torsdag den 24. februar 2011

Popmusikkens faktafordærvere #2

Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl, og det gider jeg heller ikke, specielt ikke fra musikanmeldere.

I det seneste blogindlæg viste jeg hvordan den almindelige morgen- og aftenshowsjournalistik sjusker gevaldigt med fakta når det gælder popmusik. Desværre er standarden ikke kun lav hos redaktioner der bogstaveligt interesserer sig for alt og ingenting; også hos musikanmeldere kan man fra tid til anden opleve at indiskutable fakta er forvrængede, og at historiens gang fremstilles i uigenkendeligt bøjet neon.

Som i det seneste indlæg tager vi igen udgangspunkt i behandlingen af TV-2, og minsandten om ikke også den formastelige musikanmelder er en genganger. Den 19. august 2010 skrev jeg om Thomas Søie Hansens brug af misvisende klicheer, og nu er den så at sige gal igen.

Det drejer sig om første del af en faktaboks omhandlende 3 tidligere TV-2-albummer i forbindelse med anmeldelsen af deres nye album:

Som det ses herover, står der om 1985-albummet Rigtige mænd at: "Her faldt det hele for første gang i hak over et helt album".

Men det er noget historieforvanskende fis.

Det var på 1984-albummet Nutidens unge at det hele faldt i hak for første gang, og det var om nogen sange som "Ræven og rønnebærrene", "Lanternen", "Blod, sved og tårer", "Be Babalula" og "Vil du danse med mig" der – hvis man skal bruge Søies ulidelige kliche – skabte "noget nær festkaos". Og så har jeg ikke engang nævnt "ABC" og "Natradio" som også var og er hits. Nutidens unge rummer 7 klare hits ud af 10 sange. Hits som fulgte op på "Bag duggede ruder" fra året før og således cementerede TV-2's lyd og status. Og det er såmænd ikke fordi de resterende 3 poetiske transportsange "Hovedbanegården", "Gare du Nord" og "Taxi" faldt eller falder igennem. Der er ingen huller i motorvejen på Nutidens unge.

Nutidens unge er det TV-2-album nogensinde som har den højeste niveau hele vejen igennem; det var TV-2's albumgennembrud og -milepæl. Faktaboksen i Søies anmeldelse er både historieforfalskning og musikalsk misvisende.

Men selvfølgelig var TV-2 mere hypede i medierne ved udgivelsen af Rigtige mænd, og selvfølgelig solgte Rigtige mænd mere. Men Rigtige mænd er ikke helt så god som Nutidens unge. Hvis vi matcher dem over for hinanden, så er det rigtigt at "Hele verden fra forstanden" og titelnummeret er to af TV-2's allerbedste sange nogensinde, men det er "Blod, sved og tårer", "Lanternen", "Vil du danse med mig" og "Natradio" fra Nutidens unge også. Rigtige mænds tredjebedste sang matcher kun noget nær Nutidens unges sjette-syvende-bedste sang – for mellemniveau-sangene på Rigtige mænd er ganske vist fine, men musikalsk set knap så originale, tændte og mindeværdige som dem på Nutidens unge.

Rigtige mænd er TV-2's mest solgte album fordi det forudgående album, Nutidens unge, gjorde forarbejdet, og fordi Rigtige mænd havde to dundrende gode hits at sælge sig selv på.

Det er ikke ualmindeligt at albummet der kommer efter det reelle musikalske gennembrud, bliver det mest solgte. Der skal et virkelig godt album og masser af omtale til for at 'prime' det brede publikum der hverken er fans eller særligt musikinteresserede – herunder de brede medier, som så er klar til at hype det næste album før de har hørt det. I tilfældet Sort Sol så vi således hvordan gennembruddet Flow my Firetear (1991) primede Glamourpuss (1993) der – på samme måde som Rigtige mænd levede nogenlunde op til den hype Nutidens unge havde beredt, uden at overgå Nutidens unge i kvalitet – levede op til hypen uden at overgå Flow my Firetear i kvalitet. Eksemplerne er utallige, og logikken i det er jo også ligetil. Men netop en musikanmelder burde vide bedre end at kigge på salgstal når han taler om gennembrud, om at finde sine ben og om første helstøbte album.

torsdag den 17. februar 2011

Popmusikkens faktafordærvere

Eksempel 1: Fantastiske Toyota som historisk sællert
Ja, lad os se en mere fuldstændig udgave af hvad Louise Wolff sagde i Aftenshowet den 14. februar da Steffen Brandt var gæst i anledningen af TV-2’s nye album:

”I 1981 udkom TV-2’s allerførste album. Fantastiske Toyota hedder det, og jeg er næsten sikker på at det står hjemme i din reol, for der var 250.000 eksemplarer som nærmest straks blev langet over disken. I dag, 30 år senere, udkommer så TV-2’s 18. album, som hedder Showtime.
Og […]”

Øh, hva'ba-hva'? … 250.000 eksemplarer var den størrelsesorden Shu-bi-dua solgte deres fjerde og femte album i i 1977 og 1978 da de var allermest populære, og som TV-2 også nåede op på med Rigtige mænd fra 1985. Der er ikke ret mange danske kunstnere ud over Shu-bi-dua, TV-2, Kim Larsen og Thomas Helmig som har været oppe på det tal, og det kunne kun lade sig gøre for deres mest sælgende albummer i tiden før internet-download.

TV-2’s debut, Fantastiske Toyota, ligger på cirka 28.000 solgte eksemplarer, altså ydmyge 11 procent af det tal Louise Wolff opgiver, og informationen ligger såmænd særdeles let tilgængeligt på TV-2’s egen hjemmeside. De 28.000 er naturligvis heller ikke ”nærmest straks langet over disken” – det er jo decideret ulogisk med en debutplade som i højere grad end noget andet album er købt per efterkrav når TV-2 har nået et større publikum; jeg købte fx min cd-udgave af Fantastiske Toyota i starten af 90’erne. Louise Wolffs teleprompter-tekst er med andre ord magasinjournalistisk vås af værste skuffe, fordi det i sin konstruerede klicheretorik, isoleret fra fakta, kun gør folk dumme og døve.

Steffen Brandt lader det passere uden en antydning af rettelse. Han klukker tilsyneladende lystigt over noget andet; og hvorfor også ødelægge stemningen fra start. Interviewets vinkel er jo en anden, nemlig hvad Brandt har med i sin personlige tour-taske, og det bliver i øvrigt på alle andre måder et vellykket interview. For Louise Wolff har andre gode kvaliteter end tjek på fakta, og de kvaliteter er netop dette interview også eksempel på – den ros skal hun have: Jeg har aldrig set Steffen Brandt så afslappet i et tv-interview.

Men den indledende faktafadæse er desværre typisk for den tv-underholdningsjournalistiske behandling af popmusik i Danmark. Det er som om popmusik er noget man godt kan behandle som faktafordærvet småsnak. Man tager ikke de hensyn til korrekt angivelse af personer (typisk komponister) og årstal som ellers må være en dyd i journalistik, og man gengiver også gerne et ikke-retvisende billede hvis det lige passer til lejligheden.

På en god dag i tv kan det ske at Lis Sørensen selv har komponeret ’Mine øjne, de skal se’ (1989), hvis bare det passer til den journalistiske vinkel og uvidenhed. Så pyt med at Anne Linnet med kraftig signatur har skrevet sangen. Den slags er hverdag i dansk journalistiks behandling af popmusik, og der findes utallige eksempler, som jeg dog ikke har bogført.

Det er mig en gåde at journalister og redaktioner behandler leksikalske fakta om popmusik så skødesløst, for de blotter sig jo bare over for et stort publikum af musiklyttere og albumkøbere som har fuldstændig styr på tingene – og viser dette publikum at deres journalistik ikke holder vand. Og er denne journalismekultur ikke et eller andet sted nedladende over for popmusik?

Så længe det er sådan, må Danmark betragtes som et kulturelt u-land når det gælder behandlingen af popmusik. I grel modsætning til eksempelvis Sverige.

Eksempel 2: Peter Gabriel som medlem af Genesis i 1986
Et andet nyligt eksempel som jeg havde tænkt mig at dokumentere, var Ib Schifter Schous præsentation af Genesis-nummeret ’Home by the Sea’ i middagsprogrammet Smutvejen for et par uger siden, omkring månedsskiftet januar-februar. Men så meget for playlister og radio når du selv vil høre det: Alt før 4. februar er dags dato slettet – programmer og playlister ligger altså i mindre end to uger (hvilket sikkert er klogt, da det ellers ville være for let at dokumentere hvordan deres playlister kører i ring i et klaustrofobisk begrænset antal af sange – men det er en anden sag). Hm. Så derfor må jeg desværre referere fra hukommelsen:

Da ’Home by the Sea’ blev fadet ud, meldte Ib Schifter Schou at den var fra 1986, og tilføjede jovialt: med alle de gamle Genesis-medlemmer fra Peter Gabriel til Phil Collins.

Dette er flerdobbelt nonsens med flikflak og halv skrue.

Først den mindre fejl: Nummeret er fra 1983-albummet Genesis og ikke fra 1986-albummet Invisible Touch. Kun tre år, ja, men helt upinlig er fejlen nu ikke, for der er tale om Genesis’ salgsmæssige og popmæssige storhedstid og om at rigtig mange har albummene liggende.

Og så den journalistiske monsterfejl: Peter Gabriel forlod Genesis i 1975 til fordel for sin solokarriere, og han var ikke på nogen måde album-gæst hos Genesis hverken i 1983 eller 1986. Igen har vi at gøre med vås og pladder som måske lyder godt som småsnak, men er faktuelt temmelig forkert.

Eksempel 3: Splinternyt nummer turnerer på 21. år
Det er altid godt med tre eksempler, og heldigvis har jeg gemt ordlyden fra dr.dk/musik da D-A-D’s lille koncert på taget af busterminalen blev refereret den 11. november 2008:

Jeg stod selv på Rådhuspladsen den aften i november 2008, og derfor hæftede jeg mig – da jeg senere læste ovenstående beskrivelse – ved formuleringen ”tre splinternye numre fra deres album Monster Philosophy”. Jeg kan nemlig – hånden på hjertet, biblen, D-A-D-boksen eller hvad du måtte ønske – bevidne at det tredje og sidste nummer var ’Isn’t that wild’.

Åbenbart har ingen på Aftenshowets webredaktion været opmærksomme på at ’Isn’t that wild’ var selve tærsklen til D-A-D’s gennembrud tilbage i 1987. Det var blandt andet et hit i Tyskland, og det er åbningsnummer på albummet D.A.D. Draws a Cirkle.

De spillede det dér på busterminalen fordi det passede til lejligheden, og fordi det stod godt til de nye numre. Sådan noget kan et rigtigt rockband med et godt bagkatalog faktisk finde på, TV-2 kan også finde på det – altså at spille hvad de vil, når kablerne alligevel er tilsluttet sådan rigtigt – men det er den pladdermagasinjournalistiske tankegang for forudsætningsløs til at forestille sig.

Det meste af det som en musikukyndig vært (eller researcher) behøver at vide for ikke at jokke sådan i spinaten, kan hentes på 10-sekunder ved et kig ind på Wikipedia eller kunstnerens egen hjemmeside. En søgning på kunstnernavn plus diskografi/discography giver ofte svar ved kasse 1, i hvert fald hvis det er så væsentligt udbredte kunstnere som i de tre eksempler. Så det er sgu ikke så voldsomt at forlange at journalistikken er bare nogenlunde ordentlig med popmusikkens fakta.

søndag den 13. februar 2011

Hjerneforsker motionerer i grøntsager

Som Frokostbloggen så kvikt bemærker det på Twitter, har den skandaleramte hjerneforsker Milena Penkowa tilsyneladende – ifølge Ritzau – fået overskud til at motionere i grøntsager.

Politiken skriver den 4. februar 2011:

Det danske sprog er let at snuble i, men vi har jo altså jokke og så jogge; og det betyder ikke det samme selv om det lyder fuldstændig ens.

lørdag den 5. februar 2011

Intet kan lykkedes

”Det er helt tydeligt der er en inspiration som handler om at det kan lykkedes og det giver mening at lave folkelige protekstbevægelser som kræver politiske forandringer.”

Sådan udtalte en veluddannet og velpositioneret pæredansk ekspert sig i den tidlige udgave af TV Avisen onsdag den 2. februar.

Men nej, kære Rasmus Alenius Boserup, ph.d. med speciale i Mellemøstens historie og direktør for Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut under Udenrigsministeriet og tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier: der er ikke noget det kan lykkedes, men der er forhåbentlig meget der kan lykkes. Måske også at få dette ord bøjet rigtigt!?

Det er åbenbart et kæmpeproblem for danske sprogbrugere – selv de mest veluddannede – at bøje dette ord. Infinitiv og nutid blandes med datid, selv om der er tydelig hørbar forskel i udtalen. Måske skyldes det at før-nutids/datids-formen (er/var lykkedes) er den samme som datidsformen (lykkedes), og at det kan få nogle til at tro at det hele er det samme. Men nutidsformen er altså ”lykkes”, og infinitivformen – som vi bruger mere end nutidsformen – er ligeså ”lykkes”.

Det driller naturligvis med den s-endelse. Det er ikke ret mange ord vi alene bruger i passiv – og bruger så meget i passiv. Passiv vil sige at verbet ikke betegner noget som man/noget gør, men noget der gøres ved eller for én/noget. Tag fx det aktive ”veksle” mod det passive ”veksles” – her bruger vi dem omtrent lige hyppigt. Jeg veksler penge; men penge, der jo ikke selv kan handle, veksles. Jeg er aktivt subjekt, pengene er passivt subjekt.

Lad os gennemgå alle bøjningerne af lykkes:

Infinitiv (navnemåde): at lykkes
”Det er nemt for hende at lykkes med sit forehavende.”
”Jeg håber det vil lykkes.”

Imperativ (bydemåde): Nej, den findes ikke, man må omformulere til eksempelvis ”Du skal lykkes med det her”. Passiver kan ikke sættes i imperativ, for man kan, i snæver bogstavelig forstand, jo ikke beordres til en handling hvor man selv per definition er passiv.

Nutid: lykkes
”Du lykkes altid med dine projekter.”
”Det hænder at det lykkes for ham.”

Datid: lykkedes
”Du lykkedes altid med dine projekter.” (dengang)
”Det hændte at det lykkedes for ham.”

Før nutid/datid: lykkedes
”Det er lykkedes ham at blive fastansat.”
”Det var lykkedes ham at blive fastansat.”

Lang tillægsform: Nej, den findes af logiske grunde ikke, for den betegner altid en igangværende aktivitet, som jo ikke kan komme fra et passivt subjekt.

Lad os stille det op side om side med ”veksles” der følger samme bøjningsmønster, men med flere former:

Bemærk den udvandede bøjning af lykkes i før-tiderne (også kaldet kort tillægsform) hvor den egentlig bare låner datidsformen. Jeg kan lige nu ikke komme i tanke om noget andet verbum der gør det, så det tyder på en sprogbrugsforvitring indført i retskrivningen, men det kan også være at lykket/lykkede aldrig har eksisteret.

Jo, for resten: ”synes”, ”føles”, ”mærkes” og lignende lighedstegnsverber låner også datidsformen ”syntes”, ”føltes”, ”mærkedes” nede i før-tiderne, og forvirrer i øvrigt yderligere ved at gøre brug af de aktive hjælpeverber har/havde (”Han havde syntes/føltes/mærkedes noget sørgmodig”) selv om de strengt taget burde betegne andres syn og føling og dermed være passive i forhold til subjektet, men lighedstegnsverber – det at være noget – kan nok ikke være passive. De er med andre ord ret specielle. Normale verber der har samme bøjning i datid og før-tiderne, kan jeg ikke komme på. Sig endelig hvis du kan.

Helt avanceret bliver en lignende fejl fra Politiken den 26. december 2008:

For selv om man ikke kan sige at ”det/de er lykket/lykkede” (som ellers ville være en normal kort tillægsform) og i stedet bruger ”lykkedes”, kan man altså godt sige at ”det/de er mislykket/mislykkede, vellykket/vellykkede, forulykket/forulykkede”.

At lykkes stiller sig så sært an, skyldes måske at det er svært at få begreb om hvad ”lykkes” egentlig betyder, og dermed svært at give det kognitiv kvalitet som proces eller egenskab. Der er altid et ”…som noget” eller et ”…med noget” når der er tale om at lykkes. Ellers giver det ikke mening. Her adskiller at mislykkes, vellykkes eller forulykkes sig for så vidt ikke – de kan heller ikke forstås fuldt ud uden kontekst, men de har dog i højere grad nyhedsværdi som problem (mislykkes, forulykkes) eller som prædikat (vellykket). At noget ”er lykkedes”, betyder bare at det ”ER” (til glæde for den der har villet det). Det er på den måde verbernes positivt værdiladede svar på det mere konstaterende adverbium ”faktisk”. Verbet giver ikke noget billede af hvad det er der ER.

Denne uhåndgribelighed er mit bedste bud på hvorfor ordet mudrer i færre bøjningsformer, og hvorfor de to eneste former – lykkes og lykkedes – åbenbart er så mudderbelagte at nogle sprogbrugere ikke kan se hvad der er hvad.

Se også Jeg synes det har kunnet lykkes.

onsdag den 2. februar 2011

Værket og verden

Billedet er fra splitsekundet efter at Pernille Rosendahl i den seneste udgave af X Factor (28. januar) sagde ordet ”værket” i udsagnet ”… en af de ting der driver værket”. Desværre er det ikke den undertekstede udgave DR har liggende på nettet (??!), og derfor kan jeg ikke få sagens kerne screendumpet, men hendes udsagn var gud hjælpe mig undertekstet med ”… en af de ting der driver verden”. Det var ellers ikke fordi hun talte utydeligt, og tilmed holder hun en kunstpause netop her.

Jeg har ladet mig fortælle at tekstertjansen er en underbetalt skodstilling for studentermedhjælpere – her åbenbart besat med en der end ikke har et acceptabelt bundniveau for kendskab til sproget. Det er selvfølgelig meget godt i tråd med opfattelsen af korrektur og skriftsproglig omhu i DR i øvrigt. Men netop denne opfattelse stinker af professionel inkompetence på lederniveau i forhold til DR’s rolle.

Det er mig ubegribeligt at man sparer netop på skriftsproglig kontrol og kompetence. Underteksterne på tv og webteksterne på nettet flyver i mange tilfælde ud til omkring 1.500.000 danskere som hermed udsættes for en massiv (fordi DR er en autoritet) påvirkning til sproglig forvitring og forarmelse.

DR har ellers 300 procent sprogansvar: 1) DR er en stor virksomhed med mange ”kunder”, 2) DR er en journalistisk virksomhed og formidler som bør have det faglige grundredskab sproget i orden, og 3) DR er en statsstøttet public service-institution som skal leve op til korrekt gengivelse af sproget. Desværre viser sjoflingen af netop det skriftsproglige at DR næppe overhovedet er klar over hvad sprogansvar er – selv om DR er skoleeksemplet på den organisation som har det allermest (nemlig 300 procent).

Det kan godt være det er sjovere at producere endnu et sex- og samlivsprogram med røde puder og drinks – eller sende Hammerslag kloden rundt for at se på milliardærhjem – end det er at prioritere de beskedne tilstrækkelige midler til at leve op til det skriftlige sprogansvar på hele fladen, men det viser jo bare at man har misforstået sin egen rolle.

Vores allesammens enorme sprogansvar skyldes at Dansk Sprognævn uden nogen som helst aktiv korrektion eller fornuftig pegefinger overlader det til såkaldt ”gode og sikre sprogbrugere” at definere morgendagens retskrivning. Under kategorien ”gode og sikre sprogbrugere” hører også den brede gruppe af journalister og kommunikatører som vist ikke helt lever op til betegnelsen. Der er altså snarere tale om at alle (aner)kendte publicister – simpelthen alle der burde kunne sproget – kommer til at definere det, uanset om de er deres ansvar bevidst eller ej. Det medfører selvfølgelig hensigtsmæssige udviklinger; men det medfører også at mange små og store uhensigtsmæssigheder (ud fra mængdeargumentet) indpløjes i retskrivningen selv om de kommer til at udgøre nuancetab eller ligefrem ulogiske lapperegler, og selv om de slet ikke var bevidste regelbrud fra de såkaldt gode og sikre sprogbrugeres side. Publicister er med andre ord nødt til at være bevidste om sprogansvaret.

DR skal ikke drive værket alene. Men DR må ikke glemme at DR selv er den enkeltaktør som har størst indflydelse på sproget overhovedet. Det forstår den nuværende ledelse tydeligvis ikke, og det er ikke bare dybt beklageligt for DR, men et problem for befolkningens sproglige kompetence og den videre sprogudvikling.