torsdag den 27. november 2014

Lad det gro

Oh-no-mo-vember!!!

Nej, det blev egentlig ikke så slemt som jeg havde forestillet mig. I hvert fald ikke som sidste og forrige år hvor jeg følte at de med gru ventede 24 dage i december med kommerciel juleautopilot i det offentlige rum, blev ekstrapoleret 30 dage forud med et lige så automatiseret helvede af selvsmagende drengemænd med ironisk udgroede overskæg og vist nok et budskab om at få mænd til at øge opmærksomheden på eget helbred – i disse indslag mest udlagt som noget med at nulre nosser, hvilket i et utilgiveligt udslag af moderne kvindetækkeforfængelighed fik en af disse ”ambassadører” til at bedyre at han ikke selv behøvede at gøre dette. Ingen nævnt, alle glemt.

Og måske er Movember også feset lidt ud. End ikke Detektor-vært Thomas Buch-Andersen, der ellers i lange tider har rendt rundt med en skarp (og lidt fjollet) overskægsstreg, gider. Og det forstår man jo egentlig godt når man ser hvordan danske Movember-ambassadører tidligere år har skændet kampagnen med en blanding af 9 dele salvelsesfuld narcissisme og 1 del budskab.

Alt efter sproglig holdning er det danske sprog også blevet en smule skændet af Movember-fænomenet. Her tænker jeg ikke kun på meningsløs omgang med metaforer når man fx kalder ethvert overskæg for en ”snegl” og ikke reserverer metaforen til de pomadiserede overskæg som rent faktisk kunne ligne sorte skovsnegle. Nej, jeg tænker også på den sproglige bastard som er slæbt ind i det danske sprog med Movembers indtog fordi journalister ikke kan skelne mellem engelsk og dansk: At gro et skæg.

Det kan man ikke, og det kan ikke hedde sådan! Eller det har i hvert fald ikke kunnet lade sig gøre før. Gro kan (eller kunne) på dansk kun være noget ting gør af sig selv. Noget gror. Der er ikke nogen der kan gro noget.

Planter gror, skæg gror, negle gror, utilfredshed og andre ting kan i overført forstand gro. At gro er et indbygget potentiale i levende ting. Man kan ikke tvinge noget til at gro. Hvis der er meningsfuld grund til at tale om en menneskelig handling, ligger denne snarere i reaktioner på at noget gror. Eksempelvis barberer man sig, klipper græsset eller prøver at forhindre ting i at gro.

Overordnet er ”gro” i betydningsmæssig familie med verbet ”ske”: At gro er noget der sker, og man kan hverken gro noget eller ske noget. Andre eksempler er fx ”spire”, ”sove”, ”størkne” og ”eksistere”.

Ligesom man kan tale om at atomer har valens (deres forbindingspotentiale med andre atomer), kan man tale om at verber har valens. De nævnte verber har en valens på 1, eller man kan sige de er monovalente. Der findes også divalente verber, nemlig dem der som regel forbinder subjekt og objekt – det gælder fx ”se” eller ”hærde” der både kan optræde monovalent (Jeg ser) og divalent (Jeg ser en elefant). Endelig er der de trivalente som kan have et indirekte objekt med i ligningen, fx ”ønske” og ”sende” (Jeg ønsker dig en snarlig helbredelse)(Jeg sender en mail til chefen).

Man kan spørge om vi mister noget sprogligt ved at ”gro” bliver divalent som mange andre verber?

Ja, vi mister altid noget når et verbum kan strække sig over flere muligheder end det kunne. Når man mister en begrænsning i sproget, mister man betydning al den stund at der ligger betydning i begrænsning – tænk bare på abstraktionsstigen og på forskellen på en spade og et graveredskab. Forskellen mellem de monovalente verber og resten til hobe er den mest interessante, for dette at det ikke er noget man kan gøre, men kun kan håbe på vil ske, er en central betydningsdannende begrænsning.

Der ligger en nærmest eksistentiel ydmyghed i de monovalente verbers medbetydning af at handlingen ligger uden for menneskets direkte indflydelse. At noget gror, spirer, vokser, lever, eksisterer eller sker, er noget vi må håbe eller vente på – ja, det gælder sågar sove eller . Vi kan ikke dø nogen; vi kan dræbe nogen, ja, men det er så et andet verbum der netop sørger for at den monovalente betydning er reserveret til ”dø”. Det samme gælder forholdet mellem ”gro” og ”dyrke”.

Ud over den indlysende engelske påvirkning (og måske også vore dages mangel på eksistentiel ydmyghed) har det måske været medvirkende til valensudvidelsen af ”gro” at det lyder underligt at ”dyrke skæg”. Ja! Og det behøver man altså heller ikke, man kan ”lade skægget gro”.

I Den Danske Ordbog er ”gro” dags dato stadig kun angivet som monovalent. Det ser man udtrykt ved etiketten ”Grammatik” hvor der udfor står ”NOGET gror” (og så er der sat et muligt adverbial på, men det fungerer ikke som aktant i relation til valensbegrebet). Hvis det havde været divalent, havde der – som det er tilfældet under ”se” – stået noget i stil med ”NOGEN ser NOGET/NOGEN”.

Måske skulle vi i anledningen af dette års interesseforladte Movember benytte lejligheden til at hælde en god gang ufortyndet Roundup omkring den divalente brug af ”gro”? Om den vil dø eller vedblive at eksistere, kan vi kun vente og se ad. Ske hvad ske vil; jeg har hermed gjort mit.

Ja, okay. Selvfølgelig skal du ikke snydes for et gedigent overskæg – måske det mest valide overskæg nogensinde set – oven i købet på en ganske flot fyr.


Tom Selleck kunne noget med hår da han var på toppen. Her placeret i noget der umiskendeligt ligner en Ferrari, og mon ikke vi skriver cirka 1983? Hm, internettet mener at vide at billedet er fra 1985. Okay, muligvis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar