Gratis visitkort holder!

A-ha, okay!

Hm ...

Nej tak. 

 

Hvis bare Balle kun var et navn

Fnis ...

Jeg ved ikke om det skal forestille en kommentar fra DR.dk’s side. I så fald er jeg – for nu at være helt alvorlig – ikke enig i implikaturen om at den pågældende dreng er sippet. Jo lidt, men jeg synes faktisk protesten kan være positiv hvis debatten om sex i det offentlige rum begynder at inddrage den vinkel at kvinders seksuelle magt og brugen af denne i det offentlige rum kan være et overgreb på unge mænd. En dreng mellem 13 og 25 skal ikke påvirkes særlig meget visuelt af entydige signaler for derefter udelukkende at tænke på sex indtil han kommer til sig selv, om jeg så må sige. Det er ikke nødvendigvis en tilstand han har bedt om at blive sat i fra klokken 9 om formiddagen. Samtidig er det en tilstand der kan få ham til at sige de forkerte ting, tage nogle forkerte beslutninger eller bruge overdreven tid eller penge på at forlænge tilstanden. En reduktion af sex i det offentlige rum hilses velkommen herfra, ikke mindst for at unge mænd bedre skal kunne koncentrere sig om deres lektier, så de kan blive til noget som kvinder gider have med at gøre.

Her er resten af artiklen:

 

En vilje til at indvilge i at indvie

I dag, den 26. august på DR.dk.

Nå-ja, hvis man ikke lige kan finde ud af om det er indvilge eller indvillige (det er faktisk begge dele), eller om det nu er med g eller j, så kan man jo altid sikre sig ved at gøre det endnu kortere. Så bare ærgerligt at man får et andet ord ud af det.

Det minder mig i øvrigt om en tidligere sprogforbistring på DR.dk tilbage fra den 3. marts 2008:

Ja, ligefrem mægle tror jeg altså ikke hun gør. Nok snarere tværtimod. 

 

De lange briller og den kortsigtede bane

Claus Hjort Frederiksen gør mere end nogen anden politiker alt for at signalere ansvar, forudsigelighed, sikkerhed, tryghed, entydighed, stabilitet, urokkelighed, loyalitet, klarhed, jordbundenhed og troværdighed.

Men han bakkes ikke altid op af sine sproglige evner. På den billedlige, konnotative side er sproget ofte en bundvåd papkasse, en båndfalsk banjo, en nonsensagtig ligbunke af hovedløse metaforer. Man lægger måske ikke mærke til det umiddelbart, men det forklarer den frustrerende fornemmelse af indespærring eller diffuse angst man af og til ubevidst kan føle ved Claus Hjorts tale – i modsætning til fx Anders Fogh der (i hvert fald da han talte dansk) havde et sprogligt overblik som gav en form for udsyn for tilhøreren.

Claus Hjort i 21-avisen på DR torsdag den 21.:

”Arbejdsmarkedskommissionens opgave er at se, med de lange briller, hvad der er udfordringen for det danske samfund.”

”Dét er den kortsigtede bane vi opererer på, og […]”