søndag den 28. februar 2010

Kongenial eller fjoget

Trisse Gejl -> Ellen Boen
Trisse Gejl sagde: ”Jeg sender stafetten videre til Ellen Boen for hendes omhyggelige, gennemtænkte oversættelser fra bl.a. svensk.”

Ellen Boen har cirka 50 romanoversættelser og et par tusind tv-undertekstninger (film, serier og dokumentarer) på bagen. Derudover er hun formand for Dansk Oversætterforbund og næstformand i Dansk Forfatterforening.

//

Af Ellen Boen

Det danske sprog er – som det altid har været – i sin vorden; det er ikke en stationær størrelse, men en levende organisme der konstant er i bevægelse og udsat for påvirkning inde- og udefra, og dette er noget man som oversætter hele tiden konfronteres med.

Netop som oversætter/formidler af udenlandsk til dansk stilles man daglig over for nogle valg: Hvordan viderebringer jeg dette ord eller udtryk bedst? Hvor opmærksom skal jeg være på ikke at begå såkaldte anglicismer og svecismer eller lade det givne fremmedsprogs særegenheder smitte af på mit sprog? Dette snakkes der meget om i vores branche, og denne vores agtpågivenhed resulterer indimellem i lettere forkrampede fordanskninger – netop af frygt for at få skudt den slags fejl i skoene.

Den positive effekt er imidlertid at de litterære oversættere formentlig er den gruppe sprogbrugere der er både mest sprogbevarende og mest sprogfornyende, hvor paradoksalt det end kan lyde.

Den "gode" oversætter tilstræber at frembringe en kongenial gengivelse af originalteksten, hvad der sommetider betyder at man må dykke ned i den sproglige godtepose hvorfra der hentes halvglemte perler, som pudses op og – hvis man er heldig – får en renæssance. Andre gange er oversætteren nødt til enten at ophøje talesprogets nye, "ukorrekte" ord og vendinger til skriftsprog eller simpelthen opfinde egne ord. Og nu kommer jeg faktisk i tanker om et konkret eksempel, nemlig ordet "aurorarød" som jeg opfandt i min oversættelse af Daniel Sjölins Verdens sidste roman, og som forfatteren i øvrigt var vild med.

Nå, men jeg har selvfølgelig nogle yndlingsaversioner – for det første sportsmetaforer: at score dette eller hint, at skyde over målet, at operere på den lange eller korte bane, at spille bolden over på modstanderens banehalvdel, curlingforældre – you name it. Det er jo i og for sig fremragende metaforer, men det smager bare SÅ meget af konkurrence og letkøbthed. Det er lissom for NEMT!

Og så hader jeg (selvfølgelig) det udbredte fænomen med at indlede enhver sætning med "jamen". For år tilbage grinede jeg småhånligt af nordmænd der besvarede ethvert spørgsmål med "nej": "Hvad hedder du?" – "Nej, jeg hedder Ola". Nu er grinet stivnet noget ...

Tja, og så er der jo alle disse "kropsbevægelser" man som oversætter skal forholde sig sprogligt til og næsten altid kommer til kort over for: Hun krusede læberne, eller hun spidsede munden ... (a la Trisse Gejls "fugtede læber"). Hvad fanden stiller man op? Kruser, spidser og fugter danskere ikke læberne ligesom amerikanerne? Og hvis vi gør det, hvorfor lyder det så totalt fjoget når vi sætter ord på det?

fredag den 26. februar 2010

Et rigtig godt spørgsmål

Jeg kan godt lide B.T.’s og Berlingskes ”Udfordringen” og håber også at nogle flere af de venner jeg har udfordret, vil dyste med mig i aktuel paratviden.

Men denne gang var der ved selve tilmeldingen et rigtig svært spørgsmål: ”Hvilken af disse personer synes du er mest interessant: Caroline Wozniacki, Mærsk McKinney-Møller, Anni Fønsby, Sanne Salomonsen eller Peter Lundin?

Det må man kalde et rigtig godt spørgsmål, for alle fem personer forekommer mig at være relativt endimensionelle og uinteressante.

Caroline Wozniacki, en ung, ung, ung person som sandsynligvis har gode muligheder for at blive et interessant menneske en dag, men som i ikke særlig høj grad er det endnu. Mærsk McKinney-Møller, en mand jeg intet interessant ved om på trods af at han snart er 100 år. Anni Fønsby, en temmelig gennemskuelig person som har klaret sig som hun nu ville og kunne. Sanne Salomonsen, en suveræn sangerinde, en dejlig person og sandsynligvis også en kompetent livsnyder og mandeæder, men hun skriver kun delvist sine sange selv, og jeg kender ikke en dybere original filosofi eller et kunstnerisk manifest hos hende som person. Peter Lundin, en psykopat som kun er kendt for mord og ikke for noget som helst andet. Disse personer er, med al respekt, ikke udpræget interessante.

Men jeg kan da godt se det:

At Caroline Wozniacki er kode for ”sport”, at Mærsk McKinney-Møller er kode for ”erhvervsliv”, ”at Anni Fønsby er kode for ”sladderbladssladder” eller ”gossip” som mange danske medier efterhånden kalder det, at Sanne Salomonsen er kode for ”kunst”, og at Peter Lundin er kode for ”kriminalitet”. Og eftersom jeg selvfølgelig er mest interesseret i kunst- og kulturstof, krydser jeg af ved Sanne Salomonsen. Hun kender i det mindste nogle mennesker jeg finder mere interessante, fx Kasper Winding eller Anne Linnet.

Men jeg synes stadig det er et fascinerende provokerende spørgsmål hvem af disse personer der er mest interessante, for de udmærker sig netop som relativt uinteressante personer inden for hver deres kategori.

Problemet er måske at mere interessante personer, som er kendt ved navn, ikke ligger rent i én kategori. Klaus Riskær, er han kode for erhvervsliv, kriminalitet eller sladder? Robert Hansen, er det sladder eller skuespil? Michael Rasmussen, må man overhovedet lade ham repræsentere sport før han atter er rehabiliteret i sportsverdenen?

At kalde et menneske for interessant i offentligheden kræver næsten at der er nogle sprækker – eller fra naturens hånd originale flader – i personen som offentligheden kender til. Der er nemt nok i kunst-kategorien, for kunstnere lever af deres skismaer og originalitet, og man kunne med lethed have fundet på noget mere interessant end Sanne Salomonsen. 19-årige Caroline Wozniacki kunne med et pennestrøg være opgraderet til Tom Kristensen eller Jon Dahl Tomasson (en fodboldspiller med en for Morten Olsen-æraen så sjælden egenskab som personlig pondus). Men jeg kan da godt se at det er svært at finde en ren erhvervsperson som alle danskere er på fornavn med, og Lars Larsen er nok ikke mere interessant end Mærsk.

Det viser bare at ”Hvilken af disse kategorier synes du er mest interessant” ikke bare kan kodes til ”Hvilke af disse personer synes du er mest interessant”. For ordet interessant forpligter.

Som et PS kan jeg da lige nævne at heller ikke Udfordringen kan finde ud af hvordan det er med ”nogle” og ”nogen”:

Og som jeg gjorde i indlægget Nogle eller nogen?, skal jeg da med glæde atter henvise til artiklen Noget om nogle og nogen.

onsdag den 24. februar 2010

Gravgaards regnestykke


bold.dk

Jeg vil fraråde Michael Gravgaard at blive matematiklærer, for det bliver simpelthen for hårdt for eleverne at forstå problemregningen.

Altså: De vil tabe 9 ud af 10 gange over to kampe.

Betyder det at de vil tabe den første kamp 5 ud fa 5 gange og den anden 4 ud af 5 gange?

søndag den 21. februar 2010

Hun fugtede læberne

Kasper E. Nielsen -> Trisse Gejl
Kasper E. Nielsen sagde: "Jeg vil give stafetten til Trisse Gejl. Hun har skrevet seks romaner hvor sproglig og emotionel præcision er den gennemgående hovedperson."

//


Af Trisse Gejl, forfatter

Man kunne få afløb for mange småirritationer her. Når noget siges forkert mange gange nok, bliver det sandt. Og endnu mere forvirrende: Nogle gange bliver det sandt selv om den oprindelige sandhed stadig er sand. Hvordan skal vi så kommunikere om bjørnetjenester og forfordelinger? Det er irriterende og forstyrrende.

Der er dog en vending der er som skrigende kridt på en tavle i mine ører:

”Hun fugtede læberne”.

Man skulle tro den slags alene hørte hjemme i triviallitteraturen, men det gør det ikke. Den dér fugten af læber dukker op i skønlitteraturen med jævne mellemrum, og hver gang har jeg lyst til at ringe til forfatteren og sige: Hvordan?

Hvis der virkelig er brug for den læbefugten, vil jeg se det. Er det en bred kødfyldt tunge, der langsomt tager turen fra den ene mundvig til den anden? En lille spids af rødt kød, der forskrækket skyder ud som et sjældent synligt organ? Eller en ru belagt sag, der kaster sig rundt et øjeblik før der tales?

Kan man endda i et ganske kort sekund se de svulmende, blålige blodårer på undersiden? Eller en lille hvidgul blegne på spidsen?

Hvorfor denne berøringsangst over for tungen?

//

lørdag den 20. februar 2010

En anholdelse man kan forstå

Jeg har tidligere, i indlægget Nye anholdelsesmetoder, været inde på at løs placering af adverbielle led i en sætning kan give helt andre betydninger. I det indlæg lader jeg iagttagelsen stå ukommenteret. Men nu er den så at sige gal igen, så lad mig benytte lejligheden til at blive lidt mere eksplicit.

Overskriften siger noget helt andet end historien. Den syttenårige er jo ikke anholdt ved hjælp af pistol. Han er blevet pågrebet i at have en skydeklar pistol på sig. Hvis vi forstår overskriften ret, er det kun fordi det der faktisk er sket, er mere sandsynligt end det overskriften siger, og fordi vi har vænnet os til den løse, sløsede placering af adverbielle led der giver to mulige betydninger.

Det er en smutter fra Ritzau, for den kunne så let være omformuleret. Hvad med bare at bytte lidt rundt på ordene, altså placere det adverbielle led (”med skarpladt pistol”) op ad det subjekt eller objekt det refererer til (”17-årig”), og dermed stramt:

”17-årig med skarpladt pistol anholdt”

Voila, ingen misforståelser eller tvetydig tale. Eller endnu bedre – hvad med at lave den helt om, måske fokusere lidt mere på nyheden:

”17-årig med skarpladt pistol på sig”

Det er bestemt ikke en mindre spændende overskrift, men den er alligevel mere retvisende og umisforståelig.

Der er mange muligheder for at gøre overskriften mere interessant og samtidig forhindre en videreformidling af Ritzaus vrøvleoverskift. DR har, som vist i ovenstående klip, videreformidlet den i ubearbejdet form, men man må næsten tro at nogle af de andre store medier har kunnet se problemet og finde på noget bedre.


Berlingske Tidende


Jyllands-Posten


Ekstra Bladet


B.T.


Fynske Medier

Det går ikke skidegodt. De har åbenbart haft andet at se til.

Og det bliver ikke voldsomt bedre her hvor TV 2 udskifter ”anholdt” med ”taget”. Men hovsa, hvad sker der så her:


Politiken

Ros til Politiken.

Denne gang. For Politiken har for 1½ år siden lavet vrøvleoverskiften (endda med gentagelse i underrubrikken) i en anden historie:

Hvad kan vi udlede af at den samme forvrøvlede overskift fra Ritzau kommer til at stå som overskift i næsten samtlige større medier? For mig at se er der to muligheder: Enten en meget lav sprogbevidsthed, specielt om hvor meget man faktisk kan forbedre et førsteudkast til en tekst ved at stramme op på placeringerne af de adverbielle led. Ellers også en redaktionel travlhed som er ude af proportioner, for det giver ingen mening at halse derudad for at levere dårlige og meningsløse tekster. Jeg tror det er lidt af begge dele.

Den ukritiske travlhed betyder også at man formentlig kan få hvad som helst i alle medier hvis man har Ritzaus troværdighed. Sandsynligvis vil man, hvis man infiltrerer Ritzau, kunne skabe en dag med det rene vrøvl på dagsordenen.

onsdag den 17. februar 2010

Om at feje for egen dør

… og så ikke en skid mere.

Har du som fodgænger oplevet denne situation i løbet af vinteren?:

Jeg har, må jeg sige, oplevet det flere steder. Der er skovlet og saltet pertentligt ud for en række af huse, og pludselig skal man så ud at gå i sne til anklerne forbi en grund.

Hvad er årsagen til at husejere rydder sneen (og eventuelt salter) på fortovet foran deres hus?

Ja, man skulle vel tro at det var for at hjælpe fodgængerne og budene. Men den forklaringen holder ikke, for hvilken hjælp er det kun at rydde sit eget fortov når man med sikkerhed ved at nabogrundens fortov af den ene eller anden grund ikke vil blive ryddet? Hvad skal damen med rollator bruge det til? Hvad skal hun bruge det til at vente i to dage på at 19 ud af 20 fortovsstykker er ryddet pertentligt, blot for at opleve at 1 ud af 20 forbliver ufremkommelige for hende til sneen og isen tør?

Det er jo absurd.

Man skovler for egen dør, så man ikke får lovgivningen på nakken hvis en fodgænger slår panden i isen. Dét er på disse billeder det åbenlyse formål med at skovle sne. For hvis man gjorde det for postbudets eller fodgængernes skyld, så havde man selvfølgelig svunget skovlen hen over nabogrundens fortov når nu man var i gang.

Hvor svært kan det være? Hvor mange minutter kan det tage?

Jeg håber ikke at jeg har venner der tænker som naboerne til denne forsømte ejendom i midten. Jeg håber aldrig jeg får børn der kommer til at opføre sig sådan. Det viser et menneskeligt underskud og åndeligt armod som gør ondt helt ind i sjælen. Men du har sikkert selv oplevet dette masser af gange i løbet af vinteren.

Måske er du selv én af dem der kun skovler for egen matrikel og er stolt af din egen orden, vel vidende at sneen ud for nabomatriklen af den ene eller anden grund aldrig vil blive rørt. Måske har du det endda godt med at din egen pertentlige orden vil blive understreget på baggrund af naboens snesmattede fortovs-uføre. Men hvad foregår der i dit hoved? Din indsats er jo absurd. Tag dig sammen, og prøv for en gangs skyld at gøre noget med reel omtanke for andre mennesker i dine nære omgivelser. Du har ikke fortjent nogen som helst ros for at rydde dit eget fortov hvis det er på baggrund af at naboens sejler. Du har fortjent at blive udstillet som det du er: En egoist som fejer for egen dør og ikke en skid mere. Jeg både undrer mig over dig og skammer mig over dig. Desværre er du meget almindelig i dette land.

Det gælder også butiksindehavere ved siden af rømmede butikker. Bemærk hvor snerydningen af helt egoistisk-juridiske grunde er stoppet fra indehaverne af butikken med den gule facade – absurd for deres kunder som i mange tilfælde skal forbi det ikke-ryddede stykke, akkurat ligesom de øvrige fodgængere:

Alle billederne er taget den 4. februar, cirka en uge efter at sneen lagde sig.

søndag den 14. februar 2010

Denne sætning skulle egentlig have været sjov

Flemming Chr. Nielsen -> Kasper E. Nielsen
Flemming Chr. Nielsen sagde: ”Jeg vil overdrage stafetten til Kasper E. Nielsen fordi han driver et seriøst forlag med sprogbevidste forfattere som Malcolm Gladwell, John Naish, Noam Chomsky, Bertrand Russell, Kaj Munk, Svend Åge Madsen, Johannes Møllehave osv.”

//


Af Kasper E. Nielsen redaktør på Forlaget Bindslev

Forfatteren F. Scott Fitzgerald har kaldt udråbstegnet for den skriftlige version af at grine af sine egne vittigheder. I dag er udråbstegnet ved at blive overhalet af et tegn der er et grin. Eller et skævt smil. Eller en sur mule. Nemlig smiley’en, som til nød kan have sin funktion i ultrakorte tekstbeskeder, men som ulykkeligvis også er begyndt at snige sig ind i seriøse artikler.

Hurra for smiley’erne ;) Nu behøver man ikke længere anstrenge sig for at være ironisk. Denne sætning skulle egentlig have været sjov, men jeg var for doven til at finde på en vittighed :) Prøver igen, denne gang med et stort grin :D Mulighederne for at fortynde sproget til det rene pjask er uendelige :(

Udråbstegnet blev først standard på skrivemaskiner i 1970’erne. Tidligere måtte man taste et punktum, bakke tilbage og skrive en apostrof oveni. Den lidt besværlige trepunktsvending gjorde det rentabelt at formulere sig så præcist at udråbstegn slet ikke var nødvendige – eller i det mindste forbeholdt sætninger der virkelig havde noget at vigte sig af.

Må jeg benytte lejligheden til at opfordre til en lignende selvjustits hvad smiley’er angår. De er ikke nødvendige. Ved at understrege noget der gerne skulle være åbenlyst, bliver de tværtimod skriftsprogets svar på den smiskende eftersnakker. Fyr dem; slet i stedet sætningen, og prøv igen hvis vitsen, ironien eller skideballen ikke går rent igennem første gang.

//

Kommentar fra ML: Jeg er ikke engang sikker på at smiley’er virker – det burde vi have en undersøgelse af. I hvert fald har jeg indtryk af at hvis man i sin chat- eller sms-besked til et menneske man ikke kender så godt (og det er vel her smiley’er skulle være en støtte), skriver noget som kan opfattes som urimeligt, fx ”Hej, min lille dulle :-)”, så bliver ”dulle” taget bogstaveligt op til forhør, konteksten glemt og smiley’en ignoreret. Med andre ord: Den har ingen effekt som garanti for at blive forstået på en gemytlig måde. Og hvis ironien eller morskaben forstås ret, så er det ikke smiley’ens skyld. Nu ved jeg godt at det er et stærkt eksempel hvis man forstår det negativt, men det er jo ikke engang sådan at smiley’en får det til at falde fra 10 til 7 i slemhed, tværtimod bliver hvad der måtte blive trukket fra, lagt til igen i form af en beskyldning om at man er så kynisk og nedladende at man tror at man kan skrive hvad som helst bare man laver en smiley. Man dækker sig altså ikke ind, allerhøjst gribes man i at dække sig ind. Altså ingen effekt. Tager vi omvendt et helt mildt eksempel på brug af smiley, fx ”Hej :-)” i betydningen ”jeg har ret til at sige hej og smile fordi jeg går ud fra at vi er venner”, så mener jeg heller ikke smiley’en har nogen effekt. Man ville stå sig bedre med det ydmygere ”hej”. … Det kunne være interessant om nogen ville lave en større undersøgelse af smiley’ers effekt.

fredag den 12. februar 2010

Nogle eller nogen?

Ja, det er åbenbart et stort og svært spørgsmål for nogle skribenter selv i de tykkeste tilfælde. Her er et af dem:


Berlingske.dk, 3. februar 2010, fra artiklen ”Khader efter CNN-debat: Det var stort”.

Læser man dette ”nogle” efter sin bogstavelige betydning – og ikke efter hvad man nok kan gætte må være meningen – så må ordene forstås sådan at Tariq Ramadan har givet udtryk for at burkaer under visse omstændigheder ikke skal forbydes (men gerne under andre omstændigheder). En mening som så bliver modsagt i det efterfølgende citat der gør at man kan konkludere hvad man allerede havde en mistanke om, nemlig at der skulle have stået ”nogen”.

Hvis du ikke umiddelbart fatter dette, kan du læse om nogle og nogen her: Noget om nogle eller nogen.

onsdag den 10. februar 2010

Kødforældningsvirksomheden Danish Crown


Berlingske Tidende, den 9. februar 2010.

Nå, det kunne de jo bare have sagt med det samme. Så er der jo ingen grund til for medierne at råbe op om kødskandaler.

:-o

Bemærk lige at journalisten ikke bare har byttet om på ”d” og ”l” i det formodede ”kødforædlingsvirksomhed”, men sgu også har indsat det ekstra ”n” som skal til for at det bliver til ældning.

tirsdag den 9. februar 2010

Pop bedre end nogensinde

Anmeldelse:
Dansk melodi-grandprix 2010 (MMMMMm)


Bryan Rice – Singing (and crying) in the rain.

Jeg elsker popmusik – når den er god. Derfor er jeg nødt til at anmelde det danske melodi-grandprix fra i lørdags; det bedste der har været så længe jeg kan huske.

Det startede egentlig sidste år. DR havde besluttet sig for at sadle om: Nu skulle man gøre noget ud af dansk melodi-grandprix igen. Nu skulle man have ordentlige sange med, nu skulle seer-stemmer igen suppleres med dommerstemmer, og nu skulle der være semifinale og finale sådan så man som publikum var to gennemlytninger inde i semifinalisternes sange og tre gennemlytningerne inde i finalisternes sange før man besluttede sig. Resultatet var det hidtil bedste grandprix siden Ruder Konge var knægt, oven i købet med den rigtige vinder.

I lørdags fik vi, efter min mening, ikke den rigtige vinder; men grandprixet var alligevel bedre end sidste år og dermed den bedste årgang i min grandprix-hukommelses levetid. Både top-, mellem- og bundniveauet slog sidste års grandprix.

Topniveauet blev sprængt af Bryan Rice med ”Breathing” som helt sikkert har fortjent et liv uden for grandprix-sammenhæng. Jeg fik mental gåsehud af den inderlige og indfølte aflevering af et så fantastisk nummer som aldrig hørt i grandprix. Bryan Rice slog Duran Duran (soft) og A-ha (anno 00’erne) på hjemmebane – det var som om A-ha og Duran Duran eksploderede og drev ned ad væggene … og regnede væk. Bryan Rice synger fantastisk, men har ikke tidligere for alvor rørt mig. Det gjorde han her. Og han var en mere sikker sanger i et mere originalt formfuldendt nummer end sidste års ellers fremragende vinder, Brinck med ”Believe again”, som jeg ellers er rigtig glad for.

Var det ikke det rigtige nummer der vandt, var vinderen på den anden side heller ikke et lortenummer som så mange gange før. Der var ellers en risiko, for ulideligt sukkersøde Simone, som var bookmakerfavorit, var blandt de fire semifinalister med ”How will I know”. Simones sangstemme var som Lene Siel faktor 200 pct., og selv om 17-årige (men yngre udseende) Simone heldigvis på ingen måde var udfordrende påklædt, kunne jeg ikke sige mig fri for at sidde med en ubehagelig fornemmelse af påduttet pædofili, simpelthen fordi hendes kærlighedsforedrag tekstmæssigt var så pågående wannabe-voksent. Melodien, en 6/8-takters, valsende ballade, var sådan set okay, og I forhold til så mange andre keeedelige grandprix-ballader var den for så vidt slet ikke værst, måske takket være valsetakten og en friskere og sprødere produceret bund. Men hvis man var i tvivl om hvorvidt det var en god eller en kedelig sang, så gjorde Simones ulideligt sukkersøde, selvglade attitude at pakken var uudholdelig. Måske var det derfor bookmakerne ikke fik ret.

Heldigvis blev Simone nemlig slået i semifinalen af Chanée & N’evergreen med ”A moment like this”, som så til gengæld desværre slog min favorit, Bryan Rice: ”Breathing”, i finalen. ”A moment like this” har en mønstret guitar-”bort” kraftigt inspireret af Police: ”Every breath you take”, som igen er inkorporeret i et klassisk grandprix-nummer der minder ikke så lidt om Abba: ”The winner takes it all”. Hvis en computer havde kreativ sans, ville dette være hvad den kom ud med hvis man bad den lave en grandprix-vinder. Nummeret er så tæt på den matematiske formel for en vinder som man kan komme, uden at det bliver et ikke-kreativt, uoriginalt, umarkeret, udtværet gennemsnit. For det er et godt nummer, bare ikke særlig særligt. Det er et veludført miks af ting man har hørt før, de synger begge rigtig godt, og kanterne fra Police og akkorderne fra Abba ægger ethvert pophjerte. Men stemningen er 100 procent uoriginal grandprixagtig. Det er efter min mening det 5. eller 6. bedste nummer i den bedste grandprixårgang siden jeg mistede mine mælketænder, og således slet ikke dårligt. Bedre end ”Smuk som et stjerneskud” som alle dage har været et forudsigeligt og noget kedeligt nummer.

Den fjerde af semifinalisterne var Silas & Kat: ”Come come run away”. Den voksede betydeligt anden gang jeg hørte den, men selvfølgelig skulle Bryan Rice slå den i semifinalen. Set i bakspejlet var denne semifinale imidlertid min finale, for ”Come come run away” er min personlige nummer 2. Det er faktisk et pissegodt nummer, en perfekt blanding af pop og rock hvor rockenergi og popenergi bliver mere end summen af de enkelte dele, og hvor også tekst og melodi smelter sammen i en lidenskab der aldrig bliver glasuragtig liderlighed.

Endelig vil jeg fremhæve Sukkerchok som … chokerende nok … ikke var blandt de fire semifinalister. Deres nummer, ”Kæmper for kærligheden”, er en ren og sikker popstiløvelse a la Pet Shop Boys fra midt-90’erne. Det er et godt og medrivende nummer som havde fortjent bedre. Men deres optræden var ikke 100 pct., snarere 90 pct. Brunetten af de tre syngesild var vist mere optaget af ikke at glide på det glatte gulv end af at give sig fuldt ud, og det lagde (uden at man decideret kunne sætte en finger på det) en dæmper på det hele. Derudover er jeg ikke sikker på at befolkningen helt ud i krogene forstår og accepterer det brede, symfoniske keyboard-riff som vi kender fra Pet Shop Boys (og nyhedsudsendelses-jingler). Melodien her er på mange måder hvad Pet Shop Boys ledte efter i deres svage midt-90’ere uden at det helt lykkedes. Det lykkes for Sukkerchoks bagmænd på dette vidunderlige popnummer. Så selv om melodien i næsten afstumpende grad er simpel, er den også velbygget og effektiv. Derfor er den helt klart min nummer 3. (Men hvis man ikke forstår dens genialitet, må man træne sine ører og sit intellekt med noget Pet Shop Boys.)

Såvel Bryan Rice som Silas & Kat og Sukkerchok leverede (ligesom Brinck sidste år) bedre popmusik end vi er vant til i grandprix-sammenhæng. Det er tre numre der har fortjent et liv uden for dette reservat. Derfor var topniveauet højere end normalt.

Her ordnet efter min vurdering:

1. Bryan Rice: Breathing (MMMMMM)
2. Silas & Kat: Come come run away (MMMMMM)
3. Sukkerchok: Kæmper for kærlighed (MMMMMm)

Med hensyn til mellemniveauet er alle numre her lige så gode som selv det allerbedste nummer (ikke nødvendigvis vinderen) har været i mange andre årgange. Det tæller, ud over vinderen, bl.a. Jens Marnis poppede men rene rocksang ”Gloria” og Kaya Brüels selvkomponerede antigrandprix-nummer (i sig selv en subgenre inden for grandprix, startende med Aud Wilken: ”Fra mols til skagen” i 1995) ”Only Tonight”, som mere nøjagtigt ligger i den genre Kasper Winding og Thomas Blachman grundlagde sammen med Caroline Henderson på Cinemataztic-pladen (1995).

4. Jens Marni: Gloria (MMMMmm)
5. Chanée & N’evergreen: In a moment like this (MMMMmm)
6. Thomas Barsøe: Just like Rain (MMMMmm)
7. Kaya Brüel: Only Tonight (MMMMmm)

Bunden dette år er ikke engang rigtig dårlig. Alle tre numre har positive elementer og kunne have været de tre bedste numre i dårligere årgange. Simones sang var ikke decideret dårlig, pakken var bare røvsyg. Røvsygt var i den grad også det nummer, ”All about a girl”, som Joakim Tranberg skulle synge. Men han sang det overbevisende, og det var trods alt ikke nær så røvsygt og intetsigende et stilstykke som dets parallel, vinderen i 2008, Simon Mathew: ”All night long”, som er et godt eksempel på de mange ulideligt intetsigende vindere på bekostningen af gode 2’ere og 3’ere gennem tiderne. MariaMathilde Band leverede med ”Panik!” en halvdårlig, uoriginal og usammenhængende komposition i spændende indpakning og med fin og vedkommende tekst.

8. Simone: How will I know (MMMmmm)
9. MariaMathilde Band: Panik! (MMmmmm)
10. Joakim Tranberg: All about a girl (MMmmmm)

Du kan høre alle numrene på DR’s hjemmeside. Jeg vil på det allerkraftigste anbefale Bryan Rice: ”Breathing” og Silas & Kat: ”Come come run away” hvis du nogensinde har kunnet lide et moderne popnummer.

Du går ind her:
http://www.dr.dk/melodigrandprix/Player/playerforside.htm
… og klikker på fanebladet ”Hør sangene”.

.


Sukkerkrukken Simone.

søndag den 7. februar 2010

Deres anonyme døde

Stig Olesen -> Flemming Chr. Nielsen
Stig Olesen sagde: "Stafetten vil jeg straks sende videre til forfatter, oversætter m.m. Flemming Chr. Nielsen, som lige har udsendt sin mailkorrespondance med Svend Åge Madsen under titlen "Norman Mailer", hvilket vel siger alt om hans særegne sprogsans."

//


Af Flemming Chr. Nielsen

Det piner mig hver gang jeg i tv-avisen hører at nu BEGRAVER Haiti, Thailand, Burma, Sudan ... osv. DERES DØDE.

Mage til indholdsløs kliché afleveret med tårevædet blik findes mig bekendt ikke. Der burde indføres bødestraf for at gøre katastrofer til klicheer.

Modsat har jeg lige hos Herman Melville læst om Syndfloden (der rettelig hedder Vandfloden). Den var en katastrofe af rang, og hvordan beskriver han den:

"Den efterlod ikke så meget som en enke."

Sådan skal det gøres. Kort og grusomt.

Spørgsmål fra ML: Men det sidste kan man jo ikke gøre i en nyhedsudsendelse hvor sprogbrugen skal være neutral og retvisende – som netop ordene ”begraver” og ”deres døde” er. Jeg vil dog give dig ret i at der i ”deres døde” ligger en eksistentiel patos, et tungt suk, som er en vulgær selvrefererende (”mine døde”) kliche. Men det fyndige Melville-citat duer jo ikke i en nyhedsudsendelse, for det er ikke sagligt, men antydende. Så nu får du en opgave: Hvis du var nyhedsvært, hvordan ville du så formulere at en repareret gravko er i færd med at udgrave en fællesgrav til 900 ildelugtende lig – og at noget tilsvarende pågår flere andre steder i landet?

Sådan:

”I dag bliver den 12-årige Gabrielle Valentin massebegravet sammen med 899 andre borgere i Port-au-Prince. Gabrielle Valentin gik i 5. klasse på Cite Soleil-skolen og var den ældste af familien Valentins fire børn. Gabe, Furtos og Robert er endnu ikke fundet.”

Navnene er konstruerede, for når jeg googler efter navne på de omkomne, slår det mig at de næsten altid er anonyme skygger uden navn og lokalitet. Det giver en mærkværdig fornemmelse af distance; som om der slet ikke er tale om mennesker, eller som om reporteren alligevel ikke har gidet interessere sig for ofrene; men hvis reportagen skal fungere, må han finde en navngiven hovedperson.

torsdag den 4. februar 2010

En dejlig torsdag

Når man går udenfor, er det jo næsten som at komme ud fra en biograf til en solbeskinnet sommerdag i juni. I hvert fald for øjnene. Sneen lyser op så man næsten blændes. Det er (h)vidunderligt.

Jeg mindes ikke nogensinde at der har ligget sne så længe, og at vi dermed så konsekvent har kunnet gå fri af vintermørkets depressive påvirkning. Måske har kommunerne brugt for meget salt, men befolkningen har brugt færre lykkepiller – det er jeg overbevist om.

Ganske vist har man i radio og tv hørt forprogrammerede budskaber, som da Anja Philip fra Kræftens Bekæmpelse i advarslerne mod solarier og sydens sol talte om den kulde og det mørke vi søger væk fra. Hun kunne jo have nøjedes med kulde, for mørkt er det sgu ikke. Jeg kan ikke udholde når klicheer bliver brugt på den bedøvende måde.

Én talte om den mest ”potente” vinter længe. Det er et godt udtryk, for det siger både noget om at vi har haft rigtigt frostvejr, og at vi har haft liggende sne i større mængder. Jeg husker ikke i hvilken forbindelse det udtryk kom op. Måske var det i forbindelse med at kommunerne ikke længere vil betale til et isbryderberedskab når det ikke engang har skullet bruges i år. Og hvem ved hvornår det bliver vinter igen?

Jeg ved ikke hvornår vi sidst har haft en så ”potent” vinter. Men ifølge DMI har vi haft den koldeste januar i 23 år. Det slog mig at vi faktisk er mange der har et billede fra netop den vinter – det er måske endda taget præcis i den januar. Januar 1987.

Her er billedet:

En dejlig torsdag blev indspillet vinteren 1986-87 i Puk-studierne ved Randers. Det er ”nu” – bare for 23 år siden.

Titlen er selvfølgelig en hilsen til John Steinbecks roman af samme navn, men det er også en hilsen til alle dejlige torsdage, som for eksempel i dag. Ikke mindst når der er sne på.

Der er i øvrigt en fremragende plade – en af TV-2’s bedste hvis du spørger mig. Den har fx ”Tidens kvinder”, den halvlumre sang med Steffen Brandts fløjte-hookline. Den har ”Fri som fuglen” som tonser derudaf med de stiveste trommer, den har ”I baronessens seng” som er en fuldfed og soul’et hilsen til Pink Floyd. Den har ”Gi mig lige” og ”Lorteland” som begge bliver spillet alt for lidt. Den er tidstypisk og har masser af saxofon, for det havde al popmusik i 1987 der ubevidst må have været saxofonens år. (Et forsigtigt gæt er at Moonjams debut og et nummer som Michael Falchs ”Ud af mørket” fra året før satte saxofon-lavinen i skred.) Men En dejlig torsdag har også noget tidløst gennemført over sig – måske fordi den helt og gennemgående er produceret af den bedste af de producere TV-2 har benyttet sig af gennem tiderne, nemlig Greg Walsh.

Hav en dejlig og (h)vidunderlig torsdag!

mandag den 1. februar 2010

Danmarks Indsamling

Mere end 130,6 millioner kroner var samlet ind da tv-programmet Danmarks Indsamling lukkede ned lidt over midnat i lørdags, og der er højst sandsynligt kommet 1-2-3 millioner mere i kassen siden. Dermed oversteg indsamlingen, som sidste år kom op på 78 millioner, alle forventninger. Det SKAL jeg glæde mig over før jeg går videre til ordkløveriet. Jeg bidrog i øvrigt selv med 150 kr., fattig som jeg er, men så kan jeg da i det mindste tillade mig at skrive om Danmarks Indsamling her. Èn havde skrevet ind til showet at hun havde regnet ud hvad hendes årlige skattelettelse var blevet, og havde givet det beløb til indsamlingen. Det synes jeg er politisk cool, uanset hvilken politisk holdning jeg i øvrigt måtte have.

Nå …

Det jeg vil tale om, er jo navnet, Danmarks Indsamling, og hvor fantastisk jeg synes det er at speakeren i alle indslagene om Afrika og Haiti, Ib van Deurs, konsekvent udtalte det som det skrives: ”Danmarks Indsamling”. Yes, you are my man!

Alle andre, inklusive samtlige øvrige DR-journalister jeg har hørt, taler om ”Danmarksindsamlingen”, altså ét ord med ét hovedtryk og mulighed for bestemthedsendelse.

Jeg har intet imod at nogen – dvs. andre end DR og associerede – kalder det Danmarksindsamlingen. Det er lige så legalt som at kalde bedstemors småkager for ”Bedstemor-småkager”. Men den er gal når samme afsender skriver ”Danmarks Indsamling” (som navn) og siger ”Danmarksindsamling” (som navn). Lige så galt som når den forening der udtales som ”Dansk Psykologforening” i deres materiale insisterer på at skulle skrives ”Dansk Psykolog Forening”, eller når det fagforbund der udtaler sig ”Fagligt Fællesforbund” tilsvarende skal skrives ”Faglig Fælles Forbund” – eller når det vi udtaler ”DR-byen” skrives ”DR Byen”. Det er virkelig latterligt og barnligt, og det er sprogligt uansvarligt, for det skubber desværre til et ret vigtigt strukturerende princip i dansk om at én ting som kan sættes i bestemt form (psykologforeningen, fællesforbundet, DR-byen), er ét ord.

”Danmarks Indsamling” fungerer imidlertid fint som en ejefaldskonstruktion, ligesom ”Martins blog” eller ”Jyllands vestkyst”. Og derfor er det så fint at min mand, Ib van Deurs, insisterede på at det er dét det hedder, ved at udtale det med to hovedtryk, [Danmarks Indsamling], og uden mulighed for yderligere bestemthedsform, for ejefald er allerede en slags bestemthedsform.

Er det nuancer i udtale jeg diskuterer her? Nej, det er det faktisk ikke, for der er sgu godt nok en slags verden til forskel på om s’et er et binde-s (Danmarksindsamling, nytårsforsæt, afskedsbrev), eller om det er et ejefalds-s (Danmarks Indsamling, bedstemors kager, Martins blog, Jyllands vestkyst, Gitte & Jørgens bryllup). Det er – om ikke pragmatisk, så grammatisk – to helt forskellige ting man mener. Det er helt forskellige konstruktioner: Ejefaldskonstruktionen, fx ”bedstemors kager”, giver mulighed for at sætte et eller flere adjektiver ind, som i ”bedstemors dejlige kager”; det kan sammensætningskonstruktionen ikke, den er ét ord, skal være ét ord og opfører sig som ét ord der bl.a. kan sættes i bestemt form, ”bedstemorkagerne”. Grammatisk er konstruktionerne vidt forskellige.

Så hvis DR mener at det hedder ”Danmarksindsamling” og i bestemt form ”Danmarksindsamlingen”, så skal de skrive det i ét ord (evt. med bindestreg, det kan komme ud på ét). Og hvis de mener at det hedder ”Danmarks Indsamling”, som de skriver det, så skal de følge deres speakerkollega Ib van Deurs og udtale det med to hovedtryk og aldrig med et ”…en” i enden.

Men lad os endnu en gang glæde os over det gode resultat:


Aftenens fortræffelige værter: Hella Joof, Klaus Bundgaard Povlsen og Kim Bildsøe Lassen samt ikke mindst et ret stort pengebeløb.