torsdag den 28. oktober 2010

Regnevrøvl i Berlingske

I artiklen ”Social arv giver stor karakterforskel” fortæller Berlingske den 6. oktober at:

Man kan undre sig over at denne statistik får pædagogisk konsulent i børne- og ungdomsforvaltningen Claus Detlef til i samme artikel at udtale at ”Forskellen er overraskende stor”. Ja, man kan undre sig over at det overhovedet skal være en nyhed. Det er vel nærmere en meget lille forskel at kun 20 procent af børn med svagest baggrund får 1,6 mindre i snit, især hvis det, som man må underforstå, er de dårligste 20 procent af denne kategori af børn. Eller man kan sige: Det er fantastisk at KUN 20 procent af børn med dårlige kår scorer 1,6 mindre i snit, for det implicerer jo at 80 procent af børn i dårlige kår klarer sig anderledes godt.

Men kære berlingerjournalist: Det er altså heller ikke det Politiken skriver – som I ellers hævder. Politiken skriver i deres tilsvarende indledning:

Ja, der mangler godt nok et vigtigt slutkomma efter ”baggrund” som Berlingskes udgave har, men bortset fra det, ser vi her en anderledes korrekt sammenhæng. Politiken taler om de 20 procent af alle børn som udgør kategorien af børn med svag baggrund, hvilket Berlingske får forvansket til 20 procent af børnene inden for kategorien.

Lad os se nærmere på hvad der går galt. Her skriver jeg først Politikens formulering, som er den originale, og derefter Berlingskes:

Berlingskes journalist, redaktør eller korrekturlæser har dummet sig gevaldigt. Men på absurd vis kan det meget vel være den prisværdige rettelse af Politikens kommafejl der har været startpunktet for en række af uheldige tanketorsk. For opdagelsen af at der slutter en ledsætning ved ”baggrund”, har højst sandsynligt fået vedkommende til at studse en kende for meget over ledsætningens start og tilknytning. Fejlagtigt har vedkommende kigget på ”børnene” som dét bestemte substantiv (den kerne) som den bestemmende relativsætning tilslutter sig:

”børnene, der har den svageste baggrund”

Når vi har med en bestemmende relativsætning at gøre, er det – stærkt tilskyndet af det grammatiske startkommas manglende skelnen – bedre at formulere sig ”de Xer som …” end ”Xerne som …”. Forklaring:

”børnene, der har den svageste baggrund”
Her er – ved brug af grammatisk komma – tvivl om hvorvidt ledsætningen er en bestemmende relativsætning eller en ”i øvrigt-sætning” (selvstændig/parentetisk ledsætning). Ved nyt komma ville udelukkende den selvstændige ledsætning have startkomma.

”de børn, der har den svageste baggrund”
Derfor er denne formulering – specielt ved grammatisk kommatering – bedre, fordi den entydigt signalerer at det er en bestemmende relativsætning.

Sandsynligvis er det derfor at ”børnene” er ændret til ”de børn”, hvorefter ”de” foran ”20 procent” er fjernet fordi det nu lød mærkeligt.

Men her burde man have løftet blikket og opdaget den igangværende brøler!

Problemet er nemlig at den bestemmende relativsætning ”der har den svageste baggrund” ikke knytter sig til en kerne som hedder ”børnene” eller ”de børn”, men derimod til en kerne som hedder ”de 20 procent af børnene”. Mere enkelt kan man sige at det bestemmende ”de” i begge tilfælde korresponderer med den bestemmende relativsætning, hvorfor Berlingskes sætning bliver noget vrøvl i forhold til realiteterne:

I Politikens tekst er ”20 procent af” med til at definere kategorien, i Berlingskes kommer ”20 procent af” til at stå uden for kategorien og bliver således 20 af børnene med de dårligste vilkår, altså en andel af andelen. Og det er jo noget vrøvl.

Man skal ikke overlade sproget til folk der ikke kan tænke og regne.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar