7-9-13

I går gik medierne – med selveste DR2 i spidsen – bersærk i at interviewe nygifte, besøge numerologer og grave i hvorfor vi i Norden banker tre gange under bordet eller siger ”syv, ni, tretten” for at afværge nemesis og anden præmatur undergang. Ja, de brugte datoen som en anledning til at tale om overtro.

Og det lykkedes dem faktisk at lave en temaaften godt over sædvanlig lav standard. Men anledningen? Lad mig sige det som det er: Jeg forstår ikke hvorfor denne dag skulle være så meget som bare sprogligt magisk, for i min bevidsthed hedder dagen ikke 7.9.13, men 7.9.2013. Og svanen med det store æg efter sig kan man da ikke bare smide væk for at få det til at passe. 20 er da en ufravigelig del af datoens identitet. Min puls stiger simpelthen mindre over denne datos egenskaber end den stiger over de støvfnug der ligger på mit tastatur.

Men jeg vil da godt skrive lidt om emnet alligevel, og min vinkel vil være fonetisk; det kommer jeg tilbage til.

Så vidt jeg ved, ved man ikke andet om denne remses valg af de tre tal – 7, 9 og 13 – at disse tal i øvrigt er symbolladede:

7 er et fantastisk primtal som er godt egnet til lister, bl.a. fordi 7 ting er omkring grænsen for hvad man kan huske på en gang. Men mere væsentligt for 7-tallets åndelige styrke er vel sagtens at det træder ud af biologien, trigonometrien og fysikken – både1, 2, 3, 4, 5 og 6 er typiske antal for kropsdele, og det er alle tal som er vigtige som fællesnævnere i matematik og geometri og dermed nemme at arbejde med i arkitektoniske strukturer, hvorimod 7 er sært og besværligt; det er betydeligt lettere præcist at tegne en fem- eller sekstakket stjerne end en syvtakket, og vi har ikke syv fingre. Til gengæld har vi syv chakraer (det øverste og syvende er på grænsen til at svæve over hovedet og er slet ikke i kroppen), og vi kan være i syv sind og komme i den syvende himmel. Syv er et suverænt tal som står uden for den jordisk-biologiske logik, og derfor får lister med syv punkter også en ekstra åndelig og eviggyldig symbolværdi.

9 er i sin grundlæggende egenskab et rigt tal. Det er det højeste tal som sådan, og det er 3x3, altså magi i anden. Derfor udråber vi også et nifoldigt hurra for særligt vigtige personer. 9 betyder således rigdom og magt, og så gør det jo heller ikke noget skidt for symbolværdien at kvindemennesket er svanger i ni måneder, eller at vi har ni planeter i vores solsystem. Kattens jordiske uovervindelighed (læs: suveræn selvstændighed og overlevelsesevne) symboliseres med myten om at den har ni liv.

13 er også et primtal, men vi – eller de der lider af triskaidekafobi (tre-over-ti-fobi) – opfatter dets energi som uheldig. Det er ikke mange højhuse der har en 13. etage, og det er ikke mange der tør at invitere 13 til middag. Det hele kommer sig vist af noget kalendermatematik fra oldtidens Irak, men generelt er 13 nok blevet opfattet som én for meget i mange sammenhænge fordi netop 12 er så godt og brugbart et antal. Omvendt har 13 i mange år været indiskutabelt positivt ved karaktergivning, men triskaidekafobikere har formentlig kunnet undskylde sig med at 13-skalaen ikke rummede 13 men 10 tal – i øvrigt med hver sin unikke tværsum, hvilket min matematiklærer indirekte gjorde mig opmærksom på dengang han kom ud fra eksamenslokalet og sagde at jeg havde fået tværsum 2. Siden skulle det overgå mig at få tværsum 4 i mundtligt dansk om en novelle af Leif Panduro, på HTX, men det er naturligvis sagen helt uvedkommende. Det fik jeg ikke nogen triskaidekafobisk angst af, snarere var jeg i den syvende himmel. Men på triskaidekafobikernes vegne melder spørgsmålet sig: Har de nogensinde tippet en 13’er? Og hvad ville de føle hvis de fik 13 rigtige? Hvad gør de med det 13. album med deres yndlingskunster? Og hvad med albummer med 13 sange eller bøger med 13 kapitler? Black Sabbaths comebackalbum, ”13”, har på alle måder været en succes, men er det farligt for en triskadekafobiker? To ting må man dog give triskaidekafobikerne: Costa Concordia, krydstogtskibet der er dobbelt så stort som Titanic, stødte på grund og kæntrede en fredag den 13. (13. januar 2012), og Shu-bi-dua skulle aldrig have været kommet tilbage på den 13’er for da og siden at devaluere sig selv på den måde.

Der er med andre ord ingen særlig forklaring på syv, ni, tretten andet end at det er en vældig symbolladet samling af tal. Og derfor mener jeg det er berettiget at se på det fra en sproglig og fonetisk synsvinkel – et argument som kun forstærkes når man tænker på at talemåden kun er udbredt i Norden. For måske er det de tre tals lydlige egenskaber der gør at udtrykket ikke vil dø.

For det første skal jeg måske lige forklare at jeg har en generel teori om fonetisk darwinisme i sproget. Nok er forholdet mellem lyd og mening i princippet og primært arbitrært (det er lydmæssigt tilfældigt at en hest hedder en hest), men når ordene ikke er etymologisk bundede, begynder lyd efter min mening at spille en afgørende sekundær rolle. Når vi for eksempel har synonymer, vil det ord der ”lyder mest som det det betyder”, have en konkurrencefordel. Denne fonetiske magt slår også igennem når vi har halvlydord som eksempelvis rive, ridse, skrabe, osv. hvor det er tydeligt at ”R”, altså det ru R, betyder ”friktion”, mens fx ”SL” i slibe er en kombination af S’ milde friktion og L’s glid. Ligeledes vil den fonetiske darwinisme (som vi husker er sekundær i forhold til arbitraritetsprincippet) trække F i retning af betydningen overflade, M i retning af samling, K i retning af indgriben, mørke vokaler (o, u, å) i retning af hulrum og lyse vokaler (især i, y) modsat.

Omvendt har disse præferencer mellem lyd og betydning også betydning for hvad vi nu engang lægger i eksisterende ord. Når en dunk hedder en dunk, tænker vi på dens hulhed, men hvis den fx hed en ”fink”, ville vi i højere grad tænke på dens overflade. Sådan har jeg det i hvert fald, og sådan siger min teori.

Selv om nok ikke alle har synæstetisk fornemmelse til at følge mig her, er det næppe et idiosynkratisk kodesystem i min frie fantasi. Tværtimod har det direkte forbindelse til hvilken form vi fysisk danner med munden når vi siger diverse ting. Alt det må jeg skrive mere om en anden gang; her og nu drejer det sig om syv, ni, tretten.

Og her er den fonetiske betydning lige omvendt af den mytologiske. Gå væk fra computeren og ud foran spejlet i badeværelset, og prøv så at sige ”syv … ni … tretten” mens du nøje studerer din mund. Gør det! Teksten her løber ingen steder; jeg venter på dig.

… (se selv – jeg venter) …

Okay? Du vil have set at din mund på y-lyden er rund og skudt frem, og hvis du ikke udtaler ”syv” med et gammeldags korrekt v med fortænderne mod underlæben, men i stedet snarere ender på ”u”, ja, så spidser munden blot endnu mere end på y’et idet du siger ”y-u”. Med ”ni” sker der noget helt andet: Munden bliver bred – en let åbnet streg. Og så kommer ”tretten”: Halløj, hvor kajen bare åbner sig hvis du artikulerer tydeligt – kæben trækker underlæben ned, stregen åbner sig dybt som på en anden dukke. Du kan se med det blotte øje at de tre ord har helt forskellige lydlige kvaliteter.

Lad os en kort stund se på vokalkvaliteter. Eftersom det er ret frit om man vil grine ”hi”, ”hæ”, ”ho”, ”ha” (altså lyden [hα]) eller hvad som helst andet, eller stønne ”ih”, ”æh”, ”oh” eller ”ah”, er det i min optik en god måde at udlæse diverse vokallydes default-betydning på når vi taler om hvilken følelse vi associerer dem med.

At sige ”[hy]” eller ”[yh]” er der ingen der gør, men hvis nogen gjorde, ville vi tænke at de havde åndeligt muskelsvind eller var pling-dingeling ligesom Tommy Kenters figur fru Christoff. Putter vi u-lyden på, idet vi antager at de fleste ender dér når de siger ”syv”, er udtrykket mere genkendeligt – fx er ”[hyu]” det øv man udtrykker ved en virkelig vammel stank. (Den øverste vokalrække er de lukkede vokaler, [i]-[y]-[u], og starter man ikke i [y], men tager hele rejsen fra [i] til [u] (og springer [y] over), lyder det som det ad-bad-føj-ad-øv som amerikanerne staver ”ew”.) Lyden [y] er en af de mest anstrengende vokaler at forme, og den form man laver med munden og tungen ved især [y], men også [u], går primært ud på at skyde noget fra sig.

At sige ”[hi]” er noget vi gør når vores udbrud skal fungere som godmodigt smådrilleri, og at sige ”[ih]” er noget vi gør når noget smådriller, eller når vi er positivt overraskede og lader det efterfølge af andre (og mere positive) vokalvarianter. Det sygelige og bizarre ved [y] og det ubehagelige ved [y-u] går væk når vi kommer til i-lyd. Men også fokuseringen forsvinder, altså det fikserede og besatte. Munden bliver bred, så vi føler os ikke udsatte og skyder ikke noget væk. Til gengæld er den brede åbning på den anden led kun smal, så vi er heller ikke ligefrem åbne endsige ædende.

At sige ”[hα]” er at gå all in, og uanset om det er negativt eller positivt, er det i hvert fald åbenhjertigt – og dermed i sidste ende altid positivt. Og at sige ”[αh]” er at tage alt ind, uanset om det er negativt (ofte stavet ”arrrh”) eller positivt. Mundens form ved α-lyden (som også umisforståeligt kan staves ”ar”) er jo den mest åbne af dem alle – det er tilfældigt at Kim Larsen hedder Larsen, men det passer godt, og det er ikke fonetisk tilfældigt at man ynder at kalde ham gavflab. Lyden [α] betyder altså magt, mod og/eller velvære – i hvert fald når vi ytrer den frivilligt, fx som modtager af oralsex (det ømme ”ah…h”) eller som den angribende part i et ridderslag (det rasende ”arrrrrrrr”), eller for den sags skyld som den der anholder en overtrædelse uden selv at være det mindste følelsesmæssigt i klemme (det negerende ”ar!”, eller lidt mere nedladende: ”narh”).

Den kvikke læser har for længst regnet ud hvor jeg vil hen med dette.

Når vi siger ”syv, ni, tretten” eller ”y(u)-i-α”, illuderer vores mund at vi mestrer vores frygt, eller at vi retter det forkvaklede. Vi trækker det syge, fremmedgørende eller ubehagelige ud af ”y(u)” når munden bliver bred i et ”i”, og vi tager den totale magt over situationen når vi åbner ladeporten fra ”i” til ”α”. Dette er absolut ikke grunden til at udtrykket er opstået (og i øvrigt udtalte man med garanti også ”tretten” meget anderledes tidligere), men dette lydlige, ubevidste, parallelle betydningsunivers er efter min mening en ubevidst medvirkende grund til at vi i dag fortsat godt kan lide at bruge remsen. Man kan ikke sige at den ligger godt i munden, men man kan sige at det er tilfredsstillende at tvinge modstanderen, Nemesis, ned med et ”y(u)-i-ααα!” i en ubevidst lydlig karatekamp uden overhovedet at hæve stemmen og dermed gøre opmærksom på sin frygt – ja, faktisk uden selv at være klar over det.

Syge punktummer eller ej

Er jeg ved at blive gammel? Det er lykkedes mig at skrive både ”min bare røv”, ”lort”, ”fanden” og ”pokker” og tale om ”syge punktummer” i en artikel på Kforum. Måske skyldes det at jeg læser korrektur for Jesper Ralbjerg og er blevet smittet af et rigere ordforråd? Måske skyldes det kombinationen af to af få emner der i den grad kaster adrenalin i mit blod, nemlig dels tegnsætning og dels Det Radikale Venstre. I sidstnævnte tilfælde er der tale om gammelt had/kærlighed, forstås.

Kforum bad mig skrive om De Radikales punktummer, som jeg ikke havde skænket en tanke før jeg nu blev beordret til det mindre end to døgn før deadline. Min feedback til Kforum er et af de mest nørdede indlæg nogensinde – med grammatiske betragtninger der uden tvivl vil gå over hovedet eller under radaren på flere af segmentets speedlæsere – men redaktionen har minsandten ikke villet ændre en tøddel. Hva’ba? Jeg er vist ved at blive gammel.

(Nuvel, Kforum har cirka 4 nye artikler om De Radiales kampagne, så jeg må nok nøjes med de virkeligt interesserede læsere.)

Som antydet kunne det lige så godt have været et indlæg på denne blog, men i så fald havde et så kompliceret indlæg – researchet på 4 minutter, forud-tænkt i en halv time, skrevet i et flow ud af en tangent og revideret, gennemskrevet, selvkorrekturlæst midt om natten – fået lov at ligge over en ekstra dag til faglige dobbelttjek og yderligere sluddersletning, idiosynkrasi-inddæmning og småjustering. Men sådan fungerer det ikke i mediernes malstrøm – de vil have det, og jeg må slippe det. Og hvis jeg selv vil ændre en tøddel, må jeg håbe at nogen tager telefonen.

Lad mig alligevel vove at flytte kommmakommunikationsfesten over på Kforum ved at invitere dig til at læse ”Vi sætter. Også punktummer.”.

Når en hæderkronet avis skider i egen rede

Indrømmet: Dette indlæg er et af den slags indlæg som kan virke ret mavesurt, pernittengrynet og måske endda ondskabsfuldt på nogle. Men det er fordi man misforstår sagens egentlige væsentlighed: Sprogansvar. Sprogansvar er ansvaret for at videregive et ordentligt og nuanceret dansk, og derfor bæres det – frivilligt eller ufrivilligt – af intellektuelle autoriteter, især sproglige autoriteter, altså personer og institutioner som omgivelserne forventer mestrer et godt dansk, og som de derfor lader sig autoritativt præge af.

En stor og hæderkronet avis som Berlingske og institutionen Berlingske Media har i allerhøjeste grad sprogansvar. Dels er det en journalistisk arbejdsplads med det danske sprog som den ene side af det primære materiale (mens indholdet udgør den anden side), og dels er det en stor institution som alene i kraft af sin volumen og sine mange interessenter forventes at have styr på tingene. Når Berlingske sætter sprogligt inkompetente til at skrive uden nogen form for efterfølgende korrektur, bliver jeg derfor både ked af det og vred, for herved forurener man andedammen med et dysfunktionelt, maltrakteret sprog og saver dermed den gren af man selv sidder på: sproget og den gode læseoplevelse. Desuden er det besynderligt at bede om en læsers tid og opmærksomhed uden at have gjort sig umage med det man har skrevet, men det er så et parallelt argument.

Det er muligt at den oprindelige intellektuelle og sprogligt bevidste kultur på de store danske aviser i dag snarere er udskiftet med en management-kultur styret af anglofile kommunikationsuddannede der kerer sig fanden om sproget hvis bare der kommer klik og penge i nyhedsmaskinen. Sproget og dets indbyggede krav om at blive set efter i sømmene hvis det skal være en glæde at læse, er kun et besværligt onde for den moderne nyhedsformidler. Dette formidlingssyn bekræftede direktør/chefredaktør Lisbeth Knudsen da hun for nogle år siden optrådte på Dansk Kommunikationsforenings kommunikationsdag med en powerpoint-præsentation indeholdende graverende ordfragmenteringer – der som bekendt er udtryk for sproglig lavintelligens par excellence. Men dette formidlingssyn til trods er sproget stadig deres professionelle materiale, og de har stadig et sprogansvar.

Jeg kæmper for et dansk som fungerer, og derfor er jeg nødt til at gøre opmærksom på denne ansvarsfraskrivelse og ligegyldighed. Måske mister jeg kursuskontrakter ved at nævne navne og gå i kødet på en virksomhed, men den risiko må jeg løbe i et land hvor der ikke rigtig er kultur for at lytte til og lønne sine dygtigste kritikere. Én er nødt til at gøre opmærksom på det alvorlige i at sproglige autoriteter, sågar statsstøttede af slagsen, skider deres sprogansvar en lang march. Ingen andre gør det. Det er ikke moderne.

Og måske skydes jeg i skoene at jeg er sprogkonservativ, men den risiko for fejltolkning må man løbe når man kæmper for at vi bevarer et velfungerende dansk. ”Bevarer” er jo så det farlige ord: Det betyder i denne sammenhæng at vi i morgen ligesom i går har et velfungerende dansk. Det betyder ikke nødvendigvis at det dansk er præcis det samme. Nedbrud i grammatiske trafikregler og sunde logikker er mestendels uheldige. Opblomstring og henfald på ord- og fraseniveau er mestendels et udtryk for en normal og sund udvikling. Det er grammatikken der er for svag i uddannelsessystemet; de virkeligt væsentlige dele af korrekt sprog handler ikke om stavning, men det er der mange der misforstår. Og grammatik er ikke et spørgsmål om latinske betegnelser; det er et spørgsmål om at forstå, mønstergenkende eller i det mindste fornemme sprogets sammenhæng med kommunikative logikker sådan så man kan tegnsætte (hvilket er en særdeles retorisk disciplin), bøje og skabe indbyrdes overensstemmelse mellem sætninger ved hjælp af ord som derfor, fordi, men, dog, sandsynligvis, medmindre, både … og, dette/det, hans/sin osv. Min kamp er en kamp for at bevare intelligens i sproget, og i Danmark er vi ved at miste intelligensen i sproget fordi danskerne er det grammatisk dårligst uddannede land i Europa. Det er hvad vi har fået ud af vildt overdreven angst for løftede pegefingre og sort skole – og manglende intelligente bud på saglige alternativer. Og dermed risikerer vi at tabe vores eget sprog på gulvet.

Det er i dette lys et blogindlæg som det følgende skal læses. Og bare rolig: Det bliver kortere end ovenstående og er sådan set kun at betragte som en tilfældig eksemplificering af sprogansvarsfraskrivelse når det er allerværst.

Han ser sgu også lidt sur ud. Nej, hvor er vi sure alle sammen.

Min vej til makværket skyldes såmænd bare at jeg i Berlingskes formiddagsmail undrede mig over at man giver sig til at fejre 85-års fødselsdag for en død mand. Det er da ikke en anledning!? Hallo? Det må være en dårlig undskyldning for noget andet, og derfor klikkede jeg mig ind på billedserien – uden dog nogensinde at finde ud af hvad den egentlige anledning eller det egentlig budskab skulle være, for jeg insisterer altså på at en død mands 85-års fødselsdag ikke er nogen anledning. Der må være mange andre runde fødselsdage at skrive om, måske oven i købet vedrørende levende mennesker. Men måske den tomme gentagelse af manden Warhol kan være en form for spejling af hans værk.

Det budskab der syntes tydeligst, var den tekstlige ligegyldighed og sjusk som jeg vil dokumentere her. Ligesom jeg forbigår det ordbrok der er opstået i sidste linje af ovenstående teaser, skal det understreges at jeg i det følgende kun nævner de vigtigste fejl:

Grel ordfragmentering i linje 2, manglende komma mellem helsætninger i linje 2, beskæmmende forkert verbalbøjning i linje 4, manglende komma i samme, vrøvl (sandsynligvis forkert oversættelse) i linje 6-7 og sløset ligegyldighed med oversættelse af den ulæsbare ordstilling ”$ 200.000” til ”200.000 dollar” i linje 7. Dette er typiske fejl blandt unge der er dårlige til at læse og skrive. Men hvorfor ansætte en person der ikke kan skrive, når der er rekord i arbejdsløse akademikere hvoraf formentlig 85 procent kunne gøre dette en hel del bedre – måske endda som gratis praktikant? Og når man nu har sat en uskrivedygtig til at skrive – muligvis en grafiker der har sine kompetencer andetsteds – hvorfor er der så ikke læst korrektur? At Berlingske tilmed til deres web har valgt en typografi der får tegnsætning til at ligne tilfældig fluelort på skærmen, må vi lige lade ligge i denne omgang.

Øh? Ja?!?

Igen manglende oversættelse: Der skal jo være punktum efter 6, og august skal være med småt. I anden linje er der et grelt manglende komma.

Med en hans/sin-fejl og en ordfragmentering i form af manglende bindestreg er vi nu ved at komme hele paletten rundt.

Med femte billedtekst lykkes det at slå et søm i et bræt uden at ødelægge begge dele, men den er godt nok også kort. Og det gælder også de næste billedtekster, indtil vi når frem til ottende billedtekst hvor den igen er gal med tegnsætningen:

Ja, i mine øjne nok den mildeste fejl, men det er da let at pege på når folk ikke kan stave.

Igen manglende punktum og bindestreg.

Hip Hip Hurra? Nej, jeg har det faktisk lige modsat.

Putin ikke stor men stor

Jeg skaffer dig foie gras og champagne, min ven – hm? Og du skal også have mine nøgenfilm, Vladimir, så du kan se at jeg i 70’erne var veltrænet som dig. Kan du lide nøgne mennesker, min ven?

Berlingske 6. januar 2013. Jep, den er et halvt år gammel, men den havde hengemt sig i arkivet.

Ja, hvad er det nu det hedder?

Det var ingen andre end …

Nej, for hvem skulle det være? Det kunne jo være hvem som helst – sådan set alle – man sigter til, og så kunne man lige så godt bare skrive ”Det var Ruslands præsident, Vladimir Putin, …”.

Det var ingen mindre end …
Det var ingen ringere end …

Ja, det er sådan det hedder, og det er jo for at fremhæve hvor ærværdig, interessant, magtfuld eller kendt en person der er tale om. For eksempel: ”Det var ingen ringere end spindoktor Michael Kristiansen der havde kørt sin Mercedes i havnen.” Eller: ”The Osbournes er en reality-tv-serie med ingen ringere end The Prince of Darkness, Ozzy Osbourne, som omdrejningspunkt.” Eller: ”Det var ingen ringere end ungmøens far der åbnede døren netop som jeg havde fået talt kludene af hende.” Eller: ”I Frederik 8.s Palæ er den ene væg i taffelsalens forgemak udsmykket af ingen ringere end John Kørner.”

Hvis man ikke ønsker således at løfte personen op, skal man ikke bruge denne sætningskonstruktion. Så kan man for den sags skyld lige så godt bare skrive: ”Ikke uventet valgte russernes korrupte tv-zar og magtsyge gasmester, Vladimir Putin, at udnytte den skatteomsuste og forvirrede rigmand Gerard Depardieus udfald mod det franske velfærdssamfund ved i lørdags at byde ham velkommen til et Rusland hvor de rige kan få lov at beholde deres flæsk. Putin overrakte som en formel og symbolsk gestus Depardieu et russisk pas, hvorefter de to stenrige herrer nød en stor middag – lige i Obelix’ uskyldsgrådige ånd – med udsigt til Det Sorte Hav.”

Skål!

Ja, ak og ve.