lørdag den 23. maj 2015

Trækassetrakasseri

TV 2 bedyrer at Bertel Haarder som måske kommende formand for Folketinget ikke vil blande sig i de daglige trækasserier – hvad det så end er. Måske noget med sæbekassebiler? Måske bedemandsforretning?

Det er kommentator Peter Lautrup-Larsen der udtaler sig, men man må gå ud fra at ortografien skyldes artiklens forfatter. (Min nutidsform er lidt en tilsnigelse. Artiklen er aktuel for mig fordi jeg googlede på emnet ”Folketingets næste formand”, men den er skrevet tilbage i november 2014. Den er dog lige aktuel stadigvæk.)

Det hedder jo trakasserier – ifølge Den Danske Ordbog fra fransk tracasserie, afledt af traquer 'holde klapjagt, jage', af trac 'dyrespor'.

Husk at tænke over ordenes betydning (eller deres ikke-betydning), husk at bruge Den Danske Ordbog, og husk én gang for alle at slå al autokorrektur fra i dit skriveprogram.

 

lørdag den 16. maj 2015

Jo, det burde være sådan her

Jeg er i gang med at gennemse mit arkiv. Mange kladder og næsten færdige indlæg bygger på en forældet aktualitet (eller forældet motivation) og må kasseres, men musik forældes ikke sådan, så nu skriver jeg om Xander på et 4½ år gammelt bud.

Den 20. november 2010 skrev Anja til mig:

>>
Hør lige denne her: [link] – der er en saftig sprogfejl at tage fat i. ;-)
<<

Det var Xanders ”Det burde ik’ være sådan her”, hvor det fire gange gentagne omkvæd lyder således:

Alt står på denne mur mellem du og jeg
(Det burde ik' være sådan her)
Som en u-u-uendelig forglemmigej
(Det burde ik' være sådan her)
Mit blod er blevet til is
Se mine hænder
Hver gang du-du-du blinker, tænker jeg:
(Det burde ik' være sådan her)

(Jeg har valgt at gengive tekstuddraget i en med musikken og logikken mere loyal form end man umiddelbart kan finde på nettet, nemlig stavet korrekt, linjedelt korrekt og med meningsfuld tegnsætning.)

Anja har selvfølgelig ment at det må være ”dig og mig” og ikke ”du og jeg”. Jo, normalt er det en korrekt anke. Og tja, det kan selvfølgelig ikke udelukkes at det er en hyperkorrektionsfejl når Xander skriver ”du og jeg”, men jeg tror det egentlig ikke. Muligvis tilhører Xander ikke den sprogekvilibristiske elite blandt danske sangskrivere, så om det ligefrem er et superbevidst greb eller blot er gennemført med uforklaret stædighed, tør jeg ikke sige. Men godt det samme, for det giver rigtig god poetisk mening. Faktisk synes jeg det er det mest raffinerede element i teksten overhovedet, for fravalget af ”dig og mig” til fordel for ”du og jeg” rummer elegant hele tekstens essens.

Teksten handler om ulykkelig kærlighed og en ret ungdommelig reaktion herpå, hvor ”alt”, ”intet” og ”aldrig” bogstavelig talt præger udsagnet. Tag bare sangens bridge, og dermed (det musikalske) point of no return: ”Solen den står op, men den kan ikke nå herhen / For intet ved min krop, vil nogensinde ku’ elske igen”. Argh, suk!

I en sådan følelsestilstand er resten af verden momentant, men massivt, ikkeeksisterende. ”Dig” og ”mig” refererer til personer i verden, så at skrive ”dig og mig” ville være ikke at tage denne patetisk berusede tilstand alvorligt – hvor navlepillende og ungdommelig den end måtte være. Sangtekster (og kunst i det hele taget) er jo ikke holdningstilkendegivelser, men afspejlinger og gestaltninger af følelser, også forkerte følelser. På bekostning af det normale ”dig og mig” rummer det dermed sprogligt markerede valg, ”du og jeg”, netop et fravalg af verden og et tilvalg af det symbiotiske tunnelsyn – med du’et i den anden ende af tunnelen – som er sangens essens. Det er kærlighedssangens svar på det filmiske kneb vi har set utallige gange, hvor et forelsket par bliver det stille centrum i en verden der udviskes i rotation.

Så når Xander synger ”Alt står på denne mur mellem du og jeg” er det faktisk intelligent pop-poesi. Basta! Og hvad er så dette ”alt”? Ja, det må referere til en linje tidligere i teksten der hedder ”Alt hvad vi har set / Betyder det ingenting mer’ / Siden det hele så let forsvandt[?]”.

Af teksten fremgår det mellem linjerne at hovedpersonen har været udsat for et sådant svigt at han er ude af stand til at åbne sig igen selv om ”Jeg kan høre at du banker”. De fælles minder har således en fæl bismag – og danner muren mellem ”du” og ”jeg”.

Det minder om en af de mest knusende linjer skrevet i en i øvrigt meget smuk dansk poptekst, nemlig i Shu-Bi-Duas ”Ene og alene” (Shu-Bi-Dua 10, 1983), hvor de skriver og synger: ”Det værste den forladte har, er minderne om det der var.” Senere vender de den til at det også er det bedste, men det bliver det ikke mindre sønderknusende af. Det er nemlig dét der under alle omstændigheder fylder, og som Xander helt korrekt kalder ”alt”. Og med en mur på tværs i tosomhedstunellen er man sandelig ene og alene.

Automatsprogkrakilerne kan godt gå hjem og vugge.