onsdag den 12. august 2009

Deadline har brug for udtalepædagog

Peder Skyum-Nielsen har ret. Talesproget afjappes efterhånden flere steder i medierne så hurtigt at det begynder at blive et reelt problem for vores sprog. Blandt andet forsvinder bøjningerne, og de er faktisk betydningsbærende og strukturerende elementer i sproget.

Deadline på DR2 leverede den 25. juli i et indslag om Grækenlands håndtering af flygtninge et skrækeksempel på jap. På skrift er det selvfølgelig ikke helt det samme, men prøv så bare at læse disse passager fra indslaget op i hurtigt tempo. Så kan du nok genkende kadencen:

[…] mens bulldozer ryddet lejren, kørte politiet væk med de beboer der ikke havde nået at gå under jorden, da det allerede rygtes dagen før at en større politiaktion var under opsejling.

[…] Det drejer sig både om politiets ofte hårdhændet behandling af emigranter og flygtninge, […]

De rigtige bøjninger af de understregede ord er naturligvis:

bulldozere
ryddede
beboere
rygtedes
hårdhændede

Især den sidste, hvor kort tilllægsform skal bøjes i bestemt – altså fra fx ”en afleveret bog" til "den afleverede bog” – er flere steder i nyheder m.m. så absolut 100 procent væk i udtalen at det lugter af at den også er væk i visse journalisters bevidsthed om sproget. De siger simpelthen ”den afleveret bog”.

Én ting er at vi ikke udtaler endelserne som vi staver dem. Endelser som staves ”…et”, udtales ikke med t, end ikke med hårdt d, men med blødt d (ð) – som fx i ”jeg har gået på skibet hele dagen, og intet kan røre mig”. Vi udtaler normalt heller aldrig endelser distinkt. En endelse som ”…eðe” bliver til den mindst mulige markering hvor den sidste stavelse ”ðe” bliver et undertrykt æð-grynt. Men hermed markeres bøjningen dog alligevel i normalt sprog.

4 kommentarer:

  1. Mht. endelser har du så bemærket at nogle oplæsere siger f.eks. skibeðt og gåeðt? Som om de gerne *vil* tale tydeligt, men lige glemmer at det er enten-eller. ;-)

    SvarSlet
  2. Hov hov. Pas på med det kollektive vi. Der er stadig nogen fra den jyske hede (læs ego), som stadig siger skibeT, megeT usw ... og bliver drillet med det af JER:-)

    SvarSlet
  3. Nu var den der igen: I DR’s radioavis her klokken 12:10 blev der sagt: ”… efter at politiet ryddet Brorsonskirken i København …”

    SvarSlet
  4. Til Anonym: Nå, bliver I drilleT? Tak for indlægget, det må jo tages til efterretning. Hvor store og hvilke dele af Jylland drejer det sig om? Jeg har ikke indtryk af at det er jyllandsdækkende.

    SvarSlet