fredag den 25. september 2009

”Det” til det man ikke kan lide

”Forsvaret bag offentliggørelse af arabisk udgave af jægerbog”.

Ja, sådan lyder den noget påståelige, populistiske titel fra en artikel på DR.dk i dag. For det ved DR altså ikke en skid om – i hvert fald ikke en skid som fremkommer i artiklen.

Jeg vil egentlig påpege en interessant sprogbrug, men nu bringer jeg alligevel et længere sammenhængende uddrag (faktisk sidste halvdel) af artiklen, så man selv kan vurdere om man tror Forsvaret selv har villet sprede en maskinelt oversat, og uforståelig, møgudgave af bogen, eller om det er en medieand der skyldes at medierne er lige så rappe som de meningsløse maskinoversættelsesprogrammer. Og så lad os vende tilbage til sprogbrugen bagefter.


Ser vi bort fra det manglende slutkomma i stykke 1, linje 3, det manglende helsætningskomma i stykke 3, linje 2, den fælt manglende bindestreg i ”IT afdelingen” der jo er ét ord: ”IT-afdelingen” – og forbigår vi i tavshed det manglende ”siger” foran ”John M. Nielsen” – så er det selvfølgelig citatets to understregede det’er jeg vil tale om. I modsætning til den manglende bindestreg, kommafejlene og det manglende ord er det’erne ikke en fejl der ligger hos journalisten, men et ordvalg som journalisten bør citere som det er sagt. Men det’erne virker unægtelig som fejl fra John M. Nielsens side, for de refererer ret umisforståeligt og entydigt til ”oversættelsen” som jo er en ”den”. Hvorfor så bruge ”det”?

Jeg har to teorier.

Teori 1
Vi bruger ”det” om det vi ikke kan lide, fordi vi bruger ”det” om det uafgrænsede. Det hedder det fis, møg, skidt, lort osv., fordi det er en uafgrænset, ukonkret mængde, i modsætning til den fis, den skid, den lort, den møgbunke osv. (jævnfør det øl / den øl).

Når vi foragter en person, kan vi gå fra fælleskøn til intetkøn. Jeg husker tydeligt et tv-program hvor Michael Bertelsen og Mads Brügger, holdet fra den 11. Time, var på jagt med Klaus Rifbjerg. Bertelsen var den gode indfølende jagtven, mens Brügger spillede den irriterende idiot der tilsyneladende var ude af stand til at falde ind i roen og naturoplevelsen men bestandigt knævrede i mobiltelefon. Og så lod Rifbjerg Bertelsen vide at han ikke ville have ”det der” med ét skridt længere. Hvis man bliver kaldt ”det” og man ikke selv bliver tiltalt, så ved man at man ikke kan nå lavere. Så er man så ringeagtet at man er uagtet. Man er luft.

Hvis vi virkelig ikke kan lide noget, kan vi, hvis det er et fælleskønsord, distancere os ved at kalde det ved intetkøn. Tænk fx på hvis kæresten synes man har en grim stol med op fra flyttebilen: ”Det der skal ikke stå i min lejlighed”.

Ligesom forholdsord på freudiansk vis kan sladre om hvilken metafor vi taler om (fx ”på miljø” = ”på miljøområdet”), så kan det-pronomenet også pege tilbage på en sammenligning af i dette tilfælde stolen med ”det monstrum”, ”det lort” eller andet. Tilsvarende kan det ”det” der i citatet ovenfor refererer til ”oversættelsen”, være en mere eller mindre bevidst association af oversættelsen med ”det problem”, ”det shit” osv. Altså ikke noget der fortjener den agtelse der ligger i at benævne tingen ved dens rette fælleskønspronomen.

Fænomenet er ikke helt det samme som ved det samlende ”det” hvor vi tilsyneladende erstatter et ”den” eller ”denne” med et ”det”: ”Han fik en fin udtalelse. Det var han glad for.” For her refererer ”det” til hele udsagnet, ”det at bla bla bla, var han glad for”. Det samlende ”det” er altså ikke det ”pronomen non grata” vi taler om her. Der er selvfølgelig mulighed for at det’erne i citatet er en blanding af det samlende ”det” og det ringeagtende ”det”, men som det står i citatet, kan det ikke være et rent, uskyldigt samlende ”det”.

Teori 2
Den anden teori er mere grim for John M. Nielsen og bygger på en fortalelsesanalyse. Medmindre journalisten har formuleret sig afgørende anderledes over for John M. Nielsen end han gør i artiklen, er det eneste det-ord i sammenhængen jo ”dokumentet” som John M. Nielsen benægter eksistensen af (forstået som et dokument forud for det dokument Forsvaret har oprettet til at gemme teksten i). Både ”udgave” og ”oversættelse”, som er de væsentlige substantiver i hans eget citat op til det’erne, er jo den-ord (fælleskønsord). Analyserer man det-referencen som en freudiansk åbning og ikke som en sproglig distancering, leder den direkte til at han ser det dokument for sig som han hævder ikke eksisterer.

Du må selv analysere og tolke videre. Jeg ved ikke en pind; og du ved ikke en pind. Mit eneste ærinde er at påpege hvor meget der kan ligge i et fejlkønnet pronomen. Men jeg anser da teori 1 og sandfærdigheden af John M. Nielsens udtalelse for at være de mest sandsynlige holdepunkter – overskriftens påstand er under alle omstændigheder bizar fordi den totalt mangler et motiv. Og så tænker jeg: Måske er denne hurtige webjournalistik ikke kun skadelig for sproget, men også for sandheden og for den demokratiske samtale.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar