tirsdag den 22. juli 2014

Otte dage midt i virkeligheden

I otte dage har jeg haft trukket stikket ud. Først seks dage som underviser på et højskolekursus om skrivning, og herefter direkte til to dage med høsthjælp. En smartphone ejer jeg ikke, og min computer forblev hvor den var: pakket i bunden af tasken.

Beslutningen var meget ligetil på højskolen, nærmest en nødvendighed. Ansvaret som kursusholder og den altid lige lovlig knappe søvn i nye omgivelser og med nye, spændende mennesker gør at ens tid og mentale ressourcer per definition er pressede. Så ligesom det var et bevidst valg på forhånd at være væbnet til mindste uddelingspapir, var det også et bevidst valg – da det viste sig muligt – ikke bare at lade computeren forblive i tasken, men også helt undgå egen webmail.

Lørdag eftermiddag sad jeg så i en halvstor Massey Ferguson – katapulteret fra Jyderup til Haraldsted og mentalt udmattet af seks døgns højskolekursus – og betragtede Claas-mejetærskerens støvende arbejde i bygmarken mens jeg ventede på at den skulle komme om på min langside med armen den rigtige vej. Ventetiden var – ligesom mange senere ventetider – en oase af ingenting, og det fik mig til et par af de første gange at kigge på mobiltelefonen og overveje om jeg skulle genoptage nogle korrespondancer via sms.

Men jeg gad ikke. Det er var bedre at betragte musvågen der kredsede over den nu blotlagte mark, filosofere lidt, stirre lidt, tjekke om blinklysene bag på vognen nu også virkede, eller stå ud og strinte i stubmarken.

Bare være til stede, ligesom jeg efter bedste evne havde været til stede på højskolen.

Ensom føler man sig nu heller ikke når man har sin rolle at spille: at hjælpe sin morbror med høstarbejdet. Og desperat kontaktsøgende er man nu heller ikke når man lige har tilbragt seks døgn med omtrent 36 mennesker (15 egne kursister, 15 andre kursister, undervisere og personale) der har udfoldet sig som hele mennesker, kigget én i øjnene og været til stede sammen med én.

Af forskellige grunde så jeg mig nødsaget til at gå online i dag (mandag). Og ser jeg bort fra de væsentlige beskeder som jeg netop gik online for, er det underligt at se ned i rækken af Facebook-notifikationer og nyhedsmails. Alle til hobe fremstår de mere end nogensinde som de ligegyldigheder jeg hele tiden har haft mistanke om at de er.

Et passagerfly er skudt ned over Ukraine, men den nyhed var nået frem til spisebordet på højskolen, og vi kunne hverken gøre til eller fra. Resten af nyhedsstrømmen som kommer mig i møde nu, består af hengemte holdninger, bestilte meningsmålinger, spekulationer i EU-topposter, agurkehistorier samt direkte tåbeligheder fra Inger Støjberg (en gammel kending på denne blog). Og alt sammen køres det endnu en gang rundt i Facebooks ekkokammer hvor det aldrig bliver mere sandt eller mere relevant.

LinkedIn byder sig også til i min indbakke og mener at der er virksomheder der vil have sådan en som mig.

Alle disse virtuelle meninger og mennesker er jo alle sammen ligegyldige. Det kan jeg se efter otte dage offline. Det kan jeg forstå når jeg tænker på Anders, Anette, Anna, Bodil, Brit, Britta, Christine, Colin, Hanne og Hanne, Julius, Laila, Maria, Marit, Muhammed, Nana, Peter og Pernille der var til stede lige foran mig. Det indser jeg når jeg tænker tilbage på skrivekursisternes tekster, som alle var fulde af betydning uanset om de var faglige eller skønlitterære. Og det mærker jeg når jeg genkalder mig synet af mejetærskerens arm inde over vognen og følelsen af at jeg i rette øjeblik slipper koblingen. Alt dette var signifikant.

Man lader sig let besnære af den lette adgang til at udtrykke en mening om alting idet man ”følger med”, som det hedder, og især når man opildnes af andres vrøvl. Ligeså er det bekvemt at kunne positionere sig online i jagten på en kæreste, en sengeven, et job eller andre sociale fællesskaber. Du kan så at sige have 100 meninger i låget, og du kan have 100 fugle på taget. Men hvad har du rent faktisk i hånden når dagen er omme?

De mennesker der gider invitere dig i sommerhus, og de mennesker der henviser til dig i professionel sammenhæng, er næsten altid mennesker du har mødt ansigt til ansigt. De tilhører din virkelighed, ikke mindst fordi du tilhører deres.

Ja, jeg ved det. Tonen i dette indlæg er delvist ny og måske derfor en smule uafklaret. Sproget er muligvis påvirket af andre menneskers. Jeg ved ikke hvad jeg har gang i, ja, hvad dette indlæg egentlig handler om. Jeg skriver på en følelse som er svær at indfange, og har to gange skrevet mig ind i en tåge og måttet slette igen. (De mange ’og’ i teksten afspejler en associerende strøm, frem for en hierarkisk ordnet argumentation – hvis jeg skal tilbyde lidt sproglig selvdiagnosticering.) Måske er det bare en rodebunke som skal ud. Men lad nu bare dette indlæg være et svar til de florerende invitationer på Facebook om i fem dage at skrive om tre positive ting man har oplevet i løbet af dagen, og så nominere tre venner til at gå videre med stafetten. Svaret er:

Jeg er glad for invitationen, men det kan jeg ikke! Der findes hele dage hvor jeg ikke oplever væsentligt andet end strøtanker og egne kropsfunktioner, og så findes der dage hvor jeg oplever en masse, eller sætter skibe i søen, men dog ikke ville opleve det på samme måde hvis jeg skulle opdele mit fokus og rapportere om det. De fleste oplevelser opfatter jeg som en hemmelig pagt med det oplevede, ikke nødvendigvis fordi det er med andre mennesker, nogle gange bare det oplevede i sig selv i form af fx en løbetur, et stykke musik, en samtale med en kat, en sommerfugl på nært hold, smagen af ribs, en samtale med mig selv, en sanset fornemmelse af struktur eller konsistens – situationer som måske kan genkaldes i et stykke tekst en dag, men for mit vedkommende ikke i en facebookopdatering. Lidt af samme grund rapporterer jeg nødig om igangværende arbejder fordi det tager energien ud af dem og udgør en ikke så lille risiko for hybris.

Jeg har det fint med denne fordeling: At være til stede i virkeligheden – og senere referere til enkelte såvel indre som ydre oplevelser i drøvtygget og eventuelt medieret form. Jeg er dybest set et privat menneske.

Mine otte dage offline har mindet mig om at de sociale medier i bred forstand ikke er hvad de prøver at indgyde én at være. Man kan bruge dem som redskab til at planlægge og opbygge noget som i bedste fald bliver til virkelighed. Nyheder er ikke så vigtige, og slet ikke folks uforgribelige meninger om alle de mange ting de ikke har førstehåndskendskab til – her tænker jeg på alt fra avisredaktørens klumme til opdateringen fra kællingen i kæret. Der er mere sandhed i skønlitteratur. Menneskelignende figurer på nettet, herunder såkaldte facebookvenner, er heller ikke så vigtige før det øjeblik de forvandler sig til rigtige mennesker og insisterer på at møde én ansigt til ansigt.

Hvis jeg nogensinde skulle glemme dette, trækker jeg igen stikket helt ud i mindst otte dage.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar