onsdag den 18. juli 2012

Kære Olga

Kære Olga

Tak for din mail, som jeg i det nedenstående fletter ind og svarer på.

Nice meet you!!! Hvordan har du det? Jeg vil gerne finde en ven for tilsvarende.

Det engelske i den første linje kan jeg lige akkurat forstå, men jeg forstår ikke hvornår vi skulle have mødtes? Eller mener du at vi mødes nu?

Jo, jeg har det fint. Jeg er netop kommet hjem fra et højskolekursus hvor jeg har været underviser og dermed været ”på” både fagligt og menneskeligt i seks døgn. Det er meget intensivt, så nu prøver jeg at slappe lidt af, så ikke det ender med at jeg besvimer og får hjernerystelse ligesom sidste sommer. Men selv om jeg prøver at slappe af, bearbejde indtrykkene fra de meget interessante og vidunderlige kursister og i det hele taget se livet i et bredere og mere kreativt perspektiv i netop disse uger, kan jeg ikke rigtig se at jeg har plads til en russisk veninde oven i det hele. Derudover må jeg blankt indrømme at jeg ikke helt forstår hvad du mener med ”for tilsvarende”.

Vil du gerne kommunikere med mig? Mit navn er Olga.

Nej, som jeg netop har antydet, har jeg ikke tid til et nyt og så fjernt bekendtskab lige nu. Jeg har nok at gøre med de få nære venner jeg magter at holde på, og de efterhånden mange bekendtskaber og kontakter jeg anser det for vigtigt og tilfredsstillende at holde bare nogenlunde ved lige. Jeg ved godt at min flyskræk ikke spiller den store rolle, eftersom du sandsynligvis vil til Danmark, men det ændrer ikke ved at svaret må blive nej. Derudover fik jeg sådan set nok af fremmedgjorte østeuropæere i Danmark da jeg i sidste uge i bil på en lille vej et sted i Odsherred kunne opleve mindst 100 tænkeligt polske eller rumænske bærplukkere defilere forbi i vejkanten fra en ubegribeligt stor teltlejr til en mark. Så det er ikke lige tidspunktet at bede mig om den slags.

Jeg er fra Rusland. Jeg er 30. Jeg er single kvinde. Jeg ville være glad for meget at svare med dig.

Ja, det har jeg regnet ud, og det er alt sammen fint – om end du gerne må øve dig på at begynde dine sætninger med noget andet end jeg. 30 og single er perfekt – især hvis du ikke har fået børn endnu – men det er vi mange der synes, så find en anden. Jeg er ked af det på dine vegne hvis du har måttet skrive disse mails i fire år, hvilket din e-mails præfiks ”orientalangel26” tyder på; men som sagt kan det ikke blive mig der gør en ende på din søgen. Derudover må jeg blankt indrømme at jeg ikke forstår hvad du mener med ”svare med dig”. Jeg kender udtrykket ”sparre med nogen”, men altså ikke ”svare med nogen”.

Så vil jeg sende dig mit foto, og fortælle dig mere om mig.

Du har allerede sendt dit foto, så det behøver du ikke. Du er blond og ser både russisk og cirka 29-årig ud, så det er i det mindste meget troværdigt. Du er dog ikke lige min anima, hvis du forstår. En typisk schweizisk eller fransk kvinde ville nok have større chance, sådan rent statistisk … for slet ikke at tale om en spansk, og med Spaniens økonomi skal der såmænd nok komme mails derfra en dag.

Hvis du ikke ønsker at korrespondere med mig, så skriv til mig om det, tak. Venter på dit svar,See you.

Olga.

Ja, det gør jeg så her, Olga. Du kan bare google dine egne formuleringer, så finder du med garanti hurtigt dette svar.

På egne og alle mine læserens vegne ønsker jeg dig det bedste og at du må få en god sommer. Bortset fra de to mærkelige formuleringer, samt ordfragmenteringen ”single kvinde” og den engelske indledning og afslutning, har du skrevet et gangbart og omhyggeligt fra engelsk oversat dansk, ikke mindst med de vigtige tiltalekommaer og de ekspliciterede spørgsmålstegn som mange helt glemmer i den slags skrivelser, så den ros skal du have.

Nu vil jeg se Tour de France.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar