torsdag den 29. april 2010

Brevkassen: Fra gratis til fri


Fra pdf hos Håndværksrådet fundet ved googling på ”fri mobil”.

Brevkassen modtager ikke kun ”kloge” spørgsmål, men lige så gerne dumme eller retoriske spørgsmål som måske bare er et oplæg til at se hvad jeg tænker om et eller andet sprogligt, uden at det nødvendigvis betyder at man selv er blank eller gør mig til autoritet i en asymmetrisk samtale. Man kan altså godt bare spørge: ”Hvad synes du?”

Denne blogs gode ven Anja Lysholm stillede et sådan strøtankeagtigt spørgsmål, og det vil jeg også opfordre andre til.

Spørgsmål:
En lille ting jeg tænkte på forleden, var hvorfor dælen gratis nu et blevet til fri? Altså i toget er der frit internet, f.eks. Er det påvirkning fra engelsk (free), eller har man altid brugt det?

Svar:
Jeg tror der er to grunde. Den ene grund er faktisk en ret god grund, og den anden er reklame- og buzz-verdenens sædvanlige afstandtagen til det usexede eller det som den mener har taber-konnotationer.

Lad os tage den gode grund først: Der er faktisk en meningsfuld arbejds- og betydningsdeling mellem ”fri” og ”gratis”. Når jeg betaler et telefonselskab et fast beløb om måneden for at kunne sms’e løs uden at den enkelte sms koster noget, så er der jo ikke tale om gratis sms. Månedens samlede sms’er har jo, uanset hvor mange der er, kostet det faste månedsbeløb. Og det vil være noget vrøvl at sige at man betaler sig til at få noget gratis. Her kommer betegnelsen ”fri” med god grund ind i billedet, for man kan godt betale sig til frihed.

Der er en sammenhæng mellem prisen på din togbillet og internetforbindelsen i toget. Muligvis ikke i konkret forstand, men så i pragmatisk forstand; og internetforbindelsen er under alle omstændigheder et medvirkende salgsargument for billetten. Så det er ikke gratis for dig. Men når du har betalt billet, er der fri afbenyttelse af internettet. Det giver god mening.

Den anden grund ved jeg ikke engang om vi har set endnu. Men man kan forestille sig at virksomheder mere og mere vil undgå ordet ”gratis” fordi det mere og mere er et ord som associeres med virksomheder i de nedre segmenter og med den grimme reklamestil fra supermarkedskæder: ”Køb tre og få den fjerde gratis”.

Virksomheder der er mere orienterede mod de moderne kommunikationskanaler, og som også sælger mere komplekse produkter, har typisk en form for medlemsbetaling. Og denne giver ret til goder som således ikke er gratis men til ubegrænset (ja, fri) afbenyttelse for medlemmerne i virksomhedens community.

At tjekkede virksomheder således aldrig bruger ordet ”gratis”, tror jeg vil smitte af på hele markedet. Dette kan så give en selvforstærkende effekt som kan betyde at "gratis" ryger helt ud, og hvad skal vi også med et i grunden temmelig grimt ord som betyder tillykke på svensk? Nej, godt ord igen: Gratis betyder selvfølgelig noget, men det det betyder, eksisterer ikke rigtig. Og hvis vi som glade givere forærer hinanden noget, så ville vi aldrig kalde det ”gratis”, for det associerer til krejlerdiskurs og dermed til økonomiske bagtanker. At kalde noget ”gratis” minder lige så meget om økonomi som ”ikke bla bla” minder om ”bla bla”. Så ”gratis” er dømt ude af det raffinerede sælger- og brandingsprog alene på grund af ikke-reglen.

Endelig giver ”fri” jo nogle fantastiske associationer. Det mentale billede på ordet er Ajax-kvinden der strækker sig i et X fordi hun er fuld af velvære og frihed. Hvilken virksomhed vil ikke gerne associeres med ordet ”fri”? Et ord som i øvrigt ortografisk minder om ”frisk” (der i sig selv er frisk rent fonetisk-synæstetisk), og hvilken virksomhed vil ikke gerne associeres med det? Frisk, fri og frejdig!

Fri er så topmoderne et ord at vi nærmest per automatik opfatter det som et gode. Fri fra religion, fri fra parforhold, ”fri fra alting” som Steffen Brandt sang allerede i 1989 i Rejsen til Rio, hvor han netop spillede på det paradoks at der skal forankring, altså tilhørsforhold, til for at føle frihed, ellers er friheden tom og truende. I dag er det nok mere ”fri TIL alting”, et dogme vi har set mange dekadente, hvis ikke skadelige, resultater af i alt fra børneopdragelse til offentlige ytringer og opførsel, og som formentlig på et tidspunkt vil blive afløst af en mere moralsk og normativ anskuelse – man fornemmer at pendulet allerede har været ude at vende.

Men den frihed du får af Telmore eller DSB, spår jeg en glorværdig fremtid langt ind i en mere moralsk tidsalder, for det er jo en frihed man netop har gjort sig fortjent til, og en frihed som netop er forankret.

Jeg vil næsten tro at ”fri” er det stærkeste reklameord der findes.

søndag den 25. april 2010

Da jeg overvejede at gøre det forbi med Berlingske Break

Dette tror jeg er en oplevelse der især tilkommer mange ungmøer:

Man har ikke skænket sin mobiltelefon en tanke, eller man har måske glemt den et sted hvor man ikke kunne få fat i den igen før efter et par dage. Og når man så åbner den igen, ligger der 21 beskeder fra en eller anden fyr man knap nok kender.

21 beskeder! Et episk drama som går fra ”hej” over ”hvorfor svarer du ikke” til unødvendige undskyldninger og patosfyldte eksistentialistiske bekendelser, for endelig at havne i total opgivelse og selvudslettende tilgivelse – dog stadig med et insisterende håb om at man alligevel skriver tilbage, og at det hele blot skyldes en teknisk fejl.

Ja, det sidste er så rigtigt. Men efter 21 beskeder i streg med tonstunge ting og tanker man godt kunne have undværet på dette stadie i et ikke-eksisterende forhold, kan man godt finde på at bakke ud, nu hvor man alligevel tilsyneladende er bakket ud, og drengen har afsløret sig som en flæbende, klæbende karklud man ikke rigtig gider at vride op.

I dette scenarie har jeg vist kun prøvet at være på den forelskelsessyge bejlers side. (Indtil jeg fandt ud af at én ny besked per modtaget besked er et minimumskrav for personlig værdighed, og at alt ikke-eksisterende kun bliver endnu mere ikke-eksisterende af at bryde denne regel. Det er noget alle hankønsvæsener finder ud af før eller siden.)

Men Berlingske Break har nu givet mig en oplevelse jeg aldrig troede jeg skulle få, nemlig et indblik i hvordan det føles at være på den anden side og modtage et vognlæs af sms’er om samme emne fra samme kilde, uden at føle noget særligt for det:

1) onsdag d. 14. april, kl. 22.57
BERLINGSKE BREAK: Islandsk vulkanudbrud vil i morgen påvirke dansk luftrum og give forsinkelser, oplyser Naviair.

2) torsdag d. 15. april, kl. 11.35
BERLINGSKE BREAK: Vulkanaske lukker det danske luftrum.

3) fredag d. 16. april, kl. 09.08
BERLINGSKE BREAK: Flytrafikken lammet til kl. 02.00 i nat.

4) fredag d. 16. april, kl. 21.10
BERLINGSKE BREAK: Flytrafikken over det danske luftrum åbnes tidligst lørdag kl. 14.

5) lørdag d. 17. april, kl. 09.19
BERLINGSKE BREAK: Luftrummet over Danmark åbner ikke kl. 14. Nu udsat til kl. 02, oplyser Naviair.

6) lørdag d. 17. april, kl. 12.35
BERLINGSKE BREAK: Islandsk meteorolog vurderer asken over Europa formentlig vil vare ved i 4-5 dage, til AFP.

7) lørdag d. 17. april, kl. 16.10
BERLINGSKE BREAK: Lukningen af det danske luftrum er endnu en gang forlænget. Nu til søndag kl. 08.

8) lørdag d. 17. april, kl. 20.53
BERLINGSKE BREAK: Luftrummet er nu lukket til klokken 14 søndag, oplyser Naviair.

9) søndag d. 18. april, kl. 08.57
BERLINGSKE BREAK: Det danske luftrum forbliver lukket til tidligst kl. 02 natten til mandag.

10) søndag d. 18. april, kl. 15.32
BERLINGSKE BREAK: Lukningen af det danske luftrum forlænges igen. Denne gang til mandag kl. 8.

11) søndag d. 18. april, kl. 20.44
BERLINGSKE BREAK: Det danske luftrum vil fortsat være lukket for flytrafik frem til mandag kl. 14. Næste melding mandag kl. 9.

12) mandag d. 19. april, kl. 09.15
BERLINGSKE BREAK: Det danske luftrum åbnes delvist.

13) mandag d. 19. april, kl. 14.39
BERLINGSKE BREAK: Danske lufthavne lukket til tirsdag morgen.

14) mandag d. 19. april, kl. 20.18
BERLINGSKE BREAK: Europæisk flytrafik ventes at være normal torsdag, oplyser den europæiske flykontrol ifølge AFP.

15) tirsdag d. 20. april, kl. 09.09
BERLINGSKE BREAK: Det danske luftrum vil være lukket til kl. 02.00 i nat, oplyser trafiktjenesten Naviair.

16) tirsdag d. 20. april, kl. 17.20
BERLINGSKE BREAK: Luftrummet åbnes i seks timer.

17) onsdag d. 21. april, kl. 06.09
BERLINGSKE BREAK: Flyvetilladelse over Danmark forlænges til kl. 11.00.

18) onsdag d. 21. april, kl. 09.03
BERLINGSKE BREAK: Fly kan lande og lette til kl. 02.00 i nat.

19) onsdag d. 21. april, kl. 14.52
BERLINGSKE BREAK: Flyvning kan fortsætte hele natten.

20) torsdag d. 22. april, kl. 08.14
BERLINGSKE BREAK: Trods aske i luften har Naviair besluttet at tillade al flyvning i dansk luftrum fra kl. 08.00.

21) torsdag d. 22 april, kl. 22.02
BERLINGSKE BREAK: SAS aflyser mange fly til og fra CPH efter koks i tilladelserne til at flyve i ”askezone” 2.

Jeg mener at jeg havde en aftale med Berlingske Break om at der ville være sådan cirka 2-3 nyheder om ugen alt efter verdens gang. Nogle gange har jeg da undret mig over hvad de valgte som BREAKING NEWS, men behov og behag er jo forskelligt, og de har da hidtil holdt sig sådan nogenlunde mellem 1 og 4 sms’er om ugen. Lige indtil en islandsk vulkan satte europæisk flytrafik i vildrede og Berlingske Break gik amok.

Men nej, jeg gør det ikke forbi med Berlingske Break. Jeg forstår godt at det kan være svært at vurdere nyhedsværdien i en sag hvor man næsten for hver melding fra Ritzau, Naviair eller anden kilde tror at dette er den endelige melding. Og jeg forstår også godt at disse nyheder om hvorvidt dansk luftrum er åbent, må være af brydende, bydende, ryddende nyhedsværdi for en masse rejsende og andre som er påvirket af de rejsendes fremmøde – og at Berlingske Break gerne har villet gøre sig uundværlig og anvendelig i for de mennesker.

Men for os der ikke har været påvirket, andet end positivt, af en fredelig himmel i denne periode, står oplevelsen af disse 21 sms’er ikke til at ændre. Det har været mærkeligt.

torsdag den 22. april 2010

Agens-patiens-cliffhangeren


Berlingske.dk den 19. april 2010

Spændende redaktionelt arbejde. Der er unægtelig skabt lidt af en klippehænger med denne mystiske overskrift.

Men det viser sig så bare at være:

søndag den 18. april 2010

Nyhedskriteriet klynk

Kender du det at man ikke lige har ”sproget” til at forklare en bestemt fornemmelse, fordi det ikke er sådan vi plejer at tale om tingene, eller fordi man ikke har det filosofiske vingefang til at nagle sagen med de ord og referencer der så alligevel virker duperende eller overbevisende. Kort sagt følelsen af ikke at være Henrik Dahl, Klaus Rifbjerg eller en anden kæmpegulerod som har evig adkomst – og til en vis udstrækning evne – til at dosere enhver tanke som var det sandheden eller i det mindste politisk korrekt politisk ukorrekt.

Så er det – hvis man altså fastholder sin tanke – at man sidder i dagevis og vejer ordene på en guldvægt. Måske prøver man at researche lidt – gå til kilden – men bliver mødt med et lettere hovedrystende ”hvad taler du om? – det gider jeg ikke diskutere”, altså mødt med en afvisende holdning iklædt det konforme tankesæt som man egentlig ville sætte spørgsmålstegn ved.

Det ender som regel med at man skrotter projektet fordi man er bange for at lyde dum. Og man ærgrer sig over det fordi man inderst inde ved at det måske nok kan lyde dumt, men at der alligevel er noget om det.

Præcis sådan en sag har jeg her. Og nu får I den – med fare for at jeg lyder dum.

Det skal retfærdigvis siges at denne artikel er fundet i sektionen ”Penge” hos dr.dk, men man ser ofte sortsynsklynkegenren dukke op hvor som helst i nyhedsstrømmen, og jeg bryder mig ikke om den.

Den er uinteressant, livstræt og fantasiforladt. Den er mavesårssurhedsforkrampet. Og jeg tvivler stærkt på at det er hele regnestykket vi ser. Artiklen siger selv (længere nede end skærmskuddet viser):

”Det har selvsagt ikke været muligt for Dansk Industri at lave en præcis opgørelse over tabene, men DI har bl.a. vurderet, hvad spildtiden koster samfundet.”

Spildtid målt i lønnede arbejdstimer. En i sig selv snæver kalkule, som sandsynligvis ikke engang tager højde for at den stressede klasse sagtens kan finde ud af at fortage sig noget andet vigtigt i den hævdede spildte tid. For et sådant regnestykke kan man selvfølgelig ikke nå at gøre op på en eftermiddag i Dansk Industri.

Og hvad så hvis man medregner (hvilket selvfølgelig er endnu mere umuligt på en eftermiddag) den kollektivt psykologiske befrielse ved at der sker noget andet, og hvad dette puf medfører af kreativitet, nysgerrighed, livsglæde og adspredelse?

Lyder jeg flippet?

Nå ja, men hvad så bare med noget mere simpelt som sparede brændstofudledninger? Eller den blotte askes bremsning af solindstråling og dermed af globale temperaturstigninger, hvilket vil kunne have stor betydning for hvorvidt og hvor meget Nordpolen vil smelte de næste par år?

Og hvad med væksten hos leverandører af mindre dekadente kommunikationsløsninger end flyvning? Selvfølgelig skal den moderne verden have flytrafik, men gør det så meget at leverandører af fjernkonferenceudstyr eller togdrift får lidt medvind, og at flybranchens reduktion kommer nu? Ja, det gør ondt, men visse brancher skal stoppe før eller siden, fx kulminedrift, og her taler vi trods alt kun om en reduktion.

Jeg synes vinklen om spildte 150 millioner er både løgn og klynk. Løgnen er selvfølgelig den værste: Selvfølgelig koster det lukkede luftrum ikke det danske samfund 150 millioner i døgnet hvis man anlægger et større perspektiv, eller bare bruger lidt længere tid på at regne alt det umiddelbart beregnelige med. Til hvis spin-fordel er denne skæve udlægning egentlig lagt? Ingens, så vidt jeg kan se, andet end selve klynken og sensationen som nyhedskriterium. DR spørger DI, og DI leverer det regnestykke de kan lave på en eftermiddag. Resultat: klynk uden perspektiv. Det er okay; det er hvad det er, men jeg synes bare det er synd at nogen skal komme til at læse det.

Det tilhører naturligvis den almindelige mediedagsordens syn på verden at man som redaktion kan tænke: ”Halløjsa, det er da spændende at naturkræfterne sådan kan sætte det moderne samfund ud af drift, så lad os ringe til DI og høre om de kan lave en hurtig beregning på den umiddelbare udgift så vi virkelig får et mål for naturkræfternes hærgen.”

Ja, det er spændende, det med naturkræfterne, men den journalistiske løsning yder mildt sagt ikke spændingen retfærdighed. I stedet får vi en gang uinspirerende DI-klynk, rettet mod en islandsk vulkan. Det er hverken særlig stolt eller særlig intellektuelt. Og jeg bliver derfor pinlig berørt af at være medlem af et samfund hvor dette kaldes en journalistisk nyhed.

Jamen, er det ikke synd for alle de mennesker der mister deres job, og er det i øvrigt ikke af betydning for os alle sammen fordi det vil gå ud over os alle sammen? Jo, men vi taler om to ting her, nemlig dels om koncerndirektøren eller forretningsmanden der ikke kommer til et planlagt møde (men nok finder både noget at bruge tiden på og en erstatning for mødet), og dels om flyselskaberne. Hvis vi skal snakke om de ansatte hos de hårdt ramte flyselskaber, så må vi fokusere både regnestykke og artikel på det alene, og ikke bruge det som brændstof i en ellers diffus nyhed der ikke medregner de fordele og nybrud sådan en situation kan medføre.

Indtager jeg en naivt studentikos luksusholdning om at penge er uinteressante? Eller er det fordi jeg ved at Danmark både kan og skal leve af ikke at fokusere så snævert, men tværtimod vil tjene pengene på at skyde brystet frem og beskæftige sig med de interessante ting som mennesket dybest set lever for at opleve?

Jeg ved det faktisk ikke, og hvad er også forskellen? 1) Penge ER uinteressante, og tabte penge er det endnu mere. 2) Skævvredne nyheder gør os ikke klogere. 3) Og jeg tror ikke på at vi kommer til at klare os i den globale konkurrence ved at fokusere på penge, men på konstruktive løsninger man kan tjene penge på. Herunder en kultur (og mediekultur) som har både lidt mere stamina og lidt mere ånd. Der er ærlig talt bedre ting at tude over.

torsdag den 15. april 2010

Skrald har tænkt sig godt om


Berlingske.dk den 9. april.

Hvem mon denne Skrald er?

Kan vi få et interview?

Har han husket at tage patent?

Og:

Det andet ”som” i manchetten, hvad refererer det egentlig til? Da der står ”og som”, må dette andet ”som” være parallelt med det første ”som” som imidlertid står i en anden betydning, så syntaksen er faktisk gået i kludder. Der er snydt med logikken ligesom i overskriften.

Nu er det nok for meget også at brokke sig over den manglende bindestreg til ”princippet”, men vi skal jo have det hele med, og det er altså den eneste bindestreg der SKAL være der. Der skulle have stået vugge til vugge-princippet eller – for at hjælpe overskueligheden – (med yderligere bindestreger:) vugge-til-vugge-princippet eller (med anførselstegn:) ”vugge til vugge”-princippet.

Endelig er der ikke grund til det store V i ”Vugge til vugge”. Det er nok et levn fra den pressemeddelelse journalisten har kigget i. Firmaer har det med at ikonisere visse centrale begreber med stort begyndelsesbogstav, men det har ingen sproglig hjemmel.

tirsdag den 13. april 2010

At folde sig


Dr.dk (jeg har valgt at beskære billedet fra artikelhenvisningen fordi jeg simpelthen ikke kan holde ud at se på den Walther-figur)

Spændende formuleringer her.

G sidder tre pladser fra K på tastaturet, og ”ørg” er ikke just en hyppig bogstavrækkefølge, så mørget ligger da ikke lige for som tastatursnubleri, medmindre det er bevidst. Men det er det måske også, for det er da en spændende stavemåde – og fonetisk-suggestivt også tættere på betydningen af mørke, synes jeg. Så den er jeg sådan set med på: Ud med mørket og ind med mørget med fed vestjysk accent.

Lad os gå let hen over at de ikke satte Walther-figuren op, men simpelthen ”satte” den – som hvis man satte en kniv i hjertet af den danske nationalromantik. Hårdt og brutalt.

For endnu mere interessant er det da at politiet hævdes at ”folde sig passivt”. Det lyder næsten selvydmygende.

Alt tyder således på at en jysk udkants-autonom har infiltreret DR.

søndag den 11. april 2010

I sidste ende, del 2

Det er rart at se sport i tv når man vil slappe af. Som i ethvert andet spil er der en ramme, en egen verden. Og heri udspiller der sig en historie med en spændingskurve som man skal se i udstrakt tid for at den er noget værd.

Dette er meget vigtigt. Der findes ikke noget mere meningsløst end en sønderklippet suppe af højdepunkter fra en Tour de France-etape, et formel 1-løb eller en tenniskamp. Kun fodboldscoringer er værd at se som højdepunkter, fordi de har deres egen genre som en mikrofortælling fra det øjeblik hvor det scorende hold overtager bolden, og til bolden ligger i målet. Ellers er højdepunkter i episke sportsgrene meningsløse; forløbet skal ses i helt udstrakt tid. Man kan godt gå på toilettet eller lave kaffe mens man formoder der ikke sker noget, men så har man tiden – i bedste fald hjulpet af lyden fra stuen – kørende som en fornemmelse.

Hele foldboldkampe, hele formel 1-løb, tenniskampe og Tour de France-etaper (hvor man godt kan nøjes med de sidste 2 timer) er klassikere. Det er et åbent drama i spillefilmslængde hvor fortalt tid er identisk med fortælletid, og hvor rammen er et sæt af temmelig simple regler.

Og det tror jeg er en nødvendig lutring af mænds hjerner. Vi har behov for at falde ind i en tilstand hvor intet andet er vigtigt, og hvor det hele giver mening. Vi har brug for at holde fri fra det mentale med ”de mange bolde” og bare fokusere fuldstændig neandertaleragtigt på én – måske endda en rigtig bold. Og så er det enkelt og fundamentalt på en måde som stimulerer mænds kreativitet og følelser: Det handler ikke om et fortænkt plot udtænkt af en forfatter. Det handler om kamp og skæbne, om at så og høste, om kriser der kan overvindes, om detaljer der bliver afgørende, om udholdenhed og præcision, om sammenspil og taktik.

Som tilskuere skaber vi en fortælling, vi begynder at holde med nogen, og vi vurderer hvem der fik som fortjent og ikke fik som fortjent. I de store turneringer får vi en ny fortælling hver dag – som så bliver kapitler i en større udviklingsrejse; kapitler der som selvstændige forløb kan forholde sig intertekstuelt spejlende til hinanden, men også som et fortløbende hierarki.

Derfor elsker vi de store og små dramaer vi kan få når der er Tour de France eller VM i fodbold, eller når vi følger Formel 1-sæsonen, Superligaen eller noget andet vi har valgt at gå op i. Og det er også grunden til at vi der ikke går op i sport for nogen sports skyld, og ikke har en chance med vores tourhold i sofaligaen eller ved hvem der spiller i angrebet hos FCK, alligevel kan gå meget op i de store mediebevågne og dermed prestigefulde dramaer som VM i fodbold og Tour de France – og må ty til Wimbledon bagefter på grund af abstinenser.

Ikke mange af vinter-OL-disciplinerne rummer dette potentiale for episk dramaturgi. Ski-konkurrencer lykkes med det i en fortælling hvor man går videre eller ikke går videre i et tilspidsende hierarki af kampe – uanset om det så hedder runder, løb eller heats – og hvor det sportslige sats må optrappes i de afgørende sidste kampe. Men i hurtigskøjteløb og bobslæde bliver det kedeligt at glo på fordi præstationen er svær at vurdere før man får tiden, og så kunne man jo lige så godt bare få tiden og sige ”nå”.

Men – og her kommer forklaringen som jeg lovede i del 1: – curling har den langstrakte historie og dermed potentialet til at være vinter-OL’s skæbnefortællingsklassiker. Ligesom i fodbold kan man se muligheden før den forsøges effektueret, og må acceptere udførelsen når den er sket. Ligesom i formel 1 kan der være runder hvor der ikke sker en hylende fis, hvor alting udskydes, transporteres, og hvor netop dette tomrum kan være afgørende og spændende og give ekstra betydning til de ting der så sker, og ikke mindst tidspunktet de sker. Og ligesom i Tour de France kunne løbet være kørt på 1.000 andre måder, hvilket gør den enkelte disposition dybt interessant, nærmest som en projektion af sportsudøverens aktuelle mentale landskab.

Et minus ved sporten er at hver kamp i dette langsommelige bowlingeskakspil tager op mod 3 timer. Den tid der ikke er så spændende – men også er sværest at gøre noget ved – er afstanden i tid mellem stenen er sluppet og til den rammer noget eller ligger stille. Det er dejligt at man kan følge stenens bane bedre end man kan følge fodboldens bane i mål eller tennisboldens bane over nettet; det er en del af sportens suspense. Men det er lige en tand for langsomt til at kunne blive interessant for alle at kigge på.

Hvad man derimod kan gøre noget ved, er at man måske kunne skære en halv time af den tid hvert hold har på skakuret. Derved kunne man øge usikkerheden og dermed dramatikken ved den dårlige sten, og samtidig favorisere de hold som har den bedste stamina, kommunikation og evne til at tage hurtige intelligente beslutninger. Og det kunne sporten sådan set godt fortjene.

Nu hvor jeg er nået til enden, kan jeg ikke lade være med at spekulere på om vi har udtrykket ”i sidste ende” fra curling eller et lignende spil. Runderne hedder jo ”ender” fordi målområdet fra runde til runde skifter ende så man ikke skal bruge tid på at transportere stenene tilbage, men simpelthen vender banen og spiller dem tilbage. Samtidig bliver mange af kampene først afgjort netop i sidste runde, altså ”i sidste ende”, som det hedder, og derfor bliver der ofte sagt ”i sidste ende” – vel at mærke i et sportssagligt sprog helt uden metaforisk antydning.

lørdag den 10. april 2010

I sidste ende, del 1

Jeg tror først det er nu at jeg rigtig er kommet mig over vinter-OL. Så undskyld at dette indlæg kommer med så uaktuel timing.

Når jeg taler om at være kommet mig, tænker jeg ikke så meget på de actionpakkede styrtløbskonkurrencer på dramatisk iset sne der stillede store krav til at skære løjpen rigtigt …

… eller på hvordan det må være at være Susanne Riesch når storesøster Maria Riesch og storesøsters bedste veninde, den smukke Lindsey Vonn (billedet), skovler medaljer ind, mens man selv kører af pisten som et andet sort får.

Det er heller ikke bobslædekonkurrencerne jeg tænker på, for det er ærlig talt en kedelig sport at overvære, uanset hvor dødsforagtende højspændt det er for dem der sidder i slæden som tætomslyngede muskelbundter. Og jeg hentyder mindst af alt til snowboard på halfpipe, for jeg har det – som bekendt – med at stå af på hængerøvsbukser og for manerfyldt subkulturel gruppedyrkelse. Skrid hjem til Jackass-reservatet MTV, tænker jeg egentlig bare, selv om jeg godt ved det er lidt forkert af mig.

I øvrigt bliver det der halfpipe ikke bedre af at jeg ikke bryder mig om kunstnerisk vurdering i sport; jeg har det bedst med egentlig kamp på mål, kraft og hurtighed. Så hvis vi tager sådan noget som kunstskøjteløb, så kan det meget vel være ”en sport” og en del af OL, men ikke sådan rigtig ”SPORT”.

Nej, det jeg først er kommet mig over nu hvor OL i Vancouver ellers er gledet ud i glemslen, er selvfølgelig de danske curlinghold. Dem gloede jeg nemlig meget på.

Og hvad så jeg så?


Her ser det ikke værst ud, for der vinder DK over USA.

Ja, for mændenes vedkommende kan jeg ikke sige mig fri for visse associationer til et scenarie a la Kandis på en ”suppe, steg og … øh … is”-opgave. Det er lidt ondskabsfuldt at sige om et sportshold, men det var også kun når det så værst ud.

Det gjorde det fx mod kineserne hvor jeg havde den surrealistiske oplevelse at jeg begyndte at holde med kinøjserne fordi jeg bedre kunne identificere mig med dem og deres spil – de virkede både kønnere og mere intelligente. Det er alligevel noget at begynde at holde med kinesere mod danskere i sport. Hvornår havde man nogensinde drømt om det?

Kvinderne så desværre værst ud hele tiden. Kidnap fire piger fra S-toget på Hundige Station – tilfældigvis to sæt søstre – og sæt dem til at samarbejde om en opgave. Sådan nogenlunde syntes jeg det så ud. På alle måder. Men dét i sig selv var jo også en fascination: Hvordan ville dét gå? Og ville de på et eller andet tidspunkt kaste dysfunktionaliteten af sig og vise hvorfor de var der?

Nej, ikke rigtigt.

Ville de så ikke lægge deres makeup lidt mere smagfuldt?

Nej! Det skete ikke. Og for at gøre det mærkelige scenarie komplet havde de navne som:

Alligevel holdt jeg med dem. Jeg har en forkærlighed for modige mennesker, og hele denne opsætning – inklusive den forudgående nøgenbilledpromovering (som næppe ligefrem har affødt sammenhold) – var så abnormt kikset at det også var … modigt.

Hrm …

Men måske var det mere sporten jeg holdt med. Curling er så indirekte taktisk en sport at man skal kigge rigtig længe på det for rigtig at forstå det. Denne ”reading for the plot” nåede jeg ikke at blive færdig med under OL, og det er jo denne udforskende fordybelse der som enhver anden fordybelse var den egentlige grund til at jeg fandt mit ”moment of zen” (som Jon Stewart fra The Daily Show ville kalde det) i curlingkampene under OL.

I del 2, som kommer en af de næste dage, forklarer jeg hvorfor curling var en af de mest seværdige sportsgrene ved vinter-OL.

fredag den 9. april 2010

Det hedder hidtidige


Berlingske den 30. marts 2010.

Hvordan er det nu man bøjer det der ”hidtil”? Hm, det er i hvert fald ikke hidtillede.

Men hvad er det nu de siger? Er det ikke noget i retning af ”hidtidede”? … nej, det er vist noget med g. Hvad med ”hidtige”? Ja, det lyder rigtigt.

Nå?!! – det kender ordkontrollen ikke, men det er vel fordi det er sådan et oldnordisk ord. Det er nok rigtigt alligevel. Jeg tror bare jeg tilføjer det.

tirsdag den 6. april 2010

Sproget bliver skampulet af amerikansk

Kære Vicki Berlin

Det er sgu alligevel en meget fed artikel du får fyret af dér:

http://ekstrabladet.dk/nationen/article1298217.ece

Jeg ved ikke om det er dig eller E.B. der synes at overskriften skal være så voldsom, men ”skampulet” er jo et tankevækkende udtryk for den der har vænnet sig til ”fucked up”.

søndag den 4. april 2010

Gå ind

Forleden kunne TV 2’s nyheder fortælle at Uffe Ellemann-Jensen havde advaret sin søn, Jakob Ellemann-Jensen, mod at:

ind i politik”.
(tryk på "gå" og "tik")

Ja, sådan blev trykkene udtrykkelig lagt af speakeren.

Om Uffe Ellemann hellere havde set sin søn løbe, springe på hovedet, cykle eller hoppe ind i politik, meldte historien ikke noget om.

fredag den 2. april 2010

Vilken aprilsnar

Det irriterende ved Politikens aprilsnar om at Dansk Sprognævn vil gøre stumme h’er valgfrie, er at den faktisk godt ville kunne få mit pis i kog – hvis det ikke lige var fordi jeg godt ved hvilke ændringer den kommende retskrivningsordbog fører med sig, og i øvrigt på forhånd var klar over at denne aprilsnar var at finde i avisen.

Se artiklen ”Sprognævn: Vil i fred, stumme h”.

Den har den vellykkede aprilsnars – eller den vellykkede løgns – tre succesbetingelser:

1: En detaljerigdom der virker sandsynlig i alle kroge – og som måske også er 90 pct. sand
Nyheden er ikke usandsynlig. Og citater fra Jørn Lund (direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab) og Sabine Kirchmeier-Andersen (direktør for Dansk Sprognævn), adskiller sig i tone og indhold ikke meget fra hvad de i virkeligheden kunne finde på at sige – fx: ”Faktisk er det jo kun folk, der taler nørrejysk, der udtaler h’et. Men alle andre kan ikke høre h’et, og børn har svært ved at stave ord med stumt h. Samtidig ser vi en stigende mængde tekster, hvor folk har en tendens til at sløjfe bogstavet, specielt i sms-sprog, og i chatsprog ser vi det gang på gang. I den digitale tidsalder skriver man mere rationelt, og der er de stumme bogstaver i vejen – og det vil vi som sprognævn gerne imødekomme.”

Først mod slutningen af artiklen, hvor Kirchmeier argumenterer med at bortskaffelsen af h’er vil betyde at man kan skrive mere på den samme plads ...

... kan man godt se at det er noget fis, for det ville hun aldrig sige. Desværre er netop det citat fremhævet af redaktøren (der måske har været bange for at det hele så for ægte ud).

2: Udvælgelse af målgruppe
Aprilsnar-artiklen vælger en målgruppe som den kan ramme i solar plexus, nemlig os som ville koge over hvis det faktisk var sandt. Jeg kan i den forbindelse særlig godt lide det fiktive – og temmelig drillende – Kirchmeier-argument: ”Nu har folk vænnet sig til at se ordene på den her måde, og det er klart, at det vil være en kæmpe omvæltning for alle dem, der har lært at stave det på den måde. Det er jo lidt, ligesom når ens kone har fået en ny frisure, eller manden får skæg – det tager gerne lidt tid, før man begynder at synes om det. […]”

Bemærk i øvrigt det realistiske talesprog med skred i kongruensen: ”ens kone -> manden”. Godt arbejde af Mette Olsen der har skrevet artiklen.

3: Timing
Artiklen nævner den nye retskrivningsordbog i 2011 og nævner også eksplicit en af de ændringer den medfører. Og hvis h-ændringen var en del af det nye, ville det være helt naturligt at tage hul på sådan en omvæltning nu.

Men lad mig lige slå fast: Den kommende retskrivningsordbog af 2011 bringer ikke ændringer der har at gøre med reduktion af stumme bogstaver.

Væsker og lækkerbiskener
Det er jo dog sket før. Jeg savner eksempelvis d’et i ”væske”. Ikke fordi det har eksisteret i mit voksenliv, så man kan ikke sige at det er på grund af vane. Men når jeg skriver, savner jeg det fordi det faktisk giver mening for mig. 1: Væske stammer fra det samme som ”væde”, og det vil jeg gerne kunne se: ”vædske”. 2: Det stumme d giver ”vædske” en fonetisk-æstetisk kvalitet som stemmer med betydningen af ordet; det bløde d – uanset om man udtaler det eller ej – bærer den æstetiske kvalitet af noget vådt, flydende, fedtet. Ja, nøjagtig ligesom det stumme d i fedt. Tilsvarende savner jeg det stumme d i ”lækkerbisken” fordi det har noget at gøre med ”bid”, hvilket jeg jo alligevel er bevidst om hver gang jeg bruger ordet. Så til hvis ære d’et er fjernet, ud over de dumme, ved jeg ikke.

Der er med andre ord ingen grund til at tro at vi ikke igen kan miste sprogmening fordi sproget tilpasses uinformeret praksis eller fordi en reform kan kamme over i oprydningsmani. Og en talesprogstilnærmende sprogreform vil stensikkert komme før eller siden – medmindre vi imødekommer den på forhånd på centrale punkter. For jo mere vi tvinger sproget ind i en museal blindgyde uden sund fornuft og rimelighed, desto mere spænder vi fjederen til en modreaktion.

Derfor vil jeg både foreslå og opfordre til at vi – også i professionelle og formelle sammenhænge – går i gang med at reformere to ord hvis korrekte stavemåde hverken indeholder fordele eller rimelighed.

lide -> li
Dette er den vigtigste. ”Lide” (som i synes om) er så pinlig berørt et ord at det aldrig lader sig udtale i aktiv nutid, ”Jeg lider jordbær”, (eller for den sags skyld nogen anden bøjning med eller uden hjælpeverbum), for så betyder det helt sikkert at man har det skidt. Vi kan kun sige ”Jeg kan lide jordbær”, hvilket jo bare er symptom på at ordet krymper sig under sin stavemåde.

hav/have -> ha
Vi har i mange år skrevet ”har” i stedet for ”haver”, så der er intet konsekvenshensyn at tage. Tværtimod er der jo fra ”haver” til ”har” netop sket en udeladelse af ”ve” som vi lige så godt kan gøre gældende for ”have” også. Det er ikke noget problem at der stadig er v i ”havde” (som vi for guds skyld ikke skal ændre til ”hade”), for vi beholder jo også v’et i bøjninger som ”havende”.

Hvis vi begynder konsekvent og uden undskyldende apostroffer at skrive ”ha” og ”li” nu, vil det være en realitet i den retskrivningsordbog som kommer efter den der kommer i 2011, og det vil allerede være accepteret i professionel sammenhæng om et par år. Og så undgår vi at få en reform som går over gevind, fordi den glemmer at stumme d’er og h’er nok kan være stumme men stadig har værdifulde betydningsmæssige og æstetiske kvaliteter.

Man kunne – for at være lidt frisk – være tilbøjelig til at tage flere ord med i minireformen. Men man kommer hurtigt over midterpunktet på vippen og ned ad en glidebane. Midterpunktet er ved ”give”:

giv/give/giver -> gi/gi/gir
Her er det ikke oplagt nødvendigt at reformere, fordi verbet opfører sig konsekvent traditionelt i hele bøjningsmønstret, og ”give” og ”giver” følges således ad i modsætning til fx ”have” og ”har”. Ligeledes udtaler vi som regel v’et i en bøjning som ”givende”, og det er jeg taknemmelig for, for ”giende” er ikke fedt. Men hvis man kan modernisere ”gi” og ”gir” uden at miste v’et i ”givende”, så siger jeg ”okay, kør!”

Omvendt kan det blive en glidebane hvis nogen af den grund tror at alle ”ive”-ord skal af med ”ve”: Det er for eksempel en misforståelse at betragte ”blive” på samme måde som ”give”. For selv om ikke alle altid udtaler v’et hørbart i ord som ”blive, bliver”, så gør nogle det altså, og alle udtaler/signalerer jo e’et i ”Jeg vil bli’e” i modsætning til ”Jeg vil gi’”. Så sagen er ikke den samme. Derfor okay til at tage ”give” med i minireformen, men det er ikke ensbetydende med grønt lys til tilsyneladende lignende ord.

Jeg taler ikke om en fjern fremtid, men om at du – hvor du har det redaktionelle ansvar – i morgen beslutter dig for ”ha” og ”li” i stedet for ”hav/have” og ”lide”. Det gør eksempelvis allerede Jens Blendstrup i novellesamlingen Pludselig Flæben uden at der på anden måde går sprogaktivisme og Jesper Knallhatt i den.

For undertegnede, der helst skal kunne sælge mig selv som professionel danskkyndig over for alle, er det risikabelt i egne tekster at praktisere stavninger uden lovhjemmel (selv om det er i den bedste mening om at påvirke loven i den rigige retning). Det er allerede rigelig kontroversielt at jeg sætter nyt komma (som trods alt er lovligt). Alligevel overvejer jeg at gå over til "li" på et tidspunkt, men allerede nu vil jeg støtte enhver person eller institution som i åbenlys professionel sammenhæng insisterer på at skrive både "li", "ha" og "gi".