mandag den 12. januar 2015

Brevkasse: ham eller sig

Hej Martin

Et hurtigt ham/sig-spørgsmål:

"Jesper lagde nakken tilbage og lod de svalende regndråber ramme ham/sig i ansigtet."

Hvad er egentlig rigtigt?

...

Hej Jesper!

Tillad mig at smække det op i åbent forum. Svaret er ”sig”. Jeg kan høre det, og jeg er ikke i tvivl. Jeg er stort set aldrig i tvivl. Men forklare det og stille nærmere generelle regler op for det er mig stadig vanskeligt. Kigger man i diverse opslagsbøger, er reglerne – apropos regndråber – som på så mange andre områder mere udvandede end godt er. Men at stille vandtætte forklarlige regler op for bare mit hans/sin-gehør er jeg endnu ikke nået til; jeg finder hele tiden nye huller og inkonsekvenser. Problemet er at reglen er en blanding af semantik (indhold) og grammatik. På den ene side henviser sin m.v. til den sidste der har gjort noget (semantik) – eller som opslagsbøgerne siger: ”grundleddet”. På den anden side kan denne henvisning ikke overskride grammatiske niveauer, fx fra ledsætning til helsætningsstamme.

I sætningen ”Han fandt hende liggende i sin seng” er sin korrekt uanset om det er ”han” eller ”hende” sin henviser til. Sin henviser til grundleddet, men også grundleddet i skjulte (led-)sætninger (hende liggende = at hun lå). Man kunne vælge at rydde op i reglerne ved at sige at sin altid må henvise til det nærmeste grundled (uanset om det er skjult eller grammatisk fungerende). Hvis man abonnerer på en sådan mere snæver sin-henvisning, vil det betyde at hun her ligger i sin egen seng, mens sætningen da i modsat fald skulle være ”Han fandt hende liggende i hans seng”. Men det lyder i manges ører, også mine, forkert – måske fordi vi hyperkorrekserer en smule pga. de mange hans/sin-fejl hvor det skulle have været sin, men vel også fordi det kunne lyde som om det var en anden mands seng.

Tager vi en anden sætning hvor den skjulte sætning er mindre skjult (nemlig ved at blive opgraderet fra lang tillægsform til navnemåde), er jeg mere tilbøjelig til at være med på en skelnen:

Han så hende fylde sin taske.
[Tasken er hendes.]

Han så hende fylde hans taske.
[Tasken er hans, og det skærer ikke alt for meget i ørerne, kun lidt.]

Vi kan altså konkludere at vi som foretrækker sin i ”Han fandt hende i sin seng” selv om det er hans seng, er lidt irriterende og ulogiske. Ikke desto mindre står der i Håndbog i Nudansk at sin er naturligt selv om en sådan sætning kan være dobbelttydig. Man kunne måske også hævde at det i sammenhængen handler om hvilken mulig anden betydning der ligger tættest på. Er der størst fare for at hans/hendes kan misforstås som en tredje person, bruger vi sin (jævnfør "Han fandt hende liggende i sin seng. [hans seng]); og er faren størst for at sin refererer til den forkerte, bruger vi hans/hendes (jævnfør afhængigt af den større sammenhæng "Han så hende fylde hans taske").

Vender vi tilbage til dit eksempel, går det slet ikke med ”Jesper lod regndråberne ramme ham i ansigtet”. Det kommer jo til at lyde som om dråberne har en særlig selvstændig vilje til at ramme ham, eller som om "ham" henviser til en anden end Jesper nu hvor det andet subjekt, regndråberne, i virkeligheden knap nok ænses som aktør.

Hvis vi sammenligner med ”Jesper lod Louise spise resten af hans lakridser” eller ”Jesper lod Louise røre ham på kinden”, går det sjovt nok bedre, og det er jo fordi der er et mere presserende behov for at skelne mellem om det var Jespers eller Louises lakridser, og hvem der nød godt af berøringen.

Med andre ord: Ren junglelov. Sørg for at det lyder godt. Hvis både hans/ham og sin/sig virker rigtigt, er det som regel sin/sig der er det bedre sprog. Og sørg så i øvrigt for at det ud af sammenhængen ikke er til at misforstå.

I øvrigt vil jeg foreslå dig at afmontere problemet helt i den pågældende sætning. Hvis du piller ”sig i” ud, står der:

Jesper lagde nakken tilbage og lod de svalende regndråber ramme ansigtet.

Dette er i enhver sproglig og litterær forstand langt bedre. Og det kunne jeg jo så have sagt dig med det samme.

 

søndag den 11. januar 2015

Manglende tiltalekomma tiltaler mig ikke

Nej, det skal jeg ikke:

Jeg ved ikke hvad ”kulturrejse Martin” betyder, og hvis det er et firmanavn eller event-navn, hvorfor er det så ikke med stort K? Eller sagt på en anden måde – for jeg ved jo godt hvad der er galt: Manglende tiltalekomma er så tåbeligt at det er totalt turn-off. Jeg har ikke læst mailen, og jeg kommer aldrig til det.