mandag den 29. november 2010

Når Windows dobbeltbinder dig

Jeg nupper lige Berlingske.dks lille kavalkade over kafkaske fejlmeddelelser fra Windows. Berlingske har ingen kildeangivelse på, ikke engang et hint, så jeg aner ikke hvor de har stjålet billederne.

Ekskurs: Ja, forskellen på begejstret at låne, udbrede eller referere og så på snyltende at stjæle må i mine øjne være netop kildeangivelsen. Og selv om vi er på nettet og i den lettere afdeling, kunne man godt forvente at en avis som Berlingske redegjorde for materialets umiddelbare ophav; en ting jeg på denne blog – skrevet i min fritid – altid bestræber mig på (bortset fra i dette tilfælde hvor der ikke er nogen grund til at præcisere med link eller dato fordi der netop ikke er mere specifik information eller læseværdig tekst at hente hos Berlingske). Det vækker uvægerligt tanken: Er det efterhånden kun journalistik lavet i fritiden der er helhjertet nok til at være kvalitetssikret? Hm?

Nå, men den manglende kildeangivelse betyder så også at jeg ikke umiddelbart kan gå til den sandsynligvis amerikanske kilde og se om ikke billederne dér skulle være gengivet i lidt bedre kvalitet.

Nok om det, skærmskuddene kan trods alt læses, og her er de med et par kommentarer:

Velkommen til et kafkask univers af udsigtsløse vinduer.

Årh, hva’ fa’en, man gider jo alligevel ikke læse det:


Vi må håbe det er ventetiden værd:


Kontaktbekræftende småsnak kan åbenbart også være et behov for computere:


Men det kan være lidt uhyggeligt når det viser sig som decideret personlighedsforstyrrelse:


Eller når der i en let og ubekymret tone stilles krav som er umulige at opfylde:


Og man kan undre sig når Windows formår at skabe problemer ud af den blå luft:


Ligesom man kan føle sig fortabt når problemknuseren selv synes knust:

onsdag den 24. november 2010

Telefonopfæniens klassikere

Dagens blogindlæg er artikel på Kforum.

PS:
Jeg glemte lige at redaktøren altid skal have noget han kan ændre. Så det gik ud over overskriften, og følgende ordveksling fandt sted i telefonen:

Timme, kan du ikke ændre min overskift tilbage til "Telefonopfæniens klassikere", det er jo det den handler om?

Nej, aldrig i livet, det er den værste overskrift jeg nogensinde har hørt om.

Okay, det er jo så redaktørens valg.

Det er det nemlig.

onsdag den 17. november 2010

Brækhus er danskernes egen skyld

Jeg gjorde store øjne da jeg for et par uger siden – forvildet ind på Sporten.dk i anden sammenhæng – så dette i højrespalten:

Selve billedet har ikke noget med sagen at gøre – det refererer til hunulve-artiklen. Imidlertid indfanger billedet jo opmærksomheden hen til de andre ”Go’ Lir”-overskrifter, og kommer også til at interferere med den øverste overskrift som er den der fik mig til at spærre øjnene op:

”Brækhus knækkede blondinen”

Er Paradise Hotel nået nye dybder i den menneskelige dårskabs navle? Eller hvad søren går den overskift ud på?

Vi har jo hele to opkastningsmetaforer i henholdsvis ”knækkede” (man kan tale om ”at knække sig”) og i, ja … ”brækhus”. Hvad pokker er det? Kunne man forestille sig et overbrækket Big Brother-agtigt hus efter en fuldefest med nogle linselusede unge mennesker? Jeg vil i hvert fald ikke afvise at jeg i forsøget på at få mening ud af overskriften anspores den møgulækre fantasi eller forventning at artiklen handler om en blondine der brækker sig på grund af lugten i et hus hvor alle andre har brækket sig. Det får da på en eller anden måde ”Brækhus knækkede blondinen” til at give mening.

Det måtte opklares, så jeg klikkede videre:

Okay, wrestling …

Måske mudderwrestling? Og hvad har det med bræk at gøre? Det er fandeme ulækkert.

Nej, boksning:

A’hva’?! Det er en der hedder Brækhus!

Ja, nemlig: En norsk bokserinde, og det er – i modsætning til alle signaler og konnotationer i billedet – ikke den brækmønstrede top til venstre, men derimod den det nydelige, sydøstasiatiske ansigt til højre. Billedet er taget før ”boksebabe-braget”, hvor kropssproget hos Mikaela Laurén synes at sige: ”Jeg vinder!”, mens kropssproget hos Cecilia B… synes at indføje et ”Men …” – et ”men” som så skulle vise sig at holde stik.

Apropos ”men” … men der melder sig et spørgsmål:

Kan dette menneske virkelig hedde Brækhus til efternavn?

Er disse nordmænd ikke klar over hvilke associationer det skaber hos en dansker? De må da for fanden vide at den er helt gal.

Nå, men hvis vi tænker os om, er der vel en god grund til at sådan et navn kan opstå. ”Bræk” betyder ikke umiddelbart noget i sig selv på norsk, men det er svært at løbe fra at det er en sammensætning med ”hus” – ordet kan rimeligvis ikke knække andre steder end ”bræk-hus”, og hus betyder mere eller mindre hus på norsk.

Så hvad kommer bræk fra? Måske er det en skandinavisering af det engelske break, og så kunne efternavnet jo være dannet efter ”huset hvor solen står op”, eller et hus der ligger hvor en vej eller noget andet i landskabet knækker. Det var da et forslag, men med etymologi i særdeleshed skal man ikke tro; man skal vide. Derfor har jeg skrevet en mail til sprogprofessor Lars Sigurdsson Vikør på Universitetet i Oslo, Institutt for lingvistiske og nordiske studier, og han gav allerede den efterfølgende dag et brugbart svar.

Men et noget overraskende svar, vil jeg nok sige. Med bergensisk nynorsk bogstavering skriver Lars Sigurdsson Vikør følgende til mig:

”Brækhus er ein dansk skrivemåte av eit norsk gardsnamn Brekkhus (på Voss, Hordaland fylke) – mange norske etternamn stammar frå bondegardar, men er blitt fordanska fordi det såg finare ut når folk flytta til byen (Brækhus-familien er meg bekjent ein Bergens-familie). Brekkhus kjem av gammalnorsk "brekka", som betyr 'bakke', altså 'huset (eller 'garden') i bakken'.”

Brækhus kommer altså af Brekkhus der betyder huset eller husmandsstedet på bakken (”brekka” = bakke). Når det ikke staves Brekkhus, men Brækhus, er det fordi dansk ortografi har været finere i det urbaniserede Norge. Det kan være i tiden før 1814 hvor Danmark ejede Norge, men på et opfølgende spørgsmål svarer Vikør at det også kan være efter 1814, idet påvirkningen fortsatte længere (måske i protest mod at blive tvunget i union med svenskerne straks efter). Et slag på tasken om at Brekkhus er blevet til Brækhus i 1700- eller 1800-tallet er formentlig ikke så tosset.

Men tosset er det dog med Brækhus. For vi har altså den komplet absurde situation at det danske sprogøje der i dag vil se ”Brækhus” som noget temmelig ulækket, selv tilskyndede Brekkhus ændret til Brækhus fordi det for omtrent 200-300 år siden påvirkede nordmændene til at anse Brækhus for finere.

Jeg kan ikke lige nu lave en dybere etymologisk-historisk undersøgelse af bræk på dansk, men hvis man slår op i Ordbog over det danske Sprog, som dækker ældre dansk fra cirka 1700 til cirka 1950, kan man konstatere at bræk i betydningen opkast i hvert fald eksisterede før 1950. Blot ligger det som sidste betydningsmulighed, hvor det i dag, i Den Danske Ordbog, ligger som den første betydningsmulighed.

Så brugen af bræk i betydningen opkast er altså øget over tid, mens andre betydninger er faldet i hyppighed. Hvornår opkast-betydningen begyndte, ved jeg ikke. Men jeg vil gå ud af mit gode skind hvis det viser sig at brækhus på dansk kunne betyde ”opkastningshus” på det tidspunkt hvor nordmænd lokkedes til at stave deres ærværdige efternavn sådan.

torsdag den 11. november 2010

En undersøgelse popper op

En undersøgelse popper op. Undtagelsesvist trykker jeg på ”okay, for pokker, så lad mig da svare på jeres intetsigende segmenteringsspørgsmål, nu hvor I alligevel har truffet mig i et apatisk vakuum af glemsel om hvad jeg er i gang med”-knappen.

Men der sker ikke så meget:

Hm, okay, F5:


Nej, helt ærlig, jeg tror bare jeg må videre. Men tak for forstyrrelsen – det er altid hyggeligt – og held og lykke med at få jeres svar hjem.

mandag den 8. november 2010

Skriveiversen

hans kontante konkretlyriske gemyt har ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik

Formuleringen stammer fra Ebbe Iversens i øvrigt ligetil og klart formulerede anmeldelse af Jørgen Leths Det erotiske menneske. Her tager jeg et pænt uddrag af anmeldelsen, så formuleringen forstås i den rette kontekst:

//
Værre er det dog, at filmens titel rummer et falsk løfte. Tilværelsens erotiske dimension finder man i glimtet, antydningen og det delvis skjulte, men den slags opererer »Det erotiske menneske« slet ikke med.

I stedet er den fyldt med billeder af passive nøgne kvinder – præget af Jørgen Leths forkærlighed for farvede damer med frodig kønsbehåring – og skønt kameraet gerne zoomer ind på de mest intime dele af deres anatomi, kommer der altså ikke erotik ud af dét. Derimod opstår en lidt ubehagelig følelse af at sidde og kigge i en gammel gris' personlige fotoalbum.

Det er utvivlsomt uretfærdigt, for Jørgen Leths intentioner med filmen er garanteret noble, men hans kontante konkretlyriske gemyt har ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik, og derfor bliver »Det erotiske menneske« mere kedelig end kødelig.

Den lange række på- eller afklædte kvinder, der som marionetter vises frem i filmen, demonstrerer tilværelsens ulidelige liderlighed, selv om det retfærdigvis skal tilføjes, at filmen også rummer mange nærbilleder af instruktøren selv og altså ikke kun er voyeuristisk, men også narcissistisk. Man gaber og tænker, at nogle cykelryttere ville have gjort underværker.
//

At den indviklede formulering uden tvivl er ugens formulering i journalistkredse, understreges af at ATS i gårsdagens søndagsudgave af Politiken citerede den – uden reference. Og den er da også fantastisk … indviklet. Hovedsageligt fordi Ebbe Iversen kan formulere sig færdig uanset i hvilket hjørne han begynder sin sætning, og i dette tilfælde ikke har gidet, eller haft tid til, at overveje om det kunne gøres lidt enklere. Der er med andre ord en vis suveræn dovenskab i at aflevere sådan en sætning, og det kan heller ikke afvises at Iversen er helt bevidst om at den stikker ud fra resten af artiklen, og at han morer sig over det.

Samtidig rummer sætningen jo Iversens hovedforklaring på hvorfor Det erotiske menneske falder til jorden. Det er altså anmeldelsens nøglesætning, og det er ikke usandsynligt at en ældre herre af respekt for en anden ældre herre løfter en sådan sætning op over pøbelen af ren og skær agtelse for den han kritiserer; men også for at give udsagnet omhyggelighedens vægt: Netop ved at udsagnet ikke er perfekt velklingende, men møjsommeligt at læse, vises en ydmyghed. Jeg tror nu ikke at dette er helt og fuldt bevidst fra Iversens side.

Lad mig pege på de udsædvanlige sproglige ting som hver især tærer lidt mere på hjernekapaciteten end normalt, og som tilsammen gør sætningen indviklet:

hans kontante konkretlyriske gemyt har ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik

1: Ingen af nominalleddenes kerner, ”gemyt”, ”flair” og ”flagrende”, danner solide grundpæle for forståelsen, men er på hver deres måde ”forskudte”:
1a: Grundleddet, ”hans kontante konkretlyriske gemyt”, er en ejefaldskonstruktion.
1b: Med ordet ”gemyt” som kerne i grundleddet har sætningen en sjælden agens i forhold til at have flair for noget – det er usædvanligt at tale om at et gemyt har ”flair” for noget.
1c: Det tunge prædikat ”ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik” har et lille uhåndgribeligt ord, ”flair”, som kerne – det er en kolos på en lille lerfod.
1d: Nominalleddet ”det kapriciøst flagrende i erotik” (som er bygget ind i prædikatet) har en lang tillægsform, ”flagrende”, som kerne – og lang tillægsform er reelt et verbum (at flagre) der optræder som prædikat – og en sjælden gang som substantiv (subjekt eller objekt), hvilket sker her.
2: Ordet ”konkretlyriske” er Ebbe Iversens egen sammensætning – den er oplagt og forståelig, men kræver alligevel en tolkning som dybest set kun giver mening når man kender den egenskab i Leths sprog som MÅ være det Iversen henviser til.
3: Ordet ”kapriciøst” kan de færreste forstå før de har slået det op.

Det var 6 grammatisk-sproglige usædvanligheder samlet i én sætning.

Ud over disse, som tilsammen gør sætningen indviklet, bidrager ordene ”kontante”, ”visuelt”, ”sporbare” og ”erotik” yderligere til en æstetisk fornemmelse af fint smedejernsfiligranarbejde.

Men lad os nu prøve at forstå sætningen.

For at reducere ligningen en smule udskifter vi ”hans” med Jørgen Leths:

Jørgen Leths kontante konkretlyriske gemyt har ingen visuelt sporbar flair for det kapriciøst flagrende i erotik.

Det første vi må gøre for at analysere formuleringen sprogligt, er at få et overblik. Vi kan fx nedpakke to af de tre omfattende nominalled, så der tilbage står:

[Noget] har ingen visuelt sporbar flair for [noget].

Det er egentlig det mest indviklede ved sætningen der står tilbage her. De to nedpakkede nominalled er ikke så svære, bl.a. fordi de handler om noget velkendt, nemlig henholdsvis noget med Jørgen Leth og noget med erotik.

Det første ”noget”, nemlig ”Jørgen Leths kontante konkretlyriske gemyt”, er genkendelig hvis vi er bekendte med at Jørgen Leth i høj grad benytter sig af et konstaterende sprog. I en simpel udgave kunne man godt erstatte formuleringen med ”Jørgens Leths sproglige metode”. Formuleringen bliver som sagt lidt uhåndterlig af at det ikke er Jørgen Leth eller hans sprog eller metode der er kernen i formationen, men derimod hans ”gemyt”. Som kernen i sætningens agens (altså sætningens aktive grundled) er gemyt et ikke grammatisk forkert men dog pudsigt ord at sætte sammen med et mere personificerende verbum som ”at have flair for noget”. Gemyt er ligesom holdninger og synspunkter oftest kernen i et prædikat til et substantiv (grundled eller objekt): ”Han har et roligt gemyt”, ”Du finder altid et provokerende synspunkt. Og når vi gør gemyttet, holdningen eller synspunktet selv til grundled, kan vi normalt kun putte lighedstegsverber (prædikats- og sammenligningsverber) på – altså ”er”, ”har været”, ”vil blive”, ”tåler ikke sammenligning med” eller ”gør”, ”synes” osv. i lignende betydninger: ”Hans gemyt er altid roligt”, ”Deres holdninger synes mig noget forældede”. Man ville ikke kunne sige at en holdning havde flair for. At tale om hvorvidt et ”gemyt” har flair for noget, kræver derfor lidt grammatisk-kognitivt ekstraarbejde. Det kræver at gemyt er noget som kan besjæles – at et gemyt kan have evner og meninger – altså indre processer og ikke blot indbyggede egenskaber. Hvorvidt et gemyt kan have det, er mig bekendt sprogligt uafklaret (og findes derfor kun i dovne formuleringer). Men ”gemyt” giver mening forstået som ”Jørgen Leths fortællende persona”.

Det andet nedpakkede nominalled, nemlig ”det kapriciøst flagrende i erotik”, er grammatisk let nok at forstå. Så hvis man er barn, vil man acceptere at man ikke forstår indholdet, men dog vide præcis hvad det er man ikke forstår. Indholdsmæssigt vil det for mange – også andre end børn – nok kræve et ordbogsopslag. Lad os se hvad kapriciøst betyder? Ja, det betyder mere eller mindre noget med lunefuld. Det giver mening: Vi forstår at erotik kan have noget lunefuldt flagrende – lad os sige lunefuldt skiftende – over sig. Eller endnu mere forståeligt og forsimplet: erotisk tiltrækning er lunefuld og omskiftelig. Den kognitive sværhedsgrad øges som sagt af at det er den lange tillægsform ”flagrende” der spiller rollen som kernen i nominalleddet.

Lad os lige se på den nedpakkede sætningsstruktur igen:

[Noget] har ingen visuelt sporbar flair for [noget].

Ja, der er jo et tredje nominalled: ”(ikke nogen) visuelt sporbar flair”. Det handler om ”en evne til at visualisere” eller ”en evne til at fange”.

Vi kan altså oversætte Ebbe Iversens udsagn til eksempelvis:

Jørgen Leths konstaterende iagttagelser indfanger ikke erotikkens lunefulde væsen.

Dette er en simplere formulering, ikke nødvendigvis en bedre. Jeg kan godt lide Ebbe Iversens formulering, selv om den er grammatisk doven og generelt indviklet, snarere end den er sprogligt skarp. Jeg kan godt lide at den – som en undtagelse – bryder med almindelig journalistisk lix. Derfor er denne nørdede svømmetur blot ment som en service.

torsdag den 4. november 2010

Signs of Sanity

Rally to Restore Sanity and/or Fear samlede i lørdags, den 30. oktober, omkring 215.000 mennesker på The National Mall foran Det Hvide Hus i Washington D.C. Dagsorden var bred og ikke-politisk, nemlig en protest mod den mediedrevne politiske retoriks alt andet end konstruktive adfærd.

Det var sikkert den brede dagsorden der dannede grundlaget for en sjældent set kreativitet og åndsfriskhed blandt demonstranter. Og det var sikkert ånden fra værterne, de to skarpe humorister Jon Stewart og Stephen Colbert, der gav iderigdommen et ekstra skud vitaminer. De to er i høj grad ord- og kommunikationskløvere, og at deres publikum også er det, kan man forvisse sig om ved at gennembladre diverse billedserier fra stævnet (links nederst).

At få det fulde udbytte af bannere og t-shirts fordrer selvfølgelig et vist kendskab til konteksten, den politiske debat i USA, eksempelvis når man ser 3 kvinder udklædt som tekopper, ledsaget af 2 mænd udklædt som Earl Grey-teposer (selvfølgelig med reference til Tea Party-bevægelsen), eller når man ser en gruppe kvinder udklædt som hekse (en reference til guvernørkandidat Christine O'Donnell der har følt sig nødsaget til i sin valgvideo at proklamere at hun ikke er en heks). Men denne kontekst af historier kender vist alle danskere der følger bare lidt med, og det er jo netop disse historier der gør at der er noget at spille bold op ad, og som dermed har gjort mange af demonstranternes udklædninger og bannere så raffinerede.

Et enkelt skilt udmærker sig som et af de mest geniale nogensinde set. Og fotoer af det er da også allerede meget efterspurgte på chats verden over. Med en meget vellykket visuel retorik fortæller skiltet simpelthen at ”Hitler er Hitler”:

Sådan! I sin provokerende (og saglige) simplicitet tager skiltet retorisk pis på amerikansk dunderretorik såvel som det er en saglig kritik af alle de demagoger fra både den ene, anden og tredje kant som sammenligner deres modstandere med Hitler. Det kender vi jo også i Danmark. Men der kommer aldrig noget klogt ud af sammenligningen, for ingen er som Hitler, og sammenligningen med Hitler vil altid være overdrevet og misvisende på den ene eller anden måde.

Dette skilt kan jeg også godt lide. Det er en udvikling af KISS-modellen, som i normal praksis er en husker til produktudviklere, layoutere, programmører, retorikere, web-skribenter m.fl. om ”keep it simple, stupid” eller ”keep it simple & short”. Jeg indlæser en skarp pointe i skiltet, for ”sane” (dvs. fornuftig og retvisende) er et kommunikations- og debatkrav som er mere grundlæggende end ”simple” og ”short”. For at kommunikation overhovedet skal lykkes, må man tale ud fra commonsense, og man må nødvendigvis være enige om hvad det er man er uenige om. Denne common ground er i høj grad feset ud under kortheden og ”klarheden” i afgørende dele af amerikansk politik.

I en politisk kontekst spiller ”stupid” imidlertid også på den berømte linje ”it’s the economi, stupid”. Linjen stammer fra et lille skilt som Clintons rådgiver James Carville hang op for at huske alle på at det var en af nøglerne til at vinde valget mod Bush den ældre i 1992, og siden har politiske kommentatorer kanoniseret frasen og løftet den til en sandhed om evnen til at vinde et valg (i USA). Noget tyder på at de har ret: Vi ser netop at Obamas popularitet i dag er hårdt ramt af stor arbejdsløshed og dårlig økonomi, uanset om det er hans skyld eller ej. Det drejer sig om økonomi, fjols.

Til sidst vil jeg fremhæve dette foto som det smukkeste foto. Jeg hentyder med andre ord til hele scenen som sådan og ikke bare skiltenes ordlyd:

Er det ikke dejligt?

Her sidder et formentlig livsklogt og afslappet par – hvilket giver ekstra vægt bag den evige sandhed på det venstre skilt: ”Alt med måde” (underforstået med en vis åbenhed over for ... alt). På det højre skilt kommer så det humoristiske twist af en fortsættelse: ”… endda onani”. Sidstnævnte refererer til tidligere nævnte Christine O'Donnell som siden hun var ung politiker – Gud hjælpe hende – har bekæmpet retten til at onanere. (Så hun ER de facto en heks; jeg har svært ved at komme i tanke om en mere tvingende definition. Men det kræver vel også sin overnaturlige kunnen at kontrollere et sådant forbud.)

En anden demonstrant skriver på sit skilt: I masturbate, and I vote (but not usually at the same time). Et frihedens budskab, kan man sige. Det kan du selv finde.

Jeg har kigget på billeder hos Berlingske og hos TPM.