lørdag den 5. februar 2011

Intet kan lykkedes

”Det er helt tydeligt der er en inspiration som handler om at det kan lykkedes og det giver mening at lave folkelige protekstbevægelser som kræver politiske forandringer.”

Sådan udtalte en veluddannet og velpositioneret pæredansk ekspert sig i den tidlige udgave af TV Avisen onsdag den 2. februar.

Men nej, kære Rasmus Alenius Boserup, ph.d. med speciale i Mellemøstens historie og direktør for Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut under Udenrigsministeriet og tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier: der er ikke noget det kan lykkedes, men der er forhåbentlig meget der kan lykkes. Måske også at få dette ord bøjet rigtigt!?

Det er åbenbart et kæmpeproblem for danske sprogbrugere – selv de mest veluddannede – at bøje dette ord. Infinitiv og nutid blandes med datid, selv om der er tydelig hørbar forskel i udtalen. Måske skyldes det at før-nutids/datids-formen (er/var lykkedes) er den samme som datidsformen (lykkedes), og at det kan få nogle til at tro at det hele er det samme. Men nutidsformen er altså ”lykkes”, og infinitivformen – som vi bruger mere end nutidsformen – er ligeså ”lykkes”.

Det driller naturligvis med den s-endelse. Det er ikke ret mange ord vi alene bruger i passiv – og bruger så meget i passiv. Passiv vil sige at verbet ikke betegner noget som man/noget gør, men noget der gøres ved eller for én/noget. Tag fx det aktive ”veksle” mod det passive ”veksles” – her bruger vi dem omtrent lige hyppigt. Jeg veksler penge; men penge, der jo ikke selv kan handle, veksles. Jeg er aktivt subjekt, pengene er passivt subjekt.

Lad os gennemgå alle bøjningerne af lykkes:

Infinitiv (navnemåde): at lykkes
”Det er nemt for hende at lykkes med sit forehavende.”
”Jeg håber det vil lykkes.”

Imperativ (bydemåde): Nej, den findes ikke, man må omformulere til eksempelvis ”Du skal lykkes med det her”. Passiver kan ikke sættes i imperativ, for man kan, i snæver bogstavelig forstand, jo ikke beordres til en handling hvor man selv per definition er passiv.

Nutid: lykkes
”Du lykkes altid med dine projekter.”
”Det hænder at det lykkes for ham.”

Datid: lykkedes
”Du lykkedes altid med dine projekter.” (dengang)
”Det hændte at det lykkedes for ham.”

Før nutid/datid: lykkedes
”Det er lykkedes ham at blive fastansat.”
”Det var lykkedes ham at blive fastansat.”

Lang tillægsform: Nej, den findes af logiske grunde ikke, for den betegner altid en igangværende aktivitet, som jo ikke kan komme fra et passivt subjekt.

Lad os stille det op side om side med ”veksles” der følger samme bøjningsmønster, men med flere former:

Bemærk den udvandede bøjning af lykkes i før-tiderne (også kaldet kort tillægsform) hvor den egentlig bare låner datidsformen. Jeg kan lige nu ikke komme i tanke om noget andet verbum der gør det, så det tyder på en sprogbrugsforvitring indført i retskrivningen, men det kan også være at lykket/lykkede aldrig har eksisteret.

Jo, for resten: ”synes”, ”føles”, ”mærkes” og lignende lighedstegnsverber låner også datidsformen ”syntes”, ”føltes”, ”mærkedes” nede i før-tiderne, og forvirrer i øvrigt yderligere ved at gøre brug af de aktive hjælpeverber har/havde (”Han havde syntes/føltes/mærkedes noget sørgmodig”) selv om de strengt taget burde betegne andres syn og føling og dermed være passive i forhold til subjektet, men lighedstegnsverber – det at være noget – kan nok ikke være passive. De er med andre ord ret specielle. Normale verber der har samme bøjning i datid og før-tiderne, kan jeg ikke komme på. Sig endelig hvis du kan.

Helt avanceret bliver en lignende fejl fra Politiken den 26. december 2008:

For selv om man ikke kan sige at ”det/de er lykket/lykkede” (som ellers ville være en normal kort tillægsform) og i stedet bruger ”lykkedes”, kan man altså godt sige at ”det/de er mislykket/mislykkede, vellykket/vellykkede, forulykket/forulykkede”.

At lykkes stiller sig så sært an, skyldes måske at det er svært at få begreb om hvad ”lykkes” egentlig betyder, og dermed svært at give det kognitiv kvalitet som proces eller egenskab. Der er altid et ”…som noget” eller et ”…med noget” når der er tale om at lykkes. Ellers giver det ikke mening. Her adskiller at mislykkes, vellykkes eller forulykkes sig for så vidt ikke – de kan heller ikke forstås fuldt ud uden kontekst, men de har dog i højere grad nyhedsværdi som problem (mislykkes, forulykkes) eller som prædikat (vellykket). At noget ”er lykkedes”, betyder bare at det ”ER” (til glæde for den der har villet det). Det er på den måde verbernes positivt værdiladede svar på det mere konstaterende adverbium ”faktisk”. Verbet giver ikke noget billede af hvad det er der ER.

Denne uhåndgribelighed er mit bedste bud på hvorfor ordet mudrer i færre bøjningsformer, og hvorfor de to eneste former – lykkes og lykkedes – åbenbart er så mudderbelagte at nogle sprogbrugere ikke kan se hvad der er hvad.

Se også Jeg synes det har kunnet lykkes.

4 kommentarer:

  1. Jeg prøvede at se klippet på dr.dk. Jeg synes godt nok det er svært at afgøre om han siger [løgəs] eller [løgðs]. Forskellen på de to udtaler er i øvrigt forsvindende lille, og selvom der måtte være en smule velarisering, er det ikke ensbetydende med at han tænkte ordet 'lykkedes' - det kan sagtens bare være en fejlkoordinering af taleorganerne.

    Jeg ville lade tvivlen komme ham til gode.

    SvarSlet
  2. Kære Ruben. Jeg er helt sikker – hvis jeg havde været det mindste i tvivl om hvad han sagde, så havde jeg nævnt det. Vi er altså ikke i nærheden af en perle/perk-sag. At du ikke kan høre det, må stå for din regning, ligesom min sikkerhed står for min regning. Jeg er heller ikke enig i at forskellen på de to udtaler er forsvindende lille.

    Men det er en god og interessant pointe at han ikke nødvendigvis tænkte "lykkedes", men sagde det fordi munden bare gjorde det (et almindeligt fænomen hvis man vil sige et sjældent udtalt ord som ligger tæt op ad noget hyppigere). Så det er jeg så til gengæld enig med dig i. Absolut en fed pointe.

    SvarSlet
  3. 2 det/der fejl:
    "det kan lykkedes, men der er forhåbentlig meget der kan lykkes. Måske også at få dette ord bøjet rigtigt!?

    Det er åbenbart et kæmpeproblem for danske sprogbrugere – selv de mest veluddannede – at bøje dette ord. Infinitiv og nutid blandes med datid, selv om der er tydelig hørbar forskel i udtalen. Måske skyldes det at før-nutids/datids-formen (er/var lykkedes) er den samme som datidsformen (lykkedes), og at det kan få nogle til at tro at det hele er det samme. Men nutidsformen er altså ”lykkes”, og infinitivformen – som vi bruger mere end nutidsformen – er ligeså ”lykkes”.

    Det driller naturligvis med den s-endelse. Det"

    Det hedder (vel) 'han havde mærkeT'?!:
    "(”Han havde syntes/føltes/mærkedes noget sørgmodig”) s"

    :)

    SvarSlet
  4. Thomas. Tre svar til dig:

    1) Du skal øve dig på at præcisere hvad du vil anholde. :-)

    2) "Det" kunne godt have været "Der" – men det kunne altså også være "Det". "Det" stikker rigtig nok mere ud end "Der".

    3) Du må have forlæst dig på hvad jeg mener: "mærket"? Nej, det er ikke den bøjning jeg taler om. Når jeg taler om mærkedes, taler jeg om passiv i datid, altså: "Han syntes (for andre) noget sørgmodig", "Han føltes (for andre) noget sørgmodig", "Han mærkedes (for andre) noget sørgmodig". Altså hans virkning for andre. Mærkedes er helt sikkert ikke brugt ret meget i den betydning, til gengæld kan det oftere forekomme i sammenhænge som: "Kødpakkerne mærkedes med øko-logo".

    SvarSlet