søndag den 22. marts 2015

Ganske vidst eller ganske vist?

Hej Martin

Jeg har et spørgsmål til dig som er helt vildt vigtigt at få opklaret. Har forsøgt mig via Google, men fik ikke endeligt svar. Hvornår bruger man vidst vs. vist? Hedder det f.eks. "det er ganske vist" eller "vidst"?

Hej Anna

Ja, der er en forståelig forvirring om de to ord, for der er jo slægtskab mellem at være vis, have vished og vide noget. Samtidig er den ordstammeødelæggende udvaskning af d’et fra ord som vædske – der jo i mange år har heddet væske selv om det har med våd og væde at gøre – med til at skabe tvivl om hvad der egentlig foregår med vist og vidst.

Men hvis du efter dette indlæg forstår at det hedder ”ganske vist”, kan du lave en huskeregel hvor du bruger hvert af ordene. Du kan sige: Jeg har vidst at det hed ganske vist. Eller endnu mere raffineret: Jeg har vist vidst det engang. (Den sidste kræver så at man ikke bliver forvirret på et højere plan over at biordet lægger sig mellem de to verber i verbalforbindelsen, ”har … vidst”.)

Vidst bruges som før nutid og før datid af verbet vide, altså (før nutid): ”Hun har længe vidst at hun er gravid.” Hvis hun så begynder at skilte med det, er det et helt andet verbum vi kan bruge, nemlig vise: ”Hun har længe vist at hun er gravid.” Men det er naturligvis en anden sag.

Vidst er altså udelukkende et verbum bøjet i før nutid/datid, mens dens betydningsmæssige halvbror, vist, som jo er en intetkønsform af vis, kan optræde som tillægsord eller biord. Der er ikke den store grund til for almindelige mennesker at skelne mellem ordklasserne biord og tillægsord, for tillægsord kan optræde som biord. Betydningsvariationen er mere interessant, eksempelvis kan ”en vis mand” jo betyde to ting, hvilket udfolder sig i flertal: ”de vise mænd” og ”visse mænd”. Det er rettelig to helt forskellige ord, men også her har en af Sprognævnets udrensninger skabt tåge, for i ældre dansk, hvor man måtte have dobbeltvokaler, ville det hedde ”de viise mænd”. I denne betydning af klogskab er intetkønsvarianten (”vist”) så sjælden at man knap nok overhovedet kan skrive ”et vist menneske” i betydningen et klogt menneske, i hvert fald ikke uden at det vil blive opfattet i den anden betydning, altså noget i retning af ”et bestemt menneske”. Den betydning er til gengæld ret hyppig: ”et vist kendskab” osv.

Vist kan også være synonym med sikkert og har også samme pendulsving i betydning. ”Hun er vist skyldig” og ”Hun er sikkert skyldig” har i moderne dansk den samme måske-betydning og usikkerhed over sig, hvilken må være opstået med årtiers upålidelig, sarkastisk og ironisk misbrug af sikre udtalelser. Derfor er der god grund til at holde fast i tautologien ”sikkert og vist”, for som komposition er den garderet mod pendulsving på samme måde som når ordene på anden vis er bygget ind i noget andet, lige fra vished til sikkerhedssele. Det er den samme funktion ”ganske”, ”helt” og lignende har når man siger ”helt sikkert” eller ”ganske vist” – herved sikrer man henholdsvis ”sikkert” og ”vist” mod at pendulere til den modsatte betydning. Det er nærmest som om ”helt” og ”ganske” er en hånd der holder pendulet fast.

Nå, ikke mere causeri. Det er på tide med et klart svar. Det hedder ”ganske vist” fordi ”vist” her ikke er et verbum. Jeg synes det er dumt at give en semantisk (betydningsmæssig) begrundelse, for de betydningsmæssige vægge mellem ”vist” og ”vidst” er ret tynde og de to ord har etymologiske overlap. Man kunne sagtens forestille sig at det hed ”ganske vidst”, fordi man kunne tænke at det betød at mange kendte det – altså verificering ved en blanding af mængdeargument og vidneudsagn. Og så er forskellen til ”ganske vist” i betydningen ”ganske bestemt” ikke ret stor – ikke større end forskellen mellem ”ganske (aner-)kendt” og ”ganske bestemt”. Og det er jo også derfor du kommer i tvivl.

Så:

1) I første instans må vi sige at det hedder ”ganske vist”, for det gør det bare!

2) I næste instans kan vi sige at når det ikke er et verbum, så kan det ikke være ”vidst”. Problemet er så at man fejlagtigt kan fantasere om at det kan hedde at ”noget er vidst” på sammen måde som ”noget er kendt” (fordi verber i kort tillægsform kan fungere på samme måde som tillægsord). Og den er svær at komme ud over som menigmand.

3) Men så må man til gengæld tilføje at ”er vidst” ganske enkelt ikke findes i godt dansk. Man kan sige ”har/havde vidst”, men ikke ”er/var vidst” (så skal man i stedet bruge ”kendt”). At man ikke kan sige ”er/var vidst”, har noget at gøre med grammatiske begrænsninger i betydningen af ”vide”. Jeg (eller du selv) kan køre dig et sted hen – så er du kørt. Og du kan selv køre strækningen – så har du kørt den. Men at vide er ikke noget man selv eller andre gør med én; det er kun noget man selv gør indefra.

PS: Med hensyn til interferensen fra verbet vise har jeg altid moret mig over følgende formulering i diverse rulletekster: ”Der blev vist klip fra …”.

Ja, måske – hvem ved?

Men det er lidt ordkløveragtigt af mig, for den faktisk tilsigtede betydning af formuleringen bør være den primære.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar