fredag den 2. april 2010

Vilken aprilsnar

Det irriterende ved Politikens aprilsnar om at Dansk Sprognævn vil gøre stumme h’er valgfrie, er at den faktisk godt ville kunne få mit pis i kog – hvis det ikke lige var fordi jeg godt ved hvilke ændringer den kommende retskrivningsordbog fører med sig, og i øvrigt på forhånd var klar over at denne aprilsnar var at finde i avisen.

Se artiklen ”Sprognævn: Vil i fred, stumme h”.

Den har den vellykkede aprilsnars – eller den vellykkede løgns – tre succesbetingelser:

1: En detaljerigdom der virker sandsynlig i alle kroge – og som måske også er 90 pct. sand
Nyheden er ikke usandsynlig. Og citater fra Jørn Lund (direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab) og Sabine Kirchmeier-Andersen (direktør for Dansk Sprognævn), adskiller sig i tone og indhold ikke meget fra hvad de i virkeligheden kunne finde på at sige – fx: ”Faktisk er det jo kun folk, der taler nørrejysk, der udtaler h’et. Men alle andre kan ikke høre h’et, og børn har svært ved at stave ord med stumt h. Samtidig ser vi en stigende mængde tekster, hvor folk har en tendens til at sløjfe bogstavet, specielt i sms-sprog, og i chatsprog ser vi det gang på gang. I den digitale tidsalder skriver man mere rationelt, og der er de stumme bogstaver i vejen – og det vil vi som sprognævn gerne imødekomme.”

Først mod slutningen af artiklen, hvor Kirchmeier argumenterer med at bortskaffelsen af h’er vil betyde at man kan skrive mere på den samme plads ...

... kan man godt se at det er noget fis, for det ville hun aldrig sige. Desværre er netop det citat fremhævet af redaktøren (der måske har været bange for at det hele så for ægte ud).

2: Udvælgelse af målgruppe
Aprilsnar-artiklen vælger en målgruppe som den kan ramme i solar plexus, nemlig os som ville koge over hvis det faktisk var sandt. Jeg kan i den forbindelse særlig godt lide det fiktive – og temmelig drillende – Kirchmeier-argument: ”Nu har folk vænnet sig til at se ordene på den her måde, og det er klart, at det vil være en kæmpe omvæltning for alle dem, der har lært at stave det på den måde. Det er jo lidt, ligesom når ens kone har fået en ny frisure, eller manden får skæg – det tager gerne lidt tid, før man begynder at synes om det. […]”

Bemærk i øvrigt det realistiske talesprog med skred i kongruensen: ”ens kone -> manden”. Godt arbejde af Mette Olsen der har skrevet artiklen.

3: Timing
Artiklen nævner den nye retskrivningsordbog i 2011 og nævner også eksplicit en af de ændringer den medfører. Og hvis h-ændringen var en del af det nye, ville det være helt naturligt at tage hul på sådan en omvæltning nu.

Men lad mig lige slå fast: Den kommende retskrivningsordbog af 2011 bringer ikke ændringer der har at gøre med reduktion af stumme bogstaver.

Væsker og lækkerbiskener
Det er jo dog sket før. Jeg savner eksempelvis d’et i ”væske”. Ikke fordi det har eksisteret i mit voksenliv, så man kan ikke sige at det er på grund af vane. Men når jeg skriver, savner jeg det fordi det faktisk giver mening for mig. 1: Væske stammer fra det samme som ”væde”, og det vil jeg gerne kunne se: ”vædske”. 2: Det stumme d giver ”vædske” en fonetisk-æstetisk kvalitet som stemmer med betydningen af ordet; det bløde d – uanset om man udtaler det eller ej – bærer den æstetiske kvalitet af noget vådt, flydende, fedtet. Ja, nøjagtig ligesom det stumme d i fedt. Tilsvarende savner jeg det stumme d i ”lækkerbisken” fordi det har noget at gøre med ”bid”, hvilket jeg jo alligevel er bevidst om hver gang jeg bruger ordet. Så til hvis ære d’et er fjernet, ud over de dumme, ved jeg ikke.

Der er med andre ord ingen grund til at tro at vi ikke igen kan miste sprogmening fordi sproget tilpasses uinformeret praksis eller fordi en reform kan kamme over i oprydningsmani. Og en talesprogstilnærmende sprogreform vil stensikkert komme før eller siden – medmindre vi imødekommer den på forhånd på centrale punkter. For jo mere vi tvinger sproget ind i en museal blindgyde uden sund fornuft og rimelighed, desto mere spænder vi fjederen til en modreaktion.

Derfor vil jeg både foreslå og opfordre til at vi – også i professionelle og formelle sammenhænge – går i gang med at reformere to ord hvis korrekte stavemåde hverken indeholder fordele eller rimelighed.

lide -> li
Dette er den vigtigste. ”Lide” (som i synes om) er så pinlig berørt et ord at det aldrig lader sig udtale i aktiv nutid, ”Jeg lider jordbær”, (eller for den sags skyld nogen anden bøjning med eller uden hjælpeverbum), for så betyder det helt sikkert at man har det skidt. Vi kan kun sige ”Jeg kan lide jordbær”, hvilket jo bare er symptom på at ordet krymper sig under sin stavemåde.

hav/have -> ha
Vi har i mange år skrevet ”har” i stedet for ”haver”, så der er intet konsekvenshensyn at tage. Tværtimod er der jo fra ”haver” til ”har” netop sket en udeladelse af ”ve” som vi lige så godt kan gøre gældende for ”have” også. Det er ikke noget problem at der stadig er v i ”havde” (som vi for guds skyld ikke skal ændre til ”hade”), for vi beholder jo også v’et i bøjninger som ”havende”.

Hvis vi begynder konsekvent og uden undskyldende apostroffer at skrive ”ha” og ”li” nu, vil det være en realitet i den retskrivningsordbog som kommer efter den der kommer i 2011, og det vil allerede være accepteret i professionel sammenhæng om et par år. Og så undgår vi at få en reform som går over gevind, fordi den glemmer at stumme d’er og h’er nok kan være stumme men stadig har værdifulde betydningsmæssige og æstetiske kvaliteter.

Man kunne – for at være lidt frisk – være tilbøjelig til at tage flere ord med i minireformen. Men man kommer hurtigt over midterpunktet på vippen og ned ad en glidebane. Midterpunktet er ved ”give”:

giv/give/giver -> gi/gi/gir
Her er det ikke oplagt nødvendigt at reformere, fordi verbet opfører sig konsekvent traditionelt i hele bøjningsmønstret, og ”give” og ”giver” følges således ad i modsætning til fx ”have” og ”har”. Ligeledes udtaler vi som regel v’et i en bøjning som ”givende”, og det er jeg taknemmelig for, for ”giende” er ikke fedt. Men hvis man kan modernisere ”gi” og ”gir” uden at miste v’et i ”givende”, så siger jeg ”okay, kør!”

Omvendt kan det blive en glidebane hvis nogen af den grund tror at alle ”ive”-ord skal af med ”ve”: Det er for eksempel en misforståelse at betragte ”blive” på samme måde som ”give”. For selv om ikke alle altid udtaler v’et hørbart i ord som ”blive, bliver”, så gør nogle det altså, og alle udtaler/signalerer jo e’et i ”Jeg vil bli’e” i modsætning til ”Jeg vil gi’”. Så sagen er ikke den samme. Derfor okay til at tage ”give” med i minireformen, men det er ikke ensbetydende med grønt lys til tilsyneladende lignende ord.

Jeg taler ikke om en fjern fremtid, men om at du – hvor du har det redaktionelle ansvar – i morgen beslutter dig for ”ha” og ”li” i stedet for ”hav/have” og ”lide”. Det gør eksempelvis allerede Jens Blendstrup i novellesamlingen Pludselig Flæben uden at der på anden måde går sprogaktivisme og Jesper Knallhatt i den.

For undertegnede, der helst skal kunne sælge mig selv som professionel danskkyndig over for alle, er det risikabelt i egne tekster at praktisere stavninger uden lovhjemmel (selv om det er i den bedste mening om at påvirke loven i den rigige retning). Det er allerede rigelig kontroversielt at jeg sætter nyt komma (som trods alt er lovligt). Alligevel overvejer jeg at gå over til "li" på et tidspunkt, men allerede nu vil jeg støtte enhver person eller institution som i åbenlys professionel sammenhæng insisterer på at skrive både "li", "ha" og "gi".

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar