onsdag den 19. januar 2011

Indsat mod fedme

DR fortsætter benhårdt med at lave sjuskefejl der er så vanvittige at de er urealistiske og kun kan forklares med at en sjuskemafia i DR betales for at levere subliminale budskaber. Jeg behandledes emnet så sent som for to blogindlæg siden (15. januar), og også tilbage i september 2010 var jeg inde på emnet.

Hvem der må have betalt sjuskemafiaen i dette tilfælde, har jeg ingen anelse om. Men rent sprogligt er der tale om en underbevidst bearbejdning af læseren til – midt i en ellers positiv historie – at associere det nye ambulatorium i Hillerød med et fængsel.

Er det bevidst. Ja da! Som sagt er det fuldstændig urealistisk at man ellers sjusker så meget i en overskrift. Det er jo ikke svært at få øje på at ”Indsats” er udskiftet med ”Indsat” – det er det første ord i overskriften der som minimum tjekkes efter publicering af den der publicerer. Vi ser også at ”fejlen” er gentaget inde på selve artiklen:

Uskyldig fejl? Nej. Så elendig er der ingen webredaktion der kan være. Det er simpelthen utænkeligt.

Men lad os lige kigge på den igen:

For ikke at "fejlen" skal være for påfaldende, indsovser DR budskabet i yderligere to megafejl.

For det første er det jo ren volapyk at tale om ”ni ud af to”, men da såvel publicist som læser er vant til vendingen ”ni ud af ti”, og da ”o” ligger side om side med ”i” på tastaturet, er det en plausibel fejl som DR’s sjuskemafia imidlertid indsætter helt kynisk for at sænke det tilsyneladende korrekturniveau i en sådan grad at ”indsat”-stuntet ikke vækker opsigt.

Derudover har sjuskemafiaen så tilført en rigtig DR-klassiker, nemlig undladt at sætte slutkomma efter ”Hillerød”. Det er en tegnsætningsmæssig stor fejl ikke at sætte slutkomma, eftersom det er nogle af de vigtigste kommaer overhovedet og ofte er betydningsafgørende, men ikke desto mindre er slutkommadrop hverdag hos DR og derfor helt upåfaldende.

Med en tilsyneladende magtfuld sjuskemafia i en organisation åbenbart helt uden skriftsproglige kompetencer og bevidsthed, er DR meget langt fra at leve op til sit skriftlige sprogansvar som stor, statsstøttet, public service-forpligtet medieinstitution. Det er under alle omstændigheder massiv ansvarsforsømmelse på et helt grundlæggende område, og professionelt er det en publicistisk falliterklæring ikke at kunne mønstre en organiseret korrekturgang; men jeg er bange for at loven ikke er formuleret håndfast nok til at man kan tale om egentligt lovbrud.

2 kommentarer:

  1. Uha! Jeg hører næsten tavlekridtet hvine.

    SvarSlet
  2. Lad os tage det hele med: Det hedder "et nyt ambulatorium" (endnu da).

    SvarSlet