Det er rart at se sport i tv når man vil slappe af. Som i ethvert andet spil er der en ramme, en egen verden. Og heri udspiller der sig en historie med en spændingskurve som man skal se i udstrakt tid for at den er noget værd.
Dette er meget vigtigt. Der findes ikke noget mere meningsløst end en sønderklippet suppe af højdepunkter fra en Tour de France-etape, et formel 1-løb eller en tenniskamp. Kun fodboldscoringer er værd at se som højdepunkter, fordi de har deres egen genre som en mikrofortælling fra det øjeblik hvor det scorende hold overtager bolden, og til bolden ligger i målet. Ellers er højdepunkter i episke sportsgrene meningsløse; forløbet skal ses i helt udstrakt tid. Man kan godt gå på toilettet eller lave kaffe mens man formoder der ikke sker noget, men så har man tiden – i bedste fald hjulpet af lyden fra stuen – kørende som en fornemmelse.
Hele foldboldkampe, hele formel 1-løb, tenniskampe og Tour de France-etaper (hvor man godt kan nøjes med de sidste 2 timer) er klassikere. Det er et åbent drama i spillefilmslængde hvor fortalt tid er identisk med fortælletid, og hvor rammen er et sæt af temmelig simple regler.
Og det tror jeg er en nødvendig lutring af mænds hjerner. Vi har behov for at falde ind i en tilstand hvor intet andet er vigtigt, og hvor det hele giver mening. Vi har brug for at holde fri fra det mentale med ”de mange bolde” og bare fokusere fuldstændig neandertaleragtigt på én – måske endda en rigtig bold. Og så er det enkelt og fundamentalt på en måde som stimulerer mænds kreativitet og følelser: Det handler ikke om et fortænkt plot udtænkt af en forfatter. Det handler om kamp og skæbne, om at så og høste, om kriser der kan overvindes, om detaljer der bliver afgørende, om udholdenhed og præcision, om sammenspil og taktik.
Som tilskuere skaber vi en fortælling, vi begynder at holde med nogen, og vi vurderer hvem der fik som fortjent og ikke fik som fortjent. I de store turneringer får vi en ny fortælling hver dag – som så bliver kapitler i en større udviklingsrejse; kapitler der som selvstændige forløb kan forholde sig intertekstuelt spejlende til hinanden, men også som et fortløbende hierarki.
Derfor elsker vi de store og små dramaer vi kan få når der er Tour de France eller VM i fodbold, eller når vi følger Formel 1-sæsonen, Superligaen eller noget andet vi har valgt at gå op i. Og det er også grunden til at vi der ikke går op i sport for nogen sports skyld, og ikke har en chance med vores tourhold i sofaligaen eller ved hvem der spiller i angrebet hos FCK, alligevel kan gå meget op i de store mediebevågne og dermed prestigefulde dramaer som VM i fodbold og Tour de France – og må ty til Wimbledon bagefter på grund af abstinenser.
Ikke mange af vinter-OL-disciplinerne rummer dette potentiale for episk dramaturgi. Ski-konkurrencer lykkes med det i en fortælling hvor man går videre eller ikke går videre i et tilspidsende hierarki af kampe – uanset om det så hedder runder, løb eller heats – og hvor det sportslige sats må optrappes i de afgørende sidste kampe. Men i hurtigskøjteløb og bobslæde bliver det kedeligt at glo på fordi præstationen er svær at vurdere før man får tiden, og så kunne man jo lige så godt bare få tiden og sige ”nå”.
Men – og her kommer forklaringen som jeg lovede i del 1: – curling har den langstrakte historie og dermed potentialet til at være vinter-OL’s skæbnefortællingsklassiker. Ligesom i fodbold kan man se muligheden før den forsøges effektueret, og må acceptere udførelsen når den er sket. Ligesom i formel 1 kan der være runder hvor der ikke sker en hylende fis, hvor alting udskydes, transporteres, og hvor netop dette tomrum kan være afgørende og spændende og give ekstra betydning til de ting der så sker, og ikke mindst tidspunktet de sker. Og ligesom i Tour de France kunne løbet være kørt på 1.000 andre måder, hvilket gør den enkelte disposition dybt interessant, nærmest som en projektion af sportsudøverens aktuelle mentale landskab.
Et minus ved sporten er at hver kamp i dette langsommelige bowlingeskakspil tager op mod 3 timer. Den tid der ikke er så spændende – men også er sværest at gøre noget ved – er afstanden i tid mellem stenen er sluppet og til den rammer noget eller ligger stille. Det er dejligt at man kan følge stenens bane bedre end man kan følge fodboldens bane i mål eller tennisboldens bane over nettet; det er en del af sportens suspense. Men det er lige en tand for langsomt til at kunne blive interessant for alle at kigge på.
Hvad man derimod kan gøre noget ved, er at man måske kunne skære en halv time af den tid hvert hold har på skakuret. Derved kunne man øge usikkerheden og dermed dramatikken ved den dårlige sten, og samtidig favorisere de hold som har den bedste stamina, kommunikation og evne til at tage hurtige intelligente beslutninger. Og det kunne sporten sådan set godt fortjene.
Nu hvor jeg er nået til enden, kan jeg ikke lade være med at spekulere på om vi har udtrykket ”i sidste ende” fra curling eller et lignende spil. Runderne hedder jo ”ender” fordi målområdet fra runde til runde skifter ende så man ikke skal bruge tid på at transportere stenene tilbage, men simpelthen vender banen og spiller dem tilbage. Samtidig bliver mange af kampene først afgjort netop i sidste runde, altså ”i sidste ende”, som det hedder, og derfor bliver der ofte sagt ”i sidste ende” – vel at mærke i et sportssagligt sprog helt uden metaforisk antydning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar