger i sig.

Helt simple indledende ledsætninger som ”Hvis du har andre spørgsmål vedrørende e-Boks” bør ikke opsamles af noget ”så”. Det er børnesprog – og til en vis grad talesprog.

Det morsomme ved standard-mailen fra e-Boks er at otte ud af ni slutkommaer er ledsaget af et ”så”. Der er seks simple indledende ”hvis/når”-ledsætninger (herunder dem der er indledt med ”såfremt” og ”forudsat”) som alle har fået et barnligt ”så”. Og der er to indledende ”for at”-infinitiver, som jo altså ikke engang er ledsætninger, men som det ikke desto mindre er både acceptabelt og journalistisk vidt udbredt at sætte ”slutkomma” efter.

I en korrektur ville jeg have slettet alle disse otte ”så”, for de står alle som fuldstændigt overflødige og børnesprogsagtige efter de mest simple ledsætninger og infinitiver. Det er så grelt at teksten går en smule i opløsning – selv i en børnebog ville jeg kraftigt fraråde så mange ”så”, for børn skal også lære at læse en integreret sætning. Så’erne står strengt taget i vejen for indholdet – de har en opløsende effekt, akkurat som det at blive madet med en ske opløser helhedsindtrykket af måltidet. Og her må man ikke glemme den vilde forskel på skriftsprog og talesprog: Skriftsproget kan forvente en vis koncentration fra læseren i arbejdet med at integrere led i helmeninger, og læseren må på sine side kunne forvente at teksten ikke taler ned og står i vejen med overflødige opsamlende ord der reelt er tomme enheder. Talesproget (det ikke-ritualiserede talesprog) frygter med god grund at modtageren ikke hører efter. Men her har afsender i kraft af øjenkontakt osv. mulighed for at skabe relevant gentagelse på kryds og tværs og bearbejde modtageren indtil informationen tilsyneladende er diffunderet ind – som en abs-bremse der hugger og slipper ud fra millisekunders feedback, og som musik der gentager og gentager.

Dette er en kæmpeforskel! Og ”så” efter simple ledsætninger i skriftsproget er udtryk for manglende respekt for denne forskel og for hvad det vil sige at læse. Ja, manglende respekt for læserens nødvendige koncentration. Derfor virker disse så’er mere opløsende end oplysende.

Et prototypisk eksempel på behovet for et opsamlende ”så” efter selv den simpleste ledsætning i talesproget kunne være dette:

Far, når vi kommer hjem … (???) … Ih! Far, far?! Hør her: Når vi komme hjem (ik’?), så skal jeg prøve kælken, ik’?

Bemærk at det er den yngre der har behov for at bruge det opsamlende ”så” for at formulere sig grammatisk formfuldendt og forståeligt i et kommunikationsarbejde truet af afbrydelser og fravær. Som modtager, derimod, har den yngre ikke brug for overdrevne så’er for at læse en tekst; det er simpelthen en misforståelse. Eksemplet understreger (og overdriver) desuden et behov der kan være i talesproget, men som slet ikke er på færde i skriftsproget.

Sjovt nok er det eneste acceptable af de ni mulige ”så” i e-Boks-mailen, nemlig det foran bydemåden ”kontakt” i næstsidste stykke, ikke sat. Jeg mangler at nævne endnu et argument for det opsamlende ”så” i skriftsproget, og grunden til at jeg har ventet med det, er at det ikke vedrører selve ledsætningens kompleksitet eller længde, men derimod hvad der følger efter ledsætningen. ”Så” er nemlig mere end okay, for ikke at sige påkrævet, når en hvilken som helst ledsætning efterfølges af bydemåde, eksempelvis: ”Hvis du er færdig med at spise, så ryd op efter dig.” Det er unaturligt for bydemåden at have koblet noget foran, og der hjælper det med et ”så”.

Men lige det eneste sted i e-Boks-mailen hvor et ”så” ville være relevant, slår skribenten om fra børnesprog (rent grammatisk i hvert fald) til papirsprog ved at skrive: ”Såfremt du har flere spørgsmål til NemID eller OCES-certifikat, kontakt venligst NemID […]”.

Dette tørre skift fra betingelse til bydemåde er der ingen der kan lide. Her er grunden: Det får ledsætningen til at stå og flagre fordi bydemåden har en anormal helsætningsstruktur, nemlig uden det ”forfelt” (dvs. den ledplads foran hovedverbet) som en foranstillet ledsætning ellers skal være i. Ledsætningen står med andre ord alene fordi den ikke har nogen plads i helsætningen – ”Kontakt venligst NemID” eller ”Ryd op efter dig” står jo normalt alene. Kun ved at putte et opsamlende ”så” ind bekræfter man at den foranstående betingelsesledsætning står i forhold til bydemåden.

PS: Når man skriver klummer eller andre tekster som redaktioner betaler for, skal der være et ”svirp med halen” eller en formfuldendt afslutning. Og klummen må helst ikke begynde ét sted og slutte et andet. Alle disse regler og konventioner er jeg heldigvis befriet for her, så jeg nøjes med at konstatere at lektionen er slut.

Alt eller intet?

Mens jeg sidder og læser denne tekst på forsiden af Groupcares websted, er der noget som går op for mig:

Selv blandt højtuddannede, måske endda mennesker der decideret arbejder med tekst, er der en voksende tendens til at tro at ”al” ikke er et eksisterende ord. Jeg har set det mere og mere i løbet af det seneste års tid, både i de tekster jeg i egenskab af korrekturlæser retter, og i de tekster jeg ser som almindelig læser.

Det er tydeligt at ovenstående tekst – som må være Groupcares primære stykke tekst udadtil på dansk – har været igennem omhyggelig bearbejdning og en (ud fra egen selvforståelse) seriøs korrekturlæsning. Alligevel taler teksten om at ”samle alt ekstern kommunikation”. Men kommunikation er fælleskøn; ”ekstern” har jo heller ikke fået noget t på. Ganske vist er formen ”en kommunikation” lidet meningsfuld og derfor sjældent brugt, men det er ”kommunikationen” ikke, så hvordan kan der overhovedet opstå tvivl?

For at være helt klar: ”al” eller ”alt” følger kønnet – sværere er det ikke. Og hvis man ikke gider ”alt besværet”, er det ”al besværet” man skriver, fordi man mht. sådanne uafgrænsede og begrebslige mængder i intetkøn også kan sige fx ”den besvær” (”al den besvær”) og ikke mindst ”megen besvær”. Man behøver ikke engang at være jyde for at gøre dette! Så hvis der er en universalbøjning, hedder den ”al”, ikke ”alt”.

Måske udgør ”alt kommunikation” og tilsvarende tilfælde en form for hyperkorrektioner, netop fordi man – i hvert fald mundtligt – altid har tilladt det modsatte (altså ”al”). Når vi taler om ”arbejde”, som er et intetkønsord, hedder det normalt ”alt arbejdet”, men det har aldrig været forbudt eller været betragtet som ringere sprog (i hvert fald mundtligt) at sige ”al arbejdet”, og går man rundt og siger det, skal man (måske) lige huske at putte et t på når man skriver.

Er det mon derfor folk pludselig tror de altid skal putte t på? Jeg ved det ikke. Men underligt er det godt nok. Og tilmed ukorrekt. Det hedder ikke ”alt kommunikationen”. Det hedder ikke ”alt den jammer i partiet Venstre”. Og det hedder ikke ”alt den kærlighed du kan få”. Det hedder al, al og al.

Hvis ”al” ikke bruges ved fælleskøn, risikerer vi at ende i samme situation som med ”meget”. Her er det i dag suspekt, vist endda betragtet som formelt ukorrekt, at bruge ”megen” ved fælleskøn, fx ”megen vrede” eller … nå, ja, ”megen glæde”. Det er en skam. Og det ville være endnu en skam at ende dér med ”al”.

Så husk det nu: Det er ikke ”alt” eller intet; vi har faktisk også ”al”.

Eller med en lettere omskrivning af Paul Simons hit fra 1986: You can call it ”al”.

Find fem fejl

Uha, hvor duperende. Og det er jo i orden hvis man selv kan leve op til det. Men spørgsmålet er hvem der spilder hvis tid? I hvert fald er der fire klokkeklare fejl i denne jobannonce, der ellers søger den fejlfrie skribent. Se om du kan finde de fire fejl – og også gerne den ”fejl” som i min bog stadig er en fejl, men som desværre er gjort lovlig.

Nej, det er ikke kommaet foran ”samt”. Det skal ganske vist ikke være der efter retskrivningsreglerne, strengt taget, men det er fint (og tilladt) i sammenhængen hvor et ophold er passende. Det er det i øvrigt ofte foran ”samt”.

Nej, det er heller ikke ”a” i ”a 4-500 ord”. Det er såmænd helt korrekt, men det er der ikke mange der ved.

Se nu om du kan finde de fem fejl, før du scroller ned!

_

_

_

_

_

_

_

_

_

Jeps, en ordfragmentering – det skal selvfølgelig hedde ”nutids-r” – og tre manglende kommaer mellem helsætninger. Derudover skal ”indenfor”, ifølge god sprogbrug, være i to ord når det er transitivt.

Måske er det en del af ansøgningen at man skal finde disse fire-fem fejl, men man må unægtelig sige at det er en høj risiko man løber på vegne af sit image hvis man lægger sådan en test i selve opslaget. Derfor vil jeg næsten sige at hvis MobilTjek ikke dumper på skrivningen, så dumper de på brandingen.

Imidlertid er det – af to tungtvejende grunde – ikke decideret afskum: 1) Der er kun én ordfragmentering blandt mange mulige, og de har da sat bindestreger andre steder. 2) Det er godt at de søger kvalitet selv om de ikke fuldt ud selv besidder det (endnu).

Så jeg vil støtte dig, kære læser, hvis du ønsker at søge jobbet og i øvrigt er kvalificeret. Jeg plejer ikke at blande min blog med mit firma, men her gør jeg en sjælden undtagelse: I Retskrivningspolitiet søger jeg faktisk kompetente korrekturlæsere (på langt sigt muligvis også skribenter) at oplære og senere skibe opgaver videre til. Dette er et tekstforfatterjob, men vores samarbejde og min oplæring af dig som kompetent sprogbruger og korrekturlæser kan udmærket begynde med at du søger det, får det og passer det.

Men det er naturligvis udelukket hvis du ikke af egen kraft fandt ordfragmenteringen, for så bliver du aldrig skarp nok til mit brug – heller ikke selv om du alligevel var så heldig at få 12 i dansk.

Ører i maskinen

I filmen Fargo vælger en snotdum, men handlekraftig, forbryder at få et lig til at ”forsvinde” ved at grovpartere det og proppe dets forskellige dele ned i en snurrende træflismaskine som spyer et flere meter langt og bredt blodrødt spor ud i det snedækkede landskab. Det er et af de mest makabre eksempler på vellykket humor i filmhistorien, og det er lidt sådan et billede – blot formindsket til 25 afskårne ører – jeg kommer til at tænke på når jeg læser ovenstående ord fra Ekstra Bladet fra den 29. april. Jeg tror nu ikke det grunder i decideret morderiske følelser over for Auri Skarbalius fra skribentens side, for det er sgu noget spidsfindigt noget, det med ”øre” og ”ører”.

Det hedder ”25 øre”, og det hedder ”kroner og øre”. Men helt nemt er det nu ikke. Se bare hvad der står på opslaget i Den Danske Ordbog (de orange streger er mine):

Som første grammatiske udmelding har vi altså at øre bøjes øre (ubestemt ental), øren (bestemt ental), ører (!!!, ubestemt flertal) og ørerne eller ørene (bestemt flertal). Dette gælder så længe der er tale om en mønt med værdien 1 øre. Så det er sandelig ikke ret længe, faktisk ikke mere end et etymologisk abstraheret splitsekund, for en sådan mønt findes jo for fa’en ikke i normal handel og vandel. Så snart det bliver en beløbsangivelse – hvor fx 25 øre jo ikke er 25 mønter, men et beløb på én mønt – så hedder summen af disse abstrakte enheder ikke ører, men derimod øre. Ja, i flertal.

Dog hedder flere enheder af mønten ”25-øre” jo 25-ører. For eksempel udgør tre 25-ører et beløb på 75 øre. Og tre 50-ører udgør et beløb på 1 kr. og 50 øre. Derfor kan skribentens fejl også repareres med en bindestreg, så han i stedet for at tale om ”25 ører” med en forkert bøjning af beløbsangivelsen, taler om et antal 25-ører der er smidt i møntindkastet. Det korrekte er altså enten at ”de første 25 øre er smidt i møntindkastet” (beløb uden r), eller at ”de første 25-ører er smidt i møntindkastet” (hvilket indikerer et beløb på mindst 50 øre eftersom der er flere mønter).

De ører der sidder monteret på hovedet til at opfange lyde med – og som i øvrigt ikke kan bruges i denne sammenhæng, idet øre og ører lyder helt ens – har til gengæld -r på i flertal. Det er dem man i overført forstand får ”i maskinen” når man får tæsk, herunder tæsk i overført forstand, fx sønderlemmende kritik. Sønderlemmende? Ja, så er vi hvor vi begyndte, ved træflismaskinen. Sproget bygger i høj grad på vold.

Så lad os skifte til noget mere hyggeligt, nemlig til et diagram over r-distributionsbaseret betydningsdifference. Her ses hvordan forskellig placering af blot et enkelt ”r” udgør forskellen på et meget konkret billede og det abstrakte begreb ”kroner og øre”:

Der er næppe nogen tvivl om at den korrekte ortografi for begrebet ”kroner og øre” før, nu og i al fremtid vil have svære betingelser. For mens flertals-r’et på ”kroner” uafladeligt vil forsøge at smitte ”øre” – en smitte som ”øre” i allerhøjeste grad er eksponeret for som ligegyldigt vedhæng i den abstrakte vending ”kroner og øre” – har ”øre” ærlig talt ikke meget at stå imod med, andet end sådan er det bare: en øre, to øre. Således har sprogkrakilere en uvurderlig sprogfælde som kun de mest eksklusive og årvågne sprogbrugere ikke falder i før eller siden.

Men du, kære læser, skal hverken have røde ører eller ørerne i maskinen. Så lad os tage den én gang til, ikke for (og med) Frederik den 9. (som aldrig har haft en kongekrone på hovedet fordi vi holdt op med det pjat for meget længere siden), men for dennes lillebror, arveprins Knud, og for dig:

Radiokugle

Så kom din sprogskribent sørme i radioen, i programfladen AK 24syv på Radio24syv.

Radio24syv mandag den 4. marts i en dejlig radiosandwich mellem Rasmus Walter og Nephews måske bedste nummer. René Fredensborg er vært, og Rikke Høm Jensen har interviewet og klippet meget fint.

Når man sådan morer sig med at være i radioen, kan det godt blive lidt unuanceret. Så tillad mig lige et par saglige forbehold og justeringer.

Man kan godt i lidt for høj grad få det indtryk at min påstand er at vi skal udtale alle ordene som de skrives. Det hverken kan eller skal vi. Men nogle ord udtaler vi simpelthen misvisende, og de skal udtales retvisende. Leger man med den tanke at stave alle ord som vi udtaler dem (fx ”fesg” for ”fisk” og ”åw” for ”og”), så ville vi være nødt til at udtale nogle af ordene tydeligere for ikke at få et alt for lille sprog.

Lad os for eksempel sige at ”hærge” gik hen og lød som ”have”. Da ville begge skulle staves ens (fx ”haow”). Og breder man den konsekvens ud til hele sproget, er det ikke svært at forestille sig at det bliver et problem med et alt for lille skriftsprog hvor man som læser skal gætte sig frem. Tilsvarende ville det ikke give megen mening at tillade to b’er i faldgruber (som flere og flere ellers udtaler med kort vokal der tilsiger dobbeltkonsonant), for det ville løsrive det der så blev til pseudo-ordet ”faldgrubber” fra ”gruber” som vi i nøgen form udtaler med langt u, og som også derved er hensigtsmæssigt adskilt fra ”grupper” der jo er noget helt andet. Ergo er vi nødt til at insistere på at den eneste fornuftige klaring af den sag – nu og i al fremtid – vil være at udtale faldgruber ordentligt, altså med et langt u, sådan så vi ved hvor det kommer fra, og så svage og ubelæste sprogbrugere ikke har al mulig god grund til at tro at der er noget der hedder ”faldgrupper”. Det samme med ”parker” og ”pakker”. Pointen er at der skal være en signifikant lydlig forskel, uanset om der så i øvrigt er lydret overensstemmelse mellem tale og skrift.

I den mere morsomme afdeling er at jeg lyder til at bilde mig selv ind at radiolytteren kan høre forskel på at jeg siger ”kugler” og ”kuler”. Én ting er at det bløde g har det skidt og falder ud af ord som ”hærger” hvor det faktisk kan høres (som en o/w-agtig lyd) hvis man gider udtale det. En anden ting er at gøre det hørbart i ”kugler” så det ikke bare lyder som et langt u – men dette er umuligt, for der er knap hørbar forskel på en lang lineær u-lyd i ”kuler” og så u-lyden der forlænges til en o/w-lyd i ”kugler”. Ergo er det umuligt at høre en klar forskel på ”kuler” og ”kugler” uanset hvor meget tossen i radioen gør sig umage.

Endelig ligger der en åbenbar selvmodsigelse i at jeg begejstres af Anders Breinholts udtale af ”link” med stød, og herefter fjerner stødet når jeg siger ”links” i flertal. Dansk stød og engelsk flertals-s får nok svært ved at indfinde sig i samme ord – dog kan det jo sagtens ske hvis man begynder med at sige det for sjov.

Og sjov skal det også være.

Sad på boldbesiddelsen

Det går ikke. Så det skriver man bare ikke, vel?

Jo, det gør man:

Fra den ellers forbilledligt fejlfrie artikel ”Dramatisk Laudrup-point mod United”, Sporten.dk, 23. december 2012.

At sidde på og at besidde noget må siges at være dobbeltkonfekt. Det kan enhver se, og derfor er ovenstående morsomt.

Og her kunne man så stoppe hvis man bare var en helt almindelig sprogbruger – eller hvis man var en læsertip-fodret fis i en hornlygte af en facebookblog og ikke en seriøs og smuk sprogblog. Det ville være så let ikke at tænke og ikke at ville noget mere. Men her skrives der tekst – ja, der skrives – simpelthen fordi det ikke kun handler om andres håbløse fejltrin, men også om selv at danse. At vise hvordan man gør – eller mere ydmygt formuleret: kan gøre.

Desuden handler det om dette fra Descartes forskudte mantra: Jeg skriver, altså tænker jeg (eller har tænkt en tanke at skrive på).

Tilbage til ”sad på boldbesiddelsen”. Dobbeltkonfekt er det, men dobbeltkonfekt lyder ikke som en betegnelse en akademiker ville bruge. Begynder man imidlertid at tænke over hvad den akademikerlatinske pendant til dette lægmandsord helt præcis er, åbner der sig en Pandoras æske af akademisk kaos og definitionsdunkelhed. Og det tirrer mig selvfølgelig.

Så hvis du tør drage med mig ud på en nørde-ekspedition i jagten på sandheden om hvad dobbeltkonfekt egentlig hedder, så kom med mig videre. Hvis du derimod taber pusten blot ved tanken, kan du overveje at stå af her for denne gang – det er helt i orden. Ja, det er ikke engang sådan at du går glip af noget, for jeg kan godt allerede røbe at ”dobbeltkonfekt” er en mere præcis og retvisende betegnelse end de fremmedordsbetegnelser der er på markedet. Så tillykke med at du ikke er Erasmus Montanus men derimod et helt sundt og fornuftigt menneske som kender dobbeltkonfekt når du ser det!

Til mine lidelsesfæller fra diverse dansk-, retorik- og lingvistikstudier: Velkommen til parodien på dansk akademisk tradition.

Lige ved hånden har jeg 1) ”Den Danske Ordbog” (DDO), både på reolen og på nettet, 2) web-udgaven af encyklopædien ”Den Store Danske” (selvsagt på nettet) og den lille håndbog ”699 varme termer”. Det burde være nok.

Da jeg som efterkommer af rene knoldesparkere hverken har klæbehjerne eller stor fidus til brug af overflødige fremmedord, begynder min søgen – måske overraskende for nogle – med en handling der er lige så automatiseret som når en blackoutet skuespiller søger sin sufflør: Jeg slår op på ”dobbeltkonfekt” i Den Danske Ordbog for at se om den foreslår nogen synonymer. Jo, det gør den – den siger ”SYNONYM: pleonasme” og ”SE OGSÅ: tautologi”.

De to små sataner vækker unægtelig genklang som to betegnelser jeg har hørt før, er faret vild i, aldrig har turdet bruge – og nu leder efter. For nu skal vi have styr på dem. Hvad er hvad, og hvorfor?!

Pleonasme
Den Danske Ordbog taler blot om en ”forbindelse af ord der unødigt gentager samme betydningsindhold”, og giver eksemplet ”samarbejde i fællesskab”. Det er præcis samme forklaring som gives ved dobbeltkonfekt, og de er jo altså også fremstillet som synonymer. Men det er vel et smagsspøgsmål om eksemplet ”samarbejde i fællesskab” er et rent logisk overlappende udsagn (som fx en rund cirkel eller et firkantet kvadrat), eller om det faktisk giver mening: At arbejde i fællesskab er ikke nødvendigvis at samarbejde: Man kan stå inden for hinandens intimsfære og arbejde, men uden egentlig at samarbejde. Omvendt forudsætter samarbejde en form for fællesskab. Så alt efter hvordan ens hjerne lige vender den dag man læser eksemplet, vil man udlægge noget forskelligt med hensyn til hvor snævert ordet pleonasme er defineret. Så snævert defineret som rent overlap, dvs. som en rund cirkel (hvilket var min første læsning), eller mindre logisk overlappende?

699 varme termer siger det samme, men giver flere eksempler: ”en rund cirkel”, ”en rytter til hest” og ”en enlig ungkarl uden hverken kone eller børn”. Bemærk at en rytter til hest på ingen måde er logisk dobbeltkonfekt i samme snævre forstand som en rund cirkel (en rytter kan vel også betegnes som sådan når han ikke sidder på hesten), og at det udflydende eksempel med den enlige ungkarl (som jo godt kan have en partner, biografveninde etc., men ganske rigtigt ikke en kone) heller ikke bidrager til at forstå hvor snæver eller bred definitionen er. Foreløbig ligner definitionen på pleonasme elastik i metermål.

Den Store Danske flytter perspektivet totalt idet den i højere grad opfatter pleonasme som noget sprogteknisk: Den siger: ”overflod i sprogbrugen, i moderne terminologi redundans, almindelig i talesproget som "dobbelt konfekt": manden han siger ... , årsagen skyldes, at ... , eller som talefigur, der tilsigter større fylde i udtrykket: Jeg så det med mine egne øjne”.

Bemærk det manglende komma mellem ”manden” og ”han” i det første eksempel (manden han siger …). Det er simpelthen forkert skrevet. Konstruktionen er almindelig i talesprog, og man siger at ”manden” står i ekstraposition, altså uden for den normale helsætning, fordi ”han” der gentager indholdet ”manden”, derved tager ”manden”s plads i helsætningen. Skal man skrive det, skal man sætte komma! Den Store Danske uden ordentlig tegnsætning – oven i købet i et ret centralt definerende eksempel? Uha, uha.

Jeg er tilmed bekymret over at encyklopædien taler om ”dobbelt konfekt” og ikke om ”dobbeltkonfekt”; begge dele er sprogligt gangbare, akkurat som ”ekstra tur” og ”ekstratur” hvorimellem der kun er en lille nuanceforskel, men netop denne nuance er vigtig, for en ekstra tur er en tilfældighed, mens en ekstratur er et etableret begreb, og som etableret begreb bør dobbeltkonfekt staves i ét ord og udtales med ét tryk, også for at fjerne det fra den tilfældige forekomst af ”dobbelt konfekt” i betydningen af overflødige havregrynskugler og marcipan med nougat. Heldigvis er Den Danske Ordbog, hvis primære funktion er at have styr på stavningen, enig med mig.

I Den Store Danske stemmer eksemplernes kvalitet ikke overens med dem i Den Danske Ordbog og 699 varme termer. De første to eksempler i encyklopædien – ekstrapositionen (manden, han …) og sprogforbistringen (”årsagen skyldes”) – er rent sprogtekniske, næsten grammatiske, hvilket ingen af eksemplerne i de to øvrige kilder er. Og det tredje og sidste eksempel, ”Jeg så det med mine egne øjne”, vedrører en helt bevidst understregning. Det er da muligt at dét er en pleonasme, men i så fald ved de to andre kilder ikke hvad en pleonasme er. Forvirringen er absolut total – hovsa, var det en pleonasme?

Okay, jeg må kigge på bogreolen. I Ulla Albecks Dansk Stilistik (7. udgave, 1939) optræder pleonasme ikke som et opslag, men hun har været flink at putte ordet i registeret omme bag i bogen, hvor der står: ”pleonasme – ’overflødighed’, selvgentagelse”. Dette er efterfulgt af seks sidetal. En skimning af de seks sider viser at hun aldrig bruger ordet som andet end et adjektiv, ”pleonastisk”, hvilket siger noget om at det faktisk dækker temmelig bredt og ikke kan bruges præcist. Den Store Danskes fokus på grammatiske eksempler bekræftes her, idet Ulla Albeck også taler om det der reelt er ekstraposition, og om eksempler såsom ”denne her”. (”den her” og ”denne” er det samme, blot er ”den her” ultra-talesproglig, mens ”denne” er skriftlig, ergo er sammenblandingen ”denne her” ifølge Albeck pleonastisk, og jeg er i øvrigt enig).

Jeg må på dette punkt i efterforskningen konkludere at ordet pleonasme dækker alle grader af fornemmelse for gentagelse, redundans, overflødighed. (Hov – gad vide om en sådan bevidst ophobning af synonymer i glidende overgang også er et pleonastisk træk? Det ved formentlig kun Gud og Ulla.) Derfor er jeg ikke længere i tvivl om at man roligt kan kalde ”sad på boldbesiddelsen” for en pleonasme. Jeg må også konkludere at Den Store Danske i sine eksempler måske bedst angiver denne bredde, mens de to andre kilder i bedste fald kan kaldes retvisende i kraft eksemplernes dunkelhed.

Desuden må man vel konkludere at selv om pleonasme og dobbeltkonfekt står som synonymer i Den Danske Ordbog, så er pleonasme et langt mere uklart og elastisk ord end dobbeltkonfekt. I min bog betyder dobbeltkonfekt kun at man udtrykker et betydningsindhold hele og fulde (ja-ja!) to gange, men på hver sin måde, i samme vending – uden at have en pointe med det. Altså ”en helt rund cirkel”, ”sidde på boldbesiddelsen”, ”en ugift ungkarl”, og sprogligt: ”denne her”, ”åbne op” osv. Pleonasme derimod synes også at dække om jeg så må sige halvandenkonfekt, fx ”samarbejde i fællesskab”, ”se med egne øjne”, ”en rytter til hest”, og klart intenderede dobbeltheder, fx igen ”se med egne øjne”).

Det begyndte med en sjov opdagelse på Sporten.dk; nu har det udviklet sig til en nørdemaraton. Har jeg tænkt mig at kede dig ihjel? Ja, det har jeg, hvis du ser sådan på det, for nu kommer vi til tautologi.

Tautologi
Den Danske Ordbog har to definitioner af tautologi, henholdsvis vedrørende sprog og vedrørende logik. Det er den sproglige der er relevant her: ”forbindelse af ord der gentager det samme betydningsindhold, overflødigt eller som stilistisk virkemiddel”. Som eksempler gives: ”del den i to halvdele”, ”hyggeligt og rart”. Ud fra Den Danske Ordbogs definition er det svært at se at tautologi ikke er totaltoverlappende synonym med pleonasme, men det står ikke som synonym, kun som ”se også”, hvilket måske blot skyldes hensynet til betydning 2, logik: ”udsagn der er sandt i kraft af sin logiske form og derfor er selvindlysende”, for betydning 1 af tautologi synes altså at være synonym med pleonasme – og dog: Måske aner man i kraft af eksemplet ”hyggeligt og rart” en større plads til intenderede cementerende dobbeltheder, hvilket bekræftes af definitionen der også taler om ”stilistisk virkemiddel” – altså noget man gør med vilje. Da jeg for et par linjer siden skrev ”hele og fulde”, var det altså nok snarere en tautologi.

699 varme termer lader som om der kun er én definition/skole, og det påstår jeg fordi det ikke er den sproglige, men tværtimod den logiske definition den læner sig op ad. Den siger: ”udsagn der per definition er sandt, dvs. sandt alene på grund af betydningen af de ord der indgår i udsagnet, fx Alle ungkarle er ugifte.” Og den tilføjer meget klogt (faktisk det klogeste jeg har læst i et opslagsværk i forbindelse med denne efterforskning): ”På grund af princippet om relevans vil ytrede tautologier altid blive tillagt en mening, fx Drenge er drenge. Se også plathed.” Man kan så sige at denne tilføjelse markerer overgangen til en sproglig definition – overgangen til et stiltræk. Dette er umiddelbart en meget mere tilfredsstillende definition end den i Den Danske Ordbog, blandt andet fordi betydning 1 i Den Danske Ordbog ikke ret tydeligt adskiller sig fra pleonasme. Men er denne skarpere definition af tautologi også korrekt?

Måske afhænger det af om man vil dække al sprogbrug (også den uskarpe), eller om man vil rydde lidt op i begreberne og forsøge at skabe klarhed i verden. Jeg tror godt at 699 varme termer vil rydde lidt op, men dette normative, filosofiske klarsyn er ganske givet ugleset i akademikertraditionen hvor alt sander til i deskriptivisme, helgarderinger og bureaukratiseren med fornuften. Kender du ikke fornemmelsen af at de humanistiske præmieakademikere kan referere meget uden selv at sige noget som helst fornuftigt? Nå, det er sikkert en anden snak.

Den Store Danske indleder med en retorisk definition og fortsætter med at tale om klassisk udsagnslogik, sidstnævnte tilsyneladende uden slinger i valsen (hvorfor jeg ikke vil kommentere det yderligere). I den retoriske definition hedder det: ”tautologi, i retorikken en ordforbindelse eller udsagn, der på dobbelt måde udsiger et og det samme, fx stærk kraftkarl (se truisme); stilistisk kan en sådan gentagelse anvendes for at give talen fynd, fx tit og ofte, jf. pleonasme.”

Okay, så er vi nærmest slået tilbage til start igen. På trods af at der igen tales mere om det tilsigtede og det stilistiske, udjævnes definitionen til sidst med ”jf. pleonasme” (endda indsat lige efter det der synes at adskille de to ting, nemlig den intenderede fynd). Så tager man dette bogstaveligt, er der simpelthen ingen forskel på pleonasme og den sproglige og stilistiske betydning af tautologi. Det er i hvert fald meget nærliggende at blande dem helt og aldeles (ta-da!) sammen. Og den eneste tænkelige grund til at tautologi ikke står som synonym med pleonasme, er så at tautologi også er et fagudtryk inden for logikken og dermed også dækker et andet felt.

Jeg har endnu ikke sat Ulla Albeck tilbage på hylden, så lad os lige se. Tautologi … står ikke i indholdsfortegnelsen, men ikke uventet står det i indekset bag i bogen, hvor der står: ”Tautologi – (ufrivillig) selvgentagelse” efterfulgt af ti sidetal. Bemærk at parentesen ”ufrivillig” tilsyneladende er den eneste forskel på pleonasme og tautologi hos Ulla Albeck – en høne vi hurtigt kan hugge hovedet af (altså ikke Ulla, men differencen), for ved skimningen af siderne hvorpå hun skrev ”pleonastisk” var der også en diskussion med brug af ord som ”fejl” og ”ufrivillig”. Parentesen ”(ufrivillig)” kunne altså lige så vel have stået ved pleonasme. I øvrigt er tautologi-eksempler fra DDO og Den Store Danske som ”tit og ofte” eller ”hyggeligt og rart” jo i allerhøjeste grad med vilje – faktisk var denne højere grad af intention ved tautologien netop den eneste forskel jeg kunne ane på pleonasme og tautologi. Så vi er tilbage ved ingen sikker forskel.

Hvad får jeg så ud af at skimme de ti sider med tautologi i Ulla Albecks værk? Ikke andet end at hun også foretrækker at bruge adjektivet tautologisk, undertiden i samme sætning og om samme ting som pleonastisk – og hvis der overhovedet er en forskel, ligger den i at Ulla Albeck tilsyneladende har en tendens til at bruge tautologisk om åbenlyse egenskaber ved ordene som sådan (fx når hun skriver om ”tautologiske ordpar”, eksempelvis tit og ofte), og pleonastisk om noget forfatteren skaber.

Men dette nærmer sig en litterær analyse af Ulla Albeck snarere end noget hun bevidst definerer.

Hjælp!!!

Hov, vent lige – jeg har jo også Kirsten Rask, et dygtigt og intelligent sprogmenneske som har samme tilbøjelighed til at nægte at affinde sig med vrøvl og unøjagtigheder som jeg selv har, og som – uden at nævne noget om alder – har haft flere år at gøre det i. Hendes ”Fagsprog – videnssprog” fra 2004 står jo lige her, og den er et godt opslagsværk. Lad os denne gang begynde med tautologi … hm, ja, der står følgende (de firkantede parenteser er mine):

>>
Tautologi
Kommer af gr. [altså det græske ord] tauto = ’det samme’ + logos = ’ord’. Det vil sige en overflødig, men bevidst gentagelse med et andet ord som betyder næsten det samme. Bruges i mange talemåder, fx

(i) bund og grund
ene og alene
evig og altid
fuldt og helt
[… (Rask nævner flere eksempler)]

Se også pleonasme.
<<

Aha! Før vi kigger på pleonasme, kan vi lige mellemregne: Der stod sgu at en tautologi er en bevidst overflødig gentagelse. Altså et stilistisk virkemiddel. Endelig klar besked! Når jeg kigger tilbage på eksemplerne i DDO, Den Store Danske og 699, sporer jeg også en større lyst til at forbinde tautologi med et bevidst valg med en effekt. Men det er aldrig klart ekspliciteret, det er nærmest noget man skal telepatere ud af eksemplerne, og det er i øvrigt forplumret af at Den Store Danske i forbindelse med pleonasme også taler om en ”talefigur”. Kirsten Rask kalder tautologien en ”overflødig, men bevidst gentagelse”, og for første gang har man en fornemmelse af orden og klarhed. Lad os se hvad hun så siger om pleonasme:

>>
Pleonasme
Kommer af gr. pleonasmos = ’overflod’. En pleonasme er en ordforbindelse hvor vi siger det samme to gange med forskellige ord. Det vil sige at der indgår ord som ikke tilføjer udtrykket nogen mening. I dag bruges ’pleonasme’ dog af mange lig med tautologi. Eksempler:

et lille øjeblik
hvordan og hvorledes
små detaljer
en lille landsby
statsministeren, han udtalte at …
snart, så skal vi til at tænke på …

Se også tautologi.
<<

Aha! Her står ikke klart at pleonasme i modsætning til tautologi er ubevidst eller ufrivilligt, så Rask tager forsigtigt på det – måske under hensyn til, som hun også skriver, at pleonasme af mange bruges om det der rettelig er tautologier. I øvrigt kan det jo være svært at kende bevidsthedsgraden – eksempelvis kan man jo indlemme pleonastiske træk ironisk og dermed gøre det med vilje. Men pleonasmen er, i sin korrekte brug, i hvert fald ikke den understregende, bevidste og faste gentagelse, som fx ”tit og ofte”, ”fuldt og helt”, ”helt og aldeles”, for det er tautologien. Derfor må man vel også udpege ”hvordan og hvorledes” i pleonasme-eksemplerne ovenfor som på grænsen til tautologi, for det er i mine øjne en lige så bevidst gentagelse som eksemplerne under tautologi, men ”hvordan og hvorledes” er muligvis bevidst indsat her for at holde en bredde i definitionen der er retvisende i forhold til gængs diffus brug.

Bemærk også at Rask medtager de grammatiske gentagelser, ekstrapositionerne – som også Den Store Danske fokuserede på. En pleonasme er altså mange former for overflod, men må betyde noget i retning af ”mere eller mindre ubevidst gentagelse på et hvilket som helst plan”. For første gang synes eksemplerne på pleonasme også at være stringente nok til at kunne dækkes af ordet dobbeltkonfekt, og dermed giver det for første gang mening at kalde pleonasme og dobbeltkonfekt for synonymer.

Der er ikke andet at gøre end at sætte sine penge på Kirsten Rask. De andre værker er uklare, grænsende til det ubrugelige – men flugter dog i deres antydninger med hvad Kirsten Rask siger klart. Sad på boldbesiddelsen er altså ikke en tautologi, men nok en pleonasme.

Under indtryk af at Ulla Albeck i selve det danske hovedværk om stilistik hverken har tautologi eller pleonasme som opslag og kun bruger ordene adjektivisk, altså tautologisk og pleonastisk, og under indtryk af at intet synes helt klart defineret (bortset fra at Kirsten Rask omsider får placeret den sproglige betydning af tautologi og mønstrer pleonasme-eksempler som faktisk dækkes af dobbeltkonfekt), har jeg heller ikke selv megen lyst til at bruge ordene andet end adjektivisk – hvorved de sandt for dyden er mindre forpligtende.

For de holberghooligans og akademikerhadere – eller bare helt almindelige, snusfornuftige knoldesparkere – der har kæmpet sig frem til dette sted i udredningen, er belønningen stor: I – ja, vi – har ret: Dobbeltkonfekt er det mest sikre og retvisende ord at bruge om ”sad på boldbesiddelsen”. Tautologi er i sin korrekte brug noget andet, og pleonasme er i bedste fald synonym med dobbeltkonfekt og i værste fald et definitorisk sort hul.

Mere interessant er det at diskutere om ”sidde på” og ”besidde” er det samme. Hvis ordet ”påsidde” var gangbar mønt på den danske sprogbørs, og det synes jeg godt vi kan lege det er, så er påsidde jo umiddelbart et andet ord end besidde, og eksempelvis er påtegnelse og betegnelse jo ikke det samme. Men … hm … her må vi nok alligevel sige at det er det samme: I denne sammenhæng fungerer ”sidde på” i en overført betydning som nærmest er synonym med besidde, nemlig at have rådigheden over. Besidde kommer i øvrigt fra det tyske besitten, og man skal ikke lave mange opslag i en almindelig tyskordbog med danske ord der begynder med ”på-” for at konstatere at en lille andel af dem på tysk begynder med ”be-”, ligesom eksempelvis ”svare på” og ”besvare” har identisk betydning på dansk.

Så ”sidde på boldbesiddelsen”, eller som i eksemplet: ”sad på boldbesiddelsen”, er altså en pleonastisk gang dobbeltkonfekt.

Giver den gas

"[…] Og lige nu – jeg ved ikke om man kan høre det – så er det Kim Larsen der giver den øh … gas … æh … for de mange, mange publikummer der har samlet sig deroppe. Lidt længere væk er det Medina … øh … undskyld, er det Tina Dickow der giver den gas, og æh … før det så var det Poul Krebs … æh … der gav den gas på Bøgescenen heroppe […]" (DR Update, 12. august 2011)

Dette er ikke så overraskende, for det er især netop unge kvinder der har indskrænket deres ordforråd til "give den gas" når de taler om nogen der optræder med noget. Jeg ved ikke helt hvorfor det er blevet sådan.

Kan det mon stamme fra "gas" forstået som "fis & ballade" og "gang i den"? Eller stammer det fra det at trykke på speederen – og på dén måde gang i den? Har begge metaforer fra start været brændstof bag sprogbrugen? Lyder det for nogen ubevidst sødt eller pænt at sige det? – fonetisk og fysisk set er "gi'-dn-gas" noget af det mindst anstrengende og dermed mindst 'vulgære' man kan forme med sin mund (det er ordet "føde" fx ikke, derfor taler flere og flere unge om "fedevarer").

Man kan sige at der i udtrykkets grundlæggende metafor kan ligge en Formel 1-groupie-support-bevidsthed, og at det så at sige er en konservativt feminin hilsen til den stærke mand der gør noget: giver den gas. Og omvendt – når der tales om kvinder – et kvindefrigørende magtdomæneovertag med hensyn til at sidde bag rattet. Uanset om det er fra groupie til farlig mand, eller om det er fra farlig kvinde til farlig kvinde, er det med stærke og positive medklange. Altså vel at mærke i sprogbrugens udspring.

Disse konnotationer ligger på ingen måde i Mette Kimoses tredobbelte "give den gas"-formulering. Hendes sprogbrug er blot udtryk for at "give den gas" er blevet en tom kliche, en kliche som er godt i gang med at æde andre måder at formulere sig på.

Prøv at tænke dig om næste gang du vil sige at nogen "giver den gas" – måske kan du være mere præcis. Og hvis du ikke selv har været hvor det sneede, så brug mere neutrale formuleringer. I øvrigt kan den positivitet du ville lægge i udtrykket ved at sige "give den gas", sagtens ligge et andet sted i formuleringen. Man behøver således ikke at nøjes med at sige at Poul Krebs har "optrådt"; man kan jo fx sige at han har "optrådt for 3.000 glade publikummer" – eller hvad man nu vil udtrykke.

Lange ører

Der er ingen grund til at rive sig selv i håret hvis man i stedet kan hive rette vedkommende i ørerne. Så mens jeg og min blog venter på at undertegnede har tid til at skrive om noget jeg substantielt set ikke har skrevet om før, vil jeg lige hive DR's nyhedsvært Morten Schnell-Lauritzen i ørerne. Han er så dygtig i øvrigt at han godt kan tåle en løftet pegefinger.

I Update i lørdags (25. juni 2011) meldte han sig ind i klubben af nyere DR-journalister som jeg har iagttaget ikke kan bøje tillægsord op ad navneord i bestemt form. Han sagde:

"Nu har Dansk Folkepartis ungdom fået nok af den ophedet grænsedebat."

Den ophedet grænsedebat svarer sådan set til at sige "den rød sofa", "min dejlig skat" eller "instruktørens skør ide". Et tillægsord knyttet til et navneord i bestemt form skal så at sige bøje med og have et "e" på hvis ikke tillægsordet ender på "e" i forvejen – altså: "den røde sofa", "min dejlige skat" og "instruktørens skøre ide".

Det er ret elementært. Og lige så elementært er det at man klart kan høre at det ikke bliver sagt her. Det hører ikke til den slags endelser man kan skære væk i udtalen; nok kan man sige endelsen utydeligt, men man vil altid angive forskellen på fx "ophedet" og "ophedede" på en hørlig måde med antallet af små "ed"-bump – i hvert fald inden for det niveau for tydelighed som er normalt på rigsdansk nyheds-tv. Derfor konkluderer jeg ret sikkert at det ikke er udtalesjusk, men en grammatisk fejl. En fejl som griber mere og mere om sig. Første gang jeg bed mærke i den, var da en voice-over på et DR2 Deadline-indslag for omtrent 1½ år siden talte om "den amerikansk ledet [et eller andet]".

Jeg har tidligere været inde på det i indlægget Deadline har brug for en udtalepædagog.

Knap og nap 50 arkæologer

50 er et tocifret tal, ligesom 90 andre af de 100 tal fra 1 til 100 – tal som vi er fortrolige med, nærmest som om det var ord. Når man bruger to anslag på at angive et tocifret antal, er der derfor ingen grund til at være upræcis: "knap 50". Hvorfor ikke bare skrive 47, 48 eller 49, som "knap 50" må dække over hvis det da ellers er retvisende?

Nok fordi man vil følge op på frasen "tidoblet"? Tjo, tidoblet lyder da smart, men et efterfølgende "knap 50" er jo akkurat lige så grus-indkastende som "48" ville være: Vi ved at det ikke er 50, og at tidoblet bare er et smart overbliks-udtryk. Der er ikke noget galt i her at skrive tidoblet, men man kunne jo have brugt den efterfølgende plads til at skrive det rigtige antal.

Helt præcist ville det være at flytte "knap" hen foran tidoblet, så der stod: "knap tidoblet staben fra 5 til 48". Og hvis der ikke er schwung i det, så udskift "knap" med "næsten" som tilhører sensationsretorikken: "næsten tidoblet staben fra 5 til 48". Det lyder godt, og det sløser ikke over for læseren.

Da KS også ville lave aprilsnar

Fra forsiden.

Kommunikation og Sprog vil åbenbart også være med på vognen med aprilsnar, men viser i den forbindelse ikke den store flair for netop … øh, kommunikation og sprog:

Der er noget – undskyld mig – virkelig infantilt over at starte en usandsynlig nyhed om strategiske ændringer med at disse skulle være foranlediget af en "henvendelse fra en anonym person".

Dels er ideen 15 år for gammel til at være bare i nærheden af besnærende, og dels punkteres ballonen sprogligt i allerførste linje med et fravær af det enhver historiefortæller ved skal til, nemlig konkreter – en konkret henvendelsesform (fx en mail med dato på), en konkret person (fx et mangeårigt medlem som er inspireret til henvendelsen af dit eller dat), en konkret reaktion fra KS forud for bare at efterleve buddet (fx en mere realistisk afvisning som så blev omstødt pga. nye overbevisende argumenter).

Dette mildt sagt halvhjertede forsøg på at gennemføre en i forvejen lunken aprilsnar-idé efterlader et for mig centralt spørgsmål: Hvem taler KS til? Vel ikke deres voksne medlemmer med udviklede tekstfortolkningskompetencer.

Set ud fra den ikke særligt målgruppebevidste kommunikation ender KS selv som den ufrivillige nar over for sine medlemmer – og det er ikke konceptet for en aprilsnar.

Kære KS, jeg skriver ikke dette for at blive uvenner med jer, eller for at skælde ud over "noget der bare var for sjov". Derfor vil jeg også gerne afslutte med et godt råd: Hvis man ikke har den gode idé eller tiden til at udvikle én, så lad være! Det er alligevel kun de store, landsdækkende medier som forventes at bringe en aprilsnar.

Intet kan lykkedes

”Det er helt tydeligt der er en inspiration som handler om at det kan lykkedes og det giver mening at lave folkelige protekstbevægelser som kræver politiske forandringer.”

Sådan udtalte en veluddannet og velpositioneret pæredansk ekspert sig i den tidlige udgave af TV Avisen onsdag den 2. februar.

Men nej, kære Rasmus Alenius Boserup, ph.d. med speciale i Mellemøstens historie og direktør for Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut under Udenrigsministeriet og tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier: der er ikke noget det kan lykkedes, men der er forhåbentlig meget der kan lykkes. Måske også at få dette ord bøjet rigtigt!?

Det er åbenbart et kæmpeproblem for danske sprogbrugere – selv de mest veluddannede – at bøje dette ord. Infinitiv og nutid blandes med datid, selv om der er tydelig hørbar forskel i udtalen. Måske skyldes det at før-nutids/datids-formen (er/var lykkedes) er den samme som datidsformen (lykkedes), og at det kan få nogle til at tro at det hele er det samme. Men nutidsformen er altså ”lykkes”, og infinitivformen – som vi bruger mere end nutidsformen – er ligeså ”lykkes”.

Det driller naturligvis med den s-endelse. Det er ikke ret mange ord vi alene bruger i passiv – og bruger så meget i passiv. Passiv vil sige at verbet ikke betegner noget som man/noget gør, men noget der gøres ved eller for én/noget. Tag fx det aktive ”veksle” mod det passive ”veksles” – her bruger vi dem omtrent lige hyppigt. Jeg veksler penge; men penge, der jo ikke selv kan handle, veksles. Jeg er aktivt subjekt, pengene er passivt subjekt.

Lad os gennemgå alle bøjningerne af lykkes:

Infinitiv (navnemåde): at lykkes
”Det er nemt for hende at lykkes med sit forehavende.”
”Jeg håber det vil lykkes.”

Imperativ (bydemåde): Nej, den findes ikke, man må omformulere til eksempelvis ”Du skal lykkes med det her”. Passiver kan ikke sættes i imperativ, for man kan, i snæver bogstavelig forstand, jo ikke beordres til en handling hvor man selv per definition er passiv.

Nutid: lykkes
”Du lykkes altid med dine projekter.”
”Det hænder at det lykkes for ham.”

Datid: lykkedes
”Du lykkedes altid med dine projekter.” (dengang)
”Det hændte at det lykkedes for ham.”

Før nutid/datid: lykkedes
”Det er lykkedes ham at blive fastansat.”
”Det var lykkedes ham at blive fastansat.”

Lang tillægsform: Nej, den findes af logiske grunde ikke, for den betegner altid en igangværende aktivitet, som jo ikke kan komme fra et passivt subjekt.

Lad os stille det op side om side med ”veksles” der følger samme bøjningsmønster, men med flere former:

Bemærk den udvandede bøjning af lykkes i før-tiderne (også kaldet kort tillægsform) hvor den egentlig bare låner datidsformen. Jeg kan lige nu ikke komme i tanke om noget andet verbum der gør det, så det tyder på en sprogbrugsforvitring indført i retskrivningen, men det kan også være at lykket/lykkede aldrig har eksisteret.

Jo, for resten: ”synes”, ”føles”, ”mærkes” og lignende lighedstegnsverber låner også datidsformen ”syntes”, ”føltes”, ”mærkedes” nede i før-tiderne, og forvirrer i øvrigt yderligere ved at gøre brug af de aktive hjælpeverber har/havde (”Han havde syntes/føltes/mærkedes noget sørgmodig”) selv om de strengt taget burde betegne andres syn og føling og dermed være passive i forhold til subjektet, men lighedstegnsverber – det at være noget – kan nok ikke være passive. De er med andre ord ret specielle. Normale verber der har samme bøjning i datid og før-tiderne, kan jeg ikke komme på. Sig endelig hvis du kan.

Helt avanceret bliver en lignende fejl fra Politiken den 26. december 2008:

For selv om man ikke kan sige at ”det/de er lykket/lykkede” (som ellers ville være en normal kort tillægsform) og i stedet bruger ”lykkedes”, kan man altså godt sige at ”det/de er mislykket/mislykkede, vellykket/vellykkede, forulykket/forulykkede”.

At lykkes stiller sig så sært an, skyldes måske at det er svært at få begreb om hvad ”lykkes” egentlig betyder, og dermed svært at give det kognitiv kvalitet som proces eller egenskab. Der er altid et ”…som noget” eller et ”…med noget” når der er tale om at lykkes. Ellers giver det ikke mening. Her adskiller at mislykkes, vellykkes eller forulykkes sig for så vidt ikke – de kan heller ikke forstås fuldt ud uden kontekst, men de har dog i højere grad nyhedsværdi som problem (mislykkes, forulykkes) eller som prædikat (vellykket). At noget ”er lykkedes”, betyder bare at det ”ER” (til glæde for den der har villet det). Det er på den måde verbernes positivt værdiladede svar på det mere konstaterende adverbium ”faktisk”. Verbet giver ikke noget billede af hvad det er der ER.

Denne uhåndgribelighed er mit bedste bud på hvorfor ordet mudrer i færre bøjningsformer, og hvorfor de to eneste former – lykkes og lykkedes – åbenbart er så mudderbelagte at nogle sprogbrugere ikke kan se hvad der er hvad.

Se også Jeg synes det har kunnet lykkes.

Regnevrøvl i Berlingske

I artiklen ”Social arv giver stor karakterforskel” fortæller Berlingske den 6. oktober at:

Man kan undre sig over at denne statistik får pædagogisk konsulent i børne- og ungdomsforvaltningen Claus Detlef til i samme artikel at udtale at ”Forskellen er overraskende stor”. Ja, man kan undre sig over at det overhovedet skal være en nyhed. Det er vel nærmere en meget lille forskel at kun 20 procent af børn med svagest baggrund får 1,6 mindre i snit, især hvis det, som man må underforstå, er de dårligste 20 procent af denne kategori af børn. Eller man kan sige: Det er fantastisk at KUN 20 procent af børn med dårlige kår scorer 1,6 mindre i snit, for det implicerer jo at 80 procent af børn i dårlige kår klarer sig anderledes godt.

Men kære berlingerjournalist: Det er altså heller ikke det Politiken skriver – som I ellers hævder. Politiken skriver i deres tilsvarende indledning:

Ja, der mangler godt nok et vigtigt slutkomma efter ”baggrund” som Berlingskes udgave har, men bortset fra det, ser vi her en anderledes korrekt sammenhæng. Politiken taler om de 20 procent af alle børn som udgør kategorien af børn med svag baggrund, hvilket Berlingske får forvansket til 20 procent af børnene inden for kategorien.

Lad os se nærmere på hvad der går galt. Her skriver jeg først Politikens formulering, som er den originale, og derefter Berlingskes:

Berlingskes journalist, redaktør eller korrekturlæser har dummet sig gevaldigt. Men på absurd vis kan det meget vel være den prisværdige rettelse af Politikens kommafejl der har været startpunktet for en række af uheldige tanketorsk. For opdagelsen af at der slutter en ledsætning ved ”baggrund”, har højst sandsynligt fået vedkommende til at studse en kende for meget over ledsætningens start og tilknytning. Fejlagtigt har vedkommende kigget på ”børnene” som dét bestemte substantiv (den kerne) som den bestemmende relativsætning tilslutter sig:

”børnene, der har den svageste baggrund”

Når vi har med en bestemmende relativsætning at gøre, er det – stærkt tilskyndet af det grammatiske startkommas manglende skelnen – bedre at formulere sig ”de Xer som …” end ”Xerne som …”. Forklaring:

…

”børnene, der har den svageste baggrund”
Her er – ved brug af grammatisk komma – tvivl om hvorvidt ledsætningen er en bestemmende relativsætning eller en ”i øvrigt-sætning” (selvstændig/parentetisk ledsætning). Ved nyt komma ville udelukkende den selvstændige ledsætning have startkomma.

”de børn, der har den svageste baggrund”
Derfor er denne formulering – specielt ved grammatisk kommatering – bedre, fordi den entydigt signalerer at det er en bestemmende relativsætning.

…

Sandsynligvis er det derfor at ”børnene” er ændret til ”de børn”, hvorefter ”de” foran ”20 procent” er fjernet fordi det nu lød mærkeligt.

Men her burde man have løftet blikket og opdaget den igangværende brøler!

Problemet er nemlig at den bestemmende relativsætning ”der har den svageste baggrund” ikke knytter sig til en kerne som hedder ”børnene” eller ”de børn”, men derimod til en kerne som hedder ”de 20 procent af børnene”. Mere enkelt kan man sige at det bestemmende ”de” i begge tilfælde korresponderer med den bestemmende relativsætning, hvorfor Berlingskes sætning bliver noget vrøvl i forhold til realiteterne:

I Politikens tekst er ”20 procent af” med til at definere kategorien, i Berlingskes kommer ”20 procent af” til at stå uden for kategorien og bliver således 20 af børnene med de dårligste vilkår, altså en andel af andelen. Og det er jo noget vrøvl.

Man skal ikke overlade sproget til folk der ikke kan tænke og regne.

Farvel til Peder Skyum-Nielsen

Det er vist ikke mere end 3-4 måneder siden at jeg kort hilste på Peder Skyum-Nielsen (gift til Peder Skyum-Aagaard i 2009) i stillekupeen i IC3-toget, hvor han sad sammen med sin kone. Jeg havde de allerseneste år lært ham at kende i et par mailvekslinger om noget sprogligt og bogligt. Og ikke mindst under et arrangement hos DR med rundvisning: Her fulgtes vi lidt ad, og jeg lærte jeg ham at kende som et venligt og intelligent menneske med lune og kant.

I mange år før da kendte jeg ham mest som den grammatiske bror til den litterære Erik Skyum-Nielsen og som medforfatter – sammen med Henrik Galberg Jacobsen – til grundfagsbibelen på dansk- og retorikstudierne, Dansk sprog – en grundbog, som indeholder det meste af hvad man skal vide om sætningsgrammatik og skriftsproglig analyse, og som blev genudgivet i en opdateret udgave i 2007.

Jeg har også hans bog ”Sætningen” fra 2008 stående – med personlig hilsen i omslaget. En bog han primært lavede til journalister (på DR) for at lære dem bare en smule om sætningsgrammatik og om at skrive mere rent. Den er faktisk formuleret lidt som en grammatisk ”børnebog” til journalister, hvilket der helt klart er behov for, men den eksponerer også meget tydeligt de dele af Peder Skyums bidrag til dansk grammatik som jeg ikke er så begejstret for:

I såvel Dansk sprog – en grundbog som Sætningen fører Peder Skyum et noget ensidigt togt mod såkaldt sætningsforvægt. Dét at helsætningens finitte verbum ligger (for) langt bagud i sætningen, som fx:

”Da vi ikke har vidner til hvad der er foregået før vi nåede frem, bliver det påstand mod påstand”.

Og her er jeg fagligt uenig, for hvis sætningen er semantisk logisk i sin rækkefølge, og hvis den første information er velkendt eller danner nye klare billeder på nethinden, gør det ikke noget at det er en længere betingende ledsætning.

Peder Skyum er dog ikke alene. Hele danskfaglighedslitteraturen er gået over i den modsatte grøft i reaktionen mod kancellistilen, blandt andet fordi denne danskfaglige litteratur blev skrevet omkring 70’erne og kun er genudgivet med små opdateringer siden. Jeg skrev en opgave om Dansk sprogs overdrevne formaninger mod sætningsforvægt i 2007 og fik i 2008 lejlighed til at forelægge den for Henrik Galberg, hvilket fik ham til at ærgre sig over at han ikke havde set min kritik før den nyeste opdatering af bogen i 2007.

Opdateringen har blandt andet betydet en udvidelse med Peder Skyums mange nye betegnelser for en sætnings forløb i trappediagrammet. Ovenstående eksempelsætning ville således have det formelle navn ”toned-tripop” og kælenavnet ”store galge”. Bemærk denne værdiladede advarsel mod noget som altså er en helsætning der starter med en betingelsesledsætning indeholdende en ledsætning indeholdende en ledsætning (to trin ned) for til sidst at slutte med sætningsstammen på helsætningsniveau (tre hop opad). Her bliver Peder Skyum for pjattet efter min smag, og ved mødet med Galberg i sin tid forstod jeg da også på ham – mellem linjerne naturligvis – at det var Peder Skyums show.

Måske var det en byttehandel for at få lov at sætte nyt komma i Dansk sprog, for det med fornuftigt komma i stedet for grammatisk komma var Skyum ikke overbevist om – sandsynligvis fordi viden om hvor trappen i trappediagrammet går ned, forudsætter viden om hvor de meningsløse og uplacerbare startkommaer skal placeres. De to ting hænger altså sammen: Man kan ikke lave trappediagrammer uden at kunne sætte korrekt grammatisk komma. Sagen er bare at man ikke behøver nogen af delene, heller ikke som grammatiker i en mere meningsfuld og lingvistisk-semantisk orienteret grammatisk tradition end den der desværre er altdominerende i Danmark i dag. Til Skyums fortjeneste skal dog siges at han holdt lav profil i kommakrigen og mig bekendt aldrig udtalte sig offensivt til fordel for grammatisk komma. Han brugte det bare, ligesom de journalister han forsøgte at opdrage.

Langt mere på linje med Peder Skyum er jeg i hans kampagne for et tydeligere talt dansk. Her er jeg rørende enig med ham: Ingen normalthørende kan høre hvad Mads Mikkelsen mumler, og ingen kan være tjent med at vi såvel i medier som i private sammenhænge overspringer så mange stavelser og rammer så mange vokaler skævt at betydningen tabes på gulvet (et fænomen som bl.a. det berømte satireklip fra NRK tematiserer). Hvis vi en dag vedtog for alvor at bringe den skrevne ortografi mere i overensstemmelse med normal dansk udtale, ville vi opdage at de to snarere skulle mødes på midten, idet en ren transskription af vores nuværende udtale ville medføre et meget lille ordudvalg hvor ét ord ville kunne betyde 5-6 forskellige ting, og det går ikke. Distinktionen i vores udtale er under niveau for et meningsfuldt og nuanceret sprog. Så uanset hvad man mener om skriftsprogets krummelurer, er vi under alle omstændigheder nødt til at overveje hvad vi gør når vi ævler – overveje om ikke det kunne betale sig at sige lidt mindre, lidt langsommere og lidt tydeligere og mere helhjertet. Her har Peder Skyum fat i den lange ende. Men jøsses hvor er han alene med sin løftede pegefinger.

Ja, netop. Jeg kan virkelig godt lide ham for at turde være et brokkehoved. I modsætning til Dansk Sprognævns og associeredes filosofi om ”ingen løftede pegefingre” – en filosofi som jeg med modsat fortegn har gjort til min egen (se banneret øverst på bloggen) – var det Peder Skyums kald at løfte pegefingeren, og det elsker jeg ham for. Det var til at arbejde med!

Nu er han væk. Det skete i mandags, den 18. oktober. Alt for tidligt – 62 år. Det føles meget voldsomt.

Jeg tror nok at jeg dér i IC3-toget – med en vis indre angst for selve formuleringen – sagde: ”Vi mailes ved!” Da havde jeg ganske vist hørt at han var ”syg”, men af os tre var det kun ham og konen der vidste hvor syg, og af hvad. Måske var det derfor jeg kun fik et nik tilbage; måske bare fordi det var en stillekupe.

Men så mailes vi altså ved her. Jeg har på ingen måde adkomst til eller noget ønske om at skrive en fyldestgørende nekrolog, og det tilhører vist heller ikke konventionen at give faglig kritik eller skrive lige så meget om sig selv i en sådan. Så dette er ikke en nekrolog. Men som et af de sprogmennesker der betød noget for mig helt op til sin død, kan Peder Skyums pludselige fravær fra denne verden ikke bare forbigås upåagtet af denne blog. Derfor dette helt subjektivt vinklede indlæg om mine oplevelser med Peder Skyum og hans virke.

…

Du kan læse Peder Bros fine nekrolog på berlingske.dk.