tirsdag den 29. september 2009

Den kun lidt bærbare

Betyder det så at den kun er lidt bærbar?

En minibærbar computer må betyde at vi taler om en computer som i minimal grad er bærbar, og det giver selvfølgelig ikke mening, eftersom den minibærbare jo er langt mere bærbar end den almindeligt bærbare.

Det pudsige er at det sådan set er det præciserende ”computer” der gør udtrykket entydigt forkert. For havde der blot stået ”minibærbar”, var den lige akkurat – og med lidt god vilje – gået an. Når ”bærbar” står alene, betyder det jo ”bærbar computer”, og i den forstand kan ”bærbar” efterhånden godt opfattes som et nyt navneord synonymt med en bestemt slags computer. Det er dog almindeligt at adjektiver står som stedfortrædere for adjektiv+navneord, fx ”den gående”, ”den indviede” osv., men jeg vil nu hævde at disse kognitivt ikke opfattes som navneord, snarere som det oprindelige udsagnsords bevægelseskvalitet (at gå, at være indviet)og som netop ufuldstændige stedfortrædere. Derimod vil jeg påstå at ”bærbar” i højere grad opfattes som en ting snarere end som en egenskab. Så bærbar kan halvt om halvt opfattes som et navneord. Halvt, fordi vi jo ikke bøjer ”en bærbar – bærbaren – bærbarene” og sikkert aldrig kommer til det.

Bevarer man derimod det fulde udtryk ”bærbar computer”, er bærbar kun et adjektiv der siger noget om computerens egenskab, ligesom adjektiverne ”sort” eller ”dyr” kan sige noget om computerens egenskab. I bærbar computers tilfælde har kombinationen af adjektiv og navneord udviklet sig til en fast typebestemmelse, ligesom fx ”uagtsomt manddrab” eller ”blå mandag”, men det bliver hverken ”uagtsomt”, ”blå” eller ”bærbar” mindre adjektiv af.

Man kan jo godt have forstavelser på adjektiver – som i fx ”neongrøn”, ”megastor” – der typebestemmer eller forstærker adjektivet i en bestemt retning. Således må adjektivet ”minibærbar” altså have en betydning der går imod den egentlige hensigt, idet forstavelsens (”mini”) bestemmelse af adjektivstammen (bærbar) logisk set må betyde noget i retning af mindre bærbar (ikke at forveksle med ”mindre, bærbar” med komma imellem).

Anderledes hvis ”bærbar” ikke er et adjektiv, men et navneord. Men det kræver som minimum at der ikke står navneordet ”computer” bagefter.

Jeg kan godt se problemet i at man ødelægger den faste betegnelse ”bærbar computer” ved at putte et mini ind så det bliver ”bærbar minicomputer”, men det kan man nok overkomme, og det er faktisk det sprogligt rigtige.

Man kunne også bare sige en ”formindsket bærbar computer”, hvilket nok ikke har nogen gang på jorden fordi det er for tungt i rumpetten. Man kunne jo også arbejde på en smart løsning: ”superbærbar computer”; så må den jo være særligt bærbar og ikke i mindre grad bærbar. Det er ganske vist mindre klart, men det lyder smart, og det er sprogligt korrekt.

Jeg vil nu alligevel nok stemme for ”bærbar minicomputer”.

fredag den 25. september 2009

”Det” til det man ikke kan lide

”Forsvaret bag offentliggørelse af arabisk udgave af jægerbog”.

Ja, sådan lyder den noget påståelige, populistiske titel fra en artikel på DR.dk i dag. For det ved DR altså ikke en skid om – i hvert fald ikke en skid som fremkommer i artiklen.

Jeg vil egentlig påpege en interessant sprogbrug, men nu bringer jeg alligevel et længere sammenhængende uddrag (faktisk sidste halvdel) af artiklen, så man selv kan vurdere om man tror Forsvaret selv har villet sprede en maskinelt oversat, og uforståelig, møgudgave af bogen, eller om det er en medieand der skyldes at medierne er lige så rappe som de meningsløse maskinoversættelsesprogrammer. Og så lad os vende tilbage til sprogbrugen bagefter.


Ser vi bort fra det manglende slutkomma i stykke 1, linje 3, det manglende helsætningskomma i stykke 3, linje 2, den fælt manglende bindestreg i ”IT afdelingen” der jo er ét ord: ”IT-afdelingen” – og forbigår vi i tavshed det manglende ”siger” foran ”John M. Nielsen” – så er det selvfølgelig citatets to understregede det’er jeg vil tale om. I modsætning til den manglende bindestreg, kommafejlene og det manglende ord er det’erne ikke en fejl der ligger hos journalisten, men et ordvalg som journalisten bør citere som det er sagt. Men det’erne virker unægtelig som fejl fra John M. Nielsens side, for de refererer ret umisforståeligt og entydigt til ”oversættelsen” som jo er en ”den”. Hvorfor så bruge ”det”?

Jeg har to teorier.

Teori 1
Vi bruger ”det” om det vi ikke kan lide, fordi vi bruger ”det” om det uafgrænsede. Det hedder det fis, møg, skidt, lort osv., fordi det er en uafgrænset, ukonkret mængde, i modsætning til den fis, den skid, den lort, den møgbunke osv. (jævnfør det øl / den øl).

Når vi foragter en person, kan vi gå fra fælleskøn til intetkøn. Jeg husker tydeligt et tv-program hvor Michael Bertelsen og Mads Brügger, holdet fra den 11. Time, var på jagt med Klaus Rifbjerg. Bertelsen var den gode indfølende jagtven, mens Brügger spillede den irriterende idiot der tilsyneladende var ude af stand til at falde ind i roen og naturoplevelsen men bestandigt knævrede i mobiltelefon. Og så lod Rifbjerg Bertelsen vide at han ikke ville have ”det der” med ét skridt længere. Hvis man bliver kaldt ”det” og man ikke selv bliver tiltalt, så ved man at man ikke kan nå lavere. Så er man så ringeagtet at man er uagtet. Man er luft.

Hvis vi virkelig ikke kan lide noget, kan vi, hvis det er et fælleskønsord, distancere os ved at kalde det ved intetkøn. Tænk fx på hvis kæresten synes man har en grim stol med op fra flyttebilen: ”Det der skal ikke stå i min lejlighed”.

Ligesom forholdsord på freudiansk vis kan sladre om hvilken metafor vi taler om (fx ”på miljø” = ”på miljøområdet”), så kan det-pronomenet også pege tilbage på en sammenligning af i dette tilfælde stolen med ”det monstrum”, ”det lort” eller andet. Tilsvarende kan det ”det” der i citatet ovenfor refererer til ”oversættelsen”, være en mere eller mindre bevidst association af oversættelsen med ”det problem”, ”det shit” osv. Altså ikke noget der fortjener den agtelse der ligger i at benævne tingen ved dens rette fælleskønspronomen.

Fænomenet er ikke helt det samme som ved det samlende ”det” hvor vi tilsyneladende erstatter et ”den” eller ”denne” med et ”det”: ”Han fik en fin udtalelse. Det var han glad for.” For her refererer ”det” til hele udsagnet, ”det at bla bla bla, var han glad for”. Det samlende ”det” er altså ikke det ”pronomen non grata” vi taler om her. Der er selvfølgelig mulighed for at det’erne i citatet er en blanding af det samlende ”det” og det ringeagtende ”det”, men som det står i citatet, kan det ikke være et rent, uskyldigt samlende ”det”.

Teori 2
Den anden teori er mere grim for John M. Nielsen og bygger på en fortalelsesanalyse. Medmindre journalisten har formuleret sig afgørende anderledes over for John M. Nielsen end han gør i artiklen, er det eneste det-ord i sammenhængen jo ”dokumentet” som John M. Nielsen benægter eksistensen af (forstået som et dokument forud for det dokument Forsvaret har oprettet til at gemme teksten i). Både ”udgave” og ”oversættelse”, som er de væsentlige substantiver i hans eget citat op til det’erne, er jo den-ord (fælleskønsord). Analyserer man det-referencen som en freudiansk åbning og ikke som en sproglig distancering, leder den direkte til at han ser det dokument for sig som han hævder ikke eksisterer.

Du må selv analysere og tolke videre. Jeg ved ikke en pind; og du ved ikke en pind. Mit eneste ærinde er at påpege hvor meget der kan ligge i et fejlkønnet pronomen. Men jeg anser da teori 1 og sandfærdigheden af John M. Nielsens udtalelse for at være de mest sandsynlige holdepunkter – overskriftens påstand er under alle omstændigheder bizar fordi den totalt mangler et motiv. Og så tænker jeg: Måske er denne hurtige webjournalistik ikke kun skadelig for sproget, men også for sandheden og for den demokratiske samtale.

mandag den 21. september 2009

Topløs profit

Ja, I må meget undskylde, men søgemaskineoptimering er jo vigtigt. Og jeg arbejder lige med at trække lidt flere forkælede advokatnovicer fra whiskybæltet ind på min blog.

:-)

lørdag den 19. september 2009

He-he

Jeg så for nylig i et af Dansk Sprognævns skrifter – eller noget lignende – udbruddet ”he-he” nævnt blandt lydefterlignende ord. Nu kan jeg desværre ikke huske hvor jeg læste det, og da det stod som en biting i artiklen, kan jeg heller ikke efterspore det selv om jeg har prøvet at skimme nogle af mine seneste læsninger igen. Derfor må jeg bryde med et vigtigt journalistisk og akademisk princip om at have hold på sine referencer. Men pyt med det, for jeg ser jo at mange mennesker – vistnok især piger – bruger det som et lydefterlignende udtryk – he-he.

Og jeg fatter det ikke. Jeg har faktisk aldrig fattet det.

Når man betjener sig af lydefterlignende udtryk, kan man ikke trække på en vedtagen konvention om at fx ”spille” er det ord vi lydligt kender som ”sbeløh”, eller at ”ost” er det vi kender som ”åsd”. Man bruger bogstaverne til at beskrive en lyd læseren ikke nødvendigvis kender i forvejen, og derfor er man nødt til så at sige at være tro mod bogstavernes (eller eventuelt stavelsernes) default-lyd.

Da vil ”e” være den vokallyd vi kender i ”det”, ”ked”, ”helhed”, ”ske” osv. Det man kunne kalde det rene ”e”, og som mange udlændinge i øvrigt har svært ved at ramme fordi det ikke findes på deres eget sprog. De hæver det enten mod ”i” eller sænker det mod ”æ”. Men jeg vil vove at påstå at det rene ”e” i det danske sprog nærmest er at betragte som sprogets baggrundsfarve. Det er derfor lyden ofte bruges i kedelige eller almindelige ord.

Udbruddet ”he-he” findes ikke i min verden. Hvem fanden siger ”he-he”? – tænkte jeg, og måtte så derefter indrømme at man godt kan sige et lille lavmælt ”he-he”. Er det dét folk refererer til når de skriver ”he-he” i en sms? Er det noget der hører med til en feminin samtalestil?

I min verden er h-udbruddene udadvendte og derfor relativt kraftfulde. Mit ”he-he” er helt klart ”hæ-hæ”. Det er sgu da det man siger, og det betyder at man godter sig, enten fordi man er fræk, eller fordi man er ond (begge mere eller mindre for sjov). Så har vi også ”hi-hi” som er mere (”meta” og intellektuelt) drillende og godmodigt, og som er så feminint at man skal passe på med at bruge det som heteroseksuel mand. Hvis det da ikke er fordi man bliver kildet, men det er umuligt over sms eller chat, så det er ikke nær så skriftsprogligt relevant. Og så er der ”ha-ha” som er det skadefro pegen-fingre-ad-grin, og som er den neutrale form ved reaktioner på falden-på-halen-komik. Endelig er der det absolut hule ”ho-ho”, som, hvis det ikke bruges af julemanden hamselv, må regnes for at være ironisk og udtryk for en afvisning af at dette eller hint skulle være morsomt. Som ekstra bonus må vi nok også medregne ”hø-hø” som er den skæve udgave der på sin vis er neutral. Den bruges som bekræftelse på at man godt ved at der skal grines – man griner ikke, men er på den anden side ikke misbilligende som i ”ho-ho”. ”Hy-hy” er kun til metasproglig komik som Jes Ingerslev eller Jesper Klein ville kunne finde på det.

Sådan ser det ud i min verden, men der kan jo være idiosynkrasier indblandet når det gælder mere eller mindre konventionelle lydefterlignende ord. Så sig endelig frem hvis du ved hvad ”he-he” betyder. Så vidt jeg kan se, bliver ”he-he” som regel brugt i en af to betydninger hvor jeg ville anse ”hi-hi” (”thi-hi”) eller ”hæ-hæ” for at være den rigtige.

onsdag den 16. september 2009

Instruktøren der slet ikke legede med ilden

Film: Pigen der legede med ilden
bedømmelse: MMmmmm (2/6)

Marketingspinnet
Hvad gør man når man står med en 2’er som på ingen måde lever op til 1’eren og kun kan skuffe massivt? Ja, når det er film, kan man jo arrangere i hundredvis af ”forpremierer” og ”snigpremierer” og således sikre at vi mange glubende fans af 1’eren – og ikke mindst af bogforlæggene – skynder os i biografen før anmeldelserne ser dagens lys.

Tanke-til-handlings-fælden er sikret: Stieg Larssons triologi er fremragende (siger jeg uden endnu at have læst 3’eren), og filmatiseringen af 1’eren, ”Mænd der hader kvinder”, med Niels Arden Oplev i instruktørsædet var mesterlig og fuldstændig vellykket. Så selvfølgelig skal man i biografen – medmindre man når at høre at filmen er en tam tv-serie klippet i stykker, og således kan regne ud at de allerede var begyndt at lave en dårlig tv-serie ud af resten før publikums- og producentkravet om at få lov til i stedet at lave film kom igennem. Men det når man ikke. Snigpremiererne sikrer at man indløser billet før den kunstneriske fadæse kommer ud.

Hermed er det mest interessante plot i filmudgaven af ”Pigen der legede med ilden” opklaret.

Det filmiske makværk
Det eneste gode ved filmen er skuespillercastet som jo var grundlagt i Niels Arden Oplevs film, og så selvfølgelig skuespillerpræstationerne, om end disse ikke får lov at gøre indtryk fordi enhver scene kun får en meter at brede sig på før der historiefortællingsmekanisk klippes videre til næste punkt på instruktørens ”to tell-liste”. Man skal kende bogen for at nå at opdage hvor fint skuespillerne anslår de rigtige træk som kan vise to bogsiders tanker igennem ét blik og en bevægelse. Især Noomi Rapace formår at udtrykke Lisbeth Salanders tanker i blikket. Men hvis også biografgængeren skal have noget ud af det, må filmen lære at dvæle de rigtige steder og give skuespillernes persontegnende bevægelse plads.

Det er faktisk det der er det altødelæggende ved filmen: Ingen stemning får lov at modnes, og ingen følelse får lov at bundfælde sig. For at føle noget overhovedet (herunder elementær spænding) var jeg nødt til at sidde og referere til den viden jeg har fra bogen, om hvad der føles og tænkes netop nu. Filmen formår ikke at dvæle for derefter at accelerere effektivt, for derefter at dvæle igen. Der er ingen musikalitet.

Og det giver det paradoksale resultat at filmen er kedelig og uden drive, men på den anden side burde have varet 6-10 timer. Altså have været mindst to fuldfede helaftensbiograffilm. Fra bogen er der rigeligt stof til 2-3 fremragende biograffilm, selv hvis man hugger en hæl og klipper en tå af det som kun fungerer litterært, og fortsat udelader bogens lange præludium hvor Lisbeth Salander ferierer på Grenada i Mellemamerika. Stieg Larsson, der virtuost har skrevet flere scener så musikalsk og scenisk at de er oplagt til film, må græde i himlen over dette købmandsskab af en 2’er – hvis græde ellers er noget man gør dér. For flere af disse fremragende scener er slet ikke udnyttet ordentligt i filmen og bliver dermed nok aldrig realiseret – i hvert fald ikke med dette cast.

Hvor lang den ellers planlagte tv-serie skulle have varet, og hvor meget der er klippet ud, ved jeg ikke. Men her har jeg på en side med stillbilleder og optagelsesbilleder fra filmen eksempelvis fundet en scene som jeg på det bestemteste ikke mener var i den film jeg så:

Heller ikke dette billede mener jeg at have set i filmen:

Syv fejlgreb
Under denne overordnede kritik oplister jeg her en række mere umiddelbare og konkrete fejlgreb og fiaskoer i filmen. Listen er kun til den for bogen (eller filmen) indviede læser. Og:

HVIS DU IKKE HAR LÆST BOGEN, SÅ STOP HER. Bogen er fuldstændig vildt god og fortjener at blive læst uden de afsløringer som jeg ikke kan undgå at implicere her. Okay, så starter listen:

1. Det er et ret vigtigt element i bogens komplekse persontegning af Lisbeth Salander at hun vælger at bruge nogle småpenge af sine milliarder til at få opereret sine bryster lidt større. Skuespiller Noomi Rapace har Lisbeths Salanders originale gajolbryster – det ser man i 1’eren – og hun kunne sagtens gå rundt med et bh-indlæg eller lignende i hele 2’eren. Lisbeths Salanders nøgne bryster er fuldstændig unødvendige i ”Pigen der legede med ilden”, og derfor undrer det mig meget at den erotiske lebbescene med Miriam Wu i filmen pensles ud og demonstrativt lader Noomi Rapace gajoler stritte op i luften idet Lisbeth Salander ligger på ryggen med en efter-sex-smøg og filosoferer med Miriam. Der er 100 pct. unødvendigt, og prisen er at filmen skider på et vigtigt element i Lisbeth Salanders udvikling. Hun er jo ligeglad med hvad andre tænker om hende, og sex er noget hun er i stand til at få når hun vil, så der ligger mange mulige personlighedslag i det faktum at hun alligevel får en brystforstørrelse. Er det en kynisk kalkule om bedre at kunne begå sig med en tilpas stor feminin selvtillid i sine forklædte og parykklæde alteregoer? Eller symboliserer brystforandringen en underbevidst fremmedgjorthed over for formueforandringen og et luksusliv hun ikke kan finde ud af at leve? Der er meget at tænke over dér. Filmen er pisseligeglad: brysterne er sparet væk, men lebbescenen er åh så vigtig. Lorteinstruktør.

2a. Endnu en hændelse i filmen er persontegningsødelæggende. I bogen fører en længere række begivenheder frem til at Miriam Wu (som bor i Lisbeths gamle lejlighed og på Lisbeths officielle adresse) har Lisbeths taske med hendes nøgler, som Wu på et tidspunkt giver videre til Mikael Blomkvist. Det er klart at en film nogle gange er nødt til at slå flere hændelser sammen i smarte ”to fluer med ét smæk-hændelser”. Sådanne smarte smæk var der også i Mænd der hader kvinder – og de var kunstnerisk og plotmæssigt vellykkede i Niels Arden Oplevs hænder. Men det er ikke skidesmart at påstå at Lisbeth da hun besøger Miriam Wu på hospitalet (hvad hun ikke tør, kun overvejer, i bogen), taber sine nøgler. Det er Lisbeth Salander simpelthen for tjekket til. Det er umuligt. Hun ville selv kategorisere mindre fejl og uforskyldte fejl som uacceptable. Og eftersom det er en fejl man selv kan gardere sig imod på forhånd, er det ikke en fejl Lisbeth Salander kommer til at begå. Umuligt!

2b. Hun almindeliggøres i øvrigt til det ulidelige i filmen. En scene der kunne vise en kant, et originalt temperament eller den elitære selvfølelse som et eller andet sted er en del af Lisbeth Salander, findes ikke. Publikum følger filmen igennem Lisbeth Salanders hele vejen igennem almindelige rationale, bestemt af begivenhedernes gang. Hun er for lidt kynisk, og hun er for forudsigelig. Og den forklædning hun i filmen iklæder sig når hun går på indkøb og bevæger sig rundt i samfundet, er ærlig talt tarvelig. I bogen er hun – selv i sin mere almindelige forklædning (ikke at forveksle med sin rigdame-forklædning som vi slet ikke ser i filmen) – mindst lige så tiltrækkende som i sit punkeroutfit. Det er hun ikke i filmen. Hun ligner slidt lort med den paryk på.

3a. Selv om den tidligere boksekendis, Paolo Roberto, der bliver indblandet i handlingsforløbet, hele to gange i filmen henviser til den lyshårede kæmpes bokseteknik, gør filmen meget lidt ud af den kampscene som Roberto refererer til, og som i bogen er et længere virtuost handlingsforløb over 6 sider hvor Miriam Wu og Paolo Roberto i flere omgange angriber den lyshårede kæmpe der ikke synes at mærke smerte overhovedet. I filmen er scenen én tam bokserunde og ikke mere.

3b. Miriam og Paolo Roberto, der efterfølgende begge indlægges på et hospital, er i filmen slet ikke så ”pyntede” som de er i bogen hvor de er seriøst gennembankede over hele kroppen og har brækkede knogler hist og her. De blå og lilla mærker er sparet væk, og Miriam er næsten lige yndig i ansigtet. I bogen ville hun blive skræmt af at se sig selv.

4. Endnu en usmart sammentrækningsscene: Den lyshårede kæmpe sætter ild til laden, og mens han blot står og glor på det, sparker Miriam Wu og Paolo Roberto sig ud på den anden side med højlydte baaahr-brøl. Ild der æder en lade, larmer måske nok lidt, og faldende planker larmer en del, men vel ikke på en måde som tilslører at mennesker som ikke må slippe væk, brøler sig ud. Den lyshårede kæmpe er en professionel banemand, og han er ikke distraheret af noget som helst. Så det sker bare ikke.

5. Da Lisbeth Salander kører tilbage på en Harley tilhørende én af de to rockere som hun – ved hjælp af peberspray og et elektrisk lammelsesaggregat – netop har gjort ukampdygtige ved Bjurmans sommerhus, gør bogen på charmerende vis en del ud af at hun er en lille lort på sådan et HD-monstrum. Så lille at hun faktisk er lidt bange for om hun kan holde balancen, og i hvert fald ikke regner med at kunne parkere den igen uden at lade den vælte. Dette formår filmen ikke at vise selv om den bruger cirka 10-15 sekunder på at vise at Salander kører på Harleyen. Et klip i profil, kunne ellers have vist størrelsesforholdet, og et klip fra Salanders perspektiv ud over styret ville ellers have kunnet vise slingeren og nervøsiteten. Men det kan instruktøren altså åbenbart ikke finde ud af.

6a. Lisbeth Salander bliver begravet efter at hun bliver skudt og det sortner for hende. I bogen tror man over flere sider, hvor handlingen krydsklipper til Mikael Blomkvist, at Lisbeth Salander er død og færdig. Og eftersom den næste bog hedder ”Luftkastellet der blev sprængt” og dermed ikke nødvendigvis involverer Lisbeth Salander, er man som læser hensat i en form for sorg over – sandsynligvis – at have mistet hovedpersonen. Anderledes i filmen: Her blinker hendes øje reflektorisk under jordpåkastelsen, og ingen sjæl er i tvivl om at hun vender tilbage som en anden plat splatter-terminator. Det var simplethen ikke nødvendigt, ligesom det ikke var nødvendigt at have hånden der graver sig op over jorden, med i traileren. Det er tydeligvis de billige marketingseffekter der har domineret kunsten – hvilket på sin vis er okay hvis man har lavet en møgactionfilm ud af det blå, men ikke er okay hvis man har en rigtig god krimi som forlæg.

6b. I bogen oplever man Salander komme til bevidsthed i begravet tilstand. Det sker langsomt. Hun opdager hun er begravet, og at hun kommer til at mangle luft. Og hun kan regne ud at hun kun har overlevet på den luft som er i hulrummet under hendes bug fordi hun er begravet i sammenkrøbet tilstand. Hun finder ud af at hun ikke kan bevæge den ene arm, men lykkes med den anden arm at få fat i et metaletui og begynde at flytte jord fra ud for sit ansigt og ind i hulrummet under sin mave. Anderledes uspændende effektjagende i filmen: Her ser man bare en hånd komme op. Man kunne jo godt have skildret hendes opvågnen i graven, men det er altså sparet væk. Vi kommer aldrig tæt på Lisbeth Salanders analytiske intellekt og overlevelsesinstinkt i denne film.

7. I den efterfølgende forløb mod filmens slutning kan filmen ikke beslutte sig til hvilken arm Lisbeth Salander ikke kan bevæge. Det skifter lidt, afhængigt af scenen.

Hermed slut på listen over det jeg vil kalde elementære kunstneriske fejl som simpelthen er uværdige i forhold til de forpligtelser der ligger i at følge op på en vellykket 1’er og en fremragende bog.

M'er
Til allersidst et par karakterer:

Bogen ”Mænd der hader kvinder”
MMMMmm (4/6)

Filmen ”Mænd der hader kvinder”
MMMMMm (5/6)

Bogen ”Pigen der legede med ilden”
MMMMMM (6/6)

Filmen ”Pigen der legede med ilden”
MMmmmm (2/6)

tirsdag den 15. september 2009

Rette om på økonomien

Berlingeren den 20. august:

Mmilliarder med dobbelt-m. Jo, i en bævrende, grådlabil fremlæggelse som passer til budskabet, er den såmænd god nok. Jeg tror nu ikke det var sådan Claus Hjort fremlagde det, selv om han havde sved på panden.

Mere interessant bliver det hvis vi kigger nærmere på underrubrikken:

Der står altså: ”Alligevel afviser Claus Hjort Frederiksen (V) at rette om på økonomien ved at skære i efterløn eller dagpenge, som Arbejdsmarkedskommissionen foreslår i dag.”

Rette om på økonomien. Nej, man kan lægge økonomien om, og man kan rette økonomien op – der ser vi også i ordene omlægge og oprette. Omrette findes ikke, for ”rette om” bliver en mærkelig blanding af det der (i denne sammenhæng) betyder at anlægge en helt ny konstruktion, og det der (i denne sammenhæng) betyder at bringe en eksisterende konstruktion tilbage i balance.

Mit gæt er at journalisterne, på grund af private politiske holdninger, gerne har set det første (omlægning), men har skullet skrive det andet (balancering). Altså en herlig freudiansk forskrivelse.

søndag den 13. september 2009

Primetime-tv’s kvalitet direkte i hænderne på infantile

I fredags mistede DR kontrollen med primetime-programmet Talent 2009. Efter ellers at have hyret et mere hæderligt dommerpanel end året før – et dommerpanel som nu havde udvalgt 28 af de største talenter til live-programmerne – var der lagt op til nogenlunde sober og i momenter kvalificeret underholdning. Men i fredags gik programmets formål i vasken.

Efter syv acts ... lad mig lige se i sprogrenserordbogen ... ja: optrædener, hrm ...

Efter syv optrædener var det tydeligt for enhver at der var fire fuldmodne stortalenter som leverede noget virkelig godt og interessant, og så var der tre børneoptrædener som måske om 5-10 år vil være i stand til at levere noget virkelig seværdigt, men som i alle tre tilfælde havde store fejl, usikker smag og i det hele taget – for nuværende – manglede det der skulle til, hvis altså man lige ser bort fra benovelsen over alderen.

Tre af de syv talenter skulle gå videre, og hvem det skulle være, lå nu ikke længere i dommernes hænder, men i den sms’ende befolknings. Ud fra et besynderligt rationale ville befolkningens nr. 1 og 2 gå direkte videre, mens dommerne så kunne få lov til at vælge mellem nr. 3 og 4. En meget sekundær kvalitetssikring, må man nok sige.

Da befolkningen havde sendt den 12-årige, stoiske volumen-sanger Sebastian og de to lidt yngre, ikke helt synkrone powerdansepiger Maximum Risk videre, hang Hella Joofs kæber nede på bordet – måske for at opsamle øjnene der var på vej ud. Selvfølgelig var grimassen dækket ind under den feminine dommerrolles angst for nu at skulle til at bestemme noget, men i virkeligheden var hun jo nok, som alle andre voksne mennesker, chokeret. Hermed var nemlig tre af de fire virkelige stortalenter matematisk set vippet ud af den sms’ende befolkning, mens kandidater til Snurre Snups Søndagsklub var gået videre.

Med ikke så lidt held var nummer 3 og 4 to værdige kandidater, og dommerne kunne nu vælge det ene stortalent som skulle videre sammen med de to børneoptrædener som under ingen omstændigheder må vinde Talent 2009 i sidste ende.

Der er for mange børn der ser programmet, og for mange af dem der sms’er ind. Et panel i befolkningen af demente sentimentalister kan nok have fundet på at stemme Sebastian videre, men når der oven i købet var stemmer nok til at også at stemme Maximum Risk ind sammen med ham på de første to pladser foran de fire indiskutabelt bedste optrædener, kan det kun være fordi sms-afstemningen er domineret af børn der opfatter mennesker på omkring de 30 som aldeles fremmede. Og i år er der flere modne supertalenter på omkring de 30 (plus/minus 10 år) end sidste år.

Der er simpelthen en segmentkløft mellem programmets dygtigste deltagere og programmets mest aktive seere. Derfor vil den videre konkurrence være forpestet af kampen mellem en intellektuelt degenererende sentimentalitetskonkurrence og en egentlig opbyggelig talentkonkurrence. Og det er på ingen måde DR værdigt.

Sms-afstemninger er et effektivt middel, så man kan formentlig kun løse problemet ved at have en aldersgrænse for de optrædende deltagere på 15. Jeg ville gerne have sagt 16 eller 17, men én af mine favoritter er faktisk en superseriøs violinist på 15.

Efter alderen at dømme burde der i øvrigt være en god chance for at hun – om ikke andre af de store talenter – klarer skæret og når finalen.

fredag den 11. september 2009

Paradoksal brug af paradoksal

Hm, hvor paradoksalt er det egentlig? (Og er Steen Hvass’ advarsel i virkeligheden en trussel? Ikke nok med at han har undslået sig de appositionskommaer hans navn her skulle omgives med, det tyder også på at han taler i et forhistorisk sprog med et måske almægtigt ”vi” der ”lade” fortidsminder forsvinde.)

Lad os lige klikke ind for en ordens skyld. Det kan være der er en mening med sprogbrugen i selve artiklen:

Nej, jeg kan altså ikke rigtig se det. Eneste forklaring jeg kan komme på, er at skribenten vil pointere en naiv forestilling om at fortidsminders egenskab er at de IKKE skal vedligeholdes (eller en forventning om at de allerede er vedligeholdt til overflod). Måske har vedkommende tilmed en forestilling om at der er en modsætning mellem det gamle og det vedligeholdte. Men det er jo alt sammen både forkert og ulogisk.

Findes der en anden tolkning?

torsdag den 10. september 2009

Tak for ingenting, TV 2

I ikke så gamle dage var det sådan at en tv-station – det kunne være DR eller TV 2 – kun leverede bredt storsmilende forskræp til store, vigtige landskampe hvis de selv havde pakken under juletræet, altså kun hvis de selv kunne levere varen, eller alternativt: vidste at varen ville blive leveret af en konkurrerende tv-station som alle ville kunne se.

Ellers ville man holde en mere nedtonet stil: Kun korte indslag fra landsholdslejren og kun de mere stramme blikke som afspejlede at man måtte kigge i vejviseren, og der kigge efter betalings-tv, hvis man ville overvære kampen. Derudover – og under alle omstændigheder – en rimelig annoncering af hvor kampen i givet fald ville kunne ses.

Efter landsholdets intense og spændende arbejds-remis mod Portugal i lørdags – min første fodboldkamp i rigtig, rigtig lang tid – var jeg på krogen: Jeg glædede til at følge landsholdets videre færd allerede onsdag mod Albanien. Og TV 2 sørgede da også for at gejle én op i såvel tv-indslag som på nettet.

Men da det kom til stykket, måtte man onsdag aften sande at der kun var betalings-net-streaming tilbage. Da jeg i princippet ikke ønsker at betale en biografbillet for at se en landsholdskamp på TV 2 Sputnik på en i den forbindelse tvivlsom 500 MB-forbindelse, og da jeg i princippet ikke ønsker at betale mig ind på en net-streaming-tjeneste hvor jeg også kan få amerikansk fodbold, UEFA-cup eller porno i stride strømme når jeg har betalt omkring 300 kr., væbnede jeg mig i stedet med skuffelse, afsavn og sorg.

Narrefisse er et grimt ord, men jeg kan ikke finde en bedre metafor i denne sammenhæng. Her er i billeder onsdagens oplevelser med narrefisse-TV 2:

 

Tak for ingenting, TV 2.

onsdag den 9. september 2009

Måne, tak!

Udtalen af ”måneder” med ”mon” i stedet for ”måne” – altså kort vokal på første stavelse (som når man sige "mon") og udeladelse af anden stavelse – er en absolut vederstyggelighed: ”mån’ðer”. Det er klamt, totalt klamt. Lyder som om man sutter på en bolsjepastil med åben mund. Og så den trampolinagtigt fjedrende bevægelse. Mån’ðer. Føj for satan, ad, æv!

Sig efter mig: ”måååneðer”.

mandag den 7. september 2009

Drømmen om det kølige sæde

TV-Avisen få minutter før klokken 19 i går:

”Videre til Argentina hvor sædet er varmt under landstræner Diego Maradona, og det er bestemt ikke blevet køligere efter nattens VM-kvalifikationskamp imod Brasilien.”

Prøv at læse det højt, for det virker unægtelig værre mundtligt – måske fordi ”bestemt ikke blevet køligere” da har en tendens til at blive understreget prosodisk. Og så falder man over ordet ”køligere”.

Hvis man er en upopulær træner, kan luften blive køligere om én, og man kan få en kold skulder af ledelsen. Derfor virker det – i dén kontekst – en smule forvirrende at det skulle være et gode om sædet blev køligere. Men det er det, for her står det i modsætning til det brandvarme sæde, som er en slidt men ganske velfungerende metafor for udsatte fodboldtrænere der selvfølgelig må forventes at sidde lige så uroligt på sædet som var det på en kogeplade.

Men ”køligere” er her, for mig at se, udtryk for et tåkrummende lille ordforråd. Hvis man skulle spille videre på metaforen om det brandvarme sæde, skulle man enten blive på den varme side af metaforen og sige ”bestemt ikke blevet mindre varm”, ”bestemt ikke blevet mindre brændende” eller tilsvarende. Men man kunne også se sig om efter et større ordforråd, som eksempelvis i ”bestemt ikke blevet mere sval”.

Hvad der så ikke hører med til dette indlægs pointe, er den forfærdelige skriftsproglige sjusk man ikke kan undgå at falde over når man søger på indslaget. Så det lader jeg stå ukommenteret:

søndag den 6. september 2009

I tvivl om om

Medarbejderen ved Dansk Sprognævns spørgetelefon (b) har netop lagt røret, og en anden medarbejder (a) spørger nysgerrigt:

a: Hvad så?

b: Hvad så hvad?

a: Ja, hvad var det?

b: Hun var i tvivl om om om kan stå to gange efter hinanden.

a: Nå … var det det det drejede sig om …

torsdag den 3. september 2009

Sproglig misforståelse kan være årsag til omfattende hærværk

De fleste togrejsende kender nok nedenstående budskab fra de små plastikposer bag sæderne:

Opfordringen er klar: Tag toget!

Men måske er det ikke alle der har forstået opfordringen på samme måde?

 

:-o

 

Note til de gamle der ikke har forstået pointen:
Et tag kan være et graffiti-tag, altså den æstetisk forkvaklede signatur som visse grupper af unge pjækkepjok pladrer ud i en radius betydeligt større end det område de reelt er i stand til at pisse af. Et sådant substantiv (et tag, tagget) kan naturligvis gøres til et verbum, ”at tagge (noget)”, og den naturlige bydemåde vil – selv for en højprofilkaskethjerne – være ”tag”. Man kan altså både tage toget og tagge toget.

tirsdag den 1. september 2009

Styr på det?

Hvis du tror at du har styr på kommaerne og retskrivningen, så skulle du tage et realitetstjek med Retskrivningspolitiets lille sveder. Men du tør jo sikkert ikke.

:-|

http://www.retskrivningspolitiet.dk/test-dig-selv.html