søndag den 8. september 2013

7-9-13

I går gik medierne – med selveste DR2 i spidsen – bersærk i at interviewe nygifte, besøge numerologer og grave i hvorfor vi i Norden banker tre gange under bordet eller siger ”syv, ni, tretten” for at afværge nemesis og anden præmatur undergang. Ja, de brugte datoen som en anledning til at tale om overtro.

Og det lykkedes dem faktisk at lave en temaaften godt over sædvanlig lav standard. Men anledningen? Lad mig sige det som det er: Jeg forstår ikke hvorfor denne dag skulle være så meget som bare sprogligt magisk, for i min bevidsthed hedder dagen ikke 7.9.13, men 7.9.2013. Og svanen med det store æg efter sig kan man da ikke bare smide væk for at få det til at passe. 20 er da en ufravigelig del af datoens identitet. Min puls stiger simpelthen mindre over denne datos egenskaber end den stiger over de støvfnug der ligger på mit tastatur.

Men jeg vil da godt skrive lidt om emnet alligevel, og min vinkel vil være fonetisk; det kommer jeg tilbage til.

Så vidt jeg ved, ved man ikke andet om denne remses valg af de tre tal – 7, 9 og 13 – at disse tal i øvrigt er symbolladede:

7 er et fantastisk primtal som er godt egnet til lister, bl.a. fordi 7 ting er omkring grænsen for hvad man kan huske på en gang. Men mere væsentligt for 7-tallets åndelige styrke er vel sagtens at det træder ud af biologien, trigonometrien og fysikken – både1, 2, 3, 4, 5 og 6 er typiske antal for kropsdele, og det er alle tal som er vigtige som fællesnævnere i matematik og geometri og dermed nemme at arbejde med i arkitektoniske strukturer, hvorimod 7 er sært og besværligt; det er betydeligt lettere præcist at tegne en fem- eller sekstakket stjerne end en syvtakket, og vi har ikke syv fingre. Til gengæld har vi syv chakraer (det øverste og syvende er på grænsen til at svæve over hovedet og er slet ikke i kroppen), og vi kan være i syv sind og komme i den syvende himmel. Syv er et suverænt tal som står uden for den jordisk-biologiske logik, og derfor får lister med syv punkter også en ekstra åndelig og eviggyldig symbolværdi.

9 er i sin grundlæggende egenskab et rigt tal. Det er det højeste tal som sådan, og det er 3x3, altså magi i anden. Derfor udråber vi også et nifoldigt hurra for særligt vigtige personer. 9 betyder således rigdom og magt, og så gør det jo heller ikke noget skidt for symbolværdien at kvindemennesket er svanger i ni måneder, eller at vi har ni planeter i vores solsystem. Kattens jordiske uovervindelighed (læs: suveræn selvstændighed og overlevelsesevne) symboliseres med myten om at den har ni liv.

13 er også et primtal, men vi – eller de der lider af triskaidekafobi (tre-over-ti-fobi) – opfatter dets energi som uheldig. Det er ikke mange højhuse der har en 13. etage, og det er ikke mange der tør at invitere 13 til middag. Det hele kommer sig vist af noget kalendermatematik fra oldtidens Irak, men generelt er 13 nok blevet opfattet som én for meget i mange sammenhænge fordi netop 12 er så godt og brugbart et antal. Omvendt har 13 i mange år været indiskutabelt positivt ved karaktergivning, men triskaidekafobikere har formentlig kunnet undskylde sig med at 13-skalaen ikke rummede 13 men 10 tal – i øvrigt med hver sin unikke tværsum, hvilket min matematiklærer indirekte gjorde mig opmærksom på dengang han kom ud fra eksamenslokalet og sagde at jeg havde fået tværsum 2. Siden skulle det overgå mig at få tværsum 4 i mundtligt dansk om en novelle af Leif Panduro, på HTX, men det er naturligvis sagen helt uvedkommende. Det fik jeg ikke nogen triskaidekafobisk angst af, snarere var jeg i den syvende himmel. Men på triskaidekafobikernes vegne melder spørgsmålet sig: Har de nogensinde tippet en 13’er? Og hvad ville de føle hvis de fik 13 rigtige? Hvad gør de med det 13. album med deres yndlingskunster? Og hvad med albummer med 13 sange eller bøger med 13 kapitler? Black Sabbaths comebackalbum, ”13”, har på alle måder været en succes, men er det farligt for en triskadekafobiker? To ting må man dog give triskaidekafobikerne: Costa Concordia, krydstogtskibet der er dobbelt så stort som Titanic, stødte på grund og kæntrede en fredag den 13. (13. januar 2012), og Shu-bi-dua skulle aldrig have været kommet tilbage på den 13’er for da og siden at devaluere sig selv på den måde.

Der er med andre ord ingen særlig forklaring på syv, ni, tretten andet end at det er en vældig symbolladet samling af tal. Og derfor mener jeg det er berettiget at se på det fra en sproglig og fonetisk synsvinkel – et argument som kun forstærkes når man tænker på at talemåden kun er udbredt i Norden. For måske er det de tre tals lydlige egenskaber der gør at udtrykket ikke vil dø.

For det første skal jeg måske lige forklare at jeg har en generel teori om fonetisk darwinisme i sproget. Nok er forholdet mellem lyd og mening i princippet og primært arbitrært (det er lydmæssigt tilfældigt at en hest hedder en hest), men når ordene ikke er etymologisk bundede, begynder lyd efter min mening at spille en afgørende sekundær rolle. Når vi for eksempel har synonymer, vil det ord der ”lyder mest som det det betyder”, have en konkurrencefordel. Denne fonetiske magt slår også igennem når vi har halvlydord som eksempelvis rive, ridse, skrabe, osv. hvor det er tydeligt at ”R”, altså det ru R, betyder ”friktion”, mens fx ”SL” i slibe er en kombination af S’ milde friktion og L’s glid. Ligeledes vil den fonetiske darwinisme (som vi husker er sekundær i forhold til arbitraritetsprincippet) trække F i retning af betydningen overflade, M i retning af samling, K i retning af indgriben, mørke vokaler (o, u, å) i retning af hulrum og lyse vokaler (især i, y) modsat.

Omvendt har disse præferencer mellem lyd og betydning også betydning for hvad vi nu engang lægger i eksisterende ord. Når en dunk hedder en dunk, tænker vi på dens hulhed, men hvis den fx hed en ”fink”, ville vi i højere grad tænke på dens overflade. Sådan har jeg det i hvert fald, og sådan siger min teori.

Selv om nok ikke alle har synæstetisk fornemmelse til at følge mig her, er det næppe et idiosynkratisk kodesystem i min frie fantasi. Tværtimod har det direkte forbindelse til hvilken form vi fysisk danner med munden når vi siger diverse ting. Alt det må jeg skrive mere om en anden gang; her og nu drejer det sig om syv, ni, tretten.

Og her er den fonetiske betydning lige omvendt af den mytologiske. Gå væk fra computeren og ud foran spejlet i badeværelset, og prøv så at sige ”syv … ni … tretten” mens du nøje studerer din mund. Gør det! Teksten her løber ingen steder; jeg venter på dig.

… (se selv – jeg venter) …

Okay? Du vil have set at din mund på y-lyden er rund og skudt frem, og hvis du ikke udtaler ”syv” med et gammeldags korrekt v med fortænderne mod underlæben, men i stedet snarere ender på ”u”, ja, så spidser munden blot endnu mere end på y’et idet du siger ”y-u”. Med ”ni” sker der noget helt andet: Munden bliver bred – en let åbnet streg. Og så kommer ”tretten”: Halløj, hvor kajen bare åbner sig hvis du artikulerer tydeligt – kæben trækker underlæben ned, stregen åbner sig dybt som på en anden dukke. Du kan se med det blotte øje at de tre ord har helt forskellige lydlige kvaliteter.

Lad os en kort stund se på vokalkvaliteter. Eftersom det er ret frit om man vil grine ”hi”, ”hæ”, ”ho”, ”ha” (altså lyden [hα]) eller hvad som helst andet, eller stønne ”ih”, ”æh”, ”oh” eller ”ah”, er det i min optik en god måde at udlæse diverse vokallydes default-betydning på når vi taler om hvilken følelse vi associerer dem med.

At sige ”[hy]” eller ”[yh]” er der ingen der gør, men hvis nogen gjorde, ville vi tænke at de havde åndeligt muskelsvind eller var pling-dingeling ligesom Tommy Kenters figur fru Christoff. Putter vi u-lyden på, idet vi antager at de fleste ender dér når de siger ”syv”, er udtrykket mere genkendeligt – fx er ”[hyu]” det øv man udtrykker ved en virkelig vammel stank. (Den øverste vokalrække er de lukkede vokaler, [i]-[y]-[u], og starter man ikke i [y], men tager hele rejsen fra [i] til [u] (og springer [y] over), lyder det som det ad-bad-føj-ad-øv som amerikanerne staver ”ew”.) Lyden [y] er en af de mest anstrengende vokaler at forme, og den form man laver med munden og tungen ved især [y], men også [u], går primært ud på at skyde noget fra sig.

At sige ”[hi]” er noget vi gør når vores udbrud skal fungere som godmodigt smådrilleri, og at sige ”[ih]” er noget vi gør når noget smådriller, eller når vi er positivt overraskede og lader det efterfølge af andre (og mere positive) vokalvarianter. Det sygelige og bizarre ved [y] og det ubehagelige ved [y-u] går væk når vi kommer til i-lyd. Men også fokuseringen forsvinder, altså det fikserede og besatte. Munden bliver bred, så vi føler os ikke udsatte og skyder ikke noget væk. Til gengæld er den brede åbning på den anden led kun smal, så vi er heller ikke ligefrem åbne endsige ædende.

At sige ”[hα]” er at gå all in, og uanset om det er negativt eller positivt, er det i hvert fald åbenhjertigt – og dermed i sidste ende altid positivt. Og at sige ”[αh]” er at tage alt ind, uanset om det er negativt (ofte stavet ”arrrh”) eller positivt. Mundens form ved α-lyden (som også umisforståeligt kan staves ”ar”) er jo den mest åbne af dem alle – det er tilfældigt at Kim Larsen hedder Larsen, men det passer godt, og det er ikke fonetisk tilfældigt at man ynder at kalde ham gavflab. Lyden [α] betyder altså magt, mod og/eller velvære – i hvert fald når vi ytrer den frivilligt, fx som modtager af oralsex (det ømme ”ah…h”) eller som den angribende part i et ridderslag (det rasende ”arrrrrrrr”), eller for den sags skyld som den der anholder en overtrædelse uden selv at være det mindste følelsesmæssigt i klemme (det negerende ”ar!”, eller lidt mere nedladende: ”narh”).

Den kvikke læser har for længst regnet ud hvor jeg vil hen med dette.

Når vi siger ”syv, ni, tretten” eller ”y(u)-i-α”, illuderer vores mund at vi mestrer vores frygt, eller at vi retter det forkvaklede. Vi trækker det syge, fremmedgørende eller ubehagelige ud af ”y(u)” når munden bliver bred i et ”i”, og vi tager den totale magt over situationen når vi åbner ladeporten fra ”i” til ”α”. Dette er absolut ikke grunden til at udtrykket er opstået (og i øvrigt udtalte man med garanti også ”tretten” meget anderledes tidligere), men dette lydlige, ubevidste, parallelle betydningsunivers er efter min mening en ubevidst medvirkende grund til at vi i dag fortsat godt kan lide at bruge remsen. Man kan ikke sige at den ligger godt i munden, men man kan sige at det er tilfredsstillende at tvinge modstanderen, Nemesis, ned med et ”y(u)-i-ααα!” i en ubevidst lydlig karatekamp uden overhovedet at hæve stemmen og dermed gøre opmærksom på sin frygt – ja, faktisk uden selv at være klar over det.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar