torsdag den 17. februar 2011

Popmusikkens faktafordærvere

Eksempel 1: Fantastiske Toyota som historisk sællert
Ja, lad os se en mere fuldstændig udgave af hvad Louise Wolff sagde i Aftenshowet den 14. februar da Steffen Brandt var gæst i anledningen af TV-2’s nye album:

”I 1981 udkom TV-2’s allerførste album. Fantastiske Toyota hedder det, og jeg er næsten sikker på at det står hjemme i din reol, for der var 250.000 eksemplarer som nærmest straks blev langet over disken. I dag, 30 år senere, udkommer så TV-2’s 18. album, som hedder Showtime.
Og […]”

Øh, hva'ba-hva'? … 250.000 eksemplarer var den størrelsesorden Shu-bi-dua solgte deres fjerde og femte album i i 1977 og 1978 da de var allermest populære, og som TV-2 også nåede op på med Rigtige mænd fra 1985. Der er ikke ret mange danske kunstnere ud over Shu-bi-dua, TV-2, Kim Larsen og Thomas Helmig som har været oppe på det tal, og det kunne kun lade sig gøre for deres mest sælgende albummer i tiden før internet-download.

TV-2’s debut, Fantastiske Toyota, ligger på cirka 28.000 solgte eksemplarer, altså ydmyge 11 procent af det tal Louise Wolff opgiver, og informationen ligger såmænd særdeles let tilgængeligt på TV-2’s egen hjemmeside. De 28.000 er naturligvis heller ikke ”nærmest straks langet over disken” – det er jo decideret ulogisk med en debutplade som i højere grad end noget andet album er købt per efterkrav når TV-2 har nået et større publikum; jeg købte fx min cd-udgave af Fantastiske Toyota i starten af 90’erne. Louise Wolffs teleprompter-tekst er med andre ord magasinjournalistisk vås af værste skuffe, fordi det i sin konstruerede klicheretorik, isoleret fra fakta, kun gør folk dumme og døve.

Steffen Brandt lader det passere uden en antydning af rettelse. Han klukker tilsyneladende lystigt over noget andet; og hvorfor også ødelægge stemningen fra start. Interviewets vinkel er jo en anden, nemlig hvad Brandt har med i sin personlige tour-taske, og det bliver i øvrigt på alle andre måder et vellykket interview. For Louise Wolff har andre gode kvaliteter end tjek på fakta, og de kvaliteter er netop dette interview også eksempel på – den ros skal hun have: Jeg har aldrig set Steffen Brandt så afslappet i et tv-interview.

Men den indledende faktafadæse er desværre typisk for den tv-underholdningsjournalistiske behandling af popmusik i Danmark. Det er som om popmusik er noget man godt kan behandle som faktafordærvet småsnak. Man tager ikke de hensyn til korrekt angivelse af personer (typisk komponister) og årstal som ellers må være en dyd i journalistik, og man gengiver også gerne et ikke-retvisende billede hvis det lige passer til lejligheden.

På en god dag i tv kan det ske at Lis Sørensen selv har komponeret ’Mine øjne, de skal se’ (1989), hvis bare det passer til den journalistiske vinkel og uvidenhed. Så pyt med at Anne Linnet med kraftig signatur har skrevet sangen. Den slags er hverdag i dansk journalistiks behandling af popmusik, og der findes utallige eksempler, som jeg dog ikke har bogført.

Det er mig en gåde at journalister og redaktioner behandler leksikalske fakta om popmusik så skødesløst, for de blotter sig jo bare over for et stort publikum af musiklyttere og albumkøbere som har fuldstændig styr på tingene – og viser dette publikum at deres journalistik ikke holder vand. Og er denne journalismekultur ikke et eller andet sted nedladende over for popmusik?

Så længe det er sådan, må Danmark betragtes som et kulturelt u-land når det gælder behandlingen af popmusik. I grel modsætning til eksempelvis Sverige.

Eksempel 2: Peter Gabriel som medlem af Genesis i 1986
Et andet nyligt eksempel som jeg havde tænkt mig at dokumentere, var Ib Schifter Schous præsentation af Genesis-nummeret ’Home by the Sea’ i middagsprogrammet Smutvejen for et par uger siden, omkring månedsskiftet januar-februar. Men så meget for playlister og radio når du selv vil høre det: Alt før 4. februar er dags dato slettet – programmer og playlister ligger altså i mindre end to uger (hvilket sikkert er klogt, da det ellers ville være for let at dokumentere hvordan deres playlister kører i ring i et klaustrofobisk begrænset antal af sange – men det er en anden sag). Hm. Så derfor må jeg desværre referere fra hukommelsen:

Da ’Home by the Sea’ blev fadet ud, meldte Ib Schifter Schou at den var fra 1986, og tilføjede jovialt: med alle de gamle Genesis-medlemmer fra Peter Gabriel til Phil Collins.

Dette er flerdobbelt nonsens med flikflak og halv skrue.

Først den mindre fejl: Nummeret er fra 1983-albummet Genesis og ikke fra 1986-albummet Invisible Touch. Kun tre år, ja, men helt upinlig er fejlen nu ikke, for der er tale om Genesis’ salgsmæssige og popmæssige storhedstid og om at rigtig mange har albummene liggende.

Og så den journalistiske monsterfejl: Peter Gabriel forlod Genesis i 1975 til fordel for sin solokarriere, og han var ikke på nogen måde album-gæst hos Genesis hverken i 1983 eller 1986. Igen har vi at gøre med vås og pladder som måske lyder godt som småsnak, men er faktuelt temmelig forkert.

Eksempel 3: Splinternyt nummer turnerer på 21. år
Det er altid godt med tre eksempler, og heldigvis har jeg gemt ordlyden fra dr.dk/musik da D-A-D’s lille koncert på taget af busterminalen blev refereret den 11. november 2008:

Jeg stod selv på Rådhuspladsen den aften i november 2008, og derfor hæftede jeg mig – da jeg senere læste ovenstående beskrivelse – ved formuleringen ”tre splinternye numre fra deres album Monster Philosophy”. Jeg kan nemlig – hånden på hjertet, biblen, D-A-D-boksen eller hvad du måtte ønske – bevidne at det tredje og sidste nummer var ’Isn’t that wild’.

Åbenbart har ingen på Aftenshowets webredaktion været opmærksomme på at ’Isn’t that wild’ var selve tærsklen til D-A-D’s gennembrud tilbage i 1987. Det var blandt andet et hit i Tyskland, og det er åbningsnummer på albummet D.A.D. Draws a Cirkle.

De spillede det dér på busterminalen fordi det passede til lejligheden, og fordi det stod godt til de nye numre. Sådan noget kan et rigtigt rockband med et godt bagkatalog faktisk finde på, TV-2 kan også finde på det – altså at spille hvad de vil, når kablerne alligevel er tilsluttet sådan rigtigt – men det er den pladdermagasinjournalistiske tankegang for forudsætningsløs til at forestille sig.

Det meste af det som en musikukyndig vært (eller researcher) behøver at vide for ikke at jokke sådan i spinaten, kan hentes på 10-sekunder ved et kig ind på Wikipedia eller kunstnerens egen hjemmeside. En søgning på kunstnernavn plus diskografi/discography giver ofte svar ved kasse 1, i hvert fald hvis det er så væsentligt udbredte kunstnere som i de tre eksempler. Så det er sgu ikke så voldsomt at forlange at journalistikken er bare nogenlunde ordentlig med popmusikkens fakta.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar