Gå uden at løbe

Tanketorsk kræver en udvidet tankesammenhæng. Og sproglige misforståelser kræver i det mindste et halmstrå af alternativ og misforstået logik at hængte sin misforståelse på – samtidig med uvidenhed om det ordforråd man har fat i.

Ovenstående overskift kan ikke være udtryk for nogen af delene. Den kan hverken være en tanketorsk eller en misforståelse, for dertil er ordene ”gå” og ”løbe” for håndgribelige og kan kun opfattes konkret, ligesom deres indbyrdes forhold udelukkende kan forstås simpelt. At gå uden at løbe er et sprogligt/fysisk grundvilkår. Man kan ikke løbe i sin gang uden at gang-modus (benævnt ”at gå”) skifter til løbe-modus (benævnt ”at løbe”), og man skal end ikke passere løbe-modus for at komme i gang. Overskriften udsynger imidlertid dette grundvilkår – at gå uden at løbe – som noget særligt, hvilket implicit medfører den mystiske grundantagelse at det normalt kræver løb at gå.

Den redaktionssekretær der har smækket overskriften på, må med andre ord enten komme fra en anden planet, have taget stoffer eller hermed have underskrevet sit eget idiotibevis.

Hm … der er også en fjerde mulighed: Måske har to redaktionelle fjumrehoveder stået i vejen for hinanden. Den ene har tænkt ”Kom i form – helt uden at løbe”, et i virkeligheden ret godt bud på en overskift. Men så har den anden efterfølgende villet konkretisere det første verbum til ”Gå …”, uden dog at bekymre sig om at læse hele overskriften igennem. Jeg tror godt vi kan blive enige om at denne forklaring er den mest sandsynlige. Synes du ikke?

Og det leder mig frem til følgende læresætning: Gør ikke i teksten uden derefter at se hvad du har gjort!

En femte mulighed er i øvrigt at vedkommende har tilsidesat enhver danskers (og dermed også sin egen) viden om at ”gå” ikke kan være et overbegreb for al bevægelse til bens, for netop alligevel at insistere på en sådan ikke-eksisterende betydning her. Tanken – og den er god nok – er jo netop at man kan komme i form ved bevægelse til bens uden at bruge den del af spektret der hedder løb. Men en sådan bevidst tilsidesættelse af det fælles sprogs betydning (nemlig at ”gå” ikke er overbegreb for al bevægelse til bens) til fordel for en til lejligheden passende ”hemmelig” betydning (nemlig at ”gå” kan være overbegreb for al bevægelse til bens) er ikke så hensigtsmæssig i social og kommunikativ forstand. Det er noget børn eller særligt introverte begiver sig af med. Ja, vi andre kan såmænd også have begreber vi kun selv forstår, men så er de kun til intramentalt brug. Men når en journalistisk medarbejder i bevidst mangel af bedre tvinger ordene ud af deres betydningsmæssige form, er det en åben og underskrevet falliterklæring, svarende til at en taxachauffør bevidst buler bilen for at få den parkeret.

Mandagsvig

I en ellers totalt fejlfri artikel på DR.dk (den er også skrevet af Ritzau) – ”Anklage: Ægtepar stjal millioner fra dement” fra i går, 30. maj – støder man på et mystisk ord:

Spændende udtryk.

Måske kom fup & fidus-ægteparret hos den demente kvinde hver mandag, så der altså er tale om svig systematiseret via faste mandagsbesøg? En betegnelse man også kunne sætte på den selvretfærdiggjorte utroskab som pop-supergruppen Raydeeohh sang om i ”Mandagsstævnemøde” i 1989 (med en tekst skrevet af Elisabeth Gjerluff Nielsen).

Njah, i begge tilfælde skulle det i så fald have været stavet mandagssvig, altså med et binde-s, for sådan er det med dagene, de genererer binde-s’er i sammensætninger. Og en mandags-vig, altså forstået som en lille halvbugt dannet eller opdaget på en mandag, er nok at drive tåbelighederne for vidt, Christoffer Columbus.

Nej, jeg må indrømme at dette indlæg er tyndt. Vi er i kategorien for det sjov og spas man kan have over at en sagesløs skribent har ramt g da han sigtede på t lige ovenover – og at korrekturen har snorksovet med højlydt apnø. Og korrekturen hos Ritzau er vigtig, for nu er fejlen så viderebragt på diverse web-medier der abonnerer på Ritzau, lige fra Skrivefolkeblad.dk til Politiken.dk. (På tryk er artiklen dags dato uopdrivelig via Infomedia, uanset hvilken bid jeg søger på, så nyheden ligger nok i kassen ”lavt rangerende ikke-solohistorie / gossip” hos diverse mediehuse.)

Nå. Suk. Men om ikke andet fik jeg da lejlighed til at omtale et uomgængeligt popnummer fra firserne (med musik skrevet af guitaristerne Michael Bruun og Poul Halberg).

Hmm, hm-hm – hmm, hm-hm, hm-hmmm-mm …

PS:

Der ses adskillige forekomster på ”mandagsvig” ved en søgning på Infomedia, hovedsageligt på ikke- eller dårligt korrekturlæste webmedier, men også på tryk.

Hvad med denne artikel fra Helsingør Dagblad, 7. oktober 2009, der frejdigt indledes sådan: ”Hvis en repræsentationsmiddag for en folkevalgt kommunalpolitiker koster mere end 1.000 kr. pr. kuvert, er det mandagsvig.”

(Bemærk at det er skrevet af Ritzau.)

Og hvad med denne sladderside fra JydskeVestkysten, 18. september 2009, hvor det også er Brixtofte der er tale om i forbindelse med mandagsvig. Om kilden er Ritzau, vides ikke:

Og lidt over et år tidligere, 6. juni. 2008, skriver Berlingske blandt andet:

Den der hans/sin-fejl er godt nok en af de værre.

Ører i maskinen

I filmen Fargo vælger en snotdum, men handlekraftig, forbryder at få et lig til at ”forsvinde” ved at grovpartere det og proppe dets forskellige dele ned i en snurrende træflismaskine som spyer et flere meter langt og bredt blodrødt spor ud i det snedækkede landskab. Det er et af de mest makabre eksempler på vellykket humor i filmhistorien, og det er lidt sådan et billede – blot formindsket til 25 afskårne ører – jeg kommer til at tænke på når jeg læser ovenstående ord fra Ekstra Bladet fra den 29. april. Jeg tror nu ikke det grunder i decideret morderiske følelser over for Auri Skarbalius fra skribentens side, for det er sgu noget spidsfindigt noget, det med ”øre” og ”ører”.

Det hedder ”25 øre”, og det hedder ”kroner og øre”. Men helt nemt er det nu ikke. Se bare hvad der står på opslaget i Den Danske Ordbog (de orange streger er mine):

Som første grammatiske udmelding har vi altså at øre bøjes øre (ubestemt ental), øren (bestemt ental), ører (!!!, ubestemt flertal) og ørerne eller ørene (bestemt flertal). Dette gælder så længe der er tale om en mønt med værdien 1 øre. Så det er sandelig ikke ret længe, faktisk ikke mere end et etymologisk abstraheret splitsekund, for en sådan mønt findes jo for fa’en ikke i normal handel og vandel. Så snart det bliver en beløbsangivelse – hvor fx 25 øre jo ikke er 25 mønter, men et beløb på én mønt – så hedder summen af disse abstrakte enheder ikke ører, men derimod øre. Ja, i flertal.

Dog hedder flere enheder af mønten ”25-øre” jo 25-ører. For eksempel udgør tre 25-ører et beløb på 75 øre. Og tre 50-ører udgør et beløb på 1 kr. og 50 øre. Derfor kan skribentens fejl også repareres med en bindestreg, så han i stedet for at tale om ”25 ører” med en forkert bøjning af beløbsangivelsen, taler om et antal 25-ører der er smidt i møntindkastet. Det korrekte er altså enten at ”de første 25 øre er smidt i møntindkastet” (beløb uden r), eller at ”de første 25-ører er smidt i møntindkastet” (hvilket indikerer et beløb på mindst 50 øre eftersom der er flere mønter).

De ører der sidder monteret på hovedet til at opfange lyde med – og som i øvrigt ikke kan bruges i denne sammenhæng, idet øre og ører lyder helt ens – har til gengæld -r på i flertal. Det er dem man i overført forstand får ”i maskinen” når man får tæsk, herunder tæsk i overført forstand, fx sønderlemmende kritik. Sønderlemmende? Ja, så er vi hvor vi begyndte, ved træflismaskinen. Sproget bygger i høj grad på vold.

Så lad os skifte til noget mere hyggeligt, nemlig til et diagram over r-distributionsbaseret betydningsdifference. Her ses hvordan forskellig placering af blot et enkelt ”r” udgør forskellen på et meget konkret billede og det abstrakte begreb ”kroner og øre”:

Der er næppe nogen tvivl om at den korrekte ortografi for begrebet ”kroner og øre” før, nu og i al fremtid vil have svære betingelser. For mens flertals-r’et på ”kroner” uafladeligt vil forsøge at smitte ”øre” – en smitte som ”øre” i allerhøjeste grad er eksponeret for som ligegyldigt vedhæng i den abstrakte vending ”kroner og øre” – har ”øre” ærlig talt ikke meget at stå imod med, andet end sådan er det bare: en øre, to øre. Således har sprogkrakilere en uvurderlig sprogfælde som kun de mest eksklusive og årvågne sprogbrugere ikke falder i før eller siden.

Men du, kære læser, skal hverken have røde ører eller ørerne i maskinen. Så lad os tage den én gang til, ikke for (og med) Frederik den 9. (som aldrig har haft en kongekrone på hovedet fordi vi holdt op med det pjat for meget længere siden), men for dennes lillebror, arveprins Knud, og for dig:

Kalve lever i skiver

Slut med tremmekalve. Kalves hele liv kan nu foregå i skiver. Det kan forekomme surrealistisk, ja, men med tanke på hvor megen information der i vore dage kan ligge i en chip, er det måske ikke så overraskende at man i en let håndterlig skive kan skabe et helt naturligt dyreliv, komplet med solopgange, solnedgange, kløver, græs, mælkebøtter, sol, regn, frisk luft, elektrisk hegn, fodringsoplevelser, landidyl, små piger der standser på cykel og vinker, og irriterende myg og fluer.

Skiverne kan både trilles og stables, og det forventes at deres praktiske egenskaber vil revolutionere såvel dyretransport som kødkvalitet.

Angiveligt mærker kalvene intet unaturligt ved deres nye naturlige tilværelse, men skabelsen af denne nye form for virtuel realitet rejser unægtelig spørgsmålet om hvilke dimensioner vi selv lever i. Er vores univers blot en lille boble i en anden og større realitet? Er vi individuelt blot en slags 3D-entiteter, har disse entiteter også skiveform set udefra, og er dette forklaringen på vores eksistentielle ensomhed? Er virkeligheden virkelig?

Virkeligt er det i hvert fald at den opsigtsvækkende nyhed kommer fra Irmas køledisk: