torsdag den 31. januar 2013

Sad på boldbesiddelsen

Det går ikke. Så det skriver man bare ikke, vel?

Jo, det gør man:


Fra den ellers forbilledligt fejlfrie artikel ”Dramatisk Laudrup-point mod United”, Sporten.dk, 23. december 2012.

At sidde på og at besidde noget må siges at være dobbeltkonfekt. Det kan enhver se, og derfor er ovenstående morsomt.

Og her kunne man så stoppe hvis man bare var en helt almindelig sprogbruger – eller hvis man var en læsertip-fodret fis i en hornlygte af en facebookblog og ikke en seriøs og smuk sprogblog. Det ville være så let ikke at tænke og ikke at ville noget mere. Men her skrives der tekst – ja, der skrives – simpelthen fordi det ikke kun handler om andres håbløse fejltrin, men også om selv at danse. At vise hvordan man gør – eller mere ydmygt formuleret: kan gøre.

Desuden handler det om dette fra Descartes forskudte mantra: Jeg skriver, altså tænker jeg (eller har tænkt en tanke at skrive på).

Tilbage til ”sad på boldbesiddelsen”. Dobbeltkonfekt er det, men dobbeltkonfekt lyder ikke som en betegnelse en akademiker ville bruge. Begynder man imidlertid at tænke over hvad den akademikerlatinske pendant til dette lægmandsord helt præcis er, åbner der sig en Pandoras æske af akademisk kaos og definitionsdunkelhed. Og det tirrer mig selvfølgelig.

Så hvis du tør drage med mig ud på en nørde-ekspedition i jagten på sandheden om hvad dobbeltkonfekt egentlig hedder, så kom med mig videre. Hvis du derimod taber pusten blot ved tanken, kan du overveje at stå af her for denne gang – det er helt i orden. Ja, det er ikke engang sådan at du går glip af noget, for jeg kan godt allerede røbe at ”dobbeltkonfekt” er en mere præcis og retvisende betegnelse end de fremmedordsbetegnelser der er på markedet. Så tillykke med at du ikke er Erasmus Montanus men derimod et helt sundt og fornuftigt menneske som kender dobbeltkonfekt når du ser det!

Til mine lidelsesfæller fra diverse dansk-, retorik- og lingvistikstudier: Velkommen til parodien på dansk akademisk tradition.

Lige ved hånden har jeg 1) ”Den Danske Ordbog” (DDO), både på reolen og på nettet, 2) web-udgaven af encyklopædien ”Den Store Danske” (selvsagt på nettet) og den lille håndbog ”699 varme termer”. Det burde være nok.

Da jeg som efterkommer af rene knoldesparkere hverken har klæbehjerne eller stor fidus til brug af overflødige fremmedord, begynder min søgen – måske overraskende for nogle – med en handling der er lige så automatiseret som når en blackoutet skuespiller søger sin sufflør: Jeg slår op på ”dobbeltkonfekt” i Den Danske Ordbog for at se om den foreslår nogen synonymer. Jo, det gør den – den siger ”SYNONYM: pleonasme” og ”SE OGSÅ: tautologi”.

De to små sataner vækker unægtelig genklang som to betegnelser jeg har hørt før, er faret vild i, aldrig har turdet bruge – og nu leder efter. For nu skal vi have styr på dem. Hvad er hvad, og hvorfor?!

Pleonasme
Den Danske Ordbog taler blot om en ”forbindelse af ord der unødigt gentager samme betydningsindhold”, og giver eksemplet ”samarbejde i fællesskab”. Det er præcis samme forklaring som gives ved dobbeltkonfekt, og de er jo altså også fremstillet som synonymer. Men det er vel et smagsspøgsmål om eksemplet ”samarbejde i fællesskab” er et rent logisk overlappende udsagn (som fx en rund cirkel eller et firkantet kvadrat), eller om det faktisk giver mening: At arbejde i fællesskab er ikke nødvendigvis at samarbejde: Man kan stå inden for hinandens intimsfære og arbejde, men uden egentlig at samarbejde. Omvendt forudsætter samarbejde en form for fællesskab. Så alt efter hvordan ens hjerne lige vender den dag man læser eksemplet, vil man udlægge noget forskelligt med hensyn til hvor snævert ordet pleonasme er defineret. Så snævert defineret som rent overlap, dvs. som en rund cirkel (hvilket var min første læsning), eller mindre logisk overlappende?

699 varme termer siger det samme, men giver flere eksempler: ”en rund cirkel”, ”en rytter til hest” og ”en enlig ungkarl uden hverken kone eller børn”. Bemærk at en rytter til hest på ingen måde er logisk dobbeltkonfekt i samme snævre forstand som en rund cirkel (en rytter kan vel også betegnes som sådan når han ikke sidder på hesten), og at det udflydende eksempel med den enlige ungkarl (som jo godt kan have en partner, biografveninde etc., men ganske rigtigt ikke en kone) heller ikke bidrager til at forstå hvor snæver eller bred definitionen er. Foreløbig ligner definitionen på pleonasme elastik i metermål.

Den Store Danske flytter perspektivet totalt idet den i højere grad opfatter pleonasme som noget sprogteknisk: Den siger: ”overflod i sprogbrugen, i moderne terminologi redundans, almindelig i talesproget som "dobbelt konfekt": manden han siger ... , årsagen skyldes, at ... , eller som talefigur, der tilsigter større fylde i udtrykket: Jeg så det med mine egne øjne”.

Bemærk det manglende komma mellem ”manden” og ”han” i det første eksempel (manden han siger …). Det er simpelthen forkert skrevet. Konstruktionen er almindelig i talesprog, og man siger at ”manden” står i ekstraposition, altså uden for den normale helsætning, fordi ”han” der gentager indholdet ”manden”, derved tager ”manden”s plads i helsætningen. Skal man skrive det, skal man sætte komma! Den Store Danske uden ordentlig tegnsætning – oven i købet i et ret centralt definerende eksempel? Uha, uha.

Jeg er tilmed bekymret over at encyklopædien taler om ”dobbelt konfekt” og ikke om ”dobbeltkonfekt”; begge dele er sprogligt gangbare, akkurat som ”ekstra tur” og ”ekstratur” hvorimellem der kun er en lille nuanceforskel, men netop denne nuance er vigtig, for en ekstra tur er en tilfældighed, mens en ekstratur er et etableret begreb, og som etableret begreb bør dobbeltkonfekt staves i ét ord og udtales med ét tryk, også for at fjerne det fra den tilfældige forekomst af ”dobbelt konfekt” i betydningen af overflødige havregrynskugler og marcipan med nougat. Heldigvis er Den Danske Ordbog, hvis primære funktion er at have styr på stavningen, enig med mig.

I Den Store Danske stemmer eksemplernes kvalitet ikke overens med dem i Den Danske Ordbog og 699 varme termer. De første to eksempler i encyklopædien – ekstrapositionen (manden, han …) og sprogforbistringen (”årsagen skyldes”) – er rent sprogtekniske, næsten grammatiske, hvilket ingen af eksemplerne i de to øvrige kilder er. Og det tredje og sidste eksempel, ”Jeg så det med mine egne øjne”, vedrører en helt bevidst understregning. Det er da muligt at dét er en pleonasme, men i så fald ved de to andre kilder ikke hvad en pleonasme er. Forvirringen er absolut total – hovsa, var det en pleonasme?

Okay, jeg må kigge på bogreolen. I Ulla Albecks Dansk Stilistik (7. udgave, 1939) optræder pleonasme ikke som et opslag, men hun har været flink at putte ordet i registeret omme bag i bogen, hvor der står: ”pleonasme – ’overflødighed’, selvgentagelse”. Dette er efterfulgt af seks sidetal. En skimning af de seks sider viser at hun aldrig bruger ordet som andet end et adjektiv, ”pleonastisk”, hvilket siger noget om at det faktisk dækker temmelig bredt og ikke kan bruges præcist. Den Store Danskes fokus på grammatiske eksempler bekræftes her, idet Ulla Albeck også taler om det der reelt er ekstraposition, og om eksempler såsom ”denne her”. (”den her” og ”denne” er det samme, blot er ”den her” ultra-talesproglig, mens ”denne” er skriftlig, ergo er sammenblandingen ”denne her” ifølge Albeck pleonastisk, og jeg er i øvrigt enig).

Jeg må på dette punkt i efterforskningen konkludere at ordet pleonasme dækker alle grader af fornemmelse for gentagelse, redundans, overflødighed. (Hov – gad vide om en sådan bevidst ophobning af synonymer i glidende overgang også er et pleonastisk træk? Det ved formentlig kun Gud og Ulla.) Derfor er jeg ikke længere i tvivl om at man roligt kan kalde ”sad på boldbesiddelsen” for en pleonasme. Jeg må også konkludere at Den Store Danske i sine eksempler måske bedst angiver denne bredde, mens de to andre kilder i bedste fald kan kaldes retvisende i kraft eksemplernes dunkelhed.

Desuden må man vel konkludere at selv om pleonasme og dobbeltkonfekt står som synonymer i Den Danske Ordbog, så er pleonasme et langt mere uklart og elastisk ord end dobbeltkonfekt. I min bog betyder dobbeltkonfekt kun at man udtrykker et betydningsindhold hele og fulde (ja-ja!) to gange, men på hver sin måde, i samme vending – uden at have en pointe med det. Altså ”en helt rund cirkel”, ”sidde på boldbesiddelsen”, ”en ugift ungkarl”, og sprogligt: ”denne her”, ”åbne op” osv. Pleonasme derimod synes også at dække om jeg så må sige halvandenkonfekt, fx ”samarbejde i fællesskab”, ”se med egne øjne”, ”en rytter til hest”, og klart intenderede dobbeltheder, fx igen ”se med egne øjne”).

Det begyndte med en sjov opdagelse på Sporten.dk; nu har det udviklet sig til en nørdemaraton. Har jeg tænkt mig at kede dig ihjel? Ja, det har jeg, hvis du ser sådan på det, for nu kommer vi til tautologi.

Tautologi
Den Danske Ordbog har to definitioner af tautologi, henholdsvis vedrørende sprog og vedrørende logik. Det er den sproglige der er relevant her: ”forbindelse af ord der gentager det samme betydningsindhold, overflødigt eller som stilistisk virkemiddel”. Som eksempler gives: ”del den i to halvdele”, ”hyggeligt og rart”. Ud fra Den Danske Ordbogs definition er det svært at se at tautologi ikke er totaltoverlappende synonym med pleonasme, men det står ikke som synonym, kun som ”se også”, hvilket måske blot skyldes hensynet til betydning 2, logik: ”udsagn der er sandt i kraft af sin logiske form og derfor er selvindlysende”, for betydning 1 af tautologi synes altså at være synonym med pleonasme – og dog: Måske aner man i kraft af eksemplet ”hyggeligt og rart” en større plads til intenderede cementerende dobbeltheder, hvilket bekræftes af definitionen der også taler om ”stilistisk virkemiddel” – altså noget man gør med vilje. Da jeg for et par linjer siden skrev ”hele og fulde”, var det altså nok snarere en tautologi.

699 varme termer lader som om der kun er én definition/skole, og det påstår jeg fordi det ikke er den sproglige, men tværtimod den logiske definition den læner sig op ad. Den siger: ”udsagn der per definition er sandt, dvs. sandt alene på grund af betydningen af de ord der indgår i udsagnet, fx Alle ungkarle er ugifte.” Og den tilføjer meget klogt (faktisk det klogeste jeg har læst i et opslagsværk i forbindelse med denne efterforskning): ”På grund af princippet om relevans vil ytrede tautologier altid blive tillagt en mening, fx Drenge er drenge. Se også plathed.” Man kan så sige at denne tilføjelse markerer overgangen til en sproglig definition – overgangen til et stiltræk. Dette er umiddelbart en meget mere tilfredsstillende definition end den i Den Danske Ordbog, blandt andet fordi betydning 1 i Den Danske Ordbog ikke ret tydeligt adskiller sig fra pleonasme. Men er denne skarpere definition af tautologi også korrekt?

Måske afhænger det af om man vil dække al sprogbrug (også den uskarpe), eller om man vil rydde lidt op i begreberne og forsøge at skabe klarhed i verden. Jeg tror godt at 699 varme termer vil rydde lidt op, men dette normative, filosofiske klarsyn er ganske givet ugleset i akademikertraditionen hvor alt sander til i deskriptivisme, helgarderinger og bureaukratiseren med fornuften. Kender du ikke fornemmelsen af at de humanistiske præmieakademikere kan referere meget uden selv at sige noget som helst fornuftigt? Nå, det er sikkert en anden snak.

Den Store Danske indleder med en retorisk definition og fortsætter med at tale om klassisk udsagnslogik, sidstnævnte tilsyneladende uden slinger i valsen (hvorfor jeg ikke vil kommentere det yderligere). I den retoriske definition hedder det: ”tautologi, i retorikken en ordforbindelse eller udsagn, der på dobbelt måde udsiger et og det samme, fx stærk kraftkarl (se truisme); stilistisk kan en sådan gentagelse anvendes for at give talen fynd, fx tit og ofte, jf. pleonasme.”

Okay, så er vi nærmest slået tilbage til start igen. På trods af at der igen tales mere om det tilsigtede og det stilistiske, udjævnes definitionen til sidst med ”jf. pleonasme” (endda indsat lige efter det der synes at adskille de to ting, nemlig den intenderede fynd). Så tager man dette bogstaveligt, er der simpelthen ingen forskel på pleonasme og den sproglige og stilistiske betydning af tautologi. Det er i hvert fald meget nærliggende at blande dem helt og aldeles (ta-da!) sammen. Og den eneste tænkelige grund til at tautologi ikke står som synonym med pleonasme, er så at tautologi også er et fagudtryk inden for logikken og dermed også dækker et andet felt.

Jeg har endnu ikke sat Ulla Albeck tilbage på hylden, så lad os lige se. Tautologi … står ikke i indholdsfortegnelsen, men ikke uventet står det i indekset bag i bogen, hvor der står: ”Tautologi – (ufrivillig) selvgentagelse” efterfulgt af ti sidetal. Bemærk at parentesen ”ufrivillig” tilsyneladende er den eneste forskel på pleonasme og tautologi hos Ulla Albeck – en høne vi hurtigt kan hugge hovedet af (altså ikke Ulla, men differencen), for ved skimningen af siderne hvorpå hun skrev ”pleonastisk” var der også en diskussion med brug af ord som ”fejl” og ”ufrivillig”. Parentesen ”(ufrivillig)” kunne altså lige så vel have stået ved pleonasme. I øvrigt er tautologi-eksempler fra DDO og Den Store Danske som ”tit og ofte” eller ”hyggeligt og rart” jo i allerhøjeste grad med vilje – faktisk var denne højere grad af intention ved tautologien netop den eneste forskel jeg kunne ane på pleonasme og tautologi. Så vi er tilbage ved ingen sikker forskel.

Hvad får jeg så ud af at skimme de ti sider med tautologi i Ulla Albecks værk? Ikke andet end at hun også foretrækker at bruge adjektivet tautologisk, undertiden i samme sætning og om samme ting som pleonastisk – og hvis der overhovedet er en forskel, ligger den i at Ulla Albeck tilsyneladende har en tendens til at bruge tautologisk om åbenlyse egenskaber ved ordene som sådan (fx når hun skriver om ”tautologiske ordpar”, eksempelvis tit og ofte), og pleonastisk om noget forfatteren skaber.

Men dette nærmer sig en litterær analyse af Ulla Albeck snarere end noget hun bevidst definerer.

Hjælp!!!

Hov, vent lige – jeg har jo også Kirsten Rask, et dygtigt og intelligent sprogmenneske som har samme tilbøjelighed til at nægte at affinde sig med vrøvl og unøjagtigheder som jeg selv har, og som – uden at nævne noget om alder – har haft flere år at gøre det i. Hendes ”Fagsprog – videnssprog” fra 2004 står jo lige her, og den er et godt opslagsværk. Lad os denne gang begynde med tautologi … hm, ja, der står følgende (de firkantede parenteser er mine):

>>
Tautologi
Kommer af gr. [altså det græske ord] tauto = ’det samme’ + logos = ’ord’. Det vil sige en overflødig, men bevidst gentagelse med et andet ord som betyder næsten det samme. Bruges i mange talemåder, fx

(i) bund og grund
ene og alene
evig og altid
fuldt og helt
[… (Rask nævner flere eksempler)]

Se også pleonasme.
<<

Aha! Før vi kigger på pleonasme, kan vi lige mellemregne: Der stod sgu at en tautologi er en bevidst overflødig gentagelse. Altså et stilistisk virkemiddel. Endelig klar besked! Når jeg kigger tilbage på eksemplerne i DDO, Den Store Danske og 699, sporer jeg også en større lyst til at forbinde tautologi med et bevidst valg med en effekt. Men det er aldrig klart ekspliciteret, det er nærmest noget man skal telepatere ud af eksemplerne, og det er i øvrigt forplumret af at Den Store Danske i forbindelse med pleonasme også taler om en ”talefigur”. Kirsten Rask kalder tautologien en ”overflødig, men bevidst gentagelse”, og for første gang har man en fornemmelse af orden og klarhed. Lad os se hvad hun så siger om pleonasme:

>>
Pleonasme
Kommer af gr. pleonasmos = ’overflod’. En pleonasme er en ordforbindelse hvor vi siger det samme to gange med forskellige ord. Det vil sige at der indgår ord som ikke tilføjer udtrykket nogen mening. I dag bruges ’pleonasme’ dog af mange lig med tautologi. Eksempler:

et lille øjeblik
hvordan og hvorledes
små detaljer
en lille landsby
statsministeren, han udtalte at …
snart, så skal vi til at tænke på …

Se også tautologi.
<<

Aha! Her står ikke klart at pleonasme i modsætning til tautologi er ubevidst eller ufrivilligt, så Rask tager forsigtigt på det – måske under hensyn til, som hun også skriver, at pleonasme af mange bruges om det der rettelig er tautologier. I øvrigt kan det jo være svært at kende bevidsthedsgraden – eksempelvis kan man jo indlemme pleonastiske træk ironisk og dermed gøre det med vilje. Men pleonasmen er, i sin korrekte brug, i hvert fald ikke den understregende, bevidste og faste gentagelse, som fx ”tit og ofte”, ”fuldt og helt”, ”helt og aldeles”, for det er tautologien. Derfor må man vel også udpege ”hvordan og hvorledes” i pleonasme-eksemplerne ovenfor som på grænsen til tautologi, for det er i mine øjne en lige så bevidst gentagelse som eksemplerne under tautologi, men ”hvordan og hvorledes” er muligvis bevidst indsat her for at holde en bredde i definitionen der er retvisende i forhold til gængs diffus brug.

Bemærk også at Rask medtager de grammatiske gentagelser, ekstrapositionerne – som også Den Store Danske fokuserede på. En pleonasme er altså mange former for overflod, men må betyde noget i retning af ”mere eller mindre ubevidst gentagelse på et hvilket som helst plan”. For første gang synes eksemplerne på pleonasme også at være stringente nok til at kunne dækkes af ordet dobbeltkonfekt, og dermed giver det for første gang mening at kalde pleonasme og dobbeltkonfekt for synonymer.

Der er ikke andet at gøre end at sætte sine penge på Kirsten Rask. De andre værker er uklare, grænsende til det ubrugelige – men flugter dog i deres antydninger med hvad Kirsten Rask siger klart. Sad på boldbesiddelsen er altså ikke en tautologi, men nok en pleonasme.

Under indtryk af at Ulla Albeck i selve det danske hovedværk om stilistik hverken har tautologi eller pleonasme som opslag og kun bruger ordene adjektivisk, altså tautologisk og pleonastisk, og under indtryk af at intet synes helt klart defineret (bortset fra at Kirsten Rask omsider får placeret den sproglige betydning af tautologi og mønstrer pleonasme-eksempler som faktisk dækkes af dobbeltkonfekt), har jeg heller ikke selv megen lyst til at bruge ordene andet end adjektivisk – hvorved de sandt for dyden er mindre forpligtende.

For de holberghooligans og akademikerhadere – eller bare helt almindelige, snusfornuftige knoldesparkere – der har kæmpet sig frem til dette sted i udredningen, er belønningen stor: I – ja, vi – har ret: Dobbeltkonfekt er det mest sikre og retvisende ord at bruge om ”sad på boldbesiddelsen”. Tautologi er i sin korrekte brug noget andet, og pleonasme er i bedste fald synonym med dobbeltkonfekt og i værste fald et definitorisk sort hul.

Mere interessant er det at diskutere om ”sidde på” og ”besidde” er det samme. Hvis ordet ”påsidde” var gangbar mønt på den danske sprogbørs, og det synes jeg godt vi kan lege det er, så er påsidde jo umiddelbart et andet ord end besidde, og eksempelvis er påtegnelse og betegnelse jo ikke det samme. Men … hm … her må vi nok alligevel sige at det er det samme: I denne sammenhæng fungerer ”sidde på” i en overført betydning som nærmest er synonym med besidde, nemlig at have rådigheden over. Besidde kommer i øvrigt fra det tyske besitten, og man skal ikke lave mange opslag i en almindelig tyskordbog med danske ord der begynder med ”på-” for at konstatere at en lille andel af dem på tysk begynder med ”be-”, ligesom eksempelvis ”svare på” og ”besvare” har identisk betydning på dansk.

Så ”sidde på boldbesiddelsen”, eller som i eksemplet: ”sad på boldbesiddelsen”, er altså en pleonastisk gang dobbeltkonfekt.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar