tirsdag den 31. maj 2011

Men-implikaturen

Politiken mener noget, og det gør de sådan cirka hver dag helt bogstaveligt i forsidens højrespalte under rubrikken "Politiken mener". I søndags mente Politiken således også noget, nemlig at "Tryghedspakke er et stort tilbageskridt". Og selv om man nok kan have en mistanke om at der er tale om en forudsigelig automatreaktion på regeringens … øh, "grænsebom-mert" … og andre sære 90-mandaters-fiflerier med Dansk Folkeparti og MF'ere der måtte være løse på tråden, læser man selvfølgelig Politikens mening med oprigtig interesse, for sådan fortjener alligevel et synspunkt som sædvanligvis kloge hoveder har hevet frem på forsiden af deres avis.

Og lad mig sige det med det samme: Lederen har en pointe – noget som er værd at overveje. Problemet er bare at jeg først opdagede det da jeg læste lederen anden gang. Ved første læsning lukkedes mine ører nemlig allerede i sætning nummer to, for da fik jeg det som flodhesten Dolph der skriger LA-LA-LAH!!! når han synes det bliver for fimset. Herefter blev resten af lederen læst med en LA-LA-LAH-sirene inde i hovedet.

Men jeg er ikke en fascistisk tegneseriefigur der ikke kan lytte; jeg er et fornuftigt menneske, faktisk in situ en Politiken-læser, der gik til Politikens leder med åbent sind. Så hvad skete der? Jeg stod af på en såkaldt implikatur, en underforståelse, som jeg ikke kunne tilslutte mig fordi den åbenlyst ikke holder vand.

Lad os se hvordan lederen og min læsning af den forløber bid for bid (opsætningen er min, men teksten er skrevet direkte af):

Allerede her i lineup-fasen ser vi værdiladet sprog. Der er ikke bare tale om et tilbageskridt, men om et "stort tilbageskridt", og ordet "såkaldt" er en distancemarkør. Men det er alt sammen inden for rammerne af sober argumentation. Politiken har lov til at mene at det er et stort tilbageskridt (selv om det at se en reform som et tilbageskridt i sig selv burde være effektfuldt nok), og det er naturligt at tage forbehold for ordet "tryghedspakke" som i sig selv meget vel kan være parfumeret nysprog.

Men straks herefter går det galt:

Det lille "men" – eller rettere den modstilling det markerer – skaber en implikatur som er falsk. Ordet "men" giver indtryk af at det der følger umiddelbart efter, nemlig vurderingen af overfaldsvoldtægt som dobbelt så strafværdig, sker på trods af noget som gør vurderingen horribel. Det som vurderingen angiveligt trodser, står før "men", nemlig at overfaldsvoldtægt er den sjældneste form for voldtægt. Politikens argumentation lyder altså at en forbrydelsestypes sjældenhed udelukker at den skal kunne betragtes som (eller opgraderes til) relativt værre.

Dette er selvsagt underlødig argumentation. Enhver ved at en forbrydelses sjældenhed ikke gør forbrydelsen mindre. Men er man på forhånd enig i lederens tone og hensigt, vækker den absurde modstilling sandsynligvis begejstring og åbner 'relevante' associationer. Er man derimod uenig, står man af, og er man neutral, bør man stå af.

Forfatteren vil måske kunne finde på at hævde at modstillingen er af en mindre forpligtende type, noget som ikke er en rigtig modsætning, såsom: "Manden var totalt ukendt, men nu har han fået højeste anerkendelse for sit talent" (altså ukendt, men til gengæld talentfuld). Problemet er så bare at den værdiladede indledning gør det usandsynligt at nogen skulle læse modstillingen som pudsigt sidestillede informationer – nej, den læses selvfølgelig som en pointeret modsætning.

Lad os nu læse videre:

Jeg må sige at jeg finder det hyklerisk at Politiken, der ellers har et nuanceret syn på straf, her (i fjerde linje) udtrykker sympati for markant øget straf – dobbelt traf! – helt uden argumentation og helt uden omtanke. Men voldtægtsmænd inkarnerer jo også et kontinuum af de mest usexede mennesketyper, for ikke at sige umennesker, i Politikens optik: fra alskens psykopater til sølle tabermænd. Det er så nemt for Politiken at sparke ned her at den simpelthen ikke kan lade være. Argumenter synes helt unødvendige når man taler i medvind.

Rimeligheden i dobbelt straf – som Politiken her køber lige så hurtigt som DF køber den, men i Politikens tilfælde som sagt helt uden argumenter – bruges så til, gud hjælpe mig, at påstå at den eksisterende normale voldtægtsstraf kun er halv straf. Det minder mig om en psykopats argumentationsmønster, hvis man ser på argumentet isoleret. Jeg ved godt at man kan kalde det en journalistisk stramning – en slags matematisk ordspil – men det minder mig altså stadig om psykopati at gøre det halve til det hele, eller omvendt, i samme vanvidsklare splitsekund man får chancen. Men artiklen er jo ikke skrevet til ofret for det psykopatiske argument, voldtægts-taberen. Sagen er at Politiken her kerer sig om hvad det store segment af kvindelige Politiken-læsere måtte have af dirrende og irrationel hævntrang over for denne ondskabsmandsling.

Endnu mere syret bliver strafbegejstringen hvis man er venlig at læse et reelt argument ind i den tidligere omtalte falske implikatur om at sjældenhed udelukker skærpet strafværdighed. Det reelle argument bag den ellers åbenlyst ulogiske påstand kunne jo være at regeringen laver symbolpolitik ved at skærpe straffen for en sjælden forbrydelse. Men man kan altså ikke med rimelighed savle af begejstring over skærpelse til dobbelt traf og samtidig skælde ud over at skærpelsen er latterlig symbolpolitik. Ergo er der intet som helst redeligt i den men-implikatur.

Det ER faktisk en tanke værd – uanset om det så ender i konklusionen enig eller uenig – hvad voldtægtsramte kvinder føler der ligger af signaler i en sådan lovgivning, for er det virkelig mindre slemt at opleve tillidssvigt og voldtægt fra én man kender, end det er at blive fikseret og misbrugt af en fremmed? Ligeledes er det rimeligt at advare mod forhastet lovgivning på et så etisk mineret område (se nedenfor).

Ja, her ender vi jo i reel argumentation (selvfølgelig bortset fra det fortsatte spil på "halv straf").

Problemet er bare at den rimelige anfægtelse som lederen tager op, forsvinder i de præsupponerede holdninger og uvederhæftige argumenter som hærger første del af den.

Jeg tænkte LA-LA-LAH!!! efter sætning nummer to, og kun fordi jeg overvejede at analysere lederen, læste jeg den for en sikkerheds skyld igen og kunne da se at der var en pointe et eller andet sted. Ikke at jeg nødvendigvis er enig i pointen, men jeg kan anerkende den som noget der er en overvejelse og måske et mere nænsomt lovgivningsarbejde værd.

Vi kan altså lære at når aviserne i ladede ord og indforstået tonefald taler til deres egne frelste, for ikke at sige opildnede, kernesegmenter, så taler de til gengæld for andres døve øren. Det ville være dejligt hvis en journalistisk saglighedsnorm udi argumentation var at vurdere sin tekst på om den evner at tale til den ikke-forudindtagede læser – og dermed om den taler i valide argumenter.

Som en lille outro kan jeg nævne at der på selv samme avisforside er en anden tvivlsom "men-implikatur". Det er i artiklen "Sparerunder giver succes på sygehuse", hvor der slutteligt står:

//
[…]
Region Hovedstaden har gennemført en trivselsundersøgelse, der viser, at 66 procent af de ansatte er "generelt tilfredse" med deres arbejde, men 48 procent har "følt sig stressede inden for det seneste halve år".
"Det tyder på, at der nok er lidt for mange, der ikke føler sig godt tilpas", siger professor Kjeld Møller Pedersen.
//

Hvis vi ser bort fra professorens udtalelse som vi ikke kan vide præcis hvordan sigter til de to procenttal, synes det umiddelbart givet at 66 procent tilfredse medarbejdere er godt! Noget tyder altså på at Politiken virkelig har et problem med brugen af ordet "men".

_

Du kan i øvrigt læse om præsuppositioner og implikaturer i kapitlet Sproglige spinteknikker af Mie Femø Nielsen og Christian Kock i antologien Politisk Spin (2007)(med nå-ja … undertegnede i redaktørteamet).

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar