søndag den 21. februar 2010

Hun fugtede læberne

Kasper E. Nielsen -> Trisse Gejl
Kasper E. Nielsen sagde: "Jeg vil give stafetten til Trisse Gejl. Hun har skrevet seks romaner hvor sproglig og emotionel præcision er den gennemgående hovedperson."

//


Af Trisse Gejl, forfatter

Man kunne få afløb for mange småirritationer her. Når noget siges forkert mange gange nok, bliver det sandt. Og endnu mere forvirrende: Nogle gange bliver det sandt selv om den oprindelige sandhed stadig er sand. Hvordan skal vi så kommunikere om bjørnetjenester og forfordelinger? Det er irriterende og forstyrrende.

Der er dog en vending der er som skrigende kridt på en tavle i mine ører:

”Hun fugtede læberne”.

Man skulle tro den slags alene hørte hjemme i triviallitteraturen, men det gør det ikke. Den dér fugten af læber dukker op i skønlitteraturen med jævne mellemrum, og hver gang har jeg lyst til at ringe til forfatteren og sige: Hvordan?

Hvis der virkelig er brug for den læbefugten, vil jeg se det. Er det en bred kødfyldt tunge, der langsomt tager turen fra den ene mundvig til den anden? En lille spids af rødt kød, der forskrækket skyder ud som et sjældent synligt organ? Eller en ru belagt sag, der kaster sig rundt et øjeblik før der tales?

Kan man endda i et ganske kort sekund se de svulmende, blålige blodårer på undersiden? Eller en lille hvidgul blegne på spidsen?

Hvorfor denne berøringsangst over for tungen?

//

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar