torsdag den 30. august 2012

Poul Madsen sår ny tvivl om Kinnocks seksualitet


Sted: Deadline 22.30 den 26. august. Ordstyrer: Jesper Larsen. Øvrige tilstedeværende: journalist og politisk kommentator Niels Krause-Kjær, BT’s chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, og Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen.

I søndagens Deadline såede Poul Madsen ny tvivl om Stephen Kinnocks seksualitet i en ellers god debat om Skattesagskommissionen – eller også har chefredaktøren blot alvorlige sprogproblemer.

To samstemmende (og ingen modsigende) gange gav han udtryk for at han finder det absurd at statsministeren skal dementere at hendes mand ikke er bøsse. Det må betyde at Poul Madsen har en sikker opfattelse af at Stephen Kinnock faktisk er bøsse – en opfattelse som kan have to forskellige karakterer:

1) Poul Madsen har en særlig insiderviden om at Kinnock de facto er bøsse, og kommer til i en slags ubevidst sprogforbistring at afsløre det.

2) Poul Madsen opfatter det som normalt og som almen viden for hver en lille pige og dreng i kongeriget at statsministerens mand er homo for fuld skrue, og han finder det derfor absurd at Helle Thorning-Schmidt skulle bedyre nogen det modsatte.

Dette er selvfølgelig kun hvis vi tager Poul Madsens ord for pålydende. For der er naturligvis også den mulighed at den garvede journalist og chefredaktør simpelthen ikke mestrer det danske sprog og ikke er klar over hvordan man bruger ordet 'dementere'.

Lad os se på dokumentationen (transskription under begge billeder):

Minut 20-21:

Jesper Larsen bryder ind: Og ud over (hvad skal man sige) selve skattesagen, at hun har lagt selve afgørelsen frem, så var hun jo ude i går og sku’ dementere sin mands påståede angivelige homoseksualitet. Er det fair?
Poul Madsen: Det er fuldstændig absurd, altså det er fuldstændig absurd at vi er nået dertil at landets statsminister skal ud og dementere at hendes mand ikke er bøsse. […]

Minut 24-25:

Poul Madsen: […] Så selvfølgelig får hun også – og det synes jeg sådan set er berettiget – noget sympati på at vi er nået derhen at en statsminister skal til at dementere at hendes mand ikke er bøsse.

Midtimellem Poul Madsens bogstavelige forsikringer om at Stephen Kinnock er homoseksuel, havde Olav Skaaning tilsyneladende trang til at bedyre at de IKKE er bøsser på BT, idet han forsikrer om at deres undersøgelse af sagen er ”ret straight”:

Minut 22-23:

Jesper Larsen bryder ind: Hvordan kan en seksuel observans have en implikation på skattesagen?
Olav Skaaning: Det kan have en implikation på skattesagen v.. ff… i den retning at man arbejder … at man skal finde ud af: Hvor er det … øh, øh … Kinnock bor og lever. Og det kan have en indflydelse på om han skal betale skat i Danmark.
Jesper Larsen: Og det er det her med: hvor har man sin …
Olav Skaaning: … interesser …
Jesper Larsen: … interesser (henne).
Olav Skaaning: Nemlig, ikke?! Og det går vi ind og undersøger ret straight. Vi spørger Thorning helt konkret [… osv.]

Tilbage til hovedsporet: en chefredaktørs problemer med at håndtere et korrekt dansk på et temmelig basalt niveau. Det er i virkeligheden lidt forstemmende at vi uden videre betragter scenario 3 (at han mener det modsatte af hvad han siger) som det mest plausible. Tænk lige over det. Men det hænger selvfølgelig sammen med at vi altid holder det sagte op mod den kontekst det er sagt i. Og når fx et barn bruger misforståede ord og begreber til at forklare sig med, er vi nødt til at drage meningen ud af konteksten. Det er så bare lidt uhyggeligt at Poul Madsens sprogbrug skal tolkes med samme forstående overbærenhed. Ikke fordi alle ikke laver fejl, og ikke fordi man ikke altid bør lytte til hvad andre mener, snarere end det de kommer til at sige. Men her ser vi en chefredaktør der systematisk skaber nonsens i grundlæggende dansk – og nogen kunne tro at det var korrekt (ligesom man på engelsk uden at vende betydningen kan dobbeltnegere: ”I don’t know nothing”), og så er vejen banet for det problem vi har med fx forfordele og bjørnetjeneste, nemlig det problem at de dele af sproget ikke længere kan bruges umisforståeligt.

Her kommer det sproglige forfald oppefra – fra en der burde vide bedre, og som derfor har en enorm indflydelse på hvad andre tror er meningsfuldt sprog. Og desværre kommer det sproglige forfald alt for ofte fra oven, fra fx journalister, politikere og ’smarte’ akademikere. I en glimrende kronik om fænomenet kalder journalisten Karsten Bräuner det for Elitens elizaficering af det danske sprog.

tirsdag den 28. august 2012

Bryan Adams & RedTube

”Det var jo dét, jeg sagde: Bryan Adams har flere hits end det gennemsnitlige website med gratis tvivlsomme naturfilm, du kunne tænkes at nævne. Og når han på en god aften fyrer dem alle sammen af, så ender det altså med en fest af de større.”

Ja, sådan indledes en anmeldelse i Berlingske af Bryan Adams optræden på dette års Skanderborg-festival. Der er ikke tale om en dårlig metafor, for det er ikke en metafor. Men det er den mest suspekt søgte sammenligning jeg til dato har set i en musikanmeldelse. Lad os se på hvorfor:

For det første sammenlignes ”hits” i to helt forskellige betydninger, nemlig den betydning at man hitter musikalsk – dvs. rammer noget i folk der gør at de begejstres og køber ens plader – og så den betydning hvor hits er antallet af gange en netbruger rammer ens hjemmeside, altså antallet af klik på ens hjemmeside. Det svarer til at sige at babyen skriger lige så ”højt” som Rundetårn. Skal vi blive enige om én gang for alle at sådanne sammenligninger er kiksede – og at de, i det omfang de overhovedet fortjener betegnelsen ordkløveri, er det på den mest deprimerende måde?

For det andet kan man aldrig bare sammenligne størrelser eller antal uden at kvaliteterne i de to ting man sammenligner, også antydes at have en sammenhæng. Og her må man – mens vi noterer os at månedens tema på Kommakommunikation begynder at tegne sig som porno – spørge hvad fanden Bryan Adams har gjort siden han åbenbart skal sammenlignes med internetporno?

Jeg laver skrivekurser med en 20 år ældre journalist, som jeg viste denne anmeldelse til. Han kunne, på trods af sit ellers skarpe tekstanalytiske blik, ikke umiddelbart se at der var tale om en reference til porno. Så uskyldig kan den generation åbenbart være, og derfor må jeg nok hellere lige forklare: Naturfilm er en gængs ironisk eufemisme for film med mennesker der kopulerer, eller skal vi sige parrer sig. Samtidig er porno kendt som det emneområde der genererer langt mest trafik på internettet – altså mange hits – og dette udgør selvsagt den spinkle relevans i anmelderens sammenligning. Desuden: Når journalister taler om porno på en måde som kunne få det til at se ud som om de selv dyrker det, er der altid indsat en afstandsmarkør, og den finder vi her i form af ordet ”tvivlsomme”. Jeg mener det må være bevisførelse nok for selv mine naiveste læsere (hej-hej, vinker til jer nu), så tilbage står blot det spørgsmål jeg ikke kan lade være at gentage: Hvad pokker har manden gjort siden hans sange skal sammenlignes med populære klip på RedTube?

Det må for det tredje også lige nævnes at sammenligningen på det rent antalsmæssige er ude af proportioner. Lad os sige at en ”tvivlsom naturfilm” får et femcifret antal hits. Bryan Adams antal af hits kan aldrig blive mere end tocifret. Blot dette korte dyk ned i tanken om at sammenligne de to antal bringer én i skurrende kontakt med sammenligningens fundamentale problem. Man kunne sige at antal købere af én single og antal klik på en hjemmeside ville hænge analogisk sammen, men det her er bare mærkeligt fordi antallet af produkter/værker (pophits) sammenlignes med antallet af interessemarkører (hits) for et produkt/værk (”naturfilm”). Absurditeten i det sammenlignede antal (hvis man evner at se bort fra de sammenlignede tings fysiske og logiske kvalitet) kan dog sagtens være et bevidst forsøg på overdrivelse (og dette har uden tvivl et fint retorisk navn), men når sammenligningen samtidig er suspekt og kikset, så kommer uproportionaliteten i antal ikke rigtig til at virke som en retorisk påfuglefjer.

Og jeg er ikke færdig med denne rekord-ringe indledning endnu. Kig på den igen:

”Det var jo dét, jeg sagde: Bryan Adams har flere hits end det gennemsnitlige website med gratis tvivlsomme naturfilm, du kunne tænkes at nævne. Og når han på en god aften fyrer dem alle sammen af, så ender det altså med en fest af de større.”

Det var jo dét jeg sagde, betyder at man konstaterer en bevisførelse. Men hits defineres ikke ved at de gør sig for et koncertpublikum – i hvert fald kun som en biting. Hits defineres mestendels ved at de har fået en plads på hitlisterne (altså at de er købt eller downloadet), en plads i radioen (fx som Barometer- eller Giro 413-klassikere) og måske i pophistorien; og så taler vi om studieindspilningen og ikke en tilfældig live-version. Om Bryan Adams har så eller så mange hits, er altså noget den kære anmelder har kunnet konstatere før koncerten – det er jo ikke sådan at Adams har holdt en masse hits hemmelige i 30 år for pludselig at afsløre dem på Skanderborg. At sige ”det var det jeg sagde” er med andre ord komplet meningsløst, og det bliver ikke mindre meningsløst af at det er artiklens indledende ord med indbygget tone af nyhedsrelevans.

Det eneste meningsfulde der er tilbage i ordene, er altså graden af begejstring – ikke hvad ordene betyder. Man kunne have transskriberet en talehæmmet autists hemmeligt artikulerede dom og det havde været en lige så god og præcis anmeldelse. Ja, nu tager jeg forskud på resten af anmeldelsen, men akkurat som indledningen består den også af arbitrære fraser og klicheer, og kunne såmænd have været skrevet på forhånd.

Og vi bør faktisk kigge på resten af anmeldelsen for retfærdigvis at se om den højst mærkværdige associering af Bryan Adams-hits og internetporno gives nogen forklaring. Jeg kan allerede afsløre at det ikke er tilfældet, men lad os nu bare få det hele med:

Fra ’House Arrest’, ’Kids Wanna Rock’, ’ Can’t Stop This Thing We Started’ og ’Hearts On Fire’ via ’18 ’Til I Die’, ’Summer Of 69’ og ’When You’re Gone’ til ‘The Only Thing That Looks Good On Me Is You’og ‘Run To You’ er der stort set jo ikke én festdræber i kataloget, og vi fik dem allesammen på Den Smukkeste onsdag aften.

Og vi fik dem på en måde, så jeg vil mene, der er ganske gode odds på, at Bryan Adams hyldest til festen, for-fanden og fuck-yeah denne aften vil stå tilbage som dén fineste forestilling på dette års festival i Skanderborg, når vi når søndag.

Jeg afbryder lige. Nu er den der nemlig igen: ”fuck-yeah”. Et temmelig unødvendigt ”fuck”, skulle jeg mene, bortset selvfølgelig fra bogstavrimet og tretrinsraketten ”for-fanden og fuck-…”. (Hvad bindestregen i for-fanden laver, ved jeg i øvrigt ikke.) Måske kan vi forsigtigt konkludere at pågældende anmelder – i hvert fald i skrivestunden – har været seksuelt underernæret. Jeg mener normalt ikke at man skal spekulere i og udbrede sig om den slags, men jeg synes det er vigtigt at vi finder en forklaring på den urimelige sammenligning, og det ovenstående ”fuck” synes at bekræfte denne tilsyneladende eneste forklaring. Det kunne også være at hun prøver at imitere det sprog Bryan Adams måske har benyttet sig af mellem numrene, men i så fald fremstår denne hensigt ikke tydeligt nok.

Men uanset om koncerten onsdag gør lige dét eller ej, så var den afgjort værd at tage med. Ét er at Bryan selv er en fin sanger, en endnu bedre komponist og dertil en god guitarist.

Det har vi altid vidst.

Noget andet er …

Nu afbryder jeg lige igen. ”Det har vi altid vidst” lyder lige gammelklogt og velorienteret nok til sandhedsværdien i det skrevne. Jeg har haft plader med Bryan Adams, og jeg synes for så vidt stadig at Reckless (1984) og Into the Fire (1987) er ret gode, ligesom Adams’ trofaste leadguitarist er fin, men ligefrem at begynde at oppiske en superlativ-stemning om Adams som guitarist og komponist synes noget overdrevet, i en verden hvor man nok kan nævne mindst 200 popsmede som er dygtigere (end selv Reckless-niveau) og ikke mindst har holdt en høj kvalitet over længere tid end Adams’ beskedne 6-7 år (eller 8-9 år, hvis man er meget venlig og medregner Waking Up the Neighbours-pladen fra 1991), ligesom man nok kan nævne mindst 500 kendte pop- og rock-guitarister som uden større diskussion er bedre. Adams er god nok. Men det er en skam således at skamrose Adams, ligesom det er en skam at devaluere resten af pop- og rockhistorien. Det virker musikalsk uvidende, og det gavner på ingen måde Bryan Adams. Med sætningen ”Det har vi altid vidst” sætter hun sin anmelder-etos på ét bræt, og brættet knækker omgående; man mister tilliden til anmelder og anmeldelse med det samme.

Noget andet er, at han er backet af ét af de finere rock’n’roll bands i verden. Ikke mindst trommeslageren Mickey Currey og leadguitaristen Keith Scott, som begge er ligeså effektive, som de er uforstilte.

Det har vi sådan set også altid vidst.

Så kan man hævde, at vi sgu’ også altid har vidst, at Bryans band er et fornemt rock’n’roll band, når de hamrer igennem og lader balladerne – ja, ikke mindst dén! – være der på nåde snarere end nødvendighed.

Det havde man måske så bare glemt.

Nu afbryder jeg lige igen. Det er ikke en journalists opgave at være kryptisk. Jeg gætter på at der med ”ja, ikke mindst dén” hentydes til Robinhood-film-balladen ”(Everything I do) I do it for you”, men det kunne sådan set også være en anden ballade, fx ”Heaven” fra Reckless. Hvilken der er mest kendt og dermed fortjener betegnelsen ”dén”, er absolut ikke entydigt. Det er jo ikke Metallicas dén, eller Foreigners dén. Rent sprogligt er der tale om det som professor Peter Haarder har kaldt ”møveri” – man aftvinger læseren den samme lidt for private viden, synsvinkel eller holdning som man selv har. Jeg møvede selv da jeg skrev Metallicas dén og Foreigners dén, for det er måske ikke alle der ved at jeg taler om ”Nothing else matters” og ”I want to know what love is”, selv om disse to ballader langt mere entydigt er hit-ballade nummer 1 for de to kunstnere. Anmelderens kryptiske tale, der måske i virkeligheden kun egner sig til de øvrige koncertgængeres medvidende nik, er igen et højst besynderligt genrebrud.

Men han kan det endnu, den gode Bryan Adams. Hans koncert i Skanderborg er det bedste, jeg har hørt fra ham siden en koncert i Roskilde for godt og vel tyve år siden, hvor han væltede det hele, selv om han faktisk var med på afbud fra Sinead O’Connor.

Hov, stop. Nu afbryder jeg lige igen. Nej, okay, så få lige slutningen med først:

Fordi han dengang godt vidste – med hans egne ord – at ’everywhere I go, the kids wanna rock’. Og dét kom han i tanker om igen i Skanderborg onsdag aften…

Herligt!

Ja, okay, så er vi færdige. Det jeg ville afbryde med, var at jeg sgu da troede at anmelderen med dette sprog og denne klichepumpe af en anmeldelse var en nybegynder, men det kan hun så ikke helt være. Men lad os lægge personen til side – der er en grund til at jeg ikke serverer hendes navn for Google i denne sammenhæng, og den grund er at vi går efter bolden her. Der kan i øvrigt være 117 grunde (for nu at overdrive på en smuk og meningsfuld måde) til at anmeldelsen er blevet sådan. Mest oplagt er det at den er skrevet under stort tidspres på et tidspunkt hvor der ikke har været nogen kreativ energi overhovedet – altså vilkår man i den ideelle verden aldrig burde producere tekst under. Det interessante ved anmeldelsen er at den kunne være skrevet uden anmelderens tilstedeværelse, blot på en efterretning fra en søn, datter eller nevø om at koncerten var ”fed”. ”Godt, vi sætter det til 5 ud af 6 stjerner, kopierer hit-titlerne fra Wikipedias diskografi-opslag, fylder det på en ungdommelige fucking fest-kliche og skriver tekstkroppen på 14 minutter.” Sådan ser artiklen faktisk ud. Men uanset grunden ville det være bedre hvis redaktøren tillod at man skar helt ned til det væsentlige og eneste troværdige, nemlig som der stod:

”Han kan det endnu, den gode Bryan Adams. Hans koncert i Skanderborg er det bedste, jeg har hørt fra ham siden en koncert i Roskilde for godt og vel tyve år siden.”

Dette er anmeldelsen. For lad os sige det som det er: Resten bidrager på ingen måde med yderligere oplysninger, nuancer, holdninger eller sansninger; kun med tomgang og vrøvl.

søndag den 12. august 2012

Knibsk eller knepsk


Fra Fri.dk i forlængelse af Berlingske (b.dk), torsdag 07. juni 2012.

Overskrift og underrubrik (manchet) er kun taget med her for at du, kære læser, kan se hvad sammenhængen er, nemlig den lidet overraskende og til stadighed gentagne ”nyhed” om at sex sælger. Thi artikler om at sex sælger, sælger nemlig også. For slet ikke at tale om blogindlæg og analyser vedrørende artikler om sex der sælger.

Men det er den undseelige billedtekst – eller snarere forbindelsen mellem denne og det billede den skal understøtte – jeg finder interessant.

Lad os derfor lige kigge nærme på plakaten igen (desværre har jeg ikke kunnet finde den i direkte optryk på nettet, så vi må nøjes med denne version, tilsyneladende i omgivelserne ved Østerport Station):

Dette sceneri kommenterer billedteksten således:

”Det danske firma Cult, der producerer energidrikke, har blandt andet slået sig op på meget letpåklædte kvinder.”

Og her er det så jeg studser. Ikke ved noget retskrivningsmæssigt, og ikke ved at tøserne unægtelig er letpåklædte. Men der er noget underligt eufemistisk ved den billedtekst: ”meget letpåklædte kvinder”.

Her bør det nok forklares for de unge knægte der nu uforvarende har googlet sig ind på min sprogblog, at eufemistisk ikke betyder fe- eller alfe-agtigt eller noget som helst i sådan eksotiske stil. Nej, en eufemisme kunne man kalde en ”indirekthed” eller en ”udenomsbetegnelse” – en eufemisme er simpelthen en omskrivning af noget man synes det er for ufint at nævne ved sit egentlige navn. At gå bort er en eufemisme for at dø, og at gå ud at vende kan (afhængigt af konteksten, sådan er det med eufemismer) være en eufemisme for at gå på toilettet, som igen er en eufemisme for det man går derud for at gøre. Selv eufemismerne kan blive så brugte at de overtager den egentlige betydning og dermed selv overtager det stødende eller ufine, hvorfor man så må finde nye eufemismer for eufemismerne. Det er det samme der er på færde i hele snakken om nysprog – skraldemænd bliver renovationsarbejdere selv om de ikke opfrisker eller fornyer noget (som renovation ellers betyder), men blot sikrer status quo minus rengøring. Men hvor nysprog altid er beregnende og systematisk (og idiotisk), er eufemismer – efter min opfattelse af ordet – i begyndelsen altid ment som muntre, kreative og sofistikerede understatements beregnet for situationen. Og altid retvisende.

Nå. Tilbage til sagen. At karakterisere ovenstående plakat med nogle ord om at Cult bruger ”letpåklædte kvinder” er lige så knibsk og forfejlet som at kalde porno for romantik, eller kalde sukkervandssprut for sodavand. Altså faktisk mere fordrejende nysprogligt end retvisende eufemistisk. Udgjorde ”letpåklædte kvinder” kernen i billedanalysen ved mit eksamensbord i dansk, ville eleven være faretruende tæt på at dumpe, simpelthen fordi det i forhold til plakatens pointe ikke er retvisende at tale om letpåklædte kvinder.

Billedet handler jo om … ja, hvad kan jeg nu skrive her for ikke at få min blog stemplet … at give blowjob – eller ”mundsex”, som Kirsten Rask engang kom til at foreslå i sin ordrenserbog idet hun må have glemt at ord uden fonetisk samarbejdsevne er dødsdømte, og mundsex lyder så absolut ikke sexet. Men i stedet for det forsuttede blowjob kunne vi også sige fellatio, der sjovt nok et italienskklingende latinsk udtryk for det man også kalder ”fransk”.

At være letpåklædt er altså kun et biprodukt af det egentlige og kun mere eller mindre en forudsætning for billedets egentlige pointe. Billedet viser primært en pornopositur, og det eneste der adskiller denne positur fra at blive for direkte, er at de to forestillede pikke (endnu) ikke er bukket ned og trukket hen til hendes mund. (En lidt mere eufemistisk fremstilling ved eksamen ville være fuldt acceptabel.)

Og skulle en og anden mene at jeg nu overfortolker, behøves bare en opmærksomhedshenledning på de vidt spredte ben. For man skal nok ikke være sexolog eller ekspert i kropssprog for at slå fast at netop det – i hvert fald i kombination med andre signaler og nøgenheden – vel er den mest åbne sexinvitation det kvindelige kropssprog kan udtrykke.

Tilbage til de to fallosser: Rent billedteknisk skabes selvfølgelig også den effekt at de to måneformede lime-skiver indrammer blikket fra pigen i midten, og derfor fanges man ind i en øjenkontakt med hende. I 1980’erne havde de med garanti være helt oppe i øjenhøjde og i lige linje med et symmetrisk blik; nu er den imaginære linje i den ene side helt nede på kinden – og i øvrigt på højde med den anden piges mund. Den asymmetriske ansigtspositur bryder den romantiske tosomhed med beskueren, som havde været gængs i en typisk ældre reklame, og inviterer i stedet ind i en sammenhæng hvor der også er opmærksomhed på den anden pige. Blikket siger ”vi tøser” og inviterer altså ikke beskueren til tosomhed med alt hvad det kan indebære, men til gruppeknald som social institution.

At tale om letpåklædte piger er altså en fornægtelse af hvad der egentlig foregår. Kun den pornografiske tolkning rummer billedets essens. Det publikum Cult taler til, er jo den voksende andel af ungdommen som er vant til at se porno i en lind strøm, og som derfor afkoder billedets pornografiske sprog med et skuldertræk og største selvfølgelighed. Adskillige piger vil gerne se sig selv sådan – imens drengene ser tryllebundet med, komplet kontrolleret af disse piger. Reklamen taler således til pigerne som ”bidronninger” med magt, mens den sexfikserer drengene/mændene der bliver slaver af deres egen visuelt initierede liderlighed. Indgangen er for begge målgrupper dette blik som blikfang.

Cult taler ind i, og er med til at skabe, en kultur hvor ”pornoprinsessen” i en eller anden form er udtryk for den ultimative selvrealisering og heroisme blandt piger, hvor druk er normen, og hvor fest i ypperste forstand er lig med upersonlige sexorgier, jævnfør sloganet ”the party maker”, samt absolut følelseskontrol. Ja, hvis Cult-genstanden er ”party maker”, kan vi altså – ved gammeldags fallosspotting – uddrage at de konstituerende elementer for fest hos en glamourøs pige, ifølge reklamen, er alkohol og pik. Og helst kombineret. Det stemmer godt overens med andre af Cults reklamer der synes mere end at antyde at det er lettere at lægge en pige ned når man har drukket hende fuld, og at alt er tilladt når bare man er fuld – som sloganet siger: Party now – apologize later. (Og det ledsages så af forskellige plakater med påklædte unge klubmennesker, mand + kvinde, der poserer i seksuelle positioner navngivet ”blow”, ”doggy” m.v., så man ikke lades i tvivl om at party er lig med sex.)

En fantasi hos mænd, måske, men også et heltebillede hos de piger der fascineres af denne skismatiske blanding af magt og tjenestevillighed. Det er så kun naturligt at de finder ud af at tage sig betalt for det, uanset om de er videregående advokat- eller psykologistuderende, eller ikke er kommet så langt. Og så vil jeg jo godt stille spørgsmålstegn ved hvem der egentlig udnytter hvem, men det får være til en anden gang. Nu må vi hellere holde os til billedanalysen.

Personligt synes jeg Cult opererer på et beklageligt lavt plan, i hvert fald er det et objektivt faktum at de går efter laveste fællesnævner: sex. Ikke brug af sex som drivkraft bag en intellektuelt, æstetisk eller humoristisk sublimeret form eller budskab, men sex slet og ret som sex, som højeste mål og som gud – kun optimeret på egne klicheprægede præmisser i kraft af lækre modeller og lækre omgivelser. Glamourporno med tøj på, og i denne plakats tilfælde lidt mindre tøj på. Dette budskab om for de fleste uopnåelig highclass-sex er i mine øjne så militant gennemført fra sprutfabrikantens side at det er etisk frastødende, både fordi fantasien og kravet om at udleve den er en barre der er sat lidt for højt for langt de fleste, og i øvrigt er sat på forkerte præmisser, og fordi budskabet derudover ikke har mere i sig end hvad der ville interessere en abe. Derfor kunne jeg selvfølgelig aldrig drømme om at indtage, endsige vise mig med, produktet.

Men det er egentlig ligegyldigt hvad jeg mener om Cult. Hovedærindet her er påpegningen af den ”blinde” billedtekst. Det er dens blindhed jeg (i mild grad) forarges og undrer mig over, ligesom jeg (i stærk grad) blev forarget over at den samlede presse troligt ledsagede nyheden om afsløringen af en 39-årig bitterfissebloggende kontorassistent fra Farum med billedet af noget der lignede en mindreårig pige (eller en voksdukke) uden på nogen måde at opholde sig ved diskrepansen (se marts 2012 her på bloggen). I begge tilfælde handler det om et fravær af sund fornuft, et fravær i den journalistiske behandling af noget som alle voksne mennesker kan se. I tilfældet med den 12/39-årige noget som alle ikke-pædofile kan se (og ja, det var relevant i en seksuel kontekst fordi hun kaldte sig noget med ”fisse”), hvilket gjorde den samlede presse pædofil af evne. I det langt mindre alvorlige og derfor mere morsomme tilfælde som dette indlæg handler om, et fravær af analytisk realitetssans, hvilket gør afsenderen (Berlingske og associerede) underligt virkelighedsfornægtende, i hvert fald i billedteksten.

Man blander to slags sex, som vi kunne kalde ”sex 1” og ”sex 2”. At tale om sex i reklamer jævnfør ”sex 1” er at tale om (romantisk) flirt og (humoristisk) antydning – det er her vi hovedsagelig er på jagt efter freudianske symboler, som i en James Bond-film, og det er her ordet letpåklædt kan være velvalgt. Sex i betydningen ”sex 2” er derimod det der signaleres i Cult-reklamen, altså pornografi og direkte animation af sex. Faktisk sammenblander hele artiklen de to ting, blot er det særlig tydeligt i forholdet mellem det knepske billede og den knibske billedtekst.