søndag den 23. august 2009

Brevkassen: Skidegodt!

Spørgsmål

Hej Martin

Så er jeg her igen med et spørgsmål til din brevkasse. :-)

Jeg er altid i tvivl om hvornår forstærkende ord skal skrives sammen med det ord de forstærker, og hvornår de fungerer som selvstændigt ord. Æh, jeg kan ikke huske de grammatiske betegnelser, så jeg må hellere komme med nogle eksempler.

Jeg ved at det f.eks. hedder 'superfin' og 'allerbedst', men hedder det så også 'skideirriterende' og 'monsterutilfreds'? Og hvad med 'megasulten'?

Jeg tror det der driller mig, er at forstærkningsdelen udtales med tryk på (og især hvis ordet også kan anvendes som tillægsord: "han var en super sælger" i betydningen "en god sælger" og ikke som en 'supersælger'), og så lyder det som om det er et selvstændigt ord, men ifølge de regler jeg kan finde, ser det ud til at de skal skrives sammen.

Håber du kan hjælpe. :-)

Svar

Hej Anja

Jeg kan godt forstå at du kommer i tvivl, for ord med forstærkende sammensætningsled udgør en undtagelse fra reglen om at vi normalt kun har ét hovedtryk i et ord.

Der er ét hovedtryk i ordet ”aftale”. Det er der også i ”særaftale”, blot er trykket flyttet fra ”af” til ”sær”. Hvis der var tryk på både ”sær” og ”af”, ville der være tale om en ”sær aftale” (adjektiv + substantiv) og ikke om en ”særaftale” (substantiv med typebestemmende sammensætningsled).

Så vidt substantiver (genstande og begreber), men det er den samme med adjektiver, og her kan man ikke engang støtte sig til en grammatisk logik, se denne artikel, men må alene forlade sig på trykket: Om det hedder ”opad gående” (biord + adjektiv) eller ”opadgående” (adjektiv med typebestemmende sammensætningsled), afhænger af om der er to hovedtryk eller kun ét. Og så har vi balladen med de udtryk du giver eksempler på, for de forstærkende sammensætningsled er ikke biord – de er en del af ordet, men overtager ikke hovedtrykket fra det ord de klistrer sig på.

Og dette er for så vidt temmelig logisk fra et pragmatisk-semantisk synspunkt: Man forstærker jo ikke et adjektiv for samtidig at svække det ved at lade det tabe hovedtryk. Nej, der skal bare så meget tryk på som overhovedet muligt. Det er forstærkning og patos. Det er ikke fingrammatik og logos. Derfor skal udtryk som pisseirriterende, røvfornærmet og hvad man ellers kan finde på, være i ét ord selv om de – selvfølgelig – udbasuneres med dobbelttryk. Men bemærk hvordan forstærkede substantiver normalt overholder tryktabsreglen, fx ”møgkælling”, ”røvskole”, ”lorteundervisning” osv., for at kunne holde vand i udtalen af den bestemte form (møgkællingen).

MEN:

Der er en tendens til at visse sammensætningsled, såsom ”super”, ”kanon” og ”mega” er på vej til at blive accepteret som adjektiver (altså selvstændige ord) når de står foran substantiver. Også af sprogrøgtere som undertegnede. Udviklingen sker efter min bedste overbevisning ud fra følgende rationale. Nemlig IKKE at super er ved at løsrive sig fra fx ”supersælger”, men derimod at vi udelader stammen i det oprindelige adjektiv: en supergod sælger, en megastor elregning, en kanonfed koncert bliver til en super sælger, en mega elregning og en kanon koncert. Der er altså tale om et ”ufuldstændigt” adjektiv og IKKE om fejlagtig ordfragmentering af substantivet.

Den grammatiske test på om vi har at gøre med et komplekst substantiv (uden mellemrum) eller adjektiv + substantiv (med mellemrum), er at putte substantivet i bestemt form. ”En rødkælk” bliver til ”rødkælken”, men det går ikke med ”en rød kælk”. Hvis vi putter ”supersælger” / ”super sælger” ind i funktionsmaskinen, får vi det samme: ”En supersælger” bliver til ”supersælgeren”, men det går ikke med ”en super sælger”. Og bemærk så hvordan bestemtformen af sidstnævnte gerne vil fremkalde den udeladte adjektivstamme: Mens ”en rød kælk” i bestemt form bliver ”den røde kælk”, har ”en super sælger” tendens til at blive ”den supergode sælger” (efter at man måske har forsøgt sig med bøjningen ”den supre sælger”). Vi er altså stadig nødt til at genkalde den udeladte adjektivstamme når vi sætter det i korrekt bestemt form, og det understreger min teori.

Lad mig opsummere. En ”super sælger” eller en ”kanon koncert” er i dag korrekt (hvis du spørger mig), fordi ”super” og ”kanon” i de tilfælde er at forstå som tidligere første sammensætningsled i et kompleks adjektiv (fx supergod, kanonfed), men siden har overtaget rollen som adjektiv og er blevet adjektiver. Jeg håber at Dansk Sprognævn husker at de læste det her. :-)

Og husk så at møgirriterende, allerbedst og skidesmart og al den slags skrives i ét ord. Kan vi så – på skrift – kende forskel på skidesmart og skidesmart som henholdsvis det at være smart når man går på wc (ét hovedtryk) eller et forstærket ”smart” (to hovedtryk)? Nej, det kan vi ikke. Så hvis du mener det første, må du eksplicitere det.

Jeg ville gerne gennemgående i dette svar have kaldt alle ”(første) sammensætningsled” for ”præfikser”, fordi jeg gerne ville bruge et præcist filosofisk vokabular der understreger essensen ved det jeg vil kalde præfiks, nemlig at det er en forreststående del af et ord og ikke selv et ord. Desværre er betegnelsen præfiks i praksis indskrænket til små afledningspartikler som ”mis-”, ”u-”, ”for-” ”be-”, hvorfor jeg er nødt til at slå mig til tåls med det noget intetsigende ord ”sammensætningsled”.

5 kommentarer:

  1. Tusind tak for endnu et skidegodt svar. :-)

    SvarSlet
  2. Martin, din blog er fuckinggod :-)

    SvarSlet
  3. God lang, superfed forklaring, men hvornår erkender man at vores kategorier ikke nødvendigvis er fyldestgørede og at substantiver sagtens kan vikariere som adjektiver; vi har jo accepteret det omvendte?!?

    SvarSlet
  4. Jeg er ikke sikker på at vi har accepteret det du taler om, eller at det overhovedet foregår. Men jeg skal have eksempler for at kunne vide præcis hvad du taler om. Når adjektiver fx optræder som prædikativer (jeg er træt), er de ikke substantiver, de er stadig adjektiver.

    SvarSlet
  5. Hej,
    Skickar en hälsning från sverige!!

    /Eva

    SvarSlet