Jeg er fan af Broen, ikke mindst Broen III, og det femte afsnit som i søndags løb over skærmen, er noget af det bedste jeg nogensinde har set. Vi er vant til at der er mange lag i krimiserier, især de danske – med ofte tankevækkende kommentarer til det liv vi lever, som individer og som samfundsdeltagere. Men her i Broen III, afsnit 5, gik det op for mig hvorfor Broen er så fantastisk: Der er reel spænding om adskillige – måske 6-7 – lag eller spor i fortællingen samtidig. Det er ikke bare krimi med 1½ gåde tilsat socialrealisme, lidt samfundssatire og et par kærlighedshistorier. Det er 6-7 reelle spændingslag, lige fra hvorvidt Saga overvinder sine anklagere (såvel ydre som indre) til hvorvidt rigmanden har noget med mordene at gøre, og om boligfirmaets familieværdier er mere end blot indirekte indblandet.
Vi ved ikke hvilke af de mange spor, dvs. personer og deres relationer, der kommer til at bære hovedplottet; vi ved kun at Broen III har en gennemgående tematik om kernefamiliens opløsning – om det så er fordi man er homoseksuel, utro, polyamourøs, går i seng med en der er halvt så gammel, har mistet hele sin familie, opfinder et broderskab, ikke kan få børn, ikke elsker sin partner og/eller har familien som et facadespil – eller (i det helt unge pars tilfælde) en forloren drøm. Alle spor spiller ind til denne tematik, og gør det så elegant og selvfølgeligt at man knap nok lægger mærke til det som en tematik.
På spørgsmålet om kernefamiliens opløsning vil der i Broen III næppe blive givet andet svar end at man skal have en sund kerne i sig selv før man kan skabe en sund kerne med andre. Og det er fint! Vi er jo netop ikke ens.
Således er jeg storbeundrer af Broen (tja, æh, bortset fra den irriterende detalje at den fejlagtigt viser et Danmark/Sverige hvor alle hjem, også de små, invaderes med sko og støvler på, som var det en amerikansk sitcom – nej tak, hvor ulækkert; det må jeg bare ignorere).
Men som en anden Saga Norén bliver jeg simpelthen nødt til at anklage selv den jeg holder mest af.
"Jeg er ikke født med en guldske i munden."
Lad ligge at rigmanden (,narkobaronen?) og kunstsamleren Freddy Holst siger sådan i sin åbningstale for udstillingen af hans private samling. Måske er det en raffineret del af persontegningen at han logisk tænker at guld er mere værd end sølv, således at logikken vinder over dannelsen – der jo vil vide at frasen indbefatter en sølvske.
Ja, guldskeer bruges åbenbart så lidt at ”guldske” slet ikke findes i ordbogen. Men en sådan bevidst fraseforfalskning er meget plausibel i en dramaturgi fuld af små, sigende detaljer.
Mere problematisk er det at vores danske kollega til Saga, Henrik Sabroe, tidligt i afsnittet taler om en ”krybskytte” når det nu rettelig er en ”snigskytte” han mener:
"Altså, jeg tænker krybskytte, jeg tænker militær, jeg tænker ’kill brothers’."
(Udtrykket ”kill brothers” henviser til en seddel fundet tidligere i efterforskningen.)
Det er ikke så sandsynligt at en intelligent politimand ikke har lært udtrykket ”snigskytte”, eller at han skulle forplumre begreberne ”snigskytte” og ”krybskytte” – medmindre han er meget påvirket af jagt, hvilket ikke fremgår.
Ifølge Den Danske Ordbog er en krybskytte en ”person som driver ulovlig jagt”, og en snigskytte en ”person der skyder på andre mennesker fra et skjul”. Mere klokkeklar kan en ordbog faktisk ikke være.
Lyder jeg lidt som Saga Norén? I så fald tager jeg ikke skudsmålet som en kritik.
Så er sagt hvad der skal siges. Jeg glæder mig til næste afsnit.
