tirsdag den 9. februar 2010

Pop bedre end nogensinde

Anmeldelse:
Dansk melodi-grandprix 2010 (MMMMMm)


Bryan Rice – Singing (and crying) in the rain.

Jeg elsker popmusik – når den er god. Derfor er jeg nødt til at anmelde det danske melodi-grandprix fra i lørdags; det bedste der har været så længe jeg kan huske.

Det startede egentlig sidste år. DR havde besluttet sig for at sadle om: Nu skulle man gøre noget ud af dansk melodi-grandprix igen. Nu skulle man have ordentlige sange med, nu skulle seer-stemmer igen suppleres med dommerstemmer, og nu skulle der være semifinale og finale sådan så man som publikum var to gennemlytninger inde i semifinalisternes sange og tre gennemlytningerne inde i finalisternes sange før man besluttede sig. Resultatet var det hidtil bedste grandprix siden Ruder Konge var knægt, oven i købet med den rigtige vinder.

I lørdags fik vi, efter min mening, ikke den rigtige vinder; men grandprixet var alligevel bedre end sidste år og dermed den bedste årgang i min grandprix-hukommelses levetid. Både top-, mellem- og bundniveauet slog sidste års grandprix.

Topniveauet blev sprængt af Bryan Rice med ”Breathing” som helt sikkert har fortjent et liv uden for grandprix-sammenhæng. Jeg fik mental gåsehud af den inderlige og indfølte aflevering af et så fantastisk nummer som aldrig hørt i grandprix. Bryan Rice slog Duran Duran (soft) og A-ha (anno 00’erne) på hjemmebane – det var som om A-ha og Duran Duran eksploderede og drev ned ad væggene … og regnede væk. Bryan Rice synger fantastisk, men har ikke tidligere for alvor rørt mig. Det gjorde han her. Og han var en mere sikker sanger i et mere originalt formfuldendt nummer end sidste års ellers fremragende vinder, Brinck med ”Believe again”, som jeg ellers er rigtig glad for.

Var det ikke det rigtige nummer der vandt, var vinderen på den anden side heller ikke et lortenummer som så mange gange før. Der var ellers en risiko, for ulideligt sukkersøde Simone, som var bookmakerfavorit, var blandt de fire semifinalister med ”How will I know”. Simones sangstemme var som Lene Siel faktor 200 pct., og selv om 17-årige (men yngre udseende) Simone heldigvis på ingen måde var udfordrende påklædt, kunne jeg ikke sige mig fri for at sidde med en ubehagelig fornemmelse af påduttet pædofili, simpelthen fordi hendes kærlighedsforedrag tekstmæssigt var så pågående wannabe-voksent. Melodien, en 6/8-takters, valsende ballade, var sådan set okay, og I forhold til så mange andre keeedelige grandprix-ballader var den for så vidt slet ikke værst, måske takket være valsetakten og en friskere og sprødere produceret bund. Men hvis man var i tvivl om hvorvidt det var en god eller en kedelig sang, så gjorde Simones ulideligt sukkersøde, selvglade attitude at pakken var uudholdelig. Måske var det derfor bookmakerne ikke fik ret.

Heldigvis blev Simone nemlig slået i semifinalen af Chanée & N’evergreen med ”A moment like this”, som så til gengæld desværre slog min favorit, Bryan Rice: ”Breathing”, i finalen. ”A moment like this” har en mønstret guitar-”bort” kraftigt inspireret af Police: ”Every breath you take”, som igen er inkorporeret i et klassisk grandprix-nummer der minder ikke så lidt om Abba: ”The winner takes it all”. Hvis en computer havde kreativ sans, ville dette være hvad den kom ud med hvis man bad den lave en grandprix-vinder. Nummeret er så tæt på den matematiske formel for en vinder som man kan komme, uden at det bliver et ikke-kreativt, uoriginalt, umarkeret, udtværet gennemsnit. For det er et godt nummer, bare ikke særlig særligt. Det er et veludført miks af ting man har hørt før, de synger begge rigtig godt, og kanterne fra Police og akkorderne fra Abba ægger ethvert pophjerte. Men stemningen er 100 procent uoriginal grandprixagtig. Det er efter min mening det 5. eller 6. bedste nummer i den bedste grandprixårgang siden jeg mistede mine mælketænder, og således slet ikke dårligt. Bedre end ”Smuk som et stjerneskud” som alle dage har været et forudsigeligt og noget kedeligt nummer.

Den fjerde af semifinalisterne var Silas & Kat: ”Come come run away”. Den voksede betydeligt anden gang jeg hørte den, men selvfølgelig skulle Bryan Rice slå den i semifinalen. Set i bakspejlet var denne semifinale imidlertid min finale, for ”Come come run away” er min personlige nummer 2. Det er faktisk et pissegodt nummer, en perfekt blanding af pop og rock hvor rockenergi og popenergi bliver mere end summen af de enkelte dele, og hvor også tekst og melodi smelter sammen i en lidenskab der aldrig bliver glasuragtig liderlighed.

Endelig vil jeg fremhæve Sukkerchok som … chokerende nok … ikke var blandt de fire semifinalister. Deres nummer, ”Kæmper for kærligheden”, er en ren og sikker popstiløvelse a la Pet Shop Boys fra midt-90’erne. Det er et godt og medrivende nummer som havde fortjent bedre. Men deres optræden var ikke 100 pct., snarere 90 pct. Brunetten af de tre syngesild var vist mere optaget af ikke at glide på det glatte gulv end af at give sig fuldt ud, og det lagde (uden at man decideret kunne sætte en finger på det) en dæmper på det hele. Derudover er jeg ikke sikker på at befolkningen helt ud i krogene forstår og accepterer det brede, symfoniske keyboard-riff som vi kender fra Pet Shop Boys (og nyhedsudsendelses-jingler). Melodien her er på mange måder hvad Pet Shop Boys ledte efter i deres svage midt-90’ere uden at det helt lykkedes. Det lykkes for Sukkerchoks bagmænd på dette vidunderlige popnummer. Så selv om melodien i næsten afstumpende grad er simpel, er den også velbygget og effektiv. Derfor er den helt klart min nummer 3. (Men hvis man ikke forstår dens genialitet, må man træne sine ører og sit intellekt med noget Pet Shop Boys.)

Såvel Bryan Rice som Silas & Kat og Sukkerchok leverede (ligesom Brinck sidste år) bedre popmusik end vi er vant til i grandprix-sammenhæng. Det er tre numre der har fortjent et liv uden for dette reservat. Derfor var topniveauet højere end normalt.

Her ordnet efter min vurdering:

1. Bryan Rice: Breathing (MMMMMM)
2. Silas & Kat: Come come run away (MMMMMM)
3. Sukkerchok: Kæmper for kærlighed (MMMMMm)

Med hensyn til mellemniveauet er alle numre her lige så gode som selv det allerbedste nummer (ikke nødvendigvis vinderen) har været i mange andre årgange. Det tæller, ud over vinderen, bl.a. Jens Marnis poppede men rene rocksang ”Gloria” og Kaya Brüels selvkomponerede antigrandprix-nummer (i sig selv en subgenre inden for grandprix, startende med Aud Wilken: ”Fra mols til skagen” i 1995) ”Only Tonight”, som mere nøjagtigt ligger i den genre Kasper Winding og Thomas Blachman grundlagde sammen med Caroline Henderson på Cinemataztic-pladen (1995).

4. Jens Marni: Gloria (MMMMmm)
5. Chanée & N’evergreen: In a moment like this (MMMMmm)
6. Thomas Barsøe: Just like Rain (MMMMmm)
7. Kaya Brüel: Only Tonight (MMMMmm)

Bunden dette år er ikke engang rigtig dårlig. Alle tre numre har positive elementer og kunne have været de tre bedste numre i dårligere årgange. Simones sang var ikke decideret dårlig, pakken var bare røvsyg. Røvsygt var i den grad også det nummer, ”All about a girl”, som Joakim Tranberg skulle synge. Men han sang det overbevisende, og det var trods alt ikke nær så røvsygt og intetsigende et stilstykke som dets parallel, vinderen i 2008, Simon Mathew: ”All night long”, som er et godt eksempel på de mange ulideligt intetsigende vindere på bekostningen af gode 2’ere og 3’ere gennem tiderne. MariaMathilde Band leverede med ”Panik!” en halvdårlig, uoriginal og usammenhængende komposition i spændende indpakning og med fin og vedkommende tekst.

8. Simone: How will I know (MMMmmm)
9. MariaMathilde Band: Panik! (MMmmmm)
10. Joakim Tranberg: All about a girl (MMmmmm)

Du kan høre alle numrene på DR’s hjemmeside. Jeg vil på det allerkraftigste anbefale Bryan Rice: ”Breathing” og Silas & Kat: ”Come come run away” hvis du nogensinde har kunnet lide et moderne popnummer.

Du går ind her:
http://www.dr.dk/melodigrandprix/Player/playerforside.htm
… og klikker på fanebladet ”Hør sangene”.

.


Sukkerkrukken Simone.

1 kommentar:

  1. Så ser man Thomas Søie Hansen give samme grandprix 2 ud af 6 stjerner:
    http://www.berlingske.dk/musik/taarnhoejt-niveau-nix

    Der er jo sådan set ikke noget forkert i det han siger, faktisk har han flere af de samme iagttagelser som jeg, men han ignorerer jo de bedste sange i sin noget selektive anmeldelse. Gad vide om det bare er en musikanmelders job at svine grandprix til (og bands som Infernal der faktisk laver kvalitet i deres egen genre), og i øvrigt rose diverse sultende rockbands fordi de slår en prut rigtigt, og kedelige orkestre som REM til skyerne fordi de igen leverer den samme elegi med den samme kant og den samme udtrådte dukkemelodi skjult af lidt ny støj? Nu overdriver jeg. Men jeg synes faktisk musikanmeldere har problemer med at detektere kvalitet, holdbarhed, genlytningslyst og tilfredsstillelse ved musik. En af de mest spillede cd’er på min afspiller i de sidste 2-3 år har været Ozzy Osbourne: Black Rain – ikke just hvad man skulle tro ud fra de fleste anmeldelser. Nej, det er ikke et kunstnerisk mesterværk, men det er en rigtig god plade med den væsentlige kvalitet at man har lyst til og behov for at høre den når først man kender den. Findes der noget bedre? Omvendt kan jeg sagtens have købt ”mesterværker” som jeg kun har gidet høre 2-3 gange. Er der nogen der kender det? Heldigvis mødes anmelderroser og genlytningslyst også ofte, som for eksempel med Kate Bush: Aerial som også er en af de mest spillede hjemme hos mig.

    Når jeg fx giver to af sangene 6 ud af 6 stjerner, er det ud fra genre og kontekst. De fungerede og løftede mig i situationen, og de har også været fede at høre på repeat bagefter. Men jeg har ingen forestilling om at Bryan Rice kan levere et helt 6-stjernet album, eller for den sags skyld at 11 lignende sange ville være en 6-stjernet oplevelse. Jeg anmelder sangene som single-oplevelser, for det er sangenes kunstneriske pointe. Og når jeg giver den samlede oplevelse 5 ud af 6 M’er, er det fordi jeg har anmeldt en generelt vellykket tv-event som mod forventning indeholdt 2-3 virkelig gyldne 3-minutters-øjeblikke. Havde det være et album fra én kunstner, var jeg snarere landet på 4. Men Thomas Søie Hansens 2 stjerner er ikke andet end vildledning.

    SvarSlet