søndag den 31. januar 2010

Mord på ord

Ole Rasmussen -> Stig Olesen
Ole Rasmussen sagde: "Jeg synes at du skal tage min højt estimerede kollega Stig Olesen fra Jyllands-Komposten som den næste bidragyder."

//


Af Stig Olesen, freelancejournalist

I efteråret 1958 sendte Radio Mercur fra internationalt farvand, og ét af de populæreste programmer var "Nu kan det være nok", hvori lytterne kunne ønske en forhadt melodi spillet en sidste gang, hvorefter studieværten for åben mikrofon knækkede pladen og kylede stumperne ud over rælingen og ned i Øresund.

Kratsjj, plump, plump – konceptet ramte åbenbart noget i den danske folkekarakter, så hvorfor ikke her 50 år efter gentage succesen med irriterende ord? Personligt udruster jeg gerne en (m)ordpatrulje der får til opgave i en mørk gyde og uden skånsel at likvidere ordet ”finurlig” som altid har givet mig ubehagelige associationer til dårlige sommerrevyer og alt for lange festtaler. Og møder vi senere på natten det stærkt provokerende ”angiveligt”, bliver det uden pardon smidt i havnen med fødderne støbt i cementspande.

Men når drengene og jeg nu alligevel er ude med springkniv, pianotråd og totenschlæger, er der så andre ord der fortjener samme skæbne? Bestillinger på professionelt og diskret ordkløveri modtages gerne.

Spørgsmål fra ML: Okay, lad os skrotte finurlig, men hvad er der galt med angiveligt? Har det ikke en funktion, eller er ”efter sigende”, ”tilsyneladende” eller ”ifølge X” notorisk bedre?

Ingen pardon. Ordet ”angiveligt” postulerer en bevisførelse eller et sandhedsbevis som ikke fremgår af den sætning hvori det optræder. Derfor skal ordet dø. Men først skal jeg lige tage mig af ”mavefornemmelse” samt udtrykkene ”at gøre en forskel” og ”stå på mål for”.

ML: Må jeg supplere med den friskpigeagtige kliche fra X Factor, Vild med dans og al anden reality-tv og mikrofonholderi, en kliche som især unge kvinder bruger i enhver situation: ”(Vi skal) gi’ den gas”?

Du har license to kill.

ML: Tak!

torsdag den 28. januar 2010

Hvad er en faldgruppe egentlig?

Ja, hvilke muligheder, udfordringer og faldgruber er der når mange informationer skal ud på de digitale platforme? Der er for eksempel sproget.

Jeg er gode venner med Kforum, så jeg vil ikke udpensle alle fejl og klicheer her. Jeg vil nøjes med at more mig over faldgrupper, og så håber jeg at Henriette Lungholt kan leve med at jeg prikker til hende her.

Hvad kan en faldgruppe tænkes at være?: En klynge af beslægtede fejl man kan lave? Et læs faldskærmstropper? En kolonne af dominobrikker? Demonstranter der sidder i ”futtog”? Tropper bestemt til kanonføde? Løvfald i klumper? Tabersegmenter? Tabende hold i en konkurrence? Ting der falder ens? Ting der falder samtidig? Klumper af tygget mad der falder ned i vommen? Hestepærer fra samme kuld?

Nej, det er altså ikke nogen nærliggende fejl at lave hvis man tænker over hvad man skriver.

Jeg kan oplyse at det hedder en faldgrube. Og det er et hul man kan falde i – ja, faktisk en god gammeldags fælde. Grube og grav har samme oprindelse, og grube er ikke et mere uddateret eller eksotisk ord end at vi kender det fra minedrift, hvor det i tilfældet guldgrube bruges i overført betydning om noget der vil indbringe mange penge, ligesom en helt bogstavelig guldgrube formentlig vil. Det virker dog som om guldgrube i overført forstand ofte bruges om et potentiale man endnu ikke er begyndt at grave efter, og det giver et forkert indtryk af ordet grube, for det betyder ikke en potentiel eller latent forekomst af fx guld, kul eller salt, men simpelthen den påbegyndte gravning, den aktuelle udvinding. Så hvis vi skal holde nogenlunde sammen på sproget, skal vi altså ikke bruge guldgrube om fremtid eller potentialer, men om allerede aktiv virksomhed – men i den forstand kan fx en bog jo godt være en guldgrube, for forfatteren har allerede gravet teksten ud.

Mindre indbringende er en kartoffelgrube – nå-nej, det er da for resten en kule, en kartoffelkule, en roekule og så videre. For fanden hvor er det også indviklet. En kule er en menneskeskabt grav til noget man selv putter der. Og når man kulegraver, graver man således subtilt set efter noget man ved må være der fordi nogen har puttet det der. (Peter Pjevs havde altså ikke helt ret i sin etymologiske analyse.) Anderledes med minedrift: Der grubler man – det vil sige graver i sit sind – over hvor råstoffet kan være, og så graver man sine gruber, om det så er kalkgruber, saltgruber, kulgruber eller guldgruber. Når man laver en fælde til dyr eller mennesker, ved man heller ikke hvor gevinsten er, men den kommer så. En kule handler altså om at putte og genfinde. En grube handler altså om at søge og udvinde.

Hvis Blekingegadebanden havde fanget Jörn Rausing i en faldgrube, ville de formentlig have fanget en potentiel guldgrube i en faldgrube. Og hvis de i det hele taget havde lavet faldgruber i stedet for at røve posthuse, så ville man kunne kalde dem en faldgrubegruppe. Men det er selvfølgelig ren spekulation.

tirsdag den 26. januar 2010

Klichékasse

Det er nogle gange utroligt så meget bullshit man skal læse i stillingsopslag. Tag nu bare listen over krav til arbejdstager i stillingsannoncen til et barselsvikariat som webredaktør i en energivirksomhed i Ballerup. Jeg skal hermed advare mod store armbevægelser i varm luft – læsningen er på eget ansvar, og jeg vil råde dig til at have noget konkret at holde fast i:

//

Selvstændig, stærk kommunikatør med højt drive
Du …

  • Arbejder struktureret og med plan i dine aktiviteter, som du selvstændigt driver fra start til slut
  • Ser positivt på forandringer og udfordrer aktivt det eksisterende, alene og sammen med andre
  • Skelner sikkert mellem de situationer, hvor der kræves en hurtig beslutning og dem, hvor en mere grundig og analytisk tilgang bidrager til kvaliteten af den endelig beslutning
  • Kan bevæge dig på flere abstraktionsniveauer og tænker helhedsorienteret med respekt for detaljen
  • Er udadvendt og god til at samarbejde og skabe netværk på tværs af organisationen.

//

NB: Her på kommakommunikation citeres selvfølgelig ikke fejl ukommenteret, så: Ja, der er to fejl i den midterste linje hvor der mangler et slutkomma efter ”beslutning” og mangler et e på ”endelig”. (Desuden bør hver enkelt punkt i en punktopstilling med sætningsformede punkter – hvis det skal være helt efter bogen – slutte med punktum, især når de noget umotiveret begynder med stort.)

Tilbage til virkeligheden. Fik du kravene?

Opfylder du dem?

Er du sikker?

Jeg synes mest at sådan en liste er velegnet til at skabe hvad jeg vil kalde ”hvid angst”, altså en grundlæggende følelse af at blive målt og vejet på usynlige parametre eller efter utopiske idealer. Hvis den da ikke læses som det den er: En klichekasse med kolort fra ende til anden, et veritabelt bombardement af positiv-ord hvis modsætning er indlysende uacceptabel.

Lad os prøve for sjov at negere alle de positive/rigtige implikationer i punkt nr. 1: ”Arbejder ustruktureret og uden plan i dine aktiviteter, som du uselvstændigt driver så længe du gider”. Eller hvad med nr. 2: ”Afviser enhver forandring og udfordrer aldrig det eksisterende, alene og sammen med andre”. Fortsæt selv.

Jeg tvivler på at listen har nogen positiv effekt. Man kunne indflette visse personlighedsord i løbende tekst, fx kravet om udadvendthed – som er det eneste positive ord med en sandsynlig mulighed for negation blandt folk i målgruppen for stillingsopslaget. Men hvis de ansættelsesansvarlige vil se om man er selvtænkende, dynamisk og socialt kapabel på den helt rigtige måde, kan de alligevel kun vurdere det ved en samtale. 

 

søndag den 24. januar 2010

Fra spor 2 af

Maria Dohn -> Ole Rasmussen
Maria Dohn sagde: ”Stafetten er jeg fristet til at sende videre til min ven Ole Rasmussen på Politiken. Vi deler interessen for sprogets afkroge og finurligheder og er begge belastet af vores jyske opvækst, som selvfølgelig har sat et aftryk på vores sprog.”

/


Af Ole Rasmussen (født 27. oktober 1961 i Aalborg), journalist tilknyttet Politiken hvor han bl.a. har været redaktør på At tænke sig og i dag skriver Sket i ugen; derudover medforfatter til satireprogrammer i DR’s tv og radio.

I den ydre sjællandske provins, hvor jeg ved skæbnens ugunst er havnet, opererer man jo med 56 bogstaver i alfabetet. A-a, B-e, C-e og så videre helt frem til Å-å. Det lyder ikke godt, men på den anden side har det været rart nok for en nordjyde som mig at konstatere at der findes steder hvor man taler endnu grimmere end i Aalborg. Op' nordpå siger folk måske ik' så maje, men til gengæld siger de det ofte dobbelt, som når de "handler ind" eller "roterer rundt".

Men det var nu dét med udtalen der snød mig de første mange år jeg boede i Holbæk. Hver gang jeg kom hjem med toget fra København, meddelte en tydeligvis loka-a-al mandsstemme i højttaleren at "der afgår tog til Nykøbing Sjælland fra spor 2 af". Det morede jeg mig vældigt over, og mine jyske venner syntes også at det var sjovt når jeg glædestrålende fortalte dem om den bondske DSB-mand. Indtil jeg altså efter en årrække skulle hente en gæst der kom med toget fra Nykøbing Sjælland – og fik øje på skiltet hvor der stod 'Spor 2a'.

Siden har jeg været lidt mere tilbageholdende med at håne folk der taler sjællandsk dialekt. Blot kan jeg stadig ikke forstå at folk der er født 5-40 kilometer øst for Kalundborg, er notorisk ude af stand til at udtale byens navn korrekt. Indfødte vestsjællændere siger altid "Kallenborg", og denne gang er jeg sikker på at det ikke er hvad der står på stationsskiltet, for jeg har selv set efter.

/

lørdag den 23. januar 2010

For det kunne han da sagtens have fundet på selv

Bemærk den lille med versaler skrevne passus: ”DENNE GRUPPE ER EN FANSIDE MEN DET ER IKKE NIELS DER STÅR BAG DEN”.

”MEN”? :-)

tirsdag den 19. januar 2010

Fodfejl med sko på


Jyllands-Posten den 18. januar 2010.

Har du kigget godt på overskriften?

Korrekturlæseren har ikke.

Hvad så, Skole-dér? … Sko-leder Dr. Martin – med fod på tingene … hm …

Tip til korrekturlæsere: Ja, den er god nok. Dette er ikke usandsynlig uheldigt. Det sker faktisk forbløffende ofte – og selv for den bedste. Man skal kigge abnormt mange gange og stavelse-for-stavelse-kritisk på overskrifter når man er korrekturlæser. Dels fordi skrifttypen og størrelsen gør det svært at se et forkert træ i skoven, og dels fordi det er megapinligt for de mennesker som kan fyre korrekturlæseren, at der er fejl i en overskrift. Så korrekturlæs altid overskriften omhyggeligt stavelse for stavelse og mindst to gange, fx først og sidst. Også selv om den ser nem ud. Kun en tåbe frygter ikke fejl i overskrifter.

Se også Nytåret fortsætter

 

søndag den 17. januar 2010

Godt det ikke er mig der skal lære dansk i en sen alder

Mette Walsted Vestergaard -> Maria Dohn
Mette Walsted Vestergaard sagde: "Jeg kunne virkelig godt tænke mig at sende stafetten videre til enten Janie Strüwing eller Maria Dohn, begge tidligere værter på Radioavisen. De er to af mine absolutte sproglige forbilleder." Og ja, så valgte Kommakommunikation med et mentalt terningekast at gå videre til Maria Dohn; stafetten vil forhåbentlig krydse Strüwing en anden gang.

/


Maria Dohn er kommunikationschef i Læger uden Grænser og tidligere vært på Radioavisen, DR.

Jeg vil benytte lejligheden til at sende en medfølende tanke til de arme mennesker der skal lære dansk som andetsprog. For hvor må det dog være svært. Det slår mig ofte hvor afgørende de helt små nuancer som tryk og stød er for forståelsen af et ord eller en sætning.

For eksempel "Hun blev væk" – der afhængigt af hvor man lægger trykket, kan betyde enten at hun udeblev, eller at hun ikke kunne finde vej. Eller tænk på hvor sofistikeret man skal være for at kunne skelne mellem udtalen af ordene "mønten" og "mynten" (krydderurten) så de forstås korrekt. For ikke at tale om de vendinger og ord som ikke betyder det man umiddelbart skulle tro. For eksempel "Han kommer sikkert" – som mærkeligt nok betyder at det på ingen måde er sikkert at han kommer.

Godt det ikke er mig der skal lære dette mærkelige sprog i en sen alder, siger jeg bare!

/

Tak til Maria Dohn. Ja, som én der også har erfaring med undervisning i dansk som andetsprog, kan jeg bekræfte at den rette trykfordeling hen over sætningen er det måske allervigtigste for at lyde som om man er med (og er en tænkende del af samfundet), og det er jo fordi trykfordelingen bestemmer selve pointen med det vi siger. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det en sproglig hovedparameter for hvor alvorligt vi tager vedkommende. Så træningen af tryk og rytme i konkrete sætninger med konkrete kontekster er noget af det vigtigste, også fra et tidligt stadie. Herefter kommer så en anden svær ting, nemlig stød / ikke-stød. Man skulle gerne kunne sige ”min hund er en hun” eller ”han fik anden af en anden” og få det til at lyde meningsfuldt, og det er svært.

(På grund af jordskælvet i Haiti – og Læger uden Grænsers helt centrale involvering i katastrofen på dette kritiske tidspunkt – skyder vi en hvid pind efter et uddybende spørgsmål og en afrundende kommentar fra Maria Dohn selv. Men hun har for længe siden givet stafetten videre til en ny som afsløres i næste uge.)

PS:
Det med at visse tilkendegivelser af sikkerhed efterhånden betyder forbehold for usikkerhed, er spændende. Det gælder jo også ord som ”vel” og ”nok” og mange flere. Også et ord som ”åbenbart” har en lignende diagonal glidebane – som ordet vel at mærke kan glide frem og tilbage på. Åbenbart må logisk set betyde det åbenlyse, det afslørede, det dokumenterbare, det som enhver kan se, men i Den Danske Ordbog – dvs. i nutidssprog – betyder det ”efter alt at dømme”, hvilket er en noget mere forbeholden betydning der leder videre til betydningen ”overraskende for mig” = ”det kunne jeg ellers ikke se, og jeg tror stadig ikke på det, men nu er der nogen der påstår det, og så må jeg operere med en hypotese om at det muligvis er rigtigt”. ”Tydelig” synes at have en modsat bevægelse, i hvert fald konnotativt: En neutral bogstavelig betydning af ”tydelig” må være ”at noget kan tydes” og må hermed også dække ”lige akkurat mulig at tyde”, men det nutidige dagligdagssprog bruger udelukkende ”tydelig” om ”det overtydelige”, ”det klare”.

Disse diagonale betydningsglidninger er noget jeg gerne vil samle op på her på Kommakommunikation, så læg en besked hvis du kender til artikler der beskriver fænomenet indgående.

lørdag den 16. januar 2010

Brevkassen: hårde hvidevarer

Spørgsmål:
Kan du give en forklaring på hvorfor det hedder enten hårde hvidevarer/hårdehvidevarer?

Svar:
Ja, nu ved jeg jo ikke om spørgsmålet implicerer at det kan skrives på begge måder, eller om det spørger til principielle argumenter for enten det ene eller andet. I tilfældet af det første, tager du fejl, for et hurtigt tjek i Den Danske Ordbog viser at det kun kan skrives i to ord, altså ”hårde hvidevarer”.

Men jeg forstår godt tvivlen. For ”hårde hvidevarer” udtales jo ikke altid som vi normalt udtaler et adjektiv foran et substantiv, nemlig med to hovedtryk: ”hårde hvidevarer”, jævnfør fx ”hårde æggehvider”. Det udtales lige så ofte sådan at ”hårde” har tabt trykket – altså som ”hårde hvidevarer” – så man skulle tro at det var smeltet sammen til ét ord. Dette er jo en naturlig udvikling for to ord der altid står sammen som et begreb.

Men der er formentlig to grunde til at det ikke kan skrives i et ord:

1: Det bøjede adjektiv
Vi har det samme tryktabsfænomen i fx ”Store Bededag” eller lignende til lejligheden skabte navne, som fx ”store vaskedag” eller ”store sneboldkampsdag”. Det er en form for navne der, ligesom Lille Skensved, Store Merløse og Martin Lund, udtales med kun ét hovedtryk ... så det er måske nok en anden sag. Ja, men ”hårde hvidevarer” kan jo have lånt prosodien i de tilfælde hvor det udtales kun med et hovedtryk – højst sandsynligt fordi ”hårde” indholdsmæssigt set ikke føles så vigtigt, ligesom ”Store” ikke er så vigtigt at lægge tryk på når man har glemt ”Lille Merløse”. Det føles forkert at lægge tryk på noget vi ikke vil pointere.

Samtidig må vi holde os for øje at det oprindelige foranstillede adjektiv i et sammensmeltet ord aldrig er bøjet. En ”stor brand” kan være smeltet sammen i begrebet en ”storbrand” – i flertal henholdsvis de ”store brande” og ”storbrandene”. Men når adjektivet på forhånd er bøjet i flertal, så forhindrer det så at sige en sammensmeltning, for så burde ”hårde hvidevarer” være ”hårdhvidevarerne”. Selv om ”hårde hvidevarer” er stivnet som begreb og dette sætter igennem som udtale med ét hovedtryk, forhindrer det bøjede adjektiv altså sammenskrivning.

Jeg vil nu ikke påstå at denne regel er stærk nok til på langt sigt at modvirke sammenskrivning, for hvis vi lidt glemmer ordenes (grammatiske og semantiske) indhold og mere og mere udtaler det med ét hovedtryk, så kan intet forhindre at sammenskrivning før eller siden bliver tilladt. Det skulle da lige være grund nummer 2.

2: Trykket ligger på anden del
Det er besynderligt at ”science fiction” ikke skal skrives i ét ord. Her er også kun et hovedtryk, nemlig på ”fic”. Ja, så vil det gængse svar jo lyde at ”science fiction” er et fremmedord, og man skriver det sådan på engelsk. Okay, men det er i så fald et fremmedord vi har haft i adskillige årtier uden på noget tidspunkt at have haft et alternativt ord på dansk. Så hvorfor skulle vi ikke kalde det et dansk ord og lade det følge de danske sproglige trafikregler? Ellers indrømmer man jo at man springer over i et andet sprogs regler hver gang man skal referere til begrebet science fiction, og det er godt nok underligt – ja, jeg er lige ved at sige at det ikke er et selvstændigt sprog værdigt.

Men der findes angiveligt en anden forklaring: Jeg har ladet mig fortælle at Dansk Sprognævn på spørgetelefonen giver den forklaring at ”science fiction” skrives i to ord fordi det enlige hovedtryk ligger på det andet ord i den tænkte sammensætning og ikke på det første.

Normalt vil hovedtrykket i et sammensat ord ligge et sted i sammensætningens første del – ikke nødvendigvis den første stavelse, men i det første oprindelige ord i sammensætningen. For eksempel bliver en ”stor brand” til en ”storbrand”, en ”ekstra bevilling bliver til ”ekstrabevilling”, og ligeledes alle øvrige sammensætninger: ”æbleskrog”, ”kakaomælk”, ”inspektionsfartøj”. (I den forbindelse skal forholdsordslignende præfikser ikke regnes som oprindelige ord, for vi skriver jo ”forbruger”, ”overbærende” osv.)

I ”hårde hvidevarer” (udtalt med ét hovedtryk) ligger trykket, ligesom i science fiction, på anden del. Så hvis det virkelig er en regel, må den også spille ind i tilfældet ”hårde hvidevarer”.

Personligt er jeg meget uenig i den filosofi; jeg synes ”science fiction” burde skrives i ét ord uanset denne forskel, fordi jeg mener at reglen om ét hovedtryk i ét navneord og to hovedtryk i adjektiv + navneord burde være vigtigere. Det siger ens sprogfornemmelse. Og det forhindrer os ikke i at forstå at navne som ”Lille Skensved”, ”Store Merløse” og ”Martin Lund” skal skrives adskilt.

En regel kun til ”science fiction”? Og muligvis til ”hårde hvidevarer”? Jeg kan ikke komme i tanker om andre ikke-navne hvor trykket kun ligger et sted i anden del. Så situationen er under alle omstændigheder sjælden, og denne efter min mening uhensigtsmæssige regel gælder således under alle omstændigheder kun et fåtal af tilfælde.

Konklusion
Jeg har her bevæget mig langt ud i nogle af retskrivningens mere sære og uholdbare regler. Og fordi jeg forholder mig negativt kritisk til disse regler, har jeg også bevæget mig ud på øretævernes holdeplads. Det korte svar er stadig det der står allerøverst: Hårde hvidevarer skal være i to ord fordi ordbogen siger det. Og man kan deraf med rette få den opfattelse at det er mest korrekt at udtale det med to hovedtryk.

Jeg opfordrer alle der har korrigerende bemærkninger som kan gøre os klogere, til at skrive.

onsdag den 13. januar 2010

Om det bare var så vel


Berlingske.dk, den 7. januar 2010.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om skribenten underbevidst har anset ordet ”overensstemmelser” for så grumt og voldsomt at det måtte være tilstrækkeligt uden u.

Vi genkender jo alt for godt den rette sammenhæng, som er den præcis modsatte. 

 

søndag den 10. januar 2010

Sproget og Rapunzel i tårnet

Af Mette Walsted Vestergaard, studievært på DR Nyheder

Som studievært er jeg dagligt i kontakt med et bredt udvalg af danskere, af hvilke en betragtelig del nærer en passioneret interesse for, ja ligefrem kærlighed til, det danske sprog. Det er en kærlighed jeg deler; vel er sproget fordrende, det tvinger mig til at bøje mig hvor jeg ikke er ret smidig, det overtager mine dagsordener, og ofte må jeg folde mig selv omkring det for at nå fra den ene ende til den anden. Faktisk forbander jeg sproget næsten dagligt. Men at det er den helt store kærlighed, er der nu alligevel ingen tvivl om.

Det tror jeg også det er for langt de fleste af de sproginteresserede seere og lyttere som vi i DR Nyheder har kontakt med dagligt. De elsker sproget og bliver kede af det når de ser noget der ligner maltraktering af deres elskede. Når tekst-tv-skribenterne "evakuerer 100 personer fra et højhus" i stedet for at "evakuere højhuset". Når P3 Nyheder konstaterer at der med 98 stk. er tale om godt 100. Eller når studieværten i TV AVISEN drister sig til at udtale den første del af ordet premierminister [premiær] frem for [premié]. For nu at nævne nogle eksempler som jeg véd aktiverer en hel del lyttere og seeres kærlighed og beskyttertrang. Og min egen – for et par af eksemplernes vedkommende.

Men her er det så at vandene deles. Om kærligheden siges det jo ellers at den tåler alt, håber alt og udholder alt. Men jeg skulle hilse at sige at tålmod, håbefuldhed og udholdenhed ikke lige hører til den genre af følelser der bliver eksponeret når sprogets elskere ser objektet for deres passion trådt over tæerne. Jeg nævner i flæng reaktioner som "verdens dårligste journalister", "vm i amatørisme", "skyldige i samfundets degenerering", "komplet uforståeligt". Vi taler her om reaktioner som er direkte affødt af de tre ovennævnte eksempler på sproglige fejl eller uregelmæssigheder.

Jeg vælger nu trods alt at tro at den slags henvendelser sker i kærlighedens navn. For af kærligheden følger ikke blot tålmodet, håbet og udholdenheden, men også nidkærheden, strengheden og overbeskyttelsen.

Vi kender det faktisk fra eventyrene, hvor bekymrede fædre (som regel konger) vogter årvågent og mistænksomt over deres døtre (prinsesser), parat til at smække dørene og skyde låsen (gerne i et højt tårn) for, hvis noget eller nogen der ligner lystne ungersvende skulle nærme sig. Til sidst lykkes det en enkelt ungersvend på en hvid pony at trænge ind i tårnet og befri prinsessen, og de lever lykkeligt til deres dages ende.

Men spørgsmålet er om sådan en gang indespærring nu også udgør et brugbart fundament for et lykkeligt liv. Spørgsmålet er selvfølgelig retorisk, for vist gør det ej. Prøv at tænke på hvordan historien ville udvikle sig hvis den ikke sluttede med et syv dage langt bryllup og det halve kongerige og alt det der. Det bliver jo også hverdag igen. Og vi har jo, hvis man nu skal være lidt grov, at gøre med en kvindelig hovedperson med en opvækst med relativt mange lighedspunkter med Fritzl-døtrenes: Indespærring, manglende frisk luft, ringe eller ingen kontakt til andre mennesker og begrænsede muligheder for kommunikation. Resultatet: Voldsom vitaminmangel, rudimentære evner til at udtrykke sig og fatal mangel på indsigt i verdens beskaffenhed.

Bekymring og beskyttelse kan godt ligne kærlighed til forveksling. Det er det ikke.

Dén pointe gælder også i kærligheden til sproget. Ja, vist kan det være irriterende at nogle mennesker tror at det er en stor fordel at blive forfordelt. Eller takker mange gange for den kæmpe bjørnetjeneste nogen har gjort dem. Eller at alting skal være nice og intet bare dejligt. Eller insisterer på at man skal committe sig til at deale med de issues der måtte opstå. Osv. Møgirriterende faktisk. Personligt har jeg især en ligtorn der hvor managementsproget har det med at jokke rundt i anglicismer og ligegyldigheder. Og det kan være direkte øresønderrivende at høre på fjollede tryk på småverber (nu SKAL vi til Parken, hvor FCK i aftes...), fejl i possessive pronominer, altså de klassiske hans/sin-fejl, fordi-at-konstruktioner (som måske nok er tilladt, men stadig ikke kønne) osv. osv. Vi har alle vores personlige aversioner.

Men irritationsmomenter er altså ikke noget argument for skilsmisse, hvis vi nu skal blive i kærlighedsmetaforen. Og det er sandelig heller intet argument for at forvandle sig til en nidkær vogter over for det stakkels sprog. Havde vi ikke sprogbrugere der sprængte rammerne, da talte vi stadig som vikingerne. Og vi ville være foruden de kærlighedsbørn som legen med sproget avler. Tænk bare på Nephews tekster: Et hurlumhej af anglicismer og lirum-larum som har født en "Wanna-be Darth Vader" til os. Ligesom C.V. Jørgensen har lært os at smerte er noget man kan smage på. Shu-bi-dua gjorde storken til en dejlig flyver, MC Ejnar gjorde jul cool, Den Gale Pose spændte os op til lir, og den samlede hiphop-scene truttede ren bagdel hvad angår kvindesyn og udnævnte os alle sammen til hos (ikke at jeg bryder mig om dét, men jeg bryder mig rigtig meget om når sproget er med til at vise hvem folk virkelig er).

For nu bare at nævne nogle eksempler fra nogle af de på en gang mest uvorne, uartige og sprudlende sprogbrugere jeg kan komme i tanker om: Rockens og relaterede genrer.

Kære sprogelskere. Sproget er ikke Rapunzel. Det skal ikke sidde i et tårn og vansmægte. Det gavner intet at sætte det eller dets brugere i skammekrogen, heller ikke de mere outrerede og skæve af dem. Og de decideret uvidende bliver ikke spor mere vidende af at blive slået over næsen og forment adgang til prinsessen i tårnet.

Tænk hellere over hvad der egentlig bliver sagt. Er den tilsigtede betydning til at gennemskue? Hører eventuelle fejl til i petitesse-kategorien, eller er det en meget alvorlig betydningsforandrende, sprogstrukturændrende fejl? Kan fejlen være tilsigtet eller måske endog utilsigtet morsom? Og husk så ordene om kærligheden: Den tåler alt, håber alt og udholder alt. Og så tilbyder den venligt en hjælpende hånd når der er brug for det.

Med kærlige hilsener

Mette Walsted Vestergaard

lørdag den 9. januar 2010

Årets sprogbruger 2009

Kommakommunikation vil hvert år udpege en Årets sprogbruger. Det er ikke hensigten med udpegningen at kanonisere sprogbrugere som – fortjent eller ufortjent – allerede er anerkendt som de dygtigste og som måske har modtaget Modersmålprisen eller lignende. Formålet med Årets sprogbruger er at gøre opmærksom på at her er én jeg mener bør anerkendes mere. En som gør det bedre end dem vedkommende er iblandt, og bedre end hidtil opdaget.

Måske ligger Kommakommunikations sprogfokus også et lidt andet sted end for de store prisuddeleres, nemlig lidt mere på det korrekte, fejlfrie og velanbragte, frem for på det bevidst flotte. At være en god sprogbruger ligger ikke nødvendigvis i en retorik som påkalder sig opmærksomhed. Måske kan det også ligge i det gode håndværk, den til lejligheden perfekte sproglige aflevering, som ofte er et transparent vindue til indholdet og derfor ikke påkalder sig særlig opmærksomhed.

Det var det generelle.

Nu til det specifikke. Årets sprogbruger 2009 er:

torsdag den 7. januar 2010

På den østvestlige side

Ja, vi har jo sammensætninger som fx sydøst. En sådan giver mening fordi det er retningen mellem syd og øst, en retning vi ikke ellers ville have et smart ord for. Fra ottendedele kan vi også opdele kompasset i sekstendedele med sammensætninger som sydsydøst. Det giver også mening.

Det er nok derfor korrekturlæseren på B.T. ikke har studset over ”østvest”, men det skulle han eller hun jo nok have gjort:

Det hele afhænger af, om du bor ud til en østvest kyst — Østersøen eller Kattegat. / - Vores prognoser svinger utrolig meget lige nu, så vi er ret usikrer på, hvor meget sne, der kommer, og hvor det vil falde, men det er sikkert, at vi går ind i en meget kold periode, siger Thyge Rasmussen.
B.T., 13, december.

Hvis ”østvest” var rigtigt, skulle ”østvest kyst” jo også have været i ét ord.

Men vi må formode at Meteorologisk Institut ikke med udtrykket ”østvest” henvender sig til det fåtal af danskere som bor på en gren, en tange eller en lillebitte ø sådan så der er østlig havudsigt ud ad køkkenvinduet og vestlig havudsigt bag sandblæste hybenbuske i baghaven.

Mon ikke de har ment ”østvendt”?

Berlingske bragte samme dag samme artikel. Og selv om den her er gennemarbejdet med i hvert fald nye mellemrubrikker, har ”østvest” fået lov at stå i al sin (for)underlighed. (Det samme gælder så i øvrigt det forkerte nutids-r på ”usikrer” og idiotkommaet efter ”sne”, ligesom det er fattig tegnsætning at der ikke er sat punktum foran "men".)


Berlingske Tidende, 13. december.

 

mandag den 4. januar 2010

Nytåret fortsætter

Tak til Anja Lysholm der kiggede nærmere på sin mælkekarton.

Til Arla kan vi oplyse at nytårsforsæt er uden t mellem ”for” og ”sæt”. Ordet ”forsæt” betyder ifølge Den Danske Ordbog: ” beslutning om at handle eller leve på en bestemt måde”, og vi kender det også fra den faste vending at gøre noget med forsæt – i betydningen gøre noget med vilje, handle forsætligt.

lørdag den 2. januar 2010

Amerikaaaner

DR byder dialekterne velkommen, og det er da også hyggeligt at studieværter, reportere og vejrværter taler forskelligt og på den måde inkluderer alle regioner i Danmark.

En af de store udfordringer, ifølge fortalere for mere dialekt i tv og radio, er at den offentlige mening synes at være: jo mere dialekt, jo mere bondsk og jo mere dum. Men ikke mindst DR’s vejrvært Bettina Bjerring synes at være godt i gang med at ændre på det. Hun taler et så fuldtonet syngende (bondsk) fynsk at jeg ikke mindes at en vært i DR’s nyhedsstab nogensinde har turdet noget lignende. Tillykke med det.

Men nu vil jeg tale om en anden dialekt, eller rettere en ikke-dialekt. Det rigsdanske, eller tv-danske om man vil.

Det har vel altid været sådan at dette dialektmæssigt umarkerede sprog var sjællandsk. Med dette mener jeg bl.a. at man i indslag med tilnærmet neutral, umarkeret, dialekt vil kunne forvente at stød og ikke-stød følger sjællandsk.

Men det er de kolossalt mange jyder i DR begyndt at pille ved. Jeg har i hvert fald bemærket at man i indslag med ellers umarkeret dialekt efterhånden konsekvent udtaler amerikaner som ”amerikaaaner” (med langt a uden stød, og ikke som på sjællandsk, med stød: ”amerika’aner”.

At jysk regionalsprog således sniger sig ind i ikke-jysk, umarkeret dansk, er lumsk. Det kan medføre at sjællændere, især Københavnere, efterhånden tror at stødet i ”amerika’aner” er forkert; og det skulle ikke undre mig om en sådan udvikling vil blive katalyseret af at det lange ustødte a i ”amerikaaaner” appellerer til lavkøbenhavnsk. Lad os se.