søndag den 17. november 2013

Tanker på kanten

Pernille Rosendahl stemmer på kanten. Vil det sige at den stemme hun afgiver, er på kanten? Og antyder det at hun ved kommunalvalget vil sætte et evt. højrefascistisk kryds? Se nu hendes blonderede hår!

Arh, jeg mener det ikke. Rosendahl skal da have love til at udvikle sig fra kunstner-idealistisk lakridslarve til kvindekamæleon i firehjulstrækker uden at jeg påstår et altomfattende værdiskred. Men tanken tittede frem, og jeg syntes den var sjov.

Balloner i valgkamp er også en skæg ting – og har til alle tider været god stil – men knap så heldigt falder det det ud med teksten på en af disse:

Vi må nok punktere den ene med meldingen om at tilkende betyder noget andet end til kende.

En skønhedsplet, nuvel, og budskabet kommer jo nok ud over … øh, kanten … alligevel. Men kære Lisbeth Zornig Andersen. Husk når du laver en så i øvrigt fin og flot kampagne, at alliere dig med folk der kan læse korrektur eller tilkalder kvalificeret hjælp. Ja, jeg skal såmænd gøre det gratis for dig næste gang hvis det kun drejer sig om et par sætninger.

Og dig, kære læser. Tænk dig nu om, og brug din stemme til noget. Forbered dig ordentligt, fx med DR.dk’s kandidattest, så du kan stemme på en person når du står i boksen på tirsdag, i stedet for på et parti (inden for hvilket der kan være 180 graders forskel på kandidaterne i spørgsmål som er vigtige for dig – og os andre).

Straf den selvfede selvfølgelighed og stem gerne med kant, uanset hvilken.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar