søndag den 24. oktober 2010

Farvel til Peder Skyum-Nielsen

Det er vist ikke mere end 3-4 måneder siden at jeg kort hilste på Peder Skyum-Nielsen (gift til Peder Skyum-Aagaard i 2009) i stillekupeen i IC3-toget, hvor han sad sammen med sin kone. Jeg havde de allerseneste år lært ham at kende i et par mailvekslinger om noget sprogligt og bogligt. Og ikke mindst under et arrangement hos DR med rundvisning: Her fulgtes vi lidt ad, og jeg lærte jeg ham at kende som et venligt og intelligent menneske med lune og kant.

I mange år før da kendte jeg ham mest som den grammatiske bror til den litterære Erik Skyum-Nielsen og som medforfatter – sammen med Henrik Galberg Jacobsen – til grundfagsbibelen på dansk- og retorikstudierne, Dansk sprog – en grundbog, som indeholder det meste af hvad man skal vide om sætningsgrammatik og skriftsproglig analyse, og som blev genudgivet i en opdateret udgave i 2007.

Jeg har også hans bog ”Sætningen” fra 2008 stående – med personlig hilsen i omslaget. En bog han primært lavede til journalister (på DR) for at lære dem bare en smule om sætningsgrammatik og om at skrive mere rent. Den er faktisk formuleret lidt som en grammatisk ”børnebog” til journalister, hvilket der helt klart er behov for, men den eksponerer også meget tydeligt de dele af Peder Skyums bidrag til dansk grammatik som jeg ikke er så begejstret for:

I såvel Dansk sprog – en grundbog som Sætningen fører Peder Skyum et noget ensidigt togt mod såkaldt sætningsforvægt. Dét at helsætningens finitte verbum ligger (for) langt bagud i sætningen, som fx:

”Da vi ikke har vidner til hvad der er foregået før vi nåede frem, bliver det påstand mod påstand”.

Og her er jeg fagligt uenig, for hvis sætningen er semantisk logisk i sin rækkefølge, og hvis den første information er velkendt eller danner nye klare billeder på nethinden, gør det ikke noget at det er en længere betingende ledsætning.

Peder Skyum er dog ikke alene. Hele danskfaglighedslitteraturen er gået over i den modsatte grøft i reaktionen mod kancellistilen, blandt andet fordi denne danskfaglige litteratur blev skrevet omkring 70’erne og kun er genudgivet med små opdateringer siden. Jeg skrev en opgave om Dansk sprogs overdrevne formaninger mod sætningsforvægt i 2007 og fik i 2008 lejlighed til at forelægge den for Henrik Galberg, hvilket fik ham til at ærgre sig over at han ikke havde set min kritik før den nyeste opdatering af bogen i 2007.

Opdateringen har blandt andet betydet en udvidelse med Peder Skyums mange nye betegnelser for en sætnings forløb i trappediagrammet. Ovenstående eksempelsætning ville således have det formelle navn ”toned-tripop” og kælenavnet ”store galge”. Bemærk denne værdiladede advarsel mod noget som altså er en helsætning der starter med en betingelsesledsætning indeholdende en ledsætning indeholdende en ledsætning (to trin ned) for til sidst at slutte med sætningsstammen på helsætningsniveau (tre hop opad). Her bliver Peder Skyum for pjattet efter min smag, og ved mødet med Galberg i sin tid forstod jeg da også på ham – mellem linjerne naturligvis – at det var Peder Skyums show.

Måske var det en byttehandel for at få lov at sætte nyt komma i Dansk sprog, for det med fornuftigt komma i stedet for grammatisk komma var Skyum ikke overbevist om – sandsynligvis fordi viden om hvor trappen i trappediagrammet går ned, forudsætter viden om hvor de meningsløse og uplacerbare startkommaer skal placeres. De to ting hænger altså sammen: Man kan ikke lave trappediagrammer uden at kunne sætte korrekt grammatisk komma. Sagen er bare at man ikke behøver nogen af delene, heller ikke som grammatiker i en mere meningsfuld og lingvistisk-semantisk orienteret grammatisk tradition end den der desværre er altdominerende i Danmark i dag. Til Skyums fortjeneste skal dog siges at han holdt lav profil i kommakrigen og mig bekendt aldrig udtalte sig offensivt til fordel for grammatisk komma. Han brugte det bare, ligesom de journalister han forsøgte at opdrage.

Langt mere på linje med Peder Skyum er jeg i hans kampagne for et tydeligere talt dansk. Her er jeg rørende enig med ham: Ingen normalthørende kan høre hvad Mads Mikkelsen mumler, og ingen kan være tjent med at vi såvel i medier som i private sammenhænge overspringer så mange stavelser og rammer så mange vokaler skævt at betydningen tabes på gulvet (et fænomen som bl.a. det berømte satireklip fra NRK tematiserer). Hvis vi en dag vedtog for alvor at bringe den skrevne ortografi mere i overensstemmelse med normal dansk udtale, ville vi opdage at de to snarere skulle mødes på midten, idet en ren transskription af vores nuværende udtale ville medføre et meget lille ordudvalg hvor ét ord ville kunne betyde 5-6 forskellige ting, og det går ikke. Distinktionen i vores udtale er under niveau for et meningsfuldt og nuanceret sprog. Så uanset hvad man mener om skriftsprogets krummelurer, er vi under alle omstændigheder nødt til at overveje hvad vi gør når vi ævler – overveje om ikke det kunne betale sig at sige lidt mindre, lidt langsommere og lidt tydeligere og mere helhjertet. Her har Peder Skyum fat i den lange ende. Men jøsses hvor er han alene med sin løftede pegefinger.

Ja, netop. Jeg kan virkelig godt lide ham for at turde være et brokkehoved. I modsætning til Dansk Sprognævns og associeredes filosofi om ”ingen løftede pegefingre” – en filosofi som jeg med modsat fortegn har gjort til min egen (se banneret øverst på bloggen) – var det Peder Skyums kald at løfte pegefingeren, og det elsker jeg ham for. Det var til at arbejde med!

Nu er han væk. Det skete i mandags, den 18. oktober. Alt for tidligt – 62 år. Det føles meget voldsomt.

Jeg tror nok at jeg dér i IC3-toget – med en vis indre angst for selve formuleringen – sagde: ”Vi mailes ved!” Da havde jeg ganske vist hørt at han var ”syg”, men af os tre var det kun ham og konen der vidste hvor syg, og af hvad. Måske var det derfor jeg kun fik et nik tilbage; måske bare fordi det var en stillekupe.

Men så mailes vi altså ved her. Jeg har på ingen måde adkomst til eller noget ønske om at skrive en fyldestgørende nekrolog, og det tilhører vist heller ikke konventionen at give faglig kritik eller skrive lige så meget om sig selv i en sådan. Så dette er ikke en nekrolog. Men som et af de sprogmennesker der betød noget for mig helt op til sin død, kan Peder Skyums pludselige fravær fra denne verden ikke bare forbigås upåagtet af denne blog. Derfor dette helt subjektivt vinklede indlæg om mine oplevelser med Peder Skyum og hans virke.

Du kan læse Peder Bros fine nekrolog på berlingske.dk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar