tirsdag den 22. juni 2010

Vuvuzelaer versus Liniger

Det kan være ubehageligt at se VM-fodbold med lyd på.

Men det er ikke kun på grund af de omdiskuterede vuvuzelaer. Nok så meget er det på grund af de danske fodboldkommentatorer.

Selv min yndlingskommentator, Flemming Toft, synes at være trukket ned i niveau af at skulle babysitte Martin Laursen på TV 2. Sidstnævnte nåede i kampen Frankrig-Mexico hele 6-7 gange at pointere at den franske træner, Raymond Domenech, måtte ”tage sit ansvar” for en uinspireret indsats fra det franske hold. Det lød godt – syntes Laursen nok – og så blev den turneret nogle gange.

Og hvad skal Flemming Toft sige til det? Ikke noget, for han har på det tidspunkt altid sagt hvad der skal siges. Og man kan ikke trække for meget snak tilbage med mere snak.

Flemming Tofts og Martin Laursens pingpong fungerer sådan at hver gang Toft siger noget kritisk, så sidder Laursen klar til at sætte eftertryk på. Hvis Toft siger ”ikke”, supplerer Laursen med ”slet ikke”, som en indledning til at lægge endnu mere vægt i. Men det forekommer mig slet ikke at være hensigten med Tofts bemærkninger. De er ikke spørgende. De er ikke ”assists” som Laursen skal sparke mere fart i. De er konstateringer og konklusioner. Og følger man op på den på overfladen kritiske lyd af Toft, drukner man den konstruktivitet der egentlig er drivkraften bag. Toft er en slags blues, men det smukke drukner med Laursen som medkommentator, så kun klagesangen står tilbage.

”Domenech må også tage sit ansvar”. I virkeligheden kan det meget vel være af sprogfejlsfreudianske grunde at denne formulering kørte på repeat. Martin Laursen kan nemlig ellers overhovedet ikke finde ud af det med ”hans” og ”sin”. Det er konsekvent ”hans”. Og så kan det godt undre mig – når Laursen nu ellers formulerer sig habilt – at Flemming Toft, eller en anden fra TV 2 Sporten, ikke én gang for alle lærer ham det: ”Martin, hvis du siger ’han slår hans knæ’, er det en andens knæ han slår. Nu skal du høre hvordan reglen er ...” .

Men for TV 2’s førstehold i kommentatorboksen er der intet at beklage i forhold til hvilken lidelse det er at lægge ører til DR’s ditto, Henrik Liniger og Jan Kalborg. Sidstnævnte gør hverken fra eller til; eller: Han har nogle glimrende betragtninger, men som sekundant er han ikke rigtig i en position til at skinne igennem i helhedsindtrykket – et helhedsindtryk som Liniger i egenskab af journalistisk ordfører så afgjort dominerer.

Og Liniger – som sikkert både tænker og skriver godt, som sikkert er et godt og rart menneske og en kompetent journalist – er et kapitel for sig i kommentatorrollen. Et fejlcast simpelthen, og dette sagt velvidende at han har beklædt rollen i mange sammenhænge hos DR; men en fejl bliver jo altså ikke nødvendigvis mindre af at man gentager den.

Liniger synes at være i direkte konkurrence med vuvuzelaerne om at levere mest mulig monoton støj der ikke kan bruges til noget. Man kan putte et ”jo” ind i alle Henrik Linigers sætninger, for det han siger, er enten hvad vi selv kan se med vores blotte øjne, eller indlysende rationaliseringer om hvorvidt noget (uanset hvor ubetydeligt det måtte være) er godt eller skidt for noget andet. Det er som om Liniger skal besværge alle iagttagelser og alle tanker med sin guddommelige tale, ellers er det sete ikke set og det indlysende ikke tænkt. Et kvindagtigt snakkechatol? En neurotiker? Måske, måske ikke. Men stensikkert er at Liniger har misforstået håndværket eller bare ikke har talent for det.

Bedre bliver det så ikke når sproget er decideret uskønt:

”Og New Zealand kommer altså ikke meget ud af den hjemlige matrikel i denne fase af kampen.”

Sætningen rummer i sig selv alle Linigers problemer: 1) Vi kan godt selv se det. 2) Det er en tomgangs-eksplicitering af noget de med tilstrækkelig tydelighed lige har talt om (derfor ordene ”Og … altså”). 3) Metaforen er på ingen måde rammende – en banehalvdel føles ikke som noget hjem klart afgrænset fra den modsatte banehalvdel, og slet ikke så geografisk fikseret som ”matrikel” konnoterer. 4) Kommentaren er i sig selv en overdrivelse af hvad der faktisk sker på banen, og er på den måde heller ikke rammende eller for den sags skyld saglig.

I kampen Cameroun-Danmark blev der rationaliseret fra det øjeblik kampen blev sat i gang. Fra første dommerfløjt begyndte Liniger at forklare os komplet imbecile seere at det hold der scorede først, ville stå med ”alle kortene på hånden” og muligheden for at spille resten af kampen som de ville; for statistikken viste at man ikke så tit vandt en kamp når man først var kommet bagud. Èn ting er at det burde være strafbart for kommentatorer at slide på seernes opmærksomhed uden at overbringe information. En anden ting er at det er ren hybris at pladre rundt i sådanne spekulationer mens Danmark tydeligvis er under et indledende bombardement, hvorfor der også opstod lidt af et tabu i kommentatorboksen da Cameroun inden for de første 10 minutter bankede bolden ind bag Thomas Sørensen. Én tredje ting er at det jo heller ikke viste sig at holde – Danmark kom bagud fra start og vandt kampen alligevel.

Men kun det første oplevede jeg på DR. Allerede et kvarter inde i kampen havde jeg valgt at skifte fra DR til Svt2 (svensk tv) for at slippe for mere det-kan-jeg-sige-mig-selv-snak. Det var en lettelse af himmelske dimensioner at komme over til et sted hvor man kunne se fodbold, altså opleve selve kampen (bag Linigers snak) og komme ind i den. Jeg blev også på svensk tv i pausen og i analysen efter kampen, for hvorfor ødelægge en god, koncentreret fodboldstemning.

På torsdag spilles kampen Danmark-Japan. Desværre har DR også købt rettighederne til den, så det bliver så Svt1 eller ZDF (begge i den lille analoge pakke) hvis det igen er Liniger ved roret på DR. Kenneth Plummer kunne godt have sparet de licenspenge som rettighederne har kostet.

Jeg mener selvfølgelig at DR skal bidrage til at en komplet VM-dækning kan holdes på den lille analoge pakke så vi alle kan se VM; men pengene er spildte hvis DR ikke også får skabt et hold af kommentatorer der er begivenheden og tv-stationen værdig. Jeg er konsekvensvidne: jeg elsker DR, jeg er ikke kræsen eller evigt kritisk, jeg har ikke specielt forstand på fodbold, og alligevel må jeg klikke væk fra DR (til Svt1, Svt2, ARD eller ZDF) for ikke at få ødelagt min oplevelse.

Man kunne jo spare lidt ved at nøjes med én kommentator og dermed få råd til en bedre af slagsen. Det gør man på tysk tv, og det resulterer i mindre, men mere relevant, snak. Samtidig tror jeg også at en enlig kommentator er i bedre samklang med tv-seeren, fordi han bliver en parallel til seeren, og fordi dét bliver hans fokus frem for pingpong med en bisidder.

Og så er vi tilbage ved Flemming Toft på TV 2, som ville være bedst alene. Han er god nok til det, såvel journalistisk som fodboldmæssigt. I begyndelsen af Holland-Danmark den 14. juni 2010 sagde han dog noget som i bogstavelig forstand ikke er helt rigtigt. Han talte om ”de ulidelige toner af vuvuzelaer”. Men det er jo rettere sagt én tone.

Og her er den:

Efter sigende skulle producenten af vuvuzelaerne have lavet en udgave med en mindre gennemtrængende lyd. Jeg synes også jeg kan mærke at det er blevet bedre, i hvert fald på svensk tv.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar