lørdag den 10. april 2010

I sidste ende, del 1

Jeg tror først det er nu at jeg rigtig er kommet mig over vinter-OL. Så undskyld at dette indlæg kommer med så uaktuel timing.

Når jeg taler om at være kommet mig, tænker jeg ikke så meget på de actionpakkede styrtløbskonkurrencer på dramatisk iset sne der stillede store krav til at skære løjpen rigtigt …

… eller på hvordan det må være at være Susanne Riesch når storesøster Maria Riesch og storesøsters bedste veninde, den smukke Lindsey Vonn (billedet), skovler medaljer ind, mens man selv kører af pisten som et andet sort får.

Det er heller ikke bobslædekonkurrencerne jeg tænker på, for det er ærlig talt en kedelig sport at overvære, uanset hvor dødsforagtende højspændt det er for dem der sidder i slæden som tætomslyngede muskelbundter. Og jeg hentyder mindst af alt til snowboard på halfpipe, for jeg har det – som bekendt – med at stå af på hængerøvsbukser og for manerfyldt subkulturel gruppedyrkelse. Skrid hjem til Jackass-reservatet MTV, tænker jeg egentlig bare, selv om jeg godt ved det er lidt forkert af mig.

I øvrigt bliver det der halfpipe ikke bedre af at jeg ikke bryder mig om kunstnerisk vurdering i sport; jeg har det bedst med egentlig kamp på mål, kraft og hurtighed. Så hvis vi tager sådan noget som kunstskøjteløb, så kan det meget vel være ”en sport” og en del af OL, men ikke sådan rigtig ”SPORT”.

Nej, det jeg først er kommet mig over nu hvor OL i Vancouver ellers er gledet ud i glemslen, er selvfølgelig de danske curlinghold. Dem gloede jeg nemlig meget på.

Og hvad så jeg så?


Her ser det ikke værst ud, for der vinder DK over USA.

Ja, for mændenes vedkommende kan jeg ikke sige mig fri for visse associationer til et scenarie a la Kandis på en ”suppe, steg og … øh … is”-opgave. Det er lidt ondskabsfuldt at sige om et sportshold, men det var også kun når det så værst ud.

Det gjorde det fx mod kineserne hvor jeg havde den surrealistiske oplevelse at jeg begyndte at holde med kinøjserne fordi jeg bedre kunne identificere mig med dem og deres spil – de virkede både kønnere og mere intelligente. Det er alligevel noget at begynde at holde med kinesere mod danskere i sport. Hvornår havde man nogensinde drømt om det?

Kvinderne så desværre værst ud hele tiden. Kidnap fire piger fra S-toget på Hundige Station – tilfældigvis to sæt søstre – og sæt dem til at samarbejde om en opgave. Sådan nogenlunde syntes jeg det så ud. På alle måder. Men dét i sig selv var jo også en fascination: Hvordan ville dét gå? Og ville de på et eller andet tidspunkt kaste dysfunktionaliteten af sig og vise hvorfor de var der?

Nej, ikke rigtigt.

Ville de så ikke lægge deres makeup lidt mere smagfuldt?

Nej! Det skete ikke. Og for at gøre det mærkelige scenarie komplet havde de navne som:

Alligevel holdt jeg med dem. Jeg har en forkærlighed for modige mennesker, og hele denne opsætning – inklusive den forudgående nøgenbilledpromovering (som næppe ligefrem har affødt sammenhold) – var så abnormt kikset at det også var … modigt.

Hrm …

Men måske var det mere sporten jeg holdt med. Curling er så indirekte taktisk en sport at man skal kigge rigtig længe på det for rigtig at forstå det. Denne ”reading for the plot” nåede jeg ikke at blive færdig med under OL, og det er jo denne udforskende fordybelse der som enhver anden fordybelse var den egentlige grund til at jeg fandt mit ”moment of zen” (som Jon Stewart fra The Daily Show ville kalde det) i curlingkampene under OL.

I del 2, som kommer en af de næste dage, forklarer jeg hvorfor curling var en af de mest seværdige sportsgrene ved vinter-OL.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar