søndag den 20. marts 2011

Den som dræber ordet

Ja, så løb anden del af den voldsudpenslende, personoverfladiske og i øvrigt ganske underholdende dramaserie Den som dræber over skærmen – uden at jeg fik opklaret hvad det var med de dræbende kemikalier som blev nævnt hele to ensmumlede gange i første afsnit.

Var det:

hoveddræbende kemikalier
roddræbende kemikalier
jorddræbende kemikalier
joddræbende kemikalier

… eller noget helt femte?

Jeg er blank. Jeg kunne ikke høre det, og jeg vurderer ellers min hørelse til et stykke over middel for en person midt i 30'erne. Så hvis ikke jeg kan høre det, så kan mere end halvdelen af den øvrige befolkning heller ikke høre det på tilsvarende almindelig tv-lyd godt skruet op.

42-årige Keld Reinicke, som er programchef på TV 2 – og åbenbart har enten fantastiske ører, ditto høreapparater eller en hjemmebiograf med et fantastisk lydanlæg – mener ikke at lyden i Den som dræber er så slem som kritikerne påstår.

Men er det ikke bare sådan noget han plejer at sige?

Mere interessant er det at han lover at få fikset lydmikset så det bliver bedre. Om TV 2 herved kan fremkalde (eller gøre plads til) betydningsafgørende stavelser og konsonanteksplosioner, afhænger jo så af om disse nogensinde er indtalt. Men jeg håber det da, for det er meget godt med al den überrealisme, men hvis nogen mumlede sådan til mig i virkeligheden, så ville jeg også være nødt til at sige "Hva'ba'hvaffornoget?

4 kommentarer:

  1. Fin kommentar Martin Lund. Jeg siger ca. det samme på min måde (indlæg til filmbladet EKKO (som desværre har fundet det nødvendigt at redigere teksten kortere)):


    ”Undskyld – men hvad sagde du?”

    Dette spørgsmål er en almindelig forekommende replik i dagligdagens konversation, og svaret på spørgsmålet, altså en gentagelse af det sagte, er lige så udbredt.
    Men hvad så når denne dagligdag skal skildres på film og opleves af et publikum? Her nytter et ”hvabehar” til uforståelig tale jo ikke noget. Man får i hvert fald ikke noget svar, og handlingen er hurtigt videre.

    Problemet med uforståelig tale dukker op næsten hver gang en ny dansk tv-serie søsættes, og er nu igen aktualiseret med tv-serien ”Den som dræber”. Sjældent har så mange anmeldere, suppleret af alm. seere givet så massivt udtryk for, at replikker var svære at forstå.

    Den konceptuerende instruktør af Den som dræber Birger Larsen, fortæller i interview d. 14. marts til Berlingske bl.a.:
    »Vi kan ikke længere bruge den gammeldags skolediktion, man brugte i serier som »Matador«. Jeg vil hellere have realisme og så risikere, at der er nogle enkelte utydelige replikker«

    Dette er jo et valg, men at videreformidle en skuespillers mumleri og betragte dette som en realistisk gengivelse af virkeligheden er noget af en illusion. Virkeligheden tillader nemlig, som nævnt tidligere, tilhøreren at udstede et ”hvabehar”, hvis der er ord som ikke forstås.

    Carl Th. Dreyer skrev i 1954:
    ”På film gælder det, at en replik, der ikke opfattes umiddelbart og i samme brøkdel af et sekund, som den lyder fra lærredet, er af det onde, fordi den standser handlingen. Tilskueren må stoppe op for at tænke efter, hvad der blev sagt. Derfor må selv vanskeligt forståelige ord undgås”

    Dette udsagn er fra 1954, men er i høj grad aktuelt i dag, hvor uforståelige replikker stortrives mere end nogensinde, næret og beskyttet af instruktører, som i bedste mening stræber efter det realistiske.

    Nu er det selvfølgelig ikke et bevidst valg, at replikker partout skal være utydelige. Men hvor går grænsen?
    Et problem med fastlæggelsen af denne er, at da en instruktør jo i forvejen kender alle replikkerne, har han/hun lettere ved at forstå evt. mumlerier, hvorfor disse måske ikke detekteres som værende problematiske.
    Her bør det så være tonemesterens opgave at gøre instruktøren opmærksom på det mulige problem. Instruktøren kan så vælge at optage scenen igen, eller såfremt det kun er en enkelt replik evt. blot optage denne løst. Man kan også beslutte sig for at ”eftersynkronisere” replikkerne senere hen.
    Endelig og desværre kan det ende op med, at instruktøren syntes de problematiske replikker er gode som de er.

    I den her aktuelle tv-serie er mumleriet så omfattende, at det kunne ligne et bevidst kunstnerisk valg. Dette er dog trods alt ikke helt tilfældet, da det i instruktørens bevidsthed kun drejer sig om: ”nogle enkelte utydelige replikker”. Og i et debatindlæg bliver problemet oven i købet af instruktøren reduceret til et: ”… påstået mumleri”.

    Disse udsagn indikerer, set i lyset af den omfattende kritik, at instruktøren ikke nødvendigvis altid er den rette til ene og alene at vurdere dette aspekt ved dialogen.

    Men uanset ansvaret for de utydelige replikker, så bliver resultatet det vi nu oplever – at publikum risikerer at miste ord eller sætninger og derved måske vigtige meningssammenhænge.
    Så udover at handlingen stoppes et øjeblik opstår også et øjebliks irritation i tilskuerens bevidsthed, og hvis sådanne irritationer summeres, ja så er risikoen for total nedlukning nærværende.
    Det også i dette tilfælde fremførte argument om, at det ikke er vigtige replikker man evt. mister, og at man godt kan følge med alligevel duer meget lidt, da tilskueren jo ikke får en chance for at sanse, hvorvidt replikkerne er vigtige eller ej. Som udgangspunkt vil man gerne høre alle replikker, da de jo alle formodes at have en betydning. Ellers var de vel ikke blevet skrevet eller sagt.

    fortsættelse følger

    SvarSlet
  2. fortsættelse:

    Når dagen så oprinder hvor problemer med dialogen i en given produktion bliver åbenlyse, er det normal rutine fra producentens side at fremføre, at skuespilleriet ikke fejler noget. Det er kun lyden som er problemet, og en ny miksning vil kunne afhjælpe miseren. Det gøres altså til et lydteknisk problem, underforstået som lydfolkene er ansvarlige for.

    Måske en ny miksning i visse situationer kan hjælpe lidt på forståelsen, men det grundlæggende problem, nemlig den såkaldt ”naturlige” eller ”realistiske” mumle-diktion hos visse skuespillere, kan man ikke ændre ved at dreje på nogle knapper.

    Jeg har som filmtonemester gennem 40 år, med større eller mindre held deltaget i adskillige forsøg på at forbedre utydelige replikker. Jeg har også gennem ligeså mange år diskuteret kvaliteten af sådanne replikker med mange udmærkede instruktører.
    Det er selvfølgelig deres valg, hvor han/hun sætter grænserne, men hvis valg sker ud fra forkerte eller indbildte præmisser og slutresultatet derved måske ikke bliver helt så optimalt, er det da ærgerligt for alle.

    Per Meinertsen
    Filmtonemester

    SvarSlet
  3. Hej Per

    Det er superfedt at du med din faglige vægt har lagt dette indlæg ind her. Vi er komplet enige, og jeg overvejede også et genmæle mod selvsamme udtalelse fra Birger Larsen, men kunne godt se at jeg ikke lige havde tid. Og så er det jo fedt at du har taget dig tid til at skrive præcis hvad jeg ville skrive, og oven i købet har kronet argumentationen med et Dreyer-citat, et citat som trods sin alder er hvad man på moderne udansk må kalde "spot on"!

    Det handler ikke om at være "teatralsk" og "gammeldags", men om at der (ligesom for teater, hvor det blot er i endnu mere udpræget grad) er det hensyn at tage at seeren i rimeligt omfang skal kunne have en chance for at forstå hvad der bliver sagt (også når seeren ikke kender den kontekst som de fiktive personer forstår hinanden ud fra). Og når en 36-årig godt hørende (jeg) ikke kan høre den trykstærke stavelse i et afgørende nyt ord (som jeg stadig ikke har fået opklaret), så er det misforstået realisme, for godt nok kan figurerne i scenen, som de mordsags-fagpersoner de er, forstå hinandens mumlen, men hvad gavn har seerne af det?

    SvarSlet
  4. Hej Martin

    Som jeg skrev tidligere, er det en rigtig god kommentar du har skrevet - præcis og spøgefuld. Din formulering ”betydningsafgørende stavelser og konsonanteksplosioner, afhænger jo så af om disse nogensinde er indtalt”, er lige i skabet. Den vil jeg muligvis tillade mig at citere hvis jeg skriver mere om dette emne.

    Der er en del debattører rundt omkring som kredser om den evt. betydning af at have et godt lydanlæg for bedre at kunne forstå mumleriet.
    Det mener jeg er stort set uden betydning. Man kan sidde med en replik som man overhovedet ikke fatter, selv efter mange gennemlytninger. Til sidst opgiver man.

    Dette slet ikke at kunne forstå en replik, har jeg jo oplevet adskillige gange hvor jeg har hjulpet med til miksningen af div. spillefilm (som jeg vel at mærke ikke selv havde optaget lyden til).
    Når så man fik fortalt hvad der blev sagt, kunne man pludselig sagtens forstå replikken, og fra det øjeblik kunne man nogle gange ikke forstå, at man havde haft så svært ved at forstå det!
    Sådan er det, og det er jo det som er problemet for instruktørerne (og de andre involverede).
    Men med gode skuespillere og en god instruktør og en god tonemester kan man godt lave ”realistiske” film som er til at forstå.

    I øvrigt syntes jeg ikke serien er god, og musikken er ganske forfærdelig. Men det er en helt anden snak.

    Med venlig hilsen

    SvarSlet