søndag den 19. april 2015

Handling eller tilstand

Hej Martin

Jeg holder meget af din stædige kamp for godt sprog – det er jo en ædel kamp. Og det er også på bagrund af dette at jeg vil spørge dig om en ting som jeg har gået og irriteret/undret mig over i snart et godt stykke tid.

Det handler om adjektiver og brugen af disse i flertalssammenhænge. Altså a la "de blev meget forundrede over svaret". Jeg ser dagligt at disse flertalsbøjninger forsvinder, og at det der står tilbage, er "de blev meget forundret over svaret". Et frisk eksempel er fra Ugeskrift for Læger, hvor man kan læse følgende sætning:

”Vi kan godt arkivere oplysninger, selv om det viser sig, at de er ulovligt indsamlet."

Her vil jeg mene at "indsamlet" skulle have stået i flertal, men der er samtidig tilfælde hvor det kommer til at lyde knudret i flertal (kan dog ikke komme på et godt eksempel her på siddende balle ...). Men er det ikke korrekt at adjektiver skal bøjes hver gang subjektet som de referer til, er i flertal?

M.v.h.
Frederik

Hej Frederik

Svaret på dit allersidste spørgsmål er nej. Og så alligevel jo. Du har ret i at tillægsord skal bøjes i flertal efter navneordet (en rød postkasse, to røde postkasser), men tillægsord tilhører i den sammenhæng en langt mindre gruppe ord end du tror. Som der står under det relevante opslag i Håndbog i Nudansk, ”Præteritum participium (datids tillægsform)” side 482, som noget af det allerførste:

>>Vær opmærksom på om den form der er problemer med, overhovedet er præteritum participium. Måske er den i stedet et adjektiv (tillægsord) og skal behandles som sådan et. Det gælder fx ord som velfornøjet og uinteresseret (der er jo ikke noget der hedder ”at velfornøje” og ”at uinteressere”).<<

Og der er jo heller ikke noget der hedder ”at røde”. Vi ved at rød er et tillægsord, så det kan hjælpe os med at huske at den slags ord som man ikke kan få til at fungere som verber, er hvad man kunne kalde rene tillægsord.

Ser vi på dine eksempler, kan vi nok tale om ”at forundre” og i hvert fald om ”at indsamle”, så her har vi altså fat i noget andet end ordklassen tillægsord.

Personligt har ordklasser aldrig interesseret mig ret meget; jeg er mere fokuseret på sætningsgrammatik og dermed på leddenes funktion i sætningen. Så jeg kalder det hele for prædikater, men det er jo ikke ensbetydende med at visse spidsfindigheder ikke kan forklares med ordklasser, og derfor er Håndbog i Nudansk et udmærket sted at starte. Man kan så more sig eller spekulere over at der således skulle være ordklasseforskel på ”interesseret” og ”uinteresseret”, eller på ”fornøjet” og ”velfornøjet” – for man kan jo sagtens tale om ”at interessere” eller om ”at fornøje”. Men her hævder Håndbog i Nudansk altså at ”velfornøjet” og ”uinteresseret” er adjektiver, mens man indirekte må forstå at ”fornøjet” og ”interesseret” er repræsentanter for præteritum participium. Den slags spekulationer er en af hovedårsagerne til at ordklasser i mine øjne delvist er en pseudovidenskab.

Under alle omstændigheder udgør ”stor”, ”interesseret”, ”indsamlede”, ”ranke”, ”Michael”, ”en ko”, ”usandsynligt irriterende” og ”dyppet i tjære” prædikater til subjektet i sætningerne ”Bilen er stor”, ”Jeg er interesseret”, ”Oplysningerne er indsamlede”, ”Tulipanerne står ranke”, ”Guitaristen hedder Michael”, ”Figuren forestiller en ko”, ”Hun er usandsynligt irriterende” og ”Stodderen er dyppet i tjære”, og det er den horisont jeg normalt befinder mig i. Egentlig bør jeg kalde dem prædikativer – sikke jeg sløser, hva’? Nej, man må faktisk godt kalde dem prædikater, for i betydning III er prædikater synonym med prædikativer.

Men nu skal vi altså tale om præteritum participium – eller ”datids tillægsform”, som Håndbog i Nudansk kalder det med et meget vigtigt ejefalds-s på datid. Jeg ville nu nok ændre det til et binde-s og kalde det for datidstillægsform, for man ved aldrig hvor store misforståelser der kan opstå når folk ser hvad de måtte opfatte som legitim ordfragmentering. Det er simpelthen at lege med ilden. Så går det andet forslag, ”kort tillægsform”, bedre.

Når det gælder kort tillægsform, taler man om handling eller tilstand. Det er dét der styrer om det skal være flertal eller ej.

I sætningen ”Ruderne er pudset i forgårs” er ruderne jo i flertal, men det er alligevel naturligt at prædikatet pudset er i ental. Det skyldes at det her er naturligt at betragte pudsningen af ruderne som én samlet handling, og tidsadverbialet, ”i forgårs”, gør ligefrem denne læsning til den eneste rimelige. Hvis vi nøjes med sætningen ”Ruderne er pudset” uden tidsadverbial, kan vi også have den i versionen ”Ruderne er pudsede”. Den første version (pudset) fokuserer på den samlede handling og kommer dermed implicit til at vække tanker om hvem der har gjort det. Den anden version (pudsede) fokuserer sjovt nok på kvaliteten og oplevelsen ved den enkelte rude. Ja, måske synes det umiddelbart at være ulogisk at flertal skaber fokus på enkeltdelen, men det skyldes jo at flertalsformen indrømmer at der er flere enkelte dele, og at den således distribuerer sin værdi til hver enkelt. Verstehen Sie?

Når sætningen fokuserer på handling, kan man ifølge Håndbog i Nudansk indsætte et ”blevet” uden at betydningen ændres: Ruderne er blevet pudset. Tjo, men hvad pokker er det for en regel at binde folk på ærmet? Man kan jo også sætte ”blevet” foran rene adjektiver: De var blevet røde. De er blevet vanskelige. De er blevet meget vrede. De er endelig blevet færdige. Og eftersom den korte tillægsform der fokuserer på tilstand, ligner de rene adjektiver til forveksling, svarer denne regel jo til at sætte ræven til at vogte gæs. Det viser sig da også at være svært at høre mislyde eller klare betydningsændringer ved indsættelse af blevet i tilstands-sætninger: Køberne er blevet interesserede. Ja, altså, jeg kan ikke høre at det er forkert eller at det skulle udgøre en sønderlig betydningsændring. Lad os tage et andet eksempel: Ruderne er blevet duggede. Tja, måske lidt akavet – og i det omfang det ikke er akavet, skyldes vellyden måske at ”duggede” i virkeligheden er et rent adjektiv – kan man sige ”at dugge”? Jeg ANER det ikke. Dette er lærebogskolbøttekaos af værste skuffe. Håndbog i Nudansk burde skamme sig.

Jeg har også den tilføjelse at man ikke altid kan indsætte et blevet, og det er fordi der – efter min mening – ikke nødvendigvis er en skjult aktør bag t-formen (altså den der afspejler en handling). For eksempel kan man godt argumentere for en skelnen mellem ”Roserne er afblomstret” og ”Roserne er afblomstrede”. I den første er det ikke muligt at indsætte et blevet som afspejling af en handling, for der er ingen handling, men man kan sagtens argumentere for at t-formen i moderne dansk har sin berettigelse ved at bære en betydning af samtidighed – altså at afblomstringen er sket som ét samlet skifte, i modsætning til e-formen der fokuserer på blomsternes individuelle tilstand.

Håndbog i Nudansks tip til at identificere tilstand er lidt bedre. Her påstås det at man kan gradsbestemme eller sætte et u- foran tillægsformen: Ruderne er upudsede. (Ruderne er meget pudsede. Øh …?) I hvert fald er det korrekt at man ikke kan sige ”Ruderne er upudset”, for det er en underlig handling, mens ”upudsede” er en sprogligt acceptabel tilstand. Jeg synes dog en sådan test er tvivlsom fordi den nærmest kræver at man på forhånd har styr på det testen skulle afklare. Altså heller ikke megen ros fra min side til Håndbog i Nudansk her.

Nok nørderier, lad os tage nogle normale, skolebogsagtige eksempler:

Postkasserne er tømt/tømte.
Ligene er begravet/begravede.

Entalsformen forudsætter og fokuserer på at der ligger én sammenhængende handling bag. Flertalsformen fokuserer på den enkelte postkasse og det enkelte lig. Jeg tror det er ret tydeligt med de begravede lig at flertalsformen er mere malende og dermed voldsommere: Man forestiller sig den enkelte gravplads – eller det enkelte ligs position i en massegrav – akkurat som man med de pudsede ruder ser den enkelte rude som et metonymisk billede på helheden. Og det er jo klart at flertalsformen er mere malende, for den handler jo om tilstanden, kvaliteten, stofligheden. Derimod har entalsformen – altså postkasserne der er tømt, eller ligene der er begravet – sit fokus på et samlet skifte, en handling der er klaret (af en eller anden). Derfor er entalsformen mindre malende og mere skrivebordsagtig og eufemistisk.

Så i mange tilfælde handler det altså om hvad man vil fokusere på. I andre tilfælde er kun den ene variant logisk mulig.

Lad os tage nogle flere eksempler:

De rejsende var alle forsikret/forsikrede.
Samtlige biler var udlejet/udlejede.

Hvis vi forudsætter at ingen af disse situationer følger af én handling, men er konstateringer af at alle enkeltdele tilfældigvis er henholdsvis forsikrede og udlejede, ja, så burde det jo være ”forsikrede” og ”udlejede” der entydigt er det korrekte. Men sprogøret er alligevel i tvivl – er det ikke?

Her kommer så en af de virkelig vamle passager i Håndbog i Nudansk der åbner for hvad-synes-du-selv-ladeporten. Efter en række af lignende eksempler står der (mine skråstreger angiver linjeskift):

>>Men det udelukker ikke at også t-formen kan bruges i den slags tilfælde. Der er nemlig i den almindelige sprogbrug en ret stærk tendens til at bruge t-formen uanset om der er tale om en handling eller en tilstand. I tilfælde som de nævnte vil det derfor også være korrekt at bruge t-formen, fx: // Om søndagen er butikkerne altid lukket. / Alle firmaets biler er lejet. // Når participiet indgår en fast forbindelse med en efterfølgende præposition (et forholdsord), fx forsynet med, irriteret over, koncentreret om, overrasket over, er t-formen særlig almindelig: // Alle apparater er forsynet med tekst-tv. / Vi var overrasket over den hurtige reaktion.<<

Til det sidste vil jeg sige at jeg måske er til fals for ”Alle apparater er forsynet med”, men ikke for ”Vi var overrasket over”. Dommen er foretaget ud fra umiddelbart gehør, men jeg kan godt give den en dybere forklaring: At være overrasket er en følelse, en indre proces, og i mine ører tilkommer det (ifølge sprogets logik) principielt ikke andre aktører end én selv at sætte skub i sine følelser, hvilket logisk set medfører at t-formen er umulig (medmindre der er et ekstremt element af samtidighed, altså at man står i samme rum og overraskes kollektivt).

Nu har vi læst på lektien – der, skal det indrømmes, er lige så fast i kødet som en rådden agurk der splatter bare man ser på den – men vi har også filosoferet lidt. Så lad os så se på sætningen fra Ugeskrift for Læger om oplysninger der var ”ulovligt indsamlet”. For det første kan vi som sagt sige ”at indsamle”; så selv om ”indsamlet” har tillægsform, er det ikke et tillægsord på samme vis som ”stor”, ”glad” eller ”rød” er det, og vi kan derfor ikke skråsikkert sige at det skal følge navneordets ental eller flertal.

Næste skridt er altså at vurdere om sætningen fokuserer på handling eller tilstand. Hvis man kan argumentere for at den ulovlige indsamling af oplysninger er én sammenhængende handling foretaget af én sammenhængende gruppe af mennesker, kan det i hvert fald være korrekt med ”indsamlet”. Hvis man snarere kan argumentere for at det er en bunke af oplysninger der hver især er indkommet fra hid og did, er det måske ”indsamlede”, men det afhænger af – ja, undskyld jeg siger det ligeud – hvor godt det henfaldne danske sprogøre synes det lyder. Og jeg ville IKKE være skråsikker.

Ordet ”ulovligt” gør det instinktivt usandsynligt for den almindelige sprogøresvækkede læser at den rigtige bøjning skulle være ”indsamlede”, for det er noget rod hvis flere uafhængige aktører har gjort noget ulovligt. Den normale pointe i en sætning om ulovlighed er at en bestemt aktør er skyldig, ikke et tilfældigt sammenrend af aktører. Hvis flertalsbøjningen principielt er korrekt, kalder det med andre ord på en total omformulering – måske endda mere research. Enten må man kunne spørge: Hvordan kan det være at mange har gjort noget ulovligt? Eller også må man kunne spørge: Hvem er det der har foretaget en ulovlig handling? En af delene. Indholdet skal trækkes i den ene eller anden retning for at blive tydeligt.

Typisk nok ligger djævlen i detaljen, og man kan ofte opsnuse store konstruktionsproblemer og indholdsmangler bare ved de små splinter man får i hånden af at stryge hen over den grammatiske overflade. Det er også derfor det er frustrerende at læse korrektur på en skribent der ikke har 110 procent styr på indholdet – i hvert fald hvis man gerne vil have 100 procent styr på sproget.

Hvad var det nu sætningen helt præcis lød på?:

”Vi kan godt arkivere oplysninger, selv om det viser sig, at de er ulovligt indsamlet."

Ja, jeg mener godt at vi kan lave en pragmatisk forskydning opad: Det er muligt at oplysninger er tilflydt uafhængigt ulovligt fra øst og vest. Men vi kan skubbe handlingsansvaret op til den aktør der samlet set benytter denne bunke af lovlige og ulovlige oplysninger, eller den som har leveret en klynge af ulovlige oplysninger. Det sidste er sandsynligt, for jeg læser sætningen som hypotetisk og som én der i første omgang handler om at ”én” kan have leveret ulovlige oplysninger – flertallet ”de” refererer jo bare til oplysninger. Og så havner vi ved at entalsbøjningen faktisk er legitim referent til én (hypotetisk) handling. Så hvis jeg fik en dårlig fast hyre for korrektur af den tekst og ikke havde mulighed for at kaste mig ud i en større debat om det bagvedliggende indhold, kunne jeg – afhængigt af artiklen som helhed – godt finde på uden indre diskussion at lade ”indsamlet” forblive ”indsamlet”.

Vi har jo også den åbne ladeport for t-formen fra Håndbog i Nudansk. Så der er ikke noget at komme efter: Det er simpelthen bare også korrekt at skrive ”indsamlet”. Dette begrundes i sprogbrugsprincippet – hvad folk rent faktisk gør – der så bliver bekræftet som regler med formuleringer som ”Der er nemlig i den almindelige sprogbrug en ret stærk tendens til …”. Det er selvfølgelig i sig selv det dårligst tænkelige argument og selvfølgelig ikke et svar du skriver til mig for at få. Men som beskrevet kan der være andre, lidt bedre, argumenter for t-formen.

Lad os lige kigge på et fænomen som Håndbog i Nudansk slet ikke nævner i denne forbindelse – muligvis fordi det bare er en løs tanke(torsk) i mit hoved. Men alligevel. Lad mig bare bevæge mig ud på is af ubekræftet tykkelse. Se på disse sætninger:

Alle gæster er tituleret Store-Smølf.
Alle gæster er malet røde i sylten.

Tituleret? Malet i sylten? Ikke titulerede og malede i sylterne? Nej, for hvis det der ligner et prædikat (fx ”malet” – i ”jeg er malet”), ikke er et prædikat (og det er det ikke her: ”blev malet [noget], hvor [noget] er egentligt prædikat) og derfor snarere er en del af verbum-konstruktionen (”blev malet”), ja, så skal det ikke bøjes i flertal. Eller sagt på en mindre teknisk og parenteshærget måde: ”Store-Smølf” er det egentlige prædikat i den første sætning, mens ”tituleret” er en del af verbalet (i hvert fald i en vis sprogtradition – så er alle forbehold taget). Tager vi ”Store-Smølf” væk, står der ”Alle gæster er tituleret”. Når vi ikke kan høre at dette er forkert, og heller ikke synes ”titulerede” er rigtigt, skyldes det udelukkende at der altid kommer et egentligt prædikat efter ”tituleret” – og selvfølgelig at gæsterne også kunne blive tituleret under ét. Titulerede eksisterer ganske enkelt ikke som flertalsform, kun som bestemtheds form (og det er en helt anden sag). I sidste eksempel er enten ”røde” eller ”røde i sylten” det egentlige prædikat, mens ”malet” er en del af verbalet. Man siger jo heller ikke: ”Alle postkasserne er malede røde”, og det skyldes jo at ”røde” har overtaget rollen som prædikat, mens ”er malet” samarbejder om en verbalbetydning der svarer til verber som ”kaldes”, ”hedder”, ”forestiller”, ”synes” osv. Men vi kan godt have sætningen ”Alle gæster er malet/malede (i ansigterne)”. Her er ”malet/malede (i ansigterne)” prædikat og følger reglen om hvorvidt man fokuserer på handlingen eller en stoflige oplevelse ved det enkelte ansigt.

Det enkelte ords skift i funktionelle ordklasser – fx at ”malet” både kan være prædikatet og (sammen med ”er”) kan udgøre forbindelsen til prædikatet – smitter selvfølgelig af på den almindelige sprogforvirring. Kan det mon være den slags der har påvirket e-formerne til at kunne eksistere som t-former (nu uden egentlig prædikat efter sig)?

Det smitter selvfølgelig også af at de eneste rigtige udgaver af følgende meninger er disse sætninger:

Oplysningerne var indsamlet over en længere årrække.
Postkasserne var tømt i løbet af dagen.
Grækerne var stegt i løbet af mødet.

Her kan det ikke hedde ”indsamlede”, ”tømte” eller ”stegte”, for tidsadverbialet (over en længere årrække, i løbet af dagen, i løbet af mødet) tvinger sætningerne til at fokusere på handlingen, uanset hvor sporadisk, langtrukken og afbrudt denne handling måtte være.

Rigtige adjektiver bøjes naturligvis stadig efter flertal: Postkasserne blev røde i løbet af dagen. Stewardesserne blev vrede efterhånden som mødet skred frem.

Og stadig bør det vel hedde:

Politikerne blev forvirrede efterhånden som forhandlingstilbuddene kom ind.

I modsætning til ”forlegne”, ”vrede” eller ”glade” er ”forvirrede” ikke et rent tillægsord – man kan jo sige ”at forvirre”. Men det er stadig en følelse – principielt set en indre proces (uanset hvor entydigt en aktør påvirker denne) – og derfor ikke en handling andre kan gøre. Således må den følge de rigtige tillægsord tæt og ligesom dem følge subjektets ental/flertal. Det er i hvert fald min helt klare holdning, selv om man efter Håndbog i Nudansk bogstav må konkludere at det er valgfrit.

Opsummering – en indre dialog med eksempler:

Ruderne er dugget.

Okay, hvem gjorde det? Ligger der her en skjult anklage mod morgendisen?

Ruderne er duggede!

Aha, deres nuværende tilstand – hvor poetisk.

Russerne er beduggede.

Nå, ja, en tilstand som nok er mest poetisk indefra.

Postkasserne er malet.

Okay, hvem fanden gjorde så det?

Postkasserne er nymalede.

Lyder smukt. Men du er lidt uden for skiven, for nymalet er et rent adjektiv, så det skal uden diskussion følge flertalsformen ”postkasserne”.

Postkasserne er malet røde.

Ja, nu er ”malet” en del af verbalet. Og Kurt Ravn blev kaldt Røde. Grammatisk set samme sætning.

De fem er sigtet for voldtægt.

Knap så fantastisk. Var det en gruppevoldtægt siden du siger ”sigtet”?

Nej, de er hver især sigtet for voldtægt.

Ja, det kan man måske sige, men …

Okay, de fem har det til fælles at de er sigtede for voldtægt, men jeg synes altså det lyder forkert. Man siger jo heller ikke: De fem kællinger er alle klippede hos frisør Madsen!? Man siger: De er alle klippet hos frisør Madsen.

Tja, det må være de forholdsord – ”for” og ”hos” – der får det til at glide lettere ned. Man er ”sigtet for” og ”klippet hos”. Det er i hvert fald i høj grad noget der kommer udefra, i modsætning til følelser og sindstilstande som forvirring, foruroligelse og lignende.

De fem står hver især (som) sigtede i voldtægtssager.

Ja, det lyder godt. Men det er da ærgerligt at man er nødt til at formulere sig på en bestemt måde for at være sikker. Det må have noget at gøre med at vi er væk fra den sammensmeltende betydning i ”klippet hos” og ”sigtet for”, altså fri af forholdsordenes indvirkning, for ”i voldtægtsager” er ikke et obligatorisk adverbial i sætningen.

Vi er forvirrede.

Ja, tak! En sindsstemning skal ifølge undertegnede følge navneordets flertal (akkurat som rigtige tillægsord) uanset hvad Håndbog i Nudansk åbner af valgfriheder. Bortset fra dem må man lade sin fornemmelse tale.

Vi er faktisk fuckede.

Helt enig.

Her er så min foreløbige konklusion, og jeg understreger at den er foreløbig:

1) Først afgøres om det er et rent adjektiv, og det gøres ved om man kan operere med en verbum-udgave, fx ved navnemåde: Man kan sige ”at indsamle” – så er indsamlet/indsamlede kort tillægsform. Men man kan ikke sige ”at røde” eller ”at uindsamle” – så er rød/røde og uindsamlet/uindsamlede rene tillægsord, og de følger mht. ental/flertal det navneord de referer til. Skraldeposen er uafhentet, og skraldeposerne er uafhentede.

2) Så afgøres om der fokuseres på handling eller tilstand. Oplysningerne er indsamlet (af nogen) (på et tidspunkt). Oplysningerne (har den kvalitet at de) er indsamlede. Hvis man på nogen måde kan argumentere for at det er én handling, er ”indsamlet” fint. Et efterfølgende forholdsord kan forstærke folks tilbøjelighed til t-formen, og det er accepteret i retskrivningsreglerne.

3) Dette er alene min sprogpolitiske tilføjelse: Omhandler tillægsformen en sindstilstand, er det ikke sprogligt oplagt at det skulle være én (udefrakommende) handling, og derfor vil jeg altid foretrække e-formen (altså fokus på tilstand) her. Eksempelvis: Sprogbrugerne var forvirrede på et højere plan.

_

NB: Dette indlæg hander om tilstands- eller handlingsfokus ved kort tillægsform. En langt tydeligere og værre fejl er manglende bestemthedsbøjning af samme (faktisk både af kort tillægsform og af rene adjektiver), især når der står et biord foran: De ulovligt indsamlet oplysninger. Den amerikansk ledet indsatsstyrke. Den temmelig broget skare. Disse fejl er altså ikke emnet for ovenstående indlæg.

_

PS: Hvis nogen kan påpege smuttere eller tilføje nuanceringer til dette indlæg, er sådanne bidrag velkomne. Det er simpelthen for komplekst til at jeg kan være min egen fagkorrekturlæser og med sikkerhed sige at der ikke er en formel benævnelsesfejl eller et hul i en definition.

 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar