Claus Hjort Frederiksen gør mere end nogen anden politiker alt for at signalere ansvar, forudsigelighed, sikkerhed, tryghed, entydighed, stabilitet, urokkelighed, loyalitet, klarhed, jordbundenhed og troværdighed.
Men han bakkes ikke altid op af sine sproglige evner. På den billedlige, konnotative side er sproget ofte en bundvåd papkasse, en båndfalsk banjo, en nonsensagtig ligbunke af hovedløse metaforer. Man lægger måske ikke mærke til det umiddelbart, men det forklarer den frustrerende fornemmelse af indespærring eller diffuse angst man af og til ubevidst kan føle ved Claus Hjorts tale – i modsætning til fx Anders Fogh der (i hvert fald da han talte dansk) havde et sprogligt overblik som gav en form for udsyn for tilhøreren.
Claus Hjort i 21-avisen på DR torsdag den 21.:
”Arbejdsmarkedskommissionens opgave er at se, med de lange briller, hvad der er udfordringen for det danske samfund.”
”Dét er den kortsigtede bane vi opererer på, og […]”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar