søndag den 30. juni 2013

Del 2: dansk topløs

Hun blev tilfældigt valgt til at illustrere betydningen ”dansk topløs” i ”Del 1: dansk top løs” som handlede om ordfragmentering. Men det valg bragte mere med sig, og det handler dette indlæg om.

Måske kan du allerede aflæse hvilken tid billedet er taget i. Prøv at filosofere lidt over det – hvad tror du?

Og hvis du har bare en smule forstand på billedkomposition, kan du også se at det ikke er en tilfældig tosse der har fotograferet hende. Se på linjerne og kurverne. Nej, der er ikke noget budskab som skal tolkes: Armene danner ikke rigtig et W, og hendes humør er heller ikke til at tolke på. Billedet viger uden om al den slags. Til gengæld er det et studie i æstetik – måske et af de bedste.

Kigger du ordentligt på billedet, kan du med andre ord godt se at det ikke bare kan affejes som endnu et hudbillede fundet på nettet. Der er noget her som er værd at opholde sig ved – ja, have respekt for.

Således introduceret vil jeg begynde et helt andet sted, nemlig med udfordringen i overhovedet at finde et billede der kunne bruges. Med andre ord tager vi lige en brat omstigning fra paradis og ned i sølet.

Via kloakken
En søgning på ”topløs dansker” eller lignende ville ikke rigtig udmønte sig i noget brugbart. Topløs betyder (med kraftlig hentydning til at det skal være en kvinde i den såkaldt fødedygtige alder) at hun er nøgen øverst og påklædt nederst, men det lader ikke til at det dansksprogede bidrag til internettets endeløse malstrøm af hudbilleder er indekseret eller tagget tilstrækkelig fornuftigt til at Google fatter dette. Man får om jeg så må sige enten for meget eller for lidt. Derudover må man jo nok konstatere at tidens vækst i hudbilleder er omvendt proportional med deres æstetiske kvaliteter. End ikke det bedste af det bedste (såkaldt nudeart), rummer det forfinede blik man havde dengang vores hovedperson blev fotograferet.

Bum-bum-bum. Tja. Eftersom jeg skulle være sikker på at finde en dansker, var jeg under alle omstændigheder nødt til at bruge en anden strategi. En strategi der svarer til at entrere et slot via affaldsskakten eller simpelthen kloakken – allerede her følte jeg mig da også som en rigtig journalist.

Det viste sig nemlig at den lille lurvede hjemmeside Sexguf.dk (nej, jeg linker kraft stejle mig ikke) lå inde med en værdifuld viden jeg ikke har kunnet finde et mere lødigt sted på nettet, nemlig en liste over danske nøgenmodeller henholdsvis en liste over danske pornomodeller gennem tiderne. Den første liste kunne selv sagt godt underkastes et nærmere gennemsyn, det måtte være det logiske sted at kigge. Og eftersom jeg ikke har noget behov for endnu engang at visitere de tarveligheder som i ni ud af ti tilfælde har befolket dansk porno, var jeg glad for at listerne var adskilt så jeg i fred og ro kunne klikke navnene på listen over nøgenmodeller igennem uden alt for mange ubehageligheder.

Det var via denne kloak jeg kom ind på slottet og fandt den helt rigtige prinsesse. Ja, den eneste rigtige: Elsa Sørensen.

Som man nu kan se på dette billede fra samme serie, har jeg måttet snyde lidt. Hun er jo ikke blot topløs, snarere hvad man må kalde splitterravende nøgen, men i det mindste kunne det første billede illudere ”topløs”.

September 1956
Hvad der umiddelbart er af tilgængelig viden om Elsa Sørensen, skal tages med det forbehold at oplysningerne stort set kun er at finde på førnævnte lille, obskure hjemmeside, hvor man tilsyneladende er for lystig i åbningstiden til at kunne skrive bare nogenlunde anstændigt. De røde streger er mine:

Aha! Miss Danmark i 1955, septembers playmate i 1956 (hvorfra de viste billeder stammer) og en legendarisk fotograf, Peter Gowland. Fornemmelsen af noget særligt er på vej til at blive bekræftet.

Det er lidt beskæmmende at man skal kigge i skraldespande efter oplysninger om en så fin model, men Sexguf.dk er faktisk den eneste dansksprogede reference til Elsa Sørensen overhovedet!

Tjekker man det engelske Wikipedia-opslag ”List of Playboy Playmates of 1956” – som på bemærkelsesværdig vis fremkommer allerede blandt de første 10 hits i en dansk søgning alene på navnet ”Elsa Sørensen” (efter en række links til Facebook, LinkedIn m.v. til andre danskere med samme navn) – bekræftes oplysningerne. Ja, det ser ud til at ovenstående er en sprogligt ubehjælpsom bearbejdning af dette:

På dette tidspunkt i efterforskningen fik jeg den ide at droppe ø’et, og idet jeg googlede ”Elsa Sorensen”, kombinerede jeg det med ”wiki” fordi jeg stadig – lidt optimistisk – ledte efter en selvstændig side med hende i et eller andet hjørne af Wikipedia. Søgeresultatet bestod fra og med hit nummer 3 af lutter autogenererede og plagierede sider, mens plads nummer 1 atter blev indtaget af det engelske Wikipedias playmates-liste fra 1956 og plads nummer 2 frembød noget jeg ikke kendte: Boobpedia. Her får man igen de efterhånden velkendte formuleringer, men udbygget med flere oplysninger:

”Believed to be the first Playmate who was not from the United States.” Er vi enige om at denne oplysning rykker hende et nyk opad i et popkulturhistorisk perspektiv – også selv om det kun er en formodning som kun Boobpedia vover?

Gift med en stjerne i den angelsaksiske popverden
Og sagen vokser yderligere, for hun har åbenbart været gift med entertaineren og sangeren Guy Mitchell. Researcher man lidt på ham, viser han sig at være på toppen af sin internationale karriere i netop 1956 hvor han ligger nummer 1 på singlehitlisterne i både USA og Storbritannien med Singing the Blues. Hvis Elsa Sørensen har mødt ham i 1956, og det ved vi jo ikke, men hvis hun har, er der potentiale til at hun i 1956 har haft status som noget der nærmer sig sladderpressens danske Grace Kelly … som … ja, blev gift i netop 1956 med prinsen af Monaco. Eller man kunne måske sammenligne med den status hun i dag ville have haft hvis hun havde været Robbie Williams’ danske kone gennem flere år. Der ligger dog den dæmper på det at flødebollen Mitchell, så vidt jeg kan forstå, kun havde gennemslag i den angelsaksiske verden, mens det var mere rock’n’roll’ede starutter, fx Tommy Steele, der sang de samme popstandarder i dansk radio. Guy Mitchell var nok ikke specielt hot i Danmark, nok slet ikke da Elvis-generationen introducerede ordentlig rock’n’roll. Alligevel må man som skrivebordsresearcher give Guy Mitchell en anerkendende bemærkning med på vejen, for han er altså en mand smart nok til at have følgende række af koner: først Miss USA, herefter vores Miss Danmark og så endelig en kone der holdt ham ud til det sidste.

Tidens stil, mellem Monroe og Grace Kelly
Lad os returnere fra dette sidespor og kigge lidt på billedet igen:

Peter Gowland og Elsa Sørensen har tydeligvis ladet sig inspirere af Marilyn Monroe-stilen. Måske for at gøre denne muligvis første ikke-amerikanske playmate til en ”all-American” alligevel. Monroe-looket er dog snarere normen end undtagelsen i 1956, for billedgoogler man blot ”playboy 1956”, viser det sig at mindst 3 andre af årets playmates (og herunder med andre fotografer) går Marylin Monroe i bedene. Af disse ligner Marian Stafford næsten Elsa Sørensen mere end nogen af dem ligner Monroe:


Marian Stafford, playmate i marts 1956. Måske forbillede for Elsa Sørensen der kom til i september.

Det her kan næsten kun toppes af Grace Kelly anno 1956, men nu synes jeg lige vi skal holde os til emnet, så den udflugt må du selv tage.

Tilbage til Elsa Sørensen.

Lad os gøre en mellemregning. Vi ved – eller må tro – følgende: Elsa Sørensen har 1) medvirket i en af de flotteste fotoserier nogensinde lavet med en dansk kvinde, 2) oven i købet som playmate i Playboy, 3) sandsynligvis som den første ikke-amerikaner, 4) i en nærmest tids-ikonisk stil, 5) med en meget kendt fotograf. Hun har tilmed været 5) gift med Guy Mitchell i 8 år.

Så hvorfor kan man ikke opdrive et kvæk om hende på dansk – andet end 5 linjer i en sexkloak?

Hendes død 2 måneder før dette øjeblik åbner den lukkede dør
Men okay. Lad mig så søge på ”Elsa Sorensen” en ekstra gang. Nu uden ”wiki”. Og lad mig så kigge ordentligt på det. Jo, for søren: Med det første hit, TCpalm.com – noget der ligner en hjemmeside for lokalt sladderstof fra et rigmandsreservat i Florida – åbenbarer sig nu en lille billedserie med i alt 11 billeder fra Elsa Sørensens liv, ”Elsa Sorensen through the years”, og billedteksterne åbner omsider den lukkede dør.

Elsa Sørensen døde så sent som for 73 dage siden, den 18. april 2013.

Ikke overraskende har hun levet et jetset-liv på første klasse i det amerikanske …

… og nydt sit sene otium i Vero Beach, et sted som er befolket af rige pensionister …

Det kan ikke passe at den bedste information om Elsa Sørensen på hele internettet findes i nogle tilfældige billedtekster, så nu skærper jeg min søgning til en kombination af ”Elsa Sorensen” og ”Vero Beach”, og et undseeligt søgeresultat kryber op som nummer 2: ”Elsa Sorensen Mattingly Obituary” (obituary = nekrolog), tilsyneladende en hjemmeside for dødsannoncer og nekrologer varetaget af en sammenslutning af bedemandsforretninger.

Hermed får vi omsider en nogenlunde ædrueligt samlet tekst om Elsa Sørensens liv og levned som du selv kan læse. Bemærk at fødselsdatoen her er mere end 1½ år tidligere, nemlig den 25. marts 1934 i stedet for den 1. december 1935. Man bør nok satse sine penge på at denne bedemandsassocierede hjemmeside er underrettet korrekt om hvad der står på gravstenen, og at de mere utjekkede sider tager fejl. Og det er da heller ikke usandsynligt at hun et eller andet sted i begyndelsen har løjet sig 1½ år yngre (ned mod 18 år) for at optimere sin kontraktlige værdi (læs: holdbarhed før sidste udløbsdato). Datofusk findes på alle former for kødmarkeder.

Og ja, teksten afslører at hun fandt sammen med Guy Mitchell i 1956 – altså på toppen af begges offentlige karrierer – hvilket simpelthen må være garanti for at de kulørte ugeblade herhjemme har fulgt hende. Den afslører også at Mattingly er et tilføjet efternavn fra et efterfølgende 42 år langt ægteskab med en Marlboro-mand.

Dette er jo en sprogblog skrevet i min fritid, ikke et forskningsprojekt om glemte kendte danskere. Så jeg kan ikke sidde og glo på mikrofilm i ugebladenes arkiver – hvis sådanne findes. Jeg kan heller ikke sidde og glo på mikrofilm i den almindelige dagspresse fra 50’erne, 60’erne, 70’erne og 80’erne. Men hvis Elsa Sørensen er på den historiske kendisradar i det omfang hun med rimelighed fortjener, kunne hendes død for godt 2 måneder siden måske være registeret af de store danske aviser. Jeg laver en altdækkende søgning i Infomedia for de seneste seks måneder på den præcise tekststreng ”Elsa Sørensen”.

Resultat: INTET.

Okay. Hun og hendes død eksisterer ikke i dansk presse. Så søger jeg på ”Elsa Sørensen” så langt tilbage Infomedia rækker, nemlig 1990, for dog at se om jeg kan finde noget. Resultat: Tre hits vedrørende den Elsa Sørensen vi interesserer os for. I alle tre tilfælde er hun blot nævnt som et navn i rækken. I både 2002 og 2003 interesserer BT sig for Hugh Hefners piger og nævner en passant Elsa Sørensen som en af de få danskere der har været playmate. Den ene gang mener BT at det var i 1954 (i så fald året før hun var Miss Danmark), og den anden gang mener samme gylleavis at det var i september 1965 (altså 9 år ved siden af). De kan åbenbart ikke få det rigtigt. I 2011 fortæller Dagbladet Ringsted om en lokal nøgenmodel der vil gå den korte række af danskere i Playboy i bedene, en række der indledes med Elsa Sørensen. And that’s it.

Et eller andet sted i min sjæl er jeg sikker på at en avis som Politiken – der nødig misser en akademisk chance for at vise patter eller tale om de sladderbladskendte på et behørigt metaniveau – hellere end gerne ville have bragt en salig og sødmefuld nekrolog om Elsa Sørensen, hvis bare de kendte hende. Så noget må være gået galt. Jeg har i punktform nogle lægmandsagtige bud på de mange dræn små der har udtørret denne å:

1) Selv om Elsa Sørensen gerne ville være skuespiller, blev hun det aldrig. Og når hun ikke har så meget som en tå inden for filmmediet, går hun uden om emnefeltet for mange internetdatabaser og historiske forskningsfelter blandt nørder.

2) Guy Mitchell var så sekundær i Danmark at ingen kender ham mere. (Hvor kendt han egentlig var dengang, må man spørge nogen på 75-85 år om, eller kigge i noget mikrofilm.)

3) Da Elsa Sørensen blev i udlandet uden længere at kunne undskylde sig med en vigtig modelkarriere, var det formentlig i de årtier, 70’erne og 80’erne, hvor danskerne havde allermindst til overs for privilegerede jetset’ere som ikke længere kiggede til Danmark.

4) Hun har formentlig gjort absolut intet for at holde kendisgryden i kog. Og det er nok ikke helt utænkeligt at andre eks-skønheder og eks-notabiliteter netop gør det.

5) Hun var nøgen i et årti hvor den slags var omgærdet med lidt mere hyssen og tyssen end i de efterfølgende årtier.

Elsa Sørensen var hverken nobelprismodtager eller præsident. Man kan knap nok kalde hende en karrierekvinde. Det jeg hylder hende for her, har ikke krævet meget mere end et enkelt fotoshoot, som hendes udseende formentlig har givet fribillet til. Men det føles alligevel som om der mangler noget.

Så herfra skal lyde en opfordring til pinup-interesserede historikere eller i det mindste danske efterkommere til Miss Danmark 1955 om at få fortalt om hende på dansk. Et fyldestgørende Wikipedia-opslag på dansk ville ikke være for meget at forlange.

Tilføjelse (02.07.2013)
... og netop dette – et dansk opslag på Wikipedia – har en behjertet Wikipedia-entusiast (Mikael) grundlagt nu, få timer efter dette blogindlæg blev publiceret. Se også under kommentarer.

Del 1: dansk top løs

Kommakommunikation er måske en smule frækkere end andre seriøse hjemsteder for sprognørdede spidsfindigheder og krakilske krabaskslag, men naturligvis aldrig frækkere end Retskrivningspolitiet tillader. Lad os ikke dvæle ved fra hvilket hjørne jeg fik ideen, men nøjes med at konstatere at øverste venstre hjørne yder fuld dækning for denne i kraft af aktualitetskriteriet. De strålende dansktop-stjerner i nedre venstre hjørne kan jeg med mild og lettet stemme sige at jeg ikke kender, og selv om det almindeligvis må betragtes som en nedladende tåbelighed ligefrem at gøre en dyd ud af sin uvidenhed, er dette altså en information jeg vil skåne både din og min langtidshukommelses lagerplads for.

Derimod skal du selvfølgelig have information om pigen til højre. Den venter vi med til sidst, men jeg kan da røbe et par ting: 1) Tro mig: Det var møghamrende svært at google sig til et kvalitativt værdigt udtryk for ideen. 2) Men da det ”rigtige” billede omsider åbenbarede sig, viste belønningen sig dobbeltfold. Det ene aspekt af udbyttet giver vist sig selv. Det andet aspekt vil selv en indremissionsk bibliotekar fra Nørre Nissum være blød over for: Det viser sig nemlig at den billedserie hvorfra billedet stammer, med en vis ret kan kaldes et stykke kulturhistorie.

Ovenstående ordleg er under alle omstændigheder en kærlig hilsen til en positiv trend igangsat af den norske standup-komiker André Ulveseter. Med sine enkle splitbilleder leverer han ”bilder i kampen mot særskrivingsfeil” (som også findes på Facebook). Det kan for eksempel være handlingen ”hoste saft” (afbilledet med en pige der hoster saft ud af munden) over for tingen ”hostesaft” (afbilledet med en flaske hostesaft).

Med humor – og ikke mindst som kendt humorist – kan man nå langt, og noget tyder på at Ulveseter har vækket en bredere målgruppe i Norge for hvem det for første gang står tindrende klart at der er fundamental forskel på handlingen at ”fiske frikadeller” og tingen ”fiskefrikadeller” – for nu at oversætte endnu et eksempel der også fungerer på dansk.

Ulveseters eksempler har – akkurat som de eksempler jeg har nævnt – mestendels den konstruktion at en ting står over for en handling. Det sammensatte substantiv splittes i verbum + substantiv, hvor sidstnævnte har samme betydning som kernedelen af det sammensatte substantiv (saft=saft, frikadeller=frikadeller …), alt imens et eventuelt binde-e i det sammensatte substantiv kan bruges som infinitiv-endelse i det nye verbum. Men der er også eksempler på skift i substantivkernens betydning, fx ”tom gang” (altså en tom gang/entre i et hus) over for ”tomgang” (en stillestående bil med kørende motor angivet med røg fra udstødningsrøret). Dobbeltbetydningerne af såvel ”lever” som ”dør” fungerer ligeledes på både norsk og dansk. Sidstnævnte kan resultere i ”terrasse dør” (altså billedet af en terrasse der rives ned) over for en ”terrassedør”. Og dobbeltbetydningen af ”lever” bruger Ulveseter pædagogisk til at illustrere ”kylling lever” (en levende kylling) over for en ”kyllinglever”. Her ser vi så at der er forskellige muligheder på norsk og dansk, for på dansk skal der være et binde-e i kyllingelever. Men jeg har selv moret mig med en ordfragmenteret gengivelse af ordet ”kalvelever” i indlægget Kalve lever i skiver.

En variant jeg ikke synes jeg har set hos Ulveseter, er det ordfragmenterede adjektiv – hvad ”dansktopløs” over for ”dansk topløs” faktisk er. Men morsomheden fungerer også kun fordi ”løs” skifter fra at være kerne i et sammensat adjektiv til sammen med ”top” i ”topløs” at få en substantivisk rolle – det ved vi fordi det giver mening at tale om ”en topløs”, underforstået et (kvindeligt) menneske. Adjektivet forvandles til en slags identitet, jobtitel eller bare en tilstand man kan kaldes ved. Normalt vil man ved fragmentering af et sammensat adjektiv få to adjektiver hvoraf nummer to ikke (eller ikke ret godt) kan fungere substantivisk, og eftersom to sidestillede adjektiver skal have komma imellem sig, vil den alternative betydning som regel kræve et komma – fx ”(en) storskrydende (kronhjort)” over for ”(en) stor, skrydende (kronhjort)”. Hvis man udelader substantivet, kan de fleste lange tillægsformer (og mange andre adjektiver) dog overtage den substantiviske funktion (som vi så med ”topløs”), så ”en stor skrydende” betyder ”en skrydende der er stor”, og ”en norsk talende” betyder ”en talende der er norsk”. Men det bliver unægtelig noget søgt at benævne mennesker med adjektiver der ikke er så specifikt identitets- eller situationsgivende som fx topløs.

Ulveseters ide med at lave billeder af de absurde betydninger som ordfragmenteringerne resulterer i – og stille dem over for det der nok var ment – har også bredt sig til Danmark, foreløbig kun på hjemme- og Facebook-sider med et sprogrøgtende eller sprogsmiskende sigte (lad mig forklare ”sprogsmiskende” en anden dag), og nu kan jeg desværre ikke bevise det med et link, fordi jeg simpelthen har glemt hvor jeg har set det. Men man kunne jo foreslå et intelligent sprogmenneske som Anders Matthesen at tage handsken op på dansk grund. Det vil i hvert fald give mere gennemslag i visse kredse end vi andre nogensinde vil få. Bemærk dog at jeg i dette som i andre indlæg på Kommakommunikation ikke kun bruger visse lokkemidler til min egen og mine kernelæseres adspredelse, men at termer som ”dansk topløs” og ”Roskilde Festival 2013” (i sidstnævnte tilfælde indsat i billedets titel-tag) fra min side har den hensigt også at lokke de ikke-frelste til. Så jeg synes nu jeg gør mit.

Tilbage til de kendte og deres muligheder. Adam Price – eller hvem der nu lige konkret har ført pennen – har dog givet et eksempel i Borgen. Sandsynligvis er det snarere udnyttelsen af en sjov spidsfindighed der bød sig, end det er indledningen til en større og vedholdende kampagne mod ordfragmenteringer (jeg har i hvert fald ikke fra den kant bemærket kritik af eller spas med ordfragmenterende tekster på fødevareemballage, hvilket ellers ville være oplagt). Men ikke desto mindre var eksemplet godt, og som så meget andet i Borgen var det ret pædagogisk eksekveret – næsten så man må formode at visse dele af udlandet også fatter den:

Som man allerede fornemmer med ”massebevægelse” <-> ”masse bevægelse”, er nogle af de bedste eksempler på betydningsforskydning ved ordfragmentering nærmest umulige at afbillede. Det gælder ikke mindst nogle af mine yndlingseksempler, såsom ”fadøl” <-> ”fad øl” eller ”særaftale” <-> ”sær aftale”. Og vi kommer da heller ikke uden om at gehør for sproget er og bliver en abstrakt ting – eller rettere: en matematisk-logisk ting. Den person der ikke forstår at en ”kaffekop”, et ”ophørsudsalg”, et ”EU-direktiv” eller en ”Tour de France-start” er i et ord (sommetider limet med bindestreg og sommetider med en ordgruppe limet til kernen), har simpelthen noget mærkeligt, ulogisk, marsmandsagtigt, fremmedgjort over sig – som gør at vi andre river os i håret af angst for kaos og kommunikationstab. Det der skulle være en platform for skriftlig kommunikation, bliver i bogstavelig forstand en plat form for skriftlig kommunikation.

Måske var det til dels også hvad årets superstudent med lutter 12-taller, tredive i alt, hentydede til da hun i Aftenshowet den 25. juni på Louise Wolffs spørgsmål om hvor den største udfordring bag den ensartede række af 12-taller havde gemt sig, svarede:


Yes, that’s my girl! At superstudenten så et halv minut efter siger ”nu kan det lykkedes”, lader vi passere i denne ombæring, idet vi krydser fingre for at det var en tv-kvababbelse fra en klog pige der ved bedre.

For det er jo et kæmpekrater i skriftlig engelsk at sammensatte ord (der gerne udtales med tryktab som på dansk og dermed er ordnet i det mundtlige) sjældent samskrives på skrift. Et krater som alt andet skal bygges uden om og kompensere for. På de nordiske sprog og på tysk, flamsk osv. er samskrivning af sammensatte ord en bærende bjælke for sprogets logik, altså en logik vi bygger sproget på. At der findes sjove eksempler med stor betydningsforskel på samskrivning og særskrivning, er sådan set kun symptom på denne fundamentale logik. Vi der har sprogligt gehør, er såmænd lige så rystede og hovedrystende når ordfragmenteringen ikke giver nogen sjov utilsigtet alternativ betydning, for det er stadig en gennemgående, sprogbærende logik som ordfragmenteringen knægter. ”PR konsulent” betyder ganske enkelt ikke ”PR-konsulent”, og ”papir varer” betyder ganske enkelt ikke ”papirvarer”. De fragmenterede versioner betyder i disse tilfælde ikke noget, de er udtryk for nonsens, men støjen fra dem er massiv, og læserens arbejde med at samle ordene for den ubehjælpsomme skribent er lige så irriterende og ensomt. Ja, ensomt. For når vi læser, har vi jo et fællesskab med skribenten, og hvis skribenten forfejler en af de gennemgående logikker i sproget, så vi selv skal tænke os til hvordan det skal samles, ja, så føles dette arbejde netop ensomt. Lidt som når man selv skal aftørre det cafebord man lige har sat sig ved, fordi cafeen ikke selv kan se problemet. Hvis årsagen tydeligvis er travlhed, føler vi i højere grad det er okay. Men hvis årsagen er manglende forståelse, er det ubehageligt og ensomt. Og det er det også at læse folk der ikke kan skrive, men som tror at tingene er i skønneste orden. Det er dem André Ulveseter også når.

Nu nævnte jeg begreberne samskrivning og særskrivning. André Ulveseter taler om ”særskrivingsfeil”, hvilket på dansk hedder ”særskrivningsfejl”, og det er – desværre – den gængse terminologi. Problemet i at tale om særskrivning og samskrivning er at ordene er neutrale. Det ville være rimeligt at tale om at særskrivningen ”selv om” over for samskrivningen ”selvom”. Det er en fredelig diskussion; ”om” er ikke et substantiv eller et adjektiv, og ”selv om” og ”selvom” betyder præcis det samme. Man kan også tale om hvorvidt engelsk særskriver eller samskriver. Det er den slags diskussioner terminologien særskrivning versus samskrivning bør reserveres til. Derimod er det et problem når man taler om at ”kakao mælk” er særskrevet, for med dette neutrale, kliniske ord lyder det ganske enkelt ikke som om man har gjort noget forkert. Ja, det kan snarere lyde positivt – som om man løfter det sammensatte ord til noget særligt ved at hakke det i stumper.

Det er derfor jeg arbejder for at indføre begrebet ordfragmentering, et ord som selv fortæller hvad der sker, og at dette er en fejl. Når noget er fragmenteret, er det ikke i sin normale og rigtige tilstand. Hermed behøver man heller ikke at bruge ordet ”-fejl”, som Ulveseter gør når han taler om særskrivningsfejl. Det er nok at kalde det ordfragmentering, for ordfragmentering henviser kun til fejlagtig særskrivning.

Så kære læser, jeg har en bøn til dig om at du selv bruger ordet ”ordfragmentering”. Ord skaber opfattelser, og så længe den eneste gængse betegnelse er særskrivning, vil de der støder på terminologien, have en mulig grund til at misforstå det som et legalt valg frem for et problem. Det skal hedde ordfragmentering når vi taler om særskrivningsfejl. Hjælp mig med at indføre det!

...

... suk!

Jeg har lovet at fortælle dig hvem pigen til højre i den indledende kollage er. Men ikke nok med at det der indledtes med en spøg, nu er blevet et længere og længere katalog over ordfragmenteringseksempler og tanker herom. Selve afslutningen af rammefortællingen om den danske topløse – eller rettere opklaringen af hvem der pryder det billede som tilfældigvis blev valgt som illustration – har også vokset sig større end forventet. Det er blevet en mystisk rejse efter sandheden. En rejse som ikke rigtig har noget med ordfragmenteringer at gøre, og som du derfor får i et særskilt indlæg i aften. Glæd dig – også hvis du er indremissionsk bibliotekar i Nørre Nissum.

mandag den 10. juni 2013

Gå uden at løbe

Tanketorsk kræver en udvidet tankesammenhæng. Og sproglige misforståelser kræver i det mindste et halmstrå af alternativ og misforstået logik at hængte sin misforståelse på – samtidig med uvidenhed om det ordforråd man har fat i.

Ovenstående overskift kan ikke være udtryk for nogen af delene. Den kan hverken være en tanketorsk eller en misforståelse, for dertil er ordene ”gå” og ”løbe” for håndgribelige og kan kun opfattes konkret, ligesom deres indbyrdes forhold udelukkende kan forstås simpelt. At gå uden at løbe er et sprogligt/fysisk grundvilkår. Man kan ikke løbe i sin gang uden at gang-modus (benævnt ”at gå”) skifter til løbe-modus (benævnt ”at løbe”), og man skal end ikke passere løbe-modus for at komme i gang. Overskriften udsynger imidlertid dette grundvilkår – at gå uden at løbe – som noget særligt, hvilket implicit medfører den mystiske grundantagelse at det normalt kræver løb at gå.

Den redaktionssekretær der har smækket overskriften på, må med andre ord enten komme fra en anden planet, have taget stoffer eller hermed have underskrevet sit eget idiotibevis.

Hm … der er også en fjerde mulighed: Måske har to redaktionelle fjumrehoveder stået i vejen for hinanden. Den ene har tænkt ”Kom i form – helt uden at løbe”, et i virkeligheden ret godt bud på en overskift. Men så har den anden efterfølgende villet konkretisere det første verbum til ”Gå …”, uden dog at bekymre sig om at læse hele overskriften igennem. Jeg tror godt vi kan blive enige om at denne forklaring er den mest sandsynlige. Synes du ikke?

Og det leder mig frem til følgende læresætning: Gør ikke i teksten uden derefter at se hvad du har gjort!

En femte mulighed er i øvrigt at vedkommende har tilsidesat enhver danskers (og dermed også sin egen) viden om at ”gå” ikke kan være et overbegreb for al bevægelse til bens, for netop alligevel at insistere på en sådan ikke-eksisterende betydning her. Tanken – og den er god nok – er jo netop at man kan komme i form ved bevægelse til bens uden at bruge den del af spektret der hedder løb. Men en sådan bevidst tilsidesættelse af det fælles sprogs betydning (nemlig at ”gå” ikke er overbegreb for al bevægelse til bens) til fordel for en til lejligheden passende ”hemmelig” betydning (nemlig at ”gå” kan være overbegreb for al bevægelse til bens) er ikke så hensigtsmæssig i social og kommunikativ forstand. Det er noget børn eller særligt introverte begiver sig af med. Ja, vi andre kan såmænd også have begreber vi kun selv forstår, men så er de kun til intramentalt brug. Men når en journalistisk medarbejder i bevidst mangel af bedre tvinger ordene ud af deres betydningsmæssige form, er det en åben og underskrevet falliterklæring, svarende til at en taxachauffør bevidst buler bilen for at få den parkeret.