fredag den 30. oktober 2009

Spedalsk-dag

I går var det så spedalsk-dag. En lejlighed som DR griber til at spille de arge ligegyldigheder vi ellers ikke gider høre, herunder engelsksproget dansk musik som ellers ikke har en chance.

Som der blev sagt på P4 Smutvejen: ”Og på en spil-dansk-dag er B-Joe jo også dansker”, hvorefter de afspillede en gyselig kreation i grænselandet mellem Ikea-blues og dansk standard-pop. På engelsk. Arrrrggghh!

torsdag den 29. oktober 2009

Dagens varme måltid

Forstå det, hvem der kan. Men at dømme efter tekstbilledet er der tale om mad hakket ud i nogenlunde lige store stykker. Og selv om teksten ikke er spiselig, så kan det jo godt være at maden er det.

---

Billedtekst:
Mandag
Dagens varme måltid
Skinke snizhel m / pom saute dertil ærter og Sky sauce

mandag den 26. oktober 2009

Komma og?

Mange journalister elsker at holde med grammatisk komma og håne de der siger dem imod på det punkt. Det har jeg selv oplevet, såvel på egen ’krop’ som i mere akademisk sammenhæng da jeg lavede undersøgelser til mit speciale om komma.

Ovenstående citat – taget fra Berlingeren den 20 oktober, men det kunne være hvor som helst fra – viser hvordan journalister som regel håndterer deres elskede grammatiske komma. Det komma som de mener at de har godt styr på.

Det ene træk er at de sætter startkommaerne, ikke de øvrige kommaer. Det er ellers kun de øvrige kommaer som altid er meningsfulde for forståelsen og svarer til prosodien, og som andre kommasystemer så at sige består af sammen med et fåtal af meningsfulde startkommaer. Men grammatisk komma har altså ud over de meningsfulde kommaer også de meningsbedøvende startkommaer, gerne ved signalord som der, som, hvis, når, hvad, at osv. Og dem placerer og fejlplacerer journalisterne lystigt foran signalordene. At journalisterne husker de meningsbedøvende kommaer og glemmer de meningsfulde, hænger jo sammen med netop en opmærksomhed på signalord og et totalt fravær af grammatisk-sproglig sans. Fra teksternes synspunkt må vi kalde det absurditetstrækket: Tegnsætningen bliver absurd i forhold til mening og prosodi.

I ovenstående udklip skal der være ét vigtigt komma, nemlig det efter ”posten”, og det er der ikke. Der er ellers hele to 100-procents-grunde til at sætte det. For det ene slutter en ledsætning med ”posten”, for det andet slutter den helsætning som ledsætningen er del af, samme sted, hvorefter en ny helsætning – og dermed helmening – begynder. Og ja: Der må for pokker da godt være komma foran og! Et 200-procentskomma er hermed misset.

Her er et tilsvarende eksempel fra dr.dk, 24. oktober:

Igen et manglende 200-procentskomma – omgivet af tre latterlige startkommaer (foran "vi", "der" og "der") som man skal ignorere for at forstå indholdet.

Det andet træk er at journalisterne ofte får grammatisk komma til at se mere fornuftigt ud end det er, ved simpelthen at glemme nogle af de latterlige startkommaer. Det kan vi så kalde hyklertrækket. Hyklertrækket er mest normalt i konstruktioner som ”Det, jeg mener, er, at …” hvori journalister gerne undlader nogle kommaer. Men også den blotte glemsel af startkommaer – som det komma der i det øverste citat (gentaget nedenfor) skulle have været foran ledsætningen ”der suverænt afgør” – tæller med i hykleriet, fordi det mindre generende komma foran ”hvem” kan have været medvirkende årsag.

En særlig – og bemærkelsesværdig – afart af hyklertrækket er det forhold at journalistikken generelt med fuldt overlæg undlader startkommaer foran bestemmende relativsætninger i overskrifter (fx "Manden der gik amok"), men altså samtidig fastholder grammatisk komma som det eneste rigtige. Det vil sige: "Vi er stride tilhængere af grammatisk komma, men vi kan godt se at det ødelægger vores overskrifter." Wow! Var der nogen der sagde dobbeltmoral, eller hvorfor ikke bruge det engelske udtryk dobbeltstandard.

Mens absurditetstrækket er et udslag af falsk bevidsthed, er hyklertrækket et udslag af fornuft. Men sidstnævnte er lige så vel som førstnævnte et stort problem når man vil debattere kommatering. Det er som at diskutere ytringsfrihed med stenaldermennesker.

fredag den 23. oktober 2009

Uh, det svære komma

Dette banner ligger på DR.dk i disse dage, og det er ømt, ømt, ømt rent kommamæssigt. For det første minder det mig om at journaliststanden, trods dens bevidstløse præference for traditionelt grammatisk komma, plejer at snyde i overskrifter og undlade det startkomma som vi andre i århundreder har ønsket tilbage ad Pommern til, men da selvfølgelig som et generelt valg og ikke som en inkonsekvent, æstetisk humbug i overskrifter.

Denne snyd gør banneret sig ikke skyldig i, og det er fint, for så er det ikke kommahyklerisk som så mange andre avisoverskrifter. Men kommaet er placeret forkert, nemlig som et såkaldt idiotkomma.

Nu kan man sige meget om at idiotkommaer ikke er så idiotiske endda, og at navnet kun er skabt med omvendt proportionalitet i forhold til hvor rationel fejlen er. For hvis kommaet skal stå foran ”der” i sætningen: ”Test de kandidater, der mener det samme som dig”, hvorfor skal det så ikke stå foran ”der” i sætningen ”Test hvilke kandidater der mener det samme som dig”? Jo, det er jo fordi en bestemmende relativsætning desværre godt kan skilles fra den kerne den kvalificerer, mens man med det konjunktionslignende hv-ord har en undskyldning for at rykke kommaet op foran hv-ordet, og så er der-ledsætningen ikke en bestemmende relativsætning, men blot en del af en såkaldt spørgende ledsætning ”hvilke kandidater der …” med ”hvilke kandidater” som konjunktionalled. Det er grammatiske formalia der skal gå op, og det har intet at gøre med den prosodi og indholdslogik som ellers burde kendetegne tegnsætning.

Men sådan er reglerne for det kommasystem som journaliststanden har valgt at vogte med begrundelser som ”det er det jeg kan” og ”det er logisk”. Vi andre der bekender os til fornuftig kommatering, behøver ikke at ødelægge sådanne sætninger med komma, og vi har i øvrigt slet ikke problemer med placering af kommaer. Problemet med de af startkommaerne som nyt komma ønsker sendt retur til Tyskland, er jo at de indleder ledsætninger hvis startpunkt er komplekst, og hvis indhold betydningsmæssigt indvirker på det der står foran dem, hvorfor det er semantisk ulogisk at hugge dem af med komma.

Der er således to kommafejl i banneret. Der mangler et komma efter ”Test”, og der er et forkert komma efter ”kandidater”. Den rigtige kommatering ved grammatisk komma er:

Test, hvilke kandidater der mener det samme som dig.

onsdag den 21. oktober 2009

Det skider jeg på

NB: Hvis sprogbrugen i overskriften virker ubehagelig, så skal du IKKE læse videre. Der er mange andre – også mere opbyggelige – indlæg her på bloggen.

Da min halvniece var på besøg forleden, bedyrede hun at hun til enhver tid hellere ville skide i sine bukser end smøge dem ned og sætte sig på hug i det fri. Nu ved jeg godt at fjortenårige kan have skøre standpunkter, og jeg ved også at de kan have en trang til at provokere og gå ad absurdum i stedet for at sige noget de egentlig ville kunne skrive under på. Men hun påstod i hvert fald at hun hellere ville afføre i bukserne frem for at afføre bukserne.

Jeg ville selvfølgelig ikke referere til så latrinært punkt i en i øvrigt sober samtale hvis det ikke netop udgjorde den centrale forklaring på én af de største åbenbaringer i mit liv: Omsider forstår jeg konceptet baggy pants. Jeg forstår ikke at man vil skide i bukserne, og jeg forstår heller ikke at man vil ligne en der har skidt i bukserne, men jeg forstår nu at de to ting på en eller anden måde må hænge sammen.

Her ser vi således et outfit der giver plads til adskillige lag af lort, hvilket kan være praktisk når man er på udflugt i over et døgn. Selerne er nok beregnet til at spænde op over skulderen hvis lortesækken bliver for tung. Det er i hvert fald mit umiddelbare bud.

Jeg er dog usikker på om der i virkeligheden er tale om en blotter som blot har trukket bukserne ned.

Men her er det i hvert fald ikke en blotter:

Til venstre en – om man vil – såkaldt god røv omgivet af buksestof. Til højre en slags opsamlingssæk for hvad der måtte falde. Bemærk hvordan bukserne hænger som en endnu tom skraldepose spændt op i et stativ.

Jeg tør ikke sige om der ligger præstige i at vise at man kan bære at ligne … lort, og tilsvarende præstige i at gå hånd i hånd med en der gør – her ved at ligne et børnehavebarn der ikke kan finde ud af at trække bukserne op og lukke dem. Der er jo også mennesker som tydeligvis tillægger det præstige at kunne holde ud at eje en herregrim og ulækker kamphund i sin københavnerlejlighed, eller at promenere i det offentlige rum med en fuldstændig urimelig tolerance over for sine svinende og larmende børn på det mest kritiske tidspunkt i karrieren.

Et sådant overskud til at være idiot må man i hvert fald stræbe efter at vise hvis man offentligt påfører sig et handicap ved at påføre sig disse bukser:

Billedet er ikke et forsøg på satire eller anden form for humor. Det er fra en salgsside. Så der er simpelthen mennesker som opfatter en sådan buks som hot lige nu. Jeg håber disse mennesker er få, og jeg beder til at det bliver et kort nu.

Mens bukserne ovenfor med de smalle ankler synes bestemt til at holde på afføringen, hængenosserne eller hvad man måtte bære af værdi, så synes bukserne nedenfor designet efter faldstammeprincippet:

Let it roll. Det falder plumpt til jorden og ruller ud under buksehaserne. Disse optager i øvrigt prøver af alt hvad der ligger på ens vej, så man kan hjembringe alle former for bakterier og snask til sin egen sofa. Nogle mennesker synes at sådan noget er rart – sådan er vi desværre så forskellige. Her er det ikke nok at bede gæsten om at tage skoene af.

Min halvniece bærer vist ikke selv baggy pants endnu, men hvis hun vil leve ned til de fyre som hun så småt begynder at køre sig i stilling til en dag at hænge ud med, så er moden også klar til hende:

Ja, okay, måske er de her mere til Signe Wenneberg, men der skal nok komme noget til dig. Så skid løs, kære barn. Og tak for forklaringen.

søndag den 18. oktober 2009

Prosaisk prosa


Poul Høi, Berlingste Tidende, den 13. september.

Ja, dels er dette jo et festligt citat. Rushdie udsteder sådan set en fatwa over Brown.

Og dels er det sjovt at to afledte bøjninger af samme ordstamme kan udvikle sig så forskelligt i det betydningsmæssige landskab at den ene kan bruges som et anklagende prædikat på den anden.

Prosaisk har ifølge Den Danske Ordbog to betydninger:

1. Nøgtern; fantasiløs; jordbunden.

2. (litt.) som vedrører eller fremstilles i prosaform.

Og ordet prosa bruges jo efterhånden kun om betydning 2, ”(skrift)sproglig udtryksform som hverken er bundet af rim, vers eller en fast rytme”. Men ifølge Den Danske Ordbog har prosa i overført betydning også betydning 1. Den nævner citatet: ”Landbruget er prosa, når undtages luften, vejret, plantagen, solens venlige skær derude”. Dvs. at når vi ser bort fra de sidstnævnte ting, så er der ikke meget eventyr, magi eller romantik i at drive landbrug; det er et ligefremt og ensformigt arbejde.

Men prosa i betydning 1 og prosaisk i betydning 2 har begge i ordbogen fået mærkatet ”sjælden”. Og de to sjældne betydninger kunne såmænd lige så godt være stendøde, for det er jo fuldstændig unødvendigt at sige at noget er prosa (en dårlig metafor) når man lige så godt kan sige at noget er prosaisk, ligesom det er unødvendigt at definere konkret prosa ad adjektivisk vej når man lige så godt kan sige hvad det er: prosa. Det kan dog give mening ved karakteristik af genremæssige mellemformer.

Derfor bruges prosa naturligvis kun som en neutral litterær genrebetegnelse og prosaisk stort set kun som et smagsdommerudtryk for noget som er lige lovlig meget på det jævne, og derfor kan Poul Høi også sagtens formulere sig som han gør, uden at drive for megen gæk med læseren. Han spiller (måske) på ordene, men bliver ikke misforstået.

Èn sagde forleden til mig noget om at sproget er logisk. Nej, det er det altså ikke, så sandt som ”prosaisk prosa” er et meningsfuldt udsagn.

onsdag den 14. oktober 2009

mandag den 12. oktober 2009

Massere

Der er slåfejl og tanketorsk, og så er der de fejl som ikke er nogen af delene, og som godt kan skræmme mig lidt. ”Massere” i stedet for ”masser” er én af dem, ”i nu” i stedet for ”endnu” kunne være en anden. Det er fejl som afspejler at man ikke tænker over hvad sproget betyder, og som indikerer at man aldrig har åbnet en bog og læst den til ende, medmindre man da er reelt ordblind.

Det skræmmer mig dernæst i dobbelt potens at sådanne sprogbrugere ansættes til at publicere tekst, når der nu er så mange andre ansøgere at tage af. Det er den ultimative hån mod sproget.

Udtrykket ”masser af noget” adskiller sig ikke fra udtryk som ”bunker af noget” eller ”stimer af noget”. Det er flertal af ”en masse (af) noget”, ”en bunke (af) noget” eller ”en stime (af) noget”. Og det er ikke en klinisk gradsbestemmer skabt til sit eget formål, men snarere noget i retning af en analogi eller metafor eller slet og ret det konkrete billede. En stime fisk er jo en stime og ikke en metafor; en stime af nederlag er derimod en metafor. Helt så konkret er en masse ikke, for som fysikken vil vide, er de fleste ting vi kan tale om, jo masser med massefylde og så videre. Når vi siger en masse penge eller en masse vand, taler vi om ikke-tællelige mængder. Men "en masse" må jo være blevet til en form for forstærker, for det har i dag – medmindre vi taler om selve stofligheden – en obligatorisk forstærkende betydning, i modsætning til et ”rumfang”/”omfang” eller en ”mængde”. En ”del” kan både være forstærkende og neutral. En masse er altid forstærkende.

Men alt dette ændrer jo ikke bøjningen: En masse, flere masser. ”Massere”, det er noget en massør begiver sig af med. Det er et verbum.

Der er intet videnskabeligt i dette. Der er ikke skyggen af etymologiske opslag eller noget som helst andet studeret. Det er bare en refleksion over hvordan nutidssproget hænger sammen, og hvad det betyder. Og sådanne refleksioner må og skal enhver skribent gøre sig. Ellers kommer han aldrig på højde med sit eget sprog.

fredag den 9. oktober 2009

Barack Obama kommer til Cop15

Ja, for det er han sgu da nødt til.

Jeg beskæftiger mig på denne blog med det danske sprog og med tekster i bred forstand, ikke med politisk spåkoneri. Men det er også netop en tekstlig analyse der leder frem til ovenstående påstand, idet jeg læser Obamas gøren og laden i Skandinavien her i efteråret som en tekst der skal hænge sammen.

Allerede med Obamas mislykkede OL-stunt i København den 2. oktober kunne man sige sig selv at det ikke er politisk comme il faut at gide rejse til København for at blande sig i sport på vegne af sin hjemby og så ikke gide tage til klimakonference i København i december. Med banneret ”Right city, wrong date” viste Greenpeace også at de har fat i den lange ende, og at et sådant scenarium ikke vil gå upåset hen.

Nu har Det hvide Hus så oven i købet næsten lovet at Obama selv vil hente sin nobelpris i Oslo den 10. december. En pris som mange mener han ikke er den mest fortjente modtager af.

Hermed danner to ømtålelige begivenheder umiddelbar kontekst til Obamas mulige tilstedeværelse eller fravær ved klimakonferencen i København 7.-18. december. Den kontekst kan han ikke løbe fra. Den er der. Og derfor vil det være politisk selvmord ikke også at besøge København i december, og da for mere end blot en hurtig mellemlanding. Han er så at sige nødt til at sidde Chicago og Nobel-prisen af.

Så klar er teksten nok ikke for de amerikanske vælgere. Og det er da også i en dansk-skandinavisk (måske europæisk) synsvinkel at jeg ser denne tekst for mig. Men jeg tror at verden efterhånden er så lille at teksten vil være synlig for alle, specielt når miljøvenner og politiske fjender hellere end gerne vil hjælpe til med at forkynde den såfremt det bliver versionen med Obamas Cop15-fravær. En sådan tekst vil være meget ødelæggende for Obamas politiske brand og ditto troværdighed.

Derfor kan jeg ikke forestille mig andet end at Obama kommer til København igen – og i mere end et par timer.

onsdag den 7. oktober 2009

Hvordan kan nogen som helst dansker med en hjerne tro at det er en god idé at oversætte noget som helst til arabisk ved maskinoversættelse?

I indlægget ”Det” til det man ikke kan lide indledte jeg med mellem linjerne at skælde medierne, i dette tilfælde DR, ud for i overskriften at påstå en historie som de ikke underbyggede i artiklen, og som da også virkede som noget der var udtænkt i et sygt sind, nemlig at Forsvaret selv skulle have fremstillet en maskinoversat arabisk udgave af den såkaldte jægerbog.

Men måske har journalisterne vidst et eller andet. I hvert fald er det dette fuldstændig usandsynlige og uforståelige scenarie der senere har været rullet op. Og dét har der været skrevet meget om siden. Men jeg har i min læsning ikke kunnet finde svar på de efter min mening to største sager i sagen:

  1. Hvordan kan en it-chef tro at det er en god idé at oversætte Jægerbogen til arabisk ved hjælp af en underlødig maskinoversættelse? Ja, hvordan kan nogen som helst dansker med en hjerne tro at det er en god idé at oversætte noget som helst til arabisk ved maskinoversættelse? Man ved jo for helvede ikke hvad maskinen finder på at skrive, og med undersættelser som fx den af Villy Søvndals ”mørkemænd” til ”mørke mænd” in mente, så ved vi jo at der skal så lidt til for at det går galt, selv for relativt sobre arabiske medier. Og hvad så med de muslimer der insisterer på at læse tekster af dansk oprindelse som fanden læser biblen? At satse på at oversættelsen er så dårlig at end ikke sidstnævnte gruppe finder den værdig som propagandagrundlag, er unægtelig at spille højt spil. Ja, jeg ville sgu ikke engang oversætte Bamses Billedbog til arabisk ved maskinoversættelse. Arabisk maskinoversættelse er bare ikke noget man rører – det er lige så indlysende dumt som at have en cigaret i hånden mens man hælder benzin på sin plæneklipper. Man gør det bare ikke.
  2. Hvordan kan en kommunikationschef – som bør vide at en maskinoversættelse, ud over at den er en dårlig oversættelse, også kan være en sprængfarlig bombe – finde på at sende lortet til B.T.?

Jeg ved godt at selve oversættelsen netop ikke har skabt skandaler (endnu), måske fordi ingen betragter den som andet end et falsum. Og det er måske også derfor man ikke har boret mere i disse spørgsmål. Men jeg synes at det er bemærkelsesværdigt at en it-chef og en kommunikationschef i Forsvaret gør noget så umiddelbart dumt at selv en solstukken alkoholiker på en bænk ved Amagercentret næppe ville have godkendt det.

Vi mangler simpelthen forsøg på at forklare de enten gode eller taktiske hensigter som kan ligge bag sådanne umiddelbart rablende vanvittige handlinger. Ellers er der kun tilbage at tro at det er sabotage foretaget med ond vilje, hvilket er lige så mystisk. Sæt det lige i relief: Tænk over hvad ethvert kynisk, men rationelt, diktatur med respekt for sig selv havde gjort ved de to chefer. Ondskab eller dumhed, det er ligegyldigt.

At en Jægersoldat får lyst til at skrive en bog som ikke er clearet med Forsvaret, og at Forsvaret laver krumspring for at stoppe den, er begge forståelige og ligger begge inden for normal moral, fornuft, følelser, taktik og IQ. Og derfor er denne hovedsag som udgør rammen også minimalt opsigtsvækkende i forhold til bl.a. de to nævnte punkter, hvilke i forhold til det vi kender indtil nu, er totalt uforståelige.

Derfor efterlyser jeg hermed forklaringer på de to chefers motiv. Har du en forklaring, eller et link til en der forsøger sig med en forklaring, så kom med det.

tirsdag den 6. oktober 2009

Vi går på to ben

Anders Lø…, undskyld, prøver igen:

Lars Løkke Rasmussen holdt en ganske fin åbningstale i Folketinget i dag. Den var faktisk, som DR’s Ask Rostrup også sagde, overraskende god. Og det skal man ikke være for lille til at indrømme uanset ens eget politiske ståsted, hvad det så end er.

Men i talen havde indsneget sig en ganske forfærdelig metafor som flere og flere politikere bruger, især i regeringspartierne, og som jeg ganske enkelt ikke kan holde ud at høre på:

”Vi går på to ben.”

Metaforen bruges altid som oplæg til en både-og-konstruktion hvor man forklarer at man bruger både guleroden og pisken, eller satser på både forebyggelsen og behandlingen, eller lignende. Det kan jo lyde rimeligt nok, men hvorfor er det så at jeg æstetisk og intellektuelt er ved at gå ud af mit gode skind når jeg hører metaforen?

Metaforer kan have forskellige grader af raffinement uden at der normalt vælder en lede op i mig ved de dårligste. Floskler er mere noget jeg griner ad, end noget jeg bliver indigneret over. Så hvad er det særligt sprogkvalmefremkaldende ved ”Vi går på to ben”?

Jeg ved det ikke helt. Jeg kan kun formode at det skyldes en særlig enestående kombination af popularitet og dårlig kvalitet:

1: ”Vi går på to ben” er en banalitet, for ikke at sige en plathed. Det er ikke en visuel eller intellektuel åbenbaring. Og hvis denne banalitet ikke bibringer det man taler om, en ekstra kognitiv kvalitet, så vil man føle sig talt ned til. Selv inden for floskelfyldt sprog har man som regel noget mere at tænke over og tilslutte sig, i hvert fald visuelt. Hvis man sagde ”Trebenede mennesker går på tre ben”, så ville der være dette ”noget” som løfter tanken videre.

2: ”Vi går på to ben” bibringer ikke en ekstra kognitiv kvalitet til det man taler om. Et menneske der går på sine to ben, er et intetsigende billede på et organisatorisk apparat der arbejder både med det bløde og det hårde, hvad enten det er indsatsen i Afghanistan, indsatsen over for kriminalitet, klimastrategien, rygestop eller noget helt syttende. Det er noget med at holde balancen, men den forbindelse er abstrakt – den ligger ikke i billedet: De to bens betydning for et gående menneskes balance er fuldstændig ude af billedlig kontakt med en organisations bestræbelser på at vægte sine indsatser holistisk. Et gående menneske afsætter, nærmest mekanisk, en masse ens skridt, hver andet af venstre ben, og hver andet af højre ben. En organisation arbejder med kontinuerlige processer som forandrer sig løbende, og det er ikke engang nødvendigvis lige antallet to processer der skal til for at holde balancen. Det ene billede har intet at sige det andet.

3: ”Vi går på to ben” er trods sin ringe metaforkvalitet flittigt genbrugt, og er dermed opfattet som velvalgt eller velfungerende af politikerne. Denne vurdering er i sig selv sprogligt-intellektuelt nedsættende over for os modtagere. Personligt mister jeg lysten til at stemme på en politiker der tager metaforen i sin mund. Hvorfor? Fordi det er en hån mod meningsfuld tale, og i øvrigt en hån mod billedrigt sprog.

Fordi den i modsætning til andre nok så floskelfyldte eller banale vendinger, ikke bærer så meget som et billede i sig, nærmer den sig sort snak. Sort snak er så en sproglig kompetence man kan stille sig forskelligt til hvis den er bevidst: Vil jeg have en politiker der for at sikre flertallet taler ”sund fornuft” over for dumme vælgere ved hjælp af sort snak, eller vil jeg have en politiker der taler til mig?

Jeg må hellere gentage at netop Lars Løkke Rasmussen i netop denne tale havde meget lidt sort snak og meget få ligegyldige floskler. Det var en god tale med et politisk indhold. Men han havde altså – som en slags lavpunkt – tobens-metaforen med, og den er skrækkelig.

lørdag den 3. oktober 2009

Blæs på regnen

I dag regner det. Ikke kraftigt. Men det regner. Og så blæser det 16 meter i sekundet. Det er kuling.

En radiovært nævner det dårlige vejr over for en lytter. ”Ja, det regner jo”, bekræfter lytteren. I det næste program, Lørdagsbrødrene, kommenterer Alex Nyborg Madsen også vejret, og han gør det med det helt velplacerede: ”Mon ikke vi er kommet ind i oktober”, med et stort emfatisk ”Mon” der betyder at det er en indiskutabel konstatering og ikke et spørgsmål. I den næste sætning konsoliderer han udsagnet med at det er vådt, ikke at det er vådt og blæsende, bare at det er vådt.

Og jeg undrer mig over at blæsten i begge tilfælde slipper for nærmere anklagende omtale.

Det synes at være en sproglig konvention at ”vådt-tørt” er hovedparameteren for skalaen dårligt-godt vejr. Og det er ærlig talt noget forbandet vrøvl. Jeg er helt sikker på at blæsten bidrager til Alex Nyborg Madsens indtryk af vejret og det emfatiske ”mon ikke”, men hvorfor skal det så veksles til et spørgsmål om vådt eller tørt for at være gangbar mønt i daglig tale? Nogle gange taler man om folkeviddet – det at der ligger en rammende beskrivelse eller en særlig intelligens i en sprogbrug eller andre vaner. Det her kandiderer til det modsatte, man kunne kalde det folkedumhed, i hvert fald sprogligt set.

I mine øjne er graden af blæsevejr helt klart hovedparameteren for dårligt-godt vejr. Stille efterårsdage med støvregn er ganske vidunderlige, ligesom en stoisk styrtbyge på en lun sommerdag kan være decideret lækker. Det er da blæsten der gør vejret træls. Det er blæsten der fører den beskidte væde fra vejbanen over på cyklisten når bilerne hvirvler den op. Det er blæsten der knækker paraplyer. Det er blæsten der gør én kold – og gør ens stue kold. Det er blæsten der gør én træt og ødelægger koncentrationen. Det er blæsten der hvirvler affald rundt så man må springe for uklassificerbare plastikposer på fortovet; poser der nogle gange flakker rundt langt over hovedhøjde for derefter at blive smækket ned et sted som er fuldstændig umuligt at forudsige. Det er blæsten der får regnen til at trænge ind, gennem furer og sprækker i tasker m.m.

Der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget. Kraftig blæst, som jeg personligt ellers godt kunne undvære, forebygger iltsvind i vores farvande, men det er også det absolut eneste jeg kan komme i tanke om.

Regn i sig selv er meget lidt generende, men indrømmet: regnvejr er næsten altid ledsaget af blæsevejr, og kombinationen fortjener klart betegnelsen møgvejr. Men hvorfor skal væden og ikke blæsten stå for skud når der klages over vejret?