Igårdistan

Frisøren spurgte hvad jeg arbejdede med. Det prøvede jeg at svare hende på, men måske gik jeg lidt for vidt.

Efter få sætninger forsøgte jeg at sætte mit kald – og mine udfordringer desangående – ind i en almen ramme ved at pointere at budskabet om godt og korrekt sprog desværre ikke sælger sig selv på samme måde som budskabet om klipning gør det. I alt for mange tilfælde er iværksætteren med nyhedsbrevet, bloggeren eller sågar redaktøren ikke tilstrækkelig kompetent rent sprogligt til simpelthen at erkende potentialet i sproglige forbedringer. Og eftersom (manglende) indsigt og interesse hænger sammen, er disse mennesker svære at flytte. Det er en udfordring.

Så vidt, så godt. Og så fortsatte jeg.

Snart nævnte jeg at jeg engang i toget havde talt med en dansklærer som havde fortalt at hun ikke rettede elevernes ordfragmenteringer, altså at ”kakao mælk” og ”mad kasse” var helt okay i den danske stil. Med den slags dansklærere er det ikke så sært at den sproglige bevidsthed er til at tude over, for som jeg sagde til frisøren: ”Det danske sprog er jo baseret på at der er grammatisk forskel – tænk bare på ’sær aftale’ og ’særaftale’, eller ’din varme regning’ og ’din varmeregning’.”

Dette fik tilsyneladende anslået en streng hos frisøren, der straks supplerede med at ”igår” jo også egentlig skal være i ét ord.

???

”Nej, det er nu navneord jeg tænker på. Det er navneordene der er det væsentlige,” svarede jeg.

Og frisøren fortsatte med at ”igår” er i ét ord fordi dette med ”(at) gå” jo er en én ting, og ”igår” noget andet. Hendes argumentation stod mig ikke helt klar, men når jeg i skrivende stund tænker nærmere over den, må det handle om at hun troede at et ord, en ortografisk helhed – fx ”går” – ikke kan betyde flere ting, ergo må ”i går” staves ”igår”, altså som ét ord og vel at mærke et andet ord end ”går”. Under alle omstændigheder var det tydeligvis noget hun havde tænkt en del over på forhånd.

”Nej, de to ting har ikke noget med hinanden at gøre,” docerede jeg. ”I dag, i går, i morgen og den slags er altid i to ord. Du kan huske det på at ’på torsdag’ er i to ord.”

Damen ved siden af med sølvpapir i håret og Billed-Bladet i hånden må på dette tidspunkt have vidst at jeg havde lagt mine friske æg i en rådden rede, og at jeg bitterligt fortrød indsatsen. Hendes mur af tavshed gjorde mig kun endnu mere pinligt berørt. Men nu bakkede frisøren heldigvis ud af sin pointe ved at konstatere noget i retning af at man godt kunne stirre sig blind på noget. Og jeg tog imod tilbuddet om total tilbagetrækning ved at give hende fuldkommen ret, alt imens mit forsøg på at forklare om den værste fejl man kan lave i dansk, nemlig fragmenteringen af sammensatte navneord, lå tilbage et øde sted som ingen nogensinde ville komme forbi igen.

Så snakkede vi om hår. Hun klippede fint.