Det skider jeg på

NB: Hvis sprogbrugen i overskriften virker ubehagelig, så skal du IKKE læse videre. Der er mange andre – også mere opbyggelige – indlæg her på bloggen.

Da min halvniece var på besøg forleden, bedyrede hun at hun til enhver tid hellere ville skide i sine bukser end smøge dem ned og sætte sig på hug i det fri. Nu ved jeg godt at fjortenårige kan have skøre standpunkter, og jeg ved også at de kan have en trang til at provokere og gå ad absurdum i stedet for at sige noget de egentlig ville kunne skrive under på. Men hun påstod i hvert fald at hun hellere ville afføre i bukserne frem for at afføre bukserne.

Jeg ville selvfølgelig ikke referere til så latrinært punkt i en i øvrigt sober samtale hvis det ikke netop udgjorde den centrale forklaring på én af de største åbenbaringer i mit liv: Omsider forstår jeg konceptet baggy pants. Jeg forstår ikke at man vil skide i bukserne, og jeg forstår heller ikke at man vil ligne en der har skidt i bukserne, men jeg forstår nu at de to ting på en eller anden måde må hænge sammen.

Her ser vi således et outfit der giver plads til adskillige lag af lort, hvilket kan være praktisk når man er på udflugt i over et døgn. Selerne er nok beregnet til at spænde op over skulderen hvis lortesækken bliver for tung. Det er i hvert fald mit umiddelbare bud.

Jeg er dog usikker på om der i virkeligheden er tale om en blotter som blot har trukket bukserne ned.

Men her er det i hvert fald ikke en blotter:

Til venstre en – om man vil – såkaldt god røv omgivet af buksestof. Til højre en slags opsamlingssæk for hvad der måtte falde. Bemærk hvordan bukserne hænger som en endnu tom skraldepose spændt op i et stativ.

Jeg tør ikke sige om der ligger præstige i at vise at man kan bære at ligne … lort, og tilsvarende præstige i at gå hånd i hånd med en der gør – her ved at ligne et børnehavebarn der ikke kan finde ud af at trække bukserne op og lukke dem. Der er jo også mennesker som tydeligvis tillægger det præstige at kunne holde ud at eje en herregrim og ulækker kamphund i sin københavnerlejlighed, eller at promenere i det offentlige rum med en fuldstændig urimelig tolerance over for sine svinende og larmende børn på det mest kritiske tidspunkt i karrieren.

Et sådant overskud til at være idiot må man i hvert fald stræbe efter at vise hvis man offentligt påfører sig et handicap ved at påføre sig disse bukser:

Billedet er ikke et forsøg på satire eller anden form for humor. Det er fra en salgsside. Så der er simpelthen mennesker som opfatter en sådan buks som hot lige nu. Jeg håber disse mennesker er få, og jeg beder til at det bliver et kort nu.

Mens bukserne ovenfor med de smalle ankler synes bestemt til at holde på afføringen, hængenosserne eller hvad man måtte bære af værdi, så synes bukserne nedenfor designet efter faldstammeprincippet:

Let it roll. Det falder plumpt til jorden og ruller ud under buksehaserne. Disse optager i øvrigt prøver af alt hvad der ligger på ens vej, så man kan hjembringe alle former for bakterier og snask til sin egen sofa. Nogle mennesker synes at sådan noget er rart – sådan er vi desværre så forskellige. Her er det ikke nok at bede gæsten om at tage skoene af.

Min halvniece bærer vist ikke selv baggy pants endnu, men hvis hun vil leve ned til de fyre som hun så småt begynder at køre sig i stilling til en dag at hænge ud med, så er moden også klar til hende:

Ja, okay, måske er de her mere til Signe Wenneberg, men der skal nok komme noget til dig. Så skid løs, kære barn. Og tak for forklaringen.