I dag regner det. Ikke kraftigt. Men det regner. Og så blæser det 16 meter i sekundet. Det er kuling.
En radiovært nævner det dårlige vejr over for en lytter. ”Ja, det regner jo”, bekræfter lytteren. I det næste program, Lørdagsbrødrene, kommenterer Alex Nyborg Madsen også vejret, og han gør det med det helt velplacerede: ”Mon ikke vi er kommet ind i oktober”, med et stort emfatisk ”Mon” der betyder at det er en indiskutabel konstatering og ikke et spørgsmål. I den næste sætning konsoliderer han udsagnet med at det er vådt, ikke at det er vådt og blæsende, bare at det er vådt.
Og jeg undrer mig over at blæsten i begge tilfælde slipper for nærmere anklagende omtale.
Det synes at være en sproglig konvention at ”vådt-tørt” er hovedparameteren for skalaen dårligt-godt vejr. Og det er ærlig talt noget forbandet vrøvl. Jeg er helt sikker på at blæsten bidrager til Alex Nyborg Madsens indtryk af vejret og det emfatiske ”mon ikke”, men hvorfor skal det så veksles til et spørgsmål om vådt eller tørt for at være gangbar mønt i daglig tale? Nogle gange taler man om folkeviddet – det at der ligger en rammende beskrivelse eller en særlig intelligens i en sprogbrug eller andre vaner. Det her kandiderer til det modsatte, man kunne kalde det folkedumhed, i hvert fald sprogligt set.
I mine øjne er graden af blæsevejr helt klart hovedparameteren for dårligt-godt vejr. Stille efterårsdage med støvregn er ganske vidunderlige, ligesom en stoisk styrtbyge på en lun sommerdag kan være decideret lækker. Det er da blæsten der gør vejret træls. Det er blæsten der fører den beskidte væde fra vejbanen over på cyklisten når bilerne hvirvler den op. Det er blæsten der knækker paraplyer. Det er blæsten der gør én kold – og gør ens stue kold. Det er blæsten der gør én træt og ødelægger koncentrationen. Det er blæsten der hvirvler affald rundt så man må springe for uklassificerbare plastikposer på fortovet; poser der nogle gange flakker rundt langt over hovedhøjde for derefter at blive smækket ned et sted som er fuldstændig umuligt at forudsige. Det er blæsten der får regnen til at trænge ind, gennem furer og sprækker i tasker m.m.
Der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget. Kraftig blæst, som jeg personligt ellers godt kunne undvære, forebygger iltsvind i vores farvande, men det er også det absolut eneste jeg kan komme i tanke om.
Regn i sig selv er meget lidt generende, men indrømmet: regnvejr er næsten altid ledsaget af blæsevejr, og kombinationen fortjener klart betegnelsen møgvejr. Men hvorfor skal væden og ikke blæsten stå for skud når der klages over vejret?
Tak til Alex Nyborg Madsen der, om ikke læste mit indlæg op, så kvitterede for selve pointen i denne kommentar — her få minutter efter jeg sendte linket, og lige før programmets punktum.
SvarSletPoster blot denne kommentar for at slippe for det horrible om end automatiserede '1 kommentarer' :) . Tak for en fed og yderst rammende blog.
SvarSlet