Nyhedskriteriet klynk

Kender du det at man ikke lige har ”sproget” til at forklare en bestemt fornemmelse, fordi det ikke er sådan vi plejer at tale om tingene, eller fordi man ikke har det filosofiske vingefang til at nagle sagen med de ord og referencer der så alligevel virker duperende eller overbevisende. Kort sagt følelsen af ikke at være Henrik Dahl, Klaus Rifbjerg eller en anden kæmpegulerod som har evig adkomst – og til en vis udstrækning evne – til at dosere enhver tanke som var det sandheden eller i det mindste politisk korrekt politisk ukorrekt.

Så er det – hvis man altså fastholder sin tanke – at man sidder i dagevis og vejer ordene på en guldvægt. Måske prøver man at researche lidt – gå til kilden – men bliver mødt med et lettere hovedrystende ”hvad taler du om? – det gider jeg ikke diskutere”, altså mødt med en afvisende holdning iklædt det konforme tankesæt som man egentlig ville sætte spørgsmålstegn ved.

Det ender som regel med at man skrotter projektet fordi man er bange for at lyde dum. Og man ærgrer sig over det fordi man inderst inde ved at det måske nok kan lyde dumt, men at der alligevel er noget om det.

Præcis sådan en sag har jeg her. Og nu får I den – med fare for at jeg lyder dum.

Det skal retfærdigvis siges at denne artikel er fundet i sektionen ”Penge” hos dr.dk, men man ser ofte sortsynsklynkegenren dukke op hvor som helst i nyhedsstrømmen, og jeg bryder mig ikke om den.

Den er uinteressant, livstræt og fantasiforladt. Den er mavesårssurhedsforkrampet. Og jeg tvivler stærkt på at det er hele regnestykket vi ser. Artiklen siger selv (længere nede end skærmskuddet viser):

”Det har selvsagt ikke været muligt for Dansk Industri at lave en præcis opgørelse over tabene, men DI har bl.a. vurderet, hvad spildtiden koster samfundet.”

Spildtid målt i lønnede arbejdstimer. En i sig selv snæver kalkule, som sandsynligvis ikke engang tager højde for at den stressede klasse sagtens kan finde ud af at fortage sig noget andet vigtigt i den hævdede spildte tid. For et sådant regnestykke kan man selvfølgelig ikke nå at gøre op på en eftermiddag i Dansk Industri.

Og hvad så hvis man medregner (hvilket selvfølgelig er endnu mere umuligt på en eftermiddag) den kollektivt psykologiske befrielse ved at der sker noget andet, og hvad dette puf medfører af kreativitet, nysgerrighed, livsglæde og adspredelse?

Lyder jeg flippet?

Nå ja, men hvad så bare med noget mere simpelt som sparede brændstofudledninger? Eller den blotte askes bremsning af solindstråling og dermed af globale temperaturstigninger, hvilket vil kunne have stor betydning for hvorvidt og hvor meget Nordpolen vil smelte de næste par år?

Og hvad med væksten hos leverandører af mindre dekadente kommunikationsløsninger end flyvning? Selvfølgelig skal den moderne verden have flytrafik, men gør det så meget at leverandører af fjernkonferenceudstyr eller togdrift får lidt medvind, og at flybranchens reduktion kommer nu? Ja, det gør ondt, men visse brancher skal stoppe før eller siden, fx kulminedrift, og her taler vi trods alt kun om en reduktion.

Jeg synes vinklen om spildte 150 millioner er både løgn og klynk. Løgnen er selvfølgelig den værste: Selvfølgelig koster det lukkede luftrum ikke det danske samfund 150 millioner i døgnet hvis man anlægger et større perspektiv, eller bare bruger lidt længere tid på at regne alt det umiddelbart beregnelige med. Til hvis spin-fordel er denne skæve udlægning egentlig lagt? Ingens, så vidt jeg kan se, andet end selve klynken og sensationen som nyhedskriterium. DR spørger DI, og DI leverer det regnestykke de kan lave på en eftermiddag. Resultat: klynk uden perspektiv. Det er okay; det er hvad det er, men jeg synes bare det er synd at nogen skal komme til at læse det.

Det tilhører naturligvis den almindelige mediedagsordens syn på verden at man som redaktion kan tænke: ”Halløjsa, det er da spændende at naturkræfterne sådan kan sætte det moderne samfund ud af drift, så lad os ringe til DI og høre om de kan lave en hurtig beregning på den umiddelbare udgift så vi virkelig får et mål for naturkræfternes hærgen.”

Ja, det er spændende, det med naturkræfterne, men den journalistiske løsning yder mildt sagt ikke spændingen retfærdighed. I stedet får vi en gang uinspirerende DI-klynk, rettet mod en islandsk vulkan. Det er hverken særlig stolt eller særlig intellektuelt. Og jeg bliver derfor pinlig berørt af at være medlem af et samfund hvor dette kaldes en journalistisk nyhed.

Jamen, er det ikke synd for alle de mennesker der mister deres job, og er det i øvrigt ikke af betydning for os alle sammen fordi det vil gå ud over os alle sammen? Jo, men vi taler om to ting her, nemlig dels om koncerndirektøren eller forretningsmanden der ikke kommer til et planlagt møde (men nok finder både noget at bruge tiden på og en erstatning for mødet), og dels om flyselskaberne. Hvis vi skal snakke om de ansatte hos de hårdt ramte flyselskaber, så må vi fokusere både regnestykke og artikel på det alene, og ikke bruge det som brændstof i en ellers diffus nyhed der ikke medregner de fordele og nybrud sådan en situation kan medføre.

Indtager jeg en naivt studentikos luksusholdning om at penge er uinteressante? Eller er det fordi jeg ved at Danmark både kan og skal leve af ikke at fokusere så snævert, men tværtimod vil tjene pengene på at skyde brystet frem og beskæftige sig med de interessante ting som mennesket dybest set lever for at opleve?

Jeg ved det faktisk ikke, og hvad er også forskellen? 1) Penge ER uinteressante, og tabte penge er det endnu mere. 2) Skævvredne nyheder gør os ikke klogere. 3) Og jeg tror ikke på at vi kommer til at klare os i den globale konkurrence ved at fokusere på penge, men på konstruktive løsninger man kan tjene penge på. Herunder en kultur (og mediekultur) som har både lidt mere stamina og lidt mere ånd. Der er ærlig talt bedre ting at tude over.