”Det var jo dét, jeg sagde: Bryan Adams har flere hits end det gennemsnitlige website med gratis tvivlsomme naturfilm, du kunne tænkes at nævne. Og når han på en god aften fyrer dem alle sammen af, så ender det altså med en fest af de større.”
Ja, sådan indledes en anmeldelse i Berlingske af Bryan Adams optræden på dette års Skanderborg-festival. Der er ikke tale om en dårlig metafor, for det er ikke en metafor. Men det er den mest suspekt søgte sammenligning jeg til dato har set i en musikanmeldelse. Lad os se på hvorfor:
For det første sammenlignes ”hits” i to helt forskellige betydninger, nemlig den betydning at man hitter musikalsk – dvs. rammer noget i folk der gør at de begejstres og køber ens plader – og så den betydning hvor hits er antallet af gange en netbruger rammer ens hjemmeside, altså antallet af klik på ens hjemmeside. Det svarer til at sige at babyen skriger lige så ”højt” som Rundetårn. Skal vi blive enige om én gang for alle at sådanne sammenligninger er kiksede – og at de, i det omfang de overhovedet fortjener betegnelsen ordkløveri, er det på den mest deprimerende måde?
For det andet kan man aldrig bare sammenligne størrelser eller antal uden at kvaliteterne i de to ting man sammenligner, også antydes at have en sammenhæng. Og her må man – mens vi noterer os at månedens tema på Kommakommunikation begynder at tegne sig som porno – spørge hvad fanden Bryan Adams har gjort siden han åbenbart skal sammenlignes med internetporno?
Jeg laver skrivekurser med en 20 år ældre journalist, som jeg viste denne anmeldelse til. Han kunne, på trods af sit ellers skarpe tekstanalytiske blik, ikke umiddelbart se at der var tale om en reference til porno. Så uskyldig kan den generation åbenbart være, og derfor må jeg nok hellere lige forklare: Naturfilm er en gængs ironisk eufemisme for film med mennesker der kopulerer, eller skal vi sige parrer sig. Samtidig er porno kendt som det emneområde der genererer langt mest trafik på internettet – altså mange hits – og dette udgør selvsagt den spinkle relevans i anmelderens sammenligning. Desuden: Når journalister taler om porno på en måde som kunne få det til at se ud som om de selv dyrker det, er der altid indsat en afstandsmarkør, og den finder vi her i form af ordet ”tvivlsomme”. Jeg mener det må være bevisførelse nok for selv mine naiveste læsere (hej-hej, vinker til jer nu), så tilbage står blot det spørgsmål jeg ikke kan lade være at gentage: Hvad pokker har manden gjort siden hans sange skal sammenlignes med populære klip på RedTube?
Det må for det tredje også lige nævnes at sammenligningen på det rent antalsmæssige er ude af proportioner. Lad os sige at en ”tvivlsom naturfilm” får et femcifret antal hits. Bryan Adams antal af hits kan aldrig blive mere end tocifret. Blot dette korte dyk ned i tanken om at sammenligne de to antal bringer én i skurrende kontakt med sammenligningens fundamentale problem. Man kunne sige at antal købere af én single og antal klik på en hjemmeside ville hænge analogisk sammen, men det her er bare mærkeligt fordi antallet af produkter/værker (pophits) sammenlignes med antallet af interessemarkører (hits) for et produkt/værk (”naturfilm”). Absurditeten i det sammenlignede antal (hvis man evner at se bort fra de sammenlignede tings fysiske og logiske kvalitet) kan dog sagtens være et bevidst forsøg på overdrivelse (og dette har uden tvivl et fint retorisk navn), men når sammenligningen samtidig er suspekt og kikset, så kommer uproportionaliteten i antal ikke rigtig til at virke som en retorisk påfuglefjer.
Og jeg er ikke færdig med denne rekord-ringe indledning endnu. Kig på den igen:
”Det var jo dét, jeg sagde: Bryan Adams har flere hits end det gennemsnitlige website med gratis tvivlsomme naturfilm, du kunne tænkes at nævne. Og når han på en god aften fyrer dem alle sammen af, så ender det altså med en fest af de større.”
Det var jo dét jeg sagde, betyder at man konstaterer en bevisførelse. Men hits defineres ikke ved at de gør sig for et koncertpublikum – i hvert fald kun som en biting. Hits defineres mestendels ved at de har fået en plads på hitlisterne (altså at de er købt eller downloadet), en plads i radioen (fx som Barometer- eller Giro 413-klassikere) og måske i pophistorien; og så taler vi om studieindspilningen og ikke en tilfældig live-version. Om Bryan Adams har så eller så mange hits, er altså noget den kære anmelder har kunnet konstatere før koncerten – det er jo ikke sådan at Adams har holdt en masse hits hemmelige i 30 år for pludselig at afsløre dem på Skanderborg. At sige ”det var det jeg sagde” er med andre ord komplet meningsløst, og det bliver ikke mindre meningsløst af at det er artiklens indledende ord med indbygget tone af nyhedsrelevans.
Det eneste meningsfulde der er tilbage i ordene, er altså graden af begejstring – ikke hvad ordene betyder. Man kunne have transskriberet en talehæmmet autists hemmeligt artikulerede dom og det havde været en lige så god og præcis anmeldelse. Ja, nu tager jeg forskud på resten af anmeldelsen, men akkurat som indledningen består den også af arbitrære fraser og klicheer, og kunne såmænd have været skrevet på forhånd.
Og vi bør faktisk kigge på resten af anmeldelsen for retfærdigvis at se om den højst mærkværdige associering af Bryan Adams-hits og internetporno gives nogen forklaring. Jeg kan allerede afsløre at det ikke er tilfældet, men lad os nu bare få det hele med:
Fra ’House Arrest’, ’Kids Wanna Rock’, ’ Can’t Stop This Thing We Started’ og ’Hearts On Fire’ via ’18 ’Til I Die’, ’Summer Of 69’ og ’When You’re Gone’ til ‘The Only Thing That Looks Good On Me Is You’og ‘Run To You’ er der stort set jo ikke én festdræber i kataloget, og vi fik dem allesammen på Den Smukkeste onsdag aften.
Og vi fik dem på en måde, så jeg vil mene, der er ganske gode odds på, at Bryan Adams hyldest til festen, for-fanden og fuck-yeah denne aften vil stå tilbage som dén fineste forestilling på dette års festival i Skanderborg, når vi når søndag.
Jeg afbryder lige. Nu er den der nemlig igen: ”fuck-yeah”. Et temmelig unødvendigt ”fuck”, skulle jeg mene, bortset selvfølgelig fra bogstavrimet og tretrinsraketten ”for-fanden og fuck-…”. (Hvad bindestregen i for-fanden laver, ved jeg i øvrigt ikke.) Måske kan vi forsigtigt konkludere at pågældende anmelder – i hvert fald i skrivestunden – har været seksuelt underernæret. Jeg mener normalt ikke at man skal spekulere i og udbrede sig om den slags, men jeg synes det er vigtigt at vi finder en forklaring på den urimelige sammenligning, og det ovenstående ”fuck” synes at bekræfte denne tilsyneladende eneste forklaring. Det kunne også være at hun prøver at imitere det sprog Bryan Adams måske har benyttet sig af mellem numrene, men i så fald fremstår denne hensigt ikke tydeligt nok.
Men uanset om koncerten onsdag gør lige dét eller ej, så var den afgjort værd at tage med. Ét er at Bryan selv er en fin sanger, en endnu bedre komponist og dertil en god guitarist.
Det har vi altid vidst.
Noget andet er …
Nu afbryder jeg lige igen. ”Det har vi altid vidst” lyder lige gammelklogt og velorienteret nok til sandhedsværdien i det skrevne. Jeg har haft plader med Bryan Adams, og jeg synes for så vidt stadig at Reckless (1984) og Into the Fire (1987) er ret gode, ligesom Adams’ trofaste leadguitarist er fin, men ligefrem at begynde at oppiske en superlativ-stemning om Adams som guitarist og komponist synes noget overdrevet, i en verden hvor man nok kan nævne mindst 200 popsmede som er dygtigere (end selv Reckless-niveau) og ikke mindst har holdt en høj kvalitet over længere tid end Adams’ beskedne 6-7 år (eller 8-9 år, hvis man er meget venlig og medregner Waking Up the Neighbours-pladen fra 1991), ligesom man nok kan nævne mindst 500 kendte pop- og rock-guitarister som uden større diskussion er bedre. Adams er god nok. Men det er en skam således at skamrose Adams, ligesom det er en skam at devaluere resten af pop- og rockhistorien. Det virker musikalsk uvidende, og det gavner på ingen måde Bryan Adams. Med sætningen ”Det har vi altid vidst” sætter hun sin anmelder-etos på ét bræt, og brættet knækker omgående; man mister tilliden til anmelder og anmeldelse med det samme.
Noget andet er, at han er backet af ét af de finere rock’n’roll bands i verden. Ikke mindst trommeslageren Mickey Currey og leadguitaristen Keith Scott, som begge er ligeså effektive, som de er uforstilte.
Det har vi sådan set også altid vidst.
Så kan man hævde, at vi sgu’ også altid har vidst, at Bryans band er et fornemt rock’n’roll band, når de hamrer igennem og lader balladerne – ja, ikke mindst dén! – være der på nåde snarere end nødvendighed.
Det havde man måske så bare glemt.
Nu afbryder jeg lige igen. Det er ikke en journalists opgave at være kryptisk. Jeg gætter på at der med ”ja, ikke mindst dén” hentydes til Robinhood-film-balladen ”(Everything I do) I do it for you”, men det kunne sådan set også være en anden ballade, fx ”Heaven” fra Reckless. Hvilken der er mest kendt og dermed fortjener betegnelsen ”dén”, er absolut ikke entydigt. Det er jo ikke Metallicas dén, eller Foreigners dén. Rent sprogligt er der tale om det som professor Peter Haarder har kaldt ”møveri” – man aftvinger læseren den samme lidt for private viden, synsvinkel eller holdning som man selv har. Jeg møvede selv da jeg skrev Metallicas dén og Foreigners dén, for det er måske ikke alle der ved at jeg taler om ”Nothing else matters” og ”I want to know what love is”, selv om disse to ballader langt mere entydigt er hit-ballade nummer 1 for de to kunstnere. Anmelderens kryptiske tale, der måske i virkeligheden kun egner sig til de øvrige koncertgængeres medvidende nik, er igen et højst besynderligt genrebrud.
Men han kan det endnu, den gode Bryan Adams. Hans koncert i Skanderborg er det bedste, jeg har hørt fra ham siden en koncert i Roskilde for godt og vel tyve år siden, hvor han væltede det hele, selv om han faktisk var med på afbud fra Sinead O’Connor.
Hov, stop. Nu afbryder jeg lige igen. Nej, okay, så få lige slutningen med først:
Fordi han dengang godt vidste – med hans egne ord – at ’everywhere I go, the kids wanna rock’. Og dét kom han i tanker om igen i Skanderborg onsdag aften…
Herligt!
Ja, okay, så er vi færdige. Det jeg ville afbryde med, var at jeg sgu da troede at anmelderen med dette sprog og denne klichepumpe af en anmeldelse var en nybegynder, men det kan hun så ikke helt være. Men lad os lægge personen til side – der er en grund til at jeg ikke serverer hendes navn for Google i denne sammenhæng, og den grund er at vi går efter bolden her. Der kan i øvrigt være 117 grunde (for nu at overdrive på en smuk og meningsfuld måde) til at anmeldelsen er blevet sådan. Mest oplagt er det at den er skrevet under stort tidspres på et tidspunkt hvor der ikke har været nogen kreativ energi overhovedet – altså vilkår man i den ideelle verden aldrig burde producere tekst under. Det interessante ved anmeldelsen er at den kunne være skrevet uden anmelderens tilstedeværelse, blot på en efterretning fra en søn, datter eller nevø om at koncerten var ”fed”. ”Godt, vi sætter det til 5 ud af 6 stjerner, kopierer hit-titlerne fra Wikipedias diskografi-opslag, fylder det på en ungdommelige fucking fest-kliche og skriver tekstkroppen på 14 minutter.” Sådan ser artiklen faktisk ud. Men uanset grunden ville det være bedre hvis redaktøren tillod at man skar helt ned til det væsentlige og eneste troværdige, nemlig som der stod:
”Han kan det endnu, den gode Bryan Adams. Hans koncert i Skanderborg er det bedste, jeg har hørt fra ham siden en koncert i Roskilde for godt og vel tyve år siden.”
Dette er anmeldelsen. For lad os sige det som det er: Resten bidrager på ingen måde med yderligere oplysninger, nuancer, holdninger eller sansninger; kun med tomgang og vrøvl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar